Kortet blev opdateret med Farsø og Tornby
Danmark jeg elsker dig.
Clemmen1948@gmail.com
Der er rigtig lang tid til turen starter, men en forsigtig forespørgsel i oktober 2024 fik det til at vælte ind med positive reaktioner
Kan du lade være med at prøve igen, blev jeg spurgt.
Nej, det kan jeg vist ikke.
Jeg har læst ”Giftige nåle” af Alison Belsham.
2020. 410 sider
Bog nr. 90 jeg har læst i 2024
Brighton, England.
Vi starter med 1½ sides prolog.
Så tager vi et par små kapitler med nutid, hvor vi møder vores mordoffer.
Næste stop er vores flash back til for 25 år siden.
Læseren forstår slet ikke meningen med disse tilbageblik, men han er fortrøstningsfuld.
Med lidt tålmodighed kommer vi dertil, hvor det hele åbenbarer sig.
Og ganske rigtigt, sådan går det også i denne fine roman.
Alt i alt sådan en krimi efter bogen.
Men en rigtig god krimi er det skam.
Vores helt er efterforskningschef Francis Sullivan.
Ham kan vi godt lide, fordi han reagerer ”menneskeligt” og forståeligt på de udfordringer, der kommer til ham.
Ham og hans hold får hænderne fulde, da en ung pige bliver fundet med voldsomme skader.
Hun har et knivstik i siden, hænder og fødder er gennemboret, og på ryggen har hun en tatovering, der viser sig at være lavet med forgiftet blæk.
Hendes liv står ikke til at redde.
Politiet anholder en ung mulat, der er søn af Francis´s tidligere elskerinde.
Endnu en pige bliver overfaldet og dør efterfølgende.
Og en tredje …....
Som læser er man mindst påvirket af de voldsomme begivenheder, når man ikke er for tæt på.
Vi hører en del om de sidste 2 ofre, så vi næsten synes, vi kender dem.
Og alligevel bliver de overfaldet.
Og det virker ekstra voldsomt fordi vi ved, at når man først har fået den omtalte gift i kroppen. er man fortabt.
Uha.
Plottet er ganske godt skruet sammen, og jeg var ikke i nærheden af at gætte morderens identitet.
Bogen er skrevet i et let tilgængeligt sprog, men der er rigtig mange personer at holde styr på.
Bogen hører til i den barske ende, og jeg skal advare om ubehagelige scener.
Bogens afslutning foregår i kloakksystemet under Brighton og man kan næsten mærke den ulidelige stank i det slimede hul”.
Vores venner får kvalme under det modbydelige ophold, og det er lige før vi får det samme bare i solidaritet.
Allison Belshan bor i Edinburgh i Skotland
Hun synes at have lavet fin research, inden hun lod giften sprede sig.
Men når man ser hvilke tatoveringer, hun selv har udsmykket sig med, er man klar over, at det er noget, hun har helt styr på :-)
Giftige nåle er nr 2 i en serie. Nr. 1 hed ”Tatotyven´” og den vandt Pitch-perfect konkurrencen ved Bloody Scotland Crime writing festival. Og er solgt i mindst 18 lande verden over.
Jeg er selvsagt voldsomt irriteret, over at jeg fik fat i 2eren først.
Der er hele 69 kapitler, og Alison er bestemt ikke tilbageholdende med at dømme nyt kapitel.
Mange gange gør hun det nærmest mit i en sætning.
Der er absolut intet stop i begivenhederne.
Der er bare nyt kapitel.
Jeg har endnu til gode at finde ud af, hvorfor hun bruger det kneb.
Efterhånden er det næsten blevet en sport for mig at finde eksempler på ”Jeg har det næsten...” i de krimier, jeg læser.
S, 301: ”Han lagde hovedet i blød. Hvor havde han set den krage før”.
Kom nu Sullivan. Du er så tæt på.
Jeg har læst ”En vej ud af tågen” Kristian Leth.
2022. 157 sider
Bog nr. 89 jeg har læst i 2024
Kristian Leth er søn af Jørgen Leth.
S. 28. ”En
far er noget, der ikke er der, som er langt væk i et skrattende
telefonopkald på fødselsdagen. Hvis han husker det.”
S. 44: Jeg
manglede en far som gjorde, at jeg kunne forså nogle sider af mig
selv”
S. 58. ”Min krop var fyldt med ravne, der flaksede rundt og bed”
Det er ikke
nogen omfangsrig bog, som Kristian Leth har skrevet.
Alligevel er
den ikke let tilgængelig selv om den er hurtigt læst.
Jeg forstår
godt, at det er en bog, der handler om at være svigtet af sin
far.
Om at være valgt fra.
Og der hersker ingen tvivl om, at
det var det, der skete.
Meget af bogen er ”Stream of
consciousness”-agtig.
Ja nærmest tågesnak for nu at referere
til bogens titel.
Han beskriver stemninger og følelser og af og
til kommer der så klare meldinger, som man ser ovenfor.
Sidste
kapitel hedder ”afslutning” og her skriver Kristian Leth i klart
sprog om reaktion på Jørgen Leths erindringer.
Bogen er ikke
noget hævntogt, det er snarere reflektioner over, hvor svært det
har været.
Hvem er det mest synd for?
Jørgen Leth eller
Kristian Leth.
Bogen har fået
fremragende anmeldelser.
Kristeligt
Dagblad skriver: Et
nænsomt og rørende intimportræt af en mand med et skrøbeligt
sind, der ofte græder ud i røret til sin voksne søn. En mand, der
ikke alene ikke magter at være far, men ofte heller ikke orker at
være menneske.
Stream
of consciousness, (eng. 'bevidsthedsstrøm'), den amerikanske filosof
William James' betegnelse fra 1890 for tankevirksomhed; anvendes især
om gengivelse af en litterær figurs tanker, fx i en "indre
monolog", der strømmer uordnet og associativt. Fænomenet har
længe været kendt i litteraturen.
Jeg har læst ”Det store i det små” af Jodi Picoult.
2018. 477 sider
Bog nr. 88 jeg har læst i 2024
Man
sidder og håber på, at historien er frit opfundet og at noget
lignende aldrig vil kunne finde sted i virkeligheden.
Men desværre
tror jeg, det ser helt anderledes ud.
Ruth
Jefferson er barselssygeplejerske med 20 års erfaring.
Hun er
enke og bor sammen med sin halvvoksne søn og superstudent
Edison.
Hun er også sort.
Et
ungt par, Brittany og Turk, kommer ind for at føde, og Ruth tager
sig af dem.
Turk er stor og truende med hagekors-tatovering i sin
skaldede hovedbund.
De
fremtræder yderst aggressivt og truende.
Parret er aktivt i
ekstreme grupper, der går ind for hvidt overherredømme, og de
forlanger, at Ruth ikke tager sig af deres nyfødte søn Davis.
Hun
har allerede undersøgt barnet og mener at kunne høre en susen på
hjertelyden.
Ruth
bliver beordret til at holde sig fra barnet.
På et tidspunkt med
travlhed bliver hun alligevel bedt om at se efter barnet, selv om hun
ikke har lov.
Barnet får det dårligt, og det ender med, at hun
giver det kompressionsmassage.
Barnet afgår ved døden, og
forældrene anklager Ruth for at være ansvarlig.
Senere dukker politiet op hjemme hos hende og ender med at foretage en voldsom anholdelse.
Da hun skal fremstilles i retten får hun advokaten Kennedy, som bliver voldsomt grebet af sagen.
Bogen
er usædvanlig let at læse. Det skyldes bl. a det vedkommende emne,
men også en skrivestil uden stopklodser og sproglige knuder, der
hæmmer fremdriften.
Man læser uden at tænke nærmere over det.
Bogen
skifter synsvinkel mellem Ruth, Kennedy og Turk, men vi hører også
om en lang række personer med tilknytning til de 3.
Jodi Picoult
synes at have lavet god research, og vi får indblik i så
forskellige ting som livet på en barselsgang og i skinheadmiljøet.
”Niceville”, ”Farven lilla” og ”Dræb ikke en sangfugl” trænger sig på, og rent faktisk henvises der på side 304 i bogen til ”Dræb ikke en sangfugl”.
Den
særdeles omfangsrige bog fangede mig mest i begyndelsen, mens der
var lidt tomgang, inden retssagen mod Ruth startede.
Selve
slutningen havde jeg det lidt stramt med.
Handlingen er uendelig langt fra min hverdag, men jeg havde helt klar en god læseoplevelse, der satte mange tanker i gang.
Sproget
i bogen er præcist og malende.
S. 147. ”Hendes navn er Odetta
Lawton, og hun er omtrent lige så sprudlende som en dødsdom.”
Litteratursiden mener: ”Rørende og gribende fortælling om fordomme, racehad og diskrimination i dagens USA. En roman som giver stof til eftertanke.”
Jodi Picoult is the #1 bestselling author of twenty-four novels including her most recent novel, Small Great Things, It was published in October 2016 and was an instant #1New York Timesbestseller. Her books are translated into thirty-four languages in thirty-five countries.
Jodi Picoult is known for taking on compelling social and ethical issues and weaving them into the works of fiction that have won her a devoted readership.
Men
du har da læst ”Dræb ikke en sangfugl”?
”Det store i det
små” er en god læseoplevelse, men ”Dræb ikke en sangfugl”
(1960) et et must.
Her skal du også lige læse om forfatteren
Harper Lee.
Og så støder du på Truman Capote.
”Niceville”
skal du også have læst.
Beklager,
du kan se frem til en travl sommer :-)
.
Jeg har læst ”Stormen” af James Lilliefors.
2015. 347 sider
Bog nr. 87 jeg har læst i 2024
”Kepler
betragtede hans omhyggelige mørke øjne tygge på det.”
Rigtig
mange krimiforfattere ynder at lade deres bøger starte med en
prolog, som man ikke kan få hverken hoved eller hale på.
Frygt
ikke, tænker man. Den gode forfatter skal nok afsløre sammenhængen
for os efterhånden som vi arbejder os gennem hans værk.
Det er
er godt gammelt litterært tasketrick, og så er vi lis´som i gang.
Susan
og Nicholas Champlain er kommet til Tidewater for at undslippe byen
nogen tid.
Susan opsøger præsten Luke og fortæller, at hendes
mand truer med at ombringe hende pga et foto, hun har taget.
Hendes
frygt er ikke ubegrundet, for snart finder man Susan dræbt.
