Jeg har læst ”Jeg vil prøve det hele” af Peter Borberg og Henrik Busborg.

2019. 363 sider.
Bog nr. 111 jeg har læst i 2024.

Efter at have læst Birgitte Rygs lille og meget personlige erindringsbog om Jørgen Ryg var jeg blevet fristet til at kaste mig over denne stort anlagte biografi om ham.

Det første indtryk er, at de to forfattere har været særdeles grundige.
Og den opfattelse ændrede sig ikke.
Jeg har lyst til at vide mest muligt om Jørgen Ryg. Jeg vil have oplysninger, der hjælper mig til at forstå, hvordan han levede, og hvordan han gik og havde det.

Jeg blev ikke skuffet over bogen, som jeg finder ualmindelig vellykket.

Den går kronologisk frem, og sprogligt er der ingen alarmklokker, der ringer.
Den er rigtig nem at læse.

Man mærker ikke meget til forfatterne undervejs, og det er bestemt godt.
Enkelte gange står de frem som alvidende forfattere.
S 343: ”Det er en af de største, som er død, sagde Jørgen stille, mens han kiggede tomt ud i luften. Uvidende om, at der kort forude ventede endnu en tragedie”.

Det er unødvendigt at komme med den oplysning.
Som bogen skrider frem vil vi jo under alle omstændigheder komme til denne varslede tragedie.
Hvor ved de i øvrigt fra, at han stirrede tomt ud i luften?

Det gik op for mig, at jeg vidste forbavsende meget om Jørgen Ryg.
Det skulle bare lige kaldes frem.
Jeg har altid sat stor pris på ham og hans stille kunst.
Jeg kunne nemt blive irriteret på Dirch Passer, når han ”overspillede” eller bare fyldte for meget.
Kai Løvring syntes jeg slet ikke om.
Jørgen Ryg var den lille mand, som de fleste kan identificere sig med og føle stor sympati for.

Romkager, Min kone vil skilles osv.
Det hele kom flyvende tilbage til mig, og jeg tog glad imod det hele.
Det var dejlige gensyn og genhør.

Jørgen Ryg var en særdeles dygtig jazzmusiker, men lige netop det, er ikke en passion, vi deler.
Charlie Parker og Miles Davis er ualmindelig langt fra at være med på mine playlister.
Jørgen Ryg var så anerkendt og dygtig, at han kunne være blevet ved musikken, men han var altid på vej et andet sted hen i sit liv.

Det kunne være interessant at tælle op, hvor mange gange ordet ”alkohol” nævnes.
Det er ikke få.
Men det var heller aldrig nogen hemmelighed, at Jørgen Ryg var alkoholiker, så det kan man ikke bare springe over.
Og Jørgen Ryg sprang heller ikke noget over.

Jeg vidste jo godt, hvordan det endte med Jørgen Ryg, men jeg blev alligevel helt bevæget, da vi kom til det forløb.
Efter at have læst bogen færdig tog jeg et gensyn med nogle klip fra ”Syg og munter” (1974), hvor Arntsen hvæsede ”Satan og Helvede”.
”Rosetta” kom lige forbi, og jeg sendte Jørgen Ryg ned efter romkager.
Henrik Iversen inviterede i 1977 Jørgen Ryg og vi andre i Lørdagshjørnet.
Youtube er din ven, og jeg var der lige igen.
Ved Jørgen Rygs bisættelse spillede man Bachs ”Jesus bleibet meine Freude”, så den sluttede jeg også af med.

”Jeg vil prøve det hele” er en smuk og respektfuld bog, som jeg varmt kan anbefale.

Lidt fakta:
Jørgen Ryg gik i klasse med Jørgen Reenberg, og de var bedste venner.
Jørgen Ryg var en dygtig tegner.

I 1951 så han Poul Müller på Betty Nansen Teateret.
Han blev elev hos Poul Müller.
Han fik ansættelse ved Dansk Skolescene.
Han møder Preben Kaas første gang ved en Jam-session i Ringkøbing.
Han bor en overgang sammen med Otto Brandenburg.

Jeg har læst ”Enkernes land” af Jeanette Varberg.

2021. 521 sider.
Bog nr. 110 jeg har læst i 2024.

”En ældre indremissionsk kvindes effektive selvmord, mordet på en kvindelig konservativ amerikansk højesteretsdommer og liget af en ægyptisk religiøs tænker kædes sammen ved, at de døde alle havde små oldgamle amuletter på sig.

Både FBI og PET er på sagen, men det ender med at være den til provinsen forflyttede politimand Peter Iversen, betjent Vivi Hansen og arkæologen Nanna Rasmussen, der efterforsker mordene, og som finder frem til den Indiana-Jones-Da-Vinci-agtige løsning på den religiøst-feministisk-historiske gåde.”

Bogen var ”lektier” i min læsegruppe, og derfor skulle jeg have den læst, uanset hvad der ellers kan siges om værket.
Det kunne tidligt slås fast, at ikke alle ville have læse bogen inden fristens udløb.
Det lykkedes mig at komme igennem bogen, og det er det bedste, jeg kan sige om den læseoplevelse.

Jeg blev på intet tidspunkt indfanget af begivenhederne, som virker konstruerede på mig.
Bogen lægger sig tæt op ad Dan Browns ”Da Vinci mysteriet”, som jeg heller aldrig fik det godt med.

Litteratursidens anmelder ender med at erklære sig godt underholdt, og det er jo fint nok, men jeg forstår bare ikke, hvor det ”går galt” for mig.
Jeg var bestemt ikke godt underholdt.

Kriteligt Dagblads anmelder :
”Enkernes Land” er storslået tænkt, men ikke storslået udført.
Grundlæggende mangler der en forståelse for nødvendigheden af et vist tempo i en spændingsroman, og fortællingen drukner derfor i en trættende overflod af overflødige baggrundsdetaljer om dette og hint.
I passager er Varberg velskrivende, men bogen flyder også over af fortærskede klicheer som at ”ryste som et espeløv” eller være ”som en hjort fanget i en lyskegle.”

Jeg ender med at være godt og grundigt irriteret, fordi jeg aldrig fandt frem til det gode ved bogen.
Jeg kunne selvfølgelig læse den igen?
Ved nærmere eftertanke, kunne jeg også lade være.

Jeg har læst ”Tour de Nepal. En cykeltur på 6179 km” af Heidi og Marianne Nielsen.

2016. 197 sider.
Bog nr. 109 jeg har læst i 2024.

En god ven anbefalede denne bog, og det er jeg glad for, da det er en rigtig fin bog.
Den handler om en lang cykeltur, men pigerne er også til sidst ude på en lang trekkingtur. Jeg har selv kørt lidt ude omkring og er ret fortrolig med den verden, der er på hjul, mens klatredelen mest fylder mig med skræk og en stor del beundring.

Pigerne er inspireret af svenskeren Göran Kropp, der i 1996 cyklede fra Sverige til Mount Everest, som han besteg – uden ilt.
Det var i 1996, at det gik helt galt på Mount Everest.
Hvis man søger på ”1996 Mount Everest disaster”, kan man læse mere om de uhyggelige hændelser.

Göran Kropp havde tilnavnet ”The crazy Swede”, og hans liv endte tragisk i 2002, hvor han mistede livet efter et styrt på en bjergside i Staten Washington.

Når folk læser om en lille cykeltur fra Danmark til Nepal, så lyder det for de fleste rigtig spændende og en anelse romantisk.

Men der hører mange ting med til at være langturscyklist, og det får Marianne og Heidi rigtig godt med i bogen.
Man har hovedpine og ondt i maven. Man har ondt her og der, og man længes måske endda lidt hjem.
Cyklen punkterer, og bremserne bryder ned.
Man får måske endda lidt ondt af sig selv og prøver at huske, hvorfor man egentlig har kastet sig ud i dette mareridt.
Der er ingen ende på, hvad der kan gå galt,
Cykelpigerne er åbne og ærlige omkring den side af deres tur, og det er rigtig godt, for det sker altså.
Pigerne var med god grund skræmte af flokke af vilde hunde i Rumænien.
Jeg mener, at Göran Kropp oplevede noget lignende, og sådanne flokke er direkte livsfarlige.

S. 44: ”Men pyha, ikke en rar oplevelse.
Vi var faktisk så rystede, at vi begge begynder at græde”.

Rigtig mange turcyklister kører alene, og bliver ofte spurgt, hvorfor man ikke kører sammen med nogen.

Det kan da også lyde som en god ide, men det kan også være den sikre vej til undergang.
Masser af gode venner er taget på tur sammen og har opdaget sider ved hinanden, man ikke anede eksisterede.

Det gælder lange cykelture, men kan bestemt også ske på helt almindelige ferierejser.
En let irritation kan sagtens udvikle sig til en hadefuld stemning, som kan være svær at få lagt død.
I 1999 kørte jeg Nordkapp-Gibraltar med et hold hjælpere tilknyttet.
Bl. a. én som jeg ikke tøvede med at kalde en rigtig god ven.
Vi har ikke talt sammen i de 25 år, der nu er gået, og det kommer vi aldrig til.

I pressede situationer har Heidi og Marianne garanteret også været derude, hvor man skal tænke, før man taler.
De er et par, men det betyder ikke, at alt altid er fryd og gammen.
Man bliver således ikke træt på samme tid og kan ikke nødvendigvis klare det samme som makkeren.

Den ”stærke” bliver måske irriteret over, at man ikke kan holde den nødvendige fart, og den ”svage” bliver måske irriteret over, at man ikke kan få lov til at køre i sit eget tempo.

Alle disse ting skal man huske på, når man sidder afslappet i sin lænestol og læser om pigernes prøvelser.

Bogen er skrevet med ret store bogstaver med en font, man ikke ofte ser, men den er let at læse.
Bogen er rigt illustreret men desværre kun med sort/hvide billeder.
Der findes henvisning til Youtube og andre steder, hvor der kan findes billeder i farver.

Hvis dette var min bog, ville jeg have været rigtig glad og tilfreds med resultatet.
Og hvis ”Tour de Nepal” havde været min tur, ville jeg ikke bare have været glad og tilfreds.
Jeg ville også have været stolt.

Respekt for ”Cykelmyggene.”

Jeg har læst ”Historien om A.J. Fikrys liv” af Gabrielle Zevin.

2015. 277 sider.
Bog nr. 108 jeg har læst i 2024.

Jeg tror godt jeg tør hævde, at dette er en noget usædvanlig bog.

Vi er ombord på færgen fra Hyannis til Alice Island på Østkysten i USA.
Vi er sammen med den handelsrejsende i bøger Amelia Loman, der er på vej til boghandelen ”Island Books”.
Hun møder også boghandleren A.J. Fikry, der er ganske besværlig og ubehagelig overfor den sagesløse sælger.
Amelia tager hjem, men vi bliver på øen sammen med A.J. Fikry.

En dag opdager han, at en lille pige på et par år er blevet efterladt i hans boghandel.
Det viser sig, at barnets moder efterfølgende har taget sit eget liv.

Han kontakter myndighederne for at få barnet anbragt bedst muligt, men det passer dem bedst, hvis hun lige bliver hos ham et par dage.
Hun kommer aldrig videre ….

Definitionen på Chicklit:
”Chick lit, litterær genre i form af underholdende prosafiktion rettet mod yngre, storbyboende kvinder i 20'erne, der har travlt med karrierer, gerne i den lidt smartere del af erhvervslivet såsom reklame-, forlags- eller modebranchen, og som samtidig jagter partner i håbet om at få det liv, som selv samme del af erhvervslivet fortæller dem, at de bør have. Chick lit har opnået betydelig popularitet siden begyndelsen af 1990'erne. ”

Jeg synes, det er en indviklet definition.
Jeg kan ikke finde ud af, om denne bog er chicklit, og hvis den er det, er det så et minus?

