Gotha - Bogen om Gotha Andersen

Jeg har læst ”Gotha – Bogen om Gotha Andersen” af Torben Brandstrup.

2018. 176 sider

Bog nr. 97 jeg har læst i 2024

Det hænder ofte, at jeg spørger min venner, hvad de læser.
Dels synes jeg, det er interessant at vide, og dels kan jeg måske få lidt inspiration.

”Jeg læser en biografi om Gotha Andersen”, lød det for kort tid siden fra en god ven.
”Spændende”, mente jeg.
Nej, det var det i hvert fald ikke. Det var en kedelig bog, som han ikke kunne sige ret meget godt om. Slet ikke nogen god bog.


Jeg har altid haft stor fidus til Gotha Andersen, så jeg skyndte mig naturligvis at bestille bogen.

Og min oplevelse af bogen er meget forskellig fra den, min ven havde.

Det er ganske rigtigt ikke verdens bedste biografi, men jeg var velvilligt indstillet, og så på den med milde øjne.

Den er lidt flagrende, og jeg ville godt have været ”tættere” på Gotha.
Men det er en kærlig og mild bog, og det betyder rigtig meget.

Jeg voksede op med Gotha Andersen, og når han var i fjernsynet var jeg den, der kiggede på.
Med stor begejstring.
Den begejstring er ikke blevet mindre.
Gotha Andersen var en lille mand med et kålrabiagtigt hoved og en stor skinnende næse, men selv om han ikke var nogen Clark Gable lookalike, så var der så mange gode ting, man kunne sige om denne populære og venlige mand.


Sproget i bogen er ikke sprudlende, men selv om korrekturlæseren har sjusket et par steder kommer budskabet frem.
S. 156. Hanne Gotha Andersen: ”Min far købte min brudekjole til mig, og ca ti år senere- to år efter sin død – blev min søster også gift i den”
Denne formulering ville jeg næppe have valgt.


Bogen har en grundig gennemgang af de fleste ting, Gotha har deltaget i.
Han hedder i øvrigt også Oscar.
Og Johannes.
For mig var det ypperste ”Svend, knud og Valdemar” og ”Flid, fedt og snyd”, og det er bogen ret enig i.


Meget usædvanligt optrådte Gotha Andersen på Roskildefestivalen som opvarmning til Creedence Clearwater Revival.
Han læste op af sine vittigheder!
Han var iført jakkesæt og presset slips.
Og han havde pæn succes.
Det, min ven, var meget, meget modigt.


Gotha Andersen var også lærer.
Det var han også god til.
Og han tog næsten alle gårdvagterne.


Jeg var også lærer.
Det var jeg ikke ret god til.
Jeg hadede som pesten at være gårdvagt.


Bogen er rigt illustreret og gennemsyret af forfatterens glæde ved at skrive om netop denne kunstner.
Jeg blev også glad ved at læse den.

Gotha Andersen blev desværre kun 63 år.
Midt i forberedelserne til en stor opgave blev han ramt af en hjerneblødning.
Brændte han sit lys i begge ender?
Det gjorde han helt sikkert.


Slut med gårdvagterne og slut med at underholde sit store publikum.
Hvis der var noget dårligt at sige om Oscar Johannes Gotha Andersen er det undgået min opmærksomhed.

”Og hvad kan vi så lære af det”?
Kendere af Gotha Andersen vil vide, at han altid spurgte om det efter at have læst en vittighed op.

Det finder du ud af, når du har læst bogen, og har du set ”Flid, fedt og snyd”, så synes jeg, du skal kaste dig over ”Gotha – bogen om Gotha Andersen”.
Nu har du min anbefaling.

Jeg husker dagen som lys

Jeg har læst ”Jeg husker dagen som lys” af Olav Hergel.

2023. 289 sider

Bog nr. 96 jeg har læst i 2024

Det er gået op for mig, at titlen på en bog har stor betydning for mig.
Det må være sådan, at jeg begynder at læse på side 1 med de forventninger, titlen har givet mig.
Og titlen på denne bog er usigelig smuk.
Det er bogen også.

Den blev mig anbefalet.
Jeg husker ikke, hvem der gjorde det, men af hjertet tak.
Det har været en stor oplevelse.


Bogen er skrevet af Olav Hergel, og hovedpersonen hedder Olav Hergel, og så har man nok en formodning om, at vi har gang i en selvbiografi.


Vi møder Olav, da han er 7 år gammel.
Hans mor hedder Benedicte, og hun er psykisk syg.
Olav har en lillesøster, der hedder Ane, og der er også en far.

S. 76. ”Når vores far så har været der et par dage, kører han igen. Festen er forbi og alt bliver normalt.”
Han kommer af og til og er der nogle dage.

Benedicte er ikke nogen hvemsomhelst.
Hun har været i kredsen om Karen Blixen, og hun var håbløst forelsket i digteren Thorkild Bjørnvig.
Han er ikke forelsket mere, hvis han nogensinde har været det.
Det holdt vist op, da hun blev syg.

Benedicte er slet ikke noget dårligt menneske, men når hun rammes af det, vi i dag ved hedder OCD, mister hun totalt grebet.
Hun får tvangstanker, og hun føler, at hun bør straffe sig selv.
Og det værste hun kan forestille sig, er hun ikke snakker til sine børn, som hun elsker.
Hun holder derfor simpelthen op med at tale og begynder at skrive sedler.


Vi oplever det meste fra Olavs synsvinkel, men også fra moderens en gang imellem.


Olav skifter skole.


Herlufsholm: ”Selv om skolen har sine syge sider, så er den ikke fyldt med dumme svin. De fleste af lærerne er kloge dygtige og retfærdige.

….. selv om jeg savner min mor, giver Herlufsholm mig noget med til resten af mit liv.”


Olav skifter skole igen.

”Gunnar Jørgensens skole på Gersonsvej i Hellerup er en privatskole og bliver kaldt ”Rige folks dumme børns sidste chance.”

Gunnar Jørgensen er forfatter til Flemming bøgerne.....

”....Her går de børn, som andre skoler ikke kan rumme.”......

...”Det er en mild og grænseløs skole med varme og milde lærere, der aldrig har gået på seminariet, og ligesom børnene ikke passer til andre skoler, gør lærerne det heller ikke.”

Det lyder da helt fantastisk.


Mange prøvelser venter på Olav, der også har OCD.
Men han kan hjælpes.

I 2014 udgav Niels Barfod en bog om Olavs mor. Den har titlen ”Benedicte”.
Den skal jeg have fat i, men ikke lige nu.
Jeg skal også have set ”Pagten”, hvor Benedicte også optræder.
”Filmstriben” er din ven.
Olav Hergels bog kan være en barsk omgang, men jeg kan varmt anbefale den.


Jeg kunne godt finde på af og til at give mig selv en stille stund, når en dag er omme og tænke lidt over livet


De allerfleste dage vil jeg heldigvis kunne sige ”Jeg husker dagen som lys.”

Natten åbner sig som en port.

Jeg har læst ”Natten åbner sig som en port” af Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

2023. 271 sider

Bog nr. 95 jeg har læst i 2024.

Hvis vi nu leger, at jeg aldrig har hørt om Bibelen, ville jeg nok have ment, at ALMJ´s gendigtning af det nye testamente var en rigtig fin Fantasy-bog.
Jeg ville måske endda have tænkt, at den var lige en anelse for urealistisk.

Men jeg kender Bibelen rigtig godt, og den kommer jo ikke i kategorien Fantasy.


Natten åbner sig som en port” er Det Nye Testamente gendigtet som roman af Anne Lise Marstrand-Jørgensen.


Bibelselskabets forlag har bedt Anne Lise Marstrand-Jørgensen skrive en roman over det nye testamente. Det er blevet til "Natten åbner sig som en port”.
Jeg er usikker på, hvad formålet med romanen er.


Den har været lektier i min læsegruppe, og jeg laver altid mine lektier.

Jeg har det lidt som den vantro Thomas (Bibelsk figur), der skal have fingrene i naglegabene for at tro, hvad han ser.
Og når jeg eksempelvis hører om Jomfrufødselen kan jeg vælge mellem anfægtelse og fornægtelse.
Det bliver så fornægtelsen, jeg lander på.
Jomfrufødsel findes blandt padder, men ikke hos mennesker.
Men folk må tro, hvad de vil.


”Teaterinstruktør, Katrine Wiedemann, har sagt, at når man sætter Shakespeare i scene, så er der altid allerede et geni til stede, nemlig Shakespeare selv, i skikkelse af teksten. Sådan er det også med de bibelske tekster, her er Guds Ånd til stede. ”

Anne Lise Marstrand-Jørgensen kender vi fra en anden sammenhæng. Hun var med, da man opfandt Venligboerne tilbage i 2013.

Men de venlige mennesker blev voldsomt uenige, så nu mener jeg, hun har forladt bevægelsen.


Anmelderne er begejstrede for bogen som sjældent set, og jeg synes, den har en rigtig smuk titel.

Det blinde øje

Jeg har læst ”Det blinde øje” af Mathilde Walter Clark.

2023. 281 sider

Bog nr. 94 jeg har læst i 2024

Hvis man nu sætter sig ned og tænker over, om det er en god ide at opdrætte mink i små bure for senere at flå pelsen af dem, kan man sagtens ende med at konkludere, at det er vanvittigt.

Jeg er vokset op tæt på Gjøl, der var det sted i Danmark, hvor der var flest mink.
Det har jeg da altid vidst, men vi tænkte aldrig over, at det skulle være et problem.
Mathilde Walter Clarks bog har fuldstændig revideret mit syn på minkavl.
Der var, er og vil altid være skammeligt.

Kristeligt Dagblad:
”Det begynder en efterårsaften i 2020. Mathilde Walter Clark sidder ligesom så mange andre og ser tv-indslag på tv-indslag fra danske pelsdyrfarme, hvor tusinder af dejagtige kroppe med en rutineret bevægelse vippes ned i en rullende gasovn.”


Dette TV-indslag får MWC til for alvor at undersøge, hvad baggrunden for mink-sagen er.
Hun har lavet en imponerende grundig og særdeles overbevisende research, og med bidende sarkasme, der er en Hans Sherfig værdig, fremstiller hun sagen for os.


Det er ikke rar læsning. Det er faktisk rigtig ubehageligt, men som det bliver fremstillet her, er der ingen tvivl om, at det også er nødvendig læsning.
Hvordan kunne vi være så blinde, tænker man, når hun beskriver, hvordan minkavlernes erstatninger er beregnet.
Det viser sig, at det havde noget at gøre med den politiske situation i Kina i 2013, og det havde vi ikke lige tænkt på.

Samtlige anmeldere har læst en fremragende redegørelse.
Og eftersom det hverken er en roman eller et essay er redegørelse måske et godt navn til bogen.


Hvordan gik det egentlig til, at vi tilsyneladende alle glemte, hvordan Morten Spiegelhauer i Operation X i 2009 udstillede peldyrbranchen.
Det spørger MWC også om.


Politiken.

Det her er den foreløbig grundigste og mest velskrevne bog, jeg har læst om den måde, vi mennesker har udgrænset dyr fra enhver etisk eftertanke.”


S. 37: ”Her havde vi altså efterkommeren af Born-To-Be-The-Sun, dér med tungen klæbet mod en brun mos på taget. Hvor ynkeligt.”


S. 51, Camilla sagde at minkavlerne fuldt og fast troede på, at pelsen, netop på grund af den skønhed, som indbragte dem store summer på auktionerne i sig selv var et bevis på, at dyret hav de haft det ”godt”.


Hvis alle de mink der sad i burene skulle have territorium nok, skulle vi have et vandløb, der var 65.000.000 km langt.


Minken har faktisk svømmehud mellem tæerne, og det var der nok ikke megen brug for i overfyldte små bure af trådnet.

I cirklens centrum

Jeg har læst ”I cirklens centrum” af Arne Dahl. (Jan Arnald).

2023. 376 sider

Bog nr. 93 jeg har læst i 2024

Hvis man har en bog, som anmelderne er vilde med, og man selv synes, det er noget forfærdeligt bras, så har man da lidt at tænke over.
Jyllandsposten fører sig f. eks frem her med 6 ud af 6 stjerner, og det er en usædvanlig høj vurdering.
Heldigvis så er jeg enig med anmelderne.
Det er en usædvanlig spændende og god krimi


Det starter med en bil, der springer i luften på motorvejen.
På en serverstation springer en bombe.
Politikommissær Eva Nyman får et kryptisk brev om bomberne, og det er tydeligt, at gerningsmanden har en klimapolitisk dagsorden.
Hun sammensætter en gruppe, der skal finde bombemanden, og gruppen får navnet Nova.

Det viser sig, at bombemanden sandsynligvis er Eva tidligere chef Lukas Frisell, der har levet som survivalist i skovene.
Den sammensatte gruppe minder mig om den gruppe Jussi Adler-Olsen sætter sammen i sine bøger, men jeg kan bedre lide denne gruppe af vidt forskellige efterforskere.
De har alle deres at kæmpe med, og det følger vi med i samtidig med at de arbejder.
De får fat på Frisell, men har lidt svært ved at tyde hans motiver.

