Dag 18. mandag den 22. maj 2023.
Nössemark - Bakke 61 km. Totalt 770 km.

Jeg går gerne til ro ved 21 tiden, og normalt sover jeg rigtig godt.
Men i aftes oplevede jeg lidt halve mareridt og tankemylder, så jeg tænkte, det ville blive en lang nat.
Men pludselig kunne jeg konstatere, at natten var gået.
Jeg har nok drømt, at jeg var vågen.
Chefen, der er datter af den 90 årige på plæneklipperen, kom hen under aften for at få sin hyre.
Lad os bare sige, at pladsen hører til i den dyre ende.
Den gamle drønede rundt med slåmaskinen i timevis i en yderst overkommelig fart.
Og det er da godt at have noget at give sig til, når man er oppe i årene.
Erfaren mand er god at gæste.

Det var en fantastisk morgen.
12 graders varme og vindstille.
Solen skinnede lystigt.
YR oplyste mig om, at der ville komme lidt regn kl 2.
Der kom så 15 dråber.

Jeg bruger Google Maps, når jeg er derude, og vi er ikke altid helt enige.
I går kørte jeg i et område, hvor de mente, at der var moderate bakker.
Da jeg kom dertil, kunne jeg se, at der var stillet store sandkasser op i vejkanten.
Vi ved jo alle, at det er sand, som de store biler bruger om vinteren, når der er is og sne.
Og kære Google maps.
Der står ingen sandkasser på moderate bakker.

Jeg delte græsmark med en hollandsk turcyklist, og vi sludrede hyggeligt.
Til min store ærgrelse kunne han fortælle, at han dagen forinden havde set en elg.
Gemmen årene har jeg cyklet mere end 8000 km i Norge og Sverige, og jeg har aldrig set en elg.

Jeg var klar til afgang, da han stod op, så med en tak for behageligt selskab angreb jeg fjeldvejene.
Google Maps havde forklaret mig, at der ville være en meget stejl bakke.
Det skræmte mig lidt, når jeg tænkte på de moderate bakker fra dagen før.
Jeg kan ikke se på grafen, hvornår de stejle kommer.
Det skal nok være en overraskelse.
Hele dagen bød på op- og nedkørsler.
Det var ikke mange meter med flad landevej.

Efter få kilometers kørsel kom jeg til grænsen til Norge.
Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet.
Lidt mere end …... ingenting.
Nåh ja, der stod da et skilt, der sagde, at nu var jeg i Norge.
Så pakkede jeg da bare mit pas væk, hvis det skulle være på den måde.
Det var meget øde områder jeg kørte igennem.
Der lå enkelte huse, men ikke mange.
Naturmæssigt var det helt i top.

Lige før Halden kom jeg til en Rema 1000. Mit forråd var i bund, så jeg måtte derind.
Jeg fik da også nogle få varer, der lå og skreg til hinanden på bunden af en pose.
Men jeg var da blevet flere hundrede kroner fattigere.
Nu kan jeg godt forstå, at nordmændene tager på indkøbsture til Sverige.
Vidste I forresten, at Thailænderne tager på indkøbsture til Laos.

Jeg tror nok, at den meget stejle bakke, som Maps tænkte på er vejen ud af Halden.
Den var i hvertfald giftig.
Jeg fandt frem til det 3 mindste gear, og det virkede.
Jeg kan også bruge næstmindste, mens jeg aldrig vil i det allermindste gear.
Der sidder en skræk i livet på mig, efter at jeg på min tur tværs over USA allerede i Virgina smed bagskifteren ind i baghjulet.
Det skal I ikke ønske jer at opleve.
Jamen, det er der heller ingen, der gør, siger I så.
Jo det er der, og der er også mange, der putter diesel på en benzinvogn og omvendt.
Og hvis jeg nu holder mig til det næstmindste gear, burde det vel ikke kunne ske.

Men vi kom op og via fjeld efter fjeld fandt vi frem til Bakke Campingplads, der ligger ualmindelig smukt ned til vandet.

På den anden side kan man se Sverige.
Hvis jeg ellers var af den type, der tyr til tvivlsomme vittigheder, kunne jeg have udbrudt: ”Aldrig har jeg set Sverige så tydeligt”.

Det er som om alle campingpladser i Sverige og Norge venter på et eller andet startskud, inden de går i gang.
Også her var receptionen låst.
Jeg ringede til Chefen Camilla, der lovede at komme lidt senere.
Det var fint.
Jeg kunne da godt trænge til at hvile mig et par timer på en stol.