Jeg har erfaret, at der et et begreb kaldet ”genre shaming”.
Man skal vogte sig for at smide en hel genre ud med badevandet.
Chicklit eller ej.

Vi har jo også drengenes afdeling.
”Lad lit was a term used principally from the 1990s to the early 2010s to describe male-authored popular novels about young men and their emotional and personal lives. ”

Jeg kunne godt lide skrivestilen, og jeg kunne godt lide al den snak om bøger.
Jeg kunne i det hele taget godt lide bogen, som nogle hævder er kliche på kliche.
Den lille pige optræder af og til som et redskab for forfatteren, der ikke fremstiller hendes meninger og ageren alderssvarende.

Det er langt fra en perfekt bog, men jeg lader mig formilde af den ”magt”, man tillægger bøger.
Jeg definerer mig selv som ”bogelsker”, og denne bog er bestemt for bogelskere.

S. 275: ”Jeg elsker Island Books af hele mit hjerte. Jeg tror ikke på Gud. Jeg er ikke religiøs. Men Island Books er det tætteste jeg kan komme på en kirke her i livet.”

Jeg har læst ”Vinterland” af Kim Faber og Janni Pedersen.

2019. 461 sider.
Bog nr. 107 jeg har læst i 2024.

Det hører til sjældenhederne, at man er på rette vej lige fra starten af en ny bog.
Men sådan havde jeg det med ”Vinterland.”
Personerne og handlingen i det hele taget var medgørlige, og jeg følte, at jeg var helt med.
Janni Pedersen har jeg gode erfaringer med fra TV2, mens Kim Faber er ny for mig.
Det er lidt sjovt at tænke på, hvordan man bærer sig ad med at skrive og komponere, når der er to forfattere.
Senere har jeg læst mig til, at Kim er skriverkarlen, mens Janni bidrager med kriminalstof.
Det er også Janni, der skriver om Signe.
Vi starter bogen med et voldsomt drab i et afsidesliggende hus.

Snart flyttes handlingen til et julemarked, hvor en voldsom bombe springer.
Vores helt er Martin Juncker, der dog er forflyttet til en lille lokalstation pga et ”fejltrin”.
Han kommer til at arbejde med mordet, da alle andre er optaget af bombesprængningen.

Junckers tidligere makker Signe Kristiansen er på bombesagen, hvor man dog hurtigt kører fast.

Men så får de et tip.

Sproget er ret enkelt og meget præcist.
Jeg synes godt, jeg kan se personerne for mig.

Langt hen ad vejen er krimien klassisk.
Vi har den gode betjent, der har dummet sig.
Juncker har også sin demente far at tage sig af.

”Men der er et eller andet ved drabet på Bent Larsen, som gør ham urolig, uden at han kan sætte en finger på, hvad det er.”
Heldigvis er læserne med ham, og vi føler os overbevist om, at han nok skal finde ud af det.

Vi regner med, at du klarer den her sag Juncker, så du kan komme tilbage på den plads, hvor du hører hjemme.

Også Signe Kristiansen har sit at kæmpe med.
Vi ved, at tingene kom ud af kontrol en aften, hvor hun havde drukket for meget.
Vi ved også, hvem der gjorde det grimme ved hende, og hende holder vi også med.

Som læser sidder man mod slutningen af bogen og føler sig som en del af en større plan.
For bogen slutter ikke, når den slutter.
I skrivende stund er der skrevet 5 bind om Juncker og Signe.
Og selvfølgelig vil de 2 forfattere gerne have os med hele vejen.
”Vinterland” slutter lidt cliff hanger-agtigt, og det irriterer mig en del.

Vi er allerede i gang med næste bind, men det vil jeg gerne selv bestemme om jeg føler mig kaldet til.

Der findes flere sidehistorier, og Signe får ikke klaret sit personlige problem i denne bog.

Juncker har mange bekymringer pga sin demente far.
Den sidehistorie er faktisk rigtig interessant og vedkommende.
Vi erfarer, at faderens yndlingsmusik er Beethovens Kejserkoncert.
Den findes naturligvis på Ytube.

Beretningen om den demente far tog en overraskende vending lige til allersidst.

Jeg var godt tilfreds med bogen, som jeg godt tør anbefale.
Og det kan da også godt være, at jeg lige læser bind 2 med.

Jeg har læst ”Jørgen Ryg” af Birgitte Ryg.

1992. 126 sider.
Bog nr. 106 jeg har læst i 2024.

”Rød alarm”.
”Der er 50 % på bøger og tegneserier i en genbrugs i Tarm.”
Ovennævnte besked tikkede ind i min inboks, og snart var jeg i gang med boghylderne.
Der er altid et eller andet spændende, og det var der også denne gang.
Jeg fandt frem til denne fine lille erindringsbog i sort-hvid, som var yderst interessant for mig.
Jeg sætter stor pris på Jørgen Ryg og hans kunst, og jeg vil rigtig gerne vide mere eller få gammel viden genopfrisket.
Birgitte Ryg var Jørgens kone, og jeg kender ikke meget til hende.
Det er Jørgen Ryg, der er spændende for mig.
Han lignede slet ikke én, der var morsom, men det var han.
Han var faktisk langt bedre end Dirch Passer, der nok havde et større navn.

Jeg har altid elsket hans monologer, og hans fremstilling af invalidepensionisten Arntsen i TV-spillet ”Syg og munter” fra 1974 tenderer det geniale.
Stykket byggede på Sven Holms roman ”Syg og munter” fra 1972.
”Satan og Helvede”, brølede Arntsen.
Jørgen Ryg var sin egen værste fjende, og hans alkoholmisbrug prægede hans liv.
Der findes en stor biografi om Jørgen Ryg; ”Jeg vil prøve det hele”, og den har jeg i ordre.
Må jeg anbefale, at du bruger et par timer på Ytube for at opleve(genopleve) Jørgen Ryg.
Det vil du ikke fortryde.
Dirch Passer opnåede aldrig at blive anerkendt i ”seriøse/ alvorlige” roller, men det oplevede Jørgen Ryg faktisk.
Birgitte Ryg var gift med Jørgen Ryg i 10 år, indtil han døde i 1981.
Det er hendes bog, så er der jo ikke noget at sige til, at hun skriver lidt om sig selv og sit liv, men min interesse handler om Jørgens liv og kunst.
Bogen er egentlig ikke særlig velskrevet, og jeg glæder mig til at komme i gang med den ”rigtige” biografi, der allerede nu ligger og venter på mig.

”Folk uden lune, burde have invalidepension”.
Jørgen Ryg..-

Jeg har læst ”Og så var hun væk” af Lisa Jewell.

2019. 331 sider.
Bog nr. 105 jeg har læst i 2024.

Der er gået 10 år, siden den dengang 15 årige Ellie forsvandt.
På mange måder gik livet i stå for hendes mor Laurel.
Hun har et rimeligt forhold til sin fraskilte mand Jake, mens hun har det mere problematisk med datteren Hannah
Nu møder hun den karismatiske og charmerende Floyd og indleder et forhold til ham.
Floyd har en 9årig datter, der chokerer Laurel, fordi hun på en prik ligner den forsvundne Ellie.

Scenen er sat, og det er her, vi kommer ind.
Hvem er Floyd egentlig, og hvad skete der med Ellie?

Goodreads.com giver 4,05 på deres 1 – 5 skala, og det er også deromkring, jeg ender med at være for denne rigtig spændende og interessante thriller.

På den platform går de en del op i at finde ud af, om de havde gættet, hvordan sagen hang sammen, og hvor hurtigt de fandt frem til det.

”I was always several chapters ahead of the characters and it sapped a lot of tension out of the story. ”

Jeg vil ikke påstå, at jeg havde regnet det hele ud, men jeg havde en anelse.
Men slet ikke noget der minder om den læseoplevelse, ovennævnt læser havde.

En anden goodreads-læser kalder bogen kedelig, uden liv og langsomt fremadskridende.

Men jeg var altså rigtig godt underholdt, og ville have været ked af, at lægge bogen fra mig uden at vide, hvad der skete med Ellie.

I bogen hævder en af personerne, at hun kan ”læse” andre folks aura, og hun fortæller, at den person hun tænker på har en mørk aura.
Jeg har engang mødt en dame, der var helt sikker på, at hun øjeblikkelig vidste om de mennesker, hun mødte første gang var gode eller dårlige mennesker.
”Hvad så med mig”, spurgte jeg, og hun svarede mig.
Hun var ret overbevisende, men jeg er stadig skeptisk.
Men i denne bog får den evne betydning for tingenes udvikling.
Jeg tør godt anbefale bogen, og jeg overvejer endda at læse mere af Lisa Jewell, men der er så mange bøger, der gerne vil læses, så den gode Lisa kommer på en venteliste.
Vi har jo mange ting vi skal nå og at læse bøger er kun en enkelt lille ting.

“Jeg voksede op blandt bøger og fandt usynlige venner på sider, der var ved at smuldre og blive til støv, og hvis duft stadig hænger ved mine hænder.” –Vindens skygge af Carlos Ruiz Zafón

Jeg har læst ”Tættere end man tror” af Brad Parks.

2018. 412 sider.
Bog nr. 104 jeg har læst i 2024.

Det var noget af et arbejde at blive slået i gang med at læse igen efter en del uger på landevejen. Men lidt efter lidt fik jeg snuden i sporet igen, og var egentlig også rimelig tilfreds med den krimi, jeg havde fået med hjem.
I begyndelsen.
Vi er i USA, hvor Melanie Barrack skal hente sin søn Alex fra dagpleje.
Det viser sig, at sønnen uden hendes vidende er blevet fjernet af de sociale myndigheder.

Det kommer frem, at der er blevet fundet kokain i hendes hjem, og man påstår også, at hun er mistænkt for at ville sælge sit eget barn.
Sønnen er resultatet af en voldtægt, Melanie er blevet udsat for, men uanset hvad, elsker hun sin søn meget højt.
Voldtægtsmanden har mange forbrydelser på sin samvittighed, og det er karakteristisk for ham, at han altid hvisker, når han kommunikerer med sine ofre.
Det bringer Amy Kaye på banen.
Hun er assisterende offentlig anklager og har sit at kæmpe med.
Sådan skal det helst være i en morderne krimi.
Tingene udvikler sig, mens sagen efterforskes, og vi møder en række personer fra Melanies verden.
Det er bl. a hendes sorte mand Ben, hendes bror Terry og dennes kone Wendy, der begge er clean efter massivt misbrug.
Mod slutningen af bogen dukker hendes mislykkede forældre minsandten også op.
De er nu blevet kristne og klar til at rette op på tidligere katastrofer.
De får ikke rigtig nogen betydning for tingenes udvikling, så jeg undrer mig lidt over, at de p0ludselig optræder på rollelisten.

De anklager, der fremsættes mod Melanie, virker helt urealistiske, men tilsyneladende tror myndighederne på alt, hvad der kommer frem uanset hvem, der siger det.
Og der begynder denne anmelder allerede at blive lidt småirriteret.
Det hele kommer fra en hemmelig informant, som man blindt tror på, endskønt vi senere erfarer, at det er en yderst tvivlsom person med masser af lig i lasten.
Der mangler en del i at personerne virker helstøbte og realistiske.
Der er simpelthen for mange ting, man har svært ved at tro på.
Som bogen skred frem fremstod bogen svagere og svagere, og det blev sværere og sværere at tage den alvorligt.