Og så modtager Eva et nyt brev, med trusler om nye attentater.
Scenen er sat!


Det kræver lidt at komme i gang med bogen, men så går det også derud af, som var man på en motorvej.
Og så blev det svært at lægge bogen væk.
Gruppens medlemmer arbejder naturligvis sammen, men det hænder også de fordeler opgaverne mellem sig, så vi er lidt omkring på egnen omkring Stockholm.
Det er spændende typer.
Jeg har lige læst et par krimier, som anmelderne mente mest henvendte sig til kvindelige læsere.
Det er der ingen, der vil foreslå her.
Her en ingen hundeluftning, madlavning og føleri.


Det er interessant at høre om survivalisme og prepping.
Det er tydeligt, at der er lavet grundig research på fænomenet.

En ”prepper” er en person, der forbereder sig på den værst tænkelige situation, hvor samfundets normale måde at virke på, er sat ud af spillet. Det vil sige en situation, hvor man ikke længere bare kan gå ned i supermarkedet og købe mad og andre fornødenheder som f. eks toiletpapir og sæbe.


Kapitler.
Jeg er interesseret i den måde forfatterne bruger kapitler på.
I denne bog er der ikke færre end 108 kapitler.
Jeg kan godt lide, at der er kapitler.
Det gør bogen nemmere at læse.
Her har de bare numre, men de kan også hedde ”1. kapitel” osv.
De kan have navne eller være beskrivelser.

I Sir Walter Scotts drengebøger er der en hel lille historie ved start på nyt kapitel.
2. kapitel, hvor vi hører om...”

I Jacob Paludans ”Jørgen Stein” er der et kapitel/afsnit, der hedder ”Torden i syd”.
I denne bog er kapitlerne ”hjælpsomme”, men generelt synes jeg forfattere bruger kapitel-inddelingen for dårligt.


Dette er første bind i en serie om Nova-gruppen.
Mod slutningen af bogen får gruppen at vide, at de har klaret sig så godt, at de får lov til at fortsætte.
Arne Dahl er velkommen til at fortsætte sit skriveri.
I øvrigt så hedder forfatteren slet ikke Arne Dahl.
Han hedder Jan Arnald.
Fred være med det.

Jeg synes, du skal give Arne Dahl et skud.
Jeg vil i hvert fald holde øje med Nova-gruppen.

Arne Dahl er også klar.
Bogen slutter med en gevaldig cliff hanger, så fremtiden er i den grad sikret.

De stille skridt.

Jeg har læst ”De stille skridt” af Emilia Hansen.

2020. 305 sider

Bog nr. 92 jeg har læst i 2024

Videre går det med # 2 i serien om Lulu Westh.

Vi fortsætter, hvor # 1 sluttede.
Lulu Har nu sit eget firma sammen med sin tidligere kollega Poul.
Hendes politimand Mads er der stadig.
De har nu etableret sig i et fast forhold.


Lulu besøger sin gamle nabo Gunnar på et plejehjem.
Gunnar mener, at nogen myrder de gamle på plejehjemmet.
Først bliver der stjålet noget fra dem, og derefter bliver de slået ihjel.


Lulu begynder at grave i sagen, og finder ud af, at et eller andet er helt galt på plejehjemmet.
Og så dør en af de gamle.
Præcis som Gunnar sagde.


På kærlighedsfronten vider det sig, at Mads`tidligere kæreste er blevet betjent, og nu arbejder på hans afdeling.
Og dermed har Emilia sat vand over til et kærlighedsdrama.


Hunden fylder rigtig meget i historien. Men det er da også en sød hund. Og de fleste synes godt om hunde.

Jeg har det næsten:

S. 132. ”Der var også noget andet, der hele tiden forstyrrede mine tanker. Aishas samtale med Vibeke. Der var noget galt med den samtale.”


Der findes ikke mange anmeldelser af bogen. Der er kun en lektørudtalelse, der næsten er en kopi af udtalelsen til #1.
Også denne bog er mest egnet til kvindelige læsere, hævdes der.
Jeg begynder at tro på det.


Denne anmelder: ”Der var et eller andet ved udtalelsen om kvindelige krimilæsere, der irriterede ham.
Hvis han bare kunne komme i tanker om, hvad det var.”


”Til sidst stod jeg i udkanten af blodpølen og kiggede ned på hende. Det røde mørke blod var strømmet fra hendes krop ud i en stor cirkel, der omkransede hendes hoved”.


Man kan sagtens forstå, hvad der får forfatteren af lektørudtalelsen til at skrive: ”Spændende krimi til de krimilæsere, der godt kan lide en god krimi uden blodige detaljer” , ikke sandt.


Der er rigtig mange gange, de begynder at lave mad i en krimi.
Det kan jeg næsten ikke klare.
Jeg ved, at forfatteren ikke er sulten; hun er i gang med at skabe en romantisk stemning, og jeg krummer konsekvent tæer.
*S. 171: ” På køkkenbordet kunne jeg se en flaske rødvin og 2 glas, og jeg gik over og skænkede vin op til os. En lykkefølelse spredte sig langsomt i min krop, mens jeg sippede til vinen, indåndede madduften, og kiggede på Mads der havde travlt med at røre i gryden, mens han hylede med på sangen.”
Arggggg
Hvad var det nu med de der kvindelige læsere?


S. 240. ”Der var endnu en gang et eller andet i mit baghoved, der kæmpede for at komme frem.”
Ja det stemmer.
Endnu en gang.


Plottet er rigtig godt i bogen. Jeg synes, det holder hele vejen.
Jeg skulle langt hen i bogen, før jeg fik mistanke til den skyldige.
Mads` kæreste har de så nogenlunde styr på.
Lulu er dog lidt usikker på sin Mads, så mon ikke Emilia sidder og pusler med # 3 og posen med intriger.

Jeg sidder som læser og funderer over om ikke Emilia er løbet tør for nytænkning.
Jeg synes, at klicheerne hober sig op.
Jeg giver Emilia fri et stykke tid.
Der er jo andre køer på marken end præstens den røde.


Emilia Hansen har skrevet en udmærket krimi, men jeg er nødt til at stå på tæer for at få den placeret på den øverste hylde.

Hemmeligheden

Jeg har læst ”Hemmeligheden” af Emilia Hansen.

2018. 275 sider

Bog nr. 91 jeg har læst i 2024


Jeg sætter lige et kryds ved Emilia Hansen.
Hun har lavet en rigtig fin krimi. Jeg fik først fat i # 2 i serien om Lulu Westh, men jeg skyndte mig at skaffe nr 1, så jeg kan komme ordentligt i gang.


Vi starter lige på og hårdt med et voldsomt skyderi i et kontorlandskab.
Lulu kommer ind og bliver forbavset, da der er tomt.
Det viser sig, at folk er krøbet i skjul.
En mand skyder vildt omkring sig og rammet er par stykker.
Lulu opdager, at det er én fra arbejdet.
Hun forsøger at gemme sig i et skab.
Hun identificerer den skydende, og det undrer mig, at hun straks gør det.

Men Emilia har noget helt andet i tankerne, viser det sig.


Nu bevæger vi os 3 måneder tilbage i tiden.
Lulus kollega Mille er forsvundet, og det viser sig, at hun er blevet dræbt.
I en kopimaskine har Lulu fundet en mystisk salgsopstilling med et hus i Korsør.
Der synes at være en forbindelse.

Lulu indgår en slags alliance med politimanden Mads.


Starten er lidt usædvanlig, men så er vi i gang.
Skrivestilen er enkel, og antallet af personer er ikke overvældende.


De fleste krimiforfattere vil gerne have lidt mere med end bare ”mordgåden”.
Nogle vil gerne have rigtig meget med.
Nogle vil gerne have alt for meget med.
Det kan være lidt familiesnak eller nogle sociale relationer.
Eller en hund.
Der er rigtig mange hunde med i krimier.
S. 209. ”Mads og jeg havde en masse at snakke om, da vi kom tilbage til mine forældres hus, men vi blev nødt til at vente. Cuba løb os nemlig i møde, og hendes store brune hundeøjne tiggede os om en lang gåtur i skoven”.


Læseren er lige lykkelig om Cuba bliver luftet eller ej, men på denne måde bliver vi inkluderede i begivenhederne.
Vi skal lige lufte hunden først.
Smart træk.


Jeg har det næsten:
S. 206. ”Anker Holk rodede rundt i sin mappe igen, og jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet,
”Vent lidt” sagde han. ”Der er noget der dæmrer.”


Læseren holder vejret. Tænk om nu Anker kommer i tanker om det, han søger efter.
Og vi smiler tilfredse, da han tilsidst udbryder:
”Nu husker jeg det”.
Godt Anker. Nu kan vi komme videre med historien.


Og historien går sin gang med afhøringer og afsløringer.
Lidt kærlighedsdrama får Emilia også sneget ind.
Lulu bliver glad for Mads. Det synes den tidligere kæreste Thomas ikke om.
Og Thomas´nye kæreste flipper helt ud.


Som sagt er tingene ikke, som vi tror de er.
Det er de aldrig.
Flere blodige begivenheder ligger og venter på os.
Alt i alt bliver der slået så mange ihjel, at det matcher adskillige afsnit af Barnaby´s Midsomer Murder.

Emilia lægger ikke fingrene imellem, når hun går i gang.


Det hele munder ud i en yderst voldsom konfrontation.
De døde fragtes væk, og de sårede ryger på hospitalet.


Jeg var ualmindelig godt underholdt i selskab med Lulu.


”Du skulle ikke have gjort det NN, tænkte jeg, for det endte med, at du selv blev bidt af den største bitch, der findes, nemlig Karma”


Plottet er vildt men ikke ganske urealistisk.

Hvert eneste kapitel har en lille titel, og er derudover forsynet med et citat.
Jeg kan rigtig godt lide citater, men selv om jeg tænker, så det knager, kan jeg ikke finde mening i dem allesammen.


Det sidste kapitel er nr. 47.
Det har titlen ”Endestationen”, og citatet er ”This is the end, my only friend, the end”.


Jeg mener, jeg så nogenlunde forstår betydningen af det citat.


Lektørudtalelse.
”Henvender sig især til kvindelige krimilæsere”.


Ja undskyld jeg trænger mig på.

Giftige nåle

Jeg har læst ”Giftige nåle” af Alison Belsham.
2020. 410 sider
Bog nr. 90 jeg har læst i 2024

Brighton, England.
Vi starter med 1½ sides prolog.
Så tager vi et par små kapitler med nutid, hvor vi møder vores mordoffer.
Næste stop er vores flash back til for 25 år siden.
Læseren forstår slet ikke meningen med disse tilbageblik, men han er fortrøstningsfuld.
Med lidt tålmodighed kommer vi dertil, hvor det hele åbenbarer sig.
Og ganske rigtigt, sådan går det også i denne fine roman.


Alt i alt sådan en krimi efter bogen.
Men en rigtig god krimi er det skam.
Vores helt er efterforskningschef Francis Sullivan.
Ham kan vi godt lide, fordi han reagerer ”menneskeligt” og forståeligt på de udfordringer, der kommer til ham.
Ham og hans hold får hænderne fulde, da en ung pige bliver fundet med voldsomme skader.
Hun har et knivstik i siden, hænder og fødder er gennemboret, og på ryggen har hun en tatovering, der viser sig at være lavet med forgiftet blæk.
Hendes liv står ikke til at redde.
Politiet anholder en ung mulat, der er søn af Francis´s tidligere elskerinde.
Endnu en pige bliver overfaldet og dør efterfølgende.
Og en tredje …....

Som læser er man mindst påvirket af de voldsomme begivenheder, når man ikke er for tæt på.
Vi hører en del om de sidste 2 ofre, så vi næsten synes, vi kender dem.
Og alligevel bliver de overfaldet.
Og det virker ekstra voldsomt fordi vi ved, at når man først har fået den omtalte gift i kroppen. er man fortabt.
Uha.

Plottet er ganske godt skruet sammen, og jeg var ikke i nærheden af at gætte morderens identitet.
Bogen er skrevet i et let tilgængeligt sprog, men der er rigtig mange personer at holde styr på.
Bogen hører til i den barske ende, og jeg skal advare om ubehagelige scener.
Bogens afslutning foregår i kloakksystemet under Brighton og man kan næsten mærke den ulidelige stank i det slimede hul”.
Vores venner får kvalme under det modbydelige ophold, og det er lige før vi får det samme bare i solidaritet.

Allison Belshan bor i Edinburgh i Skotland
Hun synes at have lavet fin research, inden hun lod giften sprede sig.
Men når man ser hvilke tatoveringer, hun selv har udsmykket sig med, er man klar over, at det er noget, hun har helt styr på :-)
Giftige nåle er nr 2 i en serie. Nr. 1 hed ”Tatotyven´” og den vandt Pitch-perfect konkurrencen ved Bloody Scotland Crime writing festival. Og er solgt i mindst 18 lande verden over.
Jeg er selvsagt voldsomt irriteret, over at jeg fik fat i 2eren først.

