Nordsyd 99
Det er mange måneders
forberedelser, der skal realiseres, når ekspeditionen Nord-Syd 99
den 18. juni omkring klokken 16.30 gør sig klar til at smutte til
Nordkapp, hvorfra cykelturen til Gibraltar starter.
Men først er der Showtime.
Hvis vinden holder sig under 10 meter i sekundet, og
det ikke vælter ned, vil en flyvemaskine fra Nordjysk Faldskærmsklub
glide hen over Ellidshøj og 5 faldskærmsudspringere vil dale ned
mod jorden.
Én af dem vil i favnen holde den gyldne cykelpumpe,
der skal markere starten på eventyret.
Der vil være musikalsk underholdning, der vil være
boder og gøgl, der vil være gang i den.
Hos de 3 ekspeditionsdeltagere vil der utvivlsomt være sommerfugle i maven. Holger C. Andersen skal cykle gennem Europa fra nord til syd, men de to hjælpere Jens-Ole Nielsen fra Ellidshøj og Peter Engelbrechtsen får også deres sag for. De skal undervejs sørge for, at alt er klappet og klart, så meget afhænger af dem.
Turen køres til fordel for Hjerteforeningen, hvor Eigil Stausholm fra Lokalafdelingen af Hjerteforeningen i Aalborg har været utrættelig i sine bestræbelser på at få skabt fornuftige rammer om det, der startede som en vild ide, men som efterhånden har udviklet sig til at være et mega-stort arrangement.
Der har været afholdt et utal af møder, der har
været skrevet telefoneret, diskuteret og gjort ved.
En lang række sponsorer med Ven-Tek Ventilation A/S
fra Sønderholm i spidsen har gjort deres til at turen kan
realiseres.
Holger har en træningsdagbog, der beviser, at mere
end 8.000 km er blevet tilbagelagt i al slags vejr siden 1. januar
99, så det forberedende arbejde er gjort.
- Det skal blive dejligt at komme af sted, så kan
jeg endelig komme til at slappe af, har Holger flere gange sagt uden
at føle sig særlig afskrækket af de planlagte dagsmarcher på
omkring 250 km
De indledende forberedelser er afsluttet.
Nu er det alvor, nu er sandheden time kommet.
Nu kører vi…
FROKOST I DET GRØNNE
Klokken er 20.42 den 19. juni. Når jeg kigger ud af
mit vindue, kan jeg se ud over en sø, der er omkranset af små
sommerhuse i røde farver. "Mit vindue" findes i en hytte,
jeg har lejet i dyre domme sammen med mine 2 venner Jens-Ole og
Peter
Vi har i dag bevæget os langt op i Sverige til en
position ca.400 km før Polarcirklen. Vi har faktisk tilbagelagt ca.
1200 km i dag. Vi har lavet en fornuftig arbejdsdeling. Vi har delt
det op i 2 timers vagter, 2 timer, som chauffør, 2 timer som
vognkommandør og snakkepartner, og 2 timer med hvile/søvn.
Mange gange i løbet af dagen er vi vendt tilbage til
de oplevelser, vi havde i går den 18. juni, hvor vi med Kirkepladsen
i Ellidshøj som udgangspunkt tog afsked med Danmark.
Vi var alle meget glade og tilfredse med, at der
mødte så mange glade mennesker op, og at alle de mere eller vilde
initiativer vi havde taget, gik godt.
Det var virkelig skønt for os alle.
Mange gange i løbet af dagen er vi alle tre brudt sammen i grin. Anledningen var egentlig ikke morsom.
Meget tidligt, klokken var måske kun 5.00, da vi kørte gennem en morgenstille by. Peter var chauffør, og han fik pludselig øje på en dame, der i morgenkåbe var ude for at tømme sin postkasse(?). Grebet af en pludselig indskydelse trykkede Peter hornet i bund, og damen sprang 3 meter i vejret.
Var det ikke usmageligt?
Skam jer drenge!
Vi ankom ellers til Göteborg lidt efter 2.00 nat. Vi
havde da tilbragt ca. 3 timer i samvær med et bredt udsnit af denne
verdens mere eller mindre sære eksistenser, kraftigt
overrepræsenteret af fulde svenskere.
Vi havde snakket meget om, hvorvidt vi skulle finde
et sted at overnatte, eller om vi skulle drøne af sted hele natten.
Vi valgte den sidste løsning og bortset fra at, det
lykkedes os at køre forkert i løbet af 10 km gik det egentlig meget
godt.
Kilometer efter kilometer åd vi for endelig at
slutte i en hytte syd for Sorsele og Polarcirklen.