Og på bundlinien har vi en middelmådig krimi.
Det kan da godt være, at Brad parks har modtaget adskillige priser og at han er oversat til 15 sprog, men jeg synes nu alligevel, du skal finde noget andet, du kan læse.
Der er skrevet så mange bøger, at du ikke kan nå at læse dem alle sammen.
Du behøver ikke at læse ”Tættere end du tror”.

Goodreads.com´s læsere er godt tilfredse.
Den får 4.08/5 stjerner.
En af læserne hedder Brad Parks, og han er rigtig godt tilfreds. :-)

Jeg har læst ”Små påsatte brande”.

Celeste Ng

2017. 351 sider

Bog nr. 103 jeg har læst i 2024.

Vi er i et overklassekvarter i Cleveland, USA.

Vi starter vist med en flash back prolog, hvor et hus er brændt.

Det kan nok ikke undre nogen, at vi bogen igennem arbejder os frem mod en forklaring på, hvorfor huset brænder.

Så går vi lidt tilbage i tiden, hvor vi nærmest har en præsentationsrunde.

Vi møder Mia Warren og hendes teenagedatter Pearl.
Mia er fotokunstner og enlig mor.
Hun lejer sig ind hos fam. Richardson, der har 4 børn.
Langsomt udvikles relationerne mellem de to familier.

Bogen har hurtigt skiftende synsvinkler.
Det sker endda, at der skiftes synsvinkel midt i en samtale mellem 2 personer.
Noget usædvanligt.
Der er en del personer at holde styr på.
Mange unge mennesker på ”rollelisten”.
Jeg havde lidt problemer med at huske, hvem der var dreng, og hvem der var pige. (Moody, Izzy).

Den alvidende forfatter.

Dette interessante fænomen støder man ofte på her.
S. 247: ”Alt dette kendte Mrs Richardson jo selvfølgelig ikke til.”

Det er i bund og grund en overflødig bemærkning, for læseren er da udmærket klar over, hvad Mrs Richardson i dette tilfælde kender til.
Forfatteren vil gerne være sikker på, at vi følger med i historien, som vel og mærke er hendes.
Og dette ejerskab markerer hun ved at vise, at hun ved, hvor vi har været, hvor vi er, og hvor vi er på vej hen.
”Don´t tell us, show us”, ville have været endnu bedre.

Men Celeste Ng er med os hele vejen. Hun gør det mange gange.
Jeg tror simpelthen, hun synes, det er en spændende historie, og det har hun skam ret i.

Efterhånden får de forskellige personer mere og mere liv for læseren.
Starten krævede ganske stor koncentration, men bogen fik sværere og sværere ved at forlade mine små hænder.
Den blev simpelthen bedre og bedre.
Personerne er vedkommende og interessante, og vi bliver præsenteret for en del dilemmaer.
Bogen har rigtig mange spørgsmål men ikke rigtig nogen svar.
Læseren tvinges til at tænke over, hvordan han har det med abort, rugemødre, adoptivbørn, etniske minoriteter og børneopdragelse i al almindelighed.

Og hvornår ender man i en situation, hvor man er parat til at brænde alting ned til grunden?

Vi er vidner til flere voldsomme begivenheder, men der er ingen grufulde detaljer.

I slutningen optræder en konvolut med nogle fotografier, og afslutningen bliver ganske rørende, ja nærmest smuk og poetisk.

Det kan hænde, at man efter at have læst en bog siger, ”OK, det var det” og aldrig mere skænker den en tanke.
Jeg synes nok, at Celeste Ng har sat nogle tankerækker i gang hos mig, og det er da en stor ting.
Begivenhederne i slutningen af historien får store konsekvenser for dem alle.

Men Celeste Ng tager os i hånden og viser os, at der er håb.
Og det er altid en vidunderlig ting, at der er håb.
Håbet er det sidste, man slipper.

Jeg fik bogen anbefalet, og tak for det Rikke.
Og tro mod principperne i ”pay it forward” er jeg glad for at kunne sende anbefalingen videre.

Og så er jeg lidt spændt på, hvordan du klarer at udtale forfatterens efternavn. :-)

Her second novel, Little Fires Everywhere (2017) was a #1 New York Times bestseller, a #1 Indie Next bestseller, and Amazon's Best Fiction Book of 2017. It was named a best book of the year by over 25 publications, the winner of the Ohioana Award and the Goodreads Readers Choice Award 2017 in Fiction, and has spent over a year on the New York Times bestseller list. Little Fires Everywhere has been published abroad in more than 30 languages and has been adapted as a limited series on Hulu, starring Reese Witherspoon and Kerry Washington.

Jeg har læst ”Gramhavet”.
”Familiehemmeligheder 1”

Erling Jepsen

2016. 235 sider

Bog nr. 102 jeg har læst i 2024.

Erling Jepsen.
Han deler vandene.
Der er en del, der ikke kan holde ham ud, og så er der nogen, der sætter stor pris på ham.
Jeg er begejstret for Erling Jepsen.
Det tog mig lidt tid at vænne mig til hans stil og hans specielle univers.
Men så var jeg også indfanget, og jeg nyder hans bøger i så høj grad, at jeg sidder med en fornemmelse af, at han ikke kan sætte en fod forkert.
Og hvad er det så, han kan?
Det er skam ikke så let at forklare.
Han er først og fremmest ualmindelig morsom.
Og han kan skrive vanvittigt morsomt om alvorlige emner.
Man griner i skægget, men samtidig forstår man også hans budskab.

En ung pige havde en praktiserende læge med klumpfod.
Den generede ham aldrig, og han var i overstadigt humør.
Han lavede sjov med alt.
”Man kan ikke lave sjov med død og sygdom”, mente pigen.
Men det kunne han sagtens.
En mand havde en lidelse og spurgte, hvad der skete, hvis der ikke blev gjort noget ved hans sygdom.
”Så dør du sgu da”, sagde lægen grinende.

Sådan kunne Erling Jepsen også have skrevet.
Vi hører en del om psykisk sygdom.
Og ukendt for de fleste kan den inddeles i 4 faser.

Først fik man ”karuselli” og derefter blev man nerfig.
Så fik man psykiske nerver og til sidst blev man psykisk,
Det var helt rart af få den diagnose på plads.

Bogen er fyldt med groteske og sketchagtige begivenheder.
Vi tager et par af dem.

En familie flytter til Gram, men de kommer ikke og handler i faderens ismejeri.
I et anfald af næstekærlighed pakker Erlings familie en julekurv til dem, som det viser sig, at Erling skal give dem.
Men de fortæller ham så, at de er selvforsynende og har meldt sig ud af samfundet.
Da kurven kommer hjem igen, sætter faderen varerne tilbage på hylden og siger: ”Det er som om vi har fået en julegave nu.

En af Erlings klassekammerater hedder Dinesen.
Hans far er svineavler, og det er ingen i tvivl om, når de er sammen med Dinesen.
Hans madpakke er rugbrød med stærk ost på, som han bare har med i lommen.
Normalt deltager han ikke i undervisningen, men en dag falder snakken på svin og svinepriser.
Dinesen bliver spurgt og hævder, at det kan man ikke sådan sige, for det kommen an på art, størrelse osv
Dinesen træder i karakter og holder et længere foredrag for alle inkl. læreren om forskellen på forskellige grise.
Alle er lamslåede.
Vil det sige, at der er en fejl i opgaven, spørger de andre elever.
Ja, i dag har vi lært meget af Dinesen siger læreren.
Dette var Dinesens stund på jorden.

Selv om det er morsomt og velskrevet, er man godt klar over, at lille Erling havde sit at kæmpe med.
Mod slutningen af bogen kan vi godt mærke, at han får det sværere og sværere.
Faderen har det med at true med selvmord. Han tager sit gevær og kører ud i skoven.
Når han så efter nogle timer kommer hjem, skal børnene stå og tage imod ham.
Ellers kan han finde på at køre igen.
Til sidst har Erling fået nok af det.
Når faderen begynder på sit stunt finder Erling geværet.
Han lader det, og giver det til ham.

Bogen hedder Familiehemmeligheder 1, og det kan nok ikke overraske at der findes en nr 2.
Den bliver der lagt op til på typisk Erling Jepsen stil.
Totalt abrupt slutter bogen, som havde han hugget manuskriptet i 2 med en sabel.

Jeg har lige skrevet om Thomas Korsgaards bøger, at jeg er lidt træt af hans klynkende og negative stil.

Begivenhederne hos Erling Jepsen er mindst lige så voldsomme, men han ”pakker det ind”.

Jeg kunne godt forsigtigt konkludere, at Erling Jepsens stil minder lidt om Hans Sherfig
Forfærdelige ting serveres morsomt og elegant.

Tom Kristensen skrev engang om Sherfig.
”Tænk at have Sherfig til gode”.

Jeg slynger lige denne her ud:
”Tænk at have Erling Jepsen til gode,

Jeg lukker bogen og sidder tilbage med tanken om, at jeg godt kunne starte forfra lige med det samme.

Det overrasker mig ikke at forsidebilleder hedder ”Smoking boy with chicken”.
Det er fra 1920.
Jeg ved ikke, hvorfor han har valgt billedet, men jeg synes, det er et ualmindelig godt valg, for i følge mig kan Erling Jepsen ikke sætte en fod forkert.

Hvis du ikke har læst Jepsen tidligere, synes jeg bestemt, du skal gøre det nu.
Der er en pæn chance for, at du ikke kan holde ham ud, men jeg tror ikke du får ”karuselli”, hvis du prøver.

”This modern print shows an image of a little boy sitting on a stool smoking a cigarette, while next to him a chicken almost as big as he is stands. The cock bird appears to be a Poulet de Bresse, and is wearing a leg band. The little boy's name is Henri Groulx, and the image is a reproduction of a vintage photograph by the Parisian Studio, Paris, France, circa 1920. ”

.

Jeg har læst ”Den danske underverden”.
Forbrydere, rockere og gangstere 1944 – 2024

Jeppe Facius og Anders-Peter Mathiasen.

2024. 307 sider

Bog nr. 101 jeg har læst i 2024.

Her har vi en særdeles interessant og spændende kronologisk gennemgang af kriminelle personer i Danmark siden 1944.
Nogle af historierne kender jeg rigtig godt, mens det for andres vedkommende kræver lidt hjernearbejde at føle sig opdateret.

Bogen er velskrevet og forfatterne bevæger sig stille og roligt fremad i tiden.

I følge Wikipedia fik Anders-Peter Mathiasen Cavlingprisen 2004 sammen med Jeppe Facius, Miki Mistrati og Thomas Stokholm for “deres grundige, væsentlige og vedholdende indslag i TV2 og artikler i Ekstra Bladet om den såkaldte Dan Lynge-sag”.

Der er rigtig mange mennesker, vi kommer omkring i denne bog, og det undrer mig rigtig meget, at bogen ikke indeholder et eneste billede.
Det er virkelig en stor mangel, og den eneste grund jeg kan komme på til at det er sådan, er at det er forbudt at bringe disse billeder.
Men hvorfor skulle det være det?
Det begriber jeg ikke. Nettet er jo fyldt med billeder af de personer, der omtales.
Jeg synes, at det ”piller pynten” af bogen.
Ikke engang forsiden har man fundet anledning til at forsyne med et billede.

