bikingdane

DAG 1/2
FREDAG DEN 26. JUNI 1998
LØRDAG DEN27. JUNI 1998
Narita-Tomisato: 12 km.

Dag 1- kl. 14.53. Så er jeg midt i det
store eventyr. Jeg sidder stille og roligt i
Billund Lufthavn. Edel er lige taget af sted.
Vi havde en dejlig tur herned. Vi fik en herlig okse-steak på et hyggeligt cafeteria. Jeg har været meget stresset i dag. På vej ned spekulerede jeg på, om jeg havde for meget vægt med. Hvert ekstra kilo koster 229 kr.
Det var heldigt, at jeg havde fået dispensation
til 10 kg. ekstra, i alt 30 kg. Der var nøjagtig
30 kg., når jeg tog en fortaske med som håndbagage. (5 kg.)
Jeg har delt mine Yen i 2 portioner. En om halsen og en om maven i en pengekat. Den stressede situation betød også, at jeg hentede en avis og var på vej til at forlade kiosken uden at betale. Jeg opdagede det selv, inden det var forsent. Flyveren TIL pARIS går 17.10, om 2 timer. Jeg har fået en ikke-ryger-vinduesplads. Vi checkede ind hos en utrolig rar og positiv ung pige. En god start. Hun satte et "Forsigtig/Glas" mærke på cyklen. Vi krydser finge.
Kl. 23.23: Jeg sidder nu i flyet på vej til Narita og har været undervejs i 3 timer. I flyet fra Billund kom jeg til at sidde ved siden af en ung mand, der skulle til Bordeaux. Først da vi var ved at forlade flyet opdagede vi, at vi begge var cyklister.

Han skulle til Bordeaux for at køre som halv-professionel. Han havde kørt i B-klassen for OCK. Han var ved at ærgre sig halvt ihjel, da han hørte, at jeg havde fået dispensation for den ekstra vægt jeg havde med. Selv havde han måttet betale ca. 1200 kr. for at få cyklerne ombord. Alle fly var noget/meget forsinkede. Mit i ca. 40 min, så der var ikke megen tid at give væk af. Det viste sig, at jeg skulle til en anden terminal, som jeg nåede med en shuttle-bus, men jeg nåede det da. En flink dame sørgede for, at jeg fik en vinduesplads i ikke-rygerfadelingen. Ulempen ved vinduesplads er, at det er meget besværligt at komme på toilettet. Flyet er stort set fyldt med japanske rejsende. De de hvide der er, kan stort set tælles på én hånd. Jeg sidder ved siden af 2 ualmindelig rare damer, der er i et selskab på 14, der har været på en 10 dages rundttur i Centraleuropa. Den unge dame lige ved siden af mig sørger for, at jeg forstår, hvad der sker omkring mig. Hun er kontordame i Yokohama. Hun har forsøgt at lære mig at spise med pinde, men måtte opgive. Jeg fik en japansk øl, og det morede hende meget, at jeg godt kunne lide den. Hun forklarer omhyggeligt, hvad maden består af, og hvordan den skal spises. Hun har også givet mig en del nyttige oplysninger, som jeg kan bruge videre frem. Vi flyver med ca. 1000 km i timen og passerede for kort tid siden syd om København, inden det går ind over Rusland. Jeg tror ikke, jeg får meget sovet, men man kan da altid blunde lidt. Indtil nu går det jo meget godt. Jeg lurer noget på, hvor meget regn der er i en regntid?
Shirako søndag 28. juni kl. 14.07: Jeg er faldet ind i en kaffebar, hvor der er er ret køligt. Udenfor er der som i en bageovn. Det blev en dejlig flyvetur, selvom jeg blev mere og nervøs jo nærmere vi kom Narita. Jeg blev vældig fine venner med mine "naboer". Jeg husker ikke, at jeg har sovet, men tiden gik meget hurtigt. Der blev serveret mad uafbrudt; det var meget venligt personale. Vi landede efter en ekstra runde på en halv time, og så var jeg i Japan. Det gik nemt med at få formaliteterne klaret, og så skulle jeg finde ud af lufthavnen. Jeg fik god hjælp i informationen. Jeg gik ud i forhallen og samlede cyklen. Det gik uden større problemer. Højre bremsegreb var slået skævt, det blev nemt rettet. Det var ret hektisk at finde væk fra lufthavnen, men det gik da. Luften var utrolig varm og fugtig. Efter 12 km. kom jeg til en by, Tomisato, hvor 2 damer gik og fyrede skyts af sammen med en flok børn. Jeg viste mit kort, som en af damerne læste højt, hvorefter alle børnene klappede. De mente godt, at jeg kunne slå mit telt op.

Til min forbavselse blev der bælgmørkt før 8. Jeg gik en tur og købte en Sapporo øl. Jeg var også inde et sted, hvor jeg blev vist bort. "Japanese only"; så har man prøvet det med. Det småregnede, men det var ikke noget problem. Der var mange myg, men der var så varmt, at jeg var nødt til at ligge på soveposen med åben dør. Temperaturen faldt kun ganske lidt om natten. Jeg kunne ikke falde i søvn, men havde ellers ikke jet-lag problemer. Jeg faldt hen ud på morgenstunden, men var tidligt oppe.
DAG 3
SØNDAG DEN 28. JUNI 1998
Tomisato-Otaki: 100 km.

En mand luftede sin hund, og jeg kunne godt se, at han kredsede om mig. Til sidst tog ham mod til sig og sagde "Good morning". Så kom vi i snak. Det viste sig, at han var far til ét af de børn, jeg havde mødt. På et tidspunkt inviterede han mig hjem. Jeg sagde tak. Han boede lige ved siden af. Sønnen hjalp mig med at pakke, en rigtig sød dreng på 7 år. Der blev rettet til med japansk morgenmad. Jo, der var fisk! De havde først spurgt, om jeg ville spise japansk mad. Jeg fandt ud af, at jeg kunne deponere cykelposen hos ham, så det gjorde jeg. Så er jeg fri for at komme til Shibayama i morgen. Efter nogle forsøg med at spørge om vej fandt jeg kystruten. Alle var meget hjælpsomme. Her ude ved kysten er det nemt at finde vej. Varmen er meget slem. Der er dejlig køligt her på kaffebaren. 2 kopper kaffe, 800 Yen. Så ved jeg det til en anden gang. Jeg skal køre ca. 20 km mere langs kysten inden jeg krydser over til den anden side af halvøen.Jeg vil nok køre 1 1/2 til 2 timer mere, inden jeg forsøger at finde et sted at overnatte. Jeg er indstillet på at campere gratis. Jeg har desværre fået meget ondt i ryggen efter den første nat i teltet. Det går bedst på cyklen. Ellers giver det nogle forfærdelige jag.Tak for kaffe.
Det lykkedes for mig at køre en del forkert. Skiltene på de mindre veje er kun på japansk, og så er man solgt. Ved at spørge utallige gange fandt jeg dog 465 Route, men den blev hele tiden væk. Lige efter Otaki skulle jeg klatre op ad et mindre bjerg og på toppen så jeg den mark, jeg skulle bruge. Der var lidt buske i kanten af, så jeg ikke kunne ses. Lige på den anden side var der en cola-automat, der blev flittigt benyttet natten igennem. Det er utroligt, at en automat kan få lov at stå i fred ude på landet, men det går fint. Ryggen var lidt bedre, men stadig ikke for god. jeg sov meget dårligt. Jet lag. Jeg stod tidligt op, lidt over fire og så af sted klokken 5. Alle mine tasker og ting vrimlede med nogle små ulækre larver, da jeg stod op.
DAG 4
MANDAG DEN 29. JUNI 1998
Otaki-Kamakura: 116 km.

Det var en herlig morgen. Kanp så varmt som de sidste dage. Der var en smule bjergkørsel, men ikke meget. Der var en del biler på vejene allerede så tidligt. Gad vide hvorfor?
Det gik fint med at komme ud til kysten, men så gik det galt. Jeg forvildede mig ind i Kisarazu, der viste sig at være en kæmpeby.Mens jeg var der, kom der flere voldsomme regnbyger, der tvang mig til at søge ly. Et af stederne var ved en 7-eleven forretning. En dame kom ud og gav mig en paraply til den videre færd. Jeg takkede og parkerede den ved næste stop. I den 7-eleven forretning havde jeg min jakke med "Global rider" teksten på. Det vakte vild jubel. Damerne klappede i deres små hænder. På et tidspunkt spurgte jeg om vej til Kimitzu i en TV-forretning. Det gav lidt problemer, for jeg befandt mig allerede i Kimitzu
Den sidste strækning fra Kimitzu til færgen i Kanaya blev et mareridt. Der var heftig trafik og smalle veje, så det var meget ubehageligt. Der var by hele vejen. Jeg kan ikke lade være med at sammenligne med forholdene i Nordnorge. Jeg fik købt mig ind på færgen til Kurihama, der gik, straks efter at jeg havde entret. Jeg købte en kop kaffe om bord. Ombord var også et selskab fra nagano, der rigtig var ude for at opleve noget.
Jeg fandt hurtigt den vej jeg søgte og krydsede over på den ande side af den lille halvø. Der var lige så meget trafik som på den anden side, men det gik roligere for sig. Der er udelukkende bymæssig bebyggelse her. Der er intet sted, hvor der er ophold. Der er ikke meget sjov ved at køre her. Den strækning de kalder cykelsti er bulet, ujævn og forsynet med træer og andre forhindreringer ,og skal man køre her 3-400 km, går det ikke. Det er nødvendigt at bruge kørebanen, og det finder bilisterne sig stort set i. Der er en del tunneller her, og de er jo altid ubehagelige. Jeg kom til Kamakura, der nærmest er en slags badeby. Der er et vandrerhjem her, men hvordan finder man det? Jeg kan ikke se nogle gadeskilte. Jeg viste adressen til et ungt par, men det gik ikke. Jeg kørte lidt videre og så pludselig en slags park, der er meget smukt placeret ned til vandet. Her er toilet og vand og en smuk udsigt. Så det er her, jeg skal være i nat. Her er også et par musvåger. Min plan er at slå teltet op netop som det bliver mørkt. Det går vel nok.- Det går meget langsomt med at komme frem her p.g.a. den hidsige trafik. Efter en 30 km på kystvejen, som jeg håber at klare tidligt i morgen) går det ind i landet mod Mt. Fuji. Det bliver nok sejt. Skønt solen ikke har skinnet i dag, er mine arme meget forbrændte. Jeg har sådan cirka utallige myggestik.
DAG 5
TIRSDAG 30. JUNI 1998
Kamakura-Fujioshida: 117 km
Dagen, hvor det skulle gå hen imod Mt. Fuji. Straks da jeg drejede væk fra kysten, gik det opad for alvor. Varmen bevirker, at sveden efter få hundrede meters kørsel springer frem. Det gik op over mange kilometer til Hakkone reservatet. Der var meget smukt men stadig meget trafik. På et tidspunkt gik det voldsomt opad, og jeg havde ingen skilte set et stykke tid. Ved at spørge fandt jeg ud af, at jeg var kørt for langt, så jeg trillede de 3-4 km ned igen. På vej ned hilste jeg på et skilt med 10 %. Opad, opad, opad, men alt får jo en ende; det fik det her jo også, hvorefter det gik et stykke ned ad bjerget til en smuk sø. I Europa ville der have været fyldt med campingpladser, men her var ikke en eneste. Pludselig var jeg i en stor by (Fuji...?), hvor jeg fik kaffe hos McDonald. Jeg fik forklaret, hvor vejen til Mt. Fuji gik og kørte 3-4 km ud ad den i et forsøg på at finde et overnatningssted. Jeg forsøgte forgæves på noget, der lignede en slags kongrescenter, men uden held. Så opdagede jeg et naturcenter lidt ude ad en sidevej. Jeg gik ind og viste mit kort til et par unge piger, der snakkede og fnisede. De kom i tanker om, at der var et sted, jeg kunne bruge 500 m længere ude. Den ene af pigerne talte rimeligt engelsk. Jeg fandt stedet, der havde fungeret som en slags "skovturs-samlingscenter" med grill m.m. Men nu var der ingen. Jeg slog lejr og sad og kiggede, da jeg pludselig opdagede de 2 piger, der var kommet for at se, hvordan det gik. De viste mig et sted, hvor jeg kunne få vand. Det kunne der jo nok blive brug for til de 29,5 km op ad Mt. Fuji.
DAG 6
ONSDAG 1. JULI 1998
Fujioshida-Fujinomiya: 142 km
Når jeg sover kl. 8, hvor der er mørkt, er det nemt nok at komme op 4.30. Således også denne morgen. Det startede med 7,5 % og det fortsatte det med mere eller mindre. Der var betalingssted et par km længere henne, 330 Yen. Jeg havde besluttet at puste for hver km., men gik hurtigt over til at holde for hver 500 m. Det lyder ikke af så meget, men det var tiltrængt. Der var for en gangs skyld ringe trafik, og der var meget smukt. Langt om længe blev toppen nået, og så var der dømt turisme. Utallige "gift-shops", bank, posthus m. m. Der var masser af mennesker. Dette stop er i ca. 2200 m, og derfra kan man gå videre. Der var masser af lokale førere med heste, der ventede på at blive hyret. Der var lidt Himalaja over det. Jeg tilbragte ca. 1 1/2 time med at kigge på, hvad der var, og så gik det nedad. Belægningen var så god, at jeg kunne holde pæn fart nedad, og når man sammenligner med, hvor lang tid det tog opad, så var det hurtigt overstået. Jeg havde planlagt at drikke kaffe hos McDonald, men da jeg ved et uheld forvildede mig ind på en betalingsvej, opgav jeg det. I stedet for gik det ad 52 Route ned mod kysten igen. Der var stadig bakker og bjerge og den evindelige trafik. Der var ingen byer at se på kortet, men det er der i virkeligheden. Det led mod aften, og jeg begyndte at se mig om efter en lejr, da der knækkede en eger i baghjulet. Først kunne jeg ikke finde det rigtige værktøj og blev hed om ørerne. Jeg fandt det imidlertid og fik repareret.
Der er ikke noget "centrum" i byerne, så man kan ikke se, hvor langt man er inde i dem.
På et tidspunkt kørte jeg ud ad en lille vej, hvor et ældre ægtepar fik mit kort at se. De snakkede lidt og fik fat på et barnebarn til at vise mig et sted. Det var en lille grøn plads, lige stor nok til mit telt, ved en flod. Jeg slog lejr, og lidt efter kom ægteparret forbi for at se, om jeg var ok. Den lille piges far og mor var også henne og sige hej. Desuden snakkede jeg med forskellige forbipasserende. Til sidst blev jeg kontaktet af en lærerinde, der havde boet i Canada og derfor selvfølgelig talte engelsk. Vi snakkede en del og til min ærgrelse glemte jeg at få hendes navn.
DAG 7
TORSDAG 2. JULI 1998
Fujinomiya-Arai: 133 km
Men næste morgen kl. 5.30 var hun der igen, og så byttede vi navne.
Desuden havde hun et bykort med til mig og en lille brik sake. Flink dame.
Jeg fik pakket og var meget spændt på, om der straks røg flere eger, men de holdt heldigvis. Det trak op til regn, men det blev ikke til noget. Men med den hede, der er fra morgenstunden, er en smule regn velkommen.
Jeg kom ud til kystvejen, hvor jeg skulle følge 150 Route. Trafikken på 52 Route var slem, og det første stykke på 150 var også grimt. Det er, som om der mangler en halv meter i forhold til DK. Jeg har opgivet de såkaldte cykelstier, så kommer man aldrig frem.
Det blev en uhyggelig varm dag. Jeg var inde i utallige forretninger for at købe væske. Jeg tvang lidt mad i mig, selv om jeg ikke var sulten. Det er væske, det handler om. I alle forretninger har de en mikrobølgeovn, så man kan få et varmt måltid for ca. 15-20 kr. Jeg prøver lidt forskellige drikkevarer, nogle af dem er ganske afskyelige. I en 7-eleven forretning traf jeg en ung ekspeditient, der havde været en tid i USA, og snakken gik!
Omkring 110 km planlagde jeg at gå i pit, men ramlede ind i en kæmpestor by. Det så ud til at blive svært at finde en lejrplads. Jeg så også på nogle obskure hoteller, men de penge kan bruges bedre. Endelig så jeg en slags P-plads med godt med græs. En gammel mand sad og rodede med noget plantegift, og da han havde læst kortet (det er herligt med det kort), sagde han god for overnatningen.
Der er nok stadig 25 grader, og jeg ligger i skyggen, for jeg er blevet slemt forbrændt; 5 m til højre er der parkeret en stor lastbil, og 20 m til venstre er der en villa. Hovedvej 7 løber 100 herfra, men mærkeligt nok føler jeg mig ganske tryg alle steder, jeg har været. De mennesker jeg møder er venligheden selv, og der bliver bukket og takket, så det er en lyst. Jeg er også selv begyndt at blive en hel væltepeter.
Men "When in Rome...". Det er utroligt afslappende at ligge her i græsset og slappe af med en enkelt øl, men et lille kursus i japansk ville have været nyttigt. Jeg ringede til Takeo i dag og sagde -Hej. Jeg regner med at nå til Tetsu engang i løbet af lørdag eftermiddag. Men lad os nu se. Der ser ud til at være et par bjerge i vejen.
DAG 8
FREDAG 3. JULI 1998
Arai - Hisai: 126 km.
Jeg sov virkelig godt. Folkene i huset overfor min lejr holdt godt øje med mig, men de kiggede kun. Ved 5 tiden var et ældre ægtepar i gang ved huset lige ved. Det er ikke fordi det er køligere om morgenen. Det er lige hedt døgnet rundt. Varmen er håndgribelig som i et drivhus. Tøjet tørrer slet ikke. Det mærkes især, når man træder ud fra en forretning med air condition. Formiddagen gik med at køre ud på halvøen Atsumi Hanto. Jeg mente, at det hurtigt var overstået, men der var faktisk 64 km at køre. Trafikken var led som sædvanlig bortset fra de sidste kilometer ud til færgelejet. Det var ubeskriveligt hedt, og jeg var noget betænkelig men med rigeligt med væske gik det. Ved færgelejet var der en vældig religiøs ceremoni på kajen. Det var en alvorlig sag, men det virkede lidt komisk. Ombord sad jeg i en salon med air condition, så jeg var ked af at turen så hurtigt fik ende. Det hjalp på velbefindedet, så nu gik det mod nord. Det første stykke var roligt nok. (Alt synes at handle om trafik). Men de store byer Matsusate og Tsu ødelagde det billede. I Tsu gik det via 165 Route ind i landet igen, hvor der atter kommer lidt bjerge. Man kan så håbe, at det lægger en dæmper på trafikken, men det skal man nok ikke regne med. Jeg har nu været her en lille uges tid, og jeg har en formodning om, at den måned, der er tilbage er alt for lang tid. Men nu skal vi se, hvordan det går hos Tetsu og Takeo. Jeg snakkede med Tetsu idag, og vi aftalte, at jeg skulle ringe i morgen lørdag kl. 2. Det er muligt, at jeg bliver nødt til at tage derfra mandag morgen igen. Nu får vi se. Ellers har jeg en lille plan om at parkere mine ting hos min nye ven i Tomasito og så tage toget til Tokyo. Men nu får vi som sagt se. Jeg fandt en lejrplads i udkanten af Hisai ved foden af de små bjerge. Det er en forhøjning ved siden af en rismark. Der er stille og roligt bortset fra, at der er en gravemaskine i gang 500 m herfra. Men det får vel ende igen. Men det ved man jo aldrig. De bestiller godt nok noget her. Jeg har bemærket 3 ting: 1) Trafikken fortsætter ufortrødent hele natten. 2) Der er servicefolk på alle tankstationer, og der bliver virkelig givet service. Det må jeg have nogle billeder af. 3) Der går hele tiden folk i grøfterne med skærehjul. Det må være et uhyggeligt arbejde.. og så er der alle de krumbøjede morliller, der måske har fået formen efter arbejdet i rismarkerne. Skoleeleverne er meget synlige med deres hatte/hjelme/uniformer. De er rigtig søde.
DAG 9
LØRDAG 4. JULI 1998
Hisai-Kanmaki Town: 89km