Der er hele 69 kapitler, og Alison er bestemt ikke tilbageholdende med at dømme nyt kapitel.
Mange gange gør hun det nærmest mit i en sætning.
Der er absolut intet stop i begivenhederne.
Der er bare nyt kapitel.
Jeg har endnu til gode at finde ud af, hvorfor hun bruger det kneb.

Efterhånden er det næsten blevet en sport for mig at finde eksempler på ”Jeg har det næsten...” i de krimier, jeg læser.
S, 301: ”Han lagde hovedet i blød. Hvor havde han set den krage før”.
Kom nu Sullivan. Du er så tæt på.

En vej ud af tågen

Jeg har læst ”En vej ud af tågen” Kristian Leth.

2022. 157 sider

Bog nr. 89 jeg har læst i 2024

Kristian Leth er søn af Jørgen Leth.


S. 28. ”En far er noget, der ikke er der, som er langt væk i et skrattende telefonopkald på fødselsdagen. Hvis han husker det.”

S. 44: Jeg manglede en far som gjorde, at jeg kunne forså nogle sider af mig selv”

S. 58. ”Min krop var fyldt med ravne, der flaksede rundt og bed”


Det er ikke nogen omfangsrig bog, som Kristian Leth har skrevet.
Alligevel er den ikke let tilgængelig selv om den er hurtigt læst.

Jeg forstår godt, at det er en bog, der handler om at være svigtet af sin far.
Om at være valgt fra.
Og der hersker ingen tvivl om, at det var det, der skete.
Meget af bogen er ”Stream of consciousness”-agtig.
Ja nærmest tågesnak for nu at referere til bogens titel.
Han beskriver stemninger og følelser og af og til kommer der så klare meldinger, som man ser ovenfor.
Sidste kapitel hedder ”afslutning” og her skriver Kristian Leth i klart sprog om reaktion på Jørgen Leths erindringer.
Bogen er ikke noget hævntogt, det er snarere reflektioner over, hvor svært det har været.
Hvem er det mest synd for?
Jørgen Leth eller Kristian Leth.

Bogen har fået fremragende anmeldelser.
Kristeligt Dagblad skriver: Et nænsomt og rørende intimportræt af en mand med et skrøbeligt sind, der ofte græder ud i røret til sin voksne søn. En mand, der ikke alene ikke magter at være far, men ofte heller ikke orker at være menneske.

Stream of consciousness, (eng. 'bevidsthedsstrøm'), den amerikanske filosof William James' betegnelse fra 1890 for tankevirksomhed; anvendes især om gengivelse af en litterær figurs tanker, fx i en "indre monolog", der strømmer uordnet og associativt. Fænomenet har længe været kendt i litteraturen.

Det store i det små

Jeg har læst ”Det store i det små” af Jodi Picoult.

2018. 477 sider

Bog nr. 88 jeg har læst i 2024


Man sidder og håber på, at historien er frit opfundet og at noget lignende aldrig vil kunne finde sted i virkeligheden.
Men desværre tror jeg, det ser helt anderledes ud.


Ruth Jefferson er barselssygeplejerske med 20 års erfaring.
Hun er enke og bor sammen med sin halvvoksne søn og superstudent Edison.
Hun er også sort.


Et ungt par, Brittany og Turk, kommer ind for at føde, og Ruth tager sig af dem.
Turk er stor og truende med hagekors-tatovering i sin skaldede hovedbund.

De fremtræder yderst aggressivt og truende.
Parret er aktivt i ekstreme grupper, der går ind for hvidt overherredømme, og de forlanger, at Ruth ikke tager sig af deres nyfødte søn Davis.
Hun har allerede undersøgt barnet og mener at kunne høre en susen på hjertelyden.

Ruth bliver beordret til at holde sig fra barnet.
På et tidspunkt med travlhed bliver hun alligevel bedt om at se efter barnet, selv om hun ikke har lov.
Barnet får det dårligt, og det ender med, at hun giver det kompressionsmassage.
Barnet afgår ved døden, og forældrene anklager Ruth for at være ansvarlig.

Senere dukker politiet op hjemme hos hende og ender med at foretage en voldsom anholdelse.


Da hun skal fremstilles i retten får hun advokaten Kennedy, som bliver voldsomt grebet af sagen.


Bogen er usædvanlig let at læse. Det skyldes bl. a det vedkommende emne, men også en skrivestil uden stopklodser og sproglige knuder, der hæmmer fremdriften.
Man læser uden at tænke nærmere over det.


Bogen skifter synsvinkel mellem Ruth, Kennedy og Turk, men vi hører også om en lang række personer med tilknytning til de 3.
Jodi Picoult synes at have lavet god research, og vi får indblik i så forskellige ting som livet på en barselsgang og i skinheadmiljøet.


”Niceville”, ”Farven lilla” og ”Dræb ikke en sangfugl” trænger sig på, og rent faktisk henvises der på side 304 i bogen til ”Dræb ikke en sangfugl”.


Den særdeles omfangsrige bog fangede mig mest i begyndelsen, mens der var lidt tomgang, inden retssagen mod Ruth startede.
Selve slutningen havde jeg det lidt stramt med.


Handlingen er uendelig langt fra min hverdag, men jeg havde helt klar en god læseoplevelse, der satte mange tanker i gang.


Sproget i bogen er præcist og malende.
S. 147. ”Hendes navn er Odetta Lawton, og hun er omtrent lige så sprudlende som en dødsdom.”

Litteratursiden mener: ”Rørende og gribende fortælling om fordomme, racehad og diskrimination i dagens USA. En roman som giver stof til eftertanke.”


Jodi Picoult is the #1 bestselling author of twenty-four novels including her most recent novel, Small Great Things, It was published in October 2016 and was an instant #1New York Timesbestseller. Her books are translated into thirty-four languages in thirty-five countries.


Jodi Picoult is known for taking on compelling social and ethical issues and weaving them into the works of fiction that have won her a devoted readership.


Men du har da læst ”Dræb ikke en sangfugl”?
”Det store i det små” er en god læseoplevelse, men ”Dræb ikke en sangfugl” (1960) et et must.
Her skal du også lige læse om forfatteren Harper Lee.
Og så støder du på Truman Capote.
”Niceville” skal du også have læst.

Beklager, du kan se frem til en travl sommer :-)




























.





Stormen

Jeg har læst ”Stormen” af James Lilliefors.

2015. 347 sider

Bog nr. 87 jeg har læst i 2024


”Kepler betragtede hans omhyggelige mørke øjne tygge på det.”

Rigtig mange krimiforfattere ynder at lade deres bøger starte med en prolog, som man ikke kan få hverken hoved eller hale på.
Frygt ikke, tænker man. Den gode forfatter skal nok afsløre sammenhængen for os efterhånden som vi arbejder os gennem hans værk.
Det er er godt gammelt litterært tasketrick, og så er vi lis´som i gang.


Susan og Nicholas Champlain er kommet til Tidewater for at undslippe byen nogen tid.
Susan opsøger præsten Luke og fortæller, at hendes mand truer med at ombringe hende pga et foto, hun har taget.

Hendes frygt er ikke ubegrundet, for snart finder man Susan dræbt.
Det har nok forbindelse til et stjålet Rembrandt maleri.

Det bliver en sag for Hunter.


Vi hører en del til præsten Luke, og hans kone.
Vi hører også en del om deres hund.
Præsten arbejder på at arrangere gudstjenester hvor folk har deres kæledyr med.
Det har vist ikke noget med historien at gøre, men det er så vanvittigt, at jeg synes, det bør nævne.


Flere gange vælger forfatteren at skifte synsvinkel til andre personer uden på nogen måde at vise, at det sker.
Jeg ville forvente nyt afsnit eller nyt kapitel, men ikke her.
Hvor er vi nu, tænkte jeg flere gange.


Der er også en tendens til at nye kapitler begynder med navnet på en person, vi (jeg) ikke kender. Lidt senere følger så en beskrivelse.
Lidt akavet måde at skrive på.


Flere gange bliver der talt om en sag den gode Hunter tidligere havde. Den handlede om ”Salmedigteren”. En forsigtig søgen afslører, at nærværende bog er nr. 2 i en serie, og så giver det mening.
Der er tale om en slet skjult reklame for bind 1.
Det virker lusket.


Snik-snak. S. 205. Amy Hunter besøger sin mor.
”Amys mor arbejdede som administrator for skolesystemet i amtet. Mens baghaven blev mørkere diskuterede de de seneste skoleproblemer: Bussikkerhed, pomfritter i cafeteriet, wi-fi i klasseværelserne og mange andre emner, som ikke havde eksisteret dengang Amy gik i skole.


Ikke nok med, at vi besøger moderen, vi hører også om hendes daglige problemer.

Svært at se koblingen til vores mord-historie.


S 214: ”Kepler betragtede hans omhyggelige mørke øjne tygge på det.”
Det var da noget af en formulering.


S 240: Belasco gik ud af hovedindgangen til de såkaldte Rocky-trin, intetanende om at Amy Hunter ….befandt sig en etage længere nede ….

Lilleiefors agerer her den alvidende forfatter, der godt ved, hvor hans personer er.


S. 272: ” Hmmm”, sagde Luke. Han funderede igen over den prædiken, han skulle skrive om troens mysterium;
Relevans?


S. 295. ”Der var stadig noget, Hunter ikke kunne se, vidste hun, noget som var ganske nær og sikkert befandt sig lige for øjnene af hende”

Tasketrick nr. 4 fra ”Håndbog for krimiforfattere. :-)


S. 317. ”Mere havde han ikke at sige, i begge sætningens betydninger, i lang tid.”
Jeg har virkelig forsøgt at forstå sætningen.
Det lykkedes slet ikke.



S. 318: ”Luke og Sneakers så lynene glimte over bugten...”
Sneakers altså en hund :-)


Til allersidst dykker vi igen ned i værktøjskassen for krimiforfattere:

Hunter tager ude for at tale helt alene med en mistænkt, selv om alle advarer hende og siger, at hun skal tage én med.

Det går galt, men hun bliver reddet.
Vi finder morderen og maleriet kommer tilbage.


Stormen er ikke nogen god bog.
Langtfra
Find en anden.


Vi hørte ikke mere til de problemer Hunters mor gik og døjede med.
Vi hørte ikke mere til gudstjenesten med kæledyr.
Det skuffer mig noget.
Og Hunter har endda en kat.
Der var dog en parakit ejer der sagde at fuglen Andy glædede sig meget til gudstjenesten.
Jeg har en grum anelse om at det der med dyregudstjeneste ikke er en joke.


Min største oplevelse ved ”Stormen” var at jeg stødte på denne perle.
Den vil jeg sent glemme.


”Kepler betragtede hans omhyggelige mørke øjne tygge på det.”














































.





Östermalmsmordene

Jeg har læst ”Östermalmsmordene” af Lars Bill Lundholm.

2002. 351 sider

Bog nr. 86 jeg har læst i 2024

Jeg spekulerer på, om svenskerne har farme, hvor de opdrætter krimiforfattere, for der er virkelig mange af dem.

Denne krimi er sådan set helt fin, men den skiller sig vel ikke særlig meget ud fra så mange andre krimier.
Den kommer nok ikke på mange træskolister, og man er i bund og grund lige lykkelig, om man har læst den eller ej.

På side 7-11 finder vi en slags prolog, hvor vi møder pigen, der skal myrdes.
Cathrine er nede for at købe cigaretter og Femina.

På side 10 bliver hun stukket ned, og på side 11 afgår hun ved døden.

Det er herefter, vi møder Kommissær Axel Hake.

Han er et kompliceret tilfælde.
Han er helt sikkert en dygtig politimand. Det er ikke derfor chefen ikke bryder sig om ham, og de andre kører træt i ham.
Han er kantet og vil have sin vilje.
Og så går han med stok pga en skade i knæet, som han erhvervede sig i en skudepisode.
Chefen er sådan én, som går mest op i, hvordan dem over ham opfatter ham.
Den slags chefer er der mange af i krimier.


Han har datteren Siri sammen med Hannah. Men de bor ikke sammen.


Nogle anmeldere synes, at bogen er for lang, og der er da også mange ord.
Jeg er altid lidt varsom med at mene noget om en bogs længde, for forfatteren har vel haft en ide om, at bogen ikke er for lang.


Personerne er udmærket beskrevet:


S. 68: ”Det var sådan man selv så sine forældre, når man var voksen, tænkte Julia. Engang havde forældrene været kæmper set i børnenes frøperspektiv. Og konger og Guder....... Men senere, i takt med at iagttagerens perspektiv ændrede sig begyndte forældrene at blive lilleputter”.

Den gamle museumsinspektør med det imposante navn Lars Larsson-Varg: ”Samme dag han blev pensioneret barberede han alt sit hår af og købte en gammel, vinrød og flere numre for stor fløjlsjakke.”

De gode gamle tasketrick fra ”Håndbog for krimiforfattere” slipper vi ikke for: ”Noget rørte ubehageligt på sig i baghovedet, Som om der var et eller andet han burde huske. Men han kunne ikke kalde det frem.”

”Hun rejste sig, smed skitseblokken på sengen og gik ud og lukkede op.

Har du glemt dem spurgte jeg?”