En enkelt forbryder, William Brorson født i 1922, som var en trist skæbne, har en interessant historie.
Han sad inde i 33 år for 2 mord, som man ikke er sikker på, at han begik.
Han kom i kontakt med Johannes Møllehave, som havde et sommerhus på Langeland, hvor han kunne bo.

Jeg har læst ”Den danske underverden”.

Hvad var det Rod Stewart sagde i 1971:
”Every picture tells a story”

Jeg har læst ”Manden i huset” af Susanne Staun.

2021. 159 sider

Bog nr. 99 jeg har læst i 2024

Jeg er oprigtigt ked af, at jeg har læst denne bog af Susanne Staun.
Den var decideret ubehagelig.

Susanne Staun er veluddannet indenfor sprog, litteratur og journalistik.
Inden hun skrev ”Manden i huset” har hun udgivet omkring 16 andre bøger, bl. a krimiserien om adfærdspsykologen Fanny Fiske.
Jeg husker ikke at have læst noget af hende tidligere.
”Manden i huset” betegnes som en thriller, så det er den jo nok.

Det er en lille og ret uanseelig bog.

Lise skal hente sin 14-årige datter Ditte fra en fest, men hun får at vide, at hun allerede er gået hjem.
Men det er hun ikke.
Hun er forsvundet.

Det er jo en optakt man kender fra utallige krimier, men denne udvikler sig noget anderledes end de fleste andre.
Lise starter eftersøgningen af datteren, men hun får slet ingen hjælp af politiet, der fremstilles som helt og aldeles umulige.
Dittes far er ødelagt krigsveteran, så ham får hun heller ingen støtte fra.
Det viser sig, at Lise selv har forfærdelig historie at bære rundt på, så det er alt i alt den rene elendighed.
Lidt efter lidt finder Lise ud af, hvordan tingene hænger sammen, og det er ikke rart at læse om.

Hvis det havde været i Nyhederne, ville den flinke vært have sagt: ”Vi skal advare om meget voldsomme billeder”.
Men sådan en advarsel bliver ikke givet her.

Men så kan jeg da komme med en advarsel.
Jeg har læst vældig mange krimier og thrillere, men det er ikke ofte, jeg har læst noget, der matcher denne bogs grusomheder.

Jeg erfarer, at Fru Staun bl. a har skrevet romanerne ”Kønslig omgang”, ”Mit smukke lig” og ”Sådan lyder en salonriffel”, så hun er da vist noget af en hyggespreder.
Jeg føler mig ikke kaldet til at kaste mig over hendes andre bøger lige med det første.
Weekendavisens anmeldelse er ude med noget, der minder om en advarsel, da de kommer lidt ind på slutningen af bogen.
”Jeg siger det bare, så godtroende læsere ved, hvad der til syvende og sidst venter dem af optimeret ondskab.”
God fornøjelse.

Jeg har læst ”Marens vilje” af Pernille Juhl.

2018. 410 sider

Bog nr. 98 jeg har læst i 2024

Et opslag på Internettet afslører, at Maren Sørensen er en virkelig person, og bogen er tilsyneladende tro mod de historiske fakta.

Bogen er mere en roman end en biografi, for selv om Pernille Juhl synes at lægge sig tæt op ad virkeligheden, er der ting, hun ikke kan have kendskab til.

Maren Sørensen blev født i Vestjylland i 1882.
Hun udviklede sig til at blive en af landets store kvindeskikkelser.
Her må jeg bryde sammen og tilstå, at jeg aldrig havde hørt om hende, før en god ven gjorde mig opmærksom på hendes eksistens.
Hun var forud for sin tid, og hun fungerede både som hjemmesygeplejerske, sygeplejerske, frihedskæmper og frimenigheds præst.

Wikipedia beretter, at hun i en alder af 12 år besluttede sig for at tjene Gud, og jeg har sjældent læst en bog, hvor Gud modtager så megen tak.
Bønner og lovprisninger gennemsyrer alt, hvad der sker.

S. 176: ”.... Drivkraften var Gud. Sammen med ham havde hun et par år tidligere udfærdiget en pagt på Helsehjemmet.”

S. 186: ” ….. Så angst at hendes hjerte med mellemrum buldrede ukontrollabelt, med tanke på, hvad der kunne være sket med det lille selskab, hun havde sendt af sted nogle timer tidligere. Hun var faldet på knæ adskillige gange og havde bedt sine mest indtrængende bønner. Først omkring midnat viste det sig, at hun var blevet hørt.”

Det er fint at have baglandet dækket ind af de højere magter, men selv om Maren takker og takker i én uendelighed kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan det ville have set ud, hvis Gud skulle lave det hele uden Marens hjælp.

Men sådan er der så meget.

”Enhver bliver salig i sin tro”, forklarede Friedrich den Store af Preussen, der levede fra 1712 til 1786, og det lyder såmænd ganske fornuftigt.
Man er vist generelt enige om, at der kun findes èn Gud, men der synes det også at have fået en ende med enigheden.

Maren Sørensen var aldrig i tvivl i sin tro på sin Gud, og det kan man naturligvis kun have respekt for.

Maren var også digter.

Da Anna Jepsen i 1944 mistede sin 18-årige søn til krigen, skrev hun:
”Mesteren har brug for ham.
Jeg hørte en mor i sin store nød

over krigens jammer og dyre død

I sorgen over sin yngste søn

Faa svar fra Gud efter Hjærtebøn …...”

Maren er ikke i nærheden af at tænke ”Min Gud, hvorfor har du forladt mig?”

Jeg kæmper en hård dom for at forstå det.

Andre digtere i samme situation rinder mig i hu.
Knuth Becker i 1923.
”Slumre sødt i Belgiens Jord
og i sumpene ved Marne.
Andre Mænd ved eders Bord
Luner sig ved eders Arne,

mens vi mindes jer i dag

I de faldne millioner,
Se vi hejser Eders flag

og vi kysser eders koner.”

Marens vilje er velskrevet og rigtig spændende læsning.
Vi følger Maren Sørensen fra vugge til grav og møder et menneske, der i sjælden grad har omsorg for andre.

Maren Sørensen var meget stor og grov, og var tilsyneladende meget lidt attraktiv blandt mænd.

Det bliver ikke nævnt, men det er meget tænkeligt, at hun følte sig seksuelt tiltrukket af kvinder.

Selv om Maren ikke var i tvivl om, at hun greb tingene an på den bedst mulige måde, havde enkelte andre en anden opfattelse.
Hun kunne godt finde på at gribe til korporlig afstraffelse af de børn, hun tog sig af.
Men det lå jo i tiden.
Vi hører også et sted, at hun straffer nogle børn ved at forlange, at de skal sone deres brøde ved at bede til Gud.
Men selvom andre stillede spørgsmål om hendes principper, var hun aldrig i tvivl om, at hun var på rette vej.

Lykkedes ikke for Maren:
Kærlighedslivet
Hun havde hjælpere, som forlod hende, og det tog hårdt på hende.
Der var en pige i familiepleje, som var ustyrlig.
Hun hed Ruth, og Maren mente igen, at hendes (og Guds) veje var de rigtige.

Det endte med, at Ruth stak af gennem et vindue, og det kom Maren aldrig helt over.

s. 329: ”Og det er så Ruth sagde damen, da hun præsenterede den lille rødhårede pige......

….Goddag Ruth sagde Maren og tog den 4åriges slappe hånd.”

Da Ruth som stor pige stikker af, siger Maren:
S. 390: ”Det var en meget hård straf, du gav mig, sagde Maren ud i den tomme stue og tørrede en vildfaren tåre væk med hånden.”

Og hvem er det Maren taler til her?

”Jeg har haft et dejligt liv”, siger Maren, selv da det går op for hende, at hun ikke er uundværlig og hun egentlig opfatter sig selv som lidt overflødig.

S. 140: ”Hun smilede ved sig selv.
Tak Gud fordi du skaber disse små øjeblikke. Tak fordi du hele tiden vejleder mig.”

Jeg har arbejdet i Sydslesvig fra 1975 – 78, og det gjorde nok den historiske behandling af problemerne der særlig interessante for mig.
Jeg er også fyldt med beundring for mennesker, der giver sig selv 100 % for det, de tror på.
Der er rigtig mange steder, hvor Maren og jeg oplever verden forskelligt, men derfor kan jeg godt føle stor respekt for hende.

Og jeg er virkelig ked af, at hun aldrig oplevede den store kærlighed.

Jeg kan varmt anbefale dig at tage en tur til Grænselandet i selskab med Maren Sørensen.

Her ville Maren Sørensen have sagt: ”Gud velsigne dig”.

Jeg har læst ”Gotha – Bogen om Gotha Andersen” af Torben Brandstrup.

2018. 176 sider

Bog nr. 97 jeg har læst i 2024

Det hænder ofte, at jeg spørger min venner, hvad de læser.
Dels synes jeg, det er interessant at vide, og dels kan jeg måske få lidt inspiration.

”Jeg læser en biografi om Gotha Andersen”, lød det for kort tid siden fra en god ven.
”Spændende”, mente jeg.
Nej, det var det i hvert fald ikke. Det var en kedelig bog, som han ikke kunne sige ret meget godt om. Slet ikke nogen god bog.

Jeg har altid haft stor fidus til Gotha Andersen, så jeg skyndte mig naturligvis at bestille bogen.

Og min oplevelse af bogen er meget forskellig fra den, min ven havde.

Det er ganske rigtigt ikke verdens bedste biografi, men jeg var velvilligt indstillet, og så på den med milde øjne.

Den er lidt flagrende, og jeg ville godt have været ”tættere” på Gotha.
Men det er en kærlig og mild bog, og det betyder rigtig meget.

Jeg voksede op med Gotha Andersen, og når han var i fjernsynet var jeg den, der kiggede på.
Med stor begejstring.
Den begejstring er ikke blevet mindre.
Gotha Andersen var en lille mand med et kålrabiagtigt hoved og en stor skinnende næse, men selv om han ikke var nogen Clark Gable lookalike, så var der så mange gode ting, man kunne sige om denne populære og venlige mand.

Sproget i bogen er ikke sprudlende, men selv om korrekturlæseren har sjusket et par steder kommer budskabet frem.
S. 156. Hanne Gotha Andersen: ”Min far købte min brudekjole til mig, og ca ti år senere- to år efter sin død – blev min søster også gift i den”
Denne formulering ville jeg næppe have valgt.

Bogen har en grundig gennemgang af de fleste ting, Gotha har deltaget i.
Han hedder i øvrigt også Oscar.
Og Johannes.
For mig var det ypperste ”Svend, knud og Valdemar” og ”Flid, fedt og snyd”, og det er bogen ret enig i.

Meget usædvanligt optrådte Gotha Andersen på Roskildefestivalen som opvarmning til Creedence Clearwater Revival.
Han læste op af sine vittigheder!
Han var iført jakkesæt og presset slips.
Og han havde pæn succes.
Det, min ven, var meget, meget modigt.

Gotha Andersen var også lærer.
Det var han også god til.
Og han tog næsten alle gårdvagterne.

Jeg var også lærer.
Det var jeg ikke ret god til.
Jeg hadede som pesten at være gårdvagt.

Bogen er rigt illustreret og gennemsyret af forfatterens glæde ved at skrive om netop denne kunstner.
Jeg blev også glad ved at læse den.

Gotha Andersen blev desværre kun 63 år.
Midt i forberedelserne til en stor opgave blev han ramt af en hjerneblødning.
Brændte han sit lys i begge ender?
Det gjorde han helt sikkert.

