Livsflammen


Jeg har læst ”Livsflammen” af John Steinbeck.

1950. 110 sider.
Bog nr. 45 jeg har læst i 2024.
Steinbeck # 11 jeg har læst i 2024.


Det var virkelig en besynderlig bog.
Den fik jeg ikke ret meget ud af.

Steinbeck beskriver den selv som et forsøg. I forordet til bogen skriver han selv:
”Livsflammen er mit 3. forsøg med en ny fortælleform – Romandramaet. Jeg ved ikke af, at andre nogensinde har arbejdet med det. To af mine tidligere bøger – ”Mus og mænd” og ”Månen er skjult” er frugter af samme bestræbelse.”


Tanken er, at man har en tekst, der er let at læse eller en kort roman, som kan opføres ved at man bruger den som dialog.
Blandet ind i dialogen finder vi så detaljer om både karaktererne og miljøet.

Den konklusion vi må drage utallige år efter at Livsflammen blev skrevet er, at Steinbecks metode ikke var god.
På den måde ødelægger man både roman og skuespil.

Bogen handler om en mand, der er uvidende om, at han ikke kan få børn.
Hans hustru bliver gravid med en anden mand, fordi hun vil give sin mand et barn.
Udover disse 3 personer optræder ”en gammel ven”.


Drømmen om barnet opleves i 3 scenarier, hvor personerne optræder i nye ”skikkelser”.

Cirkus, gården, a) havet og b)barnet.


”Alle vanskeligheder til trods er arbejdet med romandramaet absolut møjen værd”, fortsætter Steinbeck i forordet.

Det må jeg desværre erklære mig helt uenig i.


Sproget i bogen er højstemt og salvelsesfuldt, og dialogen er særdeles langtrukken.
Bogens problemstilling har jeg svært ved at hidse mig op over.


Jeg kan få øje på én eneste grund til at bogen har overlevet indtil 2024, og det er at forfatteren hedder John Steinbeck.

Men eftersom jeg er i gang med at fortære Steinbecks forfatterskab, måtte den en tur i min indkøbskurv

Næste uge vil jeg have glemt alt om ”Livsflammen”.
Kan ikke anbefales.

Og hvordan klarede ”Livsflammen” sig så som teaterstykke.
Wikipedia beretter:

Stykket gik i kort tid i New Haven, hvor Steinbeck undervejs strammede op på 2. akt, men alligevel blegnede tilliden til stykket.

Forestillingen flyttede til Boston, men anmeldelserne var forfærdelige og den blev kun opført 13 gange.
En af folkene bag stykket indrømmede senere, at han allerede vidste, at stykket var dødsdømt efter første opførelse.
Selvom forestillingen slog fejl var Stenbeck optimistisk og meddelte, at han stadig havde lyst til at arbejde med teaterproduktion.
Men på trods af optimismen gjorde Steinbeck dog ikke flere forsøg på at producere noget til teateret


Evas øje


Jeg har læst ”Evas øje” af Karin Fossum.

1995. 288 sider.
Bog nr. 44 jeg har læst i 2024.

Denne fine norske bog er egentlig en krimi uden at ville det.
Der er da et par mord, og der er også en politimand, der opklarer mordene, men der er ikke meget Beck eller Poirot over bogen.


Vi møder Eva Magnus, der er enlig mor.
Hun er kunstner, men oplever at det er svært at betale hverdagens regninger med usolgte kunstværker.

Nu møder hun sin barndomsveninde Marie Durban, som har klaret sig rigtig godt.
Hun afslører overfor Eva, at hun ernærer sig som luksusluder, og det er en tilværelse, hun er vældig glad for.
Hun inviterer Eva i byen, og de kommer på fine steder og spiser den bedste mad.
Marie spørger Eva, om det ikke var noget for hende.

Eva er mere end fristet, selv om hun vil være nødt til at overskride nogle grænser for at kunne gennemføre sådan en tilværelse.


Herfra udvikler tingene sig dramatisk, og pludselig står Kriminalinspektør Konrad Sejer med hele to drab, som han skal opklare.

Det er han rigtig god til, men vi hører ikke meget om, hvordan han kommer frem til sine resultater.
Karen Fossum er mest interesseret i psykologien bag de forbrydelser, hun beretter om.
Men han finder stille og roligt ud af det hele, og Eva Magnus bliver mere og mere interessant for hans efterforskning.
Sejer har en rolig og tillidsvækkende facon.

Under efterforskningen møder han en lille dreng, som han fatter sympati for.
Han inviterer ham på en køretur i politibilen – med sirene- og han ender med at give ham den kedeldragt, som han har ønsket sig.


Tempoet i bogen er så overkommeligt, at nogle nok ville kalde det stillestående, men det er faktisk befriende med en krimi, hvor man kan få sjælen med.
Synsvinklen skifter undervejs.
Nogle gange er vi med Sejer, men efterhånden følger vi Eva mere og mere.


Siden denne bog udkom har Karin Fossum skrevet yderligere 12 bøger med vores ven Konrad Sejer.
Jeg har tidligere læst nogle af dem (alle?), men jeg kunne sagtens finde på at finde ham frem igen.
”Elskede Poona” gjorde stort indtryk på mig, da jeg læse den.
Kan varmt anbefales.


Karin Fossum har modtaget flere priser for sine krimier. For ”Se dig ikke tilbage” modtog hun Rivertonprisen i 1996 og Glasnøglen for Skandinaviens bedste krimi i 1997. Hun modtog Brageprisen for ”Elskede Poona” i 2000. Hendes bøger er oversat til 25 sprog, og i 2008 blev hun tildelt Los Angeles Times Book Prize i genren mystery/thriller for ”Elskede Poona”

Den virkelige verden


Jeg har læst ”Den virkelige verden” af Malene Ravn.

2023. 221 sider.
Bog nr. 43 jeg har læst i 2024.

Malene Ravn har skrevet en rigtig ubehagelig bog.
Den handler om LSD-skandalen, hvor der i 60´erne blev eksperimenteret med LSD-behandling af alvorligt psykisk syge på Frederiksberg Hospital.
Jeg har selv oplevet alvorlig psykisk sygdom i den nærmeste familie og ved, hvor ødelæggende det kan være for patienten selv og også for de pårørende.
Omkring 1970, da verden var fyldt med Peace and Love, fik jeg endda engang tilbudt LSD, som jeg heldigvis takkede nej til.
Men elektrochok og mange forskellige former for medicin optrådte i behandlingen.

Hovedpersonen i bogen er den ambitiøse læge Edith Christiansen, der villigt lader sig lede af den karismatiske overlæge Hartung.

Edith Christiansen er bygget over læge Ketty Kjærbye Kristensen, mens Hartung er inspireret af overlæge Einar Geert-Jørgensen.

Behandlingen går rigtig dårligt.
Der er mange bivirkninger, og patienterne oplever hallucinationer, men i mange tilfælde reagerer lægerne ved at forhøje doserne af LSD.

Litterært er der ikke tale om noget mesterværk.
Det er jo også lidt af en farlig øvelse at skrive en roman, der er inspireret af virkelige begivenheder af nyere dato.
Skandalen har også været behandlet i flere podcasts samt i TV2`s ”Det sindssyge eksperiment”.
Der spilles rollerne som de to læger af Søren Pilmark og Amalie Dollerup.

I samme udsendelse optræder Ketty Kjærbýe Kristenses datter og barnebarn.

I marts måned får jeg lejlighed til at høre Malene Ravn fortælle om bogen på bogmessen i Gentofte.


Rutebil på afveje


Jeg har læst ”Rutebil på afveje” af John Steinbeck.

1947. 272 sider.
Bog nr. 42 jeg har læst i 2024.
Steinbeck # 10 jeg har læst i 2024.

Jeg har set flere steder, at denne roman fulgte lige efter ”Vredens druer”, men i mine notater kommer ”Månen er skjult” 1942, ”Et mægtigt gilde” 1945 og ”Perlen” 1947 imellem?
Men under alle omstændigheder var det svært for Rutebilen at komme efter druerne.
Det er jo en noget anden liga.


Bogen var for mig meget flagrende og svær at få hold på ved rejsens start.
Den er et stykke nede i rækkerne på en liste over Steinbecks bedste bøger, men alligevel får man som læser lidt efter lidt et indblik i de forskellige personers liv.
Manden kan jo skrive!


Det er en broget flok, vi er på rejse med og lidt efter lidt kom de til live for mig
Vi følger personerne gennem 24 timer og lærer om deres drømme og forhåbninger.


Der er bl. a Ernest Horton, en spøg- og skæmthandler, der er leveringsdygtig i plastikfødder, der påmonteres så det ser ud til, at man har været ude for en ulykke.

Det velstående Pritchard-ægtepar, er der med deres datter Mildred.
Bernice Pritchard: ”Dette bliver en oplevelse, når det er forbi. Jeg kan næsten høre dig fortælle om det. Det bliver vel nok morsomt.
Ja det bliver det vel, havde Mr. Pritchard svaret

Juan, rutebilens ejer drømmer om at give pokker i det hele og stikke af til Mexico,

Hans hustru Alice drikker og er en smule ustabil,

Hans hjælper, teenageren ”Bumse”, der drømmer om at blive lige så meget mand som skuespillerne.
Og hvis man så bare ville lade være med at kalde ham ”Bumse”

Den mystiske frigjorte og smukke Camilla, som alle mændene er vilde med,

Den kværulerende olding Van Brundt,

Servitricen Norma, der har rykket teltpælene op i håbet om en karriere i Hollywood.

Efter at de er strandet første gang er de klar til at køre videre.
Juans hustru Alice bliver tilbage. Så snart hun er alene låser hun døren og går i gang med at drikke sig sanseløst beruset.
”Alice trak vejret dybt, og lod det så slippe ud i et vellystent suk. Dagen var hendes! Hun følte sig lykkelig og hemmelighedsfuld, og hun følte sig også syndig.”
Dernæst drikker hun, til hun styrter.
Steinbeck beskriver mageløst hendes totale deroute.

De kommer til en bro, der er truet af udslettelse i det voldsomme vejr.
Juan vælger at lade passagererne bestemme, om de skal forsøge sig med broen eller køre den ”gamle” og ukendte vej.

Efter lange diskussioner vælger de den gamle vej.
På vej op i bjergene er Juan træt af det hele, og han fremprovokerer en udskridning, så rutebilen ender med bagenden i grøften.

Hvad gør de nu?

Jamen, det får I ikke at vide af mig.
Jeg vil bare sige, at der bliver truffet nogle store beslutninger, der får stor betydning.
Du er simpelthen nødt til at tage på tur med rutebilen for at finde ud af, hvad der sker.


”Seks og tres kilometer syd for San Ysidoro ved en stor bred sydgående hovedvej i Kalifornien ligger der et vejkryds, som i nogle og firs år har båret navnet Rebel Corners.”

Sådan starter ”Rutebil på afveje” og min opfattelse af bogen har forandret sig meget, siden jeg læste den.
Jo mere jeg læste, jo mere lærte jeg om folkene i rutebilen og jo mere satte jeg pris på bogen.

Ham der Steinbeck, han kan altså noget :-





Ondt blod


Jeg har læst ”Ondt blod” af John Carreyrou.

2018. 344 sider.
Bog nr. 41 jeg har læst i 2024.

”Ondt blod” er en sandfærdig historie fra det virkelige liv, og den er mere spændende end nogen krimi.
Den handler om svindel, snyd og bedrag for gigantiske summer.


Elisabeth Holmes har udviklet en revolutionerende ny måde at tage blodprøver på. Der skal kun få dråber blod til, for at man kan diagnosticere en lang række sygdomme.

Hun er en karismatisk dame, der af mange sammenlignes med Steve Jobs.
En sammenligning hun er helt tilfreds med.

Investorerne står i kø, og hurtigt får hun oparbejdet et imponerende forretningsimperium, som hun kalder Theranos.


Der er kun et lille problem.
Metoden virker ikke.

Men sådan en bagatel standser ikke Elisabeth Holmes, der kontrollerer alt sammen med sin næstkommanderende Sunny.
Hun fyrer alle medarbejdere, der siger hende imod.
Sammen lægger de to røgslør over alle forsøg på at afsløre dem.
De forfalsker alt hvad de kan, og man tror på dem.


Bogen beskriver hvordan bedrager vokser og vokser, indtil sæbeboblen til sidst brister.

Forfatteren er Wall Street Journal journalist, og han formår virkelig at få læserne med.
Bogen er velskrevet og let at følge med i.

Det er spændende at læse om den slags personer. Fra Danmark kan man nævne Stein Bagger og hans IT-factory, der bare var varm luft.
Det er imponerende at se, hvor mange ”kloge mennesker” Elisabeth Holmes kan føre bag lyset.
Hun kæmper til det sidste for at bevare illusionen, men til sidst ramler det.


Nogle gange når man læser en krimi kan man sidde med en fornemmelse af at den historie man læser er for langt ude.
Det er præcis den oplevelse man har, når man læser om Elisabeth.
Men det er altså den skinbarlige sandhed.


Retssagerne mod hende er stadig i gang, da denne bog går i trykken, men en simpel søgning afslører, hvor mange år hun fik i fængsel.
I november 2022 blev hun idømt 11 års fængsel.