Gravemaskinerne holdt ganske rigtigt op allerede ved 19-tiden. Og så skete der ikke mere den nat. Jeg var lige ved foden af bjergene, og der var mange lede stigninger, men især én voldte kvaler. Jeg tror det gik opad over 7-8 km, og igen måtte jeg af og puste. Ved 10-tiden ringede jeg til Tetsu og sagde, at jeg ville være i Kanmaki ca. ved middagstid. Men det kom jeg ikke. I en by blev jeg i et lyskryds standset af en mand, der spurgte, om jeg ikke havde lyst til at spise frokost i hans hjem. Det blev jeg meget forbavset over, og jeg spurgte hvorfor. Jamen han interesserede sig for cykling. Han sprang ind i sin bil, og jeg fulgte efter ham en kilometer til hans hus. Først fik jeg tilbudt et bad og fik noget af hans tøj på. Og så var det ellers ned i skrædderstilling ved det lille bord. Jeg hilste på hans 20-årige datter og lidt senere på konen. De talte slet ikke så dårligt engelsk. De diskede op med en masse lækre ting og vi sluttede af med lidt Sushi. Det var rigtig hyggeligt, men jeg måtte beklage overfor dem, at jeg ikke havde mødt dem dagen før. Vi tog billeder, byttede adresser etc. Manden fulgte mig ned til den vej, jeg skulle følge og vinkede farvel. Jeg vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle finde til Kanmaki Town, men jeg nærmede mig det sted, hvor den burde være. Pludselig blev jeg overhalet af en bil, der holdt ind. Det viste sig, at det var Tetsu, og familien, der ikke kunne forstå, hvor jeg blev af. Tetsu pakkede en gammel MTB cykel ud af bilen og gjorde klar til at følge mig det sidste stykke. Vi kom til deres lille hyggelige hus, der lå i en slags villakvarter. Jeg blev vist lidt rundt og kunne konstatere, at de fleste danskere nok ville finde væggene lidt tomme. Jeg fik et bad, fik skiftet og fik sat en maskinfuld med snavset tøj over. Jeg fik vist mit værelse med specielle japanske madrasser på gulvet. Ved sengetid blev der bredt futon madrasser ud, og jeg sov virkelig fortrinligt. Vi fik aftensmad, der bestod af en del forskellige ting. De forbarmede sig over mig og udleverede en gaffel. Familien er rigtig sød. Tetsu er lidt tilbageholdende. Konen er meget åben, og snakker ikke så meget engelsk. Der er en dreng på 5 og en pige på 8. De er ganske søde og ret interesserede i mit besøg. Jeg sendte et par e-mails og gik i seng ved 22-tiden.
DAG 10
SØNDAG 5. JULI 1998
Kanmaki Town: 51km.

Jeg stod op lidt før 8 og fik morgenmad sammen med familien. Jeg havde aftalt med tetsu, at vi skulle på cykeltur sammen til Nara. Tetsu mente, at der var 14 km. Vi aftalte at tage af sted ved 9 tiden, og det gik meget langsomt. Vi snirklede os af sted på stier og fortove. Tetsu havde ikke rigtig styr på vejen. Han havde medbragt en kortbog, men måtte alligevel spørge om vej et par gange, før vi kom til Nara, der havde en spændende hovedgade. Tetsu mente, at vi var blevet sultne og foreslog at vi fik frokost et sted. Efter nogen tid fandt vi en kinesisk restaurant (uden kinesere). Vi fik en menu med flere forskellige småretter, der smagte udmærket. Dertil fik vi en kæmpe øl, den var vist på omkring en liter. Mens Tetsu var på toilettet, skyndte jeg mig at betale regningen.(Ca. 4500 Yen).Det blev han glad for. Jeg tror ikke, de har vanvittigt mange penge. Vi besøgte et buddhistisk tempel, som jeg også betalte for (2 x 1000 yen). Det er selvfølgelig mange penge, men det er første gang, jeg rigtig har flottet mig. Drikkevarer skal der jo til. Vi kørte hen til Nara parken, der var fyldt med turister og skoleklasser, der var meget synlige i deres uniformer, og det kan nok være, de blev holdt i kort snor. Det sjoveste i Nara parken var de utalllige sikahjorte, der var overalt. De var helt tamme. Vi så også et tempel med en imponerende stor Buddha figur i bronze. Efterhånden var dagen ved at være gået, og det var tid til at finde hjem. Det viste sig, at der var 26 km derop, og vi var nødt til at holde et par drikkepauser p.g.a. den voldsomme hede. Hjemme hos Tetsu begyndte vi at vælte den karakterisriske is-the i os. Det er den drik, de er mest forfaldne til. Fruen er i gang konstant i sit lillebitte gammeldags køkken. I det hele taget er det hende, der er i gang hele tiden. Hun har meget travlt. Jeg har ikke oplevet st se Tetsu i køkkenet. Den lille dreng er blevet meget støjende. Han er såmænd sød nok, men han råber og skriger så højt, og bliver aldrig kaldt til orden. Den første dag, jeg var der, fik han en pakke med et tog fra sin bedstefar uden særlig grund. Der var ingenting til pigen. Han har en imponerende samling af biler. Samtalen gik lidt trægt sidst på eftermiddagen. De forstår bedst ganske simple ord, så jeg bestemte mig til at trække mig tilbage allerede ved 9-tiden. Jeg sov igen ganske udmærket.
DAG 11
MANDAG 6. JULI 1998
Kanmaki Town - Hirakata: 62km