Slut med gårdvagterne og slut med at underholde sit store publikum.
Hvis der var noget dårligt at sige om Oscar Johannes Gotha Andersen er det undgået min opmærksomhed.

”Og hvad kan vi så lære af det”?
Kendere af Gotha Andersen vil vide, at han altid spurgte om det efter at have læst en vittighed op.

Det finder du ud af, når du har læst bogen, og har du set ”Flid, fedt og snyd”, så synes jeg, du skal kaste dig over ”Gotha – bogen om Gotha Andersen”.
Nu har du min anbefaling.

Jeg har læst ”Jeg husker dagen som lys” af Olav Hergel.

2023. 289 sider

Bog nr. 96 jeg har læst i 2024

Det er gået op for mig, at titlen på en bog har stor betydning for mig.
Det må være sådan, at jeg begynder at læse på side 1 med de forventninger, titlen har givet mig.
Og titlen på denne bog er usigelig smuk.
Det er bogen også.

Den blev mig anbefalet.
Jeg husker ikke, hvem der gjorde det, men af hjertet tak.
Det har været en stor oplevelse.

Bogen er skrevet af Olav Hergel, og hovedpersonen hedder Olav Hergel, og så har man nok en formodning om, at vi har gang i en selvbiografi.

Vi møder Olav, da han er 7 år gammel.
Hans mor hedder Benedicte, og hun er psykisk syg.
Olav har en lillesøster, der hedder Ane, og der er også en far.

S. 76. ”Når vores far så har været der et par dage, kører han igen. Festen er forbi og alt bliver normalt.”
Han kommer af og til og er der nogle dage.

Benedicte er ikke nogen hvemsomhelst.
Hun har været i kredsen om Karen Blixen, og hun var håbløst forelsket i digteren Thorkild Bjørnvig.
Han er ikke forelsket mere, hvis han nogensinde har været det.
Det holdt vist op, da hun blev syg.

Benedicte er slet ikke noget dårligt menneske, men når hun rammes af det, vi i dag ved hedder OCD, mister hun totalt grebet.
Hun får tvangstanker, og hun føler, at hun bør straffe sig selv.
Og det værste hun kan forestille sig, er hun ikke snakker til sine børn, som hun elsker.
Hun holder derfor simpelthen op med at tale og begynder at skrive sedler.

Vi oplever det meste fra Olavs synsvinkel, men også fra moderens en gang imellem.

Olav skifter skole.

Herlufsholm: ”Selv om skolen har sine syge sider, så er den ikke fyldt med dumme svin. De fleste af lærerne er kloge dygtige og retfærdige.

….. selv om jeg savner min mor, giver Herlufsholm mig noget med til resten af mit liv.”

Olav skifter skole igen.

”Gunnar Jørgensens skole på Gersonsvej i Hellerup er en privatskole og bliver kaldt ”Rige folks dumme børns sidste chance.”

Gunnar Jørgensen er forfatter til Flemming bøgerne.....

”....Her går de børn, som andre skoler ikke kan rumme.”......

...”Det er en mild og grænseløs skole med varme og milde lærere, der aldrig har gået på seminariet, og ligesom børnene ikke passer til andre skoler, gør lærerne det heller ikke.”

Det lyder da helt fantastisk.

Mange prøvelser venter på Olav, der også har OCD.
Men han kan hjælpes.

I 2014 udgav Niels Barfod en bog om Olavs mor. Den har titlen ”Benedicte”.
Den skal jeg have fat i, men ikke lige nu.
Jeg skal også have set ”Pagten”, hvor Benedicte også optræder.
”Filmstriben” er din ven.
Olav Hergels bog kan være en barsk omgang, men jeg kan varmt anbefale den.

Jeg kunne godt finde på af og til at give mig selv en stille stund, når en dag er omme og tænke lidt over livet

De allerfleste dage vil jeg heldigvis kunne sige ”Jeg husker dagen som lys.”

Jeg har læst ”Natten åbner sig som en port” af Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

2023. 271 sider

Bog nr. 95 jeg har læst i 2024.

Hvis vi nu leger, at jeg aldrig har hørt om Bibelen, ville jeg nok have ment, at ALMJ´s gendigtning af det nye testamente var en rigtig fin Fantasy-bog.
Jeg ville måske endda have tænkt, at den var lige en anelse for urealistisk.

Men jeg kender Bibelen rigtig godt, og den kommer jo ikke i kategorien Fantasy.

”Natten åbner sig som en port” er Det Nye Testamente gendigtet som roman af Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

Bibelselskabets forlag har bedt Anne Lise Marstrand-Jørgensen skrive en roman over det nye testamente. Det er blevet til "Natten åbner sig som en port”.
Jeg er usikker på, hvad formålet med romanen er.

Den har været lektier i min læsegruppe, og jeg laver altid mine lektier.

Jeg har det lidt som den vantro Thomas (Bibelsk figur), der skal have fingrene i naglegabene for at tro, hvad han ser.
Og når jeg eksempelvis hører om Jomfrufødselen kan jeg vælge mellem anfægtelse og fornægtelse.
Det bliver så fornægtelsen, jeg lander på.
Jomfrufødsel findes blandt padder, men ikke hos mennesker.
Men folk må tro, hvad de vil.

”Teaterinstruktør, Katrine Wiedemann, har sagt, at når man sætter Shakespeare i scene, så er der altid allerede et geni til stede, nemlig Shakespeare selv, i skikkelse af teksten. Sådan er det også med de bibelske tekster, her er Guds Ånd til stede. ”

Anne Lise Marstrand-Jørgensen kender vi fra en anden sammenhæng. Hun var med, da man opfandt Venligboerne tilbage i 2013.

Men de venlige mennesker blev voldsomt uenige, så nu mener jeg, hun har forladt bevægelsen.

Anmelderne er begejstrede for bogen som sjældent set, og jeg synes, den har en rigtig smuk titel.

Jeg har læst ”Det blinde øje” af Mathilde Walter Clark.

2023. 281 sider

Bog nr. 94 jeg har læst i 2024

Hvis man nu sætter sig ned og tænker over, om det er en god ide at opdrætte mink i små bure for senere at flå pelsen af dem, kan man sagtens ende med at konkludere, at det er vanvittigt.

Jeg er vokset op tæt på Gjøl, der var det sted i Danmark, hvor der var flest mink.
Det har jeg da altid vidst, men vi tænkte aldrig over, at det skulle være et problem.
Mathilde Walter Clarks bog har fuldstændig revideret mit syn på minkavl.
Der var, er og vil altid være skammeligt.

Kristeligt Dagblad:
”Det begynder en efterårsaften i 2020. Mathilde Walter Clark sidder ligesom så mange andre og ser tv-indslag på tv-indslag fra danske pelsdyrfarme, hvor tusinder af dejagtige kroppe med en rutineret bevægelse vippes ned i en rullende gasovn.”

Dette TV-indslag får MWC til for alvor at undersøge, hvad baggrunden for mink-sagen er.
Hun har lavet en imponerende grundig og særdeles overbevisende research, og med bidende sarkasme, der er en Hans Sherfig værdig, fremstiller hun sagen for os.

Det er ikke rar læsning. Det er faktisk rigtig ubehageligt, men som det bliver fremstillet her, er der ingen tvivl om, at det også er nødvendig læsning.
Hvordan kunne vi være så blinde, tænker man, når hun beskriver, hvordan minkavlernes erstatninger er beregnet.
Det viser sig, at det havde noget at gøre med den politiske situation i Kina i 2013, og det havde vi ikke lige tænkt på.

Samtlige anmeldere har læst en fremragende redegørelse.
Og eftersom det hverken er en roman eller et essay er redegørelse måske et godt navn til bogen.

Hvordan gik det egentlig til, at vi tilsyneladende alle glemte, hvordan Morten Spiegelhauer i Operation X i 2009 udstillede peldyrbranchen.
Det spørger MWC også om.

Politiken.

”Det her er den foreløbig grundigste og mest velskrevne bog, jeg har læst om den måde, vi mennesker har udgrænset dyr fra enhver etisk eftertanke.”

S. 37: ”Her havde vi altså efterkommeren af Born-To-Be-The-Sun, dér med tungen klæbet mod en brun mos på taget. Hvor ynkeligt.”

S. 51, Camilla sagde at minkavlerne fuldt og fast troede på, at pelsen, netop på grund af den skønhed, som indbragte dem store summer på auktionerne i sig selv var et bevis på, at dyret hav de haft det ”godt”.

Hvis alle de mink der sad i burene skulle have territorium nok, skulle vi have et vandløb, der var 65.000.000 km langt.

Minken har faktisk svømmehud mellem tæerne, og det var der nok ikke megen brug for i overfyldte små bure af trådnet.

Jeg har læst ”I cirklens centrum” af Arne Dahl. (Jan Arnald).

2023. 376 sider

Bog nr. 93 jeg har læst i 2024

Hvis man har en bog, som anmelderne er vilde med, og man selv synes, det er noget forfærdeligt bras, så har man da lidt at tænke over.
Jyllandsposten fører sig f. eks frem her med 6 ud af 6 stjerner, og det er en usædvanlig høj vurdering.
Heldigvis så er jeg enig med anmelderne.
Det er en usædvanlig spændende og god krimi

Det starter med en bil, der springer i luften på motorvejen.
På en serverstation springer en bombe.
Politikommissær Eva Nyman får et kryptisk brev om bomberne, og det er tydeligt, at gerningsmanden har en klimapolitisk dagsorden.
Hun sammensætter en gruppe, der skal finde bombemanden, og gruppen får navnet Nova.

Det viser sig, at bombemanden sandsynligvis er Eva tidligere chef Lukas Frisell, der har levet som survivalist i skovene.
Den sammensatte gruppe minder mig om den gruppe Jussi Adler-Olsen sætter sammen i sine bøger, men jeg kan bedre lide denne gruppe af vidt forskellige efterforskere.
De har alle deres at kæmpe med, og det følger vi med i samtidig med at de arbejder.
De får fat på Frisell, men har lidt svært ved at tyde hans motiver.

Og så modtager Eva et nyt brev, med trusler om nye attentater.
Scenen er sat!

Det kræver lidt at komme i gang med bogen, men så går det også derud af, som var man på en motorvej.
Og så blev det svært at lægge bogen væk.
Gruppens medlemmer arbejder naturligvis sammen, men det hænder også de fordeler opgaverne mellem sig, så vi er lidt omkring på egnen omkring Stockholm.
Det er spændende typer.
Jeg har lige læst et par krimier, som anmelderne mente mest henvendte sig til kvindelige læsere.
Det er der ingen, der vil foreslå her.
Her en ingen hundeluftning, madlavning og føleri.

Det er interessant at høre om survivalisme og prepping.
Det er tydeligt, at der er lavet grundig research på fænomenet.

En ”prepper” er en person, der forbereder sig på den værst tænkelige situation, hvor samfundets normale måde at virke på, er sat ud af spillet. Det vil sige en situation, hvor man ikke længere bare kan gå ned i supermarkedet og købe mad og andre fornødenheder som f. eks toiletpapir og sæbe.

Kapitler.
Jeg er interesseret i den måde forfatterne bruger kapitler på.
I denne bog er der ikke færre end 108 kapitler.
Jeg kan godt lide, at der er kapitler.
Det gør bogen nemmere at læse.
Her har de bare numre, men de kan også hedde ”1. kapitel” osv.
De kan have navne eller være beskrivelser.

I Sir Walter Scotts drengebøger er der en hel lille historie ved start på nyt kapitel.
2. kapitel, hvor vi hører om...”