”Forbes named Holmes the world's youngest self-made woman billionaire--worth $4.5 billion--in 2014, when she was 30 years old.”

På rejse med pingviner


Jeg har læst ”På rejse med pingviner” af Hazel Prior.

2020. 410 sider-
Bog nr. 40 jeg har læst i 2024.

Går du af og til i stå i din hverdag, fordi du kommer til at tænke på, hvordan verdens pingviner har det?
Jeg tænkte det nok.
Sådan har mange af os det.
Men nu er der håb.
Der er en frisk gammel dame på 85 +r, der vil tage dig med til pingvinland.
Jeg synes, du skal tage med hende.

Veronica McCreedy er 85 år gammel

Hun husker knap så godt, som hun gjorde før.
Hun bor på et herresæde i Skotland ved vandet, og hun har masser af penge.
Eileen hjælper hende tålmodigt, men hun er i hvert fald ikke nogen hjemmehjælper.
Hun finder ud af, at hun har et barnebarn, der hedder Patrick.
Hun arrangerer et møde med ham, og hun synes, han er forfærdelig.


Hazel Prior spreder en stemning af hygge, når hun skriver.
Det ville være nemt at gøre Patrick til et dumt svin, men i stedet virker han faktisk rigtig sød og eftertænksom.
Han har været meget igennem, men han gør hvad han kan for at behage Veronica. Han har endda købt ind til kagebagning, men får det ikke lige gjort i tide.
Læseren føler sig i rigtig godt selskab med Patrick.

Veronica synes ikke for alvor Patrick er værdig til at arve hendes mange penge.


Men så ser hun et tv-program om pingviner, og finder ud af, at de måske kunne få hendes støtte.
Men hun må lige undersøge sagen, og derfor vælger hun at rejse til pingvin-land.


Hun skriver til folkene på Antarktis og spørger om hun må komme.
Det må hun ikke, og så tager hun af sted.


Opholdet på Antarktis kommer til at medføre store omvæltninger for Veronica.

Lidt efter lidt bliver vi også indviet i, hvordan hendes liv har formet sig.
Det har ikke været noget nemt liv.
Hun mistede tidligt sine forældre i et luftangreb.

Hun blev passet af en forfærdelig tante.
Hun fik et barn med en italiensk krigsfange.

Barnet tog man fra hende.


På et tidspunkt bliver hun syg, og Patrick kommer også derned

Det er en sød og hjertevarm bog, hvor jeg havde det bedst med den første halvdel.
Det er en feel-good roman, men vi berører også tilværelsens mere alvorlige sider som f. eks ensomhed og demens.


Som ung mand blev jeg glad for Gerald Durrels mange bøger om dyr, som f. eks. ”My family and other animals”

Veronica eventyr er lidt i samme genre.

Folk og fæ på Antarktis. :-)

Kaptajnen og Ann Barbara


Jeg har læst ”Kaptajnen og Ann Barbara” af Ida Jessen.

2020. 498 sider.
Bog nr. 39 jeg har læst i 2024.

”Lektie” i min læsegruppe.


Vi kommer i gang efter en nydelig intro, hvor Kaptajn Ludvig von Kahlen gør sit indtog på heden.

Det er ikke ”Der kom en soldat marcherende hen ad landevejen” med venlig hilsen til H. C. Andersen, men lidt i samme boldgade.
”Så kommer to mennesker kørende i arbejdsvogn med en grå og en spættet hest for”

Kampen mod heden kan gå i gang.....

Von Kahlen får besøg af Landsddommer Frederik de Schinkel til Hald.
Han er voldelig og ekstrem ondskabsfuld. Han er også magtsyg og diktatorisk og en udfordring for kaptajnen.
Og for alle andre.
Han er én, som man uden tøven ville titulere som et ualmindelig dumt svin.
Kaptajnen bygger hus, men hans hjælper Christian Eriksen forsvinder i Viborg, hvor han søger en kvinde.

Vi bliver forsynet med små letlæselige sætninger. Handlingen skrider kronologisk frem.
I et roligt tempo.

Intet skurrer ved læsningen. Det er nemt at læse denne bog.
Uden at mase sig på formår Ida Jessen at fremmane personerne for os.
Og de kommer os ved.
Man mærker rigtig, hvor dygtigt Ida Jessen maler med sit sprog, når der kommer et brev at referere.

For så slår vi over i en helt anden stil.
Jeg noterer mig med stor tilfredshed, at Ida Jessen er meget fraværende i historien.
Personerne kan godt selv, og de har ikke brug for, at hun går ind og styrer begivenhederne.


Kaptajnen er meget på egen hånd, men han får Ann Barbara som husbestyrerinde og taterpigen Anmai Mus som hjælpere.
Det er et par herlige typer.
Ann Barbara ved, hvad hun vil og er i bund og grund et ejegodt menneske.

Anmai Mus er bogens morsomme islæt.
Fantastisk navn i øvrigt.
Og så snakker hun tater-sprog.


”Kan hun komme ind og sove med sig.
”Få se larven bette far”, siger hun.
”Ind i seng blev der sagt.”
”Du skal såmænd aldrig fortryde det, bette far”.

Ann Barbara gør sig usynlig, når der kommer folk, hun ikke synes om, men ellers styrer hun:
S. 282.
”Har vi mad i huset, spørger kaptajnen?

Vi har altid mad i huset, siger Ann Barbara.
Er der rent i kammeret?, spørger kaptajnen.
Der er altid rent i kammeret, svarer Ann Barbara.


Med tiden bliver han rigtig glad for de to.
Det gør læseren også.

Men da de er væk, bryder han ikke sammen.

Han bliver ved med at følge sine mål.

Han er for alvor en sej gut.


Skulle man skrive en rolleliste, så ville man nok skrive: Og i rollen som Heden har vi Heden.
Og det er en ganske frygtindgydende modstander.

Jeg bryder mig ikke om, at bogen på omslaget kaldes en ”Western”, og jeg bryder mig heller ikke meget om bogens titel.
Det lyder forkert for mig.
Egentlig burde man skåne sig selv for at læse anmeldelser, kommentarer og tekst fra smudsomslag inden læsning.
Det er jo ikke Ida Jessen, der kalder bogen en western, og derfor er det forstyrrende.


Bogen byder også på problemer, vi kender fra nutiden.
Vi har tyskerne, som indvandrere og taterne, som etnisk minoritetsgruppe.


Jeg var noget forundret over, hvordan Ida Jessen vælger at slutte historien.
Det skal naturligvis ikke beskrives her.

Men der sker vel ikke noget ved at nævne, at Frederik de Schinkel til Hald finder ud af, hvad milde kvinder kan finde på, hvis man presser dem nok.
Så kan han lære det.


”På sandjorderne havde hederne siden middelalderen indtaget skovens plads, således at man regner med, at hederne midt i 1700-årene dækkede ca. en tredjedel af Jyllands jord. I Vestjylland var der knap nok et træ at se. Til gengæld var der omkring 1950 kun ca. 2 % af hederne tilbage, hvoraf en stor del nu er fredede. Resten er blevet opdyrket eller plantet til med især nåletræsplantager. ”
Danmarkshistorien.dk


Heden, ja, man tror det næppe,
men kom selv, bese den lidt:
lyngen er et pragtfuldt tæppe,
blomster myldre milevidt.
Skynd dig, kom! om føje år
heden som en kornmark -
som en kornmark står.


H.C. Andersen 1859.


Ida Jessen har skrevet en fremragende bog, som jeg varmt kan anbefale.
Gør dig selv den tjeneste at kæmpe mod heden sammen med med Von Kahlen, Ann Barbara og Anmai Mus.

Den glemte have


Jeg har læst ”Den glemte have” ”af Kate Morton.
Bog nr. 38 jeg har læst i 2024.
2008. 522 sider.

“Beneath the notebook she found the book of fairy tales. The cover was green cardboard, the writing gold: 'Magical Tales for Girls and Boys', by Eliza Makepeace. Cassandra repeated the author's name, enjoying the mysterious rustle against her lips


Når man får en bog i hænderne, kigger man lidt i den.
Man snuser til den og læser måske, hvad der står bag på den.
”Den glemte have” lyder som en rigtig lovende titel.


Jeg kendte intet til Kate Morton, da jeg fik denne bog anbefalet af en god bekendt, som var meget begejstret for den.
Jeg fandt ud af, at Kate Morton er fra Australien, og at hun havde haft voldsom stor succes med sine bøger.
”Den glemte have” er hendes anden bog.
Hun er fra 1976, og hun bor nu i London med sin familie.'Og så skriver hun bestsellers.
En bestseller er en bog, der sælger godt, men det er jo ikke nødvendigvis en god bog.


Fra den store og gode ordbog:

”Bestseller: betegnelse, lanceret i USA 1895, for en bog, som opnår højt oplag (i Danmark normalt over 10.000 eks.) og i en selvforstærkende proces kommer i nyoptryk og nyudgaver og evt. ender som "steadyseller" eller klassiker. ”


Og dermed har vi føjet ordet ”steadyseller” til det litterære vokabularium.

Bibliotekets salgstale.
”En 4-årig pige står i 1913 alene på kajen i Brisbane i Australien. Da hendes adoptivfar dør i 1975, begynder Nell jagten på sin dramatiske fortid, der leder hende til herregården Blackhurst i Cornwall.
Men det er barnebarnet Cassandra, som arver et forsømt lille hus med en skjult indemuret have på Blackhurst, der optrevler de dramatiske begivenheder, der går tilbage til begyndelsen af det 20. århundrede.”


Indenfor litteraturkritikken finder vi ”Mise en abyme (fr. ‘sat i afgrunden’).

Det betyder, at man finder en historie i historien.
Jeg er en hund efter eventyr, og udover, at hele denne bog er et eventyr, finder vi også nogle dejlige eventyr i eventyret.


Vi er med omkring 1913, hvor Nell kommer til Australien.
Vi er med omkring 1975, hvor Nell er i tilbage i Cornwall.

Vi er med omkring 2005, hvor Cassandra, Nell´s barnebarn er i Cornwall.

Vi springer ubesværet fra tidsalder til tidsalder og lader os indføre i en eventyrverden, med snobber og aristokater, der vil gå langt for at opnå det de vil.
Lidt rendyrket ondskab bliver vi såmænd også præsenteret for.


Hvordan gik det til, at den lille pige sad alene på kajen?
Det er den historie, der rulles ud.


Bogen er velskrevet. Kan være lidt sentimental, men det er umådelig interessant at følge ”opklaringen”.

Bogen er rigtig lang, og ikke overraskende præsenteres vi for et væld af personer.
Der er talrige skæbner, der skal passe sammen i begge ender, og der er tidslinjer, der skal stemme overens, men jeg synes, Fru Morton slipper godt fra det.
Usandsynligt er det vel nok, men nogle af os er villige til at gå langt for et godt eventyr.
Det er ”comfort reading”, når det er bedst.


På Goodreads.com har mere end 20.000 læsere tvunget bedømmelsen op på 4,5 ud af 5 stjerner.
Vi erindrer igen, at det siger noget om interessen, og ikke noget om kvaliteten.


Kate Morton er et godt bekendtskab, og hun har begået adskillige andre romaner, hvis man skulle komme til at savne hendes selskab.

Perlen


Jeg har læst ”Perlen” ” af John Steinbeck.
Bog nr. 37 jeg har læst i 2024.
Steinbeck # 9 i 2024
1945. 107 sider.

Kino er en fattig perlefisker. Han bor sammen med Juana og deres lille søn.
Han håber på at finde en kæmpestor perle.

”Kino gled lidt nærmere, og under et lille fremspring af klippen så han en meget stor musling ligge helt for sig selv.”


Der er den.
Perlen over alle perler.

Da Kino har fundet sin perle, regner han med, at alle glæder sig på hans vegne.
Der tager han i den grad fejl,
Lægen, der afviste ham dagen før, regner nu nok med, at han kan finde en tid til ham.
Præsten prøver at huske, om ikke det var ham, der døbte Kinos barn.
Nyheden rammer som en steppebrand, og de handlende kigger efter, hvad de har på lager af ”ugangbart herretøj”.


”Nyheden nåede hurtigt tiggerne foran kirken, og den fik dem til at fnise af fryd, for de vidste, at ingen i verden giver almisser så rundhåndet som en fattig mand, der pludselig har haft heldet med sig.”


Og hvad drømmer Kino så om?
”Min søn skal åbne og læse bøger, og min søn skal skrive og vide, hvordan man bærer sig af med det.”

Det er imponerende at se, hvordan Steinbeck næsten kamæleonagtigt tilpasser sig de forskellige genrer.

Han kan være hylesjov i ”Tortilla Flat”, og han kan lufte sin sociale indignation, som det sker i ”Vredens druer”.
Han forsøgte endda at skrive digte, men det blev aldrig godt.

I denne lille og egentlig let forståelige novella fortæller han om det ydmyge mexicanske par Kino og Juana og deres lille barn, der bare ønsker at få drømmen om et bedre liv opfyldt.
Det får de ikke.
Så langt fra.
Men de møder grådighed, misundelse, forfølgelse og måske endda ondskab.


Utallige skoleklasser har gennem tiderne dissekeret ”Perlen”.
I den henseende ligger den lige til højrebenet.