Vi har netop afsluttet et herlig måltid bestående af Kjötbullar og vil nok inden længe stræbe efter at gå forholdsvis tidligt i seng.
I morgen venter nye oplevelser. Vi skal opleve at krydse polarcirklen, og i morgen kommer vi antagelig også meget tæt på vores destination, Nordkapp, hvilket faktisk er det, det hele handler om: En cykeltur fra Nordkapp til Gibraltar
Vi kan næsten ikke vente.
Holger C. Andersen
Opdagelsesrejsende
POLARCIRKLEN
Søndag den 20. juni.
Peter skriver postkort, Jens-Ole laver kaffe og jeg
laver ikke rigtig noget. Klokken er 20.59, og vi sidder i en
"Fjell-stue" ca. 250 km syd for Nordkapp." Her er lidt
frit", sagde den flinke gamle dame, vi lejede hytten af. Dermed
mente hun nok, at der er langt til naboerne her.
350 kr. for en stor stue med 4 senge. Det er da
vist rimeligt
Vi havde egentlig planlagt at komme lidt længere,
men vi kunne ikke stå for det herlige sted.
Til aften fik vi boller i karry; rigtig lækkert.
Dertil nød vi naturligvis et glas Domaine Pierre Jacques, det mener
vi at man bør gøre her.
Vi har i dag kørt ca. 1000 km og har igen kørt
vores turnus med 2 timer bag rattet, 2 timer ved siden af og 2 timer
i "detentionen". Efterhånden som naturen folder sig ud
bliver detentionen mindre og mindre populær. Den var mere
eftertragtet da vi alle led af "Göteborg-syndromet", der
som alle ved dækker over træthed p.g.a. manglende nattesøvn.
Rent trafikalt ramlede vi ind i myldretiden her i
Finmarken. I løbet af de sidste 3 timer mødte vi 3 lastbiler og en
forkølet turist ca. hver 7. minut.
Der er ikke just overrendt her
Det mest spændende i dag var nok, at vi krydsede
polarcirklen. Selv om det i sig selv ikke er noget særligt, var det
alligevel en oplevelse for os alle
Vi markerede det ved at gå indenfor i turistcentret
og kigge på kaffen, som de forlangte 12 kr. for.
Så vi nøjedes med at kigge.
På vej ud fik vi en god snak med et ældre ægtepar
fra Grindsted, der naturligvis også var på vej til Nordkapp.
Vi mødte også en cykelturist, som viste sig at være
Jørgen Kryger Hansen fra Maribo. Vi standsede ham for at få en
sludder. Han var (også) på vej til Nordkapp og vi stak ham 2 øl og
en energibar.
Ham imponerede os ved at berette at han for 7 måneder
fik en by pass operation. Og nu er han på vej til Nordkapp.
(www.kryger.dk)
Vi kan ikke rigtig finde noget system i vejenes
kvalitet. Nogle steder er den supergod og andre steder synes
belægningen at være banket på med den flade ende af en skovl.
Og så er der de forfærdelige strækninger med
vejarbejde. Et mareridt, selv i en bil. På den allerværste
strækning var Jens-Ole tilfældigvis i detentionen.
Han søgte at gardere sig med at anbringe sig på 2
madrasser med et låg under hovedet. Det hjalp lidt, hævdede han.
Det går godt med at enes. Jeg har en klar
fornemmelse af, at vi alle er klar over, at vi er så tæt på
hinanden, at det nemt kan gå galt, og derfor er vi meget
påpasselige.
Naturligvis opstår der også problemer. Egentlig
tilhører det nok privatlivets fred, men et lille hint kan det da
blive til:
Huskede du at tømme køleskabet?
Jamen, jeg troede at..
Lad være med at kigge på mig.
I morgen ankommer vi til Nordkapp omkring middagstid.
Det betyder, at vi får lejlighed til at lege turister en hel, halv
dag.
Vi skal se Nordkappcentret og hvad der ellers er at
se derude.
I baggrunden oplever jeg netop nu, at der bliver
væddet en øl om, hvorvidt vi får at se solen over Nordkapp. Ingen
ved det. I øjeblikket ser det pænt ud her. Ingen vind og tørvejr.
Men det kan hurtigt ændre sig.
Nu sker der igen noget.
Jens-Ole har slået til igen: Der er kaffe. "Det
er i orden", sagde han, da han kom og serverede kaffen(!). Jeg
behøver ikke at få noget igen.
Det var da dejligt. Jeg har heller ikke tid. Nu går
jeg ud for at få et par seje billeder af dette herlige sted.
Jeg behøver ikke at tænke på, hvornår det bliver
mørkt her.