Jeg vågnede ved 6-tiden og havde lidt hovedpine, der blev dræbt med et par piller. Fruen skulle gå allerede ved 7-tiden og var rigtig fin i tøjet, da hun skulle undervise en klasse i Windows 95. Jeg begyndte også at gøre mig klar og tog afsked med Tetsu og børnene ved 7.30 tiden. Det var ganske rart at være sig selv igen. Jeg fandt efter kort tids søgen vejen til Osaka og satte i gang. Dette område mellem Osaka og Kyoto kaldes "the Kinki area", og det er ikke bare by, men storby. Men jeg er nok ved at have vænnet mig til trafikhelvedet, for jeg synes, jeg har oplevet det værre. Til sidst dukkede også navnet Hirakata op på skiltene og efter ca. 50 km. var jeg der. Indkørslen til byen er med et lækkert parkområde, som jeg måske kan bruge ved en senere lejlighed. Jeg havde ringet til Takeo og aftalt, at vi skulle mødes ved 19-tiden. Det kunne ikke blive før, da han skulle med sin kone til lægen. Jeg kørte lidt frem og tilbage i byen og fandt stationen, hvorfra jeg gik lidt videre. Lidt senere kom jeg til en fotoforretning, og jeg bestemte mig til at spørge om vej til Takeo's hus. Det gik de vældigt op i i forretningen, og pludselig greb fotohandleren mobiltelefonen og ringede Takeo op. Det var jo ikke meningen, og jeg måtte fortælle, at det var et uheld. Nu besluttede jeg mig til at få fremkaldt en lysbilledfilm. Den ville være færdig kl. 18.00 om tirsdagen. Så gjaldt det om at finde Yamanove, hvor Takeo bor. Det gik ikke så godt med at forklare det. Dels talte de ikke voldsomt meget engelsk, og dels var der et stykke derhen. Så hentede fotohandleren sin lille motorcykel og tilbød at køre foran derhen. Og så gik det bare derud af. Han blev helt gtrebet af opgaven. Af og til parkerede han mig og forsvandt selv ud for at rekognoscere. Til sidst mente han, at vi var ved 1-23-1 og jeg mærkede mig stedet og kørte hen på et mere befærdet strøg. Der er faktisk 5 timer, som jeg skal have til at gå, og kan man vente længe nok, kan man blive konge af Sverige. Så i øjeblikket er klokken 16.58, og de sidste par timer bliver vel også slået ihjel. Jeg sidder på én af de fåtallige bænke, der findes i gadebilledet. Jeg sidder ved et busstoppested og kigger på folk. En kæmpestor amerikansk neger har spurgt om vej til et supermarked, og en dame spurgte, om jeg havde brug for hjælp. Derudover er det mest dramatiske, der er sket, at en af mine penne er smeltet i varmen, således at mine fingre i øjeblikket er helt blå.
Mine forventninger til Takeo-besøget er ikke for store, jeg ved ikke hvorfor. Jeg regner med at blive der i nat, men det skulle ikke undre mig, om jeg må af sted allerede i morgen tidlig. De skal jo også passe deres arbejde. I så fald agter jeg at slå lejr op nede ved floden en dags tid. Temperaturen er nu, hvor klokken er 17.04 nok faldet til 25-26 grader, så det er til at holde ud igen.
Nu er klokken 18.04, og jeg mener at have fundet det hus, hvor Takeo bor. I mellemtiden har jeg set mit første trafikuheld i Japan. Det var nede på hovedgaden, hvor en bil vist forsøgte at komme ud fra en P-plads, men ramlede ind i siden på en anden vogn. Der var ingen personskade. På vej op fra byen var jeg helt sikker på, hvor jeg skulle hen. Alligevel lykkedes det mig at miste orientereringen. Jeg spurgte en ung mand, der gik og arbejdede udenfor et hus. Han var utrolig hjælpsom og løb hen i sin bil for at hente et kort. Efter megen bukken tog vi afsked, og jeg fandt nemt det hus, jeg mener er Takeos. Da jeg ville trille lidt i den time, der er tilbage, opdagede jeg, at den unge mand var fulgt efter mig i sin bil for at være helt sikker på, at jeg fandt stedet. Vi tog en ny bukketur, da vi konstaterede, at stedet var fundet.
Nu blev klokken 18.11. Det er meget godt at blive tvunget til at tage det hele lidt med ro. Til daglig kan det godt gå rigelig stærkt.
Tirsdag 7. juli kl. 8.30: Ja, så er jeg igen endt på en McDonald's restaurant. Med varm kaffe og air condition. Det gik rigtig godt hos Takeo. Jeg sad og ventede et lille stykke fra hans hus, da han tilfældigt kom forbi. En lille væver mand med styr på det hele. Da jeg kom ind, blev jeg præsenteret for hans svigermor, der var en rigtig hyggelig gammel dame. Senere på aftenen insisterede hun på, at jeg skulle gætte hendes alder. Men det ville jeg ikke. Hun fotalte selv, at hun var 73. Takeos kone var hos lægen. Hun havde brækket en ankel for ca. 14 dage siden og var dårligt gående. Takeo insisterede på, at jeg skulle se hendes "farm", der viste sig at være en have med enhver tænkelig form for grøntsager. Hun var synlig stolt, da jeg tog billeder af hende midt i paradiset. Senere kom fruen og også husets søn hjem. Meget behagelige mennesker, der kun talte lidt engelsk. Takeo talte glimrende engelsk. Jeg blev vist rundt i huset og fik anvist et værelse, hvor der var air condition. Nu ville han vise mig sin nyerhvervelse, et specielt japansk bad, hvor man først bruser og derefter dykker ned i meget varmt (genbrugs)vand. Når man er færdig, lægger man "låg" over, så det er klart til næste gang. Meget fornemt og meget avanceret, og Takeo kunne heller ikke lade være med at fortælle, at det havde kostet 4.000.000 Yen. I stuen var der en sofagruppe, men da vi skulle have mad, måtte vi ned på gulvet. De havde købt et kæmpe Sushi fad, og først viste de mig, hvordan man skulle krølle benene sammen. Det havde jeg svært ved. Det gjorde ondt, og jeg var ved at få krampe, mens den gamle svigermor og konen med det brækkede ben uden besvær klarede den opgave. Jeg startede også med pinde, men da de syntes, det blev for ynkeligt, fik jeg udleveret en gaffel. Jeg sad ved siden af sønnen, der sørgede for, at jeg fik prøvet det hele. Til maden drak Takeo og jeg øl, mens de andre drak the. Maden smagte udmærket, men det er noget, man skal vænne sig til. Til dessert fik vi en kæmpemelon, som Takeo dissekerede, som var det en amerikansk kalkun på Thanksgiving. I stuen havde han et gigantisk TV-apparat. I det hele taget indeholdt det usædvanligt store hus alt. En ting han var synligt stolt af. Vi snakkede sammen til ved 22-tiden, hvor jeg gik til ro i et herligt køligt lokale. Naturligvis på en Futon madras, hvor man altså sover glimrende. Vi snakkede lidt om morgendagen, men da Takeo den følgende tirsdag skulle være væk til kl. 22, blev vi enige om, at jeg skulle videre næste morgen.
DAG 12
TIRSDAG 7. JULI 1998
Hirakata - Hirakata : 25 km
Jeg havde fået at vide, at Takeo stod op kl. 7, men kl. 6.15 råbte han ,at morgenmaden var klar. Det viste sig at være falsk alarm. Han havde set forkert på klokken. Så kunne jeg imidlertid benytte lejligheden til endnu et besøg i det imponerende bademiljø. Da jeg kom tilbage, var der dækket op med morgemad i køkkenet. Jeg var glad for, at jeg ikke skulle ned på gulvet igen. Det var et veldækket morgenbord. Der var melon og forskellige former for frugt og grønt. Der var også toast. Dertil fik vi mælk med svesker, og sandelig om ikke der var rigtig kaffe. Vi sad og hyggede os indtil 7.35, hvor jeg begyndte at gøre mig klar, da Takeo skulle på arbejde kl. 8; så jeg samlede mine ting og sluttede af med familiefotos foran huset. Vejrudsigten var som normalt solskin og omkring 33 - 34 gr.
Nu går den foreløbige plan ud på at køre ned til floden, hvor jeg regner med at sove i nat. Kl. 18 skal jeg så hente mine lysbilleder, men jeg regner med at være der en time før. I morgen tidlig går det så nordpå til kysten, som jeg regner med at følge.
Da jeg mødte Takeo i går, var jeg netop i gang med at drikke af en dåse. Jeg blev så forbavset over mødet, at jeg anbragte den halvtomme dåse i min styrtaske. Det viste sig at være en alvorlig fejl, da jeg senere glemte, at den stod der. Resultatet?
Ja, rigtigt! Det skvulpede ud over det hele. Shit happens!
Efter at jeg havde taget afsked med Takeo tog jeg ind på en McDonald's restaurant i Hirakata for at få kaffe. Det var en lidt underlig dag. Jeg havde sådan set ingenting at give mig til indtil billederne skulle hentes kl. 18. Jeg kørte først ned til parken ved floden; der var ganske pænt og nydeligt. Der var nogle få mennesker der. Jeg blev hurtigt enig med mig selv om, at det var der, jeg skulle sove den kommende nat. Derefter kørte jeg lidt frem og tilbage i byen. Jeg mødte en "lastbilsvagt", der fortalte, at han skulle stå hele dagen i 35 graders varme og vinke lastbilerne ind til højre. Det var dog en uhyggelig tjans! Så fandt jeg en plads nede i byen, hvor jeg sad og kiggede lidt. Man har været meget omhyggelig med at sørge for, at der aldrig er bænke og borde nogen steder. Det gælder også langs landevejene. På et tidspunkt købte jeg en cola til min nye vagt-ven. Den blev han rigtig glad for. Jeg var forbi fotoforretningen allerede lidt efter kl. 16 og var så heldig, at billederne var kommet.
De var til alt held blevet udmærkede. Så var der kun tilbage at købe lidt forsyninger og så gøre klar til natten. Jeg ville først slå teltet op, lige før det blev mørkt, men jeg var nødt til at indhylle mig i det grønne stykke og i mit lagen for at være i fred for myggene. Der var en del mennesker, der kom forbi med deres hunde eller bare på spadseretur, men de sagde ingenting. Den første del af natten blev jeg noget forstyrret af fyrværkeri. Jeg kunne ikke finde ud af, hvem der skød, eller hvor det kom fra, og det holdt da også op i løbet af natten. Så faldt jeg da også straks i søvn.

DAG 13
ONSDAG 8. JULI 1998
Hirakata - Biwako Lake:104 km.

Jeg benyttede mig af faciliteterne i parken til mit morgentoilette; det var en virkelig flot park. Så gik det ud af Hirakata, som jeg efterhånden kendte så godt. Jeg styrede mod Biwako Lake lidt øst for Kyoto. Det første stykke gik nemt nok. Derefter slog jeg ind på en cykelvej langs floden. Men på et tidspunkt gik det op for mig, at jeg faktisk var på vej til Hirakata igen. Jeg fandt så ud af at køre lidt bagom til Uji Tawora og derefter til Otsu, der ligger ved søen. Det sidste stykke til Otsu gik med "rolling hills" langs Sela-Gawa floden, og der var usædvanligt smukt. Der var endda også tendens til, at der var en smule køligere. Ellers var dagen fugtig hed, som alle de andre dage. Den mindste bakke får sveden til at vælte frem, og der skal drikkes uafbrudt. Jeg har netop beregnet, at jeg i kontanter har 4.000 Yen til hver dag, der er tilbage. Med det væskeforbrug, jeg har, er det en nødvendighed, at jeg ikke bruger penge på overnatninger. Jeg kommer ellers forbi 2-3 vandrerhjem fra Otsu og nordpå. Men det er vist bedst at bruge pengene på sodavand. Her i Otsu har jeg kørt ca. 60 km., og jeg regner med at nå op på 100 - 120 km. i dag. Fra otsu gik det nordpå langs Biwako søen. Der var rigtig pænt, men også mange biler. Det blev en begivenhedsløs dag, ja måske endda lidt kedelig. Det er, som om der ikke rigtig er nok at køre efter nu, hvor jeg har besejret Mt. Fuji og har besøgt Tetsu og Takeo.
Jeg begyndte at se efter en lejrplads ved 4-tiden. Jeg kørte først ned til vandet, men det viste sig at være et fashionabelt sommerhusområde, hvor der ikke var til at finde et sted. Men kort tid efter fandt jeg et parkområde, hvor jeg besluttede at overnatte. Jeg brugte et par timer på at kigge ud over den smukke sø, inden jeg slog teltet op. Jeg var nødt til at anbringe det på en lidt skrånende undergrund. Jeg havde regnet med, at det var udmærket, men det var temmelig ubehageligt. Jeg kunne hele tiden høre bølgernes skvulpen, det var rart. Af hensyn til myggene har jeg lukket gaze-stykket lidt til, og der er meget varmt i teltat. Det eneste, der kølede denne nat var det svage pust som lastbilerne sendte ned til mig, når de kørte forbi. Til sidst kom jeg til at sove udmærket, endda en drømmefyldt søvn.
DAG 14
TORSDAG 9. JULI 1998
Biwako Lake - Echizen :96 km.

Der var 29 gr., da jeg tog af sted lidt over seks. Jeg har jo ikke noget bestemt, jeg skal nå, så jeg tager det roligt. Jeg bemærkede før starten, at mine cykelbukser er blevet meget løse i syningerne. Det er vist tvivlsomt, om de holder turen ud. I går fik jeg problemer med klampen på min venstre sko. Der var faldet en skrue af, men jeg forsøgte at spænde de to tilbageblevne skruer. Men der faldt endnu en skrue af, da jeg var midt i byen Tsuraga, således at skoene ikke mere kan bruges. Jeg må fra nu af forsøge at køre i mine sandaler. Forinden havde jeg haft et andet irriterende uheld: For anden gang på turen knækkede en eger i baghjulets svære side. Det skete lige inden jeg gik ind i et bjergområde. Nu har jeg 4 eger tilbage. Alle disse uheld er enormt generende. Hvis det var muligt, havde jeg gerne afkortet turen med en uge. I dag oplevede jeg lige efter Biwako søen at køre i et område, hvor der ikke konstant var en hidsig trafik. Så har man prøvet det med! Det er blevet noget overskyet her ved middagstid, hvor jeg sidder på McDonald i selskab med nogle meget højrøstede unger. Temperaturen har været knap så giftig i dag. Det er, som om der kunne være lidt regn i luften. Det skulle ellers være i dag, at det er slut med "the rainy season". "Maybe", som de kloge siger. Jeg satser igen i dag på at køre 100 km og så finde et smukt sted at slå lejr.'
Gisp! Da jeg var inde på toilettet på McDonald, opdagede jeg, at bukserne ikke bare var løse i syningerne, der var simpelthen et stort hul bagpå. Så farvel til de bukser. Jeg var til alt held i en storby, Tsuruga, og jeg fandt snart en sportsforretning, hvor de havde et par shorts, jeg kunne bruge. De forekommer mig at være noget smalle i livet, men de passer godt nok. Og jeg kunne også bruge mit Visa-kort for første gang på turen. For at komme ud til kystområdet, skulle jeg først gennem et mindre bjergområde. Der var en masse tunneller, og samtidig var der meget vejarbejde. De forskellige køer blev et enkelt sted ledt igennem som konvoj, men jeg kom ikke med. Det vidste sikkerhedsfolkene ikke rigtig, hvad de skulle gøre ved, men langt om længe kom jeg igennem. Der skete nu det utrolige, at kystvejen viste sig at være særdeles fredelig. Der var faktisk ingen trafik. Det var helt mærkeligt. Lidt før Echizen fandt jeg en lille rasteplads, der var som skabt til mig. Der var et vandfald og en storslået udsigt over det japanske hav. der slog jeg mig ned, og lige før mørket faldt på slog jeg teltet op i det herligste græs.
DAG 15
FREDAG 10. JULI 1998
Echizen - Tijimbo : 56 km
Ved 5-tiden begyndte det at regne. Det regnede så meget, at der var tale om skybrud. Der var ikke tale om at gå ud overhovedet. Først ved 10-tiden kunne det blive til noget med at stikke snuden udenfor. Der var lidt ophold i regnen, mens jeg pakkede sammen, men ellers var der byger hele resten af dagen. Det mest dramatiske denne dag var nok at se på de ødelæggelser, som vandet, der fossede ned fra bjergene, forvoldte. Grøfter og kanaler kunne slet ikke klare de enorme vandmængder. Der var overalt folk i gang med at udbedre skader. Mange steder var vejene oversvømmede, og et par steder var der omkørsel. Havet havde skiftet farve et godt stykke ud på grund af den jord, der skyllede ned. Igen var der tale om en strækning med ringe trafik. Det er ganske underligt. I fiskerbyen Mikuni drejede jeg fra ud til de voldsomme klipper ved Tijimbo, også kendt som selvmordsklipperne. Jeg var der ved 4-tiden og trillede ud ad en sti langs kysten, hvor jeg ganske rigtigt fandt en egnet lejrplads, ganske vist noget skrånende. Straks efter begyndte det at regne voldsomt igen, og jeg bestemte mig til at slå teltet op straks, skønt det var noget tæt ved nogle huse. Allerede kl. 17 var jeg på plads i teltet og jeg blev der indtil kl. 5 næste morgen. Temmelig kedeligt, men faktisk kan jeg godt falde i søvn allerede når det bliver mørkt ved 19.30 tiden. Så længe kan jeg ikke sove i min egen seng. Jeg drømte, at jeg var i Californien, hvor Weltys og Renaults boede i ét hus. Bill var blevet meget tyk, og Sharlene blev båret ud på en båre, da jeg ankom. Et held man ikke tror på drømmetydning, det kunne der vist komme noget værre noget ud af.
DAG 16
LØRDAG 11. JULI 1998
Tijimbo - Kanazawa: 68 km
Det startede godt nok. Der var tørvejr, da jeg vågnede ved 5-tiden, så jeg kunne få mine ting pakket i ro og mag. Men allerede et par minutter efter, at jeg var kørt ,begyndte det igen at regne. Det er ikke sådan, at det vælter ned; det er snarere finregn eller støvregn. Jeg gik i ly allerede efter 3-4 km. og havde straks et par uheld. Først kunne jeg ikke finde mine briller, og jeg har heller ikke fundet dem endnu. Men mens jeg ledte efter dem, lagde jeg kameraet fra mig. Gæt hvad der skete? ja, rigtigt! Det gik i gulvet med et brag. Det viste sig, at forsatsglasset var revnet,og der er således fra nu af ingen beskyttelse af det kostbare objektiv. Hvor var det dog et dumt uheld. Og selvforskyldt!
Heller ikke i dette område er der ret meget trafik. Der er utroligt stille og roligt her. Det er igen begyndt at regne en hel del, så jeg sidder lige nu i ly under halvtaget ved en lille købmandsbutik. Jeg ved ikke rigtig med det vejr? Jeg synes, det er svært at se på himlen, hvad det vil udvikle sig til. Jeg har lige købt et brød, som jeg har spist. Dertil drak jeg to kopper varm pulverkaffe. Jeg har langt om længe fundet ud af, hvad den store termokande, der står i de fleste forretninger, er til. Det er kogende vand til kaffe. Jeg ved bare ikke, hvordan japanerne bruger det. Jeg har da endnu ikke set nogen gøre brug af det. Det er jo en tidlig lørdag morgen, og der er mange, der kommer her og gør deres morgenindkøb. Tænk om man kunne være så heldig at en eller anden tog mig med hjem i stuen for at lege med mig. Det er jo sket en gang tidligere, så man ved da aldrig.
...Næh, der kom ikke nogen og tog mig med hjem. Lidt efter lidt holdt regnen op, men de vanvittigt høje temperaturer blev der aldrig tale om. Jeg gætter på, at der har været i underkanten af 25 grader. Det betyder også, at jeg ikke mere skal drikke så vanvittigt meget. Efter Kaga kom jeg ind på Route 8, og så var det slut med det fredelige trafikbillede. Over mange, mange kilometer indtil Kamatsu forekom det mig at der var den ene bilforretning efter den anden. Lige før Kamazawa skaffede jeg lidt forsyninger og begyndte at se mig om efter et sted at overnatte. Der var både det ene og det andet parkområde, men ikke noget ,jeg kunne bruge. Det ene område var helliget tennis, golf og lignende, og det andet var en slags vandland. Desperationen var ved at indfinde sig. Faktisk var jeg et par gange henne og spørge eyt par risbønder. De forklarede en hel masse, jeg skal ikke kunne sige hvad, så jeg kørte videre, temmelig ydmyget. Jeg kom snart efter til kanazawa, hvor jeg ret hurtigt faldt over en herlig park. Den er temmelig stor med velslået græs, springvand og smukt placerede stensætninger. I midten er der et lille hus med bænke hele vejen rundt. Der sidder jeg nu og skriver, hvor klokken er 17.40. Lige ved siden af har der været et stort arrangement med udstilling af værktøj af forskellige slags. Jeg kan se ud over en meget stor P-plads, og kl. 17 spillede de "Auld lang syne", hvorefter bilerne begyndte at forsvinde. Der er stadig enkelte biler tilbage, men de fleste er væk. Når mørket bryder frem, er det min plan at sætte mit telt op i yderkanten af parken, så må vi se, om det går. Dagen i dag har stort set været begivenhedsløs med mange smukke landskaber først på dagen. Jeg har problemet med, at jeg ikke rigtig skal nå noget bestemt og længes en del hjem og synes, at der er mange dage, til jeg skal af sted fra Narita.Vejret begynder igen at blive noget mørkt. Jeg tror ikke på, at "the rainy season" er forbi endnu.
DAG 17
SØNDAG 12. JULI 1998
Kanazawa - Takaoka : 60 km.

