Bog nr. 9 jeg har læst i 2023.
2020. 325 sider.
Jeg havde læst gode ord om Louise Pennys bøger.
Dette er første bind i en serie med Kriminalkommisær Gamache og hans opklaringsarbejde i Three Pines i Montreal i Canada.
Men det blev ikke nogen stor oplevelse for mig.
Sproget er flagrende, og det virker på mig, forfatteren vil så meget, men det lykkes ikke rigtig.
Der er mange personer, og jeg fik aldrig helt hold på bogen.
Jeg har ingen intentioner om at gå på jagt efter 2. bind i serien.
Lektørudtalelse:
"Man hygger sig med bogen, først og fremmest persongalleriet, som er alsidigt og genkendeligt. Pennys evne til skabe stemning – og stemningsbilleder ikke mindst – er bestemt ikke at undervurdere."
Der er 15 bøger i serien.
Jeg siger nej tak.

Bog nr. 8 jeg har læst i 2023.
2017. 432 sider.
Bogen var såmænd rigtig spændende, og jeg læse den ganske hurtigt.
Men helt begejstret blev jeg aldrig.
KMG benytter sig af en række velkendte krimi-kneb.
Hun lægger ud med en kryptisk prolog, hvis mening først kendes efter endt læsning.
Der er også en lille kærlighedshistorie, og vi får forskellige af personernes synsvinkler.
På side 282 finder vi endda en omgang unødvendigt kongerøgelse, præcis som de fleste elsker det.
Lidt historie ala de berømte Jan-bøger får vi også.
Det tæller også på plussiden at hun lader historien foregå på sin hjemegn.
Personbeskrivelserne er svage. Det er ikke nok at konkludere at chefen minder om Foyle.
Han mangler bare hatten.
Pænt håndværk, men der skal mere til for at havne på topscorerlisten med mine yndlingskrimiforfattere.

Bog nr. 7 jeg har læst i 2023.
2022. 345 sider.
Jeg har kendt Adrian Hughes fra medierne gennem mange år.
Han kunne godt opfattes som en anelse arrogant og "lidt for meget".
Han kom frem i medierne på en helt anden måde, da han i en podgast tog fat på sin families historie.
Det var især hans mor og hendes besynderlige afskedsbrev til sin børn, der optog ham.
Denne postcast blev af alle rost til skyerne.
I 2022 var jeg på en Bogmesse i Gentofte, hvor Adrian Hughes fortale om "Mors dreng".
Han var fantastisk.
Han ejede scenen.
Derfor måtte jeg læse bogen.
Man skal koncentrere sig, når man læser, og detaljerne er mangfoldige.
Det er modigt at skrive sådan en bog, men min konklusion er at han er sluppet  godt fra det.
Den er umådelig spændende og interessant, men dog ikke så meget som jeg havde forventet efter at have hørt ham.
Han er langt bedre, når han fortæller.
Anmelderne er lidt tøvende.
Politikeren roser også podcasten, men kalder bogen for alt for detaljeret.
Jyllandsposten:
"Forfatteren viser sig ikke kun at være mors dreng, men springer i sin første bog som 60-årig ud som en voksen mand, der tør se den nærmeste og til tider pinefulde sandhed i øjnene."

Bog nr. 6 jeg har læst i 2023.
2012. 212 sider.
Det er historien om Hans Haahr og hans karriere indenfor politiet i Grønland og Danmark.
Det er en spændende og barsk beretning.
Man sidder tilbage med en anelse om, at begivenhederne er beskrevet lidt for ensidigt. Alt er set fra Hans Haahr side.
Han er en flittig og dygtig betjent, der har svært ved at se på de andres uduelighed og dovenskab.
Den slags giver fjender, men han kiler på.
Det får en ende, da han bliver dømt for at lække fortrolige oplysninger i tjenesten i Danmark.
Han ser ikke sig selv som korrupt og ordet Morakker betragter han nærmest som en ros.

Bog nr. 5 jeg har læst i 2023.
2022. 226 sider.
Albert er gymnasielærer, og det har han været i 25 år.
Han er yderst velmenende og kæmper for at stable noget, der minder om en undervisning på benene.
Hvis virkeligheden i danske gymnasier minder om, hvad der sker i denne bog, så ser det sort ud.
Bogen er ualmindelig morsom, og det kunne da godt være, at forfatteren har læst Finn Søeborg.

Bog nr. 4 jeg har læst i 2023.
2022. 382 sider.
Vi befinder os i de mest barske kvarterer i Stockholm.
Der færdes dem der udnytter, de udnyttede og politiet, der skal holde styr på det hele.
Det er der kommet en ganske spændende og velskrevet bog ud af.
Vi følger en ung pige på 16, der er blevet indfanget af et netværk, der ynder at udnytte helt unge piger.
Hun bliver drevet så langt ud, at hun ender med at tage sit eget liv.
Forfatteren er selv politimand og ved hvad han taler om.
Bogens personer er godt beskrevet, og plottet virker (desværre) realistisk.
Det er en rå og brutal beretning, der fik mig til at tænke på den svenske bog 491.
Anmelderen på Litteratursiden trækker paralleller til Sjöwall og Wahlôô, og det er da rigtigt, at begge er socialrealistiske romaner.