Det
har nok forbindelse til et stjålet Rembrandt maleri.
Det bliver en sag for Hunter.
Vi
hører en del til præsten Luke, og hans kone.
Vi hører også en
del om deres hund.
Præsten arbejder på at arrangere
gudstjenester hvor folk har deres kæledyr med.
Det har vist ikke
noget med historien at gøre, men det er så vanvittigt, at jeg
synes, det bør nævne.
Flere
gange vælger forfatteren at skifte synsvinkel til andre personer
uden på nogen måde at vise, at det sker.
Jeg ville forvente nyt
afsnit eller nyt kapitel, men ikke her.
Hvor er vi nu, tænkte jeg
flere gange.
Der
er også en tendens til at nye kapitler begynder med navnet på en
person, vi (jeg) ikke kender. Lidt senere følger så en
beskrivelse.
Lidt akavet måde at skrive på.
Flere
gange bliver der talt om en sag den gode Hunter tidligere havde. Den
handlede om ”Salmedigteren”. En forsigtig søgen afslører, at
nærværende bog er nr. 2 i en serie, og så giver det mening.
Der
er tale om en slet skjult reklame for bind 1.
Det virker lusket.
Snik-snak.
S. 205. Amy Hunter besøger sin mor.
”Amys mor arbejdede som
administrator for skolesystemet i amtet. Mens baghaven blev mørkere
diskuterede de de seneste skoleproblemer: Bussikkerhed, pomfritter i
cafeteriet, wi-fi i klasseværelserne og mange andre emner, som ikke
havde eksisteret dengang Amy gik i skole.
Ikke nok med, at vi besøger moderen, vi hører også om hendes daglige problemer.
Svært at se koblingen til vores mord-historie.
S
214: ”Kepler betragtede hans omhyggelige mørke øjne tygge på
det.”
Det var da noget af en formulering.
S 240: Belasco gik ud af hovedindgangen til de såkaldte Rocky-trin, intetanende om at Amy Hunter ….befandt sig en etage længere nede ….
Lilleiefors agerer her den alvidende forfatter, der godt ved, hvor hans personer er.
S.
272: ” Hmmm”, sagde Luke. Han funderede igen over den prædiken,
han skulle skrive om troens mysterium;
Relevans?
S. 295. ”Der var stadig noget, Hunter ikke kunne se, vidste hun, noget som var ganske nær og sikkert befandt sig lige for øjnene af hende”
Tasketrick nr. 4 fra ”Håndbog for krimiforfattere. :-)
S.
317. ”Mere havde han ikke at sige, i begge sætningens betydninger,
i lang tid.”
Jeg har virkelig forsøgt at forstå sætningen.
Det
lykkedes slet ikke.
S.
318: ”Luke og Sneakers så lynene glimte over bugten...”
Sneakers
altså en hund :-)
Til allersidst dykker vi igen ned i værktøjskassen for krimiforfattere:
Hunter tager ude for at tale helt alene med en mistænkt, selv om alle advarer hende og siger, at hun skal tage én med.
Det
går galt, men hun bliver reddet.
Vi finder morderen og maleriet
kommer tilbage.
Stormen
er ikke nogen god bog.
Langtfra
Find en anden.
Vi
hørte ikke mere til de problemer Hunters mor gik og døjede med.
Vi
hørte ikke mere til gudstjenesten med kæledyr.
Det skuffer mig
noget.
Og Hunter har endda en kat.
Der var dog en parakit ejer
der sagde at fuglen Andy glædede sig meget til gudstjenesten.
Jeg
har en grum anelse om at det der med dyregudstjeneste ikke er en
joke.
Min
største oplevelse ved ”Stormen” var at jeg stødte på denne
perle.
Den vil jeg sent glemme.
”Kepler betragtede hans omhyggelige mørke øjne tygge på det.”
.
Jeg har læst ”Östermalmsmordene” af Lars Bill Lundholm.
2002. 351 sider
Bog nr. 86 jeg
har læst i 2024
Jeg spekulerer på, om svenskerne har farme, hvor de opdrætter krimiforfattere, for der er virkelig mange af dem.
Denne
krimi er sådan set helt fin, men den skiller sig vel ikke særlig
meget ud fra så mange andre krimier.
Den kommer nok ikke på
mange træskolister, og man er i bund og grund lige lykkelig, om man
har læst den eller ej.
På
side 7-11 finder vi en slags prolog, hvor vi møder pigen, der skal
myrdes.
Cathrine er nede for at købe cigaretter og Femina.
På
side 10 bliver hun stukket ned, og på side 11 afgår hun ved døden.
Det er herefter, vi møder Kommissær Axel Hake.
Han
er et kompliceret tilfælde.
Han er helt sikkert en dygtig
politimand. Det er ikke derfor chefen ikke bryder sig om ham, og de
andre kører træt i ham.
Han er kantet og vil have sin vilje.
Og
så går han med stok pga en skade i knæet, som han erhvervede sig i
en skudepisode.
Chefen er sådan én, som går mest op i, hvordan
dem over ham opfatter ham.
Den slags chefer er der mange af i
krimier.
Han har datteren Siri sammen med Hannah. Men de bor ikke sammen.
Nogle
anmeldere synes, at bogen er for lang, og der er da også mange
ord.
Jeg er altid lidt varsom med at mene noget om en bogs længde,
for forfatteren har vel haft en ide om, at bogen ikke er for lang.
Personerne er udmærket beskrevet:
S.
68: ”Det var sådan man selv så sine forældre, når man var
voksen, tænkte Julia. Engang havde forældrene været kæmper set i
børnenes frøperspektiv. Og konger og Guder....... Men senere, i
takt med at iagttagerens perspektiv ændrede sig begyndte forældrene
at blive lilleputter”.
Den gamle museumsinspektør med det imposante navn Lars Larsson-Varg: ”Samme dag han blev pensioneret barberede han alt sit hår af og købte en gammel, vinrød og flere numre for stor fløjlsjakke.”
De gode gamle tasketrick fra ”Håndbog for krimiforfattere” slipper vi ikke for: ”Noget rørte ubehageligt på sig i baghovedet, Som om der var et eller andet han burde huske. Men han kunne ikke kalde det frem.”
”Hun rejste sig, smed skitseblokken på sengen og gik ud og lukkede op.
Har du glemt dem spurgte jeg?”
Men
det var ikke Axel Hake, der stod uden for døren.
Det er lige der Lundholm vælger at begynde på et nyt afsnit.
Den
gavtyv :-)
Biblioteket
er ikke leveringsdygtig i bøger med Lundholm, så de satser ikke
hele butikken på ham.
Dette bind stammer fra en genbrugs.
Bogen er ikke helt ny. Den stammer faktisk fra 2002, men den udmærkede forfatter Lars Bill Lundholm, blev udgivet i 1948.
Og det er jo et år, som blandt kendere regnes for at være et usædvanlig godt fødselsår.
Fra goodreads.com
Kom nu, du kan sagtens læse svensk:
”Inser att jag läste böckerna i fel ordning. Detta är den första. Återigen: stjärnor för stockholmsskildringarna. Mordgåtan okay. Axel Hakes privatliv oerhört tröttsamt. ”
”Seg
i början men sen kunde jag inte sluta läsa! ”
”Han
är bra på att beskriva Stockholm, mindre bra på att beskriva
människor trovärdigt. Men spännande som en deckare ska vara. ”
Jeg har læst ”Da Audrey Wilde forsvandt” af Eve Chase.
2019. 350 sider
Bog nr. 85 jeg
har læst i 2024
Der
er mange bøger med indbygget Flash Back, hvor vi farer frem og
tilbage mellem forskellige årstal og tidsaldre.
Det kan jeg godt
blive lidt træt af, men det virker ret godt i denne bog.
Vi
starter i nutiden, hvor Jessie falder for et gammelt hus Applecote
Manor langt fra London.
Hendes mand er til at overtale mens
teenage steddatteren Bella hader det.
Jessie og Bella kigger på
et værelse øverst oppe, hvor Bella kan mærke, at der er foregået
noget uhyggeligt.
Her boede Audrey, da hun forsvandt.
50
år tidligere møder vi den enlige bohemeagtige enke med 4 døtre.
Hun
finder sig et job i Marakash og døtrene skal så deponeres hos
onklen og tanten i Apple Cote Manor.
Tanten Sybil har ikke været
ude af huset i årevis og onklen Perry er plaget af smerter.
Hun
lever og ånder for den forsvundne Audrey, og han er vist en gammel
gris.
Hvad
så med kusine Audrey?
Hun er der uden at være der.
Eve
Chase sørger omhyggeligt for at anvende cliff hangers, så man lige
skal læse lidt mere.
Til sidst køres historierne sammen, og alt
opklares til sidst efter stor dramatik
Bogen er såmænd ganske underholdende med en snert af lidt for meget feel good til sidst.
Goodreads.com ender på 3,94 stjerner ud af 5.
Rigtig
mange giver 5 stjerner, mens der ikke rigtig er nogen, der dumper
bogen fuldstændigt. Hvis jeg skal fyre stjerner af, bliver det 3,5.
Jeg har læst
”Læseren i morgentoget” af Jean-Paul Didierlaurent.
The
reader in the 6.27
Le Liseur du 6H27.
2015. 157 sider
Bog nr. 84 jeg
har læst i 2024
Guylain
Vignonlles hader sit navn.
Han hader også sit job.
Han bor
ikke alene.
Han bor sammen med sin guldfisk.
Han passer maskinen Zestor 500, der destruerer bøger.
Han redder løse sider ud af maskinens gab, og hver morgen sidder han på det samme sæde i toget og læser højt af de forskellige sider af verdenslitteraturen, han har med.
Jeg troede først, vi havde fat i noget, der mindede om ”Fahrenheit 451”, hvor bøger er forbudte, men her er det i realiteten genbrug.
Portvagten
Yvon foretrækker at udtrykke sig med 12-stavelsesdigte.
Hvis en
chauffør kommer med bøger udenfor hans åbningstider raser han:
”Den
er over tolv, se bare det store ur.
Den store viser er nu halvvejs
i sin tur.”
Hver
dag redder Guylain som sagt løse sider fra ”Tingen” og når han
kører, sidder han på samme sæde og læser han højt af de løsrevne
sider .
Til stor glæde for de øvrige passagerer.
En dag
finder han et glemt USB-stik og dette fund er med til at forandre
hans liv.