Der var et behageligt klima i nat, og underlaget var plant og godt, så det blev igen til en god nats søvn. Uheldigvis var der en nørd, der absolut skulle øve tricks med sit skate board på pladsen overfor mit telt fra 03 - 05, hvilket var voldsomt irriterende. Jeg stod op lidt efter 5 og kunne foretage mit morgentoilette i parkens toilethus. Det var jo meget smart. Temperaturen er faldet meget. Jeg gætter på, at der er omkring 20 grader. Jeg fik pakket ned i ro og mag, og den vej, jeg skulle bruge gik lige ved siden af parken. Selvom det er så tidligt, er der en voldsom trafik, til at det er søndag morgen. Gad vide, hvor de allesammen skal hen? Efter kun 2 km. begyndte det igen at småregne, og jeg gik i ly under et halvtag ved en slags spiserestaurant. Klokken er nu 6.42. Jeg har lige drukket en fanta og overvejede at gå ind på spisestedet. Men dels er det for dyrt, dels kan jeg sikkert ikke lide maden, så jeg bliver her og kigger på bilerne og rismarkerne. Der er så rigeligt af begge dele.
Afbrudt af småbyger gik det videre. På vej ind til Takaoka var der et mindre bjergområde med en hel del væmmelige tunneller. Den længste var næsten 1 km. lang. På et tidspunkt stod jeg i ly for den næste regnbyge. Mens jeg stod der, lød der et gevaldigt smæld, som jeg ikke kunne finde ud af, hvad var. Da jeg ville videre fandt jeg ud af, at det igen var en eger i baghjulets møg-side,der var gået. Og jeg havde ikke så meget som rørt cyklen! De eger springer, når de synes, de er klar til det. Nu var der kun 3 reserveeger tilbage, så jeg begyndte at se mig om efter en cykelmekaniker. Det er ganske vist søndag, men ingen lukkelov synes at eksistere her. Først fandt jeg en ældre kvindelig mekaniker i en biks med meget gamle cykler. Hun kastede sig på knæ og rodede en kasse med gamle eger igennem, men uden held. Få km senere kom jeg til en rigtig pæn forretning. Dog ingen race. Her fandt de hurtigt den rigtige længde, og jeg købte 5 ekstra.
Ved 11.30 tiden trillede jeg ind til Takaoka, der er en stor by. Først var der et skilt ud til en park, som jeg skal undersøge. Men først trillede jeg videre til mit kære Mc. Donald, hvor jeg har fået et Big Mac Set og 2 krus kaffe for 629 Yen. Takaoka synes at være en rar by. Hvis parken passer mig, vil jeg være der i nat og så se lidt på "Central Takaoka".
Nu er det snart en uge siden, at nogen spurgte, om jeg havde lyst til at spise frokost med dem. Klokken er nu 15, og jeg befinder mig i parken i Takaoka. Da jeg var her første gang lidt over middag, var der fyldt med folk; der var en slags loppemarked. Da jeg kom et par timer senere, var de fleste væk. Her er rigtig hyggeligt. Man må sige, at japanerne forstår at lave parker. Der var en del familier med deres frokost, men de er næsten alle væk nu, hvor det atter trækker op til regn. Det kan nok være, at jeg får slappet af på denne ferie. Det er ganske nyt for mig at sidde time efter time i en park og glo. Det er garanteret sundt! Jeg tilbragte resten af dagen i parken. Der var hele tiden mange mennesker. På et tidspunkt sad jeg i ly for regnen i et lille hus. Samme sted sad et japansk par på min egen alder. De sad nok 1½ time og diskuterede en kryds-og-tværs. Utroligt at de kunne bruge så meget tid på et enkelt krydsord. Ved 17 tiden kom der en betjent cyklende og kiggede efter i alle hjørner. Jeg blev lidt betænkelig ved min egen lejrslagning. Men jeg fandt et rigtig godt sted, og ingen kom og generede mig. Jeg drømte igen en underlig drøm. Vi var 3 mand., der skulle tage en elevator. Men det var ikke nogen almindelig tur. Vi skulle så højt op, at der var tale om en ekspedition. Vi skulle uendelig højt op. En af os havde endda højdeskræk. Jeg husker ikke hvem.

DAG 18
Mandag 13. JULI 1998
Takaoka - Kurobe River: 85 km.
Jeg sov rigtig godt. Jeg var vist helt alene i parken, og der var dødsstille. Det var den hidtil køligste nat på turen. Jeg sov med en trøje på. Da jeg stod op kl. 5, opdagede jeg, at der var et gevaldigt liv i parken. Masser af mennesker fik åbenbart deres morgenmotion her.Power walking, jogging osv. Jeg kom af sted og fandt hurtigt den rigtige vej, route 8. Men trafikken var så voldsom, at jeg bestemte mig til at søge en roligere vej langs kysten. Der har jeg kørt 54 km indtil nu, hvor jeg holder pause i Uozu kl. 11.19. Tidligere så jeg et skilt med 23 grader, og det har været behageligt at køre. Det er noget varmere nu. Uozu ligger tæt ved bjergene, og herfra kan jeg se, at regnskyerne hænger ned ad bjergsiderne. Det er også begyndt at dryppe en smule her. Til alt held har jeg ikke haft tekniske problemer endnu i dag. Jeg ved ikke, hvor meget længere jeg vil køre i dag. Ikke nødvendigvis så meget mere.
Det blev til en halv times tid med finregn ved Uozu, så klarede det op igen. Ved 13 tiden/65 km begyndte jeg at se mig om efter en lejrplads. Jeg kom til Kurobe på Route 8 og kørte ind til Central Kurobe for at se, om der var noget. Det var der ikke, så jeg kørte videre. Kort efter kom jeg til en kæmpebro over Kurobe River, og jeg kunne se, at der så rigtig rart ud ved flodbredden. Jeg kørte derned og bestemte, at der skal jeg være i nat. Imidlertid kørte jeg lidt videre for at skaffe forsyninger og vupti.... der var den igen. McDonald 3,7 km. Tanken om god varm kaffe sendte mig hurtigt de 3,7 km ud af Route 8 til gode, gamle Mac, hvor jeg sidder lige nu. Nu agter jeg mig så tilbage til Kurobe River, hvor jeg vil slappe af. Jeg vil en 2-300 km nordpå herfra, så krydser jeg over til den anden side og ned til Narita. Jeg kunne selvfølgelig have valgt at køre meget længere nordpå, helt op til Hokkaido, men det vil jeg ikke. Dagen i dag har været uden de store begivenheder, men ellers ser den ene by ud næsten som den anden. Det er et stort problem, at jeg ikke kan tale ret mange ord japansk og endnu større problem, at jeg ikke kan læse noget som helst. Hvor må det være forfærdeligt at være ordblid. Den lejrplads ved flodbredden så rigtig tiltalende ud. Det er næsten lige som at være spejderdreng igen.
Da flyveren gik ned ved Narita undrede jeg mig over, hvor mange og hvor store græsplæner, de havde. Tumpe! Det er rismarker, der er overalt. Selv i de store byer er alt jord inddraget til risdyrkning. Det er pinligt, men i øjeblikket kan jeg slet ikke huske, hvordan risen videreudvikles. Yderst pinligt! Det må jeg hjem og studere. Flodbredden virkede en anelse spooky, da jeg kom derned. Der var sandelig også en bænk og et bord. Jeg anbragte mit telt nede ad en lille sti, så jeg ikke kunne ses fra vejen. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at en eller anden kunne have set mig fra vejen og planlagt et natligt besøg. Men der skete ingenting. Der var masser af rovfugle og fiskehejrer. Det var en dejlig kølig nat, og for første gang på turen måtte jeg have lynet soveposen op.
DAG 19
Tirsdag 14. JULI 1998
Kurobe River - Nadachi : 86 km.
Jeg vågnede ved 4.30 tiden og havde igen haft mange underlige drømme.Blandt andet var jeg blevet skilt. Resten kan jeg ikke huske, men der var andre besynderlige ting. Vejret var pænt til morgen, i underkanten af 20 grader, og der synes ikke at være udsigt til regn. Hedebølgen synes at være ovre i denne omgang. Og godt det samme. Det var for meget! Jeg har netop været inde hos en købmand og fået kaffe og en sandwich, her hvor klokken er 6.54. Han har også en bænk stående udenfor. Ellers er der alt for få borde og bænke i det hele taget. I aftes fik jeg en ide. Jeg har en plan over campingpladserne på Boso Hanto. Jeg vil forsøge at få plads på en campingplads en 3 dage lige før afgang. Og så vil jeg forsøge at afhente min cykelpose fredag den 24. juli i stedet for tirsdag den 28. juli hos familien i Tomisato. Så kan jeg måske få lov at tilbringe nogen tid sammen med dem. For alt i alt må man sige, at det er en meget ensom færd.
Når folk gårt til købmand lader de som regel bilens motor køre. Jeg tror ikke, det er Buddha, der er deres store gud. jeg tror det er bilen.
Jeg er kommet til at tænke på, at jeg endnu ikke har set en eneste campingvogn.
Det blev en rigtig god dag. Vejret blev bedre og bedre uden at heden blev voldsom. I forvejen var trafikken ikke så slem poå Route 8, og nu kom der oven i købet en vaskeægte cykelrute. Med tunneller helt specielt beregnet til cyklister. Jeg tror det er første gang, jeg har oplevet helt specielle hensyn til cyklisterne. Desuden er det et af de allersmukkeste områder, jeg har været i. Ved middagstid kom jeg sandelig også til en campingplads. Den første jeg har set. Jeg kørte først forbi og kiggede. Ikke et øje! Så kørte jeg de 12 km til Nadachi efter forsyninger og de 12 km. tilbage. Stadig ingen. På den anden side af vejen er der et kæmpe feriecenter. Der var også et gigantisk fiskemarked. Nu traf jeg en mand på campingpladsen, der henviste til kontoret i feriecentret. For 1760 Yen fik jeg et kort til at hænge på mit telt. Det er vel heller ikke urimeligt. Det er måske meget godt, at jeg ikke skal campere vildt i nat, når man tænker på den store grønne slange, der snoede sig over vejen lige foran mig i dag. Jeg deler pladsen med en Junior High School. Jeg har netop hilst på en af deres lærere. Børnene virker skikkelige nok. De er i øjeblikket (17.57) ved at gøre forberedelse til aftensmad.
Der var meget støj fra børnene. Men de gjorde ikke noget, som de ikke skulle have gjort. Da de var færdige med at spise og vaske op, tændte de et stort bål og legede nogle lege. Selvfølgelig med fyrværkeri, det store nummer herovre. Der var stille og roligt kl. 21.30. Jeg sov ikke så godt denne nat. Underlaget var meget ujævnt, og faktisk var det rigtig koldt.
DAG 20
Onsdag 15. JULI 1998
Nadachi - Kashiwasaki : 92km.
Op lidt i 5. Det var lærerne fra skolen også, og vi hilste venligt på hinanden. Ærgerligt at vi ikke kan tale sammen. Den ene lærer forærede mig en lille dåse sodavand, inden jeg tog af sted. Jeg afleverede kortet nede i "Marine Dream"-huset, og så af sted. Cykelruten fortsatte ca. 20 km mere, til jeg kom i nærheden af Joetu. Jeg valgte hele tiden små veje. Det er jo nemt nok, når man skal følge vandet. På vejen mødte jeg en japansk turcyklist, som jeg passiarede lidt med. Vi "byttede" også billeder og kiggede lidt på hinandens udstyr. I en bagerforretning købte jeg 2 X 1/4 mælk, en indbagt pølse og en kage. Så er bunden lagt! De sidste 8-10 km har jeg kørt gennem en temmelig stille og meget langstrakt by. Jeg regner med, at jeg stadig kører langs vandet. Jeg er netoip kommet til en bank, som jeg regner med åbner kl. 9 (om 2 min. og 9 sek. Jeg vil forsøge at hæve 20.000 Yen som en reserve. Jeg synes, det andet bliver for snært på. De har klistret et Visa-kort på døren, så mon ikke det går.
Næh, den gik ikke! En dame fra banken fulgte mig ud til pengeautomaten, hvor hun beklagende måtte konstatere, at den ikke kunne lide mit kort. Jeg skulle altså også kunne klare mig uden.
I den store by Kashiwasaki fandt jeg et rigtigt stort supermarked og købte lidt forsyninger. Det var ikke så smart. Jeg fik fat i et afskyeligt hvidløgsbrød, og så havde jeg købt noget kød på spid, som jeg syntes så ret lækkert ud. Indtil det kom ud af indpakningen. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad det var lavet af. Føj, hvor det smagte. Men ned kom det af hensyn til, at motoren skal have brændstof. Vejret blev dagen igennem bedre og bedre og har i det hele taget været pragtfuldt. Omkring 25 grader med strålende sol og en let vind. Regn har der ikke været antydning af. Lidt efter Kashiwasaki begyndte jeg at tænke på at bygge rede og ca. 10 km længere nodpå, fandt jeg den herligste rasteplads højt til vejrs ovr havet. Der er bord, bænk og halvtag. Der er toilet og en pragtfuld dsigt. Den ligger lige ud til vejen, men der er altså ikke ret meget trafik her. Henne i det ene hjørne bag et lille grantræ har jeg bestemt, at reden skal bygges. Men det må vente en 3 timer. Klokken er kun lige 4. Jeg har lige haft ringet hjem i dag og hørt, at alle har det godt. De havde haft et uheld med en knækket hjulbolt på vej til Skagen, så Falck måtte køre dem hjem.
Der er mange der standser her for at strække benene. Der er også en fantastisk udsigt. Jeg glemte at nævne, at her er mange gråspurve. De har rede oppe under halvtaget. I dag har jeg fået erstattet den ødelagte "forsats-rude" til kameraet. Jeg købte den på Visa-kortet i en veludsryret foto-forretning i Kashiwasaki. Ekspedienten talte perfekt engelsk efter 5 års ophold i New York fra 1976-81. Han blev meget stolt, da jeg roste hans sprog. Jeg spurgte ham om campingpladsen i byen, og han ringede et sted hen, hvor han allerede efter7-8 minutters livlig samtale kunne meddele, at de først bblev åbnet samtidig med starten på skolernes sommerferie den 20. juli. Nogle få hundrede meter herfra er der nogle folk i gang med at slå rabatten med deres vinkelslibere. Det virker meget langsommeligt. Jeg har bemærket mig, at manden med flaget, der styrer køen ved et vejarbejde høfligt bukker for bilisterne, når de er færdige med at vente. Og hvor er der dog utallige små krumbøjede bedstemødre. Jeg var her sidst på dagen inde i en lille biks for at få et par kager. En morlille krabbede rundt mellem hylderne, mens hun bukkede og skrabede. Det havde været et fint billede, men det kan jeg ikke få mig til.
Det var et virkeligt skønt sted, jeg havde fundet mig. Men på et tidspunkt troede jeg, at jeg havde problemer da 4 unge mennesker ved 18.30 tiden slog sig ned med øl og drinks. Men de var ganske harmløse, de skulle bare hygge sig. Det ville jeg selv have gjort, hvos jeg havde boet i nærheden af det fantastiske udsigtspunkt. Da det begyndte at blive mørkt, slog jeg teltet op bag ved det træ, som jeg havde bestemt, og jeg havde en rolig og drømmefyldt nat.
Jeg forsøger hver dag at finde noget engelsksproget eller noget musik på min radio, men der er kun snak. Da jeg var i Tokyo-området kunne jeg tage en amerikansk kanal, men den er forsvundet nu.
DAG 21
Torsdag 16. JULI 1998
Kashiwasaki - Niigata: 113km.
Jeg lå og snuede helt til kl. 4.50, hvor jeg kunne slå teltdugen til side for endnu en smuk dag langs det japanske hav. 23 gr. (så jeg senere) og solskin. Og stille og roligt. Den vej jeg kører på 402 route, har meget lidt trafik sammenlignet med, hvad jeg ellers har været ude for. Jeg tænker med gru tilbage på "The kinki area". Jeg havde ingen morgenmad, så jeg startede med en Fanta fra en automat, men tiden gik, og der var ingen forretninger. Jeg var lige ved at blive desperat og overvejede i fuld alvor at forgribe mig på en dåse makrel, jeg havde i bagagen. De utallige fiskeforretninger fristede heller ikke. Men så endelig efter 36 km. var der bid. En god lille biks, hvor jeg netop har hygget mig med 2 kopper kaffe, 1budding, 1kage og ½ l cacaomælk. Men jeg har faktisk heller ikke fået noget siden i går klokken