Midnatssol, du ved.
Fascinerende.
Holger C. Andersen
Polarforsker.
Nu er der ingen vej tilbage.
Vi er forbi "the
point of no return". I morgen starter det, det egentlig handler
om, nemlig cykelturen fra Nordkapp til Gibraltar. Lige nu sidder vi i
en hytte 7 km nord for Honningsvåg. Det er en dyr hytte, også for
dyr. Faktisk havde vi booket os ind på campingpladsen, men da vi
lidt senere stod og fumlede med tankerne om at skulle sætte teltene
op, så fornemmede vi blæsten fra Ishavet gå igennem marv og ben.
Med blåfrosne kinder vadede vi ind til den flinke dame, der gerne
opfyldte vores bønner om en hytte, det tror da pokker; så tjener
hun mere.
Vi ankom til Nordkapp-området omkring middagstid, og
HC og Jens-Ole sadlede stålhestene for at køre de sidste 27 km ud
til det berømte sted
Det er nu ikke en almindelig cykeltur. 500 m efter
afgang ramler man ind i en 9% stigning over 3 km. Og det er bare én
af de mange stigninger, der findes på disse 27 km.
Vi klarede det dog. På vejen mødte vi 2 belgiere,
der lige som os annoncerede med et projekt; i deres tilfælde en
cykeltur fra deres bopæl……
Sidste: Jens-Ole har netop været hos "købmanden"
for at gøre klar til den sidste nadver: Han kom hjem med en
"Potetgull, lett saltet" til 22 kr. (!) og en Melkerull"
til 16 kr. og en "Krokan rull" til 14 kr. Så er det da
vist også betalt.
Nåh, tilbage til belgierne: Deres projekt gik ud på,
at de skulle køre 3500 km fra deres bopæl i Belgien til Nordkapp.
Det var synd at sige, at de aftvang os synderlig respekt, da vi så
den ene klamre sig til sidespejlet på deres ledsagevogn på vej op
af stigningerne.
Sikke en tøsedreng.
Vi tilbragte et par timer derude og var vist enige om, at der var noget af en turistfælde.
Vi så også videoshowet, der var rigtig flot.
Sidst på eftermiddagen var vi på plads i hytten..
Jeg skruede lygter på cyklen med henblik på de forfærdelige tunneller, der venter i morgen. Vi passerede den nye 7 km lange tunnel i dag. Den virker frygtindgydende.
Hvordan skal det så gå i morgen. Det vil vise sig.
Vi skulle da gerne nå til Alta, der tillader sig at ligge 240 km
herfra.
I morgen er vi meget klogere.
hc
Vi er i gang!
Tirsdag morgen lidt efter 6 stod vi under den berømte globus ved Nordkapp-centeret, med den ene tanke at få taget hul på turen til Gibraltar.
I det øjeblik kunne man nu vanskeligt komme i tanker
om noget, der mindre passede til situationen end netop Gibraltar.
Der var 5 graders varme, den karakteristiske
Nordkapp-tåge skjulte tildels huse og mennesker, men den kunne
alligevel ikke forhindre, at vi satte af sted.
Piskende regn gjorde de første stejle nedkørsler
til noget af en prøvelse, men ned skal man da nok komme.
Jens-Ole fulgte med mig de første 27 km, hvorefter
jeg fortsatte alene. Det blev en hård tur, en meget, meget hård
tur.
Af positive ting kan nævnes, at der til de fleste
tider var medvind
Jeg så også en odder.
Jeg fik lejlighed til at prøve den nye Nordkapp-tunnel, der er omkring 7 km lang, og som er Europas længste tunnel under vand. Jeg lærer aldrig at sætte pris på tunneller, men denne dag havde jeg stort set herlighederne for mig selv, så det var ikke så slemt. Jeg havde også monteret både for- og baglygte samt forsynet benene med reflkesbånd, detaljer jeg ikke huske på sidst jeg var på disse kanter.
De første 3,5 km går lige ned i dybet og de næste 3,5 km ligeså stejlt opad.
Følgebilen smuttede forbi, og Peter og Jens-Ole bryggede en kop kaffe og smurte et par madder, der blev nydt ved 105 km.
Vi aftalte nu, at der egentlig ikke var grundt til at mødes inden dagens destination, Alta, var nået.
Den disposition skulle vise sig at være forkert. Ved Olderdalen efter 133 km begyndte opstigningen til Sennalandet, og samtidig tog regnen til.
Efter kort tids forløb forsvandt følelsen i både hænder og fødder, hvilket ikke gjorde det hele nemmere.
Det begyndte nu at regne endnu kraftigere, og hele tidsplanen væltede.