Men det var ikke Axel Hake, der stod uden for døren.

Det er lige der Lundholm vælger at begynde på et nyt afsnit.

Den gavtyv :-)
Biblioteket er ikke leveringsdygtig i bøger med Lundholm, så de satser ikke hele butikken på ham.
Dette bind stammer fra en genbrugs.

Bogen er ikke helt ny. Den stammer faktisk fra 2002, men den udmærkede forfatter Lars Bill Lundholm, blev udgivet i 1948.

Og det er jo et år, som blandt kendere regnes for at være et usædvanlig godt fødselsår.


Fra goodreads.com

Kom nu, du kan sagtens læse svensk:


Inser att jag läste böckerna i fel ordning. Detta är den första. Återigen: stjärnor för stockholmsskildringarna. Mordgåtan okay. Axel Hakes privatliv oerhört tröttsamt. ”


”Seg i början men sen kunde jag inte sluta läsa! ”


”Han är bra på att beskriva Stockholm, mindre bra på att beskriva människor trovärdigt. Men spännande som en deckare ska vara. ”

Da Audrey Wilde forsvandt

Jeg har læst ”Da Audrey Wilde forsvandt” af Eve Chase.

2019. 350 sider

Bog nr. 85 jeg har læst i 2024

Der er mange bøger med indbygget Flash Back, hvor vi farer frem og tilbage mellem forskellige årstal og tidsaldre.
Det kan jeg godt blive lidt træt af, men det virker ret godt i denne bog.

Vi starter i nutiden, hvor Jessie falder for et gammelt hus Applecote Manor langt fra London.
Hendes mand er til at overtale mens teenage steddatteren Bella hader det.
Jessie og Bella kigger på et værelse øverst oppe, hvor Bella kan mærke, at der er foregået noget uhyggeligt.
Her boede Audrey, da hun forsvandt.


50 år tidligere møder vi den enlige bohemeagtige enke med 4 døtre.
Hun finder sig et job i Marakash og døtrene skal så deponeres hos onklen og tanten i Apple Cote Manor.
Tanten Sybil har ikke været ude af huset i årevis og onklen Perry er plaget af smerter.
Hun lever og ånder for den forsvundne Audrey, og han er vist en gammel gris.

Hvad så med kusine Audrey?
Hun er der uden at være der.

Eve Chase sørger omhyggeligt for at anvende cliff hangers, så man lige skal læse lidt mere.
Til sidst køres historierne sammen, og alt opklares til sidst efter stor dramatik

Bogen er såmænd ganske underholdende med en snert af lidt for meget feel good til sidst.


Goodreads.com ender på 3,94 stjerner ud af 5.

Rigtig mange giver 5 stjerner, mens der ikke rigtig er nogen, der dumper bogen fuldstændigt. Hvis jeg skal fyre stjerner af, bliver det 3,5.

Læseren i morgentoget

Jeg har læst ”Læseren i morgentoget” af Jean-Paul Didierlaurent.
The reader in the 6.27

Le Liseur du 6H27.

2015. 157 sider

Bog nr. 84 jeg har læst i 2024

Guylain Vignonlles hader sit navn.
Han hader også sit job.
Han bor ikke alene.
Han bor sammen med sin guldfisk.

Han passer maskinen Zestor 500, der destruerer bøger.

Han redder løse sider ud af maskinens gab, og hver morgen sidder han på det samme sæde i toget og læser højt af de forskellige sider af verdenslitteraturen, han har med.


Jeg troede først, vi havde fat i noget, der mindede om ”Fahrenheit 451”, hvor bøger er forbudte, men her er det i realiteten genbrug.


Portvagten Yvon foretrækker at udtrykke sig med 12-stavelsesdigte.
Hvis en chauffør kommer med bøger udenfor hans åbningstider raser han:

”Den er over tolv, se bare det store ur.
Den store viser er nu halvvejs i sin tur.”


Hver dag redder Guylain som sagt løse sider fra ”Tingen” og når han kører, sidder han på samme sæde og læser han højt af de løsrevne sider .
Til stor glæde for de øvrige passagerer.
En dag finder han et glemt USB-stik og dette fund er med til at forandre hans liv.
Julie.


Dette er en meget usædvanlig, men vidunderlig smuk bog.
Den handler om glæden ved læsning, og den er svær at sætte i nogen bås, da den ikke minder om noget, jeg har læst før.
Mange kender ”Den lille Prins” der er en lille men ufattelig stor bog, og jeg sidder også med en fornemmelse af at dette er en lille stor bog, som jeg ikke glemmer lige med det første.

Bogen viser os, hvordan læsning kan være med til at forandre de ting i ens liv, man ikke synes om.
Beskrivelsen af den tilfældige læsning er ganske morsom.
Og jeg kan afsløre, at det bliver endnu morsommere da Guylain senere læser op på et plejehjem.


Jeg kan også afsløre, at man ikke skal læse bogen, hvis man ikke kan klare at læse om offentlige toiletter.
Så nu gjorde jeg det igen.
Jeg afleverede en veritabel cliff hanger.


Jeg kan også fortælle, at jeg var særdeles tilfreds med slutningen.

Det er for mig en såre dejlig lille bog

Jeg håber den gør mig ualmindelig klog


Jeg håber, du synes om mit tolvstavelsesvers


Aleksandriner er betegnelsen for et versemål, der først blev anvendt i Frankrig i en roman om Aleksander den Store. Deraf fik versemålet sit navn.

Litteratursiden mener:
”Udover at være en roman om litteratur og kærligheden til den trykte papirbog, så er romanen også en kærlighedshistorie om en ensom ung mand og kvinde, der finder hinanden og lysten til livet. Jeg giver bogen mine varmeste anbefaling.”

I have my books and my poetry to protect me.
Simon and Garfunkel.


Når jeg næste gang sætter mig ind i toget mod Herning, kunne jeg da godt have lyst til at læse lidt op, men jeg har en fornemmelse af, at de andre passagerer ikke vil lytte andægtigt.
Til oplæsning: Gustav Wied, Hans Sherfig, Den lille prins, Finn Søeborg, H.C. Andersen?
Mange muligheder :-)

Det store kup

Jeg har læst ”Det store kup” af Jeff Diamant.
2015. 262 sider
Bog nr. 83 jeg har læst i 2024


I 1997 oplevede man det næststørste kup i USA´s historie.
Sikkerhedsvagten i værditransportfrimaet Loomis Fargo er dødtræt af sit job, og han formår at stjæle 17 millioner dollars.
Det lykkedes ham at flygte til Mexico.
Byttet har han overladt til en besynderlig gruppe medsammensvorne. Det viser sig at det nemmeste næsten var at stjæle pengene.
Nu skal han have fat i sin andel af pengene.
Hvem kan han stole på?
Når man pludselige uretmæssigt får en masse penge, er det ikke så ligetil at bruge dem.
Det bliver der lagt mærke til.
Man den detalje glemmer tyvene ret hurtigt alt om.
”Nu er der gået fire måneder” siger en af dem. ”Så kan vi godt ringe til hinanden uden at blive aflyttet”.
Det kunne de så alligevel ikke.
FBI arbejder sig ind på tyvene og samler det ene spor efter det andet.
En pudsig ting er brugen af løgnedetektor i USA. Der lægger man stor vægt på den, mens vi slet ikke kender til det i Danmark.

Det er ret underholdende læsning, og man sidder måske og tænker, hvad man selv ville have gjort hvis man sad i sådan en situation.
Jeg ville f. eks …...... Nåh nej, ikke her :-)
Det gør det lidt mere interessant at vide, at det er en sandfærdig historie.
Forfatteren er journalist og var på historien i 1997.
Han lavede interviews med nogle af gerningsmændene.
Det er ikke en roman.
Den er snarere en blanding af en roman og en rapport.
Forfatteren kalder det en fortælling om griskhed , knuste drømme og sort uheld.
Var der nogle ”vindere”?
Næppe.
*”When you have money you just have different problems”

Rov i rollatoren

Jeg har læst ”Med rov i rollatoren” af Catharina Ingelman - Sundberg.

2014. 346 sider

Bog nr. 82 jeg har læst i 2024
”Låna är silver, rana är guld”

Jeg gad vide,om Catharina kender til filmen ”Støvsugerbanden” fra 1963 hvor en flok pensionister med Clara Pontoppidan i spidsen keder sig gudsjammerligt, og derfor danner en tyvebande.

Men der er nok ingen tvivl om, at hun læst Jonas Jonassons ”Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt” og Fredrik Backmans bøger om ”En mand der hedder Ove”.

Jeg synes ikke, at Catharina lever op til ovennævnte succeser.


”Fem tidligere plejehjemsbeboere, med Marthä i spidsen, fortsætter deres storstilede plan med at røve nok penge til at forsøde de svenske pensionisters tilværelse i en tid med nedskæringer. Der opstår dog en masse forviklinger da de fem flytter ind i en villa, der har en Hades Engle rockerborg til nabo, og pengene fra deres største kup i Las Vegas forsvinder.”


Den danske titel er aldeles tåbelig, og det er svært at tage plottet alvorligt, men derfor kan bogen jo godt være morsom og underholdende.


Mens man læser, har man altid ordet ”uforpligtigende” for øje, og det skal man ikke kimse af.
Selv om vore venner kæmper mod nogle grumme rockere, så føler vi os sikre på, at der ikke bliver krummet et hår på de gamles hoveder.
Nu er de altså heller ikke for snu, de der rockertyper, så de er forholdsvis nemme at narre.


Litteratursiden kalder bogen ”vidunderlig morsom”.

Jeg har altid syntes, at ”vidunderlig” er et stort ord.
Det var ikke på noget tidspunkt på mine læber, mens jeg læste.


En lektørudtalelse taler om ”en let og humoristisk historie”
Samme sted hævdes det også, at bogen appellerer mest til den modne læser.
Det der med den modne læser har jeg tænkt en del over, men jeg er ikke endt med at have en fornuftig forklaring på den udtalelse.
Gode forklaringer modtages med nysgerrighed og stor interesse.

Hvis du, kære læser, en dag sidder hjemme hos dig selv og får lyst til at læse noget sjovt og underholdende som med garanti ikke holder dig vågen om natten, så kan du godt gribe fat i ”Rov i rollatoren”.


Advarsel: Der optræder en sex-dukke i beretningen!

Catharina på Facebook:
PENSIONÄRSLIGAN! Jag har många trevliga manliga läsare från 11 år (ja faktiskt!) och upp till 101 år och några väldigt härliga killar i 14-15 års åldern till exempel...
Så varför inte tänka på GODA RÅN ÄR DYRA när ni vill ge bort en present till en man?

Fald

Jeg har læst ”Fald” af Anne-Sophie Lunding-Sørensen.
2014. 176 sider
Bog nr. 81 jeg har læst i 2024

Anne-Sophie ved slet ikke, at jeg nu har læst alle hendes bøger.
Hun ved slet ikke, at jeg synes, hun har været god.
Det burde man måske fortælle hende.
Gad vide om hun lige nu er i gang med at lave en ny bog til mig?

Her beskriver hun 2 skæbner.
Fald.
Titlen siger alt.
Det er Mette, der en dag beslutter sig til at rejse bort.
En nat skriver hun en seddel, hvor hun beder om, at de ikke kontakter hende.
Mand og 3 børn.
Så går hun.
Hun er i frit fald.

Et andet sted finder vi René.
Han er fraskilt og har en datter på 15 år.
Han er vagtmand på et hotel og lidt fanatisk på nogle områder.
Han er også ludoman.
Han har en aftale med datteren, som hun aflyser.
Ikke godt René. Ikke godt.
Han er i frit fald.

Mette og Rene passerer hinanden som 2 skibe i natten, men de mødes aldrig.

Det er en melankolsk ja nærmest trist beretning, som anmelderne ikke ubetinget begejstres for.
Jeg syntes godt om ”Fald”, men der er på intet tidspunkt noget at grine af.
Jeg ville rigtig gerne vide, hvad der får Anne-Sophie til at skrive om denne totale elendighed.

Information: ”For såvel kvinden som manden gælder, at de føler sig uhjælpeligt overladt til sig selv og ikke kan andet end underpræstere. Selvforagt og selvhad fører dem ud i det bundløst triste, ud i blindgydelignende krise, som pludselig gør selvmord til en valgmulighed.

Som læser sidder man som regel med en ide om, hvor vi er på vej hen, og hvor man ville ønske at vi var på vej hjem.
Jeg må indrømme, at jeg tog fejl.

Mette, med det fine store hus i Aalborg tror vi ikke så meget på, mens der er mere håb for René. Han fik købt et par fine koncertbilletter til sin datter, og dem regner vi med hun får, når hun kommer hjem fra Sverige.
Og skulle du skifte mening mht Mette, så vil det være helt fint med mig.
Kan vi ikke aftale det, Anne-Sophie?

Drengen i mørket

Jeg har læst ”Drengen i mørket” af Anne-Sophie Lunding-Sørensen.

2023. 402 sider

Bog nr. 80 jeg har læst i 2024.