”Kino og Juana gik gennem byen, som om den ikke var der.
Deres øjne så hverken til højre eller venstre, hverken op eller ned, men stirrede bare lige ud.”


”Hvad gik der egentlig galt”, vil læreren spørge.
”Kino og Juana fik deres højeste ønske opfyldt.
Hvad gik galt?


De fleste vil være klar over at der er en risiko ved at få opfyldt alle sine ønsker.
Men de fleste vil også gerne lade det komme an på en prøve.


Den italienske poet og forfatter, Arturo Graf, sagde, at hvis vi skal føle os trygge, motiverede og fredfyldte i vores liv, skal vi ønske lidt og forvente endnu mindre.

Tørke


Jeg har læst ”Tørke” af Jane Harper.

2016. 356 sider
Bog nr. 36 jeg har læst i 2024.

Jeg smed penge efter bogen i en genbrugs i Downtown Vanløse, hvor jeg var havnet i et anfald af bogstav-abstinenser.
Bogen var ikke forsynet med nogen pris, og min noget tøvende reaktion på forslaget om 20 kr, fremprovokerede salgsprisen på en flad 10ér.
Til gengæld forklarede den rare dame mig, at det var en god bog, som hun selv havde læst.
(Genbrugser er fyldt med rare damer).
Omslaget var da også forsynet med et væld af rosende omtaler og superlativer.
Forfatteren var ukendt for mig, men derfor kunne det jo godt være en fantastisk bog.
Jeg kiggede lidt på anmeldelserne.
Der var bl. a en frkbogorm.dk som frejdigt erklærede, at bogen var ”en kæmpe oplevelse”.

Jeg slog bogormen op og fandt en blog, hvor bogormen ganske rigtigt havde skrevet ”En kæmpeoplevelse”.

Jeg er en hund efter kæmpeoplevelser, så jeg satte i gang.
Vi er i Australien, hvor der er tørke.
Her ved jeg nu, at alle siger ”mate” til alle.
En af de lokale bønder skyder sin familie og sig selv.
Eller gør han?

Nu vender politimanden Aaron Falk tilbage til egnen for at deltage i begravelsen, og han involveres i opklaringsarbejdet.
Og nu bliver hemmelighederne kaldt til live igen.
Med bevægende tyngde. (Forklaring følger).
Da han boede på egnen, blev han sat i forbindelse med en drukneulykke, og beboerne chikanerer ham, hvor han går og står.


Jeg må erkende, at den der kæmpe oplevelse lod vente på sig.
Jeg var dog hæmmet af at læse bogen på en rejse, og det går ud over koncentrationen.

Eksempelvis befandt jeg mig periodevis midt i læseprocessen i en togvogn, hvor en lille dreng og en endnu mindre pige dyrkede terrænløb i vognens midtergang til stor fryd for børnenes moder.
Jeg havde nok lidt sværere ved at nyde udfoldelserne.
Her arbejder vi os langsomt men sikkert hen til kategorien ”Sure gamle mænd”.

Det er en forening, hvor jeg er æresmedlem.


Sproget virker ordinært, og der er hele tiden flash back til de begivenheder, der gik forud for mordet.

Det viser sig, at jeg uforvarende har fået fat i bind 1 i en serie om den gode Falk.
Jyllandsposten kalder det en velfungerende og atmosfærefyldt krimi.
De slutter af med at kalde det en gedigen krimi efter klassisk model.
Og med sådan en melding kan jeg kun opfordre til, at man ser bort fra min forgæves men absolut heroiske jagt på en kæmpeoplevelse.
Jeg må nok lige have med, at Daily Mail kommer frem til at bogen er skrevet med præcision og bevægende tyngde.

Her er jeg noget hæmmet, eftersom jeg ikke er helt klar over hvad ”bevægende tyngde” er.
Men jeg fornemmer da, at det er et udtryk, der kan noget, og jeg vil helt sikkert komme til at bruge det en del.


Det forekommer mig, at Jane Harper blander sig for meget i handlingen.
Dette begreb kalder man i litteraturen ”Den alvidende forfatter”.
I et flashback lader hun den druknede pige Ellie sige til sig selv i en samtale med Falk: ”Du burde fortælle ham det”.
Ok, tænker man som læser. Der er lige noget der, vi bør være opmærksom på.


På side 279 er hun der igen.”Senere ville han komme til at hade sig selv for det. Men i det øjeblik var han ligeglad.”
Den alvidende Jane Harper ved godt, hvad der vil ske.


På side 286 er tiden kommet til en smule romance. Ikke ganske uventet, hvis man spørger mig.
”Hun så op på ham med røde læber, der skiltes i et smil og åbenbarede hendes hvide tænder, og så kyssede de.”

Med sådan en bevægende tyngde kunne det være kopieret fra en lægeroman.
Men jeg kunne godt lide de der hvide tænder.


Jane Harper kan flere af de gamle tasketricks.
På side 308 er læseren blevet bekendt med morderens identitet, men så er det, at der kommer en tvivl i hendes sind, om hun nu har udtrykt sig klart nok.
Hun lader derfor morderen have en lang indre monolog omkring hele forbrydelsen.
Til glæde for tungnemme læsere.

Det er det samme tasketrick, som Agatha Christie mod slutningen af nogle bøger anvender, når hun lader Poirot forklare for alle de mistænkte, hvordan han fandt ud af det hele.


Og dermed er vi kommet til finalen.
Nu er vi jo blevet enige om, at vi har med en gedigen klassisk krimi at gøre, så morderen overgiver sig naturligvis ikke frivilligt.
Morderen, hvis identitet jeg ikke havde regnet ud, flygter og ender i en situation, hvor der skal foretages nogle valg, der kan få katastrofale følger.


Da der er styr på det tredobbelte drab, er der stadig den druknede pige tilbage.
Jane Harper løber tør for spalteplads, og vi får ikke denne sidste opklaring med.
Men man lader os forstå, at det er noget, der vil blive taget hånd om, og det er betryggende viden.


Goodreads.com er fyldt med positive anmeldelser af ”Tørke”
Det må jo siges at være en udmelding med bevægende tyngde.


Nåh ja, de fleste af dem.
F. eks mener Felicia:
”Vil du vide, hvad der er det bedste ved denne bog?
Jeg behøver ikke bekymre mig om at bruge penge på resten af serien.
Historien skrider så langsomt frem, at den er langsommere end min hund, når han skal gå fra bilen og hen til dyrlægens dør.......”


Cannery Row


Jeg har læst ”Cannery Row”/ ”Et mægtigt gilde” af John Steinbeck.
Bog nr. 35 jeg har læst i 2024.

Steinbeck # 8 i 2024
1945. 176 sider.

Når man kigger tilbage på den læseoplevelse man har haft med ”Et mægtigt gilde” er det bare at stikke hånden ned i posen med superlativer.
Og så kunne man passende vælge ordet ”fremragende”.


Vi befinder os i Cannery Row.
Der bor en lang række skæve eksistenser.
Der er den kinesiske købmand, der sælger alt.
Der er restauranter, barer og bordeller og ungkarlehjemmet Palace, hvor bumserne holder til.
Der er også et par stykker, der bor i en gammel kedel.
Det er et fint sted at bo, men det lyder lidt voldsomt og hult, når man snorker.

Der er maleren Henri.
Han hedder ikke Henri. Han er heller ikke maler, og han har aldrig været i det Paris, han altid snakker om.
Der er manden, der er ved at bygge en båd. Han bliver aldrig færdig, for han er bange for havet.


Og så er der Doc. Han arbejder i det marinebiologiske laboratorium, og alle er enige om, at han er en flink fyr.
En gang, hvor han er bortrejst, beslutter bumserne med Mack i spidsen at arrangere en fest, der skal løbe af stablen, når han kommer hjem.
De mener, den skal holdes i laboratoriet.
Desværre kommer gutterne til at smage på drikkevarerne, og det ender med totalt kaos, hvor laboratoriet bliver smadret.


Doc bliver rasende, og gutterne bliver kede af det.
Hvordan kan de dog gøre det godt igen?

En af dem får en god ide.
De vil holde en fest mere.
Så er scenen sat.


Det er ikke meget af en handling, men det er egentlig ganske uinteressant.


”Gaden og miljøet er skrevet så sanseligt med masser af lyde, dufte, og farver, at lugten af fiskemel kan fornemmes, og jeg har aldrig tidligere læst så smuk en beskrivelse af en gammel rusten dampkedel, omgivet af blomster og planter, som endda bliver brugt til bolig.”
Litteratursiden.


S. 31 ”Mens han ledte efter spørgsmål stillede Doc ham et. Det kunne Hazel ikke lide, det betød at han skulle rode rundt i sin hjerne for at finde et svar, og at rode rundt i Hazels hjerne var som at vandre alene i et øde museum”

Hazel fik sit navn, fordi hans mor ikke lige havde set efter om han var en dreng eller en pige.

Da hun fandt ud af det, gad hun ikke lave navnet om.


S 40: Han har 3-4 kvindemennesker, sagde Jones, man kan altid se, når han har haft sådan en på besøg, for så trækker han gardinerne for og spiller en slags kirkemusik på grammofonen.


S. 94 : ”Doc holdt stadig af alt, hvad der var sandt, men han vidste, at det ikke var nogen almindelig udbredt kærlighed, og at sandheden kunne være en farlig elskerinde at vedkende sig.”


Heldige, heldige mig.
Jeg har slentret gennem Cannery Row.


Jeg kan varmt anbefale denne bog.
Somme hævder, at det er Steinbecks allerbedste bog.
Men det er en svær ting at afgøre, om en bog er god.
Det er svært (og uretfærdigt) at sammenligne ”Dagdriverbanden og ”En dejlig torsdag” med ”Vredens druer” og ”Øst for paradis”.
Men det er under alle omstændigheder en af hans sjoveste.


Med en lettere omskrivning af en gammel Tom Christensen anmeldelse føler jeg trang til at udbryde:
”Tænk at have Steinbeck til gode”.

Månen er skjult


Jeg har læst ”Månen er skjult” af John Steinbeck.
”The moon is down”.
Bog nr. 34 jeg har læst i 2024.
1942. 155 sider.

Steinbeck # 7 i 2024.

En lille by på kysten bliver indtaget af en fjendtlig styrke uden den store modstand.
Byen er vigtig, fordi den fungerer som havn for en stor kulmine.
Chefen for invasionsstyrken Oberst Lanser indlogerer sig sammen med sin stab hos Orden, byens demokratisk valgte borgmester.

Vi ved jo godt, at det er tyskerne, der angriber Norge, men det nævnes ikke direkte nogen steder.
Officererne har ikke typisk tyske navne, men ”Føreren” nævnes.
Også de lokale har neutrale navne.
Ordet ”englændere” nævnes.
Lidt pudsigt er det, at alle taler ubesværet med hinanden uden tolk.
Den slags kaldes ”kunstnerisk frihed”.


Bogen er udgivet i 1942, og den er ren og skær propaganda.
Og det er der bestemt ikke noget ondt i.

Den er skrevet for at støtte de allierede styrker i 2. verdenskrig.

De lokale er generelt ukuelige og beslutsomme.
De agter at holde ud og tage det, der rammer dem, med oprejst pande.
De er villige til at vælge de martyrier, der er nødvendige.
Og så venter de.
Deres evne til at vente driver modstanderne til vanvid.


Borgmester Orden, der fremstår som et symbol på den tavse men effektive modstand siger: ”Vort folk er invaderede, men jeg tror ikke, de er besejrede.”


Naturligvis er budskabet vigtigst i dette værk.
Sproget er enkelt og letforståeligt.
Steinbeck fortaber sig ikke i dybe beskrivelser af natur og personer, og der er rigtig meget letforståelig dialog.
Det simple sprog har ikke været nogen tilfældighed.
Det gjorde bogen let at oversætte, og den blev oversat mange gange under krigen og fordelt i Europa.
Det er sikkert heller ikke tilfældigt, at Norge ikke nævnes.
Steinbeck ønskede at fortælle, at denne skjulte modstand kunne findes hvor som helst

På National Steinbeck Center i Salinas findes en illegal oversættelse til dansk fra besættelsestiden af ”The Moon Is Down’.

Langsomt men sikkert rammes besættelsesstyrkerne af paranoia, og de begynder lidt efter lidt at krakelere.


”Således gik det til, at erobrerne blev bange for de erobrede, og deres nerver blev tyndslidte, og de skød på skygger om natten.”


Et par bombeflyvere smider dynamit pakket sammen med chokolade i blå pakker ned over byen.
Samtidig er der instruktioner om, hvordan man anvender disse bomber.

Besætterne forsøger at samle bomberne ind, men de spredes alligevel blandt borgerne.
De begynder at sprænge dem.
Mens bragene kommer nærmere og nærmere, tager besætterne borgmesteren og byens doktor til fange og truer med at straffe dem for befolkningens ulydighed.


Bogen, som var tænkt som et skuespil, er hurtigt læst, men den har stor gennemslagskraft.
Læseren bør hele tiden huske på, at den blev udgivet i 1942.
Vi sidder og kigger i det store bakspejl, men den mulighed havde Steinbeck jo ikke.
I det hele taget er det imponerende, hvor klart Steinbeck analyserede begivenhederne så tidligt i krigen.
I et anfald af kontrafaktisk historieskrivning kan man så fundere over, hvad der ville være sket, hvis tyskerne var kommet først med atombomben.