DAG 22
Fredag 17. JULI 1998
Niigata - Oguni : 76 km.

Op 4.45, morgen toilette og så pakke. Parken var såmænd god nok, men omgivelserne var rædselsfulde. Jeg fandt en købmand allerede efter 3. km og fik kaffe. Men det jeg troede var en lækker kage, viste sig at være indbagt spaghetti med karry. Føj! Jeg måtte køre endnu 6-7 km i det forfærdeligt grimme havnekvarter, inden bebyggelsen begyndte at blive normal. Og så vupti, 13 km efter start fandt jeg et pragtfuldt parkanlæg ned til det japanske hav. Velplejet græs, bænke og et toilethus som den indbagte karry havde god nytte af. Her er små kupler i rustfrit stål og sten. Her er virkelig dejligt. Midt på plænen ligger der et sejlskib og pynter, ærgerligt at jeg ikke var her i nat.

Trafiktælling Route 113 kl. 7.35 - 7.45

Biler i én retning: 145 stk. Svarer til 870 i timen.

Som det fremgår af ovenstående trafiktælling, var det ikke et behageligt sted at være. Det blev meget bedre, da 113 Route svingede ind i landet. Der er bjerge på begge sider, men der har egentlig ikke været de helt voldsomme stigninger. Toppen er pillet af dem v.h.a. tunnellerne. Jeg er begyndt med en ny taktik. Når der kommer trafik bagfra, holder jeg stille og klistrer mig til væggen. Det kan selvfølgelig godt tage lidt længere tid, men det er sikrere. For første gang på turen har jeg oplevet vind, naturligvis modvind, men det gør ikke så meget. Jeg er kommet til en bjergby, der hedder Oguni. Her skal jeg være i nat. Her kl. 13.52 sidder jeg på en bænk udenfor en købmandsforretning og kigger på folk. Jeg har fortæret min middag: Risret med kylling. Ret lækkert. Det blev opvarmet i forretningens mikrobølgeovn. Byen har en lille, noget forfalden park for enden af en lille cykelrute, med vand og toilet. Der skal jeg være i nat, hvis alt går planmæssigt.

En herlig nat: Der var en bænk og et bord i et lille hus. I en lille sø var der karper, og da natten faldt på kan det nok være, at frøerne tog fat. En stor naturoplevelse. Igen en god nats søvn med de forskellige mystiske drømme. I nat mener jeg at kunne huske, at Dennis Renault var indblandet.


DAG 23
lørdag 18. JULI 1998
Oguni - Takahata: 73 km.

Jeg sidder igen på den bænk, der blev nævnt ovenfor. Men nu er det lørdag morgen kl. 5.53, og jeg har netop fået morgenkaffe og 2 kager med fiskesmag. Vejret er smukt. En anelse køligt. Jeg tager en sweater på, når jeg kører. Den park, jeg sov i var et helt dyrereservat. Der var et lille hus med bænke, bord og en lille sø med travle karper. Og da natten faldt på, tog frøerne fat. En stor naturoplevelse. Jeg trillede hen til den anden ende af byen (faktisk over 3 km), fordi jeg regnede med, at der var døgnåbent. Det var der også, men pulverkaffe var udsolgt. Så hentede ekspedientetnet krus og noget pulver ude bagved, så jeg alligevel fik min kaffe. I dag regner jeg med stille og roligt at bevæge mig til en bjergby, der ligger ca. 70 km. herfra. Jeg forventer en smuk tur gennem bjergene.

Jeg havde en pudsig oplevelse ved forretningen inden jeg tog afsted. En mand kom hen og spurgte, hvor jeg var fra. Han kunne en lille smule engelsk. Jeg viste ham ruten på kortet, og han kaldte på sine venner, der også skulle se. Da han satte sig ned for at spise suppe, spurgte jeg, om jeg måtte tage et billede. Det måtte jeg. Pludselig hev han 1000 Yen op, som han bestemt syntes, jeg skulle have til den videre færd. Heldigvis havde jeg en lille garder, jeg kunne give ham. Han skrev også i min bibel.

Det blev en flot tur gennem bjergene, men det fladede alt for hurtigt ud. Her kl. 11.26 er jeg endt i Nan-Yo, en ret stor by. Jeg er endnu engang endt på McDonald, men denne er ikke hyggelig. Det er i hjørnet af et supermarked, og de spiller alt for højt musik. Min mave har ikke været for god i dag, men det er vist også første gang, den har voldt problemer. Jeg kommer til en by ved 66 km. og en større ved 81 km. Jeg regner med at standse et af de 2 steder.

Jeg besluttede at standse ved den første by, der hedder Harakata. Den er såmænd også stor nok. Jeg fandt et imponerende parkanlæg, hvor jeg daffede lidt rundt. Så blev jeg standset af en mand på cykel. Det viste sig at være lederen af det museum (historisk), der var i parken. Jeg blev inivtieret indenfor (på huset) og fik en lyn-rundvisning, mens han søgte efter de få engelske gloser, han kunne. Jeg tog et billede, som han takkede meget for. Jeg spurgte ham til sidst, om jeg måtte slå mit telt op i parken. Det mente han godt kunne gå, bare jeg ikke brugte ild. Men der var en campingplads 6 km ude af en cykelrute ved en sø. Klokken var kun godt tre, så jeg forsøgte at finde ruten. Men få hundrede meter oppe af et bjerg fandt jeg en rasteplads med bænke og et lille hus. På næste hylde er der fint græs. Der skal jeg være i nat. Her kl. 4 er der nok 25 grader, strålende sol, som resten af dagen og en pragtfuld udsigt over Harakata Town. Der har lige været 7 små drenge heroppe. De var ved at finde biller og larver til et eller andet formål. Der er naturligvis lidt ensomt her, men ellers er det er perfekt sted. Det forbavser mig, hvor få mennesker, der bruger de pragtfulde parkanlæg, som næsten enhver by har brugt enorme ressourcer på.

Jeg bestemte mig til at forandre planer. En far til en af drengene kom op til dem, og det kunne se ud til, at han forklarede dem noget om mig, hvorefter de alle forsvandt. Så kørte jeg tilbage til parken og byggede en herlig rede ved et lille lysthus. I den flotte sø var der karper, ænder og gæs. Lige da det blev mørkt viste det sig, at der også var frøer. Utroligt hvor meget lyd, der er i dem. Jeg sov virkelig godt denne nat. En af drømmene bragte mig på eftersøgning efter en hest i Sacramento.

DAG 24
Søndag 19. JULI 1998
Takahata - Kakuda: 88 km.

Op 4.45. Atter en smuk morgen. 16 grader. Jeg skrev et pænt kort til museums-manden. Derpå smed jeg det ind under døren. Der har faktisk udellukkende været bjergkørsel indtil nu (50 km). En virkelig smuk tur uden den vilde trafik. Jeg var nødt til at købe mælk og kager i en lokal biks (lidt dyrt), for jeg skulle have noget. Her efter ca. 50 km er jeg nået til den ret stor by Shioristi, hvor den står på kaffe og kage hos 7-eleven.

Jeg er nu nået til Kakuda, hvor jeg her kl. 15.25 sidder plantet i parken. Den er rigtig stor og smuk. Her søndag eftermiddag er der folk i gang med havearbejdet. Jeg har lige haft ringet hjem. Alt går heldigvis, som det skal. Jeg har spist middag hos 7-eleven. Herlig kyllingeret med ris. Jeg har lige set en flok motionister spille baseball. Ret festligt. Der var en bjergside, der skulle besejres på vej hertil, men alt i alt har 113 route tværs over øen været rigtig god. Der er nu kun 15-20 km ud til kysten , hvor jeg begynder at bevæge mig syd på i morgen. Der går en havemand og river plænen lige ved siden af. Den er som et gulvtæppe. Han sagde et eller andet til mig, som jeg ikke forstod. Jeg fandt et sted ved siden af en stor friluftsscene, hvor jeg slog teltet op. Der var voldsomt mange myg og ved 8-tiden skulle en masse børn lege et eller andet. Et selskab slog sig ned et par timer. I begge tilfælde afsluttede de med det evindelige fyrværkeri.

DAG 25
Mandag 20. JULI 1998
Kakuda - Futaba: 101 km.

Op 4.45 som sædvanligt. Denne dag var der kun 300 m til morgenkaffen hos 7-eleven. Brødvalget var ikke det bedste denne morgen. Det havde karrysmag. Så gjaldt det om at finde 113 Route ud af byen. Det lykkedes naturligvis ikke. Bortset fra det var denne morgen lidt forskellig fra de seneste. Der var en tæt dis, der faktisk fugtede en del. Som sagt lykkedes det mig at fare vild, da skiltene pludselig kun var på japansk. men jeg kom ud i nogle smukke bjerge med kraftige stigninger. Ved at spørge om vej med skiftende held lykkedes det mig at ramme 113 Route igen, og den førte mig til Some, hvor jeg har ventet i 10 min. på at gode gamle McDonald skal åbne. Jeg har lokaliseret et vandrerhejem i en by, der hedder Tara ca. 100 km sydligere. Nu ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal, fare af sted for at nå det i dag eller køre stille or roligt og så ramme stedet i morgen. Jeg skal jo heller ikke regne med at kunne køre lige dertil, så i betragtning af, at jeg har god tid, har jeg lige besluttet mig for den rolige udgave. Jeg er nu ude på 6 Route, der skulle være en stor vej, men det første stykke var rimeligt. Jeg har forsøgt at ringe til vandrerhjemmet, men midtvejs bgyndte en dsme at fortælle noget. Morgendisen er nu forsvundet, og vejret er flot uden at være for varmt. Det største problem i øjeblikket er, at mit tøj og udstyr er meget beskidt og fedtet. Det skyldes nok mest den megen kørsel i bilos.

Jeg har haft skiftet mening flere gange. En overgang syntes jeg stedet, hvor vandrerhjemmet burde være, var lige om hjørnet, men tiden gik, og det gik meget langsomt. Jeg har nu kørt 96 km, og der er 50 km til, så den er opgivet. Jeg var inde i en butik, der hed Mini-Stop, det var en hel lille restaurant. Udenfor kom jeg i snak med en ung dame, der var sygeplejerske på det lokale hospital. Hun ville meget gerne snakke, kunne noget engelsk, men efterhånden ebbede samtalemnerne ud, så jeg kørte videre. 4 km. længere ude så jeg en græsmark, der var som skabt til en lejrplads. Der var en lille krog, hvor teltet skal stå. Jeg trillede så tilbage til Futaba og kiggede mig om. Der var ikke så meget at se på. Jeg købte et nyt stilehæfte, fordi dette snart slipper op. Her 11.37 sidder jeg igen ved Mini-Stop, hvor jeg om lidt skal handle lidt ind. Jeg føler mig lidt træt og søvning i dag. Det er nok de mange dages sol og varme, der begynder at sætte deres spor. Herfra er der ca. 260 km til Tokyo, så jeg har masser af tid. Jeg planlægger stadig at lande i Tomisato fredag aften, hvis min nye ven er hjemme. Jeg var inde for at se efter noget læsestof på engelsk, men det lader sig absolut ikke opdrive. Alt er på japansk. Det med læsestoffet er en stor mangel. Da jeg kom tilbage til den dejlige mark, opdagede jeg, at der var høstfolk i gang. Der var kun én ting at gøre: frem med introduktionskortet og det store smil. De smilede tilbage. Men marken havde ikke godt af, at der blev slået et telt op. Jeg pegede på et lille hjørne ved siden af, hvor de havde parkeret deres biler og fik at vide, at det godt kunne gå. -Ok, sagde jeg og hentede min cykel. Jeg ville tage en slurk cola, men manden kom hen og gav mig en "icy guy", en slags frossen chokolademælk. Det smagte herligt. Jeg fandt et dannebrogsflag, som jeg gav til manden og fik lov til tage et billede af de tre høstfolk. I øjeblikket er klokken 17.29, og jeg sidder på min sovepose og ser på, at høstfolkene slider. Der er strålende solskin og ikke en vind rører sig i dette hjørne. Temperaturen er nok 25-27 grader. Fra en af de store højttalere, der er anbragt overalt, kan jeg høre en dame snakke. Jeg gætter på, at det har noget med en buddhistisk aftenbøn at gøre. 200 m herfra går 6 Route, som jeg skal videre på i morgen. Den har slet ikke været så slem. Lige til venstre for mig står en masse frugttræer. En mand har netop været henne for at se efter et eller andet. En hund formoder jeg. Han fik et lille buk med på vejen. Det er vigtigt at holde sig gode venner med folk.