I telefonen havde hun sagt, at jeg ikke måtte campere på stranden.
Her er ikke et øje, så det kunne da ikke have generet nogen, men lov er lov.
Så havde jeg i mellemtiden fundet ud af, at hytterne var til at betale sig fra, så jeg sagde til hende, at jeg godt ville leje en hytte for 290 kr, som det stod på hjemmesiden.

Fint nok.
Det var bare ikke den pris, der dukkede op på maskinen.
Jeg pippede lidt, og fik en forklaring, som jeg forstod meget lidt af.
Jeg vurderede, at det var en kamp, jeg ikke kunne vinde, og jeg trykkede pinkoden ind.

Og nu har jeg en hytte, og det er altid dejligt.
Her er også wifi.
Med til historien hører, at den er så elendig, at man lige så godt kan lade være med at bruge den.
Men køleskabet virker.
Det kan jeg meget tydeligt høre.
Det kan nærmest gå lige op.

Her har campisterne lov at bygge deres campingvogne om til små kolonihaver.
Der er faste gulve og stakitter og jeg har set et fortelt med tag af bølgeblik.
Der er virkelig stille her.
I hytten ved siden af ser det ud til, at der bor en dame, der har slået sig ned for lang tid.
Ellers er her ikke et øje.

Nu er Norge vinget af, og i morgen fortsætter jagten på det forsvundne mobile wifi.
Det bringer os tilbage til Sverige, og Kerstins Camping.
Der er lidt langt, men Google maps er inde på, at vi kun møder moderate stigninger.
Yr har dømt regn det meste af dagen, men pænt varmt vejr.

Jeg har tænkt mig at gøre en indsats for at få mest muligt ud af denne dag, der i historien vil blive husket som mandag den 22. maj 2023.
Den bliver næppe genudsendt, så I skulle nog gøre ligeså.


”Nord2023 gennemføres som et fundraising-projekt til fordel for fattige børn i Filippinerne og Tanzania i Samarbejde med Afro-Asia Educare.
Læs mere på bikingdane.dk hvor der er opdateringer med jævne mellemrum.”

Dag 19. tirsdag den 23. maj 2023.
Bakke - Mellerud: 109 km. Totalt 879 km.

Jeg kiggede forsøgsvis ud af vinduet.
Stadig tørt.
Jeg havde været omkring flere metereologiske instanser for at se, om nogle af dem kunne tilbyde tørvejr denne herlige dag.
Men de var alle sammen enige om, at denne dag var afsat til regnvejr.

Tanken om at blive her en dag mere var ikke tillokkende.
Jeg synes egentlig, det var en lidt underlig plads, så jeg skulle videre, uanset hvad.
Det kom jeg også.
Jeg var så heldig at regnen havde planer, der ikke involverede mig.
Jeg kørte mod øst, og jo længere jeg kom, jo længere var jeg fra regnen.

Så til trods for de dystre varsler kom der slet ingen regn, hvor jeg var.
Jeg sansede nogle få dråber, men det var bare småtterier.

For at komme væk fra pladsen skulle jeg op ad en lille ualmindelig stejl grusbakke.

Hvis jeg gik i stå der, ville det være umuligt at komme i gang igen.
Jeg kunne naturligvis trille ned og forsøge igen.
Jeg checkede ind i det næstmindste gear og fik så meget fart på som overhovedet muligt.
Vogntoget sejlede en anelse, men det lykkedes mig at komme op på asfalten.

Der var rigtig mange fjelde, jeg skulle forcere de første 10-15 kilometer.
Folk, der har kørt i fjelde/bjerge vil have oplevet, at man kigger frem og op og er 100% sikker på at toppen er lige deroppe.
Men det er den aldrig.
Fjeldveje har en veludviklet evne til at fortsætte til evig tid.
(Sådan føles det).

Så kørte jeg forkert.
Efter at have drønet ned af en vældig lang bakke, kom jeg i tanker om, at jeg hellere lige måtte checke ruten.
Da jeg havde gjort det vendte jeg rundt og asede op ad bakken igen.
Hovsa, der var da ærgerligt, brummede jeg venligt for mig selv.