”Frie mænd kan ikke begynde en krig, men når den engang er begyndt kan de kæmpe selv i nederlaget. Flokmennesker, der følger en fører, kan ikke gøre det, og derfor bliver det altid flokmenneskene, som vinder kampene, og de frie mænd, som vinder krigene. ”


Besættelsesmagten fremstilles ikke som monstre. Vi bliver også indviet i deres tilværelse og deres udfordringer.

Steinbeck fungerede som krigskorrespondent i andet halvår af 1943. I 1946 modtog han Hakon VII Frihedskors som tak for den inspiration, ”Månen er skjult” havde bibragt den norske modstandskamp.


Månen behøver ikke at være skjult.
Læs du den bare.

Mørke Steder


Jeg har læst ”Mørke steder” af Gillian Flynn.

2009. 361 sider
Bog nr. 33 jeg har læst i 2024.
1959. 285 sider.

Gillian Flynn, født i 1971 er en amerikansk prisbelønnet krimidronning uden den store produktion bag sig.


Libby Day var 7 år, og eneste overlevende vidne, da hendes mor og to af hendes søstre bliver myrdet.
Hun flygter ud i det iskolde Kansas-vintervejr, hvor hun mister nogle fingre og tæer.
Hun udpeger sin bror Ben, som gerningsmand til mordene.


Vi kommer ind i historien 25 år senere. Libby har i den periode levet af de penge, som er blevet doneret til hende af folk, som fik medlidenhed med hendes skæbne, men nu er kassen tom.
De vil godt støtte en lille pige på 7 år, men der er ikke noget til en besynderlig kvinde på 30 +.


Nu bliver hun kontaktet af ”Mordklubben” der er en hemmelig, makaber forening, der er besat af spektakulære mordsager.
De vil betale hende for at tale med dem og svare på spørgsmål.
De vil også gerne købe effekter, der kan relateres til mordsagen.
Hun slår til, og så er vi i gang.


Dette er bog nr 2 af Gillian Flynn, der har modtaget talrige priser.

Det er ikke en bog, der vil sætte varige aftryk hos læseren.
Plottet er fængslende og vildt usandsynligt, men hva`, læser vi ikke for at blive underholdt her?


Gillian Flynn bruger det gamle tasketrick med at springe frem og tilbage i tiden.
Når vi er tilbage i tiden får vi begivenhederne ud fra skiftende synsvinkler.


Der er ikke nogen af personerne, der er behagelige bekendtskaber.
Vores ”heltinde” Libby er en doven kleptoman, og hendes far er noget af det væmmeligste, man kan forstille sig.


Sproget er ganske godt og præcist, og der går ikke lang tid inden man føler sig engageret i opklaringsarbejdet.
Vi møder en lang række farverige personer, der også optræder i besynderlige og skræmmende scenarier.

Alkohol og stoffer spiller en stor rolle for de medvirkende.
Lidt Satanisme kommer vi også forbi.


Libby Day er præget af begivenhederne. Hun fremstår skadet og uden ro i sin tilværelse.


Nu vi er i Kansas kan vi godt lige tage med, at det var der Truman Capote´s mord på Familien Clutter fandt sted (Med koldt Blod), og det var også der Troldmanden fra Oz huserede.
Nævner det bare :-)


Vores” mord er mindst lige så blodigt som Capote´s.
Det er ikke nogen rar og hyggelig verden Gillian Flynn åbenbarer for os, men vi får da en slags opklaring af mysterierne.


Min anbefaling?
Få fat på Truman Capote.

Småt Brændbart


Jeg har læst ”Småt brændbart” af Alberte Winding.
Bog nr. 32 jeg har læst i 2024.
2020 309 sider.

Vi er først en usikker 16 årig au pair i USA sammen med en kusine.

Denne bog er ikke som et digt. Den er snarere mildt berettende.
Den er kalejdoskopisk, men alligevel uendelig smukt skrevet.
Alberte maner tingene frem gennem sit sprog.
Man glider ubesværet gennem teksten.

Endnu en bog, der nærmest læser sig selv.


Hvis man havde valgt at kategorisere bogen som ”En ung pige fortæller om sit au pair ophold i USA” ville vi have været meget langt fra sandheden.
Det er ikke en rejsebeskrivelse på nogen måde.
Selvom man da sagtens kunne få lyst til at besøge Martha´s Vineyard i Connecticut.
Det pigen finder på øen er sit eget indre kaos, udtaler Alberte i et interview.


Bogens jeg-fortæller hedder måske Solvejg. Eller hedder hun Alberte?
Alberte er eminent til at fortælle os, hvad hun tror, tænker og føler.

Bogen er sentimental og vemodig.
Sammen med Alberte føler jeg mig sikker på, at det er den helt rigtige bog, jeg denne dag sidder med i hånden.


S. 116: ”Jeg hører senere, at han er blevet nykristen. Så er der i hvert fald en af os, der bliver holdt øje med.”


For meget?
For navlebeskuende?
For sentimental?

Der er ikke nogen dag eller noget menneske, der kan splitte kærlighed ad, men der er et indre ur, tænker jeg , der tikker mod tolv, det klokkeslag, hvor fortiden, barndommen, dukker op og vil have sig selv tilbage.”


Da jeg læste de sidste sider i bogen, havde Alberte kørt mig i stilling til at være sådan én, der læser de sidste sider i en bog.


Om natten orker jeg ikke så meget, men lytter til fuglene, indtil de også sover. De synger og synger, og jeg hvisker tilbage til dem, alt, hvad jeg kan huske af sange, der hører til på dette her sted.”

Jeg står klar til at tage imod, næste gang Alberte har noget til mig.

Sælsomme historier

Jeg har læst ”Sælsomme historier” ”redigeret af Sigurd Hoel.
Bog nr. 31 jeg har læst i 2024.
1959. 285 sider.

Alle forlystelsesparker med respekt for sig selv skal have et spøgelsestog.
Så er det sagt.
For der er ikke noget som et godt gys ind imellem.
Eller hvad?
For der er jo mere mellem himmel og jord, end man går og tror.


Citatet kommer fra Shakespeares Hamlet.
Det er Hamlet, der siger det til Horatio.
Horatio er netop kommet hjem fra Tyskland og er blevet uddannet som protestantisk teolog. Han tror ikke på spøgelser og den slags, og Hamlets far har jo vist sig som spøgelse.
Så er det Hamlet siger, at der er mere mellem himmel og jord, end du tror – Horatio.

Gysergenren har udviklet sig fra hvad der bliver kaldt for gotisk litteratur. Det var i gotikken, at en del af gysets centrale elementer blev skabt. ”Slottet i Otranto”, skrevet af Horace Walpoles i 1764, er den første gotiske roman.


Jeg havde også fået lyst til at læse en gyserhistorie.
Spøgelseshistorie, om man vil.
Jeg tror naturligvis ikke på spøgelser, men det er sjovt at læse om dem.
Jeg bestilte ”Sælsomme historier.”

Gyser er en undergenre til litteratur og film.
Det er en fortælleform, der spænder bredt: fra den pirrende spænding og uhygge, over menneskets fascination af det ukendte og helt ud til decideret frygt eller rædsel.

Historien i gyseren handler ofte om ”noget ondt”, der er sluppet løs, og som på en eller anden måde forstyrrer samfundets fred.

”Halløj”, udbrød jeg, da jeg sad med bogen i hænderne.
”Dig kender jeg godt. Vi har været på eventyr sammen, da far var dreng.”

Bogen er en antologi, hvor man er rigtig godt underholdt.
Nogle historier er mere skræmmende end andre, men den værste af dem alle er ”Abehånden”.

Hvad du ønsker skal du få,
Jo tak, men det kommer med en pris.
Læs ”Abehånden” hvis du tør.


Jeg er også vild med Evelyn Waugh´s ”Manden der elskede Dickens.
Og ”De blindes land”


I forordet nævner Sigurd Hoel, at de har været på jagt efter gode noveller fra tilværelsens grænseområder, der hvor ”virkeligt” og uvirkeligt mødes.


I ”Abehånden starter vi med at ”ilden blussede klart i kaminen”.
Det er ren hygge.
Men det går over.
Så er der jo den abehånd, der kan opfylde 3 ønsker.
”Den bevægede sig” råbte han og stirrede gysende på tingesten, der lå på jorden.


Tiden er løbet fra en del af fortællingerne i antologien, men det var hyggeligt at genopfriske bekendtskabet.

Af berømte skræmmende forfattere kan nævnes Ray Bradbury, Edgar Alla Poe, Stephen King, Mary Shelley.
Og så har Poeten, Poul Sørensen overraskende nok skrevet en række rigtig ubehagelig noveller.
Dem har jeg i øvrigt i ordre. :-)


Vredens druer.


Jeg har læst ”Vredens druer” af John Steinbeck.
Bog nr. 30 jeg har læst i 2024.

Steinbeck # 8
1939. 615 sider.

Bogen udkom i 1939, og vakte enorm opsigt.
Med god grund.
I 1930érne er depressionen i fuld sving. Farmene tørrer ud i midtvesten og Familien Joad har måttet forlade deres ejendom, da banken har smidt dem ud og kørt over deres hus med en traktor.
De er fortrøstningsfulde, for de har set løbesedler, der lover gode lønninger i Californien.
I ånden ser de sig selv spise ferskener og druer, som de bare plukker ned.


De samler deres skrammel, det meste af deres skrammel, og så drager de mod vest.

Tom Joad, vores helt er netop løsladt på en prøveløsladelse, og må egentlig ikke forlade staten.
Han forsvarer familien, friheden og retfærdigheden med næb og kløer.
Han er ikke uden fejl, men man kommer til at holde af ham.


Tragedier og katastrofer hagler ned over dem på rejsen. Vejene er fyldt med tusinder af fallerede farmere uden penge i slidte og ældgamle køretøjer.
Alle er på vej mod paradiset i Californien.
Efterhånden som de nærmer sig Californien, når de første rygter om en anden virkelighed end den de troede på, dem.


De troede at gaderne var brolagte med guld.
De fandt ud af, at gaderne overhovedet ikke var brolagte.
De fandt også ud af, at det var dem selv, der skulle brolægge dem.


De fortsætter alligevel.
De synes ikke, de har noget valg.
De er opslugt af denne flodbølge af håbefulde rejsende.

I stedet for Paradisets Have finder de Helvede på jord.
De kæmper en forbitret kamp for at overleve.
Det samme gør tusinder og tusinder af andre tilrejsende.
Ikke alle overlever.

Steinbeck lavede grundig research for at han kunne blive i stand til at skrive ”Den store Bog”.
Det fyldte ham med vrede og chok.
I årene 1935 – 36 drog mere end 80.000 mennesker på rejse mod Californien, Det forjættede Land.
Hver og en af dem troede der ville være jord og arbejde til dem.
Steinbeck kunne ikke skrive med så stor vrede i sig.
Det tog ham 2 år at blive klar.

Bogen er rigtig nem at læse.
Det er en fængslende beretning, og bogen læser nærmest sig selv.
Det er, som var man selv med på rejsen fra Oklahoma til Californien.
Bogen er lang som et ondt år, men man ænser det ikke.
Handlingen skrider jævnt frem, men hvert andet kapitel bruger Steinbeck til at beskrive generelle samfundsforhold og de almene problemer man får ved at krydse landet på den måde, som familien her anvender.
I disse mindre kapitler er sproget helt anderledes end det, der fortæller om rejsen.
Disse små kapitler har ikke direkte forbindelse til handlingen.
Genial måde at belyse alle problemerne på.


Jeg må indrømme, at jeg sank en klump, da jeg læste slutningen.
Da blev jeg godt nok rørt.

"Vredens druer" blev efter udgivelsen i 1939 bandlyst i flere byer og stater i USA, blandt andet: Californien, St. Louis, Illionois, Buffalo, New York og mange flere.


Forretningsmænd, landmænd, lærere og forældre protesterede voldsomt

Alt sammen fordi det mentes, at sproget i bogen er for vulgært. Der var problemer med de religiøse temaer, sexuelle undertoner og kommunistisk propaganda.
Svært at få øje på disse ting i 2024.
På en rejse blev Steinbeck advaret mod at tage alene på hotel, og i det hele taget skulle han sørge for altid at have en ven ved sin side, hvor han færdedes.
Han spurgte hvorfor og fik at vide, at der var planlagt en voldtægtsanklage mod ham.


Af den dagbog, han førte, mens han arbejde på romanen, der skulle blive ”Vredens druer”, fremgår det tydeligt, hvor anspændt han kæmper for at ramme et skønlitterært anslag: ”Tænk. Tænk i aften og arbejd hårdere i morgen, men få noget søvn i nat. Brug for søvn,” skrev han den 22. juni 1938 i et tonefald præget af den tvivl og energi, der de år var hans kreative brændstof.


Vredens druer udkom den 14. april 1939, og i løbet af de mange år, der siden er gået, har den fået en Pulitzerpris, en National Book Award, en Tony-pris (for Broadway-dramatiseringen i 1990) og været stærkt medvirkende til, at forfatteren i 1962 blev tildelt en Nobelpris i litteratur.
Godt hjulpet på vej af John Fords succesfulde filmatisering fra 1940 med Henry Fonda i rollen som Tom Joad har romanen solgt mere end 14 millioner eksemplarer
Og et mesterværk er det minsandten.
Jeg gjorde mig selv den tjeneste at se filmen, efter at jeg havde læst bogen. (bibliotek.dk)
Filmen er tro mod oplægget uden at følge den slavisk.

