Jeg har læst ”Tove Ditlevsen var min Mormor” af Lise Munk Thygesen.

2023. 248 sider

Bog nr. 67 jeg har læst i 2024.

Vi læser bogen i min fine læsegruppe, hvor jeg kunne fornemme, at nogle af de andre havde fået nok af Tove Ditlevsen.

Sådan havde jeg det slet ikke.
Jeg syntes, det var spændende at høre fra barnebarnet.

Jeg troede, det var en biografi, jeg skulle læse, men det er det da slet ikke.

Jeg har lidt svært ved at sætte ord på, hvad det så er.

Bogen indeholder en gennemgang af alle de kvinder i familien, der kom før hende.

”Min Mormor, min mor og jeg har det tilfælles, at vi er vokset op med en mor, der ikke kunne være mor for os ...”

Det er vel det Lise Munk Thygesen vil skrive sig ud af.

Jeg er nærmest vokset op med Tove Ditlevsen.
I mit hjem fik vi Familiejournalen, hvor hun havde sin brevkasse.

Det hedder vel egentlig ”Familiejournal.”
Den læste jeg altid, uden at jeg havde nogen anelse om, hvem skribenten var.
Svarene kunne være meget usædvanlige, og det var muligvis det, der interesserede mig.
Hun redigerede brevkassen fra 1956 – 76.
I 1956 var jeg 8 år gammel. Jeg husker ikke hvornår jeg begyndte at læse brevkassen.
Jeg mener ikke, jeg diskuterede indholdet med nogen. Jeg fandt den bare uhyre interessant.
Samtlige breve er udgivet i bogform, hvis man skulle få lyst til at læse dem.

Jeg har læst lidt fra det enorme værk, og jeg fyldes mere og mere med beundring for, hvor meget sjæl, der ligger i den brevkasse.
Jeg fornemmer, den har betydet en del for mig.

Bogens titel er usædvanlig.
Normalt ville man finde på en eller anden poetisk formulering, men den hedder bare ”Tove Ditlevsen var min Mormor”.

Det har været svært at være Lise. Hvis samtalen faldt på Tove, blev Lise reduceret til at være barnebarnet.
”...hvis hun (Tove) blev bragt op, forsvandt jeg.”
Da Lise fyldte 13, blev hun i skolen bedt om at læse op af Tove Ditlevsens ”Annelise - 13 år”.

S. 206. ”Jeg er vokset op med selvmord”.
Det er lidt svært at forstå for én, der ikke har haft selvmord i sit liv.
Hvor må det have fyldt meget.

Moderen Helle døde som 65 årig efter mange års misbrug.
Lise arvede nogle ringbind, som hun var 13 år om at åbne.

Efter at have læst denne bog indser jeg med lysende klarhed tydeligt, hvor stort et ansvar forældre har for deres børn.
Jeg er ikke skuffet over bogen.
Lise Munk Thygesens verden minder slet ikke om min, men det er måske også med til at gøre den interessant for mig.

”Bøger er skadelige og gør dig sær, sagde hun (Alfrida) til Tove. ”

S. 155: ”Da jeg blev født var jeg voksen. Jeg blev talt til som en voksen, og jeg svarede voksent, så snart jeg fik et sprog, og det gjorde jeg tidligt.”

I skrivende stund (ultimo april 2024) læser jeg om en ung pige, der er forsvundet fra sit hjem.
Hun blev fundet bevidstløs i en skov, men dog i live.
”Hun bakser med lysten til at leve”, udtaler hendes far.

Tænk at bakse med lysten til at leve.
Det er næsten ikke til at fatte og næsten ikke til at bære, men det er man nødt til, for det hænder.

Lise Munk Thygesen har været i tvivl om, hvorvidt hun skulle publicere Tove Ditlevsens afskedsbrev til Helle, hendes mor.
Brevet er kommet med i bogen, og jeg vil bare nævne, at det er stærk læsning.