Min medbragte telefon var stået af, så Peter og Jens-Ole kunne ikke komme i kontakt med mig. I betragtning af at det aftalte mødetidspunkt var overskredet med flere timer, er der vel ikke noget at sige til, at de begyndte at bekymre sig noget.
De kørte mig i møde, og da de endelig mødte mig, måtte de konstatere, at der stadig manglede 38 km til Alta.
Jeg forsynede mig med et par madder og en enkelt banan, og fik på en eller anden måde kæmpet mig hen til den herlige hytte mine venner havde skaffet 2 meter fra floden.
Og med et godt måltid og et glas rødvin, ser det hele pludselig lysere ud igen.
Det planlagte mål blev nået og 249 km kan skrives i bogen.
Det er vel rimeligt i betragtning af de strabadser, der blev budt på.
Holger C. Andersen.
Den lidende herrens tjener.
ForsidenDag 2. 23. juni Over Kvænangsfejeldet
Dagen blev
lige så hård som den første dag; bare på en anden måde.
Jeg var noget smadret efter førstedagens regnvejrs-eventyr, men i gang skulle vi jo. Vi stod op kl. 5, kiggede lidt på hinanden, hvorefter vi nød en kop kaffe og et stykke brød med "mormors" glimrende marmelade
Aftenen i forvejen havde vi stiftet bekendtskab med en anden cyklist. Det var Kari Karttunen, fra Helsinki. Han havde ved den lejlighed ytret ønske om, at der blev taget et par billeder.
Derfor gik vi naturligvis hen og bankede på hans dør lige før starten kl. 6. Det var en rigtig flink lille mand. Han var tidligere fotograf, men var nu sygemeldt p.g.a. metalallergi.
Det gik meget tungt de første kilometer. Der var mange slemme stigninger, og benene var rigtig tunge.
Efter en 60-70 km fladede det ud, inden det omkring de 100 km for alvor gik løs med Kvænangsfjeldet. Jeg husker tydeligt det pågældende fjeld fra mit første besøg på Nordkapp. Bestemt et frygtindgydende bekendtskab.
Midtvejs stod Jens-Ole og Peter og billeder og opmuntrede. Det var rigtig rart. I det hele taget er det et par fantastiske hjælpere.
Det er lidt anderledes, end jeg har gjort det på mine tidligere ture. Vild luksus!
Der kom Herren hjælpe mig 2 fjelde mere, så stængerne var ved at være møre.
Lige før lukketid (troede jeg) kom Peter og meddelte glædestrålende, at han havde fundet en fantastisk hytte.
Men der var altså 32 km derud. Da stod kilometertælleren på 235 km, og så er det temmelig svært at skulle vænne sig til 20 km mere end forventet.
Men 10 minutter efter havde jeg accepteret tanken, og Peter blev sendt i forvejen for at tilberede det mest delikate måltid, vi endnu har nydt på turen. Entrecote! Nu skal man jo ikke tro, at det er den slags luksus vi hengiver os til hver dag. Næh, der var 2 specielle anledninger. For det første var det Sct. Hans aften, og for det andet havde Jens-Ole´s hustru Hanne fødselsdag.
Peter havde et stor fornøjelse af at gå på indkøb. Han havde stor morskab af at konstatere, at en agurk kostede 45,- kr. Det grinede han længe af. Han grinede også længe af prisen på kartofler, der var på 20 kr. pr. kg. Grinet blegnede dog, da det gik op for ham, at han skulle købe nogle af dem.
Så er der det med vores hytte. Det er et fantastisk sted, hvor Peter glædestrålende fortæller, at han kan se sneklædte fjelde ud af samtlige 4 vinduer.
Han er også glad fordi hytten faktisk står ude i vandet.
Der er også sauna. Den har Jens-Ole prøvet. 3 gange. Siger han!
Alt i alt har det været en rigtig god dag. Der har været køligt, men det holdt tørt.
Klokken er nu 21.30.
I morgen kører vi til
Narvik.
Vi står op kl. 5.
H.C. Andersen
Livsnyder.
Dag 3.
Torsdag den 24. juni
Distance 250 km
Fra Mandal til Trældal ( 15 km nord for Narvik)
Det kunne have været en god dag. Det kunne også have været en nem dag.
Efter 2 -3 fjelde i går var der ingen djævlestigninger. Nuvel, der er stort set ikke en kilomer her i Norge, der ikke går op eller ned, så lidt stigninger er der altid.
Men ikke voldsomme.