Filmens "falske" arbejdstitel var Highway 66. Det skyldtes, at John Ford var nødt til at filme i Oklahoma, og Steinbecks roman var meget upopulær blandt mange af statens indbyggere. Romanen var blevet kritiseret, allerede da den udkom, især i Midtvesten.
Det anses stadig som én af de bedste film, der nogensinde er produceret.
Den var nomineret til 7 Oscars.
John Ford fik én for instruktionen, mens Jane Darwell modtog en Oskar for bedste kvindelige birolle.
Hun levede fra 1879 – 1967. Som en kuriositet kan nævnes, at hendes sidste optræden blev som fugledamen i Mary Poppins.


Vredens druer” blev skrevet i løbet af 100 dage på en blanding af litterært raseri, ungdommelig energi og en voldsom social indignation, og da den udkom, hyldede de fleste anmeldere den for dens realisme og integritet.

”Når denne bog er færdig, er jeg ligeglad med, hvornår jeg dør, for så er mit hovedværk

skrevet.”

Hvis du på din træskoliste har noget, der minder om ”At læse en klassiker” synes jeg, du skal vælge ”Vredens druer”


Mus og mænd


Jeg har læst ”Mus og Mænd” af John Steinbeck.
Bog nr. 29 jeg har læst i 2024.
Steinbeck # 7
1937 132 sider.

Jeg har en klar formodning om, at rigtig mange mennesker kender til ”Mus og mænd”, mens jeg er i mere tvivl om, hvor mange, der har faktisk har læst bogen.
Der er sikkert også mange, der husker historien om Dirch Passer i rollen som Lennie.
Det var faktisk også en drøm, der bliver slået i smadder.
Efter 23 forestillinger trak Dirch Passer stikket.
Det var så den drøm.


George og Lennie er 2 omstrejfende landarbejdere med store drømme.

Lennie er enfoldig på grænsen til at være retarderet, mens George er trofast og intelligent.

De har en drøm om at tjene nok til, at de kan få deres eget lille hus på landet.


Lennie bliver aldrig træt af at høre George beskrive det liv, de skal have, når de får deres eget sted.
Han elsker at få fortalt fortællingen om ham selv, der går og samler lucerne sammen til de kaniner, han skal have.
”Du har hørt det så tit”, siger George.
”Fortæl det alligevel.”


Drømmen trues, fordi Lennie, der ikke kender sine egne enorme kræfter, elsker at røre ved bløde dyr og ting.
Ofte kommer han til at klemme dyrene ihjel.
Det er aldrig med vilje.
Det sker bare.


George kæmper for, at George ikke kommer helt galt af sted.

Det kan gå med mus og hundehvalpe, men da Lennie overfører sine kærtegn til farmerens kone, så går det helt galt.


I Danmark har vi romaner og noveller.
I engelsksprogede lande har man short story (noveller) og novel (Romaner).
Derudover har vi i midten Novella, og sådan én er ”Mus og mænd.”


Historien er mesterligt fortalt, og bogen er så kort, at man kan læse den på en eftermiddag.
Men det tager meget lang tid at glemme den.
Steinbeck beskriver drømmescenariet, så vi som læsere også føler, at det vil være fantastisk.
Tænk nu hvis de to fyre får deres eget.


Jeg kom til at tænke på Carson McCullers fantastiske ”Hjertet er en ensom vandrer” fra 1940, hvor vi møder den døvstumme John Singer, og hans gode ven Antonapoulos.
Antonapulos bliver anbragt på en institution efter at han begynder at udvise en afvigende adfærd.
McCullers kan godt have kendt til Steinbeck.

”Hvis George ikke vil have mig med ... så vil jeg gå bort. Så vil jeg gå bort ”

Lennie sagde sagte: »Nej, jeg har ikke glemt det, kan du bande på. Skjule mig i krattet og vente på George.« Han trak hatten dybt ned over øjnene.

”Mus og mænd” er en tragisk og rørende historie, som varmt kan anbefales.

”Og jeg skal passe kaninerne?”
”Og du skal passe kaninerne.”
Lennie lo af henrykkelse.
”Og vi skal leve af landets fedme?”
”Ja”.

Dronning Gåsefod.


Jeg har læst ”Dronning Gåsefod” af Anatole France.
Bog nr. 28 jeg har læst i 2024.
1893, 315 sider.

I Dronning Gåsefod bruger Anatole France 1700-tallets libertinere og filosofiske interesse og giver det hele en satirisk form.

Anatole France (1844 - 1924) blev født i i Saint-Cyr-sur-Loireved Tours i Frankrig.
Han blev tildelt Nobelprisen i litteratur i 1921.


I 1700-tallets Paris arbejder Jacques på sin fars restaurant, hvor han en dag møder en mærkelig abbed. Abbeden tilbyder Jacques kost og logi, hvis den unge dreng vil lade abbeden undervise sig i græsk, latin og kristendom.
Det lyder mærkeligt, men alligevel tager Jacques imod tilbuddet. Det viser sig imidlertid, at abbeden har en lettere aparte tilgang til kristendommen og samfundet som helhed. Sammen kommer de ud for lidt af hvert og møder de mest mærkværdige eksistenser.


S. 107: ”Først fra den Dag af har jeg vidst, hvor meget en Kvinde forskønnes og prydes af det Kys, man fæster på hendes Mund”


Bogen er velsignet med fantastiske illustrationer af svenske Bertil Bull Hedlund. (1893 – 1950).
Disse illustrationer virker ganske autentiske for den tidsperiode, de skal fremstille


S.128. ” - Min Herre, svarede han mig, det er tydeligt at se, at denne Kapucinermunk ikke har kærtegnet Eders Elskerinde, og at I ikke har overrasket Frøkenen der i Armene på dette stinkende dyr....”


S. 288: ”Jeg er langt fra så belæst som anden Kapellanen hos Biskoppen af Sées. Omendskønt han var en æsel baade udvendig og indvendig, læste han meget mere end jeg. Han var nemlig skeløjet og kunne læse to sider på én gang.”


Jeg ved ikke, hvordan man talte i det 17 århundrede, hvor bogens handling udspringer sig, men jeg formoder, at det snørklede sprog er anvendt for at ligne det, man talte på den tid.

Det sænker læsehastigheden betragteligt, men man vænner sig til det. Bemærk også, at navneord staves med stort, som man gjorde i Danmark indtil retskrivningsreformen i 1948.


For mange år siden læste jeg en anmeldelse af denne bog.
Det var en meget usædvanlig anmeldelse, som jeg har husket lige siden:
”Dronning Gåsefod.
En bog som nogle mennesker ikke har læst.”


Nu har jeg så fået vinget Dronning Gåsefod af, og jeg tror ikke, der venter Anatole France nogen litterær genfødsel på vore breddegrader.
Men lidt morsomt var det skam at læse denne bog.


Do not lend your books to others, because they will not return them to you.

The books in my library are those that have been lent to me by others.

- Anatole France

Anatole France (1844 –1924) was a French poet, journalist, and novelist. He was a successful novelist, with several best-sellers. Ironic and skeptical, he was considered in his day the ideal French man of letters. He was a member of the Académie française, and won the 1921 Nobel Prize for Literature "in recognition of his brilliant literary achievements, characterized as they are by a nobility of style, a profound human sympathy, grace, and a true Gallic temperament".


Kastevind

Jeg har læst ”Kastevind” ”af Alberte Winding.
Bog nr. 27 jeg har læst i 2024.
2018. 142 sider.

”Kastevind” er en ualmindelig smuk historie.
Man kan vel dårligt sige, at det er en biografi, selvom den handler om en del af Albertes liv.
Jeg vil snarere kalde det erindringsbilleder.
Ja, undskyld jeg kalder hende Alberte, men jeg føler faktisk, at jeg kender hende rigtig godt.
Hun har for mig været den blide Luna.
Og så har hun lavet ”Lyse nætter”.

”Nu kommer fuglene igen
Og lyset vælter pludselig ind
Det kommer gennem alle sprækker
Lyse nætter er tilbage. ”

Alberte behersker sproget helt utroligt godt.
Det er prosa, men åh, så poetisk.


S. 15: ”så flytter Far sammen med den nye, og Mor finder et andet sted at rase end midt i mig.”

S. 23: ”Tror din familie på Gud?
Jeg har nogle mus, jeg tror på.”

S 81: ”Vi er bare sådan her, vi kan ikke styres, vi er ødelagt af en slags indre kaos, der skyller ind over os og vælter ting ...”

S 92: ”...derhjemme er der ikke mange regler. Der er kun to ting vi ikke må: Køre bag på knallerter uden styrthjelm og glemme at give hestene vand”

Alberte til Berlingske:
”Jeg synes, jeg har så mange familiemedlemmer, der har været rigtig gode til at fortælle nogle fantastiske anekdoter. Men da jeg begyndte at skrive sidste sommer, var det ikke sjovt. Jo, det var vidunderligt at skrive, men det blev en anden historie, der flød og næsten kom af sig selv. Jeg måtte konstatere, at det var den historie, jeg havde i mig, og som jeg ikke kunne bremse.”

Alberte til Politiken:
”Jeg har et billede af min mor, som min far har malet. I dag er det mit lille barnebarn, der kommer på besøg, peger op på billedet og siger: »Det er Lulu«. Før var det mine børn. De så også det billede, de oplevede også, at der er en forælder i mit liv, som de aldrig har mødt, men som hele tiden er præsent. Så faktisk har min far gjort, at min mor altid har været i rummet. Selv om hun døde, da jeg var 8.”

”Kastevind” er en dejlig bog.
Lidt vemodig.
Alberte er gavmild med følelser og stemningsbilleder.
Hun slår ikke ud med krabasken.
Hun har ikke nogle opgør, der venter.
Hun deler bare med sine læsere
.
Nu kommer fuglene igen

Filosofisk Søndagsklub


Jeg har læst ”Filosofisk Søndagsklub” af Alexander McCall Smith.
Bog nr. 26 jeg har læst i 2024.
2004 322 sider.
Jeg tror ikke, at jeg nogensinde finder en bog af Alexander McCall Smith, som behager mig lige så meget som hans ”Damernes detektivbureau nr. 1”, men når jeg ser hans navn på en bog, kigger jeg nu alligevel efter.
Men jeg må konkludere, at Isabel ikke når Mma Precious Ramotswe til sokkeholderne.


Her er vi sammen med den midaldrende Isabel i Edinburgh i Skotland.
Hun redigerer en filosofisk publikation, der beskæftiger sig med etiske emner.
Hun er særdeles velhavende. Hun bor i et dejligt hus og hun har hjælpere omkring sig.
Hun interesserer sig for musik og kunst.
Og så er hun nysgerrig.


En aften er hun til en koncert. En mand falder fra balkonen og passerer på vej ned det sted, hvor Isabel befinder sig.
Som en anden Miss Marple går Isabel nu i gang.
Det er typisk for hende. Hun blander sig glad og gerne i ting, der egentlig slet ikke kommer hende ved,

Sproget i denne bog er blomstrende og flagrende. AMCS formår at fremmane en hyggelig stemning. På intet tidspunkt oplever vi noget, der gør os bange eller fylder os med ubehag.
Det er venligt og lidt harmløst.


Naturligvis er der en mordgåde, der skal løses, men skar man ind til benet og fjernede alt unødvendigt stof, ville vi stå tilbage med en ualmindelig kort krimi.
Det er personerne og deres ageren og deres relationer, der betyder noget.
Og så er der også en del kærlighedsrelationer, vi skal have styr på.


På et tidspunkt kører Isabel i en bus. Der er 3 passagerer med, og vi får fine beskrivelser af dem alle tre.
Son læser formoder man, at Isabel nu har fat i et eller andet.
Men nej.
Hun forlader bussen, og passagererne hører vi aldrig mere om.


S 202: Isabel tog et kuvertbrød og brækkede det itu på sin tallerken. Hun kunne ikke finde på at sætte kniven i det, selv om Jamie gjorde det.”

Isabel mødes her med sin ven Jamie, for at diskutere ”sagen”.
Inden de når så langt, skal de have en bid brød, og som man kan se ovenfor får vi lige et lille kursus i behandling af kuvertbrød.
Den fører over i, hvordan man skærer kartofler over.


Denne beskrivelse dækker 18 (atten) linjer, hvorefter jeg føler mig rimelig godt oplyst angående behandling af kuvertbrød.
Men samtidig også en anelse irriteret af denne obstruktion af løsningen på min mordgåde.


Udover dette bind findes der yderligere 8 om den gode Isabel og hendes univers.
Jeg har besluttet, at jeg foreløbig overlader det til Isabel at løse de problemer der måtte opstå i Edinburgh.

Jeg føler ikke umiddelbart trang til at drage til Skotland og vandre i Isabels fodspor, som jeg gjorde med Mma Precious Ramotswe i Botswana.