I Jacob Paludans ”Jørgen Stein” er der et kapitel/afsnit, der hedder ”Torden i syd”.
I denne bog er kapitlerne ”hjælpsomme”, men generelt synes jeg forfattere bruger kapitel-inddelingen for dårligt.

Dette er første bind i en serie om Nova-gruppen.
Mod slutningen af bogen får gruppen at vide, at de har klaret sig så godt, at de får lov til at fortsætte.
Arne Dahl er velkommen til at fortsætte sit skriveri.
I øvrigt så hedder forfatteren slet ikke Arne Dahl.
Han hedder Jan Arnald.
Fred være med det.

Jeg synes, du skal give Arne Dahl et skud.
Jeg vil i hvert fald holde øje med Nova-gruppen.

Arne Dahl er også klar.
Bogen slutter med en gevaldig cliff hanger, så fremtiden er i den grad sikret.

Jeg har læst ”De stille skridt” af Emilia Hansen.

2020. 305 sider

Bog nr. 92 jeg har læst i 2024

Videre går det med # 2 i serien om Lulu Westh.

Vi fortsætter, hvor # 1 sluttede.
Lulu Har nu sit eget firma sammen med sin tidligere kollega Poul.
Hendes politimand Mads er der stadig.
De har nu etableret sig i et fast forhold.

Lulu besøger sin gamle nabo Gunnar på et plejehjem.
Gunnar mener, at nogen myrder de gamle på plejehjemmet.
Først bliver der stjålet noget fra dem, og derefter bliver de slået ihjel.

Lulu begynder at grave i sagen, og finder ud af, at et eller andet er helt galt på plejehjemmet.
Og så dør en af de gamle.
Præcis som Gunnar sagde.

På kærlighedsfronten vider det sig, at Mads`tidligere kæreste er blevet betjent, og nu arbejder på hans afdeling.
Og dermed har Emilia sat vand over til et kærlighedsdrama.

Hunden fylder rigtig meget i historien. Men det er da også en sød hund. Og de fleste synes godt om hunde.

Jeg har det næsten:

S. 132. ”Der var også noget andet, der hele tiden forstyrrede mine tanker. Aishas samtale med Vibeke. Der var noget galt med den samtale.”

Der findes ikke mange anmeldelser af bogen. Der er kun en lektørudtalelse, der næsten er en kopi af udtalelsen til #1.
Også denne bog er mest egnet til kvindelige læsere, hævdes der.
Jeg begynder at tro på det.

Denne anmelder: ”Der var et eller andet ved udtalelsen om kvindelige krimilæsere, der irriterede ham.
Hvis han bare kunne komme i tanker om, hvad det var.”

”Til sidst stod jeg i udkanten af blodpølen og kiggede ned på hende. Det røde mørke blod var strømmet fra hendes krop ud i en stor cirkel, der omkransede hendes hoved”.

Man kan sagtens forstå, hvad der får forfatteren af lektørudtalelsen til at skrive: ”Spændende krimi til de krimilæsere, der godt kan lide en god krimi uden blodige detaljer” , ikke sandt.

Der er rigtig mange gange, de begynder at lave mad i en krimi.
Det kan jeg næsten ikke klare.
Jeg ved, at forfatteren ikke er sulten; hun er i gang med at skabe en romantisk stemning, og jeg krummer konsekvent tæer.
*S. 171: ” På køkkenbordet kunne jeg se en flaske rødvin og 2 glas, og jeg gik over og skænkede vin op til os. En lykkefølelse spredte sig langsomt i min krop, mens jeg sippede til vinen, indåndede madduften, og kiggede på Mads der havde travlt med at røre i gryden, mens han hylede med på sangen.”
Arggggg
Hvad var det nu med de der kvindelige læsere?

S. 240. ”Der var endnu en gang et eller andet i mit baghoved, der kæmpede for at komme frem.”
Ja det stemmer.
Endnu en gang.

Plottet er rigtig godt i bogen. Jeg synes, det holder hele vejen.
Jeg skulle langt hen i bogen, før jeg fik mistanke til den skyldige.
Mads` kæreste har de så nogenlunde styr på.
Lulu er dog lidt usikker på sin Mads, så mon ikke Emilia sidder og pusler med # 3 og posen med intriger.

Jeg sidder som læser og funderer over om ikke Emilia er løbet tør for nytænkning.
Jeg synes, at klicheerne hober sig op.
Jeg giver Emilia fri et stykke tid.
Der er jo andre køer på marken end præstens den røde.

Emilia Hansen har skrevet en udmærket krimi, men jeg er nødt til at stå på tæer for at få den placeret på den øverste hylde.

Jeg har læst ”Hemmeligheden” af Emilia Hansen.

2018. 275 sider

Bog nr. 91 jeg har læst i 2024

Jeg sætter lige et kryds ved Emilia Hansen.
Hun har lavet en rigtig fin krimi. Jeg fik først fat i # 2 i serien om Lulu Westh, men jeg skyndte mig at skaffe nr 1, så jeg kan komme ordentligt i gang.

Vi starter lige på og hårdt med et voldsomt skyderi i et kontorlandskab.
Lulu kommer ind og bliver forbavset, da der er tomt.
Det viser sig, at folk er krøbet i skjul.
En mand skyder vildt omkring sig og rammet er par stykker.
Lulu opdager, at det er én fra arbejdet.
Hun forsøger at gemme sig i et skab.
Hun identificerer den skydende, og det undrer mig, at hun straks gør det.

Men Emilia har noget helt andet i tankerne, viser det sig.

Nu bevæger vi os 3 måneder tilbage i tiden.
Lulus kollega Mille er forsvundet, og det viser sig, at hun er blevet dræbt.
I en kopimaskine har Lulu fundet en mystisk salgsopstilling med et hus i Korsør.
Der synes at være en forbindelse.

Lulu indgår en slags alliance med politimanden Mads.

Starten er lidt usædvanlig, men så er vi i gang.
Skrivestilen er enkel, og antallet af personer er ikke overvældende.

De fleste krimiforfattere vil gerne have lidt mere med end bare ”mordgåden”.
Nogle vil gerne have rigtig meget med.
Nogle vil gerne have alt for meget med.
Det kan være lidt familiesnak eller nogle sociale relationer.
Eller en hund.
Der er rigtig mange hunde med i krimier.
S. 209. ”Mads og jeg havde en masse at snakke om, da vi kom tilbage til mine forældres hus, men vi blev nødt til at vente. Cuba løb os nemlig i møde, og hendes store brune hundeøjne tiggede os om en lang gåtur i skoven”.

Læseren er lige lykkelig om Cuba bliver luftet eller ej, men på denne måde bliver vi inkluderede i begivenhederne.
Vi skal lige lufte hunden først.
Smart træk.

Jeg har det næsten:
S. 206. ”Anker Holk rodede rundt i sin mappe igen, og jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet,
”Vent lidt” sagde han. ”Der er noget der dæmrer.”

Læseren holder vejret. Tænk om nu Anker kommer i tanker om det, han søger efter.
Og vi smiler tilfredse, da han tilsidst udbryder:
”Nu husker jeg det”.
Godt Anker. Nu kan vi komme videre med historien.

Og historien går sin gang med afhøringer og afsløringer.
Lidt kærlighedsdrama får Emilia også sneget ind.
Lulu bliver glad for Mads. Det synes den tidligere kæreste Thomas ikke om.
Og Thomas´nye kæreste flipper helt ud.

Som sagt er tingene ikke, som vi tror de er.
Det er de aldrig.
Flere blodige begivenheder ligger og venter på os.
Alt i alt bliver der slået så mange ihjel, at det matcher adskillige afsnit af Barnaby´s Midsomer Murder.

Emilia lægger ikke fingrene imellem, når hun går i gang.

Det hele munder ud i en yderst voldsom konfrontation.
De døde fragtes væk, og de sårede ryger på hospitalet.

Jeg var ualmindelig godt underholdt i selskab med Lulu.

”Du skulle ikke have gjort det NN, tænkte jeg, for det endte med, at du selv blev bidt af den største bitch, der findes, nemlig Karma”

Plottet er vildt men ikke ganske urealistisk.

Hvert eneste kapitel har en lille titel, og er derudover forsynet med et citat.
Jeg kan rigtig godt lide citater, men selv om jeg tænker, så det knager, kan jeg ikke finde mening i dem allesammen.

Det sidste kapitel er nr. 47.
Det har titlen ”Endestationen”, og citatet er ”This is the end, my only friend, the end”.

Jeg mener, jeg så nogenlunde forstår betydningen af det citat.

Lektørudtalelse.
”Henvender sig især til kvindelige krimilæsere”.

Ja undskyld jeg trænger mig på.

Jeg har læst ”En vej ud af tågen” Kristian Leth.

2022. 157 sider

Bog nr. 89 jeg har læst i 2024

Kristian Leth er søn af Jørgen Leth.

S. 28. ”En far er noget, der ikke er der, som er langt væk i et skrattende telefonopkald på fødselsdagen. Hvis han husker det.”

S. 44: Jeg manglede en far som gjorde, at jeg kunne forså nogle sider af mig selv”

S. 58. ”Min krop var fyldt med ravne, der flaksede rundt og bed”

Det er ikke nogen omfangsrig bog, som Kristian Leth har skrevet.
Alligevel er den ikke let tilgængelig selv om den er hurtigt læst.

Jeg forstår godt, at det er en bog, der handler om at være svigtet af sin far.
Om at være valgt fra.
Og der hersker ingen tvivl om, at det var det, der skete.
Meget af bogen er ”Stream of consciousness”-agtig.
Ja nærmest tågesnak for nu at referere til bogens titel.
Han beskriver stemninger og følelser og af og til kommer der så klare meldinger, som man ser ovenfor.
Sidste kapitel hedder ”afslutning” og her skriver Kristian Leth i klart sprog om reaktion på Jørgen Leths erindringer.
Bogen er ikke noget hævntogt, det er snarere reflektioner over, hvor svært det har været.
Hvem er det mest synd for?
Jørgen Leth eller Kristian Leth.

Bogen har fået fremragende anmeldelser.
Kristeligt Dagblad skriver: Et nænsomt og rørende intimportræt af en mand med et skrøbeligt sind, der ofte græder ud i røret til sin voksne søn. En mand, der ikke alene ikke magter at være far, men ofte heller ikke orker at være menneske.

Stream of consciousness, (eng. 'bevidsthedsstrøm'), den amerikanske filosof William James' betegnelse fra 1890 for tankevirksomhed; anvendes især om gengivelse af en litterær figurs tanker, fx i en "indre monolog", der strømmer uordnet og associativt. Fænomenet har længe været kendt i litteraturen.

Jeg har læst ”Det store i det små” af Jodi Picoult.

2018. 477 sider

Bog nr. 88 jeg har læst i 2024

Man sidder og håber på, at historien er frit opfundet og at noget lignende aldrig vil kunne finde sted i virkeligheden.
Men desværre tror jeg, det ser helt anderledes ud.

Ruth Jefferson er barselssygeplejerske med 20 års erfaring.
Hun er enke og bor sammen med sin halvvoksne søn og superstudent Edison.
Hun er også sort.

Et ungt par, Brittany og Turk, kommer ind for at føde, og Ruth tager sig af dem.
Turk er stor og truende med hagekors-tatovering i sin skaldede hovedbund.

De fremtræder yderst aggressivt og truende.
Parret er aktivt i ekstreme grupper, der går ind for hvidt overherredømme, og de forlanger, at Ruth ikke tager sig af deres nyfødte søn Davis.
Hun har allerede undersøgt barnet og mener at kunne høre en susen på hjertelyden.