Næh, hovedfjenden denne dag var regnen. Da vi onsdag aften sad og kiggede vejrudsigt på TV, lovede de lidt regn. Da jeg i et ærinde var ude kl. 03, væltede regnen ned, og det gjorde den altså også, da jeg startede kl. 6.
Der var en pause i vandpasserne på næsten 40 minutter omkring middagstid, men ellers væltede det ned konstant.
Hvis ikke Jens-Ole og Peter havde været der, var det absolut ikke blevet til de 250 km, det reelt blev til. De havde virkelig noget at se til. Allerede kort efter start indlagde vi små krisemøder, hvor vi vurderede situationen. Efter en hulens masse moralsk oprustning, og nogle madder gik det videre en 30-40 km.
- Hvis ikke man får lungebetændelse af det her, hvad får man det så af, tænkte jeg ved mig selv efter at jeg for 4 gang havde skiftet sokker.
Vi eksperimenterede med plastikposer på hænderne. Vi vurderede om kondensvandet udgjorde en større trussel end selve regnen. Plastposer på fødderne valgte jeg fra.
Til slut sagde jeg til mig selv, - Nu kan det også være lige meget og kørte bare.
En anden problematik var, at jeg sad stille ned ad fjeldene og derefter hurtigt kom til at fryse. Efterfølgende måtte jeg træde som en gal for at få en smule varme op ad fjeldene.
Nordkapp
Dag
3
Torsdag den 24. juni 1999.
Distance 250 km
Fra Mandal til
Trældal ( 15 km nord for Narvik)
Det kunne have været en god dag. Det kunne også have været en nem dag.
Efter 2 -3 fjelde i går var der ingen djævlestigninger. Nuvel, der er stort set ikke en kilomer her i Norge, der ikke går op eller ned, så lidt stigninger er der altid.
Men ikke
voldsomme.
Næh, hovedfjenden denne dag var regnen. Da vi onsdag
aften sad og kiggede vejrudsigt på TV, lovede de lidt regn. Da jeg i
et ærinde var ude kl. 03, væltede regnen ned, og det gjorde den
altså også, da jeg startede kl. 6.
Der var en pause i vandpasserne på næsten 40 minutter omkring middagstid, men ellers væltede det ned konstant.
Hvis ikke Jens-Ole og Peter havde været der, var det absolut ikke blevet til de 250 km, det reelt blev til. De havde virkelig noget at se til. Allerede kort efter start indlagde vi små krisemøder, hvor vi vurderede situationen. Efter en hulens masse moralsk oprustning, og nogle madder gik det videre en 30-40 km.
- Hvis ikke man får
lungebetændelse af det her, hvad får man det så af, tænkte jeg
ved mig selv efter at jeg for 4 gang havde skiftet sokker.
Vi
eksperimenterede med plastikposer på hænderne. Vi vurderede om
kondensvandet udgjorde en større trussel end selve regnen.
Plastposer på fødderne valgte jeg fra.
Til slut sagde jeg til
mig selv, - Nu kan det også være lige meget og kørte bare.
En
anden problematik var, at jeg sad stille ned ad fjeldene og derefter
hurtigt kom til at fryse. Efterfølgende måtte jeg træde som en gal
for at få en smule varme op ad fjeldene.
- Forklar mig lige
igen, at det er for sjovs skyld, råbte jeg til Peter, der hylede
efter mig, mens en vandsky fra en tysk turistbus fjernede den sidste
tørre plet på mit tøj,
- Vi er ude for at more os.
Kan man vente længe
nok, kan man blive konge af Sverige, og da kilometertælleren rundede
de 210 km havde jeg ventet så længe på at blive udfriet af
pinslerne, at det var tid til at slå lejr.
Mine venner havde
fundet en hytte, og der er kun 29 km derud, hævdede de. De glemte at
nævne, at der var et besværligt fjeld og en hæslig tunnel på
vejen. De var blevet enige om at skåne den gamle for den
realitet.
Det var fornuftigt.
Langt
om længe trillede jeg ind til hytten, der ligger smukt nede ved
vandet med udsigt til Narvik.
Vi fik tøjet skyllet og hængt til
tørre, og en øl blev stukket i hånden på mig.
Er det
urimeligt, at man nyder en øl efter 250 km i regnvejr?
Næh,
vel?
Peter var i "køkkenet" (en grill på verandaen) og
fremtryllede pølser og kartofler.
Han har i øvrigt regnet ud, at
med de penge vi giver i leje for hytten vil folkene være i stand til
at investere i 9 agurker.
Vi har erfaret, at der bliver tørvejr i
morgen.
Det er der nødt til at blive, for jeg er meget i tvivl
om, hvor mange af den slags dage som i dag, der er kræfter til.