”Filosofisk Søndagsklub er lige krimien for dem, der har fået nok af rettroende skandinaviske krimidronninger. ”
- siger Jyllandsposten


Tjenerindens døtre


Jeg har læst ”Tjenerindens døtre” af Elsebeth Dissing.
Bog nr. 25 jeg har læst i 2024. 356 sider.

Elsebeth Dissing har skrevet en kollektivroman, som jeg havde svært ved at komme i gang med.
Bogen var ”lektie” i min læsegruppe, så den skulle læses uanset hvad, hvilket jeg klarede ved at systematisere læsningen.
Den debuterende forfatter er 75 år gammel.
Som tiden gik blev jeg mere og mere glad for plottet.
Handlingen kører fra 1937 til 1946, og vi befinder os et sted i Vestjylland.
Samfundets opdeling i ”kaster” er skræmmende læsning.

Jeg er ikke i tvivl om, at ED er korrekt i sin beskrivelse af samfundet, men litterært er der ikke alt for meget at komme efter.
Sproget er enkelt, tenderende til det simple, og personbeskrivelsen er ikke imponerende.
Det er mere en lærebog, end det er en roman
Vi møder mange skæbner, og en del piger der er kommet ”i ulykke”.
Og hvis ikke den kommende far passer ind i de planer forældrene har med pigen, er Fanden løs.
Det hele får endnu en drejning, da tyskerne kommer på banen.

Krigen er dog medvirkende til at frisætte nogle af byens kvinder.


Nogle skæbner trænger sig på.
Der er Sidsel, der som 15 årig bliver gravid med den 10 år ældre forkarl.
Hun bliver tvunget til ”diskret ophold” og efterfølgende bortadoption, og hendes forældre søger at tvinge faderen Jens til at forsvinde til Amerika.

Som læser sidder man og håber på, at hun magter at bryde ud, men det er lettere sagt end gjort.
Hun er for altid skadet og knækket.
Sladderkællingerne med Ruth fra centralen i spidsen er underholdende beskrevet.

Ikke overraskende står kvindeskæbnerne stærkest.
Kvindesagen spirer frem i de år.
Thit Jensen og Tove Ditlevsen finder også vej til bogens handling.


Efter endt læsning er konklusionen, at det var rigtig interessant læsning.
Ikke meget var nyt for mig. Jeg kunne nikke genkende til mange af de ting, der beskrives.
ED fremmaner lidt optimisme, da hun lukker bogen.
Der er håb om, at Sidsel får en tålelig tilværelse, og at Thea får lov at beskæftige sig med sygeplejen, selv om hun er præstekone.
Bogen har en efterfølger, og det er ikke utænkeligt, at jeg også kaster mig over den.
Historien er spændende og interessant, men den litterære oplevelse er ikke noget at skrive hjem om.


Elsebeth Dissing skal have stort ros for at have modet til at debutere i en alder af 75 år.

Litteratursiden:
”Bogen ender i en optimistisk tone. Langt fra alle ægteskaber er ideelle, men i mange tilfælde er der håb om, at kvinderne trods alt kan skabe deres eget frirum. Jeg ved ikke, om der er planlagt en fortsættelse, men det kunne være interessant at følge Sidsels og Theas videre skæbne. ”





Hærdet


Jeg har læst ”Hærdet” af Rene Dahl Andersen i samarbejde med Casper Fauerholdt.
Bog nr. 24 jeg har læst i 2024.
2021. 471 sider.

Er der plads til ”Cowboydere” i dansk politi?

Jeg noterer mig hurtigt, at Rene kommer fra Hørby ved Frederikshavn, og dermed er Vendelbo.
Ligesom ”yours truly”.
Ellers løber jeg nok hurtigt tør for lighedspunkter.
Jeg er ikke sikker på, at jeg synes om ham som person, men jeg følger med interesse historien om hans tilværelse, som den bliver rullet ud her.


Bogen er velskrevet og let at læse. Hvis man havde fortalt mig, at RDA havde skrevet bogen ganske alene, ville jeg have troet det.
Men Casper Fauerholdt har jo været ind over som pennefører.

Rene hører ikke til de højeste, så det kunne godt forhindre hans karriere som betjent.
Men han får alligevel lov til at komme til optagelsesprøve, som han består i 1998.
Han bliver narkobetjent i København, og han er i sit es i det miljø.
Vi hører om hans vilde eventyr i uropatruljen, hvor ham og kollegerne går lige til grænsen og ofte lidt over den.
De har lidt deres egne regler.
Målet helliger midlet.
For dem.

Uropatruljen udvikler sig til at være en stat i staten.
De skaber deres egne normer, og de anser tilsyneladende retspleje- og straffeloven for at være vejledende.


Han elsker anholdelserne, overvågningerne og sammenholdet, og det går så godt, at han bliver udvalgt til at få en uddannelse som undercover betjent hos FBI i USA.


Han holder ikke noget tilbage i denne bog, hvor han gentagne gange beretter om overtrædelser af retsplejeloven, der hver især ville være nok til at få ham smidt ud af korpset.


Men det bliver tyveriet af nogle kostbare lamper fra Politigården i 2018, der til sidst fælder ham .
Ifølge René var lamperne stillet ud på en af gangene på Politigården, og han fik den opfattelse, at de bare skulle smides ud.

Det lyder noget usandsynligt, når man ser, hvad lamperne kunne sælges for på auktioner.


Der er almindeligt, at man i en biografi får ”opklaret” forskellige historier.
Det er lige så almindeligt at sandheden ifølge forfatteren kommer til at stå alene.
Men RDA kontaktede angiveligt politiet inden bogens udgivelse og tilbød dem at læse manuskriptet igennem og komme med indsigelser.
Det afstod de fra.


Anmelderne er generelt god tilfredse med biografien.
Men de udtrykker stor bekymring for, at narkoefterforskning ikke kan foregå på lovens grund.
René og hans kolleger får lov til at udvikle sig til en gruppe, som Rene selv kalder ”Cowboydere”.
Politiken finder, at Rene Dahl Andersen fremstår flæbende over den skæbne, der er overgået ham.

Berlingske skriver lige modsat: René Dahl Andersen piver aldrig. Tværtimod.


Når man lever på kanten, kan det være svært at se, hvilken side man befinder sig på.


”Hærdet” er bestemt værd at læse, og så må enhver gøre op med sig selv, hvordan man har det med samfundets skrevne og uskrevne spilleregler

Det ukuelige Sind


Jeg har læst ”Det ukuelige sind” af John Steinbeck.
”In Dubious battle”
Bog nr. 23 jeg har læst i 2024.
1936. 342 sider.

I en strejke blandt californiske æbleplukkere under den økonomiske krise i Amerika i 1930'rne møder vi Jim Nolan.
Han følte sig rodløs, men han finder sig selv i løbet af strejken.
Uden så mange dikkedarer følger vi optakten til strejken og de konspirationer, der kræves for at gennemføre planerne.
Meget usædvanligt for Steinbeck er naturbeskrivelserne i denne bog næsten fraværende.


Her er det den lille mand, som Steinbeck indlevende beskriver.
Det er stort set samme tema og befolkningsgruppe, som han 3 år senere i 1939 behandler i den monumentale roman ”Vredens druer”.

Man kan dog ikke sige, at ”Det ukuelige sind” kun er en forløber til Vredens druer, for den har sin helt egen kraft.
Men hvis man går rundt med en hemmelig drøm om at læse den enormt omfangsrige ”Vredens druer” kunne man godt starte her.


Steinbeck havde inden udgivelsen brugt flere år på at interviewe arbejdere og strejkende, og bogen er skabt ud fra deres erfaringer.
Der er to grupper: Dem, der plukker æbler, og dem der betaler for at få deres æbler plukket.


”Det ukuelige sind” er den første af Steinbecks tre ”Dust bowl” romaner, hvor Vredens druer” og ”Mus og mænd” er de andre to.


Den danske titel på bogen ”Det ukuelige sind” er problematisk, eftersom Steinbeck har fundet titlen ”In dubious battle” i John Miltons ”Paradise lost”.
Det har der naturligvis været en grund til, som ikke kommer frem med den danske titel.
”Dubious” betyder ”tvivlsom”.


Denne undervurderede bog går lidt under radaren.
Handlingen er enkel og overbevisende.
De kommunistisksindede agitatorer har overbevist en stor gruppe æbleplukkere i dalen om at strejke for en bedre løn.
Hvad kan gå galt?


If John Steinbeck has 1,000 fans I'm one of them. If john Steinbeck has 100 fans I'm one of them. if john steinbeck has 1 fan it's me. If john steinbeck has 0 fans i'm dead
Fra ”Goodreads”.

Den lange Sal


Jeg har læst ”Den lange dal” af John Steinbeck.
Bog nr. 22 jeg har læst i 2024.
1938 256 sider.

Den lange dal består af 11 historier uden forbindelse til hinanden samt de 4 historier i ”Den røde pony”.


Disse historier afspejler mange af Steinbecks foretrukne problemstillinger: Land kontra by, arbejdere kontra ejere og fortiden kontra nutiden.
Her finder vi også de højt skattede historier ”Mordet” og Krysantemum.

Er du på jagt efter en Feel-good samling, er du gået forkert.
Det er ikke her.

De blev publiceret i forskellige publikationer og aviser på forskellige tidspunkter, inden de til sidst blev samlet i én bog.
Nogle temaer og karaktertyper går igen i historierne og minder meget om de temaer og karaktertyper, vi finder i Steinbecks senere arbejde.


Disse noget oversete noveller er mesterværker med hensyn til personbeskrivelser, dialoger og beskrivelser af lokaliteter.

Det er ikke historier, man glemmer let


    ”Hans mor og far var begge døde, da han var 30 år.
    Han fejrede sit eneherredømme ved at anlægge fuldskæg.”

Utroligt så meget man kan fortælle med ganske få ord.


    Krysantemum:
    Henry og Elisa Allen. De får besøg af en gammel kedelflikker. Påvirker Elisa meget.
    Den hvide vagtel. Harry og Mary. Hun er sygeligt besat af sin have. En flok vagtler drikker af havedammen.
    Helt usædvanligt er en af dem hvid. Harry skyder den og begraver den
    Flugten.
    Mor Torres sender sin halvvoksne søn til byen efter medicin.
    Han kommer i slagsmål og dræber en mand med sin kniv.
    Han flygter op i bjergene.
    Slangen.
    Havbiologen får besøg af en kvinde. Hun køber en slange og en rotte og kigger på at slangen spiser rotten. (Creepy).
    Morgenmåltid. Flæsk og boller ved bålet. Stemningsbillede.
    Overfaldet. Root og Dick skal afholde et politisk møde. De ved at de vil blive overfaldet af mænd med knipler. Og det bliver de også. De vågner op i en hospitals-celle. (Kladde til ”Det ukuelige sind”?)
    Selen. Peter Randalls kone Emma er meget syg. Han passer hende godt, men én uge om ugen tager han på forretningsrejse. Naboerne bringer kage.Til sidst dør hun.
    Randall sørger først, men meddeler så, at han ikke længere vil hæmmes af den ”sele”, han bærer.
    Vigilanten. Mike går på bar efter at have været med til at lynche en neger.
    (En vigilant er en selvtægtsmand.)
    Johnny Bear er en retarderet mand, der er i stand til at gengive alt, hvad han hører. Hvis han får whisky ”optræder” han. Han kopierer 2 ældre søstre. Den ene af dem begår selvmord. (Creepy)


    Mordet. Jim Moore gifter sig med serbiske Jelka. Hendes far råder ham til at tugte hende, som man gør i hans land. Han siger nej. En dag tager han til byen. Det er meningen, han skal overnatte, men på grund af en kvægtyv vender han hjem før tid.

Steinbecks noveller er ikke færdige, når vi kommer til det sidste punktum.
Det er faktisk der, de starter.
Jeg oplever mine tanker myldre af sted på jagt efter svar.


Hvorfor skyder Jim Moore sin kones elsker, når han selv går på bordel?
Hvorfor går hun i gang med at lave morgenmad til ham den følgende morgen?

Hvorfor finder kvinden fornøjelse i at købe en slange og dernæst en rotte, som hun interesseret ser blive spist, hvorefter hun forsvinder for altid?

Man kunne få et helt liv til at gå med at dykke ned i John Steinbecks forfatterskab.
Jo mere man læser, jo bedre bliver det.


Hvad jeg tænker mens du taler


Jeg har læst ”Hvad jeg tænker mens du taler” af Alberte Winding.
Bog nr. 21 jeg har læst i 2024.
2023. 240 sider.

I hvor høj grad er forfatter og det skrevne en enhed?
Jeg kan ikke rigtig finde ud af det, men jeg hælder mest til, at vi gerne har at gøre med et samlet produkt.
Sådan vil jeg vist selv gerne have det.


Alberte Winding er kendt som Thomas Windings datter. (Manden med stemmen).
Hun er også kendt som den blide Luna fra Bamse og Kylling.
En rolle hun elskede og hadede på samme tid.
Hun er også sanger og sangskriver.
Det vender vi tilbage til.
Og nu er hun altså også forfatter.


Sangerinden Pio er fyldt 50, og det synes hun godt, hun kan mærke.
Hendes eneste barn Anatole bor i Frankrig i nærheden af sin far.
Hun har haft travlt med at være mor, og samtidig være datter af en mor, hun ikke følte sig elsket af.
Så mister hun stemmen!
Hun er nødt til at sætte sit liv på pause.