Og så sagde jeg farvel og tak til Norge for denne gang.
Min grænseovergang denne gang var langt mere eksotisk, end da jeg kom ind.
Der var både en landhandel og vist noget pizzahalløj.
Det hele var så stängt, men lidt vil der jo altid være at klage over.
I stedet hyggede jeg mig med en pølse og kaffe på en tankstation lidt senere.
Ved et uheld kom jeg til at trykke 2 gange på en knap, så min kop var lige ved at flyde over.
Hovsa, det var da ærgerligt.
Kaffedamen havde dårlig travlt, så jeg syntes ikke jeg ville ulejlige hende med yderligere betaling.

Minsandten om ikke jeg kørte forkert igen.
Men det var heldigt, for det sendte mig ud på en af de smukkeste cykelveje, jeg længe har set.
Se lokationen på et af billederne.
Hu hej, hvor det gik.
Op og ned, ud og ind.

Og dermed ankom jeg til Kerstin´s camping, der var næsten totalt affolket siden sidst, jeg var der.
Jeg har min egen plads med strøm, og det tvinger mig til at bo tæt på et venligt svensk par med en lille hund, der hellere vil have, at jeg ikke er der.

Det blev jo til temmelig mange kilometer, og alle Tre Bukke Bruse var på arbejde.
Så nu ved jeg, at det let lader sig gøre at køre 100 km på mine batterier, selvom der var masser af bjergkørsel.
Jeg vurderer, at det nemt kunne se anderledes ud med strid modvind.
Og 100 km om dagen er allerede mere end jeg gider køre på daglig basis.

Når jeg kører derude møder jeg ganske tit campingpladser, som ikke findes på nogle af mine kort og søgninger.
Det ville være skønt, om man havde et sted, hvor man kunne se alle pladser.
Men de er nok så forskellige og har så forskellige dagsordener, at det aldrig kommer til at ske.

Og så mit Mobile Wifi.
Nej det var ikke kommet.
Den flinke campingfatter forsøgte at ringe til noget posthalløj, men det er Post Nord, det kan tage en måned, sagde han opmuntrende.
Vi fandt ud af, at pakken var sendt fra det sted, vi opsporede den 20. men her den 22. ved ingen, hvor den er.
Nu er det sådan, at man her kun får leveret post hver anden dag.
Og det er så ikke i dag.
Hvornår kommer posten så i morgen, spurgte jeg håbefuldt.
Ved 3 tiden, lød svaret.

Nu har jeg besluttet at blive her i morgen også i håbet om, at pakken bliver leveret.
Gør den ikke det, træder Plan H i kraft.
Og den kender jeg endnu ikke helt.

Den gode ting er, at det er en hyggelig lille plads, som ikke er vanvittig dyr.
Så det går jo nok alt sammen.

Jeg har uanset hvad planlagt at gøre en indsats for at få mest muligt ud af denne dag, der i historien vil blive husket som et ret fin dag

”Nord2023 gennemføres som et fundraising-projekt til fordel for fattige børn i Filippinerne og Tanzania i Samarbejde med Afro-Asia Educare.

Læs mere på bikingdane.dk hvor der er opdateringer med jævne mellemrum.”