Julie.
Dette
er en meget usædvanlig, men vidunderlig smuk bog.
Den handler om
glæden ved læsning, og den er svær at sætte i nogen bås, da den
ikke minder om noget, jeg har læst før.
Mange kender ”Den
lille Prins” der er en lille men ufattelig stor bog, og jeg sidder
også med en fornemmelse af at dette er en lille stor bog, som jeg
ikke glemmer lige med det første.
Bogen
viser os, hvordan læsning kan være med til at forandre de ting i
ens liv, man ikke synes om.
Beskrivelsen af den tilfældige
læsning er ganske morsom.
Og jeg kan afsløre, at det bliver
endnu morsommere da Guylain senere læser op på et plejehjem.
Jeg
kan også afsløre, at man ikke skal læse bogen, hvis man ikke kan
klare at læse om offentlige toiletter.
Så nu gjorde jeg det
igen.
Jeg afleverede en veritabel cliff hanger.
Jeg kan også fortælle, at jeg var særdeles tilfreds med slutningen.
Det er for mig en såre dejlig lille bog
Jeg håber den gør mig ualmindelig klog
Jeg håber, du synes om mit tolvstavelsesvers
Aleksandriner er betegnelsen for et versemål, der først blev anvendt i Frankrig i en roman om Aleksander den Store. Deraf fik versemålet sit navn.
Litteratursiden
mener:
”Udover
at være en roman om litteratur og kærligheden til den trykte
papirbog, så er romanen også en kærlighedshistorie om en ensom ung
mand og kvinde, der finder hinanden og lysten til livet. Jeg giver
bogen mine varmeste anbefaling.”
I have my books and my
poetry to protect me.
Simon and Garfunkel.
Når
jeg næste gang sætter mig ind i toget mod Herning, kunne jeg da
godt have lyst til at læse lidt op, men jeg har en fornemmelse af,
at de andre passagerer ikke vil lytte andægtigt.
Til oplæsning:
Gustav Wied, Hans Sherfig, Den lille prins, Finn Søeborg, H.C.
Andersen?
Mange muligheder :-)
Jeg har læst ”Det store kup” af Jeff Diamant.
2015. 262 sider
Bog nr. 83 jeg har læst i 2024
I 1997 oplevede man det næststørste kup i USA´s historie.
Sikkerhedsvagten i værditransportfrimaet Loomis Fargo er dødtræt af sit job, og han formår at stjæle 17 millioner dollars.
Det lykkedes ham at flygte til Mexico.
Byttet har han overladt til en besynderlig gruppe medsammensvorne. Det viser sig at det nemmeste næsten var at stjæle pengene.
Nu skal han have fat i sin andel af pengene.
Hvem kan han stole på?
Når man pludselige uretmæssigt får en masse penge, er det ikke så ligetil at bruge dem.
Det bliver der lagt mærke til.
Man den detalje glemmer tyvene ret hurtigt alt om.
”Nu er der gået fire måneder” siger en af dem. ”Så kan vi godt ringe til hinanden uden at blive aflyttet”.
Det kunne de så alligevel ikke.
FBI arbejder sig ind på tyvene og samler det ene spor efter det andet.
En pudsig ting er brugen af løgnedetektor i USA. Der lægger man stor vægt på den, mens vi slet ikke kender til det i Danmark.
Det er ret underholdende læsning, og man sidder måske og tænker, hvad man selv ville have gjort hvis man sad i sådan en situation.
Jeg ville f. eks …...... Nåh nej, ikke her :-)
Det gør det lidt mere interessant at vide, at det er en sandfærdig historie.
Forfatteren er journalist og var på historien i 1997.
Han lavede interviews med nogle af gerningsmændene.
Det er ikke en roman.
Den er snarere en blanding af en roman og en rapport.
Forfatteren kalder det en fortælling om griskhed , knuste drømme og sort uheld.
Var der nogle ”vindere”?
Næppe.
*”When you have money you just have different problems”
Jeg har læst ”Med rov i rollatoren” af Catharina Ingelman - Sundberg.
2014. 346 sider
Bog nr. 82 jeg
har læst i 2024
”Låna är silver, rana är guld”
Jeg gad vide,om Catharina kender til filmen ”Støvsugerbanden” fra 1963 hvor en flok pensionister med Clara Pontoppidan i spidsen keder sig gudsjammerligt, og derfor danner en tyvebande.
Men der er nok ingen tvivl om, at hun læst Jonas Jonassons ”Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt” og Fredrik Backmans bøger om ”En mand der hedder Ove”.
Jeg synes ikke, at Catharina lever op til ovennævnte succeser.
”Fem tidligere plejehjemsbeboere, med Marthä i spidsen, fortsætter deres storstilede plan med at røve nok penge til at forsøde de svenske pensionisters tilværelse i en tid med nedskæringer. Der opstår dog en masse forviklinger da de fem flytter ind i en villa, der har en Hades Engle rockerborg til nabo, og pengene fra deres største kup i Las Vegas forsvinder.”
Den danske titel er aldeles tåbelig, og det er svært at tage plottet alvorligt, men derfor kan bogen jo godt være morsom og underholdende.
Mens
man læser, har man altid ordet ”uforpligtigende” for øje, og
det skal man ikke kimse af.
Selv om vore venner kæmper mod nogle
grumme rockere, så føler vi os sikre på, at der ikke bliver
krummet et hår på de gamles hoveder.
Nu er de altså heller ikke
for snu, de der rockertyper, så de er forholdsvis nemme at narre.
Litteratursiden kalder bogen ”vidunderlig morsom”.
Jeg
har altid syntes, at ”vidunderlig” er et stort ord.
Det var
ikke på noget tidspunkt på mine læber, mens jeg læste.
En
lektørudtalelse taler om ”en let og humoristisk historie”
Samme
sted hævdes det også, at bogen appellerer mest til den modne
læser.
Det der med den modne læser har jeg tænkt en del over,
men jeg er ikke endt med at have en fornuftig forklaring på den
udtalelse.
Gode forklaringer modtages med nysgerrighed og stor
interesse.
Hvis du, kære læser, en dag sidder hjemme hos dig selv og får lyst til at læse noget sjovt og underholdende som med garanti ikke holder dig vågen om natten, så kan du godt gribe fat i ”Rov i rollatoren”.
Advarsel:
Der optræder en sex-dukke i beretningen!
Catharina
på Facebook:
PENSIONÄRSLIGAN! Jag har många trevliga manliga
läsare från 11 år (ja faktiskt!) och upp till 101 år och några
väldigt härliga killar i 14-15 års åldern till exempel...
Så
varför inte tänka på GODA RÅN ÄR DYRA när ni vill ge bort en
present till en man?
Jeg har læst ”Fald” af Anne-Sophie Lunding-Sørensen.
2014. 176 sider
Bog nr. 81 jeg har læst i 2024
Anne-Sophie ved slet ikke, at jeg nu har læst alle hendes bøger.
Hun ved slet ikke, at jeg synes, hun har været god.
Det burde man måske fortælle hende.
Gad vide om hun lige nu er i gang med at lave en ny bog til mig?
Her beskriver hun 2 skæbner.
Fald.
Titlen siger alt.
Det er Mette, der en dag beslutter sig til at rejse bort.
En nat skriver hun en seddel, hvor hun beder om, at de ikke kontakter hende.
Mand og 3 børn.
Så går hun.
Hun er i frit fald.
Et andet sted finder vi René.
Han er fraskilt og har en datter på 15 år.
Han er vagtmand på et hotel og lidt fanatisk på nogle områder.
Han er også ludoman.
Han har en aftale med datteren, som hun aflyser.
Ikke godt René. Ikke godt.
Han er i frit fald.
Mette og Rene passerer hinanden som 2 skibe i natten, men de mødes aldrig.
Det er en melankolsk ja nærmest trist beretning, som anmelderne ikke ubetinget begejstres for.
Jeg syntes godt om ”Fald”, men der er på intet tidspunkt noget at grine af.
Jeg ville rigtig gerne vide, hvad der får Anne-Sophie til at skrive om denne totale elendighed.
Information: ”For såvel kvinden som manden gælder, at de føler sig uhjælpeligt overladt til sig selv og ikke kan andet end underpræstere. Selvforagt og selvhad fører dem ud i det bundløst triste, ud i blindgydelignende krise, som pludselig gør selvmord til en valgmulighed.
Som læser sidder man som regel med en ide om, hvor vi er på vej hen, og hvor man ville ønske at vi var på vej hjem.
Jeg må indrømme, at jeg tog fejl.
Mette, med det fine store hus i Aalborg tror vi ikke så meget på, mens der er mere håb for René. Han fik købt et par fine koncertbilletter til sin datter, og dem regner vi med hun får, når hun kommer hjem fra Sverige.
Og skulle du skifte mening mht Mette, så vil det være helt fint med mig.
Kan vi ikke aftale det, Anne-Sophie?
Jeg har læst ”Drengen i mørket” af Anne-Sophie Lunding-Sørensen.
2023. 402 sider
Bog nr. 80 jeg
har læst i 2024.
Vi starter med en fin præsentation af Vivian Storm. Hun er blevet fyret fra sit prestigefyldte advokatjob, og nu er hun ude i store problemer. Hendes kort bliver afvist i Netto. Stor nedtur.
Hun
bliver kontaktet af sin tidligere chef, men han vil ikke, som hun
forventede, tage hende tilbage.
Han har dog en lille opgave til
hende, som hun afviser.
Hun
føler, at hun er nødt til at afvikle sin virksomhed, og det
fortæller hun til bogens anden hovedperson.
Det er Bjørn, der
arbejder for hende. Han ligner en fra Chippendale. Han bor sammen med
gymnasielæreren Anders.
Bjørn skaffer noget arbejde til firmaet,
og Vivian får også fat i noget.
Hun kommer i kontakt med en
velhavende polsk forretningskvinde, der vil have dem til at finde
hendes forsvundne halvbror.
Scenen er sat, og spillet kan begynde.
Bogens synsvinkel skifter mellem Vivian og Bjørn. Det er fint, at de deler lidt om rampelyset.
Anne-Sophie
har allerede imponeret mig ved at skrive på mange forskellige
måder.
Og det her er vel så tæt på at være en krimi, som det
kan være.
Vivian er ganske vist advokat og Bjørn er vel nærmest
studerende, men efter behov bringes en politidame på banen. Vi
bliver også indviet i de problemer, som både Vivian og Bjørn
kæmper med.