Vi starter med en fin præsentation af Vivian Storm. Hun er blevet fyret fra sit prestigefyldte advokatjob, og nu er hun ude i store problemer. Hendes kort bliver afvist i Netto. Stor nedtur.

Hun bliver kontaktet af sin tidligere chef, men han vil ikke, som hun forventede, tage hende tilbage.
Han har dog en lille opgave til hende, som hun afviser.

Hun føler, at hun er nødt til at afvikle sin virksomhed, og det fortæller hun til bogens anden hovedperson.
Det er Bjørn, der arbejder for hende. Han ligner en fra Chippendale. Han bor sammen med gymnasielæreren Anders.
Bjørn skaffer noget arbejde til firmaet, og Vivian får også fat i noget.
Hun kommer i kontakt med en velhavende polsk forretningskvinde, der vil have dem til at finde hendes forsvundne halvbror.

Scenen er sat, og spillet kan begynde.


Bogens synsvinkel skifter mellem Vivian og Bjørn. Det er fint, at de deler lidt om rampelyset.


Anne-Sophie har allerede imponeret mig ved at skrive på mange forskellige måder.
Og det her er vel så tæt på at være en krimi, som det kan være.
Vivian er ganske vist advokat og Bjørn er vel nærmest studerende, men efter behov bringes en politidame på banen. Vi bliver også indviet i de problemer, som både Vivian og Bjørn kæmper med.
Vivian er brystopereret efter en kræftsygdom. Hun får hedeture, og eksmanden vil skilles.

Bjørn gider ikke for alvor at passe sine studier. Selv om han bor sammen med Anders kæmper han med at identificere sin seksualitet.


Vi kommer langt omkring inden mysteriet opklares, og vi præsenteres for en stor mængde spændende og farverige personer.


Der er noget, vi overser”, hedder det et sted.
Og igen er der ikke noget læserne hellere vil end hjælpe ”vore venner”.

Men vi overser det altså også.

En krimihelt bliver ofte slået ned, og den skæbne overgår også Bjørn.
Traditionen tro sker der ikke noget alvorligt med ham.

Vivian nøjes med at få smidt kogende vand i ansigtet.


Bogens titel kan jeg ikke rigtig få til at give mening, men meget tyder på, at vi er startet på en Storm – Molin serie, så måske bliver jeg mere tilfreds med den næste titel.


Kan man forstille sig, at Elvira fra Happy Hour kommer trippende ind fra venstre med sine 148 kilo i den næste bog?
Det kunne jeg rigtig godt tænke mig.


Anne-Sophie Lunding-Sørensen skriver virkelig godt, og det er hun nødt til at blive ved med


Litteratursiden kalder bogen en cosycrime.
Første gang jeg hører det udtryk.


Jeg er på banen næste gang, der er nyt om Storm & Molin, og det samme er Politikens anmelder:

Med to så velskrevne hovedkarakterer er der et solidt udgangspunkt for flere romaner, og det er i sig selv en imponerende bedrift. Romanen holder også spændingen intakt hele vejen fra første til sidste side, selv om nogle af de mindre svinkeærinder indimellem truer fortællingens rytme.”

Mørket ved besked

Jeg har læst ”Mørket ved besked” af Arnaldur Indridason.

2017. 347 sider

Bog nr. 79 jeg har læst i 2024

Der kommer rigtig mange gode krimier fra Island.
Måske inspirerer de hinanden deroppe, men det kan også være, at den barske islandske natur er velegnet til at danne ramme om mordgåder.

En flok tyske turister på vandring finder et lig på gletsjeren.
Det viser sig at være en forsvundet mand, Sigurvin, der har ligget der i 30 år.


Den pensionerede politimand Konrad forsøgte dengang uden held at opklare sagen.

Man mistænkte dengang Hjaltalin for at stå bag forbrydelsen.

Han er nu kræftsyg, men forsøger alligevel at stikke af til Thailand.


Han insisterer på at tale med Konrad, der modvilligt accepterer.
Hjaltalin nægter stadig alt, og snart tager sygdommen livet af ham.


Konrad er jo gået på pension, men han har svært ved at holde sig fra sagen.
Han drifter lidt rundt og taler med den ene og så den anden.
Lidt efter lidt lærer vi mere om Konrad. Vi erfarer, at hans far var hvad man i daglig tale ville kalde et ”dumt svin”, og det har præget ham.


Det er magtpåliggende for Ingridason at vi lærer Konrad at kende.
I en vemodig men smuk nærmest indskudt sætning hører vi om, hvordan Konrads kone Erna reagerede, da hun fik besked om sin uhelbredelige kræft.
Vi hører også om deres sidste tid sammen.


S. 227: ”Skal jeg bare acceptere det? Skal du bare acceptere det?

Der er ikke andet at gøre, sagde Erna.
Det må der være Erna. Det må være muligt at overvinde den sygdom.

Nej, sagde Erna. Det er ikke muligt. Den eneste måde at overvinde døden på er ved at acceptere den.”


Konrad har en vissen arm. Da han var dreng blev han voldsomt mobbet af en større dreng, der blev kaldt Polli., men i lang tid fandt han sig i det.
Hans far havde engang lært ham, at der var 2 ting, han skulle huske for at overvinde en fysisk stærkere modstander.
For det første skulle han overraske modstanderen, hvis det var muligt, så han var helt uforberedt, når angrebet satte ind.
For det andet måtte han ikke tøve med at banke modstanderen sønder og sammen.


Konrad træder i karakter.


S. 249. ”Polli sagde, at han var faldet, da han blev spurgt, hvad der var sket. Derefter generede han ikke nogen i skolen og gik ud det følgende forår.”

I 1975 boede jeg i Løgstør. Jeg var naturligvis hyppig gæst på biblioteket, og en dag spurgte bibliotekaren, om jeg vil se verdens bedste krimi.
Det ville jeg da gerne.
Han kom så med Charlens Dickens` ”Mysteriet Edwin Drood” fra 1870.
Jeg så lidt uforstående ud, og han forklarede mig, at forfatteren døde, inden bogen blev skrevet færdig, så derfor kunne enhver tolke som han ville.

Sådan kan man jo også se på det, men i denne bog får Konrad løst mysteriet.


Jeg havde en udmærket læseoplevelse, og hvis Konrad kommer på banen igen kunne jeg godt være interesseret.


Som et lille appendix har vi siderne 346 og 347, som fik mig til at udbryde: ”Åh nej”.


Hvad?
Nej, nej, du må selv i gang. :-)

Arnaldur Indriðason er en islandsk krimiforfatter. Arnaldur arbejdede 1981-82 som journalist på Morgunblaðið. Derefter ernærede han sig som freelanceskribent, og var 1986-2001 tilknyttet Morgunblaðið som filmanmelder. Arnaldur tog i 1996 en bachelorgrad i historie ved Háskóli Íslands.

Født:28. Januar 1961 (63 år),Reykjavik, Island

Priser: Glasnøglen.

Ny viden efter at have læst bogen: En person fra Reykjavik beskrives her som en reykjaviking.
Tidligere har Indridason været på banen med 11 bind om Erlendur.
De kom fra 1997 – 2010.

30 meter mord

Jeg har læst ”30 meter mord” af Kerstin Ekman.

1962. 265 sider

Bog nr. 78 jeg har læst i 2024.

Støv fra magasinet kilder i min næse, da jeg vender og drejer den gamle bog.
Romertallene på en af de første sider afslører, at vi skal tilbage til 1962 for at finde det år, hvor anmelderne måske snakkede om en spændende debut bog fra Kerstin Ekman.
Siderne er farvede gullige gennem de mange år.
Jeg snuser den lidt hengemte duft ind og føler forventningens glæde, som man skal have, når man åbner en ny bog.


”Taxaen standsede på den mennesketomme gade foran Stadshotellets grågule facade”.


Jeg er i gang.


Under nogle filmoptagelser bliver en ung dreng myrdet.
Det viser sig, at drengens søster tidligere er blevet dræbt af en flugtbilist.
Og så har vi en sag for kommissær Viggo Bredberg.

Man kan sagtens mærke, at årene er gået, men det er stadig en bog, der er værd at læse.
Kirstin Ekman startede med at skrive krimier, men gik senere over til psykologiske dramaer.


Der er en egen ro over Viggo Bredberg, der ikke desto mindre er en en habil efterforsker.
Faktisk er han en hård hund, der aldrig giver op.


Vi hører også lidt om hans liv udenfor etaten, og vi fornemmer, at den gode Viggo ikke er blind for tilværelsens forsødende elementer.
Han er også velsignet med en skør kat.


Sproget er elegant og malende:


”Viggo boede i Drottninggatan 77, bagbygningen. Huset lå ….. klemt inde mellem en forvirret masse småbutikker, der skiltede med sensationelle tilbud i frakker, træ-souvenierer med indbrændte dekorationer, ure der alle viste forskelligt, og klæbrige kager, der svedte i konditoriernes vinduer.”

Ingen af disse oplysninger har betydning for fortællingen, men de medvirker til at skabe en stemning og stor autensitet.


Det vil nok ikke forbavse nogen, at det lykkes Viggo Bredberg at løse mordgåderne.
Skulle man have lyst til at nynne med på melodien ”så sødt som i gamle dage” er det da ikke jordens dummeste ide at kigge indenfor i Kerstin Ekmans univers.


Jeg har ingen planer om at arbejde mig gennem Kerstin Ekmans omfattende livsværk, men ”30 meter mord” var et hyggeligt bekendtskab.

”Kerstin Ekman er en af Nordens store fortællere. Hun debuterede som krimiforfatter i 1959, men har siden vist et mere og mere samfundskritisk, sprogligt fortættet og mytologisk spejlende forfatterskab, der altid tager parti for den umælende, forsvarsløse natur, og for de mennesker, som er prisgivet den. Romanernes indfaldsvinkler er mange: social historie og politik, kønsroller, seksualitet, flere religioners mytologier, filosofi, økologi, den enkeltes ansvar, kunstens forhold til virkeligheden - alle store og væsentlige spørgsmål i livet og samfundet fremstilles og diskuteres i fiktionens form.








Lette rejsende

Jeg har læst ”Lette Rejsende” af Anne-Sophie Lunding-Sørensen..

2010. 167 sider

Bog nr. 77 jeg har læst i 2024.


Efter det fornøjelige møde med Elvira trilogien skruer vi nu tiden 10 år tilbage.
Her støder vi på Anne- Sophies debutroman, og her er der absolut intet, der tyder på, at Elvira senere vil blive kaldt til live.
Emma er freelance-fotograf og holder til i Kathmandu i Nepal.
Hun er omkring de 30, og hun bor alene.
Hun er også en lille pige på 6 år, der sammen med sin mor på nomadevis altid er undervejs mod et eller andet.


Vi fornemmer, at hun er en plaget sjæl, der har søgt tilflugt i det fjerne land.


Hendes mormor dør, og hun rejser tilbage til den jyske provins for at være med til begravelsen.

Først bevæger vi os tilbage til dengang Emma som en stor lille pige mødte sine bedsteforældre for første gang.
Moderen og Emma tomlede derover i et barsk julevejr, og ingen vidste, at de var på vej.


Tilbageblikkene tager os med ind i Emmas barndomsliv, som man ikke ville ønske for sin værste fjende.


S. 106: ”Så slemt var det da ikke?”
Sådan lyder moderens ord efter at de har forsøgt at holde en børnefødselsdag for Emma.
Jo, det var det. Når man ligner en sigøjner i tøjet og éns mor serverer saftevand i stedet for sodavand og der er sendt hjemmelavede indbydelseskort ud, er der ingen nåde.
Man er dømt anderledes.


Litteratursiden:”Anne- Sophie Lunding-Sørensens to første bøger er præget af, at hendes far begik selvmord, da hun selv var blot tolv år gammel. Selvmordet er et centralt tema i begge bøger”


”Lette rejsende” er ikke nogen udpræget rar bog at læse.
Det gør ondt at høre om de utallige omsorgssvigt, Emma bliver udsat for.
Dem bærer hun rundt på for altid.

Det er et forsonende træk, at Emma kommer til en slags afklaring med sin morfar.
Det er for sent at holde en ”rigtig” børnefødselsdag for hende, men et godt liv har hun i det mindste fortjent.


”Lette rejsende er en vemodig, men også en meget smuk beretning.


Jeg blev helt betaget af Mor Alice` forklaring til Emma, der af klassekammeraterne bliver kaldt sigøjner.

S. 60. ”Mor, hvad er en sigøjner?”

”Sigøjnere. De lader sig ikke binde af gods eller guld. Stærke mennesker er de. Frie sjæle. De er lidt ligesom indianere. De kan ikke tåle at være indespærrede. De rejser rundt på landevejene og lever at af optræde på markeder og spå folk og af og til arbejde lidt hist og her på gårdene. De har mange talenter.”


Jeg kan varmt anbefale ”Lette rejsende”.

Offer 2117

Jeg har læst ”Offer 2117” af Jussi-Adler Olsen.

2019. 489 sider

Bog nr. 76 jeg har læst i 2024.