Dag 20. Onsdag den 24. maj 2023.
Kerstin´s Camping – Hjortens Udde – Kjerstin´s camping: 45 km. Totalt 924 km.
Sikke da et sommervejr.
Og så er der kun ganske få gæster her på pladsen.
Der var en vandringsmand fra Tysland. Han var på vej hjem.
Vi er ikke helt i samme verden, men vi fik en hyggelig sludder.
Han havde en extra lille gasflaske, som jeg fik, da den er nogo i flyveren.
Jeg ved ikke, om jeg kan bruge den.
Han fortalte, at han havde gået omkring 80 km på en slags Pilgrimsrute.
Jeg havde fået et tip om, at der var et spændende fyrtårn for enden af en god cykelvej, så jeg besluttede at bruge formiddagen på at komme derud.
Og det var virkelig en flot cykelvej.
Dem har de mange af her.
Det var en god tur.
Og jeg kom ikke særlig langt ud af den skovvej, inden jeg opdagede, at den ikke førte nogen steder hen.
Jeg så ingen sjove dyr, men i går så jeg da traner.
Dem har jeg set flere af, så de er sikkert ikke sjældne.
På vej derhen så jeg et skilt med en pilgrimsrute, så kan vi ikke godt sige, jeg har været en slags pilgrim? Ved nærmere eftertanke tager jeg den anmodning tilbage, for jeg har lige set en definition på en pilgrim.
Jeg falder udenfor. Pilgrim: A person who journeys to a sacred place for religious reasons. Men hvorfor er det, vi rejser?
For mange år siden havde jeg den opfattelse, at det var lidt spild af tid og penge at rejse rundt, men nu ser jeg helt anderledes på det.
Hvis man betragter sin hjerne som et skuffedarium, så har hver rejse en lille skuffe, som man kan trække ud og kigge ned i.
Nåh ja, der var min rejse til Ulstrup via Sønderborg sidste år.
Det var en fin tur.
Nogle skuffer er sjovere end andre.
På vej hjem passerede jeg Mellerud Downtown, og jeg fik øje på en cafe, som jeg besøgte, sidst jeg var her.
De havde dagens Thai-frokost, som jeg bestilte.
Den var god og mine læber brændte i flere timer efter.
Hjemme på pladsen var der gode nyheder.
Campingfatter kom glædestrålende med det bortkomne brev.
Jeg havde næsten opgivet det.
Velkommen tilbage du kære Mobile Wifi.
Jeg var spændt på, om det så virkede, men det gør det da lige nu. Som jeg har forstået det, så kan mit abonnement hos Callme bruges frit her.
Men man ved jo, hvordan salgstaler ikke altid beskriver tingene helt præcist.
Jeg holder øje med forbruget.
Resten af dagen vil jeg nok mest bruge på at se dagen passere forbi. Jeg er lidt usikker på, hvor jeg ender i morgen.
Der er en rigtig hyggelig campingplads kun 30 km herfra.
Derefter kommer F** Åmål 20 km længere ude.
Men det er en campingplads, jeg ikke er så vild med.
Jeg havde kig på en Airbnb i Karlstad, men der blev jeg afvist.
Der er over 100 km til Karlstad.
Min oppustelig hovedpude lader sig ikke længere puste op.
Men hvis jeg puster så hårdt jeg kan og lynhurtigt sætter proppen i, så er det meste luft stadig i.
Når jeg lægger et par bukser under opnår vi den rette højde.
Jeg er ualmindelig godt tilfreds med min luftmadras.
94 pust, så er vi kørende.
Jeg tror, jeg har haft den i 4-5 år, og den er pålidelig.
Men det er godt nok mange gange ventilen har været åbnet og lukket.
Pludselig en dag, knækker den.
Men ikke på denne tur.
Please.
Mentalt notat til mig selv: Husk lige at få din Wifi med. når du rejser videre.
Sørg nu for Himlens skyld for at have det så godt som muligt.
Så har vi gjort vores.
”Nord2023 gennemføres som et fundraising-projekt til fordel for fattige børn i Filippinerne og Tanzania i Samarbejde med Afro-Asia Educare. Læs mere på bikingdane.dk hvor der er opdateringer med jævne mellemrum.”