Et af de sidste kapitler i bogen hedder ”Min mors hænder.”
Her fortæller Lise om sin mors sidste dage, timer, minutter.

Kristeligt Dagblad:

Bogen er ikke noget hævntogt. Den er derimod Thygesens grundige, begavede og insisterende kærlige forsøg på at forstå ikke bare sin egen mor, men hele sin slægt, der altså også rummer en af dansk litteraturhistories store skikkelser.

Jeg har læst ”Reykjavik” af Raganar Jonasson.

2023. 332 sider

Bog nr. 66 jeg har læst i 2024.

Allerførst ser læseren, at bogen er dedikeret til Agathe Christie.
Så har vi ligesom styr på genren.

Dernæst får vi en personliste.
Det er en fin ting og især i dette tilfælde, hvor de islandske navne volder visse vanskeligheder og kan se noget ens ud … for en Vendelbo.

Det er også værd at bemærke, at Ragnar Jonasson arbejdes sammen med Katrin Jakobsdottir (Tidligere Statsminister.)
Vi har et Cold Case mysterium.

Laura er forsvundet.
Hun var 15 år gammel i 1956, da det skete.
Hun arbejdede i huset hos Ottar og Olöf.

Den unge politimand Kristjan Kristjansson er på sagen, uden at det lykkes ham at løse mysteriet.
Det martrer ham gennem hele karrieren.

Vi er tilbage på sporet i 1966 og 1976.
Og i 1986 er vi igen på eftersøgning.
Den unge journalist Valur er også optaget af sagen.
Han opsøger alle, der kan hjælpe ham med informationer.
Pludselig en dag får han en opringning.

Synsvinklen i bogen skifter en del.
Også til personer i periferien.
S. 121: Valurs redaktørs kone siger om sin mand: ”Han havde været en del mere livlig, da de mødtes – og også haft mere hår, og hun forstod egentlig ikke helt, hvorfor de var blevet sammen.”

Jeg er lidt spændt på, om det senere i bogen åbenbares, hvad vi skal bruge den gode redaktørfrues udsagn til.

Jeg havde forventet, at vi ville pendle mellem 1956 og 1986, men vi bliver siddende i 86.

Valurs søster er tvunget til at overtage eftersøgningen.
Hun graver videre og spørger og får sig gnavet ind til sagens kerne.
Jeg havde også forventet, at vi ville høre mere til den unge politimand, der i 1986 ikke længere er så ung, men vi fornemmer at han er træt og opbrugt, så han siver væk.

Forfatteren (Forfatterne) har lidt en tendens til at inddrage personer i handlingen, som ingen betydning har for historien.
Og det er jo det, der sker i virkeligheden. Mennesker passerer forbi uafladeligt uden at efterlade sig synlige indtryk. Men når de dukker op i en krimi regner man med, at de er involverede.
Falske spor kan man vel kalde dem.

Mod slutningen sad jeg med en fornemmelse af at kæden var ved at springe af, men vi holder os på sporet.
Jonasson kæmper bravt for at lede mig på vildspor.
Og jeg havde ikke gættet whodunnit.

Jeg var helt og aldeles indfanget af bogen.
Mest i begyndelsen.

Det er en rigtig flot krimi, der gerne vil være ”lidt anderledes”.

Bogen er i øvrigt totalt blottet for grumme og makabre beskrivelser.

Og det går da meget godt uden.

Gads Forlag beretter:
”Hans bøger har solgt 1,5 millioner eksemplarer verden over og udkommer i 32 lande. Bøgerne hyldes af internationale kritikere, og The Sunday Times har udråbt ham til at være en af verdens bedste krimiforfattere i dag.”

Ragnar Jónasson er forfatter til den isnende uhyggelige og poetiske trilogi om Hulda Hermannsdottir fra Reykjavik Politi. Serien er fortalt i omvendt kronologi. I MØRKET, som er første bind, møder vi den ældre Hulda, der skal løse sin sidste sag. I de næste bind bevæger vi os baglæns gennem hendes liv og politikarriere.”