Vi møder Joan, der er journalist i nærheden af Barcelona.
Han er træt af alting og overvejer at tage sit eget liv.
Han erfarer, at der driver druknede bådflygtninge på land i Cypern.
Han låner (stjæler) 1600 euro og tager dertil.
Han focuserer på en ældre kvinde og vil finde ud af alt om hende.
Han tager tilbage til avisen og forventer et scoop, men redaktøren fortæller ham, at kvinden i virkeligheden er myrdet.

Nu får han 5000 Euro af avisen og så skal han finde ud af alt om kvinden.


Parallelt kommer Assad frem med, hvem han egentlig er. Det sker, da han ser billederne af flygtningene, hvor han genkender sin kone og ældste datter, som 16 år tidligere blev kidnappet af Ghaalib.
Det hele et et set up for at få fat på Assad.
Der er også planlagt et terrorangreb i Berlin.


Tilbage i Danmark møder vi også drengen Alexander der agter at nedslagte sin familie, når han i sit computerspil når sejr nr. 2117.

”Offer 2117” er bind 8 i serien om afdeling Q.
Det er ganske længe siden, jeg læste de 7 forudgående bind, og jeg er indstillet på at læse alle bind i serien.
Det er gode og udmærkede bøger, som jeg dog tøver med at anbringe på allerøverste hylde.
Jeg har lidt svært ved at sætte ord på, hvad der mangler, men det er nok sådan lidt af det hele.

Litteratursiden kalder Jussi Adler Olsen for danskernes yndlingsforfatter, og det er netop det, han ikke er for mig.


Bogen er inddelt i mange små kapitler, der alle har navn efter en af personerne.
Jo længere man kommer frem i bogen, jo mere overskueligt bliver historien, der er ret let at læse.


Krimifan skriver:
”Jeg kan kun konkludere, at ”Offer 2117” er en utrolig spændende, tankevækkende og meget velskrevet bog.”


Jeg er for så vidt enig, men jeg har lidt svært ved fuldstændig at overgive mig til Jussi Adler Olsen.
Det kan måske have noget at gøre med, at ”det hele” er planlagt på forhånd, og der ikke er tale om en kunstner, der skriver fordi det han har på hjerte må og skal frem.


Anmeldelserne er generelt ualmindelig godt tilfredse med ”Offer 2117”.


Bogrummet.dk

Det er en bog med politiske toner, en meget voldsom bog, der beskriver tortur, hævn, ødelæggelse af mennesker og stærk tro – så stærk at man er villig til at dø. Den er spændende, dramatisk og ikke for svage sjæle. For hver bog lærer vi hovedpersonerne bedre at kende

Sanatoriet

Jeg har læst ”Sanatoriet” af Anne-Sophie Lunding-Sørensen..

2020. 265 sider

Bog nr. 75 jeg har læst i 2024.

Efter med fornøjelse at have læst Trilogien om den stærkt overvægtige bordelmutter Elvira Gregersen, var turen kommet til Sanatoriet.
Og det var faktisk den bog, jeg i sin tid fik anbefalet.
Elvira har været bonus.
Anne-Sophie har hidtil fløjet under min radar, men nu har jeg sigtekornet indstillet på hende.
Denne historiske ”krimi” minder slet ikke om Elvira-Trilogien.


Vi befinder os på Søholm Nervesanatorium i 1929.
Hertil kommer psykoanalytiker Hannah Neumann fra Wien i Østrig.
Hun har fået ansættelse som læge på stedet, og hun er stærkt præget af Freuds lære.
Men det er man knap nok kommet til på det konservative sanatorium, hvor Doktor Berg mener, at tingene helst skal være, som de altid har været.
På sanatoriet har der i tiden inden Hannah Neumann ankom været flere selvmord, som hun finder mistænkelige.
Hun begynder at undersøge forholdene og kommer i den forbindelse til at samarbejde med sygeplejersken Dagmar.
De to er begge lesbiske, og de indleder et stormfuldt forhold, som helt sikkert vil føre til afskedigelse af dem begge, hvis det blev kendt.

Hannah anvender sine teorier på nogle af patienterne, og også hypnose anvender hun.


Anmelderne er generelt godt tilfredse med ”Sanatoriet,
Bl. anmeldelserne finder vi èn fra ”Ugeskrift for læger”, skrevet af psykiater og overlæge Anne Lindhardt. Det tager vi som et bevis på, at Anne-Sophies research har været ok:


”Forfatteren har gjort grundige forstudier. Bl.a. har hun på Rigsarkivet fået adgang patientjournaler fra forrige århundredeskifte og anvender dem som illustration af tidens tænkning og behandling af psykisk syge. Bogen rammer tidens behandling af psykisk syge godt. Forfatteren har blik for socialrealisme og for, hvordan forståelse af menneskets sind og drifter ændrer sig med tiden.”


Jeg var godt underholdt med bogen. Det var lidt som om jeg fik ekstra for pengene fordi Anne-Sophie både giver os en historisk roman om livet på et nervesanatorium og samtidig en kriminalgåde, der er virkelig spændende.
Hun har ikke været synderlig produktiv, så er jeg er ved at være igennem hendes forfatterskab, og jeg er rigtig glad for at vi har fundet hinanden.


Der er også bonus til dig, når du læser bogen.
Du vil møde den stumme patient med tilnavnet ”Hesten” og kludedukken ”Lillefar”.

God fornøjelse.

Sidste udkald for rejsende

Jeg har læst ”Sidste udkald for rejsende” af Jakob Kvist/Jørgen leth.

2023. 205 sider

Bog nr. 74 jeg har læst i 2024.

Jeg har den opfattelse, at enten er man for Jørgen Leth eller også er man imod.
Jeg er for Jørgen Leth.
Så fik vi det sat på plads.


Jørgen Leth er blevet gammel, og han går og falder.
Jakob og Jørgen har været venner i mange år, og nu mødes de for at se tilbage på Jørgens kompromisløse liv.
”Kokkens datter” vil han ikke snakke om, og så gør han det alligevel, for han vedstår sig sit liv.
Også selv om det har kostet.


Jeg hører Jørgen Leths karakteristiske stemme for mig, mens jeg læser.
Jeg kender også hans måde at tale på og hans ordvalg.
Jeg hører ham ganske tydeligt.


Han er i Danmark, fordi hans hus i Haiti blev ødelagt i det store jordskælv, så reelt er han hjemløs.


Om svigt siger Jørgen Leth, da snakken falder på hans fravær overfor datteren Karoline
S. 75. ”Jeg må vedkende mig det. Jeg er meget flov over det. Jeg synes ikke, det er godt overhovedet.”


Og han har svigtet igen og igen.

Det ved han godt.


En vej ud af tågen” af Kristian Leth venter på mig for enden af denne bog.


S. 90: ”Hvad betyder eftermæle?”
”Det betyder da noget. Jeg vil gerne huskes for noget.”


Både Jørgen Leth og jeg vil gerne have et ridderkors.
Mit ønske hænger sammen med, at jeg så kan sige nej tak, mens Jørgen Leth virkelig gerne vil have det.
Han higer efter ros.
(Det gør alle vel?)


Jeg er hele tiden bange for, at jeg kan degradere yderligere, men så længe det ikke er sket, er det godt nok, synes jeg.”


S. 130: ”Jørgen glæder sig over glæde og er ægte generøs i tanken.”


Anmelderne er lidt valne i deres bedømmelse af bogen.


Jeg var ualmindelig glad for bogen, men jeg vil ikke give mig af med at anbefale den til andre eller lade være.
Dertil er Jørgen Leth for speciel.

Jeg ved ikke, hvem der har fundet på bogens titel, men den er efter min mening tæt på at være genial.
Jeg ville ønske, det var min.

Jørgen Leth begriber ikke religion og tro, men alligevel vælger han salmer til sin begravelse.
Man foreslår ham at vælge ”Det er i dag et vejr et solskinsvejr”, men den køber han ikke.
”Nej, når man har ulejliget sig helt ind i kirken, så skal det stramme til.
Så har man plukket sine sidste hyacinter. Døden er en størrelse, man må håndtere med stramme seler.”


Jørgen Leth var til koncert med Leonard Cohen.
Det nåede jeg ikke.
Men jeg deler hans passion for Leonard Cohen.
Der er ikke mange tekster af Cohen, som jeg tilfulde forstår, men alligevel har han fulgt mig gennem hele mit voksenliv, og han har fyldt rigtig meget.
Har jeg det lidt på samme måde med Jørgen leth?


At sige verden ret farvel

i livets gry og livets kvæld

er lige tungt at nemme;

det lærtes aldrig her på jord

var, Jesus ej du i dit ord

hos os, som du er hjemme.”
Grundtvig












Happy Hour

Jeg har læst ”Happy Hour” af Anne-Sophie Lunding Sørensen..

2019. 252 sider

Bog nr. 73 jeg har læst i 2024.

Dette er tredje bind ud af tre i serien om Elvira, der er stærkt overvægtig og arbejdssky.
Nåh ja, egentlig arbejdssky er hun ikke, men hun vil ikke vide af kommunens aktiveringsprogrammer.
Hun vil selv.

Desværre er der en del, der ikke synes om det, hun sætter i gang.
Hun er i gang med at opgradere sin bordelvirksomhed til noget mere luksuspræget, og på den måde kan hun tjene flere penge.


Bind 1 i trilogien var rigtig morsomt, men efterhånden skinner det alvorlige mere og mere igennem, så der er knap så meget humor i ”Happy hour”.
Det gør ikke bogen dårligere, bare anderledes.
F. eks forlanger bydelens hårde drenge, at hun skal betale beskyttelsespenge, og det har hun ikke meget lyst til.
Elvira får hjælp til at udvide forretningen af Uno.
Han sidder inde, og han beder hende hjælpe med at holde lidt øje med hans datter Josephine.
Det gør hun gerne, for hun er i bund og grund et godt menneske.
I den forbindelse får hun også foretaget en omgang ”make over”.
Med overraskende godt resultat.


Hun har også konstant sin bror Sixten at tænke på, og også barndomsvennen Køster må hun forholde sig til.
Heldigvis har hun gode gamle Henry, som hun altid kan falde tilbage på.
Jeg savner lidt at få at vide, hvad der i første omgang fik ham til at besøge klinikken.
Og vi har slet ikke fortalt noget om ”Tarzan”, den store hund.


Jeg erfarer, at der er lavet en TV-serie om de 3 bøger. Den kan ses på Viaplay, som jeg ikke har adgang til.
Og jeg regner ikke med at smide penge efter dem.
Jeg er naturligvis lidt nysgerrig, men risikioen for at man har ødelagt de fine bøger er overhængende, så det er ikke jordens undergang


Alt i alt har det være en god oplevelse at møde Elvira.
Og jeg ved nu, hvordan det er gået hende.
Jeg har vældig lyst til at fortælle om historien om Elvira får en rigtig ”happy ending”, men det gør man ikke i en anmeldelse.
Du skal selv i gang.
Og det synes jeg helt klart du skal gøre.
Du har meget til gode.


”Litteratursiden” udtrykker det rigtig godt i deres fine anmeldelse:

”Med de tre romaner har forfatteren skabt en plads i litteraturen til en kvinde, der måske ikke opfører sig som alle andre, men som har den stærkeste retfærdighedssans i nyere dansk litteratur og som, især her i bind tre, lukker læseren ind i det allerinderste til de allermindste bange følelser. ”

Happy Family

Jeg har læst ”Happy Family” af Anne-Sophie Lunding Sørensen..

2018. 213 sider

Bog nr. 72 jeg har læst i 2024.

Dette er andet bind ud af tre i serien om Elvira, der er stærkt overvægtig og arbejdssky.
Nu er hun blevet den, der lejer ud til de prostituerede.
Det giver nye udfordringer.
Elvira er i bund og grund et godt menneske, og hun forsøger også at hjælpe en kinesisk dreng, Bao, der er kommet i kløerne på nogle bagmænd.
Hun er også nødt til at bekymre sig om sin bror Sixten, der lige nu er stoffri.
Hun er heldig, hun har Henry (Kluden), som synes at være uendelig god mod hende.
Henry passer sin lille forretning og tøffer ellers rundt og er god.

S. 166: ”Jeg har gullaschsuppe derhjemme. Og nybagt brød.”


Hun er ikke sikker på, hvor hun har den gamle barndomsven Køster, der både er politimand og kriminel.


Man kan stadig ikke lade være med at holde af Elvira, der er så tilpas med at være centrum i det lille forretningsimperium.
Men det er ikke en ufarlig branche, og hun trues konstant af folk, der ikke vil hende det godt.
Men hun er virkelig ukuelig.


S. 154: ”Denne her fine business er vel ikke ligefrem momsregistreret heller, vel? Din sagsbehandler ved sikkert heller ikke noget om den, vel?”


Bogen er virkelig velskrevet.
Den er også spændende.
Man fornemmer, at den barske verden gnaver sig ind på Elvira, der knap nok kan overskue konsekvenserne af det, hun har startet.


Læseren aner, at der ligger stor dramatik og venter i bind 3 i trilogien, og efter at have læst de to første bind er man simpelthen nødt til at vide besked med, om Elvira klarer sig.
Taber hun sig?
Beholder hun Henry?
Kommer hun overens med Køster?