Jens-Ole og Peter
skal da også have tid til at fiske
H.C. Andersen
Vandmand.
ER AGURKER SVARET PÅ
EURO?
25. juni 1999.
Ideer om agurker
Jeg ved det jo godt. I regnvejr er jernbaneskinner en katastrofe for cyklister. Derfor er det aldeles utilgiveligt, at jeg alligevel i Narvik Downtown kom skævt ind på dem og gik i asfalten med et brag.
Til alt held skete der ikke noget med hverken mand eller cykel. Lidt forslået og forskrækket bliver man jo altid, og det ville da være dybt åndssvagt om ekspeditionen Nord-Syd 99 var sluttet i en jernbaneoverskæring i Narvik. Sådan gik det heldigvis ikke.
Det er nødvendigt at bringe et dementi. Jeg berettede i går, at værdien af den hytte vi lejede, svarede til 9 agurker.
Peter har regnet lidt på det og fortæller nu, at det faktisk er mere korrekt med 7 agurker.
Vi har planer om at indforskrive en ladning agurker fra Danmark og betale os igennem Norge med dem.
-Hvor mange agurker skal
du have for den hytte?
-Jeg plejer at få 10?
-Det er alt for
meget. Jeg byder 8.
Også i dette rejsebrev skal vejret omtales. Dels er det meget vigtigt for os, hvordan vejret er, dels er det jo os, der suverænt bestemmer, hvad der skal stå i dagbogen, så nu kommer der lidt om vejret.
Det strintede lidt fra morgenstunden, men det blev ved truslerne. Og over middag blev der rigtig flot solskinsvejr.
Det blev til præcis 200 km i dag. At det ikke blev til mere skyldes, at vi måtte vente temmelig lang tid på færgen til Bognes.
Jeg var egentlig også temmelig mærket af gårsdagens strabadser. Og så har landskabet været vældig dramatisk det meste af dagen. Man skal kigge godt efter for at finde 500 m, hvor vejen går lige ud.
Mellem Bognes og Fauske er der vældig mange fjelde, der skal besejres, og dagen har budt på adskillige kilometerlange stigninger mellem 6 og 8 %.
Det er et forbavsende lavt gennemsnit, jeg kan holde i disse omgivelser. Men omvendt er jeg uhyre påpasselig med at forcere noget, for der venter altid et nyt fjeld lige om hjørnet. Og om det varer en time mere eller mindre er i den sidste ende ligegyldigt.
Ca. 10 km før fyraften kom Jens-Ole og fortalte, at der ventede en 5 km lang tunnel, hvor cykler ikke måtte køre p.g.a. gas. - Du kører i ledsagevognen, forklarede han. Alt andet vil være uforsvarligt. Jeg gav ham naturligvis ret, og vi fulgtes hen til starten på tunnelen, hvor jeg besluttede at smutte fra ham. Jeg valgte at satse på den farlige tunnel og dermed undgå et hul i turen.
Det var en led tur. Det gik opad hele tiden, men heldigvis var der ikke meget trafik, og jeg kom da igennem uden skaaaaaaaaaaaaaaaaaaader.
Peter og Jens-Ole har holdt lidt mere fri i dag. De har fundet et fantastisk sted her ca.65 km nord for Fauske. Det ligger ved en sø, hvor Peter ikke må fiske før første juli. Og vi kører i morgen tidlig!
Når jeg kigger ud af vinduet, kan jeg se et enormt højt sneklædt fjeld, der er badet i solskin.
Når jeg kigger lige frem, kan jeg se Peter og Jens-Ole stå og vaske op. Jeg burde bestemt gå hen og hjælpe dem.
I morgen når vi efter al sandsynlighed Saltfjeldet med polarcirklen. Som jeg husker det, er der en led opkørsel til fjeldet. Men når man først er deroppe, kører man faktisk på fjeldet i lang tid.
Hvis vejret er godt, kan det blive en fantastisk naturoplevelse, og hvis vejret er dårligt, kan det blive et mareridt.
Nu kommer jeg lige i tanker om, at vi netop har set vejrudsigten på norsk TV. I Mo i Rana, hvor vi vil være i morgen kommer der 24 grader.
Så der er lagt op til fest og farver.
Det er dejligt at være langturscyklist.
Holger C. Andersen.
26. juni 1999.
Polarcirklen igen.
I dag var en speciel dag, fordi vi fik solen at se. Vi bevægede os i lige linie fra en hytte 85 km syd for Fauske til et vandrerhjem i Mo i Rana, hvor vi sidder nu godt stegte i kammen. Turen blev på 256 km, og det må vel være rimeligt. Jens-Ole kørte med på de første 35 km, og det var rart med lidt selskab.