Vivian er brystopereret efter en kræftsygdom. Hun
får hedeture, og eksmanden vil skilles.
Bjørn gider ikke for alvor at passe sine studier. Selv om han bor sammen med Anders kæmper han med at identificere sin seksualitet.
Vi kommer langt omkring inden mysteriet opklares, og vi præsenteres for en stor mængde spændende og farverige personer.
”Der
er noget, vi overser”, hedder det et sted.
Og igen er der ikke
noget læserne hellere vil end hjælpe ”vore venner”.
Men vi overser det altså også.
En
krimihelt bliver ofte slået ned, og den skæbne overgår også
Bjørn.
Traditionen tro sker der ikke noget alvorligt med ham.
Vivian nøjes med at få smidt kogende vand i ansigtet.
Bogens titel kan jeg ikke rigtig få til at give mening, men meget tyder på, at vi er startet på en Storm – Molin serie, så måske bliver jeg mere tilfreds med den næste titel.
Kan
man forstille sig, at Elvira fra Happy Hour kommer trippende ind fra
venstre med sine 148 kilo i den næste bog?
Det kunne jeg rigtig
godt tænke mig.
Anne-Sophie Lunding-Sørensen skriver virkelig godt, og det er hun nødt til at blive ved med
Litteratursiden
kalder bogen en cosycrime.
Første gang jeg hører det udtryk.
Jeg
er på banen næste gang, der er nyt om Storm & Molin, og det
samme er Politikens anmelder:
”Med
to så velskrevne hovedkarakterer er der et solidt udgangspunkt for
flere romaner, og det er i sig selv en imponerende bedrift. Romanen
holder også spændingen intakt hele vejen fra første til sidste
side, selv om nogle af de mindre svinkeærinder indimellem truer
fortællingens rytme.”
Jeg har læst ”Mørket ved besked” af Arnaldur Indridason.
2017. 347 sider
Bog nr. 79 jeg
har læst i 2024
Der
kommer rigtig mange gode krimier fra Island.
Måske inspirerer de
hinanden deroppe, men det kan også være, at den barske islandske
natur er velegnet til at danne ramme om mordgåder.
En
flok tyske turister på vandring finder et lig på gletsjeren.
Det
viser sig at være en forsvundet mand, Sigurvin, der har ligget der i
30 år.
Den pensionerede politimand Konrad forsøgte dengang uden held at opklare sagen.
Man mistænkte dengang Hjaltalin for at stå bag forbrydelsen.
Han er nu kræftsyg, men forsøger alligevel at stikke af til Thailand.
Han
insisterer på at tale med Konrad, der modvilligt
accepterer.
Hjaltalin nægter stadig alt, og snart tager sygdommen
livet af ham.
Konrad
er jo gået på pension, men han har svært ved at holde sig fra
sagen.
Han drifter lidt rundt og taler med den ene og så den
anden.
Lidt efter lidt lærer vi mere om Konrad. Vi erfarer, at
hans far var hvad man i daglig tale ville kalde et ”dumt svin”,
og det har præget ham.
Det
er magtpåliggende for Ingridason at vi lærer Konrad at kende.
I
en vemodig men smuk nærmest indskudt sætning hører vi om, hvordan
Konrads kone Erna reagerede, da hun fik besked om sin uhelbredelige
kræft.
Vi hører også om deres sidste tid sammen.
S.
227: ”Skal jeg bare acceptere det? Skal du bare acceptere det?
Der
er ikke andet at gøre, sagde Erna.
Det må der være Erna. Det må
være muligt at overvinde den sygdom.
Nej, sagde Erna. Det er ikke muligt. Den eneste måde at overvinde døden på er ved at acceptere den.”
Konrad
har en vissen arm. Da han var dreng blev han voldsomt mobbet af en
større dreng, der blev kaldt Polli., men i lang tid fandt han sig i
det.
Hans far havde engang lært ham, at der var 2 ting, han
skulle huske for at overvinde en fysisk stærkere modstander.
For
det første skulle han overraske modstanderen, hvis det var muligt,
så han var helt uforberedt, når angrebet satte ind.
For det
andet måtte han ikke tøve med at banke modstanderen sønder og
sammen.
Konrad
træder i karakter.
S.
249. ”Polli sagde, at han var faldet, da han blev spurgt, hvad der
var sket. Derefter generede han ikke nogen i skolen og gik ud det
følgende forår.”
I
1975 boede jeg i Løgstør. Jeg var naturligvis hyppig gæst på
biblioteket, og en dag spurgte bibliotekaren, om jeg vil se verdens
bedste krimi.
Det ville jeg da gerne.
Han kom så med Charlens
Dickens` ”Mysteriet Edwin Drood” fra 1870.
Jeg så lidt
uforstående ud, og han forklarede mig, at forfatteren døde, inden
bogen blev skrevet færdig, så derfor kunne enhver tolke som han
ville.
Sådan kan man jo også se på det, men i denne bog får Konrad løst mysteriet.
Jeg havde en udmærket læseoplevelse, og hvis Konrad kommer på banen igen kunne jeg godt være interesseret.
Som et lille appendix har vi siderne 346 og 347, som fik mig til at udbryde: ”Åh nej”.
Hvad?
Nej,
nej, du må selv i gang. :-)
Arnaldur Indriðason er en islandsk krimiforfatter. Arnaldur arbejdede 1981-82 som journalist på Morgunblaðið. Derefter ernærede han sig som freelanceskribent, og var 1986-2001 tilknyttet Morgunblaðið som filmanmelder. Arnaldur tog i 1996 en bachelorgrad i historie ved Háskóli Íslands.
Født:28. Januar 1961 (63 år),Reykjavik, Island
Priser: Glasnøglen.
Ny
viden efter at have læst bogen: En person fra Reykjavik beskrives
her som en reykjaviking.
Tidligere har Indridason været på banen
med 11 bind om Erlendur.
De kom fra 1997 – 2010.
Jeg har læst ”30 meter mord” af Kerstin Ekman.
1962. 265 sider
Bog nr. 78 jeg
har læst i 2024.
Støv
fra magasinet kilder i min næse, da jeg vender og drejer den gamle
bog.
Romertallene på en af de første sider afslører, at vi skal
tilbage til 1962 for at finde det år, hvor anmelderne måske
snakkede om en spændende debut bog fra Kerstin Ekman.
Siderne er
farvede gullige gennem de mange år.
Jeg snuser den lidt hengemte
duft ind og føler forventningens glæde, som man skal have, når man
åbner en ny bog.
”Taxaen standsede på den mennesketomme gade foran Stadshotellets grågule facade”.
Jeg er i gang.
Under
nogle filmoptagelser bliver en ung dreng myrdet.
Det viser sig, at
drengens søster tidligere er blevet dræbt af en flugtbilist.
Og
så har vi en sag for kommissær Viggo Bredberg.
Man
kan sagtens mærke, at årene er gået, men det er stadig en bog, der
er værd at læse.
Kirstin Ekman startede med at skrive krimier,
men gik senere over til psykologiske dramaer.
Der
er en egen ro over Viggo Bredberg, der ikke desto mindre er en en
habil efterforsker.
Faktisk er han en hård hund, der aldrig giver
op.
Vi
hører også lidt om hans liv udenfor etaten, og vi fornemmer, at den
gode Viggo ikke er blind for tilværelsens forsødende elementer.
Han
er også velsignet med en skør kat.
Sproget er elegant og malende:
”Viggo
boede i Drottninggatan 77, bagbygningen. Huset lå ….. klemt inde
mellem en forvirret masse småbutikker, der skiltede med
sensationelle tilbud i frakker, træ-souvenierer med indbrændte
dekorationer, ure der alle viste forskelligt, og klæbrige kager, der
svedte i konditoriernes vinduer.”
Ingen af disse oplysninger har betydning for fortællingen, men de medvirker til at skabe en stemning og stor autensitet.
Det
vil nok ikke forbavse nogen, at det lykkes Viggo Bredberg at løse
mordgåderne.
Skulle man have lyst til at nynne med på melodien
”så sødt som i gamle dage” er det da ikke jordens dummeste ide
at kigge indenfor i Kerstin Ekmans univers.
Jeg har ingen planer om at arbejde mig gennem Kerstin Ekmans omfattende livsværk, men ”30 meter mord” var et hyggeligt bekendtskab.
Jeg har læst ”Lette Rejsende” af Anne-Sophie Lunding-Sørensen..
2010. 167 sider
Bog nr. 77 jeg har læst i 2024.
Efter det
fornøjelige møde med Elvira trilogien skruer vi nu tiden 10 år
tilbage.
Her støder vi på Anne- Sophies debutroman, og her er
der absolut intet, der tyder på, at Elvira senere vil blive kaldt
til live.
Emma er freelance-fotograf og holder til i Kathmandu i
Nepal.
Hun er omkring de 30, og hun bor alene.
Hun er også en
lille pige på 6 år, der sammen med sin mor på nomadevis altid er
undervejs mod et eller andet.
Vi
fornemmer, at hun er en plaget sjæl, der har søgt tilflugt i det
fjerne land.
Hendes mormor dør, og hun rejser tilbage til den jyske provins for at være med til begravelsen.
Først bevæger
vi os tilbage til dengang Emma som en stor lille pige mødte sine
bedsteforældre for første gang.
Moderen og Emma tomlede derover
i et barsk julevejr, og ingen vidste, at de var på vej.
Tilbageblikkene tager os med ind i Emmas barndomsliv, som man ikke ville ønske for sin værste fjende.
S. 106: ”Så
slemt var det da ikke?”
Sådan lyder moderens ord efter at de
har forsøgt at holde en børnefødselsdag for Emma.
Jo, det var
det. Når man ligner en sigøjner i tøjet og éns mor serverer
saftevand i stedet for sodavand og der er sendt hjemmelavede
indbydelseskort ud, er der ingen nåde.
Man er dømt anderledes.
Litteratursiden:”Anne-
Sophie Lunding-Sørensens
to første bøger er præget af, at hendes far begik selvmord, da hun
selv var blot tolv år gammel. Selvmordet er et centralt tema i begge
bøger”
”Lette
rejsende” er ikke nogen udpræget rar bog at læse.
Det gør
ondt at høre om de utallige omsorgssvigt, Emma bliver udsat for.