Jeg har med begejstring læst Hulda-trilogien og ”Reykkjavik” slipper også væk med min varme anbefaling.

Jeg må tilstå, at jeg aldrig fandt ud af, hvorfor Redaktørfruen udtalte sig.
Det kan muligvis skyldes redaktørens hårfarve?
Jeg elsker at være kryptisk, når jeg ved, at du er nødt til at læse bogen for at finde ud af det der med hårfarven.

Jeg har læst ”Mikkelsens undergang” af Bjarne Wagner-Augustenborg.

2003. 88 sider

Bog nr. 65 jeg har læst i 2024.

- Forskrækket udbryder Kyllerylle "Det fille, det falle i min hovedskalle".
Det giver stor opstandelse blandt dyrene, der tror, at skoven vil falde og flygter i panik.

Det er hverken første eller sidste gang, at nogen tror, at jorden vil gå under.

Men der er bare ikke sket endnu.

Bjarne Wagner-Augustenborg har gravet en historie frem om Profeten Mikkelsen, der påstod, at jorden ville gå under den 1. marts 1943.
Men hvis man tilsluttede sig hans menighed kunne man komme med på hans ark, der ville afgå fra et sted mellem Limfjordsbroerne i Aalborg på vej mod Tusindårsriget.

Der er faktisk mennesker, der skiller sig af med deres ejendele for at komme med på arken.
Aviserne og bladene fik fat i historien, men den gode Mikkelsen var menneskesky og svær at få fat i.
Og det kan man da egentlig godt forstå.
Jo mere folk grinede, jo sværere blev han at få i tale.

Han blev særlig populær i Ringsted, og flere fra denne by drog mod Aalborg.

Normalt skal man ikke afsløre for meget om en bogs handling i en anmeldelse, men jeg afslører alligevel her og nu at jorden ikke gik under den 1. marts 1943.

Så gjorde den gode Mikkelsen det, man altid gør i den situation.

Man reviderer planen en anelse og kommer frem med en ny dato.
Det kan man gøre nogen gange, inden man må finde på en anden forklaring.

Det er ikke nogen omfangsrig bog, men jeg synes, det er en ualmindelig interessant historie.
Man tror, det er løgn, men det er den skinbarlige sandhed, og verden vil åbenbart bedrages.
Der er måske en anelse for lidt kød på historien, men den gode forfatter kæmper for at sikre sig stof.
Det er lige på grænsen til, at der ikke kan blive en bog ud af det.
Jeg kommer fra Aalborg-området og har nok en særlig interesse i historien af den grund.

- En New Age-fortolkning af denne overgang er, at denne dato markerer starten på en tidsalder hvor jorden og dens beboere kan undergå en positiv fysisk eller spirituel transformation, og at 2012 kan markere begyndelsen på den nye æra.

1914, 1925, 1954, 1975 er alle år, der ifølge Jehovas Vidner skulle blive dommedag. Trods de falske forudseelser er der på verdensplan stadig omkring seks mio. medlemmer, der venter på det store Harmagedon. I en ny bog tager et tidligere medlem et endeligt opgør med bevægelsen.

Den 89-årige tv-prædikant og særling Harold Camping var ret overbevist om, at jorden ville gå under 21. maj 2011. Så sikker, at han brugte millioner af dollar på at prædike budskabet over for alle, der gad at høre på ham. Og det var der tilsyneladende flere der ville. Således solgte flere kristne familier alle deres ejendele og rejste rundt i verden for at prædike budskabet.

Sidste nyt: Jeg er blevet hvisket i øret, at du ikke skal indgå for mange aftaler i den kommende weekend. :-)

The Eastern world, it is explodin'
Violence flarin', bullets loadin'
You're old enough to kill but not for votin'
You don't believe in war, but what's that gun you're totin'?
And even the Jordan river has bodies floatin'

But you tell me
Over and over and over again, my friend
How you don't believe
We're on the eve of destruction

Barry McGuire 1965