Det der udtryk med den lige linie er nu nok en overdrivelse. Det bruger de ikke i Norge.
Udover solen oplevede vi i dag også det specielle, at vi passerede polarcirklen, der befinder sig på Saltfjeldet. Hvis vejret er godt er det et fantastisk smukt sted, og hvis der er dårligt vejr, kan det være forfærdeligt. Vi var begunstiget af det gode solskinsvejr, og havde en herlig stund deroppe.
- Var det en hård tur i dag, spurgte Peter, da jeg trillede ind til Vandrehjemmet i Mo i Rana? Tjah, alle ture over 200 km er da vist hårde, og mod slutningen af etapen blev solen da også et problem.
Er det ikke det ene, så er det det andet.
Mit gamle fjæs er allerede kraftigt mærket af solens stråler, og konfrontationen med mit kontrafej efter en nats søvn bringer altid tanken frem om, at den mand da vist er fyldt 51!
Peter sidder netop nu og studerer ruten for i morgen. Vi skulle efter sigende ramme Korgfjeldet, med en 9 % stigning over 7 km. Det lyder da af noget.
Vi har fået en del breve via e-mail. Det er vi rigtig glade for. Bl. a. har vi fået brev fra nogle norske venner, der inviterer os indenfor. Det vil vi satse på, hvis det overhovedet er muligt.
Direkte adspurgt om hvad vi har oplevet i dag fortæller Peter, at han har været under vandet 3 gange….
Her indtræder der en mindre krise. Jens-Ole er meget oprevet, fordi han allerede for adskillige dage har været under vandet 2 gange. - Og det blev overhovedet ikke nævnt i dagbogen, siger han fortørnet. Men nu skulle det så være bragt på plads.
Peter fortæller videre, at besøget på polarcirkelen var en stor oplevelse.
Personlig er jeg virkelig glad for at bo i Mo i Rana, fordi denne by for mig har et poetisk skær over sig; berettiget eller ej.
Nu er vi her i hvert fald.
Vi diskuterer meget, om en computer har en sjæl. Diskussionen er opstået, fordi vores medbragte computer med jævne mellemrum foretager handlinger, som kunne skyldes en form for intelligens.
Bedst som Jens-Ole sidder og skriver i linie 18, vælger computeren at skrive i line 7. Det går ikke stille af, når de to tager en tørn.
I aftes slog den til igen. Peter havde digtet, hvad han selv beskriver som en hel A 4 side, og han var specielt tilfreds med den del af beretningen, hvor den yndige dame i receptionen omtales. Vi havde glædet os til at se, hvad han mente med det, da computeren pludselig gik i sort. Min teori er, at det var en lille detalje med manglende strøm, der foranledigede den til at handle så ondt.
I hvert fald måtte jeg trygle den om at starte igen; det gjorde den modstræbende, men først efter at havde slettet alt, hvad Peter havde skrevet.
Dette er skrevet søndag morgen klokken lidt i 5, fordi jeg lige skulle undersøge, om computeren var blevet god igen.
Jeg er spændt på at erfare, om Peter har taget skade på sin sjæl, når han om få minutter dukker op.
Jeg kan se på et flag udenfor, at det blæser. Jeg aner ikke, om jeg får medvind eller modvind. Derimod ved jeg, at min næse skal have sollotion faktor 12 i massevis.
Kogepladerne her i lejligheden er stået af, så vi skal nok have gasblusset frem.
Holger C. Andersen
Soldyrker.
27. juni 1999.
Får og Sardiner
Det kunne have været en nem dag. Det blev det nu ikke. Tilsyneladende er der ikke rigtig nogen af dagene der vil være nemme. Det hele startede i spøg-og-skæmt afdelingen med 40 km i medvind, inden vi ramlede ind i Korg-Fjeldet med dens imponerende 9 % over 9 km. Det er en utrolig personlig tilfredsstillelse, når man langt om længe står på toppen.
Vi var nu ikke alene på toppen. Vi slog os ned for at nyde en kop kaffe og blev straks angrebet af en fåremor samt hendes børn. Vi er blevet enige om, at hun også havde adoptivbørn, for så mange unger kan et enkelt får ikke have.
Taktikken for fåreflokken var klar: - nu skal vi have noget til føden. Og alt kunne tilsyneladende bruges. Vi fandt en del fornøjelse i at fodre det gamle får med sardiner. Til vores store forbavselse nød hun det.