Hun tager i sommerhus sammen med sin kollega Martha og dennes nabo Aksel og hans datter.
Aksel vil gerne være en del af hendes liv.


Det er en stille, lavmælt og ganske smuk fortælling.
Alberte skriver rigtig godt:

”Jeg synes samtaler forsvinder fra mig, ruller sig sammen i mig og lægger sig til at sove.”

Hun kan trylle prosa om til poesi.
En sjælden gave.

Jeg er vist lidt forudindtaget i Alberte.
Jeg kunne godt finde på at læse mere af hende.


Hvis du, kære læser, ikke kender hendes ”Lyse nætter” synes jeg du skal lytte til den.
Youtube er din ven.


Bjørnen


Jeg har læst ”Bjørnen” af Katrine Marie Guldager.
Bog nr. 20 jeg har læst i 2024.
2018. 173 sider.

Romanen har fået sin titel, fordi Vibse møder en brun bjørn i en svensk skov.
Og hvad laver hun så der?
Hun er der, fordi hun er vred.
Det er den 4. bog om vrede kvinder, som jeg nyligen har inhaleret.
Og det er helt klart den, jeg synes mindst om af de fire.


Vibse drømmer om at komme væk fra det hele, og da det endelig sker, finder hun ud af, at det måske slet ikke var det, hun ville.
Hun er blevet fyret fra sit job som gymnasielærer, datteren er flyttet hjemmefra og hun synes, hun har fået nok af sin åh så flinke mand.
Han hedder Lars, men hun kalder ham Bent.
Hun kører op til en afsides liggende hytte i Sverige.
”Jeg finder mig ikke i det” er udgangsbønnen.
Der kommer snestorm, strømmen går, og så er der den bjørn.

Og der er hun, med risiko for at dø i en svensk skov 8 km fra hovedvejen.
Det er tid til eftertanke.


Vibse og Yours Truly bliver aldrig bedste venner.
Hun er lidt klynkende og urimelig.
Selvretfærdig og vist egentlig lidt svær at holde af.
Når jeg tænker efter, har der da vist været for mange vrede kvinder i de bøger, jeg senest har læst.
Nu må det vist også række.


Bjørnen er ikke nogen stor roman.
Hverken på den ene eller den anden måde.

Anmelderne tager godt mod ”Bjørnen”.
Berlingske:

I hendes nye roman, »Bjørnen«, et stort, eksistentielt drama i et lille format, er vi rykket ud i den skånselsløse natur, hvor hovedpersonen i sin midtlivskrise bliver tvunget ud i et opgør med sig selv. FAMILIEN er stadig problemstillingens omdrejningspunkt, men dimensionen af en kvindes kalejdoskopiske identitet som karrieremenneske, mor, hustru og datter er i højsædet. ”


Frygt ikke Katrine Marie Guldager. Jeg er stadig fan.


Mørket Kalder


Jeg har læst ”Mørket kalder” af Michael Katz Krefeld.
Bog nr. 19 jeg har læst i 2024.
2018. 354 sider.

Jeg lod Ravnen få pause efter #5 for i stedet at kaste mig over hans kvindelige modstykke.
Hun er politikommissær, og hun hedder Cecilie Mars.
Hun er i 30érne, og hun er en barsk, bramfri og effektiv dame.
Hun trækkes ind i en grim historie om selvtægt, da hun forlader et ulykkessted uden at yde hjælp til offeret, som ikke er noget rart menneske.
Hun kommer også til at sparke offeret en smule.


Desværre for hende har der været én til stede, som oven i købet har filmet forløbet.

Nu tvinger han Cecilie til at hjælpe til med at udrydde nogle af samfundets værste udskud.
Gør hun ikke, hvad han siger, vil han offentliggøre det materiale, han ligger inde med.


Romanen er lidt strammere komponeret end Ravn- serien.
Vi springer ikke så meget rundt, da der kun er ét spor at følge.
Der er ikke så meget hygge i denne bog.
Cecilie får lige så mange klø som Ravnen.
På et tidspunkt er hun indlagt med sine kvæstelser, men så opstår der en situation, der får hende til at fjerne drop og slanger og kaste sig ud i nye slagsmål.


Jeg var spændt på, hvordan Cecilie ville klare sig ud af den kattepine, hun var havnet i, men MKK finder da en løsning, der er nogenlunde plausibel.
Men jeg kunne godt have ønsket mig en mere realistisk handling.
Hvorfor ved jeg egentlig ikke.
Vil jeg læse mere om Cecilie Mars?
Tænkeligt.
Og så er der jo også Katrine Bergman.


Nogle krimiforfattere er så enormt produktive, at de opererer med flere helte, og det er ikke usædvanligt, at de også skriver under pseudonym for at fremstå mere troværdige.
Der fandtes også regler om, at man kun måtte udgive én bog om året.
Stephen King er samtidig Richard Bachman og Joe Hill.
Gad vide om Michael Katz Krefeld også har en hemmelig identitet.?


Hvis du synes om Ravnen, så kan du godt tage en runde med Cecilie.














11%


Jeg har læst ”11%” af Maren Uthaug.
Bog nr. 18 jeg har læst i 2024.
2022. 352 sider.

Så har Maren Uthaug også begået en science fiction-roman.

Som dreng var jeg rigtig glad for science fiction.
Jeg slugte Jules Vernes, Ray Bradbury, H. G. Wells, Daniel Defoe og mange andre.
Fra Danmark kom den i dag ukendte Niels Meyn.
Og minsandten om ikke gode gamle Knud Lundberg i 1955 skrev den spændende ”Det olympiske håb” om OL i Hamburg 1996.
I virkeligheden blev OL i 1996 afholdt i Atlanta, USA.


Jeg var især optaget af tidsrejser.

Lidt efter lidt blegnede interessen dog, og den er aldrig helt og fuldstændig vendt tilbage.
Det har jeg egentlig ikke nogen forklaring på.


I ”11 %” er vi nogle hundrede år ude i fremtiden, hvor der ikke findes mænd løbende frit omkring.
De er for farlige.
De findes dog på et avlscenter på Lolland, hvor man medicinerer og kontrollerer dem.
Kun 11% af befolkningen er mænd.
Vi følger Heksen Medea, præsten Wicca, pigen Stille og Eva.
Ikke alt i den nye samfund fungerer, som det skulle gøre.
F. eks hedder Stille ikke Stille, og hun er ikke nogen pige.


En af mange gode ting ved Maren Uthaug er, at hun er totalt uforudsigelig.
Og hun har da ret i, at mænd er skyldige i en forfærdelig masse grimme ting.
Vi er heller ikke uden eksempler på samfund, hvor det ene køn er undertrykt.
Det foregår da lige nu i præstestyrets Iran.
Og mange andre steder.

Det var lidt af en svær fødsel for mig.

Først og fremmest sidder jeg og spekulerer på, hvor konen dog får det hele fra.
Der er masser af ukendte navne og begreber og måder at gebærde sig på, og det hæmmer læsningen en del.
Og der er en masse slanger.
Nogle af dem med 2 hoveder.
Og rotter.

Jeg forestiller mig Maren Uthaug siddende i sit arbejdsværelse.
Hun beslutter sig til at give nogle af slangerne 2 hoveder.
Hvorfor?
Hvorfor træffer hun den beslutning?
Virker det mere fremtidsagtigt, fordi de har 2 hoveder?
Hvad nu hvis de fik 3 hoveder?


Jeg skulle langt hen i bogen, før jeg syntes, jeg havde et nogenlunde begreb om, hvad det handlede om.
Fornemmelsen af at opholde sig i et fremmed univers forsvandt aldrig helt.
Jeg opnåede ikke den gode læseoplevelse med bogen, som jeg har haft det med hendes tidligere romaner.
Jeg var mest af alt irriteret, fordi min læsning hele tiden blev hæmmet af alle disse stopklodser i form af ukendte begreber, jeg skulle forholde mig til.


Jeg er imidlertid glad for, at jeg fik læst denne meget omtalte bog.
Jeg synes jo rigtig godt om at være opdateret.

Flertallet af anmeldere er begejstrede.
Jeg lægger mig i slipstrømmen af Weekendavisen.


Weekendavisen:
Som klimakrisekonsekvensroman er 11% sympatisk, og som kritik af den historiske mandlige magt er den relevant. Tankestoffet bag er altså udmærket, men den litterære udførelse er for porøs og uden solid kerne.

Politiken.

Maren Uthaug har skrevet en fejende flot femi-fremtidsfabel om et fremtidsdanmark, hvor kvinderne har taget magten og rydder op efter de destruktive mænd.

Om ikke andet har vi nu lært ordet ”klimakrisekonsekvensroman”

Maren Uthaug har modtaget DR Romanprisen for 'Hvor der er fugle', Læsernes Bogpris i 2020 og Otto B.Lindhardt-prisen for 'En lykkelig slutning', som blev udgivet i 2019.
'11%' blev modtaget flot af de danske anmeldere i 2022. Kristeligt Dagblad og Berlingske gav romanen fem stjerner, og Politiken kvitterede med fem hjerter.

Til en ukendt gud.


Jeg har læst ”Til en ukendt gud” af John Steinbeck.
”To a God unknown”.
Bog nr. 17 jeg har læst i 2024.
1933. 204 sider.


Tilsyneladende er bogen om en ung mand ved navn Joseph Wayne, som forlader sit hjem i Vermont for at bygge sin egen farm i Our lady of the Valley, Californien.

Men det er også en parabel over hedenske ritualer, græske myter og Det gamle Testamente.
Bogen er ikke særlig kendt, og vil nok mest appellere til læserne pga sproget og naturbeskrivelserne.


Denne roman skrev han på i flere år, og den blev ændret betragteligt, som tiden gik.
Oprindeligt kom historien fra et skuespil skrevet af en medstuderende ved Stanford.
Det hændte, at Steinbeck købte ”gode ideer” fra mennesker, han kendte
På dette tidspunkt i karrieren ønskede han at skrive om arketyper og helte og ikke om de almindelige typer, han kaldte til live i Vredens Druer”, Mus og mænd” og ”Et mægtigt gilde”.


Joseph beslutter at flytte til dalen fra Vermont, skønt han bliver advaret om truslen om tørke i området. Han vil opfylde sin fars drøm om at skabe en farm i Californien.
Hans 3 brødre flytter med.
Joseph er ikke den ældste, men han er alligevel patriarken.

De får skabt en blomstrende farm.

Joseph mener, at hans fars ånd findes i et egetræ på farmen.
Han snakker med træet og ofrer til det.

S 90 ”Han gik ud på gårdspladsen og hviskede til træet”: Om et par dage bliver det regn. Den skal nok vaske støvet af bladene.

S 99:”Da Joseph havde forrettet denne ceremoni gik han hen til træet og hældte lidt vin på dens bark. …..”

S 107. ”Joseph gik hen og stillede sig under den store eg. …....Der skal komme et barn, Sir. Jeg lover Dem at lægge det i Deres arme, når det er født”.


En af hans brødre er stærkt troende, og han bliver rasende, da han opdager, hvad Joseph gør med træet.
Broderen rejser bort, men inden da dræber han træet.
Så går det galt. Rigtig galt.

Til en ukendt Gud” er en mystisk beretning, der udforsker en mands forsøg på at kontrollere naturens kræfter og hans forsøg på at forstå Guds veje


Jeg er jorden”, siger Joseph flere gange.

Man er nærmest ét med naturen i denne bog, og beskrivelserne af dalen og naturen i det hele taget er enestående.


Stemningen i bogen er lidt højtidelig og bibelagtig, og det havde jeg det noget svært med.
Jeg har kigget efter et passende træ, hvor jeg bor, men jeg er endnu ikke faldet i snak med nogen.
Men det er der andre, der er.


Rane Willerslev er direktør for Nationalmuseet og et usædvanligt spændende menneske


Han er overbevist om, at virkeligheden må være større, end hvad naturvidenskaben afdækker.

I Danmark har han i flere omgange oplevet, at naturen gav ham tegn og varsler på, at noget bestemt skulle ske.

Han har også fundet sit eget magiske træ, som han snakker med og giver offergaver i form af vodka, slik og tobak. Det er et bøgetræ i nordsjællandske Tisvilde, som Rane Willerslev mener kan beskytte ham mod sygdomme og død.


Til en ukendt gud” er ikke nogen omfangsrig roman. Den fylder ikke meget, men det er ikke en simpel sag at læse den.
Mit problem er nok, at jeg ikke er i pagt med naturen, som det beskrives her.
For at nå dertil skal vi nok frem til, at jeg får svar tilbage, når jeg sludrer med piletræerne i læhegnet.
Jeg er lidt som den vantro Thomas.
Men selv om jeg gør lidt grin med de levende træer er jeg ikke upåvirket efter mødet med ”En ukendt gud”.
Bogen indeholder så meget symbolisme og så mange lag, at jeg nok burde læse den igen for at forstå det hele.
Men det gør jeg nok ikke.


I should have known […] I am the rain. […] I am the land […] and I am the rain. The grass will grow out of me in a little while.”


The mountains sat with their feet in the sea, and the old man's house was on the knees.”