Snart forsvandt høstfolkene, og jeg havde det hele for mig selv. Af hensyn til diverse insekter fortrak jeg hurtigt til teltet. Jeg husker ikke at have drømt noget særlig denne nat.

DAG 26
Tirsdag 21. JULI 1998
Futaba - Iwaka-Yomoto: 103 km.

Op til sædvanlig tid, 4.45. Græsset var en smule vådt. Videre af 6 Route, der var klart mere trafikeret end dagen i forvejen. Faktisk var der ikke særlig smukt lige der, og den meste tid gik med at holde øje med trafikken. Der var en anelse overskyet af og til, og de gange vejen gik ud til kysten, var der faktisk køligt. Ellers har temperaturen ligget omkring 25 grader, men solen er ikke helt igennem. Der har været medvind i dag. Det gør jo ikke noget. Det var min agt at finde Taira vandrerhjem, men det viste sig at være en umulig opgave. Først kørte jeg ind til Iwaki, som jeg troede, jeg skulle passere. Så fandt jeg ud af at Taira er en forstad, som jeg havde passeret. Altså 6 km. tilbage. Jeg spurgte adskillige steder. I et par forretninger fandt de faktisk stedet på et bykort, men de kunne ikke gøre mig begribeligt, hvor det var. Jeg sprang på et postbud, men han vidste det heller ikke. Eller også gad han ikke. Jeg spurgte nok et par gange, for så at opgive. Jeg ved, jeg har været meget tæt på, så det er lidt irriterende. Altså videre på 6 route. Her sidder jeg nu i den anden ende af Iwaka på en burger bar,(ikke McDonald). Jeg fik en glimrende burger, kaffen var også fortrinlig. Til gengæld var der ingen påfyld. Alt i alt er det en kedelig dag uden de store oplevelser. Bortset fra de gange jeg har spurgt om vej, har jeg ikke snakket med nogen. Jeg er 200 km nord for Tokyo, så der er ikke lang tid, til ringen er sluttet. Der sidder et ungt japansk par lige ved siden af. Det er da forfærdeligt, som han smasker.


Dagen fortsatte stort set på samme måde. Trafikken blev tættere og tættere. På vej ud af Iwaka så jeg et skilt, der viste til Central Taira, så jeg gjorde endnu et forsøg på at finde vandrerhjemmet. Nærmest som en principsag. Vejen ud af Iwaka blev mere og mere trafikeret. Samtidig begyndte jeg at komme ind i et havneområde, der er noget af det grimmeste, man kan se. Pludselig fik jeg øje på noget inde til venstre. Mit efterhånden trænede parkøje mente at kunne øjne plæner. Jeg drejede ind, selvom der var indkørsel forbudt og ganske rigtigt. En herlig smuk og velplejet park. Her sidder jeg nu kl. 16.39 og har allerede spottet det sted bag en busk, hvor mit telt skal stå i nat. Jeg trillede forinden hen til en 7-eleven, hvor jeg fik aftensmad: spaghetti med blæksprutte. Desværre var der en eller anden form for stærkt krydderi i, som gav nogen eftersmag. Jeg ringede lige til de gamle i Aabybro. Alt godt. Det er blevet temmelig køligt nu. Jeg har både trøje og jakke på. Mine ben har kløet voldsomt i dag. Der må have været nogle blodtørstige insekter på den mark, jeg sov på sidste nat. Benene er oversået med røde stik, der ikke ligner myggestik. Jeg har været i noget dårligt humør i dag, fordi det var sådan en grim tur med mange biler og uden de store oplevelser. Men nu går det lidt bedre. Der kommer af og til folk gående her forbi, og de fleste af dem hilser venligt. Føj for den - nu fik jeg et hvidløgsopstød.

En smuk park i et hæsligt industrikvarter. Jeg husker, at jeg igen havde en besynderlig drøm. men om hvad?

DAG 27
Onsdag 22. JULI 1998
Iwaka-Yomoto - Oarai: 103 km.

Og jeg som troede, regntiden var forbi. Det begyndte at regne ved 3-tiden, ind imellem kraftigt, og det dryppede stadig lidt, da jeg stod op kl. 5. Jeg trillede ned til den 7-eleven, hvor jeg var i går og fik kaffe, kage og en budding for 359 yen. Jeg syntes godt, jeg kunne køre lidt, selvom det regnede lidt, men inden jeg havde kørt 10 km, tog det til. Jeg måtte søge ly, men det var svært i det modbydelige industrikvarter, så jeg blev noget våd. Endelig så jeg en lille tunnel ved en frakørsel, hvor jeg befinder mig nu 6.56. En mand fik øje på mig og kom hen med en paraply til mig. Der er forfærdeligt her, uskønne bygninger, og en umiskendelig lugt af olie driver hen over det hele. Det ser nu ikke ud som heldagsregn, men hvad ved jeg om vejret her. Jeg har en adresse på en campingplads ved Oarai, der ligger ved Stillehavskysten ca. 80 km herfra, men nu får vi se, hvor længe jeg skal stå her. Det er også svært at finde en adresse her, har det vist sig. Når det holder op med at regne, har jeg et andet problem, nemlig den vandsky lastbilerne skaber omkring sig. Og der er altså for alvor mange lastbiler her på 6 Route.

Ny pause kl. 6.47 efter 19 km i et nyt kraftigt regnvejr. Jeg nåede lige ind til en 7-eleven, inden det brød løs. Jeg har også fået sendt et postkort, og så har jeg haft ringet til Narita YH og bestilt plads der til i morgen nat. En herre talte rimeligt engelsk. Nu bliver planen så følgende: I nat campingplads, i morgen vandrerhjemmet, hvorefter jeg regner med at hente cykelposen i Tomisato. Manden sagde, at Visa-kort var ok på vandrerhjemmet, så det kunne egentlig være skønt at bo der de sidste 3 dage.

Klokken er nu 9.38, og det ser ikke ud til at blive opholdsvejr foreløbig. Det er ikke kraftig regn, nærmere en tæt finregn, som jeg i hvertfald ikke skal køre i.

Det blev aldrig bedre, tværtimod. Luften var nærmest lavet af vand. Så efterhånden blev jeg mere og mere ligeglad, da det var umuligt at stå og glo hele tiden. Trafikken var forfærdelig og ruten var utrolig grim. Skal der siges noget positivt, så kan det da være, at der ikke var koldt, og at jeg kom helskindet igennem. Ved 16 tiden kom jeg til Oarai og indledte jagten på campingpladsen, der blev lige så svær som forventet. Jeg spurgte om vej rigtig mange gange og oplevede at blive vist i alle mulige retninger. Men så kunne jeg gætte mig til, at pladsen lå midt i. Langt om længe fandt jeg en sti, der ledte mig baglæns ind på pladsen. Jeg fandt kontoret, og damen fik med stort besvær udfyldt mine papirer. Så blev jeg vist rundt. Der var et mønt-brusebad, som jeg benyttede som noget af det første. Naturligvis slap de første 100 Yen op, da jeg havde shampoo i håret. Campingfatter viste mig nogle telte og tilbød mig at leje et af dem for 2000 Yen. Jeg mente nu nok, jeg kunne klare mig. Nu begyndte det for alvor at regne. En syndflod væltede ned og ville ingen ende tage. Jeg tog en paraply og gik hen og købte lidt forsyninger. Jeg kom tilbage og stod og gloede på vandet en times tid. Så kunne campingfatter ikke klare det mere. Han kom hen og sagde, at nu ville han give mig et telt gratis. Det kunne jeg ikke sige nej til. Det var heldigt nok, for regnen stilnede først af kl. 3 om natten. Det var herligt at have god plads. Og nu var jeg også så tæt ved Tokyo, at jeg igen kan tage den amerikanske "Armed Forces" kanal. Det er noget mærkeligt noget, de sender, men jeg forstår da sproget

DAG 28
Torsdag 23. JULI 1998
Oarai Narita: 105 km.

Op kl. 5.15 og pakke ned og vurdere vandskaderne. Der var ikke sket noget, men de fleste ting var fugtige. Jeg skrev en "tak" til campingfatter på et dannebrogsflag og skubbede det ind på kontoret. Som sædvanlig morgenkaffe hos 7-eleven. Jeg kunne konstatere, at der er 90 km til Narita. Vejret er pænt. Himlen er klar igen. Der er stadig vandpytter overalt. Det går sydpå ad 51 Route, der ind imellem er smuk og ind imellem mindre pæn. Trafikken er vild, som den plejer. Klokken er 7.42, og jeg forventer at være i Narita lige over middag. Der er ikke meget positivt at sige om turen på 51 Route til Narita. Der var ikke særlig kønt og trafikken gjorde, at det hele tiden handlede om at holde øje med vejen og bilerne.

Jeg er nu ankommet til Narita YH, der viser sig at være et hotel i et højhus. Det var ikke så svært at finde herud. En dame i en forretning tegnede et meget præcist kort. Jeg var herude lidt over 3 og talte med en ældre velklædt herre i receptionen. Han gjorde opmærksom på, at der var check in fra kl. 15, og jeg gik så hen for at få en spaghettiret og to sodavand. Jeg fik oplyst, at en overnatning koster 4000 Yen eller ca. 220 kr. Det er vel ikke så slemt. Jeg regner med at betale med visa-kort, og hvis det går, agter jeg senere på dagen at reservere overnatninger til de sidste 4 eller 5 dage. Det ligger centralt for lufthavnen. Der er nok 4-5 km derud. Men nu skal jeg først om 15 minutter undersøge lokaliteterne.

Det her har intet med et vandrerhjem at gøre! Det er et hotel. Jeg forstår ikke, hvorfor der er et YH-skilt. Med morgenmad kostede et værelse 4700 Yen. Nu har jeg camperet så meget vildt, at jeg vil frådse lidt. Værelset er lille, men der er eget bad og toilet. Jeg spurgte på badet som det første. Så vaskede jeg lidt tøj. Derefter lavede jeg ikke rigtig noget. Jeg zappede lidt på de japanske kanaler. Så fandt jeg faktisk Ivanhoe med engelsk tale. Den er jo altid god. For en gangs skyld var der ikke nogen underlige drømme. Dertil er sengen for god. Jeg forsøgte at ringe til Tomisato, til manden der har min cykelpose, men der blev kun svaret på japansk.


DAG 29
Fredag 24. JULI 1998
Narita - Tomisato: 55 km.

I dag er der en uge til jeg skal hjem. Egentlig er jeg parat til at tage af sted nu, men der står en anden dato på billetten. Jeg sov rigtig godt, men kunne konstatere, at regnen væltede ned. Og det ser det ud til, at den har tænkt sig at gøre rigtig længe. Surt. Det var en udmærket morgenmad. Jeg havde bestilt "American style", men det japanske var meget bedre, så jeg smagte på lidt forskelligt. Herligt med lidt civilisation igen. Men et par dage i det vejr her, skal nok svine det hele til igen. Klokken er 8.17, nu hvor jeg sidder og kigger ud på regnen. Der er måske tegn på et hul i skyerne. På vejrudsigten på TV viste de kun en halv paraply, så det skulle være bygevejr. Planen er at jeg kører til Narita, hvor jeg vil søge efter turistkontoret. Så vil jeg undersøge parken med henblik på i morgen nat, og derefter vil jeg finde ud af, hvordan jeg kommer til Tomisato. Men foreløbig regn, regn og atter regn.

Den regn holdt nu op, hvorefter jeg kørte til Narita. Det viste sig at være en stor, spændende og ganske flot by. Først kørte jeg til turistinformationen på Narita Station og fik lidt kort og brochurer. Så var det naturligvis tid til kaffe på McDonald´s (de spillede for højt musik). Så ville jeg forsøge at finde vejen til Tomisato. Det så let ud på papiret, men var det ikke. Pludselig var jeg lost men dog i Tomisato Town. Jeg gik ind i en købmands shop, hvor et par mænd gik i gang med det sædvanlige nummer med at finde en adresse på et bykort. Det tager sin tid og kræver både lup og briller, men når det så endelig lykkes, er de henrykte. Det var tæt på, men de kunne godt se, at det ikke nyttede at forklare mig vejen. En af de to herrer havde sin lille varevogn udenfor, og han kørte foran derud. Jeg tog et billede af ham. Det bliver folk altid meget stolte over. De bukker og siger tak. Jeg gik ind i huset, der var fyldt med børn. De blev rigtig glade for at se mig og min specielle ven Shou på 7 år lavede straks the og en risret til mig. Jeg fandt cykelposen og sagde, at jeg ville komme tilbage samme aften mellem 6 og 7. Derpå kørte jeg til Narita og så parken, der er utrolig smuk. Der er også en hel gade med souveniers. Den vil jeg kigge på senere. Jeg kan godt mærke, at jeg nu har ekstra bagage på. Det er for meget at køre med. Sidst på eftermiddagen kørte jeg tilbage og fandt en lille park i en by lige før Tomisato. Der sad jeg et par timer og snakkede faktisk med en del. Man kan godt mærke, at der er en del hoteller i området, og mange flere taler engelsk. Jeg talte bl. a. med en kvindelig kondiløber og et par friske, unge piger. Der er ekstra mange amerikanere i området. Det er utroligt, så synlig man er som hvid i gadebilledet.

Lidt efter 6 kørte jeg til Tomisato (med 4 øl i bagagen). Jeg parkerede cyklen i en lille nærliggende beplantning og gik hen og ringede på. Jeg skulle sandelig ikke sove på pladsen, jeg skulle bo i deres hjem. Så cyklen blev hentet hjem. Det blev en rigtig god aften med snak, mad og hygge. Manden taler så meget engelsk, at vi kan føre en samtale. Aftenen sluttede (naturligvis) med fyrværkeri. Inden jeg gik til ro ved 10-tiden havde vi aftalt, at jeg skulle komme til afslutning hos dem onsdag den 29. kl. 18. Jeg skulle dele værelse med min ven Shou, men det gik uden

problemer. Han sov straks. Vi lå på gulvet på de specielle futon-madrasser.

DAG 30
Lørdag 25. JULI 1998
Tomisato - Narita: 55 km.

Jg stod op kl. 6.20 og drak en kop kaffe sammen med manden, der skulle på arbejde 6.40. Da han var taget afsted fik jeg morgenmad sammen med børnene, der forlængst var i gang med TV. Et program med morgengymnastik sendte alle ud på gulvet! Så var der morgenmad. Jeg spiste 2 stykker toast og et spejlæg med skinke, men ellers var der alt muligt på bordet. Pigen Akane kunne f. eks. hygge sig med rå tunfisk dyppet i soyasauce og djævlesennep. Det kunne jeg ikke klare.