Dag 21. Torsdag den 25. maj 2023.
Kjerstin´s camping - Åmål: 54 km. Totalt 978 km.
Farvel og tak til alle de slumrende på Kjerstin´s camping.
Ikke et øje var der til at byde adieu.
Der var tørt og lidt koldt.
Jeg var på vej til Åmål.
Og nu bruger vi for sidste gang i denne omgang betegnelsen ”Fucking Åmål”, som var titlen på den berømte film fra 1998.
Mellem Mellerud og Åmål snor E 45 sig, og det er jo ikke den skønneste rute at cykle på.
Men tyr man til Google Maps angiver de flere steder hovedvejen som cykelrute.
Mit held var, at jeg var så tidligt ude, at der var ganske lidt trafik.
Så hvis jeg så noget tungt, der nærmede sig bagfra, stod jeg af og holdt helt stille i højre side.
Helt smart var det nu ikke, der er jeg godt klar over.
Jeg havde så sat næsen op efter en længere strækning væk fra den store vej imod Säljebyn.
Men i løbet af 14 meter udviklede den sig til en blanding af grus og sand, så den mistede jeg ganske lysten til at gå i gang med.
Jeg har prøvet det der er langt værre, men jeg er nu alligevel glad for at det er overstået.
Og det blev da også til en del mindre omveje ud i naturen.
Jeg troede, der var sat vand over til en ny katastrofe.
Jeg ville købe en kop kaffe og en bolle på en tankstation lige før Åmål.
Jeg brugte mit kort.
Afvist.
Jeg prøvede igen.
Samme resultat.
Så fodrede jeg maskinen med mit kort og gav den en pinkode.
Afvist.
Jeg har engang i Asien fået mit kort lukket, fordi Nets undrede sig over, hvad jeg lavede det.
Det er ikke sjovt i Asien, skulle jeg hilse og sige.
Her ville det nemt kunne klares med en opringning.
Men alligevel.
Så snart som muligt gik jeg ind et andet sted, og se om det ikke virkede.
Og jeg siger jer, jeg svingede kortet, så det glødede.-
Jeg var lidt tidligt på den, så jeg satte mig ned i midtbyen i Åmål.
Det er en hyggelig by med en masse liv i bymidten.
De har også et industrimuseum, men det valgte jeg fra denne gang.
Jeg bemærkede, at det er en yndet beskæftigelse for unge mænd at krydse rundt i gaderne i potente biler.
Bilerne må godt være lidt amerikaneragtige.
Med til stuntet hører, at man spiller meget højt musik.
Gerne rap-musik.
Den slags kan naturligvis kun gennemføres, hvis vinduerne står åbne.
For tænk engang, hvis folk ikke kunne høre dem.
Jeg var engang i Sisimiut i Grønland, hvor de vist har 117 km vej.
Der var det også stort at køre tur.
Hvor kører I hen, spurgte jeg.
Så lavede de en spiral med fingrene.
Jeg tror, det er det samme i Åmål, for jeg så nogle af bilerne flere gange.
Jeg kørte også rundt i gaderne, mens jeg nynnede kækt, men ingen syntes at tage notits af det.
Det skyldes utvivlsomt, at jeg ikke kender nogle gode rap-sange.
Jeg erfarer, at kursen på svenske kroner er den laveste de sidste mange år.
Jeg er ikke så god til det der med tal, men det betyder vel, at jeg får mere for mine penge.
Og så har jeg vel ikke råd til at lade være med at købe noget?
Jeg fandt en hyggelig biks, hvor de averterede med dagens lunch til 79 kr.
Der sparer jeg så næsten 30 kroner.
Det var en pastaret med ost og noget kød.
Stedet var ualmindelig godt besøgt, så vi sparede alle sammen en forfærdelig masse penge.
Jeg havde lejet et hus gennem AirBnb.
Jeg er ret fascineret af den lejeform.
Jeg har brugt det rigtig meget.
Jeg har brugt det i Botswana og Filippinerne og skam også i Virum.
Men ved aldrig, hvad man får, og det er spændende.
Jeg har endnu ikke været for alvor uheldig, og det var jeg heller ikke her.
Det koster ikke meget mere end en campingplads.
Og jeg kan ikke fordrage pladsen her i Åmål.
Jeg møder ikke mine værter.
Jeg finder nøglen i en nøgleboks, og jeg har et helt hus for mig selv.
Det passer mig rigtig fint.
Man kan nærmest tale om, at det bliver en stille dag på kontoret.
Jeg kunne naturligvis have slået mit telt op ude i skoven, og så være draget ud for at gafle strøm.
Min 2. ekspedition var i 1995, da jeg kørte Aalborg – Nordkapp – Aalborg.
Den tur kaldte jeg senere ”Nordkapp for fattigrøve”, og det var ganske få gange jeg ikke sov ude i vildnisset på den rejse.
I Japan sneg jeg mig ind i parkerne og slog mit telt op, lige før det blev mørkt.
Der sov jeg også engang på en parkeringsplads for lastbiler.
Jeg har camperet blandt klapperslangerne ude i ørkenen i USA, hvor intet menneske på jorden anede, hvor jeg var.
Der er godt nok ikke mange trusler i mit fine AirBnb hus i Åmål.
Så sent som i går snakkede jeg om ”Rolling, rolling, rolling on the river”.
Og i dag hører jeg så, at Tina Turner har stemplet ud.
Det gør mig lidt trist.
De af jer, der kan huske Karl Ejnar Booking har måske hørt ham snakke om, at det var deres store mål at få Tina Turner til Borris.
Hun kom aldrig til Borris.
Men hun kom så mange andre steder hen.
Resten af min dag skal gå med storvaks (2 items) og lidt kedeligt Giro Dítalia.
Jeg ved godt, det hedder vask, men det så egentlig sjovt ud, når det staves forkert.
I morgen er lidt en mærkedag.
Ingen opdateringer på min side i dag.
Sørg nu bare for at have det rigtig godt.
Så kan det ikke gå helt galt.
”Nord2023 gennemføres som et fundraising-projekt til fordel for fattige børn i Filippinerne og Tanzania i Samarbejde med Afro-Asia Educare.
Læs mere på bikingdane.dk hvor der er opdateringer med jævne mellemrum.”