Dem
bærer hun rundt på for altid.
Det
er et forsonende træk, at Emma kommer til en slags afklaring med sin
morfar.
Det er for sent at holde en ”rigtig” børnefødselsdag
for hende, men et godt liv har hun i det mindste fortjent.
”Lette rejsende er en vemodig, men også en meget smuk beretning.
Jeg blev helt betaget af Mor Alice` forklaring til Emma, der af klassekammeraterne bliver kaldt sigøjner.
S. 60. ”Mor, hvad er en sigøjner?”
”Sigøjnere. De lader sig ikke binde af gods eller guld. Stærke mennesker er de. Frie sjæle. De er lidt ligesom indianere. De kan ikke tåle at være indespærrede. De rejser rundt på landevejene og lever at af optræde på markeder og spå folk og af og til arbejde lidt hist og her på gårdene. De har mange talenter.”
Jeg
kan varmt anbefale ”Lette rejsende”.
Jeg har læst ”Offer 2117” af Jussi-Adler Olsen.
2019. 489 sider
Bog nr. 76 jeg
har læst i 2024.
Vi
møder Joan, der er journalist i nærheden af Barcelona.
Han er
træt af alting og overvejer at tage sit eget liv.
Han erfarer, at
der driver druknede bådflygtninge på land i Cypern.
Han låner
(stjæler) 1600 euro og tager dertil.
Han focuserer på en ældre
kvinde og vil finde ud af alt om hende.
Han tager tilbage til
avisen og forventer et scoop, men redaktøren fortæller ham, at
kvinden i virkeligheden er myrdet.
Nu får han 5000 Euro af avisen og så skal han finde ud af alt om kvinden.
Parallelt
kommer Assad frem med, hvem han egentlig er. Det sker, da han ser
billederne af flygtningene, hvor han genkender sin kone og ældste
datter, som 16 år tidligere blev kidnappet af Ghaalib.
Det hele
et et set up for at få fat på Assad.
Der er også planlagt et
terrorangreb i Berlin.
Tilbage
i Danmark møder vi også drengen Alexander der agter at nedslagte
sin familie, når han i sit computerspil når sejr nr. 2117.
”Offer
2117” er bind 8 i serien om afdeling Q.
Det er ganske længe
siden, jeg læste de 7 forudgående bind, og jeg er indstillet på
at læse alle bind i serien.
Det er gode og udmærkede bøger, som
jeg dog tøver med at anbringe på allerøverste hylde.
Jeg har
lidt svært ved at sætte ord på, hvad der mangler, men det er nok
sådan lidt af det hele.
Litteratursiden kalder Jussi Adler Olsen for danskernes yndlingsforfatter, og det er netop det, han ikke er for mig.
Bogen
er inddelt i mange små kapitler, der alle har navn efter en af
personerne.
Jo længere man kommer frem i bogen, jo mere
overskueligt bliver historien, der er ret let at læse.
Krimifan
skriver:
”Jeg
kan kun konkludere, at ”Offer 2117” er en utrolig spændende,
tankevækkende og meget velskrevet bog.”
Jeg
er for så vidt enig, men jeg har lidt svært ved fuldstændig at
overgive mig til Jussi Adler Olsen.
Det kan måske have noget at
gøre med, at ”det hele” er planlagt på forhånd, og der ikke er
tale om en kunstner, der skriver fordi det han har på hjerte må og
skal frem.
Anmeldelserne er generelt ualmindelig godt tilfredse med ”Offer 2117”.
Bogrummet.dk
Det
er en bog med politiske toner, en meget voldsom bog, der beskriver
tortur, hævn, ødelæggelse af mennesker og stærk tro – så stærk
at man er villig til at dø. Den er spændende, dramatisk og ikke for
svage sjæle. For hver bog lærer vi hovedpersonerne bedre at kende
Jeg har læst ”Sanatoriet” af Anne-Sophie Lunding-Sørensen..
2020. 265 sider
Bog nr. 75 jeg
har læst i 2024.
Efter med
fornøjelse at have læst Trilogien om den stærkt overvægtige
bordelmutter Elvira Gregersen, var turen kommet til Sanatoriet.
Og
det var faktisk den bog, jeg i sin tid fik anbefalet.
Elvira har
været bonus.
Anne-Sophie har hidtil fløjet under min radar, men
nu har jeg sigtekornet indstillet på hende.
Denne historiske
”krimi” minder slet ikke om Elvira-Trilogien.
Vi
befinder os på Søholm Nervesanatorium i 1929.
Hertil kommer
psykoanalytiker Hannah Neumann fra Wien i Østrig.
Hun har fået
ansættelse som læge på stedet, og hun er stærkt præget af Freuds
lære.
Men det er man knap nok kommet til på det konservative
sanatorium, hvor Doktor Berg mener, at tingene helst skal være, som
de altid har været.
På sanatoriet har der i tiden inden Hannah
Neumann ankom været flere selvmord, som hun finder mistænkelige.
Hun
begynder at undersøge forholdene og kommer i den forbindelse til at
samarbejde med sygeplejersken Dagmar.
De to er begge lesbiske, og
de indleder et stormfuldt forhold, som helt sikkert vil føre til
afskedigelse af dem begge, hvis det blev kendt.
Hannah anvender sine teorier på nogle af patienterne, og også hypnose anvender hun.
Anmelderne er
generelt godt tilfredse med ”Sanatoriet,
Bl. anmeldelserne
finder vi èn fra ”Ugeskrift for læger”, skrevet af psykiater og
overlæge Anne Lindhardt. Det tager vi som et bevis på, at
Anne-Sophies research har været ok:
”Forfatteren har gjort grundige forstudier. Bl.a. har hun på Rigsarkivet fået adgang patientjournaler fra forrige århundredeskifte og anvender dem som illustration af tidens tænkning og behandling af psykisk syge. Bogen rammer tidens behandling af psykisk syge godt. Forfatteren har blik for socialrealisme og for, hvordan forståelse af menneskets sind og drifter ændrer sig med tiden.”
Jeg
var godt underholdt med bogen. Det var lidt som om jeg fik ekstra for
pengene fordi Anne-Sophie både giver os en historisk roman om livet
på et nervesanatorium og samtidig en kriminalgåde, der er virkelig
spændende.
Hun har ikke været synderlig produktiv, så er jeg er
ved at være igennem hendes
forfatterskab, og jeg er rigtig glad for at vi har fundet hinanden.
Der er også
bonus til dig, når du læser bogen.
Du vil møde den stumme
patient med tilnavnet ”Hesten” og kludedukken ”Lillefar”.
God
fornøjelse.
Jeg har læst ”Sidste udkald for rejsende” af Jakob Kvist/Jørgen leth.
2023. 205 sider
Bog nr. 74 jeg
har læst i 2024.
Jeg
har den opfattelse, at enten er man for Jørgen Leth eller også er
man imod.
Jeg er for Jørgen Leth.
Så fik vi det sat på
plads.
Jørgen
Leth er blevet gammel, og han går og falder.
Jakob og Jørgen har
været venner i mange år, og nu mødes de for at se tilbage på
Jørgens kompromisløse liv.
”Kokkens datter” vil han ikke
snakke om, og så gør han det alligevel, for han vedstår sig sit
liv.
Også selv om det har kostet.
Jeg
hører Jørgen Leths karakteristiske stemme for mig, mens jeg
læser.
Jeg kender også hans måde at tale på og hans
ordvalg.
Jeg hører ham ganske tydeligt.
Han er i Danmark, fordi hans hus i Haiti blev ødelagt i det store jordskælv, så reelt er han hjemløs.
Om
svigt siger Jørgen Leth, da snakken falder på hans fravær overfor
datteren Karoline
S. 75. ”Jeg må vedkende mig det. Jeg er meget
flov over det. Jeg synes ikke, det er godt overhovedet.”
Og han har svigtet igen og igen.
Det ved han godt.
”En vej ud af tågen” af Kristian Leth venter på mig for enden af denne bog.
S.
90: ”Hvad betyder eftermæle?”
”Det betyder da noget. Jeg
vil gerne huskes for noget.”
Både
Jørgen Leth og jeg vil gerne have et ridderkors.
Mit ønske
hænger sammen med, at jeg så kan sige nej tak, mens Jørgen Leth
virkelig gerne vil have det.
Han higer efter ros.
(Det gør
alle vel?)
”Jeg er hele tiden bange for, at jeg kan degradere yderligere, men så længe det ikke er sket, er det godt nok, synes jeg.”
S. 130: ”Jørgen glæder sig over glæde og er ægte generøs i tanken.”
Anmelderne er lidt valne i deres bedømmelse af bogen.
Jeg
var ualmindelig glad for bogen, men jeg vil ikke give mig af med at
anbefale den til andre eller lade være.
Dertil er Jørgen Leth
for speciel.
Jeg
ved ikke, hvem der har fundet på bogens titel, men den er efter min
mening tæt på at være genial.
Jeg ville ønske, det var
min.
Jørgen Leth begriber ikke religion og tro, men alligevel
vælger han salmer til sin begravelse.
Man foreslår ham at vælge
”Det er i dag et vejr et solskinsvejr”, men den køber han
ikke.
”Nej, når man har ulejliget sig helt ind i kirken, så
skal det stramme til.
Så har man plukket sine sidste hyacinter.
Døden er en størrelse, man må håndtere med stramme seler.”
Jørgen
Leth var til koncert med Leonard Cohen.
Det nåede jeg ikke.
Men
jeg deler hans passion for Leonard Cohen.
Der er ikke mange
tekster af Cohen, som jeg tilfulde forstår, men alligevel har han
fulgt mig gennem hele mit voksenliv, og han har fyldt rigtig
meget.
Har jeg det lidt på samme måde med Jørgen leth?
”At sige verden ret farvel
i livets gry og livets kvæld
er lige tungt at nemme;
det lærtes aldrig her på jord
var, Jesus ej du i dit ord
hos
os, som du er hjemme.”
Grundtvig
Jeg har læst ”Happy Hour” af Anne-Sophie Lunding Sørensen..
2019. 252 sider
Bog nr. 73 jeg
har læst i 2024.
Dette
er tredje bind ud af tre i serien om Elvira, der er stærkt
overvægtig og arbejdssky.
Nåh ja, egentlig arbejdssky er hun
ikke, men hun vil ikke vide af kommunens aktiveringsprogrammer.
Hun
vil selv.