Det blev tid til afsked. Inden afleverede jeg et par trøjer til vask. De var også så sorte og tilsodede, at jeg umuligt kunne vise mig i dem mere. Så gik det til Narita, hvorfra planen var at tage 409 Route nordpå. 12 km. her nord for er der en flod, hvor der går en vej langs med. Der er en chance for at finde en cykelrute langs med vandet. Det er set før. Ellers er der en stor sø 25 km længere nordpå.

Der fandtes skam en cykelrute, endda en meget flot en. Mens jeg stod og kiggede ved en bro, så jeg en gammel mand få en kæmpefisk på krogen. Jeg fulgte det hele med kameraet og kunne slutte af med et billede af mand og fisk. Men jeg har nu en lumsk mistanke om, at hans fangstmetoder ikke var helt lovlige, eftersom han trak en trekrog op og ned i vandet. men det fremgår måske ikke af billederne. Derefter trilede jeg til en stor by Sakura. En rigtig flot tur langs floden fra lake Biva langs Tone River. I Sakura dumpede jeg ind hos McDonald. Mens jeg stod i køen, så jeg at en mand kiggede på min cykel. Jeg gik ud og sagde "hej" og mødte dermed Thomas Hughes. En jævnaldrende amerikaner fra L.A., der de sidste 9 år havde undervist i engelsk i Japan. Han var en meget talende og meget amerikansk amerikaner. Bestemt ikke nogen ny Dennis Renault. Bl. a. fortalte han mig mindst 3 gange om en ulykke, han havde været ude for på cykel for nogle år siden, og han demonstrerede talrige gange, hvordan ulykken havde påvirket bevægeligheden i hans højre arm.


(Her er der en lille pause, fordi jeg lige har haft en lille passiar med en blomsterhandler). Men Thomas vidste naturligvis alt om Sakura, og han førte mig hen til en udmærket cykelforretning, hvor jeg kom til at købe en køretrøje. Den kostede desværre 11.000 Yen, fandt jeg ud af,og desuden var den ikke for stor. Tøj i voksenstørrelse findes ikke i de lokale cykelforretninger. Thomas var meget frembrusende, men han tog da et billede af mig selv sammen med cykelhandleren. På vej derfra brasede Thomas ind i en bagerforretning, der havde lækkert brød.

(Ny pause - blomsterhandleren kom lige tilbagefor at fortælle, at der findes en smuk gammel kirkegård 3 km ude. Den vil jeg da forsøge at finde.) Tilbage til Thomas. Vi kom tilbage til McDonald, hvor han skullke møde en ung japaner, som han underviste i engelsk. Vi byttede adresser og tog afsked, og hermed slutter historien om Thomas Hughes.

Jeg fandt det sted, som blomsterhandleren havde foreslået. Men det var for tidligt, der var stadig lukket. Så kørte jeg i stedet for ned til Tone River for at se, om der var cykelrute i den anden retning (ud mod Stillehavet). Det var der, men det var grusvej, så det skulle jeg ikke nyde noget af. På vej tilbage kom jeg forbi et stort idrætscenter, hvor jeg kunne se, at der skete en masse. De skulle til at starte en baseballkamp, så jeg slog mig ned og kiggede på, selvom jeg ikke helt har styr på reglerne. På et tidspunkt opdagede jeg, at der var gang i noget Sumo-brydning ved siden af, så jeg delte min opmærksomhed lidt mellem de to arenaer. Der er langt over 30 gr., dog en tung fugtig varme, og det regner det meste af tiden. På vej tilbage til Narita kom jeg forbi blomsterforretningen, og jeg gik ind og spurgte, om han kunne sende en blomst til mine venner i Tomisato, hvor jeg skal ud onsdag. Det kunne han godt, og det hele kostede 3000 Yen. Så fik jeg en ny ide. Blomsterforretningen ligger lige ved siden af stationen, så jeg spurgte,om han evt. ville passe på min cykel, hvis jeg tog toget til Tokyo derfra. Det ville han godt, og jeg planlægger at køre de 15 km derud i morgen tidlig.

Her bliver der indlagt endnu en pause, der er simpelthen for mange larmende og smaskende unger her på McDonald i Narita søndag middag kl. 12.49.

Sådet var dejligt at slippe for de unger. I stedet kørte jeg ned til Narita Station. På dette tidspunkt var det ulideligt hedt, men alligevel måtte jeg søge ly for regnen et par gange. Jeg kiggede mig lidt omkring og blev snart kontaktet af en herre på ca. 60, der præsenterede sig som grønthandler. Han havde sin forretning lige i nærheden. Først troede jeg, han ville lave numre med mig, men det er jeg ikke længere så sikker på. Han kendte et billigt hotel (3000 yen), men jeg havde jo. Han viste mig, hvor jeg kunne købe en engelsksproget avis, og han forklarede, hvordan man tog toget til Tokyo. Tilsidst spurgte han, om jeg ville smage en japansk fersken (gratis). Jeg var stadig ikke sikker på ham men gik med hen til hans forretning, der viste sig at være centreret om en gammel cykel, omkranset af nogle få kasser med gulerødder og græskar. I en spand vand flød nogle overmodne ferskner! Jeg fik en og en til, og de var udmærkede. Han solgte også små punge og slips. Desværre var de uden japansk skrift og særpræg, så jeg forklarede, at det ikke var noget særligt. Jeg tog et billede og sagde, at jeg ville komme igen senere. Så var det ved at være tid til at checke ind på vandrerhjemmet.


Selvom jeg omhyggeligt havde indprentet mig vejen derud, lykkedes det mig naturligvis at dreje fra for tidligt. Naturligvis op ad en stigning, som jeg vurderer til 10 %. Men det blev også klaret, og jeg trillede få minutter over tre ind til hotellet, som jeg vil kalde det fra nu af. Jeg handlede med en behagelig ung mad, der talte glimrende engelsk. Alt gik planmæssigt. Jeg bestilte værelse for 5 nætter, morgenmad (japansk) hver morgen, undtagen den dag, hvor jeg skal til Tomisato og middag den sidste aften, jeg er her. Desuden har jeg bestilt en vogn til lufthavnen fredag morgen kl. 8. Det koster ikke ekstra. og så var der dømt luksus! Ihvertfald sammenlignet med det spejder- og lejrliv i snavs og sved jeg har praktiseret den sidste måned.


Jeg smed bagagen ind på værelset og kørte ud for at skaffe forsyninger. Bl. a. vaskepulver (!) Og så tilbage og få et par skiver franskbrød og i gang med vask. Gud, hvor det var tiltrængt! De foreløbige planer går ud på at cykle til Sakae i morgen, parkere hos blomsterhandleren og tage toget til Tokyo. Torsdag vil jeg igen tage cykelruten til sakura. Mit forbremsekabel er ved at springe. Det skal udbedres, inden jeg tager af sted. Cyklen står i øvrigt parkeret i konferencerummet i foyeren. Der står den sikkert godt. Det er rart at tænke på, at det nu er slut med at køre med bagage i denne omgang. Men jeg må også have tørret telt og "frakke" inden afgang. Ellers vejer de bare vandet med.

DAG 31
Søndag 26. JULI 1998
Narita - Aiki- Narita: 58 km.

Jeg stod op kl. 5.30 og gik i gang med at skifte bremsekabel og pudse. Det kunne godt være nødvendigt, især fordi jeg fik en gang motorolie på kæden, den dag det regnede. Jeg snakkede lidt med portieren, der var ude for at fodre fiskene. 6.30 var der morgenmad, og denne gang var det nemmere at finde ud af, hvad der smagte godt. Den eneste fejl denne gang var, at jeg kom til at tage et råt æg (hvad mon det er til?) og at jeg kom til at bestille ris hos den rare dame, der går og ordner alting. Jeg tog kun 4 gange!


Så ryddede jeg lidt op op på værelset og gjorde klar til at cykle de 21 km til Sakura, hvorfra jeg ville tage toget til Ueno. På vejen blev jeg overrasket af en voldsom regnbyge. Jeg parkerede cyklen hos blomsterhandlerens kone, der lovede at se efter den. Så hen på stationen lige ved siden af; den hedder Aiki. Jeg forsøgte at finde ud af billetsystemet, og fandt med lidt hjælp ud af, at der gik et tog til ueno 10.18. Det kom jeg på, og der var mange mennesker med. Jeg forsøgte at holde rede på stationerne og noterede mig, at toget blev næsten tomt i Abiko. Det er forståeligt, for toget kørte tilbage igen. Jeg forstod bare ikke, hvorfor ikke alle stod ud. Tilbage i Aiki måtte jeg forklare personalet, at der var opstået problemer. Jeg fik at vide, at jeg bare kunne tage det næste tog, der gik 11.50. Men så vidt jeg kan se, går det da 12.01? Mere om det senere.

Jo, toget gik faktisk 12.01, og jeg kom planmæssigt med. 2. gang var det nemmere at finde ud af. Jeg fandt uden besvær ud af at skifte i Abiko, og snart var det nemt at se på bebyggelsen, at vi var på vej ind i Tokyo. Jeg havde valgt at kigge mig omkring på Ueno Station, og straks da jeg kom ud kunne jeg se, at der var dømt Hjallerup Marked. Grønt-, fiske- og andre handlende råbte og skreg, og der var i det hele taget et mylder af mennesker. Et skilt viste 33 grader. Jeg daffede bare lidt rundt og kiggede på gadelivet. Jeg købte en is her, en film der. Kiggede lidt på en filmoptagelse. Men allerede efter 1 til 2 timer syntes jeg, at jeg havde fået nok, så jeg fandt tilbage til stationen, fik med besvær købt en billet, med lidt mere besvær fundet det rigtige tog. Det er altid spændende at køre i tog i udlandet, og jeg sad bl. a. og iagttog nogle drenge, der havde været i Abiko for at købe forskellige base ball rekvisitter. De var ret sjove. Så skidt med manden lige overfor, der rensede ører med en pind med en krog i enden og omhyggeligt tørrede resultatet af på en serviet. Der er jo uheldige eksistenser overalt.


Nu var det næsten som at komme hjem, da toget trillede ind i Ajiki. Blomsterhandlerens kone havde lagt noget plastic over cyklen p.g.a. de kraftige regnbyger. Det gav en nøglering med den lille havfrue lige på stedet. Jeg købte en soft ice eller en soft cream som det hedder her, af en ung pige, der var meget ked af, at hun ikke kunne klare maskinen. Jeg trøstede hende og sagde, at det var i orden. Så gik det mod Narita, hvor jeg lige vendte omkring for at se, om grønthandleren var der. Det var han ikke. Jeg bestemte mig til at spise til aften hos Kentucky Fried, men løb ind i en kyllingepostej, der ikke smagte for godt. Resten af aftenen gik med at zappe, og pludselig gjorde jeg et fund: "Mordet i Orient ekspressen" med én af mine yndlingsskuespillere Albert Finney i hovedrollen. Han er bare så god. Så det blev faktisk hen ad 11, før jeg gik til ro.


DAG 32
Mandag den 27. juli
Narita-Chiba-Narita 95 km.

Men alligevel vågnede jeg ved 5-tiden. Jeg besluttede at gå de 700 m hen til nærmeste telefon for at spørge om nyt hjemmefra. De skulle lige til at gå i seng, så vi havde lidt morskab ud af de 7 timers tidsforskel. Så tilbage til morgenmaden på hotellet, hvor jeg nu er ved at finde ud af, hvad der er godt. Og det var slet ikke så tosset med muslingesuppe til morgenmad. De fleste andre gæster er på nogle arbejdssjak, kan jeg se på deres tøj. Der er kun ganske få turister. Jeg bemærker, at de kun synes at tage én gang. Det nøjes jeg ikke med. Jeg bestemte mig til at tage til Chiba, der kun ligger en 30 km. væk. Der var meget varmt, men en enkelt regnbyge udgjorde en pause på turen. Jeg kom til Chiba og kiggede mig lidt omkring på stationen. Det gik snart op for mig, at jeg hellere ville tilbage til Narita. Så jeg lagde snart fra land igen i en herlig medvind. Der var pæn fart på nu, hvor der ingen bagage var. Jeg kørte til Narita Sta., fordi jeg havde et par gaver til grønthandleren, men han havde indrettet en høflig selvbetjening, så i stedet gik jeg på shopping.


Tæt på stationen er der en herlig gade, hvor der var netop de souvenirforretninger, jeg ellers ikke har kunnet finde. I en forretning købte jeg en T-shirt med en Kanji-inskription, og manden oplyste, at det betød Kamikaze. Han gav en omhyggelig forklaring på ordet Kamikaze, der stammer fra Djenghis Khan-tiden, hvor denne i to forgæves forsøg på at erobre Japan mistede henholdsvis 10.000 og 8.000 skibe i en tyfon. Det var en behagelig mand, og jeg sagde, at jeg nok ville komme igen, hvorefter han udstyrede mig med et kort, der vil give mig 10 % i rabat næste gang.


I en anden forretning købte jeg den kimono, jeg absolut måtte have. Kanji-inskriptionen betyder "The east". Desuden købte jeg to sake-krus og to vifter til børnene. Så tilbage til stationen for at se på folkelivet, og der er noget at se på. Min mave havde det mindre godt denne eftermiddag, så igen måtte jeg nyde godt af McDonalds kvaliteter. På stationen kom jeg i snak med en mand fra Chiba, der talte glimrende engelsk. Primært fordi han havde boet nogle år i Canada. Han havde også boet i Spanien indtil hans firma gik konkurs. Jeg glemte at spørge om, hvad han arbejdede med. Så var det tilbage til hotellet efter ca. 95 km. Det var en meget varm dag (ca 32 gr.), og i øjeblikket sidder jeg i mit værelse, som jeg har fundet ud af faktisk er en slags kahyt pga. den ringe størrelse.

Temperaturen falder i løbet af natten til ca. 26 grader, så der er ikke megen trøst der. Jeg er iført næsten ingenting og alligevel hagler sveden af mig, så jeg som de fleste japanere nu konstant er begyndt at rende rundt med en slags klud. Om en times tid (ved 8 tiden) går jeg hen for at lave (den sidste) opringning hjem. Jeg skal også have taget et billede af "vandrer-hotellet".

Det lykkedes ikke at få forbindelse til DK, men jeg fik taget neon-billedet af hotellet. Jeg købte et par poser chips på vej hjem til basen, og sandelig om det ikke igen lykkedes at finde en god amerikansk film med engelsk tale. Denne gang var det en "Jernbane-film" med Lee Marvine og Ernest Borgnine. Der blev spillet en herlig melodi i filmen, så jeg må prøve at få fat i sound-track'et.

DAG 33
Tirsdag den 29. JULI 1998
Narita-Tomisato

3. sidste dag i Japan. Morgenen gik som de andre morgener på hotellet, men det kunne måske være interessant at se på, hvad morgenmåltidet består af. Først en smule salat, et par skefulde majs og en masse røræg med lidt ketchup til. Så lidt spaghetti i soyasauce. Desuden en skål med fiskesuppe. Der findes også røget fisk og andre ting, som jeg ikke rører. Jeg har fundet ud af, at det rå æg skal røres ud i suppen. Overfor mig sad i dag en ung mand, som desuden tog en kæmpeskål af den specielle klistrede ris. (Det gør de fleste). Det tog ham forbavsende kort tid at vælte ris og tilbehør i sig, og så var han væk. De fleste er lige så hurtige. Morgenmaden er bare noget, der skal overstås. Der bliver røget, når man har lyst til det og stanget tænder ligeså. Der bliver spist meget højlydt.