Får hun sin pension?
Forbliver Sixten stoffri?


Der er masser af grunde til at kaste sig over ”Happy Family” og krydse alt hvad der kan ´krydses i håbet om, at den titel kommer til at holde stik.


S 187:
”Skal vi få lidt styr på det?”

Happy Ending

Jeg har læst ”Happy Ending” af Anne-Sophie Lunding-Sørensen.

2016. 211 sider

Bog nr. 71 jeg har læst i 2024.

Vi er på arbejde sammen med Elvira.
Hun er telefonpasser i et bordel og sørger for, at kunderne får de nødvendige informationer.
Hun hjælper også med alt det praktiske, der sker sådan et sted.


Bogen er skrevet i 1. person og er holdt i en nøgtern og neutral stil.
Elvira vil gerne have en varig pension, så hun kan tage sig af sin stofafhængige bror Sixten.
Hun arbejder målrettet på at ligne én, der har angst og hun har til lejligheden udviklet et ”akvarieblik”, som hun bruger, når hun bliver tilsagt.

Sixten skylder 200.000 væk og det går hende på.
Elvira er også stærkt overvægtig, og hun kæmper indædt for at holde vægten ved lige.
Hun vejer omkring 150 kilo og æder som en hest.


En af pigerne på klinikken hedder (kalder sig) Candy, og en dag er hun væk.

Sammen med en af kunderne, der kaldes Kluden, begynder Elvira at lede.

Her slutter referatet af handlingen, men slutningen viser sig at være noget anderledes, end jeg havde regnet med.

Det er triste skæbner vi møder, men alligevel er bogen momentvis ganske morsom.

Der er naturligvis en grund til, at Elviras skæbne har formet sig, som den har gjort, og den historie delagtiggøres vi i.


Det er egentlig ikke svært at få sympati for Elvira, og man lukker bogen i håb om, at hun får et godt liv.

Det ser ud til at, Anne-Sophie Lunding-Sørensen vil Elvira det godt, og således ender bogens titel med at blive tvetydig.

Jeg har udnyttet muligheden for at se, hvad der videre sker med Elvira, og ”Happy Hour” og ”Happy family” er allerede på vej til mig.


Og da Anne-Sophie´s bog ”Sanatoriet” allerede står og venter i min reol, man man godt sige at Anne-Sophie og Yours Truly er kommet i et fast forhold.

Du kan godt gå i gang med ”Happy ending”.
Det er ikke nogen omfangsrig roman, så skaden er ikke så stor, hvis du går sukkerkold, men jeg vurderer, at der er en god mulighed for, at du vil synes om Elvira.

Anne-Sophie Lunding-Sørensen:
”Passioneret forfatter og inspirerende foredragsholder. Mester i at væve ord til magi og engagere publikum med tankevækkende indsigter. ”

Dobbeltgængeren

Jeg har læst ”Dobbeltgængeren” af Tess Gerritsen.
Engelsk titel: ”Body double”

2005. 373 sider

Bog nr. 70 jeg har læst i 2024.

Hver gang jeg starter på en krimi-serie er det i håbet om, at jeg har en åbenbaring i vente.
Sådan som det skete for mig med ”Roman om en forbrydelse” eller med Mankells Kurt Wallander univers.

Det starter gerne lovende ud.

Her møder vi retsmediciner Maura Isles, der oplever at en kvinde der bliver skudt i nærheden ligner hende på en prik.
Det viser sig at være hendes enæggede tvivlling, og efterforskningen går i gang.
Det bliver en snørklet og lang efterforskning der udvikler sig uventet.
Vi møder de to tvillingers mor, der er erklæret skizofren og sidder inde for dobbeltmord.
Der er også sidehistorier i fortid og nutid, der kan virke noget forvirrende.
Stort set alle læsere jeg hører om er skræmte men godt underholdt.

Vi følger også Mattie Purvis, der er levende begravet.
Jeg ved ikke/husker ikke hvem hun er men hun dukker op på side 71.

Chick lit?
”Aldrig har nogen mand skænket mig så stor opmærksomhed før”, tænker Maura på side 167, hvor hun deler 2 hummere med sin kollega Rick Ballard, der også er fraskilt.


Nu er jeg i gang med at læse chick-lit” tænker jeg, mens de 2 drikker øl til deres hummere.

En lektørudtalelse forklarer mig at jeg er i gang med en veldrejet krimi med sympatiske kvindelige hovedpersoner, der personligt kommer i spil.
Jeg læser videre, mens jeg ærgrer mig over, at jeg er startet med # 4 i serien.
Der er ikke færre end 13 bøger i serien.
Jeg ved også at Sjöwahl og Wahlöö samt Mankells status som ”De bedste” ikke er i farezonen.

Jeg bliver orienteret om, at Maura er på nippet til at gå i seng med en mand hun knap nok kender.
Så ringer telefonen :-)


Det er skønt at være forfatter, så kan man altid bar lade telefonen ringe.


Det er også en hjælpsom forfatter.

Se bare nedenfor:

S 238: ” ...pludselig gik dens betydning op for hende – en betydning der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende”.

Den uvidende læser spekulerer som en rasende på, hvad det var der gik op for hende.
Direkte fra håndbogen med taske tricks for krimiforfattere.


Frygt ikke.
Vi får styr på kvinden, der er levende begravet og Tess Gerritsen kan sætte vand over til næste bind i serien.

Der er mange måder at læse på:


Nej, vel så,” nikker Knagsted. ”- men det har jo ikke noget at sige, når jeg bare får mange gode kommaer!”

Pigen på Billedet

Jeg har læst ”Pigen på billedet” af Heidi Amsinck.

2021. 365 sider

Bog nr. 69 jeg har læst i 2024.

Hvorfor læser jeg denne bog?
Jeg havde et ærinde på biblioteket.
Jeg havde haft fat i nogle ”tunge” bøger og var på udkig efter noget mere lystigt.

Forfatteren: Heidi Amsinck har siden 1992 boet og arbejdet i London og er i dag Global Head of Content for en større britisk bank. I 2023 modtog hun Det Danske Kriminalakademis Debutantpris.
Hun har skrevet flere Jensen-krimier.
Hun får et plus for at have fundet på den serie, og jeg får et minus for at starte med # 2 i serien.

3 ældre mennesker udsættes for overfald. Alle steder findes et billede af en ung pige.
Det er en sag for Kriminalkommissær Henrik Jungersen.
Og Jensen.
Hendes fornavn forbliver en hemmelighed.

Og så er der Jensens assistent Gustav, som kan ligne en nørdet ung mand.
Det er den ene af hans personaer, hvoraf den anden er ungdomskriminel.
Det er smart at lade en ”efterforsker” have en assistent.
Her kan den alvidende forfatter lade Jensen gennemgå sagen for assistenten og skrive spørgsmål på post-it sedler.
I virkeligheden har hun følt et behov for at orientere læserne.
Den teknik kendes fra Sherlock Holmes (Watson) og Poirot (Hastings), Jan-Bøgerne (Erling).
Godt gammelt taske-trick.


Heidi Amsinck er leveringsdygtig i tør humor:
S 58: ”Hvem er I sagde hun med høj skolelærerstemme?”


Som læser vil man gerne kende de personer man læser om, og her bliver vi velsignet med gode beskrivelser.
Henrik, Jensen og Gustav har deres at slås med.
Som alle har.
Vi møder også Jensens mor, der kalder sig Marion.
Hun er livskunstner eller måske rettere en fortabt hippi, som bestemt ikke fører sig frem som en typisk mor.
Man skal ikke langt hen i bogen, før man mærker, hvordan den bliver mere og mere interessant.
Nøjagtig som det skal være med en god krimi.
Men det holder ikke rigtigt.


Desværre ramte jeg muren til sidst.
Jeg mistede overblikket.
Jeg kunne ikke huske alle bogens personer, og hvordan de relaterede til hinanden.
Jeg føler mig ikke kaldet til at påstå, at det er bogens skyld.
Det kan sagtens være mig, der har været ukoncentreret.
Jeg måtte læse slutningen flere gange, og det hjalp da en del.

Men jeg følte ikke, at jeg havde fuldstændig styr på, hvad der var sket.
Eller følte interesse for at finde ud af det.


Der findes kun få anmeldelser af bogen.

I en lektørudtalelse kan man læse:
”En spændende krimi, der har, hvad en nordisk krimi bør have. Der er en del personer at holde styr på, men alle tråde samles”


Jyllandsposten er ikke begejstret:
”Men holder man af konstellationen dumdristig journalistkvinde og traumatiseret politiefterforsker - upolerede Jungersen er unægteligt lidt af en prøvelse uden nogen forsonende momenter - er der en i nogen grad forudsigelig læseoplevelse forude. ”


Jeg har givet Jensen fri nogle dage :-)


På cykel gennem 6 årtier

Jeg har læst ”På cykel gennem seks årtier” af Margrethe Auken.

2008. 229 sider

Bog nr. 68 jeg har læst i 2024.

I håndboldligaen har dommerne mulighed for at gå ud og gennemse spillet på video.
Inden de går ud, skal de oplyse, hvad deres første indskydelse er.
”Jeg tror, der er mål”.
Hvis ikke videoen afslører andet, er det den første indskydelse, de skal vælge.


Jeg bruger lidt samme teknik med denne bog.
Min første indskydelse er, at Margrethe Auken er et godt og ærligt menneske.
Hvis ikke bogen viser andet, vil jeg holde fast ved det.

Det vender vi tilbage til.

”Fisk kan ikke tale”, bogen om Cheminova inspirerede mig til at gribe fat i denne bog.
Det var Margrethe Auken, der var præst, da Rav-Aage blev begravet.
Det havde han selv ønsket.
Ordet ”cykel” i titlen appellerer bestemt også til mig.


Det er ikke en let bog at læse:
”Den nye teknologi knyttes til det lokale, maglekildecentrifugen er et teknologisk gennembrud for andelsmejerierne.”


Jeg spekulerer på, hvordan man bestemmer sig til, hvilke typer en bog skal sættes med.
Nu har jeg lige læst en bog af Thomas Korsgaard, der var skrevet med særdeles store typer.
Samtidig er han let at læse, så det går af sted med lynets hast.


Ikke hos Margrethe Auken.
Typerne er små, og jeg læser ikke så hurtigt, som jeg gerne ville.

Men prøv at læse sætningen herover med ordet maglekildecentrifugen.

Det ord standser simpelthen fremdriften, og sådan er bogen ofte.
Jeg må nødvendigvis sætte læsehastigheden ned.


Skriver man, som man ”gør”, eller er det et valg?
Jeg er i tvivl.


Bogen skrider frem i kronologisk orden, og denne anmelder kæmper noget med at bevare koncentrationen.


Margrethe Auken var f. eks modstander af Tidehvervsbevægelsen med de to enæggede fætre Jesper Langballe og Søren Krarup i spidsen.
”Tidehverv opstod som en protest mod 1920'ernes sværmeriske dyrkelse af den kyske, sunde ungdom og ”troens betydning for den, der vil frem i verden”.
Jeg må indrømme, at jeg har mere end svært ved at interessere mig for emnet, og jeg orker slet ikke at sætte mig ordentligt ind i, hvad det går ud på.


S 120: ”De bilfri søndage der blev indført for at spare benzin, blev overraskende populære og derfor stoppet”

S. 169: ”Da kom jeg i lære hos OOA, som hurtigt fandt vej til at gøre sig gældende for både folketing og regering.”

Så er det jeg stopper op et sekund.
Nu har jeg læst 169 sider af bogen, og umiddelbart ved jeg ikke/husker jeg ikke hvad OOA er.
Er der noget galt med bogen, eller er der noget galt med mig?


Det tog så ikke lang tid at finde ud af, at det var ”Organisation til oplysning om Atomkraft”, men det fortæller alligevel lidt om mine vanskeligheder med bogen.


S178. Her er vi kommet til Cheminova og Rav-Aage, så her er jeg lidt på hjemmebane.

S. 182: ”Vandt vi Cheminiovasagen? Tjah. Vi vandt meget. Giftdepotet ved Høfde 42 blev delvis fjernet, og Cheminova kom under vedvarende kritisk opmærksomhed. Men de store giftdepoter inde på selve Rønland er vist ikke blevet tømt endnu og meget andet er sikkert også galt endnu.”
Vist??


Rav-Aage.
”Da han døde i marts 2008, 85 år, gammel blev jeg ringet op i Bruxelles. Det var hans bestemte ønske, at jeg skulle begrave ham. Jeg blev meget stolt og fik møbleret rundt på min kalender, så jeg kunne komme til Vestjylland og begrave den gamle hædersmand fra Thyborøn Kirke”.


S. 195: ”Kirkens mund og mæle” udkom i 1992 og skabte voldsomt postyr.”

Jeg må bryde sammen og tilstå, at jeg aldrig har hørt om det.
Det er heller ikke noget, jeg føler trang til at sætte mig ind i.

Den danske folkekirke har måttet klare sig i mange år uden mig, og jeg synes, vi skal lade det blive ved det.
Sorry, Fru Auken.