Ruth bliver beordret til at holde sig fra barnet.
På et tidspunkt med travlhed bliver hun alligevel bedt om at se efter barnet, selv om hun ikke har lov.
Barnet får det dårligt, og det ender med, at hun giver det kompressionsmassage.
Barnet afgår ved døden, og forældrene anklager Ruth for at være ansvarlig.

Senere dukker politiet op hjemme hos hende og ender med at foretage en voldsom anholdelse.

Da hun skal fremstilles i retten får hun advokaten Kennedy, som bliver voldsomt grebet af sagen.

Bogen er usædvanlig let at læse. Det skyldes bl. a det vedkommende emne, men også en skrivestil uden stopklodser og sproglige knuder, der hæmmer fremdriften.
Man læser uden at tænke nærmere over det.

Bogen skifter synsvinkel mellem Ruth, Kennedy og Turk, men vi hører også om en lang række personer med tilknytning til de 3.
Jodi Picoult synes at have lavet god research, og vi får indblik i så forskellige ting som livet på en barselsgang og i skinheadmiljøet.

”Niceville”, ”Farven lilla” og ”Dræb ikke en sangfugl” trænger sig på, og rent faktisk henvises der på side 304 i bogen til ”Dræb ikke en sangfugl”.

Den særdeles omfangsrige bog fangede mig mest i begyndelsen, mens der var lidt tomgang, inden retssagen mod Ruth startede.
Selve slutningen havde jeg det lidt stramt med.

Handlingen er uendelig langt fra min hverdag, men jeg havde helt klar en god læseoplevelse, der satte mange tanker i gang.

Sproget i bogen er præcist og malende.
S. 147. ”Hendes navn er Odetta Lawton, og hun er omtrent lige så sprudlende som en dødsdom.”

Litteratursiden mener: ”Rørende og gribende fortælling om fordomme, racehad og diskrimination i dagens USA. En roman som giver stof til eftertanke.”

Jodi Picoult is the #1 bestselling author of twenty-four novels including her most recent novel, Small Great Things, It was published in October 2016 and was an instant #1New York Timesbestseller. Her books are translated into thirty-four languages in thirty-five countries.

Jodi Picoult is known for taking on compelling social and ethical issues and weaving them into the works of fiction that have won her a devoted readership.

Men du har da læst ”Dræb ikke en sangfugl”?
”Det store i det små” er en god læseoplevelse, men ”Dræb ikke en sangfugl” (1960) et et must.
Her skal du også lige læse om forfatteren Harper Lee.
Og så støder du på Truman Capote.
”Niceville” skal du også have læst.

Beklager, du kan se frem til en travl sommer :-)

.

Jeg har læst ”Stormen” af James Lilliefors.

2015. 347 sider

Bog nr. 87 jeg har læst i 2024

”Kepler betragtede hans omhyggelige mørke øjne tygge på det.”

Rigtig mange krimiforfattere ynder at lade deres bøger starte med en prolog, som man ikke kan få hverken hoved eller hale på.
Frygt ikke, tænker man. Den gode forfatter skal nok afsløre sammenhængen for os efterhånden som vi arbejder os gennem hans værk.
Det er er godt gammelt litterært tasketrick, og så er vi lis´som i gang.

Susan og Nicholas Champlain er kommet til Tidewater for at undslippe byen nogen tid.
Susan opsøger præsten Luke og fortæller, at hendes mand truer med at ombringe hende pga et foto, hun har taget.

Hendes frygt er ikke ubegrundet, for snart finder man Susan dræbt.
Det har nok forbindelse til et stjålet Rembrandt maleri.

Det bliver en sag for Hunter.

Vi hører en del til præsten Luke, og hans kone.
Vi hører også en del om deres hund.
Præsten arbejder på at arrangere gudstjenester hvor folk har deres kæledyr med.
Det har vist ikke noget med historien at gøre, men det er så vanvittigt, at jeg synes, det bør nævne.

Flere gange vælger forfatteren at skifte synsvinkel til andre personer uden på nogen måde at vise, at det sker.
Jeg ville forvente nyt afsnit eller nyt kapitel, men ikke her.
Hvor er vi nu, tænkte jeg flere gange.

Der er også en tendens til at nye kapitler begynder med navnet på en person, vi (jeg) ikke kender. Lidt senere følger så en beskrivelse.
Lidt akavet måde at skrive på.

Flere gange bliver der talt om en sag den gode Hunter tidligere havde. Den handlede om ”Salmedigteren”. En forsigtig søgen afslører, at nærværende bog er nr. 2 i en serie, og så giver det mening.
Der er tale om en slet skjult reklame for bind 1.
Det virker lusket.

Snik-snak. S. 205. Amy Hunter besøger sin mor.
”Amys mor arbejdede som administrator for skolesystemet i amtet. Mens baghaven blev mørkere diskuterede de de seneste skoleproblemer: Bussikkerhed, pomfritter i cafeteriet, wi-fi i klasseværelserne og mange andre emner, som ikke havde eksisteret dengang Amy gik i skole.

Ikke nok med, at vi besøger moderen, vi hører også om hendes daglige problemer.

Svært at se koblingen til vores mord-historie.

S 214: ”Kepler betragtede hans omhyggelige mørke øjne tygge på det.”
Det var da noget af en formulering.

S 240: Belasco gik ud af hovedindgangen til de såkaldte Rocky-trin, intetanende om at Amy Hunter ….befandt sig en etage længere nede ….

Lilleiefors agerer her den alvidende forfatter, der godt ved, hvor hans personer er.

S. 272: ” Hmmm”, sagde Luke. Han funderede igen over den prædiken, han skulle skrive om troens mysterium;
Relevans?

S. 295. ”Der var stadig noget, Hunter ikke kunne se, vidste hun, noget som var ganske nær og sikkert befandt sig lige for øjnene af hende”

Tasketrick nr. 4 fra ”Håndbog for krimiforfattere. :-)

S. 317. ”Mere havde han ikke at sige, i begge sætningens betydninger, i lang tid.”
Jeg har virkelig forsøgt at forstå sætningen.
Det lykkedes slet ikke.

S. 318: ”Luke og Sneakers så lynene glimte over bugten...”
Sneakers altså en hund :-)

Til allersidst dykker vi igen ned i værktøjskassen for krimiforfattere:

Hunter tager ude for at tale helt alene med en mistænkt, selv om alle advarer hende og siger, at hun skal tage én med.

Det går galt, men hun bliver reddet.
Vi finder morderen og maleriet kommer tilbage.

Stormen er ikke nogen god bog.
Langtfra
Find en anden.

Vi hørte ikke mere til de problemer Hunters mor gik og døjede med.
Vi hørte ikke mere til gudstjenesten med kæledyr.
Det skuffer mig noget.
Og Hunter har endda en kat.
Der var dog en parakit ejer der sagde at fuglen Andy glædede sig meget til gudstjenesten.
Jeg har en grum anelse om at det der med dyregudstjeneste ikke er en joke.

Min største oplevelse ved ”Stormen” var at jeg stødte på denne perle.
Den vil jeg sent glemme.

”Kepler betragtede hans omhyggelige mørke øjne tygge på det.”

.

Jeg har læst ”Östermalmsmordene” af Lars Bill Lundholm.

2002. 351 sider

Bog nr. 86 jeg har læst i 2024

Jeg spekulerer på, om svenskerne har farme, hvor de opdrætter krimiforfattere, for der er virkelig mange af dem.

Denne krimi er sådan set helt fin, men den skiller sig vel ikke særlig meget ud fra så mange andre krimier.
Den kommer nok ikke på mange træskolister, og man er i bund og grund lige lykkelig, om man har læst den eller ej.

På side 7-11 finder vi en slags prolog, hvor vi møder pigen, der skal myrdes.
Cathrine er nede for at købe cigaretter og Femina.

På side 10 bliver hun stukket ned, og på side 11 afgår hun ved døden.

Det er herefter, vi møder Kommissær Axel Hake.

Han er et kompliceret tilfælde.
Han er helt sikkert en dygtig politimand. Det er ikke derfor chefen ikke bryder sig om ham, og de andre kører træt i ham.
Han er kantet og vil have sin vilje.
Og så går han med stok pga en skade i knæet, som han erhvervede sig i en skudepisode.
Chefen er sådan én, som går mest op i, hvordan dem over ham opfatter ham.
Den slags chefer er der mange af i krimier.

Han har datteren Siri sammen med Hannah. Men de bor ikke sammen.

Nogle anmeldere synes, at bogen er for lang, og der er da også mange ord.
Jeg er altid lidt varsom med at mene noget om en bogs længde, for forfatteren har vel haft en ide om, at bogen ikke er for lang.

Personerne er udmærket beskrevet:

S. 68: ”Det var sådan man selv så sine forældre, når man var voksen, tænkte Julia. Engang havde forældrene været kæmper set i børnenes frøperspektiv. Og konger og Guder....... Men senere, i takt med at iagttagerens perspektiv ændrede sig begyndte forældrene at blive lilleputter”.

Den gamle museumsinspektør med det imposante navn Lars Larsson-Varg: ”Samme dag han blev pensioneret barberede han alt sit hår af og købte en gammel, vinrød og flere numre for stor fløjlsjakke.”

De gode gamle tasketrick fra ”Håndbog for krimiforfattere” slipper vi ikke for: ”Noget rørte ubehageligt på sig i baghovedet, Som om der var et eller andet han burde huske. Men han kunne ikke kalde det frem.”

”Hun rejste sig, smed skitseblokken på sengen og gik ud og lukkede op.

Har du glemt dem spurgte jeg?”

Men det var ikke Axel Hake, der stod uden for døren.

Det er lige der Lundholm vælger at begynde på et nyt afsnit.

Den gavtyv :-)
Biblioteket er ikke leveringsdygtig i bøger med Lundholm, så de satser ikke hele butikken på ham.
Dette bind stammer fra en genbrugs.

Bogen er ikke helt ny. Den stammer faktisk fra 2002, men den udmærkede forfatter Lars Bill Lundholm, blev udgivet i 1948.

Og det er jo et år, som blandt kendere regnes for at være et usædvanlig godt fødselsår.

Fra goodreads.com

Kom nu, du kan sagtens læse svensk:

”Inser att jag läste böckerna i fel ordning. Detta är den första. Återigen: stjärnor för stockholmsskildringarna. Mordgåtan okay. Axel Hakes privatliv oerhört tröttsamt. ”

”Seg i början men sen kunde jag inte sluta läsa! ”

”Han är bra på att beskriva Stockholm, mindre bra på att beskriva människor trovärdigt. Men spännande som en deckare ska vara. ”

Jeg har læst ”Da Audrey Wilde forsvandt” af Eve Chase.

2019. 350 sider

Bog nr. 85 jeg har læst i 2024

Der er mange bøger med indbygget Flash Back, hvor vi farer frem og tilbage mellem forskellige årstal og tidsaldre.
Det kan jeg godt blive lidt træt af, men det virker ret godt i denne bog.

Vi starter i nutiden, hvor Jessie falder for et gammelt hus Applecote Manor langt fra London.
Hendes mand er til at overtale mens teenage steddatteren Bella hader det.
Jessie og Bella kigger på et værelse øverst oppe, hvor Bella kan mærke, at der er foregået noget uhyggeligt.
Her boede Audrey, da hun forsvandt.