Der bliver igen 32 grader i området og her 8.27, hvor jeg sidder udenfor Narita Station, er der nok 26-27 gr. og nogen sol. Det er virkelig et sjovt sted, jeg har fundet her. Der kommer utrolig mange mennesker, og alligevel er her stille og roligt. Om lidt kører jeg til Sakae og tager flodruten til Sakura, og i aften kl. 18 skal jeg til familien Kawiminami i Tomisato.

Ja, jeg er tilbage på Narita Station efter at have været en tur i Sakae langs floden. Det var en meget varm tur med talrige drikkepauser. Her er lidt skygge, hvor jeg sidder under et træ på en stensætning. Lige til venstre for mig sidder en ældgammel kone med en sød hund. Jeg har lige foræret hende en orange juice, som hun nu sidder og sutter i. Den blev hun meget glad for. Jeg har ingen anelse, om hvorvidt hun er fattig eller ej, men jeg kunne da se, at hun svedte ligesom alle andre. Selv har jeg lige drukket ½ l orange the og er i gang med den næste halve liter.

Lidt senere mødte jeg min gamle ven grønthandleren. Vi fik en lille snak, og han tog mig med hen til et stormagasin, hvor vi fik hver sin cola. Derpå viste han mig en afdeling, hvor alting koster 100 yen. Det var også derefter, men jeg købte da et par vifter. Inden jeg tog af sted hilste jeg på én af grøbthandlerens kolleger, en ung mand fra Madras i Indien.

Så var det ud på hotellet for at tage et bad og hente noget vaskepulver, som jeg ikke fik brugt. Jeg havde også en pk. tomater, som grønthandleren havde foræret mig. Da jeg kom derud (ca. 20 km.) drev jeg af sved. Der var kun børnene hjemme, og de lavede en forfærdelig larm. Jeg fik fat på en kimono og tog et brusebad. Da jeg var færdig, kom moderen hjem, og hun var meget glad for blomsterne, som jeg havde fået sendt derud. De havde ikke en blomst i forvejen. Faderen kom først hjem lidt over 7, og så skete der noget. De havde købt Sushi, og det blev sat på bordet. Den 29. juli er ålens dag i Japan, og derfor var der også stegt ål. Desuden bl. a. syltede græskar og små rejer, der skulle spises, som de var. Dertil øl og til sidst en japansk Rose-vin med en speciel smag. Der var laks, lakseæg, blæksprutter og andre fisk, som jeg ikke kendte. Vi spiste og snakkede til ved 22.30 tiden.

Da jeg sagde godnat, fik jeg udleveret en bakke med Sushi og en flaske is-the til at hygge mig med. Det var måske ikke lige det, jeg havde mest lyst til, men midt nat spiste jeg dog alligevel 3 stykker Sushi. Denne gang sov jeg alene ovenpå og jeg sov godt, indtil en hund gøede vildt en halv times tid. Irriterende.


DAG 34
Onsdag den 29. JULI 1998
Tomisato - Narita

Min sidste hele dag i japan. Det bliver dejligt at komme hjem. Jeg glemte at nævne 2 ting fra i går. 1) På McDonald's i Sakura spillede de et nummer med Søs Fenger 2) Til festmiddagen var der også lækker vandmelon. De sælges i løs vægt for ca. 1000 Yen. Jeg glemte også at nævne, at familien havde købt gaver til Edel. Fornemme og kostbare ting. En platte, et kort og en vifte. Jeg stod op 6.20 og gjorde klar til morgenmad. Der var allerede gang i børnene. Inden morgenmaden tog faderen af sted, og jeg takkede meget for hans venlighed. Så spiste jeg lækker morgenmad. Kaffe, spejlæg og bacon. Heldigvis ingen Sushi, og de rejer der var på bordet, lod jeg stå. Så var det tid til at tage afsked. Fruen taler en lille bitte smule engelsk, men er fyldt med velvilje. og hun slider virkelig med hjem og børn. Farvel og tak til Tomisato.


Det havde regnet en del om morgenen, og der var stadig en del finregn, da jeg kæmpede mig op til hotellet gennem den hidsige morgentrafik. Jeg kørte meget forsigtigt. Jeg skulle nødigt få brug for min forsikring den sidste dag på grund af de meget glatte veje. Jeg gjorde lidt orden i mine ting, inden jeg her kl. 9.27 sidder og skriver i hotellets lobby. Fjernsynet går konstant og som regel om et eller andet underligt emne. Om et øjeblik kører jeg til Narita, hvor jeg skal tilbringe formiddagen med indkøb. Jeg har i øjeblikket 21.000 yen tilbage. Det er udmærket. Mit problem er, at jeg må passe på overvægt i flyveren i morgen, så det må ikke være for tunge ting. Jeg har en rabatkupon, der giver 10 % hos den flinke mand, jeg tidligere har besøgt. Her er jeg nødt til at slutte nu. Der sidder en lille dreng ved siden af og smasker. Det kan jeg ikke klare.

Det gik stille og roligt ned til det sidste møde med Narita. Først et slag forbi stationen og så ned i supermarkedet. Og der mødte jeg minsandten min ven grønthandleren, der havde været nede efter nye vifter. Han havde forrige aften fået alt udsolgt. (Køb for 100 Yen, sælg for 300 yen) Det syntes han selv var morsomt. Jeg gav ham en cola, og jeg fik selv en kop kaffe. Han skulle tilbage til forretningen, og jeg gik tilbage til musik afdelingen for at få en CD med Kiroro, som jeg har hørt så mange gange. En venlig dame fandt den på en single-CD, som jeg ikke var helt tryg ved. Hun skaffede en engelskkyndig dame, og det blev mig forklaret, at jeg godt kan spille en lille CD. Det vil vise sig! Jeg spiste en burger, inden jeg gik op for at købe souvenirs. Og jeg købte mange hos min nye ven. Jeg købte for ca. 11.500 Yen, og så havde jeg endda fået flere rabatter. Vi blev rigtig gode venner, og han lovede at sende et Japan-kort til mig. Jeg synes selv, det er nogle rigtig pæne ting, jeg har købt.

Så trillede jeg til hotellet, hvor jeg stillede teltet op til udluftning og også sovepose og underlag. Og nu er det slut. Jeg har kørt den sidste kilometer i Japan. Cyklen er skilt ad, og står nu i konferencerummet. Det var en operation som adskillige forbipasserende fulgte levende med i. En enkelt var særligt interesseret og var henne og løfte både i hjul og stel. Han takkede meget for forevisningen, inden han gik. Og nu kan jeg sidder her i hotellets foyer kl. 16.51 og se på, at det igen øsregner. Og nu er det helt lige meget, for jeg skal ikke ud i regnen.

Kl. 18.30 har jeg bestilt middagsmad, så får vi se, hvad det er for noget. Der er meget stille her i øjeblikket. Receptionspersonalet morer sig ude bagved, og der bliver spillet højt musik. Af en eller anden grund er der lukket for TV.

Mine lange ører har netop opfattet en interessant samtale. Der er lige kommet en ung amerikansk dame, der har fået oplyst, at taksten på hotellet er 6000 Yen, hvis man ikke har YH-beviset. Så det var jo heldigt nok, at jeg havde det i orden. Jeg spiste middag i restauranten, og det var da et udmærket måltid. En slags svinekotelet, slet ingen fisk. Der var kun få gæster, der altså opfører sig underligt. Især deres rygevaner har jeg svært ved at klare. De skulle på et lille kursus i Californien. Jeg spiste hurtigt, gik op i mit værelse, hvor jeg sandelig fandt en "road-movie" med Peter Fonda med engelsk tale. Sov ved 22-tiden.


DAG 35
Torsdag den 30. JULI 1998

Den absolut sidste dag i Japan. Jeg stod op og tog bad ved 5.30 tiden. Derpå ordnede jeg mine ting, så jeg stort set var klar til at tage af sted. Morgenmad kl. 6.30 for sidste gang. Nu er jeg også ved at være træt af japansk mad. Jeg skulle absolut prøve den røgede fisk, hvorpå min mave gik i stykker og har voldt visse problemer i løbet af morgenen. Men alt i alt har den egentlig klaret sig pænt i betragtning af, hvad der er blevet proppet i den.


Jeg linede mine ting op til afgang kl. 8 og fotograferede Shuttle-bussen, receptionen og damen i restauranten. Turen til lufthavnen (Terminal 2) tog kun 10 minutter, men det er rart at have rigtig god tid i en lufthavn af denne størrelse, for der er mange afdelinger, man skal igennem. Først checkede jeg bagagen ind. Der var en meget flink ung dame, der i første omgang ville sende min bagage til Paris, men det blev klaret, endda med et stort smil, så tingene skulle være i Billund, når jeg kommer. Så gjaldt det en speciel "Passenger facilites charge ticket", der kostede ikke mindre end 2040 yen. Dem havde jeg i kontanter. Så gjaldt det kontrol af håndbagage, og som alle de andre steder faldt de over min værktøjssamling. De pillede en skruetrækker og en svensknøgle ud, som jeg ikke måtte have med. De blev sendt til Billund i en speciel kasse. (Her i december 1998 er de stadig ikke kommet frem!).


Så drejede det sig om en lille tur med shuttle-toget, inden jeg efter ca. 1 time var på plads. Jeg gik lidt rundt og kiggede og fandt det pandebånd, jeg netop måtte have. Et par andre småting blev det også til. Jeg fik en cola til 250 Yen. Så er den da vist også betalt! Jeg kiggede indenfor i Tax-free shoppen. De her varer er da dobbelt så dyre som i Bilka. Klokken er nu 10.11, og der er afgang 11.40. Kl. 10.40 åbner der et cafeteria, men hvis priserne også er skyhøje der, vil jeg nok bruge de fleste af mine sidste 1657 Yen på tingel tangel.


For det første var jeg ikke sulten, og desuden er der jo mad nok på flyveren.. Klokken er nu 10.39, og jeg er bænket ved den Gate, vi skal boarde fra. Her er næsten kun japanere. Et enkelt fransk ægtepar er at skue. Lige bag mig sidder en familie med 4 små børn. Jeg sender herved en bøn til samtlige japanske guder, om at jeg ikke skal sidde i nærheden af dem eller andre små børn. Så nu skriger én af dem. Herren hjælpe mig.

Hurra! Der var jeg heldig. Ikke et barn i sigte. Kan man forestille sig noget værre end en umulig unge på en lang flyvetur?

Jeg har en vinduesplads i ikke-ryger-afdelingen. Det er for så vidt godt nok, bortset fra at toiletbesøg er så besværlige. En dag vil jeg altså prøve at flyve på 1. klasse. Foran mig sidder 3 yngre franskmænd. Ved siden af mig sidder 2 unge japanske piger på vej til Istanbul. Hende længst væk taler rimeligt engelsk. Bag ved mig sidder 2 japanske damer. Der er nu alligevel en del franskmænd med dette fly. Alt i alt er der lagt op til en rolig og behagelig tur. Der er drinks på vej, og om lidt er der frokost. Maden på Japan Air-lines fejler bestemt ikke noget. Der er virkelig en fornem servering. På et tidspunkt blev der vist en amerikansk action-film, men jeg kunne ikke finde den engelske tale. Personalet oplyste mig så om, at jeg kunne vælge mellem fransk eller japansk synkronisering. Så god var den altså heller ikke. Senere diskede de op med Titanic, og det samme gentog sig. Fransk eller japansk synkronisering. Da jeg ikke havde set Titanic før, men ofte hørt den omtalt i rosende vendinger, sprang jeg på den franske udgave. Det var trods alt bedre end ingenting.


Tiden flyver af sted. Nåh, ja, undskyld joken, men det føltes ikke som nogen særlig kedelig tur.

Det var meget hjemligt at lægge an til landing i Paris. Hvor var nu pludselig alle japanerne henne? Jeg fægtede mig vej gennem den store lufthavn og fandt skam også flyveren til Billund. Her stødte jeg på det danske kvindelandshold i Soft Ball. De havde vist også været i Japan. Det var meget mærkeligt at høre dansk tale igen, efter så mange dage med japansk og engelsk.

Jeg faldt i snak med en ung pige fra Sydjylland, der havde været i Paris som Au pair pige.

Endelig kom vi om bord på flyveren og jeg kom desværre til at sidde ved siden af en ualmindelig mut og dybt uinteressant dame, som jeg forgæves forsøgte at indlede en samtale med. I sædet bag mig sad en ung mand. Efter at vi havde siddet i flyet omkring 8 minutter udbrød han sagtmodigt. -Skal vi ikke snart have noget at æde? Jo, velkommen til Danmark igen.


I Billund lufthavn havde jeg planlagt en mindre happening. I Narita havde jeg som sagt købt en kimono og et pandebånd, og efter landingen i Billund blev vi ledt hen til ankomsthallen. Her holdt jeg en mindre pause og iførte mig det spøjse dress. Mine medpassagerer kiggede undrende, da jeg pludselig sprang ud som samurai, og mine 3 kære damer var meget forbavsede, da jeg pludselig dukkede op. Gensynsglæden var stor, og temperaturerne var lave, da vi gik over parkeringspladsen hen til vores lille slidte og rustne vogn, der skulle føre os de sidste få hundrede km til hjemmet i Ellidshøj.

Det blev sent på aftenen, før vi ramte Apotekervej,og det var en ualmindelig lang og kedelig tur, som jeg gerne ville have været foruden.

Det er en ganske besynderlig fornemmelse, når man efter en lang tur kommer tilbage til sine vante omgivelser. Der går temmelig lang tid, inden man har vænnet sig til det. I dagene derefter havde jeg massive problemer med jet laget, og faktisk gik der det meste af en uge, inden jeg var nogenlunde på ret køl igen.

Jeg gik rundt med en uklar fornemmelse af, at turen ikke havde været den store oplevelse, som jeg havde drømt om, at den ville blive.

En nagende fornemmelse af at den var mislykkedes, fyldte mig.

Men efterhånden som tiden gik, og jeg fik lejlighed til at bearbejde de mange indtryk, syntes jeg, at det hele faldt på plads. Jeg kom nu til den erkendelse at indtrykkene havde været så store og voldsomme, at det krævede lang tid at få det ordet og "katalogiseret" inden i hovedet. Og nu gik det op for mig, at det havde været en fantastisk tur. Den var hård og ensom.

Jeg havde af og til problemer med hjemve.

Jeg kunne hverken læse, snakke eller skrive noget af betydning.

Men de mange mennesker, jeg mødt på min vej, og som havde behandlet mig med så enorm venlighed gjorde, at jeg nu kunne føle glæde ved ekspeditionen. De mange naturoplevelser havde også været ganske fantastiske.

Jeg kunne nu skubbe i baggrunden, at trafikken havde været uhyggelig, jeg kunne nu fortrænge, at den fugtige hede havde været forfærdelig.

Mit møde med østen blev intet mindre end en storslået oplevelse.


"Cycling Japan" igen.

Tjah, hvem ved?

Hvorfor egentlig ikke?

H.C. Andersen


HOVEDSIDEN

Den japanske forside


Nord2023