Dag 22. Fredag den 26. maj 2023.
Åmål – Säffle – Kerstins Camping 94 km. Totalt 1072 km

”Hvordan har I det. Jeg har det godt.”
Sådan startede jeg med usvigelig sikkerhed de takkeskrivelser, jeg blev opfordret til at sende til tanter og fastre, der havde begavet mig, da jeg var dreng.
Men så gik jeg også i stå.

Jeg er nu ikke sikker på, at jeg vil begynde på den måde i dag, for tingene udviklede sig lidt kedeligt.

Det var ellers en dejlig morgen.
Solen gjorde sig klar til at tage på arbejde, mens blæsmanden holdt en halv fridag.
Jeg var på vej til Karlsstad.

Det gik fint med at komme ud af Åmål, og man havde endda sørget for at lave en cykelrute, så jeg ikke skulle dele asfalt med E 45.

Hu hej, hvor det gik.
Et skilt med McDonald fik mig til at længes efter en kop kaffe, og det kunne netop lade sig gøre i Säffle efter 20 km.

Men så skete det igen.
Den der lyd, som jeg allermindst bryder mig om at høre, når jeg er på cykeltur.
Og ganske rigtigt.
Endnu en eger var knækket.

I det nye hjul jeg fik i Trollhättan.
I den dumme side.

Og igen smilede jeg og sagde: Ih, hvor ærgerligt.
Eller noget.

Nå, noget skulle jo ske.

Jeg fik standset en mand, der kunne oplyse, at der var en cykemekaniker lige om hjørnet.
Det var da altid noget.
Det viste sig, at der var 600 meter derhen.
Cykelhandleren ville åbne en time senere.
Så sad jeg der og tænkte lidt over tingene.
Hvis det nu var sket oppe i fjeldene lørdag middag, så ville gode råd være dyre.
Hmmmm

Det viste sig, at det var en ualmindelig flink mekaniker, som tog sig af Elvira med det samme.
Det tog ikke lang tid at montere en ny eger.

Det tog længere tid at få hjulet bakset på plads.
Det kæmpede 2 mekanikere med et stykke tid.

Da jeg fik et nyt hjul, lovede jeg mig selv, at hvis noget tilsvarende skete igen, så ville det være tid til at lave noget drastisk.

Og nu var det så sket igen.

Jeg følte mig overbevist om, at det kunne ske nårsomhelst igen.

Selvom jeg sidste år kørte testture på næsten 1000 km, må jeg nok se i øjnene, at Elvira har for meget at slæbe på.

I tankerne for jeg gennem planerne for at få et havareret vogntog til Danmark.
Og næste gang er jeg sikkert ikke så heldig at køre i stå 600 m fra en mekaniker.

Beslutningen var taget.
Jeg så mig nødsaget til at vende kajakken.

Ærgerligt, rigtig ærgerligt.
Kunne jeg bare få lov til at køre, men sådan skulle det ikke være.

Jeg lavede en elegant vending, og snart var vi på vej i den retning, vi lige var kommet fra.
Og det var da hyggeligt at se Åmål igen.
Der var jo trods alt gået nogle timer siden sidst.

Endnu engang satte jeg kursen mod min sikre havn nemlig Kerstin´s Camping.

Efter en overnatning der, sætter vi kursen mod Göteborg, som jeg er så ualmindelig træt af.

Men turen er ikke nødvendigvis slut.
Det har hele tiden været min mening at cykle rundt i Danmark efter besøget i Norge og Sverige, og det er stadig planen.

Og det er meget mere overskueligt at stå med et defekt hjul i gode gamle Danmark.

Hvis hjulet fortsætter med at bryde sammen med jævne mellemrum vil jeg naturligvis ikke kunne fortsætte, men nu prøver vi.

Og det er da egentlig også længe siden, jeg har har været i Hanstholm.

Til orientering: Elvira har nu kørt 72 km med sin nye eger.

Vi kydser eg.. sludder fingre.

Der kunne være sket langt værre ting, så jeg agter at stræbe efter at have det rigtig godt resten af dagen.

Jeg anbefaler, at I gør det samme.
Så kan det ikke gå helt galt.