Desværre
er der en del, der ikke synes om det, hun sætter i gang.
Hun er i
gang med at opgradere sin bordelvirksomhed til noget mere
luksuspræget, og på den måde kan hun tjene flere penge.
Bind
1 i trilogien var rigtig morsomt, men efterhånden skinner det
alvorlige mere og mere igennem, så der er knap så meget humor i
”Happy hour”.
Det gør ikke bogen dårligere, bare
anderledes.
F. eks forlanger bydelens hårde drenge, at hun skal
betale beskyttelsespenge, og det har hun ikke meget lyst til.
Elvira
får hjælp til at udvide forretningen af Uno.
Han sidder inde, og
han beder hende hjælpe med at holde lidt øje med hans datter
Josephine.
Det gør hun gerne, for hun er i bund og grund et godt
menneske.
I den forbindelse får hun også foretaget en omgang
”make over”.
Med overraskende godt resultat.
Hun
har også konstant sin bror Sixten at tænke på, og også
barndomsvennen Køster må hun forholde sig til.
Heldigvis har hun
gode gamle Henry, som hun altid kan falde tilbage på.
Jeg savner
lidt at få at vide, hvad der i første omgang fik ham til at besøge
klinikken.
Og vi har slet ikke fortalt noget om ”Tarzan”, den
store hund.
Jeg
erfarer, at der er lavet en TV-serie om de 3 bøger. Den kan ses på
Viaplay, som jeg ikke har adgang til.
Og jeg regner ikke med at
smide penge efter dem.
Jeg er naturligvis lidt nysgerrig, men
risikioen for at man har ødelagt de fine bøger er overhængende, så
det er ikke jordens undergang
Alt
i alt har det være en god oplevelse at møde Elvira.
Og jeg ved
nu, hvordan det er gået hende.
Jeg har vældig lyst til at
fortælle om historien om Elvira får en rigtig ”happy ending”,
men det gør man ikke i en anmeldelse.
Du skal selv i gang.
Og
det synes jeg helt klart du skal gøre.
Du har meget til gode.
”Litteratursiden”
udtrykker det rigtig godt i deres fine anmeldelse:
”Med
de tre romaner har forfatteren skabt en plads i litteraturen til en
kvinde, der måske ikke opfører sig som alle andre, men som har den
stærkeste retfærdighedssans i nyere dansk litteratur og som, især
her i bind tre, lukker læseren ind i det allerinderste til de
allermindste bange følelser.
”
Jeg har læst ”Happy Family” af Anne-Sophie Lunding Sørensen..
2018. 213 sider
Bog nr. 72 jeg
har læst i 2024.
Dette
er andet bind ud af tre i serien om Elvira, der er stærkt overvægtig
og arbejdssky.
Nu er hun blevet den, der lejer ud til de
prostituerede.
Det giver nye udfordringer.
Elvira er i bund og
grund et godt menneske, og hun forsøger også at hjælpe en kinesisk
dreng, Bao, der er kommet i kløerne på nogle bagmænd.
Hun er
også nødt til at bekymre sig om sin bror Sixten, der lige nu er
stoffri.
Hun er heldig, hun har Henry (Kluden), som synes at være
uendelig god mod hende.
Henry passer sin lille forretning og
tøffer ellers rundt og er god.
S. 166: ”Jeg har gullaschsuppe derhjemme. Og nybagt brød.”
Hun
er ikke sikker på, hvor hun har den gamle barndomsven Køster, der
både er politimand og kriminel.
Man
kan stadig ikke lade være med at holde af Elvira, der er så tilpas
med at være centrum i det lille forretningsimperium.
Men det er
ikke en ufarlig branche, og hun trues konstant af folk, der ikke vil
hende det godt.
Men hun er virkelig ukuelig.
S. 154: ”Denne her fine business er vel ikke ligefrem momsregistreret heller, vel? Din sagsbehandler ved sikkert heller ikke noget om den, vel?”
Bogen
er virkelig velskrevet.
Den er også spændende.
Man fornemmer,
at den barske verden gnaver sig ind på Elvira, der knap nok kan
overskue konsekvenserne af det, hun har startet.
Læseren
aner, at der ligger stor dramatik og venter i bind 3 i trilogien, og
efter at have læst de to første bind er man simpelthen nødt til at
vide besked med, om Elvira klarer sig.
Taber hun sig?
Beholder
hun Henry?
Kommer hun overens med Køster?
Får
hun sin pension?
Forbliver Sixten stoffri?
Der er masser af grunde til at kaste sig over ”Happy Family” og krydse alt hvad der kan ´krydses i håbet om, at den titel kommer til at holde stik.
S
187:
”Skal vi få lidt styr på det?”
Jeg har læst ”Happy Ending” af Anne-Sophie Lunding-Sørensen.
2016. 211 sider
Bog nr. 71 jeg
har læst i 2024.
Vi
er på arbejde sammen med Elvira.
Hun er telefonpasser i et bordel
og sørger for, at kunderne får de nødvendige informationer.
Hun
hjælper også med alt det praktiske, der sker sådan et sted.
Bogen
er skrevet i 1. person og er holdt i en nøgtern og neutral
stil.
Elvira vil gerne have en varig pension, så hun kan tage sig
af sin stofafhængige bror Sixten.
Hun arbejder målrettet på at
ligne én, der har angst og hun har til lejligheden udviklet et
”akvarieblik”, som hun bruger, når hun bliver tilsagt.
Sixten
skylder 200.000 væk og det går hende på.
Elvira er også stærkt
overvægtig, og hun kæmper indædt for at holde vægten ved
lige.
Hun vejer omkring 150 kilo og æder som en hest.
En af pigerne på klinikken hedder (kalder sig) Candy, og en dag er hun væk.
Sammen
med en af kunderne, der kaldes Kluden, begynder Elvira at lede.
Her
slutter referatet af handlingen, men slutningen viser sig at være
noget anderledes, end jeg havde regnet med.
Det
er triste skæbner vi møder, men alligevel er bogen momentvis ganske
morsom.
Der er naturligvis en grund til, at Elviras skæbne har formet sig, som den har gjort, og den historie delagtiggøres vi i.
Det
er egentlig ikke svært at få sympati for Elvira, og man lukker
bogen i håb om, at hun får et godt liv.
Det ser ud til at, Anne-Sophie Lunding-Sørensen vil Elvira det godt, og således ender bogens titel med at blive tvetydig.
Jeg har udnyttet muligheden for at se, hvad der videre sker med Elvira, og ”Happy Hour” og ”Happy family” er allerede på vej til mig.
Og
da Anne-Sophie´s bog ”Sanatoriet” allerede står og venter i min
reol, man man godt sige at Anne-Sophie og Yours Truly er kommet i et
fast forhold.
Du
kan godt gå i gang med ”Happy ending”.
Det er ikke nogen
omfangsrig roman, så skaden er ikke så stor, hvis du går
sukkerkold, men jeg vurderer, at der er en god mulighed for, at du
vil synes om Elvira.
Anne-Sophie
Lunding-Sørensen:
”Passioneret forfatter og inspirerende
foredragsholder. Mester i at væve ord til magi og engagere publikum
med tankevækkende indsigter. ”
Jeg har læst
”Dobbeltgængeren” af Tess Gerritsen.
Engelsk titel: ”Body
double”
2005. 373 sider
Bog nr. 70 jeg
har læst i 2024.
Hver
gang jeg starter på en krimi-serie er det i håbet om, at jeg har en
åbenbaring i vente.
Sådan som det skete for mig med ”Roman om
en forbrydelse” eller med Mankells Kurt Wallander univers.
Det starter gerne lovende ud.
Her
møder vi retsmediciner Maura Isles, der oplever at en kvinde der
bliver skudt i nærheden ligner hende på en prik.
Det viser sig
at være hendes enæggede tvivlling, og efterforskningen går i
gang.
Det bliver en snørklet og lang efterforskning der udvikler
sig uventet.
Vi møder de to tvillingers mor, der er erklæret
skizofren og sidder inde for dobbeltmord.
Der er også
sidehistorier i fortid og nutid, der kan virke noget
forvirrende.
Stort set alle læsere jeg hører om er skræmte men
godt underholdt.
Vi
følger også Mattie Purvis, der er levende begravet.
Jeg ved
ikke/husker ikke hvem hun er men hun dukker op på side 71.
Chick
lit?
”Aldrig har nogen mand skænket mig så stor opmærksomhed
før”, tænker Maura på side 167, hvor hun deler 2 hummere med sin
kollega Rick Ballard, der også er fraskilt.
”Nu er jeg i gang med at læse chick-lit” tænker jeg, mens de 2 drikker øl til deres hummere.
En
lektørudtalelse forklarer mig at jeg er i gang med en veldrejet
krimi med sympatiske kvindelige hovedpersoner, der personligt kommer
i spil.
Jeg læser videre, mens jeg ærgrer mig over, at jeg er
startet med # 4 i serien.
Der er ikke færre end 13 bøger i
serien.
Jeg ved også at Sjöwahl og Wahlöö samt Mankells status
som ”De bedste” ikke er i farezonen.
Jeg
bliver orienteret om, at Maura er på nippet til at gå i seng med en
mand hun knap nok kender.
Så ringer telefonen :-)
Det er skønt at være forfatter, så kan man altid bar lade telefonen ringe.
Det er også en hjælpsom forfatter.
Se bare nedenfor:
S 238: ” ...pludselig gik dens betydning op for hende – en betydning der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende”.
Den
uvidende læser spekulerer som en rasende på, hvad det var der gik
op for hende.
Direkte fra håndbogen med taske tricks for
krimiforfattere.
Frygt
ikke.
Vi får styr på kvinden, der er levende begravet og Tess
Gerritsen kan sætte vand over til næste bind i serien.
Der er mange måder at læse på:
”Nej,
vel så,” nikker Knagsted.
”- men det har jo ikke noget at sige, når jeg bare
får mange gode
kommaer!”
Jeg har læst ”Pigen på billedet” af Heidi Amsinck.
2021. 365 sider
Bog nr. 69 jeg
har læst i 2024.
Hvorfor
læser jeg denne bog?
Jeg havde et ærinde på biblioteket.
Jeg
havde haft fat i nogle ”tunge” bøger og var på udkig efter
noget mere lystigt.
Forfatteren:
Heidi
Amsinck har siden 1992 boet og arbejdet i London og er i dag Global
Head of Content for en større britisk bank. I 2023 modtog hun Det
Danske Kriminalakademis Debutantpris.