50 år tidligere møder vi den enlige bohemeagtige enke med 4 døtre.
Hun finder sig et job i Marakash og døtrene skal så deponeres hos onklen og tanten i Apple Cote Manor.
Tanten Sybil har ikke været ude af huset i årevis og onklen Perry er plaget af smerter.
Hun lever og ånder for den forsvundne Audrey, og han er vist en gammel gris.

Hvad så med kusine Audrey?
Hun er der uden at være der.

Eve Chase sørger omhyggeligt for at anvende cliff hangers, så man lige skal læse lidt mere.
Til sidst køres historierne sammen, og alt opklares til sidst efter stor dramatik

Bogen er såmænd ganske underholdende med en snert af lidt for meget feel good til sidst.

Goodreads.com ender på 3,94 stjerner ud af 5.

Rigtig mange giver 5 stjerner, mens der ikke rigtig er nogen, der dumper bogen fuldstændigt. Hvis jeg skal fyre stjerner af, bliver det 3,5.

Jeg har læst ”Læseren i morgentoget” af Jean-Paul Didierlaurent.
The reader in the 6.27

Le Liseur du 6H27.

2015. 157 sider

Bog nr. 84 jeg har læst i 2024

Guylain Vignonlles hader sit navn.
Han hader også sit job.
Han bor ikke alene.
Han bor sammen med sin guldfisk.

Han passer maskinen Zestor 500, der destruerer bøger.

Han redder løse sider ud af maskinens gab, og hver morgen sidder han på det samme sæde i toget og læser højt af de forskellige sider af verdenslitteraturen, han har med.

Jeg troede først, vi havde fat i noget, der mindede om ”Fahrenheit 451”, hvor bøger er forbudte, men her er det i realiteten genbrug.

Portvagten Yvon foretrækker at udtrykke sig med 12-stavelsesdigte.
Hvis en chauffør kommer med bøger udenfor hans åbningstider raser han:

”Den er over tolv, se bare det store ur.
Den store viser er nu halvvejs i sin tur.”

Hver dag redder Guylain som sagt løse sider fra ”Tingen” og når han kører, sidder han på samme sæde og læser han højt af de løsrevne sider .
Til stor glæde for de øvrige passagerer.
En dag finder han et glemt USB-stik og dette fund er med til at forandre hans liv.
Julie.

Dette er en meget usædvanlig, men vidunderlig smuk bog.
Den handler om glæden ved læsning, og den er svær at sætte i nogen bås, da den ikke minder om noget, jeg har læst før.
Mange kender ”Den lille Prins” der er en lille men ufattelig stor bog, og jeg sidder også med en fornemmelse af at dette er en lille stor bog, som jeg ikke glemmer lige med det første.

Bogen viser os, hvordan læsning kan være med til at forandre de ting i ens liv, man ikke synes om.
Beskrivelsen af den tilfældige læsning er ganske morsom.
Og jeg kan afsløre, at det bliver endnu morsommere da Guylain senere læser op på et plejehjem.

Jeg kan også afsløre, at man ikke skal læse bogen, hvis man ikke kan klare at læse om offentlige toiletter.
Så nu gjorde jeg det igen.
Jeg afleverede en veritabel cliff hanger.

Jeg kan også fortælle, at jeg var særdeles tilfreds med slutningen.

Det er for mig en såre dejlig lille bog

Jeg håber den gør mig ualmindelig klog

Jeg håber, du synes om mit tolvstavelsesvers

Aleksandriner er betegnelsen for et versemål, der først blev anvendt i Frankrig i en roman om Aleksander den Store. Deraf fik versemålet sit navn.

Litteratursiden mener:
”Udover at være en roman om litteratur og kærligheden til den trykte papirbog, så er romanen også en kærlighedshistorie om en ensom ung mand og kvinde, der finder hinanden og lysten til livet. Jeg giver bogen mine varmeste anbefaling.”

I have my books and my poetry to protect me.
Simon and Garfunkel.

Når jeg næste gang sætter mig ind i toget mod Herning, kunne jeg da godt have lyst til at læse lidt op, men jeg har en fornemmelse af, at de andre passagerer ikke vil lytte andægtigt.
Til oplæsning: Gustav Wied, Hans Sherfig, Den lille prins, Finn Søeborg, H.C. Andersen?
Mange muligheder :-)

Jeg har læst ”Med rov i rollatoren” af Catharina Ingelman - Sundberg.

2014. 346 sider

Bog nr. 82 jeg har læst i 2024
”Låna är silver, rana är guld”

Jeg gad vide,om Catharina kender til filmen ”Støvsugerbanden” fra 1963 hvor en flok pensionister med Clara Pontoppidan i spidsen keder sig gudsjammerligt, og derfor danner en tyvebande.

Men der er nok ingen tvivl om, at hun læst Jonas Jonassons ”Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt” og Fredrik Backmans bøger om ”En mand der hedder Ove”.

Jeg synes ikke, at Catharina lever op til ovennævnte succeser.

”Fem tidligere plejehjemsbeboere, med Marthä i spidsen, fortsætter deres storstilede plan med at røve nok penge til at forsøde de svenske pensionisters tilværelse i en tid med nedskæringer. Der opstår dog en masse forviklinger da de fem flytter ind i en villa, der har en Hades Engle rockerborg til nabo, og pengene fra deres største kup i Las Vegas forsvinder.”

Den danske titel er aldeles tåbelig, og det er svært at tage plottet alvorligt, men derfor kan bogen jo godt være morsom og underholdende.

Mens man læser, har man altid ordet ”uforpligtigende” for øje, og det skal man ikke kimse af.
Selv om vore venner kæmper mod nogle grumme rockere, så føler vi os sikre på, at der ikke bliver krummet et hår på de gamles hoveder.
Nu er de altså heller ikke for snu, de der rockertyper, så de er forholdsvis nemme at narre.

Litteratursiden kalder bogen ”vidunderlig morsom”.

Jeg har altid syntes, at ”vidunderlig” er et stort ord.
Det var ikke på noget tidspunkt på mine læber, mens jeg læste.

En lektørudtalelse taler om ”en let og humoristisk historie”
Samme sted hævdes det også, at bogen appellerer mest til den modne læser.
Det der med den modne læser har jeg tænkt en del over, men jeg er ikke endt med at have en fornuftig forklaring på den udtalelse.
Gode forklaringer modtages med nysgerrighed og stor interesse.

Hvis du, kære læser, en dag sidder hjemme hos dig selv og får lyst til at læse noget sjovt og underholdende som med garanti ikke holder dig vågen om natten, så kan du godt gribe fat i ”Rov i rollatoren”.

Advarsel: Der optræder en sex-dukke i beretningen!

Catharina på Facebook:
PENSIONÄRSLIGAN! Jag har många trevliga manliga läsare från 11 år (ja faktiskt!) och upp till 101 år och några väldigt härliga killar i 14-15 års åldern till exempel...
Så varför inte tänka på GODA RÅN ÄR DYRA när ni vill ge bort en present till en man?

Jeg har læst ”Drengen i mørket” af Anne-Sophie Lunding-Sørensen.

2023. 402 sider

Bog nr. 80 jeg har læst i 2024.

Vi starter med en fin præsentation af Vivian Storm. Hun er blevet fyret fra sit prestigefyldte advokatjob, og nu er hun ude i store problemer. Hendes kort bliver afvist i Netto. Stor nedtur.

Hun bliver kontaktet af sin tidligere chef, men han vil ikke, som hun forventede, tage hende tilbage.
Han har dog en lille opgave til hende, som hun afviser.

Hun føler, at hun er nødt til at afvikle sin virksomhed, og det fortæller hun til bogens anden hovedperson.
Det er Bjørn, der arbejder for hende. Han ligner en fra Chippendale. Han bor sammen med gymnasielæreren Anders.
Bjørn skaffer noget arbejde til firmaet, og Vivian får også fat i noget.
Hun kommer i kontakt med en velhavende polsk forretningskvinde, der vil have dem til at finde hendes forsvundne halvbror.

Scenen er sat, og spillet kan begynde.

Bogens synsvinkel skifter mellem Vivian og Bjørn. Det er fint, at de deler lidt om rampelyset.

Anne-Sophie har allerede imponeret mig ved at skrive på mange forskellige måder.
Og det her er vel så tæt på at være en krimi, som det kan være.
Vivian er ganske vist advokat og Bjørn er vel nærmest studerende, men efter behov bringes en politidame på banen. Vi bliver også indviet i de problemer, som både Vivian og Bjørn kæmper med.
Vivian er brystopereret efter en kræftsygdom. Hun får hedeture, og eksmanden vil skilles.

Bjørn gider ikke for alvor at passe sine studier. Selv om han bor sammen med Anders kæmper han med at identificere sin seksualitet.

Vi kommer langt omkring inden mysteriet opklares, og vi præsenteres for en stor mængde spændende og farverige personer.

”Der er noget, vi overser”, hedder det et sted.
Og igen er der ikke noget læserne hellere vil end hjælpe ”vore venner”.

Men vi overser det altså også.

En krimihelt bliver ofte slået ned, og den skæbne overgår også Bjørn.
Traditionen tro sker der ikke noget alvorligt med ham.

Vivian nøjes med at få smidt kogende vand i ansigtet.

Bogens titel kan jeg ikke rigtig få til at give mening, men meget tyder på, at vi er startet på en Storm – Molin serie, så måske bliver jeg mere tilfreds med den næste titel.

Kan man forstille sig, at Elvira fra Happy Hour kommer trippende ind fra venstre med sine 148 kilo i den næste bog?
Det kunne jeg rigtig godt tænke mig.

Anne-Sophie Lunding-Sørensen skriver virkelig godt, og det er hun nødt til at blive ved med

Litteratursiden kalder bogen en cosycrime.
Første gang jeg hører det udtryk.

Jeg er på banen næste gang, der er nyt om Storm & Molin, og det samme er Politikens anmelder:

”Med to så velskrevne hovedkarakterer er der et solidt udgangspunkt for flere romaner, og det er i sig selv en imponerende bedrift. Romanen holder også spændingen intakt hele vejen fra første til sidste side, selv om nogle af de mindre svinkeærinder indimellem truer fortællingens rytme.”

Jeg har læst ”Mørket ved besked” af Arnaldur Indridason.

2017. 347 sider

Bog nr. 79 jeg har læst i 2024

Der kommer rigtig mange gode krimier fra Island.
Måske inspirerer de hinanden deroppe, men det kan også være, at den barske islandske natur er velegnet til at danne ramme om mordgåder.

En flok tyske turister på vandring finder et lig på gletsjeren.
Det viser sig at være en forsvundet mand, Sigurvin, der har ligget der i 30 år.

Den pensionerede politimand Konrad forsøgte dengang uden held at opklare sagen.

Man mistænkte dengang Hjaltalin for at stå bag forbrydelsen.

Han er nu kræftsyg, men forsøger alligevel at stikke af til Thailand.

Han insisterer på at tale med Konrad, der modvilligt accepterer.
Hjaltalin nægter stadig alt, og snart tager sygdommen livet af ham.

Konrad er jo gået på pension, men han har svært ved at holde sig fra sagen.
Han drifter lidt rundt og taler med den ene og så den anden.
Lidt efter lidt lærer vi mere om Konrad. Vi erfarer, at hans far var hvad man i daglig tale ville kalde et ”dumt svin”, og det har præget ham.

Det er magtpåliggende for Ingridason at vi lærer Konrad at kende.
I en vemodig men smuk nærmest indskudt sætning hører vi om, hvordan Konrads kone Erna reagerede, da hun fik besked om sin uhelbredelige kræft.
Vi hører også om deres sidste tid sammen.