S. 213: ”Fields umuliggør i øvrigt nu, at Ørestaden bliver en god by. Uden en masse mindre forretninger kan et levende bymiljø ikke blomstre. Byen kaldes da også Ødestaden”.


Ovenstående demonstrerer meget godt mit problem med mange af de ting, jeg læser i bogen.
Jeg ved ikke, om det er korrekt.
Jeg har ingen anelse om, hvordan dette udsagn fra 2008 stemmer overens med realiteterne i 2024.

Jeg synes aldrig, jeg har hørt om problemet før.
Og jeg ved heller ikke, om jeg burde vide besked?


Hun skriver også at en Letbane havde været langt bedre end Metroen.
Jeg ved det ikke.
Men jeg er en ret flittig bruger af Metroen, som jeg ikke har noget at udsætte på.
Derimod er jeg bekendt med, at der er masser af problemer med de eksisterende letbaner.


Min konklusion er stadig, at Fru Margrethe Auken er et godt og ærligt menneske.
Jeg har ingen grund til at tro andet.
Jeg føler mig utilstrækkelig efter at have læst hendes bog.
Jeg synes, den er tør og kedelig.
Men når man slår hovedet mod en mur og der lyder en hul lyd, så behøver det jo ikke at være muren, der er hul.

Jeg var rigtig glad for hendes samarbejde med Rav-Aage.

Jeg fandt aldrig ud af, hvad meningen var med udtrykket ”På cykel” i titlen.

Tove Ditlevsen var min Mormor

Jeg har læst ”Tove Ditlevsen var min Mormor” af Lise Munk Thygesen.

2023. 248 sider

Bog nr. 67 jeg har læst i 2024.

Vi læser bogen i min fine læsegruppe, hvor jeg kunne fornemme, at nogle af de andre havde fået nok af Tove Ditlevsen.

Sådan havde jeg det slet ikke.
Jeg syntes, det var spændende at høre fra barnebarnet.

Jeg troede, det var en biografi, jeg skulle læse, men det er det da slet ikke.

Jeg har lidt svært ved at sætte ord på, hvad det så er.

Bogen indeholder en gennemgang af alle de kvinder i familien, der kom før hende.

Min Mormor, min mor og jeg har det tilfælles, at vi er vokset op med en mor, der ikke kunne være mor for os ...”

Det er vel det Lise Munk Thygesen vil skrive sig ud af.

Jeg er nærmest vokset op med Tove Ditlevsen.
I mit hjem fik vi Familiejournalen, hvor hun havde sin brevkasse.

Det hedder vel egentlig ”Familiejournal.”
Den læste jeg altid, uden at jeg havde nogen anelse om, hvem skribenten var.
Svarene kunne være meget usædvanlige, og det var muligvis det, der interesserede mig.
Hun redigerede brevkassen fra 1956 – 76.
I 1956 var jeg 8 år gammel. Jeg husker ikke hvornår jeg begyndte at læse brevkassen.
Jeg mener ikke, jeg diskuterede indholdet med nogen. Jeg fandt den bare uhyre interessant.
Samtlige breve er udgivet i bogform, hvis man skulle få lyst til at læse dem.

Jeg har læst lidt fra det enorme værk, og jeg fyldes mere og mere med beundring for, hvor meget sjæl, der ligger i den brevkasse.
Jeg fornemmer, den har betydet en del for mig.


Bogens titel er usædvanlig.
Normalt ville man finde på en eller anden poetisk formulering, men den hedder bare ”Tove Ditlevsen var min Mormor”.

Det har været svært at være Lise. Hvis samtalen faldt på Tove, blev Lise reduceret til at være barnebarnet.
”...hvis hun (Tove) blev bragt op, forsvandt jeg.”
Da Lise fyldte 13, blev hun i skolen bedt om at læse op af Tove Ditlevsens ”Annelise - 13 år”.


S. 206. ”Jeg er vokset op med selvmord”.
Det er lidt svært at forstå for én, der ikke har haft selvmord i sit liv.
Hvor må det have fyldt meget.


Moderen Helle døde som 65 årig efter mange års misbrug.
Lise arvede nogle ringbind, som hun var 13 år om at åbne.


Efter at have læst denne bog indser jeg med lysende klarhed tydeligt, hvor stort et ansvar forældre har for deres børn.
Jeg er ikke skuffet over bogen.
Lise Munk Thygesens verden minder slet ikke om min, men det er måske også med til at gøre den interessant for mig.


Bøger er skadelige og gør dig sær, sagde hun (Alfrida) til Tove. ”


S. 155: ”Da jeg blev født var jeg voksen. Jeg blev talt til som en voksen, og jeg svarede voksent, så snart jeg fik et sprog, og det gjorde jeg tidligt.”


I skrivende stund (ultimo april 2024) læser jeg om en ung pige, der er forsvundet fra sit hjem.
Hun blev fundet bevidstløs i en skov, men dog i live.
”Hun bakser med lysten til at leve”, udtaler hendes far.

Tænk at bakse med lysten til at leve.
Det er næsten ikke til at fatte og næsten ikke til at bære, men det er man nødt til, for det hænder.

Lise Munk Thygesen har været i tvivl om, hvorvidt hun skulle publicere Tove Ditlevsens afskedsbrev til Helle, hendes mor.
Brevet er kommet med i bogen, og jeg vil bare nævne, at det er stærk læsning.



Et af de sidste kapitler i bogen hedder ”Min mors hænder.”
Her fortæller Lise om sin mors sidste dage, timer, minutter.


Kristeligt Dagblad:

Bogen er ikke noget hævntogt. Den er derimod Thygesens grundige, begavede og insisterende kærlige forsøg på at forstå ikke bare sin egen mor, men hele sin slægt, der altså også rummer en af dansk litteraturhistories store skikkelser.

Reykjavik

Jeg har læst ”Reykjavik” af Raganar Jonasson.

2023. 332 sider

Bog nr. 66 jeg har læst i 2024.

Allerførst ser læseren, at bogen er dedikeret til Agathe Christie.
Så har vi ligesom styr på genren.

Dernæst får vi en personliste.
Det er en fin ting og især i dette tilfælde, hvor de islandske navne volder visse vanskeligheder og kan se noget ens ud … for en Vendelbo.

Det er også værd at bemærke, at Ragnar Jonasson arbejdes sammen med Katrin Jakobsdottir (Tidligere Statsminister.)
Vi har et Cold Case mysterium.


Laura er forsvundet.
Hun var 15 år gammel i 1956, da det skete.
Hun arbejdede i huset hos Ottar og Olöf.

Den unge politimand Kristjan Kristjansson er på sagen, uden at det lykkes ham at løse mysteriet.
Det martrer ham gennem hele karrieren.


Vi er tilbage på sporet i 1966 og 1976.
Og i 1986 er vi igen på eftersøgning.
Den unge journalist Valur er også optaget af sagen.
Han opsøger alle, der kan hjælpe ham med informationer.
Pludselig en dag får han en opringning.


Synsvinklen i bogen skifter en del.
Også til personer i periferien.
S. 121: Valurs redaktørs kone siger om sin mand: ”Han havde været en del mere livlig, da de mødtes – og også haft mere hår, og hun forstod egentlig ikke helt, hvorfor de var blevet sammen.”


Jeg er lidt spændt på, om det senere i bogen åbenbares, hvad vi skal bruge den gode redaktørfrues udsagn til.


Jeg havde forventet, at vi ville pendle mellem 1956 og 1986, men vi bliver siddende i 86.

Valurs søster er tvunget til at overtage eftersøgningen.
Hun graver videre og spørger og får sig gnavet ind til sagens kerne.
Jeg havde også forventet, at vi ville høre mere til den unge politimand, der i 1986 ikke længere er så ung, men vi fornemmer at han er træt og opbrugt, så han siver væk.


Forfatteren (Forfatterne) har lidt en tendens til at inddrage personer i handlingen, som ingen betydning har for historien.
Og det er jo det, der sker i virkeligheden. Mennesker passerer forbi uafladeligt uden at efterlade sig synlige indtryk. Men når de dukker op i en krimi regner man med, at de er involverede.
Falske spor kan man vel kalde dem.


Mod slutningen sad jeg med en fornemmelse af at kæden var ved at springe af, men vi holder os på sporet.
Jonasson kæmper bravt for at lede mig på vildspor.
Og jeg havde ikke gættet whodunnit.

Jeg var helt og aldeles indfanget af bogen.
Mest i begyndelsen.

Det er en rigtig flot krimi, der gerne vil være ”lidt anderledes”.

Bogen er i øvrigt totalt blottet for grumme og makabre beskrivelser.

Og det går da meget godt uden.


Gads Forlag beretter:
”Hans bøger har solgt 1,5 millioner eksemplarer verden over og udkommer i 32 lande. Bøgerne hyldes af internationale kritikere, og The Sunday Times har udråbt ham til at være en af verdens bedste krimiforfattere i dag.”

Ragnar Jónasson er forfatter til den isnende uhyggelige og poetiske trilogi om Hulda Hermannsdottir fra Reykjavik Politi. Serien er fortalt i omvendt kronologi. I MØRKET, som er første bind, møder vi den ældre Hulda, der skal løse sin sidste sag. I de næste bind bevæger vi os baglæns gennem hendes liv og politikarriere.”


Jeg har med begejstring læst Hulda-trilogien og ”Reykkjavik” slipper også væk med min varme anbefaling.


Jeg må tilstå, at jeg aldrig fandt ud af, hvorfor Redaktørfruen udtalte sig.
Det kan muligvis skyldes redaktørens hårfarve?
Jeg elsker at være kryptisk, når jeg ved, at du er nødt til at læse bogen for at finde ud af det der med hårfarven.

Mikkelsens undergang

Jeg har læst ”Mikkelsens undergang” af Bjarne Wagner-Augustenborg.

2003. 88 sider

Bog nr. 65 jeg har læst i 2024.

- Forskrækket udbryder Kyllerylle "Det fille, det falle i min hovedskalle".
Det giver stor opstandelse blandt dyrene, der tror, at skoven vil falde og flygter i panik.


Det er hverken første eller sidste gang, at nogen tror, at jorden vil gå under.

Men der er bare ikke sket endnu.


Bjarne Wagner-Augustenborg har gravet en historie frem om Profeten Mikkelsen, der påstod, at jorden ville gå under den 1. marts 1943.
Men hvis man tilsluttede sig hans menighed kunne man komme med på hans ark, der ville afgå fra et sted mellem Limfjordsbroerne i Aalborg på vej mod Tusindårsriget.


Der er faktisk mennesker, der skiller sig af med deres ejendele for at komme med på arken.
Aviserne og bladene fik fat i historien, men den gode Mikkelsen var menneskesky og svær at få fat i.
Og det kan man da egentlig godt forstå.
Jo mere folk grinede, jo sværere blev han at få i tale.

Han blev særlig populær i Ringsted, og flere fra denne by drog mod Aalborg.


Normalt skal man ikke afsløre for meget om en bogs handling i en anmeldelse, men jeg afslører alligevel her og nu at jorden ikke gik under den 1. marts 1943.

Så gjorde den gode Mikkelsen det, man altid gør i den situation.

Man reviderer planen en anelse og kommer frem med en ny dato.
Det kan man gøre nogen gange, inden man må finde på en anden forklaring.


Det er ikke nogen omfangsrig bog, men jeg synes, det er en ualmindelig interessant historie.
Man tror, det er løgn, men det er den skinbarlige sandhed, og verden vil åbenbart bedrages.
Der er måske en anelse for lidt kød på historien, men den gode forfatter kæmper for at sikre sig stof.
Det er lige på grænsen til, at der ikke kan blive en bog ud af det.
Jeg kommer fra Aalborg-området og har nok en særlig interesse i historien af den grund.


- En New Age-fortolkning af denne overgang er, at denne dato markerer starten på en tidsalder hvor jorden og dens beboere kan undergå en positiv fysisk eller spirituel transformation, og at 2012 kan markere begyndelsen på den nye æra.


1914, 1925, 1954, 1975 er alle år, der ifølge Jehovas Vidner skulle blive dommedag. Trods de falske forudseelser er der på verdensplan stadig omkring seks mio. medlemmer, der venter på det store Harmagedon. I en ny bog tager et tidligere medlem et endeligt opgør med bevægelsen.


Den 89-årige tv-prædikant og særling Harold Camping var ret overbevist om, at jorden ville gå under 21. maj 2011. Så sikker, at han brugte millioner af dollar på at prædike budskabet over for alle, der gad at høre på ham. Og det var der tilsyneladende flere der ville. Således solgte flere kristne familier alle deres ejendele og rejste rundt i verden for at prædike budskabet.

Sidste nyt: Jeg er blevet hvisket i øret, at du ikke skal indgå for mange aftaler i den kommende weekend. :-)

The Eastern world, it is explodin'
Violence flarin', bullets loadin'
You're old enough to kill but not for votin'
You don't believe in war, but what's that gun you're totin'?
And even the Jordan river has bodies floatin'

But you tell me
Over and over and over again, my friend
How you don't believe
We're on the eve of destruction

Barry McGuire 1965


Her er plads til en røverhistorie