Hun har skrevet flere Jensen-krimier.
Hun får et plus for
at have fundet på den serie, og jeg får et minus for at starte med
# 2 i serien.
3
ældre mennesker udsættes for overfald. Alle steder findes et
billede af en ung pige.
Det er en sag for Kriminalkommissær Henrik
Jungersen.
Og Jensen.
Hendes fornavn forbliver en hemmelighed.
Og
så er der Jensens assistent Gustav, som kan ligne en nørdet ung
mand.
Det er den ene af hans personaer, hvoraf den anden er
ungdomskriminel.
Det er smart at lade en ”efterforsker” have
en assistent.
Her kan den alvidende forfatter lade Jensen gennemgå
sagen for assistenten og skrive spørgsmål på post-it sedler.
I
virkeligheden har hun følt et behov for at orientere læserne.
Den
teknik kendes fra Sherlock Holmes (Watson) og Poirot (Hastings),
Jan-Bøgerne (Erling).
Godt gammelt taske-trick.
Heidi
Amsinck er leveringsdygtig i tør humor:
S 58: ”Hvem er I sagde
hun med høj skolelærerstemme?”
Som
læser vil man gerne kende de personer man læser om, og her bliver
vi velsignet med gode beskrivelser.
Henrik, Jensen og Gustav har
deres at slås med.
Som alle har.
Vi møder også Jensens mor,
der kalder sig Marion.
Hun er livskunstner eller måske rettere en
fortabt hippi, som bestemt ikke fører sig frem som en typisk
mor.
Man skal ikke langt hen i bogen, før man mærker, hvordan
den bliver mere og mere interessant.
Nøjagtig som det skal være
med en god krimi.
Men det holder ikke rigtigt.
Desværre
ramte jeg muren til sidst.
Jeg mistede overblikket.
Jeg kunne
ikke huske alle bogens personer, og hvordan de relaterede til
hinanden.
Jeg føler mig ikke kaldet til at påstå, at det er
bogens skyld.
Det kan sagtens være mig, der har været
ukoncentreret.
Jeg måtte læse slutningen flere gange, og det
hjalp da en del.
Men
jeg følte ikke, at jeg havde fuldstændig styr på, hvad der var
sket.
Eller følte interesse for at finde ud af det.
Der findes kun få anmeldelser af bogen.
I
en lektørudtalelse kan man læse:
”En
spændende krimi, der har, hvad en nordisk krimi bør have. Der er en
del personer at holde styr på, men alle tråde samles”
Jyllandsposten
er ikke begejstret:
”Men
holder man af konstellationen dumdristig journalistkvinde og
traumatiseret politiefterforsker - upolerede Jungersen er unægteligt
lidt af en prøvelse uden nogen forsonende momenter - er der en i
nogen grad forudsigelig læseoplevelse forude.
”
Jeg har givet Jensen fri nogle dage :-)
Jeg har læst ”På cykel gennem seks årtier” af Margrethe Auken.
2008. 229 sider
Bog nr. 68 jeg
har læst i 2024.
I
håndboldligaen har dommerne mulighed for at gå ud og gennemse
spillet på video.
Inden de går ud, skal de oplyse, hvad deres
første indskydelse er.
”Jeg tror, der er mål”.
Hvis ikke
videoen afslører andet, er det den første indskydelse, de skal
vælge.
Jeg bruger
lidt samme teknik med denne bog.
Min første indskydelse er, at
Margrethe Auken er et godt og ærligt menneske.
Hvis ikke bogen
viser andet, vil jeg holde fast ved det.
Det vender vi tilbage
til.
”Fisk
kan ikke tale”, bogen om Cheminova inspirerede mig til at gribe fat
i denne bog.
Det var Margrethe Auken, der var præst, da Rav-Aage
blev begravet.
Det havde han selv ønsket.
Ordet ”cykel” i
titlen appellerer bestemt også til mig.
Det
er ikke en let bog at læse:
”Den nye teknologi knyttes til det
lokale, maglekildecentrifugen er et teknologisk gennembrud for
andelsmejerierne.”
Jeg
spekulerer på, hvordan man bestemmer sig til, hvilke typer en bog
skal sættes med.
Nu har jeg lige læst en bog af Thomas
Korsgaard, der var skrevet med særdeles store typer.
Samtidig er
han let at læse, så det går af sted med lynets hast.
Ikke
hos Margrethe Auken.
Typerne er små, og jeg læser ikke så
hurtigt, som jeg gerne ville.
Men prøv at læse sætningen herover med ordet maglekildecentrifugen.
Det
ord standser simpelthen fremdriften, og sådan er bogen ofte.
Jeg
må nødvendigvis sætte læsehastigheden ned.
Skriver
man, som man ”gør”, eller er det et valg?
Jeg er i tvivl.
Bogen skrider frem i kronologisk orden, og denne anmelder kæmper noget med at bevare koncentrationen.
Margrethe
Auken var f. eks modstander af Tidehvervsbevægelsen med de to
enæggede fætre Jesper Langballe og Søren Krarup i
spidsen.
”Tidehverv
opstod som en protest mod 1920'ernes sværmeriske dyrkelse af den
kyske, sunde ungdom og ”troens betydning for den, der vil frem i
verden”.
Jeg må indrømme, at jeg har mere end svært ved at
interessere mig for emnet, og jeg orker slet ikke at sætte mig
ordentligt ind i, hvad det går ud på.
S
120: ”De bilfri søndage der blev indført for at spare benzin,
blev overraskende populære og derfor stoppet”
S. 169: ”Da kom jeg i lære hos OOA, som hurtigt fandt vej til at gøre sig gældende for både folketing og regering.”
Så
er det jeg stopper op et sekund.
Nu har jeg læst 169 sider af
bogen, og umiddelbart ved jeg ikke/husker jeg ikke hvad OOA er.
Er
der noget galt med bogen, eller er der noget galt med mig?
Det tog så ikke lang tid at finde ud af, at det var ”Organisation til oplysning om Atomkraft”, men det fortæller alligevel lidt om mine vanskeligheder med bogen.
S178. Her er vi kommet til Cheminova og Rav-Aage, så her er jeg lidt på hjemmebane.
S.
182: ”Vandt vi Cheminiovasagen? Tjah. Vi vandt meget. Giftdepotet
ved Høfde 42 blev delvis fjernet, og Cheminova kom under vedvarende
kritisk opmærksomhed. Men de store giftdepoter inde på selve
Rønland er vist ikke blevet tømt endnu og meget andet er sikkert
også galt endnu.”
Vist??
Rav-Aage.
”Da
han døde i marts 2008, 85 år, gammel blev jeg ringet op i
Bruxelles. Det var hans bestemte ønske, at jeg skulle begrave ham.
Jeg blev meget stolt og fik møbleret rundt på min kalender, så jeg
kunne komme til Vestjylland og begrave den gamle hædersmand fra
Thyborøn Kirke”.
S. 195: ”Kirkens mund og mæle” udkom i 1992 og skabte voldsomt postyr.”
Jeg
må bryde sammen og tilstå, at jeg aldrig har hørt om det.
Det
er heller ikke noget, jeg føler trang til at sætte mig ind i.
Den
danske folkekirke har måttet klare sig i mange år uden mig, og jeg
synes, vi skal lade det blive ved det.
Sorry, Fru Auken.
S. 213: ”Fields umuliggør i øvrigt nu, at Ørestaden bliver en god by. Uden en masse mindre forretninger kan et levende bymiljø ikke blomstre. Byen kaldes da også Ødestaden”.
Ovenstående
demonstrerer meget godt mit problem med mange af de ting, jeg læser
i bogen.
Jeg ved ikke, om det er korrekt.
Jeg har ingen anelse
om, hvordan dette udsagn fra 2008 stemmer overens med realiteterne i
2024.
Jeg
synes aldrig, jeg har hørt om problemet før.
Og jeg ved heller
ikke, om jeg burde vide besked?
Hun
skriver også at en Letbane havde været langt bedre end Metroen.
Jeg
ved det ikke.
Men jeg er en ret flittig bruger af Metroen, som jeg
ikke har noget at udsætte på.
Derimod er jeg bekendt med, at der
er masser af problemer med de eksisterende letbaner.
Min
konklusion er stadig, at Fru Margrethe Auken er et godt og ærligt
menneske.
Jeg har ingen grund til at tro andet.
Jeg føler mig
utilstrækkelig efter at have læst hendes bog.
Jeg synes, den er
tør og kedelig.
Men når man slår hovedet mod en mur og der
lyder en hul lyd, så behøver det jo ikke at være muren, der er
hul.
Jeg var rigtig glad for hendes samarbejde med Rav-Aage.
Jeg fandt aldrig ud af, hvad meningen var med udtrykket ”På cykel” i titlen.
Jeg har læst ”Tove Ditlevsen var min Mormor” af Lise Munk Thygesen.
2023. 248 sider
Bog nr. 67 jeg
har læst i 2024.
Vi læser bogen i min fine læsegruppe, hvor jeg kunne fornemme, at nogle af de andre havde fået nok af Tove Ditlevsen.
Sådan havde
jeg det slet ikke.
Jeg syntes, det var spændende at høre fra
barnebarnet.
Jeg troede, det var en biografi, jeg skulle læse, men det er det da slet ikke.
Jeg har lidt
svært ved at sætte ord på, hvad det så er.
Bogen indeholder en gennemgang af alle de kvinder i familien, der kom før hende.
”Min Mormor,
min mor og jeg har det tilfælles, at vi er vokset op med en mor, der
ikke kunne være mor for os ...”
Det er vel det
Lise Munk Thygesen vil skrive sig ud af.
Jeg er nærmest
vokset op med Tove Ditlevsen.
I mit hjem fik vi Familiejournalen,
hvor hun havde sin brevkasse.
Det hedder vel
egentlig ”Familiejournal.”
Den læste jeg altid, uden at jeg
havde nogen anelse om, hvem skribenten var.
Svarene kunne være
meget usædvanlige, og det var muligvis det, der interesserede
mig.
Hun redigerede brevkassen fra 1956 – 76.
I 1956 var jeg
8 år gammel. Jeg husker ikke hvornår jeg begyndte at læse
brevkassen.
Jeg mener ikke, jeg diskuterede indholdet med nogen.
Jeg fandt den bare uhyre interessant.