”Nord2023 gennemføres som et fundraising-projekt til fordel for fattige børn i Filippinerne og Tanzania i Samarbejde med Afro-Asia Educare.

Læs mere på bikingdane.dk hvor der er opdateringer med jævne mellemrum.”

Dag 23. Lørdag den 27. maj 2023.

Kerstins Camping – Trollhättan: 69 km. Totalt 1141 km

Jeg bliver lidt paranoid af de der knækkede eger.
Jeg tør næsten ikke at sætte mig op på cyklen, og når jeg endelig sidder der, træder jeg med kattepoter.
Endnu en gang sagde jeg farvel til Kerstin´s Camping.
Det er allerede 3. gang på denne tur. Og sidste gang.
Stadig lidt halvkoldt fra morgenstunden. Men ellers et fantastisk cykelvejr. Jeg kørte ned gennem et sovende Mellerud, hvor jeg fandt frem til skønne bagveje, som jeg fulgte det mest af dagen.
Der var fladt det første stykke, mens det sidste stykke blev mere kuperet.
Gode gamle Google Maps havde lovet mig en meget stejl bakke, men den opdagede jeg aldrig.
Stille og roligt nærmede jeg mig Vänersborg, hvor jeg havde nogle kontroverser med E 45.
De fleste steder er der lavet smutveje til cyklister, men de kan være svære at hitte.
Der var også en elv, jeg skulle over. Helt uden at tænke over det, holdt jeg pludselig foran en udgave af McDonald, og når jeg nu alligevel var der, kunne jeg da godt nyde en kop af deres gode kaffe.
Alt andet ville da være uhøfligt.
Således forfrisket stod jeg på gaden og fandt vejen til Trollhättan Camping.
Jeg havde netop fundet ruten og ville sætte i gang, da jeg blev holdt op af en flink mand fra byen.
Han ville vide, hvor jeg skulle hen, og da han hørte det begyndte han at forklare.
I detaljer.
Det blev en lang historie, og jeg mistede snart overblikket. Han forklarede videre og jeg nikkede venligt.
Da han endelig var færdig, takkede jeg han mange gange for hans hjælp.
Kabinescooterne var ude at lege. De havde åbenbart et arrangement, og der var mange af dem.
Jeg kan godt huske, da de var på mode, men jeg var ikke klar over, at der var så mange forskellige.
Nej hvor var de flotte. Jeg tænker at de fleste var totaktere og de tøffede og spruttede og sende røgskyer ud i alle retninger.
Et fantastisk syn. Nu vi snakker om biler, så lægger jeg mærke til, at der er mange af de amerikanske flydere her.
Det har nok noget at gøre med de svenske afgifter.
Jeg havde fået et tip om at besøge Saab museet, men flyderne havde også optog i gaderne, så jeg nøjedes med det.
Campingpladsen er stille og rolig og ikke så stor.
Jeg fandt ud af, at der ikke var så stor forskel på hytte og teltplads, og det må vel være sådan, at jo flere penge jeg bruger, jo flere sparer jeg.
Og Elvira kom til vejs ende uden knækkede ger og hjul, så jeg takkede hende for nu at have kørt 140 km på den nye eger.
Göteborg ligger lidt over 80 km herfra.
Hvis der knækker en eger, vil jeg køre så længe hjulet kan køre rundt, for et nyt hjul vil være billigere end en transport hjem fra Sverige. Men det kunne da også være at vi bare kommer frem helt uden uheld.
Jeg har fået brev fra min bank.
Det er da sødt af dem at tænke på mig.
Jeg har gennem årene mødt mange flinke bankrådgivere, men hele tiden skal jeg minde mig selv om, at han er bankens mand.
Og det er da ikke helt tilfældigt, de skriver til mig.
De oplyser mig, at jeg er flyttet fra en gruppe, der hedder SparD Plus til noget der hedder Basal Betalingskonto.
Jeg har ikke været klar over, at jeg var en SparD Plus person.
Den nye kategorisering kommer til at koste mig i underkanten af 1000 kr om året.
Jeg har 2 muligheder: Skifte bank eller betale.
Og ingen banker er interesserede i pensionister uden fast ejendom, så det ….
Dagens sange: Elvira:Alting kan gå itu.
Et hjerte kan gå i tusind stykker
Kaldte du mig for ven engang Så er jeg her nok endnu.

Den gamle Cyklist:
This is the last cowboy´s song
The end of a hundred year walz.