Nu kom vi til det sjove. For der er jo altid en nedkørsel, der venter. Jeg er noget frygtsom, og det var vist meget godt, for spredt ud over nedkørslen befandt sig talrige fåreflokke. De gik præcis, hvor det passede dem og var egentlig ligeglade med, om vi kom drønende med 60 km i timen.
På vej ned af fjeldet mødet vi også en hermelin og et egern.
Vi tildeler hinanden point for at se sjove dyr og fører lange diskussioner om, hvor mange points de enkelte arter giver. Ved Nordkapp så jeg en odder, der klatrede op af en grøft. Jeg mener helt klart, det kan give 16 points. Jens-Ole hævder, at de fugle han ser er yderst sjældne og kan give mange points. Hvor mange points en elg giver er usikkert, for vi har ikke set nogen.
Efter 100 km gik Jens-Ole i pit, mens jeg fortsatte min ensomme færd. Vi spiste frokost ved 132 km og aftalte, at gutterne skulle køre til dagens mål, der burde etableres mellem 265 og 275 km. Ikke over 275 km bad jeg, for de sidste meter er "dyre".
Det var en temmelig kedelig og ensformig strækning gennem Namdalen, og mens jeg kørte udviklede der sig en solid modvind, som blev min trofaste følgesvend over ca. 140 km. Det trækker søm ud.
Peter og Jens-Ole havde lejet en dejlig lille hytte på Moa Camping og havde frikadeller/kødboller i ris klar, da jeg kom.
Det er vild luksus at blive opvartet på den måde.
Skaderne fra i går, der bestod af hold i nakken og en forstrakt muskel i høre inderlår, er i klar bedring. Til gengæld gør det temmelig ondt i venstre side af højre knæ.
Lad os håbe, det er væk i morgen.
I morgen er vi blevet til at besøge nogle norske venner, der bor i Kvål, 30 km syd for Trondheim.
Det er ikke nogen, vi kender, men det er mennesker, jeg har lært at kende via Internettet.
Det er et besøg, vi glæder os meget til.
Der er ca. 250 km til deres hjem, og det var en af grundene til, at dagens etape blev så ekstremt lang.
Jeg er meget spændt på, om vinden er lige så voldsom i morgen, for så kan det blive en temmelig barsk tur.
Holger C. Andersen.
28. juni 1999.
Anne-Lise og Torstein.
Dag 7 kom til at handle om Moa Camping til Kvål, en distance på 271 km.
Klokken er nu 22.45, og vi har lige tilbragt en herlig aften sammen med Anne-Lise og Torstein. De serverede en herlig middag for os. Kaffen nød vi på verandaen i et herligt vejr. Vi har erfaret, at det netop denne aften øsregner i Danmark. Det er jo lidt sjovt.
Igen i dag var det svært at finde ud af, hvordan vinden blæser. Torstein fortæller, at det er ganske almindeligt med disse skiftende vindretninger.
Det er nemmere i Danmark. Der passer vinden sit arbejde og blæser kun i den retning, den har fået besked på.
Inden jeg kom til Kvål, skulle jeg gennem Trondheim. Mage til cykelfjendtlig by skal man lede længe efter. Igen og igen kom man til skilte, der påbød, at "der måtte cykler ikke køre". Ikke tale om, at der var angivet nogle alternativer. Det måtte man selv finde ud af.
Da jeg èn gang for meget mødte det famøse skilt, fattede jeg en rask beslutning. Jeg stak fingeren i luften og fandt den rigtige retning, hvorefter jeg drønede ud ad motorvejen.
Mærkeligt nok var der ingen, der tudede; det er kanske ikke første gang en cyklist har taget loven i egen hånd.
Vejret i dag har været rigtig pænt. Over middag var det endda varmt. Desværre havde jeg glemt at deponere jakken i bilen, så jeg svedte bravt.
Mens jeg sled og slæbte, benyttede mine 2 medsammensvorne lejligheden til at lege turister i Trondheim. De aflagde bl. a. domkirken et besøg
Til slut i denne beretning kommer der en lille hilsen fra vort venlige værtspar.
Med venlig hilsen
Holger C. Andersen
Lovbryder.
Etter å ha fulgt med på hjemmesiden, var det hyggelig å få besøk av ekspedisjonen. Fortroppen ankom ca. kl. 18.00, og Holger kom syklende ca. en og en halv time etter. Vi har nå fått høre meget om reisen hit, og om mange opplevelser med sultne dyr og tunge nedoverbakker.
Det er jo enda mere interessant å høre fortellingene "live" enn å lese det i dagboken, selv om det også er spennende.
Vi håper turen fortsatt går godt, vi kommer til å følge med dere på internet.
Tusen takk for besøket. Hilsen Anne-Lise og Torstein.