Samtlige breve er udgivet i
bogform, hvis man skulle få lyst til at læse dem.
Jeg har læst
lidt fra det enorme værk, og jeg fyldes mere og mere med beundring
for, hvor meget sjæl, der ligger i den brevkasse.
Jeg fornemmer,
den har betydet en del for mig.
Bogens titel
er usædvanlig.
Normalt ville man finde på en eller anden poetisk
formulering, men den hedder bare ”Tove Ditlevsen var min Mormor”.
Det har været
svært at være Lise. Hvis samtalen faldt på Tove, blev Lise
reduceret til at være barnebarnet.
”...hvis hun (Tove) blev
bragt op, forsvandt jeg.”
Da Lise fyldte 13, blev hun i skolen
bedt om at læse op af Tove Ditlevsens ”Annelise - 13 år”.
S. 206. ”Jeg
er vokset op med selvmord”.
Det er lidt svært at forstå for
én, der ikke har haft selvmord i sit liv.
Hvor må det have fyldt
meget.
Moderen
Helle døde som 65 årig efter mange års misbrug.
Lise arvede
nogle ringbind, som hun var 13 år om at åbne.
Efter at have
læst denne bog indser jeg med lysende klarhed tydeligt, hvor stort
et ansvar forældre har for deres børn.
Jeg er ikke skuffet over
bogen.
Lise Munk Thygesens verden minder slet ikke om min, men det
er måske også med til at gøre den interessant for mig.
”Bøger er skadelige og gør dig sær, sagde hun (Alfrida) til Tove. ”
S. 155: ”Da jeg blev født var jeg voksen. Jeg blev talt til som en voksen, og jeg svarede voksent, så snart jeg fik et sprog, og det gjorde jeg tidligt.”
I skrivende
stund (ultimo april 2024) læser jeg om en ung pige, der er
forsvundet fra sit hjem.
Hun blev fundet bevidstløs i en skov,
men dog i live.
”Hun bakser med lysten til at leve”, udtaler
hendes far.
Tænk
at bakse med lysten til at leve.
Det er næsten ikke til at fatte
og næsten ikke til at bære, men det er man nødt til, for det
hænder.
Lise
Munk Thygesen har været i tvivl om, hvorvidt hun skulle publicere
Tove Ditlevsens afskedsbrev til Helle, hendes mor.
Brevet er
kommet med i bogen, og jeg vil bare nævne, at det er stærk læsning.
Et
af de sidste kapitler i bogen hedder ”Min mors hænder.”
Her
fortæller Lise om sin mors sidste dage, timer, minutter.
Kristeligt Dagblad:
Bogen
er ikke noget hævntogt. Den er derimod Thygesens grundige, begavede
og insisterende kærlige forsøg på at forstå ikke bare sin egen
mor, men hele sin slægt, der altså også rummer en af dansk
litteraturhistories store skikkelser.
Jeg har læst ”Reykjavik” af Raganar Jonasson.
2023. 332 sider
Bog nr. 66 jeg
har læst i 2024.
Allerførst
ser læseren, at bogen er dedikeret til Agathe Christie.
Så har
vi ligesom styr på genren.
Dernæst
får vi en personliste.
Det er en fin ting og især i dette
tilfælde, hvor de islandske navne volder visse vanskeligheder og kan
se noget ens ud … for en Vendelbo.
Det
er også værd at bemærke, at Ragnar Jonasson arbejdes sammen med
Katrin Jakobsdottir (Tidligere Statsminister.)
Vi har et Cold Case
mysterium.
Laura
er forsvundet.
Hun var 15 år gammel i 1956, da det skete.
Hun
arbejdede i huset hos Ottar og Olöf.
Den
unge politimand Kristjan Kristjansson er på sagen, uden at det
lykkes ham at løse mysteriet.
Det martrer ham gennem hele
karrieren.
Vi
er tilbage på sporet i 1966 og 1976.
Og i 1986 er vi igen på
eftersøgning.
Den unge journalist Valur er også optaget af
sagen.
Han opsøger alle, der kan hjælpe ham med
informationer.
Pludselig en dag får han en opringning.
Synsvinklen
i bogen skifter en del.
Også til personer i periferien.
S.
121: Valurs redaktørs kone siger om sin mand: ”Han havde været en
del mere livlig, da de mødtes – og også haft mere hår, og hun
forstod egentlig ikke helt, hvorfor de var blevet sammen.”
Jeg er lidt spændt på, om det senere i bogen åbenbares, hvad vi skal bruge den gode redaktørfrues udsagn til.
Jeg havde forventet, at vi ville pendle mellem 1956 og 1986, men vi bliver siddende i 86.
Valurs
søster er tvunget til at overtage eftersøgningen.
Hun graver
videre og spørger og får sig gnavet ind til sagens kerne.
Jeg
havde også forventet, at vi ville høre mere til den unge
politimand, der i 1986 ikke længere er så ung, men vi fornemmer at
han er træt og opbrugt, så han siver væk.
Forfatteren
(Forfatterne) har lidt en tendens til at inddrage personer i
handlingen, som ingen betydning har for historien.
Og det er jo
det, der sker i virkeligheden. Mennesker passerer forbi uafladeligt
uden at efterlade sig synlige indtryk. Men når de dukker op i en
krimi regner man med, at de er involverede.
Falske spor kan man
vel kalde dem.
Mod
slutningen sad jeg med en fornemmelse af at kæden var ved at springe
af, men vi holder os på sporet.
Jonasson kæmper bravt for at
lede mig på vildspor.
Og jeg havde ikke gættet whodunnit.
Jeg
var helt og aldeles indfanget af bogen.
Mest i begyndelsen.
Det er en rigtig flot krimi, der gerne vil være ”lidt anderledes”.
Bogen er i øvrigt totalt blottet for grumme og makabre beskrivelser.
Og det går da meget godt uden.
Gads
Forlag beretter:
”Hans bøger har solgt 1,5 millioner
eksemplarer verden over og udkommer i 32 lande. Bøgerne hyldes af
internationale kritikere, og The Sunday Times har udråbt ham til at
være en af verdens bedste krimiforfattere i dag.”
Ragnar Jónasson er forfatter til den isnende uhyggelige og poetiske trilogi om Hulda Hermannsdottir fra Reykjavik Politi. Serien er fortalt i omvendt kronologi. I MØRKET, som er første bind, møder vi den ældre Hulda, der skal løse sin sidste sag. I de næste bind bevæger vi os baglæns gennem hendes liv og politikarriere.”
Jeg har med begejstring læst Hulda-trilogien og ”Reykkjavik” slipper også væk med min varme anbefaling.
Jeg
må tilstå, at jeg aldrig fandt ud af, hvorfor Redaktørfruen
udtalte sig.
Det kan muligvis skyldes redaktørens hårfarve?
Jeg
elsker at være kryptisk, når jeg ved, at du er nødt til at læse
bogen for at finde ud af det der med hårfarven.
Jeg har læst ”Mikkelsens undergang” af Bjarne Wagner-Augustenborg.
2003. 88 sider
Bog nr. 65 jeg
har læst i 2024.
-
Forskrækket udbryder Kyllerylle
"Det
fille, det falle i
min hovedskalle".
Det giver stor opstandelse blandt dyrene,
der tror, at skoven vil falde og flygter i panik.
Det er hverken første eller sidste gang, at nogen tror, at jorden vil gå under.
Men der er bare ikke sket endnu.
Bjarne
Wagner-Augustenborg har gravet en historie frem om Profeten
Mikkelsen, der påstod, at jorden ville gå under den 1. marts
1943.
Men hvis man tilsluttede sig hans menighed kunne man komme
med på hans ark, der ville afgå fra et sted mellem Limfjordsbroerne
i Aalborg på vej mod Tusindårsriget.
Der
er faktisk mennesker, der skiller sig af med deres ejendele for at
komme med på arken.
Aviserne og bladene fik fat i historien, men
den gode Mikkelsen var menneskesky og svær at få fat i.
Og det
kan man da egentlig godt forstå.
Jo mere folk grinede, jo sværere
blev han at få i tale.
Han blev særlig populær i Ringsted, og flere fra denne by drog mod Aalborg.
Normalt skal man ikke afsløre for meget om en bogs handling i en anmeldelse, men jeg afslører alligevel her og nu at jorden ikke gik under den 1. marts 1943.
Så gjorde den gode Mikkelsen det, man altid gør i den situation.
Man
reviderer planen en anelse og kommer frem med en ny dato.
Det kan
man gøre nogen gange, inden man må finde på en anden forklaring.
Det
er ikke nogen omfangsrig bog, men jeg synes, det er en ualmindelig
interessant historie.
Man tror, det er løgn, men det er den
skinbarlige sandhed, og verden vil åbenbart bedrages.
Der er
måske en anelse for lidt kød på historien, men den gode forfatter
kæmper for at sikre sig stof.
Det er lige på grænsen til, at
der ikke kan blive en bog ud af det.
Jeg kommer fra
Aalborg-området og har nok en særlig interesse i historien af den
grund.
- En New Age-fortolkning af denne overgang er, at denne dato markerer starten på en tidsalder hvor jorden og dens beboere kan undergå en positiv fysisk eller spirituel transformation, og at 2012 kan markere begyndelsen på den nye æra.
1914, 1925, 1954, 1975 er alle år, der ifølge Jehovas Vidner skulle blive dommedag. Trods de falske forudseelser er der på verdensplan stadig omkring seks mio. medlemmer, der venter på det store Harmagedon. I en ny bog tager et tidligere medlem et endeligt opgør med bevægelsen.
Den 89-årige tv-prædikant og særling Harold Camping var ret overbevist om, at jorden ville gå under 21. maj 2011. Så sikker, at han brugte millioner af dollar på at prædike budskabet over for alle, der gad at høre på ham. Og det var der tilsyneladende flere der ville. Således solgte flere kristne familier alle deres ejendele og rejste rundt i verden for at prædike budskabet.
Sidste nyt: Jeg er blevet hvisket i øret, at du ikke skal indgå for mange aftaler i den kommende weekend. :-)
The
Eastern world, it is explodin'
Violence flarin', bullets
loadin'
You're old enough to kill but not for votin'
You don't
believe in war, but what's that gun you're totin'?
And even the
Jordan river has bodies floatin'
But
you tell me
Over and over and over again, my friend
How you
don't believe
We're on the eve of destruction
Barry
McGuire 1965