My mother said how the earth is our mother, and how everything that lives has life from the mother and goes back into the mother.”

Roseanna


Jeg har læst ”Roseanna” af Maj Sjöwall og Per Wahlöö.
Bog nr. 16 jeg har læst i 2024.
1965 . 232 sider.

Jeg ville ønske, jeg kunne huske, hvornår jeg første gang læste Roseanna.
Eller hvor mange gange, jeg har læst den.

Under alle omstændigheder er ”Roman om en forbrydelse” 1-10, 1965 – 75, et værk, der har betydet meget for mig.
Og Roseanna er #1.


Alle 10 bind er i dag klassikere.
Alle 10 bind er blevet filmatiseret.


De 2 hovedpersoner Martin Beck og Gunvald Larsson huserer stadig, selvom de færreste i dag ved, hvor de kommer fra.
De har også forandret sig meget i de mange år, der er gået.
Fortællestilen er enkel og meget præcis, og den er helt særegen for ”Roman om en forbrydelse.”

Vi bliver også mindet om, at det er en aldrende roman.
De ryger overalt, de bruger ordet ”neger”, og de ser Perry Mason i fjernsynet.

En ung kvinde findes i en kanal. Hun har været udsat for grov vold. En sag for Martin Beck og hans hold.
Vi følger det klassiske opklaringsarbejde.
Vi følger også Martin Becks noget triste liv på hjemmefronten.
Han virker ikke til at være en lykkelig mand.


Således starter eventyret om en af de mest kendte af litteraturens politifolk.
A star is born.

Og så er spørgsmålet. Kan man få fornøjelse af Roseanna efter så mange år.
Og det kan man da så absolut.

Kriminalhistorien er elementært spændende.
Beck er god nok.
De to forfattere var erklærede marxister og betragtede romanerne som en del af deres politiske projekt.
De havde godt kendskab til amerikanske Ed McBain, som også kan anbefales.
At deres romaner skulle blive så gigantisk en succes, der skulle komme til at danne skole for kommende krimiforfattere, havde de næppe forudset.

Maj Sjöwall og Per Wahlöö var de første ikke-engelsksprogede forfattere, der modtog den prestigefulde, amerikanske Edgarpris.


Det er bare med at komme i gang.
Og samtidig kan du så fundere over, hvad forbrydelsen egentlig består af.

Pagten

Jeg har læst ”Pagten” af Michael Katz Krefeld.
Bog nr. 15 jeg har læst i 2024.
2017. 405 sider.
# 5 i serien om Ravn, den tidligere betjent ved Station City, der synes at komme tættere på kæresten forsvarsadvokaten Evas morder.
Han indgår en pagt med den ukrainske mafiaboss Kaminsky, der vil gøre alt for at få lov til at blive i landet med sin kone og to børn.
Han ligger inde med viden, som Ravn kan bruge, og noget peger på, at den eller de skyldige skal findes i toppen af politietaten.
Det er mere reglen end undtagelsen, at den gode Ravn indgår i seksuelle relationer med de kvinder, han måtte støde på.
Det gør han også med Kaminskys kone kone.
Når MKK skal beskrive disse ”møder” så skifter han til en anden fortællestil
Lidt romantisk og poetisk, og det virker helt og aldeles påtaget på mig.
Men han under øjensynligt Ravn at opleve noget dejligt.


MKK er med dette bind kommet halvvejs gennem de bebudede 10 bind, og alt tyder på, at Evas morder findes i bind 10.
Jeg er ikke sikker på, at jeg er med ham hele vejen.
Dertil er serien nok for klichefyldt.
I et efterskrift i denne bog gør den gode Michael Katz Krefeld halvvejsboet op:
” ...På den måde er han (Ravn, red.) efterhånden blevet som en god kammerat. En meget modig, måske endda lidt dumdristig én af slagsen, men en kammerat, som jeg holder rigtig meget af”.

Rammen er denne gang korruption i politietaten.
Ravn følger et spor til den rådne kerne i politiledelsen.
En ualmindelig farlig øvelse.

Jyllandsposten er rigtig godt tilfreds:

”For denne anmelder er dette bind 5 det foreløbigt bedste i serien. Plottet er ikke helt så vildtvoksende som tidligere, men mere disciplineret, figurerne supplerer hinanden fortræffeligt, man fristes næsten til at sige veloplagt, og der er velgørende tilløb til humor i alt det blodige. ”

Som jeg husker det.


Jeg har læst ”Som jeg husker det” af Mikael Persbrandt.
Bog nr. 14 jeg har læst i 2024.
2018. 444 sider.

Hvem er Martin Beck?
”Jamen det er da ham fra Beck-serien. Ham der kriminalkommisæren”, vil de fleste nok sige.
I virkeligheden hører vi første gang om Martin Beck i ”Roseanna”, der er første bind ud af ti i ”Roman om en forbrydelse” af Maj Sjöwall og Per Wahlöö fra 1965-75
I ”Roman om en forbrydelse” møder vi også den barske Gunvald Larsson, der er Becks højre hånd.


Jeg har ”kendt” Gunvald Larsson i mange år Jeg har kendt Mikael Persbrandt i næsten lige så mange år.

For mig har han altid været Gunvald Larsson, som var hans alter ego i Beck-filmene og Beck-serien.
Der har været andre Gunvaldér end ham, men jeg har altid syntes, at han var den bedste af slagsen.

Igen må vi vende os til Maj Sjöwall og Per Wahlöö´s ”Roman om en forbrydelse” fra 1965 – 75.
Det er som sagt der, vi kender Beck og dermed Gunvald Larsson fra.
Rigtig mange kender kun Gunvald Larsson.
Han var især populær i Tyskland, hvor MP ofte blev genkendt som Gunvald.

Det var forventeligt, at bogen er fyldt med en masse mennesker, som jeg overhovedet ikke kender, aldrig kommer til at kende, og som jeg ikke ønsker at lære at kende.
Vi følger MP gennem hele hans liv og derfor kommer meget af handlingen til at foregå i den svenske film- og teaterverden.
Men der er tråde til Danmark. Han møder Kim Bodnia, Mads Mikkelsen, Ulrik Thomsen, Trine Dyrholm og Iben Hjejle.
De får alle pæne ord med på vejen.
Det virker dog, som om han ikke er sikker på, at Kim Bodnia er helt tilregnelig.


Det er som regel lykkedes MP at være et ualmindelig dumt svin.
Vi erfarer om utallige kvindelige bekendtskaber.
Han blev engang kåret som Sveriges mest sexede mand, og det var kvinderne helt enige i.
Så er der kampen mod alkohol.
Også kokainen var med til at bestemme hans destruktive liv.


Flere gange blander den alvidende forfatter sig.
Det virker, som om at han vil sige til læserne, at de skal blive hængende.
Der kommer meget mere.
S. 317: ”Jeg vidste ikke, at det værste stadig ventede forude.”

Alle er modtagelige for clickbait.
Ok, det må vi da lige have med, tænker man.


Biografier udmærker sig sjældent ved fornemme litterære kvaliteter.
Det er gerne fortællingen, der skal viderebringes, og sådan er det også her.
Det er ikke usædvanligt, at man hyrer en ghostwriter, når der skal laves en biografi.
Her er det forfatteren Carl-Johan Vallgren, der synes at have skrevet bogen.
For mig at se, er han helt usynlig, og det skal han da også være.
Bogen er skrevet i jeg-form, og den gode Vallgrens aftryk finder jeg ingen steder.
Vi får at vide, at de to gennem et år har haft et tæt samarbejde.


Hvad får nogen til at udgive en biografi?
Det kunne være penge, eller måske endda ønsket om at blive en anelse udødeliggjort.

Lars Larsen aka Dyne-Larsen udgav i 2004 en udmærket biografi.
”Godaw jeg hedder Lars Larsen – Jeg har et godt tilbud”.
Jeg mener, han forærede bogen væk som et reklamefremstød.


Har man penge og ubegrænset magt, vil man kunne anvende en biografi som et velegnet middel til at stille sig selv i et gunstigt lys.
Har man så stor magt, at man kan vælge at ignorere ethvert spørgsmål til udgivelsen er det yderst problematisk.



MP langer ud til højre og venstre.
Der er mange, der får et nakkedrag.
Den slags fremstår gerne ensidigt i biografier.
Her får man ofte forklaringen på mange konflikter, men ”modparten” kommer sjældent til orde.
Jeg var især spændt på, hvad han havde at sige om ”Peter Haber, der spiller Martin Beck i filmene.
Der står ikke så meget om deres forhold, men generelt brød han sig slet ikke om manden, der ifølge MP agerer som en diva.


Anmelderne roser bogen til skyerne.
For mig at se, skal man nok som dansker have en speciel interesse i Gunvald Larsson på linje med Yours Truly for at få fuldt udbytte af bogen.
Jeg tager sikkert fejl, for bogen er jo udgivet på dansk i Danmark.


Jeg læser biografier for at få viden og oplysninger, og det har jeg bestemt fået.
Jeg var overrasket over hvor fin og omfattende MP´s karriere på teatrene har været.
Gunvald Larsson regner han ikke for at være den store kunst.
Jeg var også overrasket over at høre om omfanget af hans alkohol- og kokainmisbrug.

Men det var der så en forklaring på, og for at få den er man jo nødt til at læse bogen.
Ha, ha. Jeg kan også bruge clickbait.

Med Albert på bagsædet


Jeg har læst ”Med Albert på bagsædet” af Homer Hickam.
”Carrying Albert home”.
Bog nr. 13 jeg har læst i 2024.
2015. 398 sider.

”Road trip” bøger en en særlig kategori i litteraturen, og sådan én er ”Med Albert på bagsædet”, som jeg faldt over i en Genbrugs.


Af andre berømte bøger i genren kan nævnes ”On the road” af Jack Kerouac fra 1957.

Og Steinbeck skrev i 1962 ”På rejse med Charley”.
Den vender vi senere tilbage til.
Jeg kom også til at tænke på filmen ”Big Fish” med Albert Finney, hvor alle røverhistorierne viser sig at være sande.


Ved første øjekast lignede ”Med Albert på bagsædet” en fjollet historie, men jo længere jeg kom hen i bogen, jo mere kom jeg til at holde af den.
Elsie og Homer bor i West Virginia. Da de blev gift lige efter depressionen, fik de en lille alligator af Elsies tidligere ven.
Vist nærmest en hadegave.
Den vokser til og bliver helt tam.
Nåh ja, næsten helt tam.
Da den bliver for stor beslutter de sig til at bringe den tilbage til Florida, hvor den kom fra.

Undervejs oplever de en mængde helt utrolige ting.
De møder både John Steinbeck og Hemingway, og de bliver ansat som statister på en Tarzanfilm.
Under et andet stop bliver Homer opdaget som baseballspiller, og Elsie arbejder som sygeplejerske.
Hun arver en masse penge, men får ikke en cent af dem.

Efter mange vilde oplevelser ender de i Florida, hvor de bliver sat skakmat af en orkan.


Bogen er vældig morsomt skrevet, og ender såmænd også med at være rigtig rørende.

De fleste af begivenhederne kunne med en smule god vilje godt være forekommet i den virkelige verden.

Mest af alt fremstår de dog som eventyr, men gode eventyr skal man bestemt ikke kimse af.
Jeg var godt underholdt og kan godt anbefale en tur med Albert på bagsædet.
Albert har naturligvis sit eget badekar med på rejsen.
P.s. Der er også en tam hane med.


Adskillige læsere fandt bogen så fjollet, at de kylede den væk i stor vrede.

The captain, a huge man with ears like an African elephant, looked up and frowned. “What the devil is it, son?”
“It’s my wife, Captain.”
“Elsie? What’s wrong with Elsie?”
“She wants me to take her and her alligator to Orlando.”
The Captain sat back and considered Homer. “Does this have anything to do with you running around your yard without your pants?”
“Yes sir, it does.”
The Captain cocked his head. “Okay son, I’m always up for a good story and I sense this might be a good one.”


De himmelske græsgange


Jeg har læst ”De himmelske græsgange” af John Steinbeck.
Bog nr. 12 jeg har læst i 2024.
1937. 231 sider.

”Hellige Guds Moder, hviskede han. ”Her er de grønne himmelske græsgange, som Herren fører os ind til”.

Da bogen udkom i 1932 blev den stort set ignoreret af det læsende publikum, mens anmelderne havde fundet frem til ordet ”magnificent”.

Selv om historierne fremstår som 10 selvstændige beretninger og kan læses uafhængigt af hinanden, så hænger de alligevel sammen, som man ser, hvis man læser dem i rækkefølge.
Personer, man møder i én historie, dukker op i andre historier.
Til slut kender man beboerne i Corral de Tierra Valley i Monterey, og man kender dem godt.
Det er en smuk og frugtbar dal, som findes i virkeligheden.


Jeg har selv besøgt den.
På cykel :-)
Heldige, heldige mig.


Selv om den fremstår som de himmelske græsgange, så har livet i dalen de samme vanskeligheder, som findes alle andre steder.
Novellerne fremtræder nærmest som kapitler.
De er hver især markeret med et nummer.
Dette elegante kunstgreb mindes jeg ikke at have set andre steder.

Der er ikke nogen af personerne i dalen, der har det særlig nemt.
Vi møder dominerende fædre, uheldige forretningsmænd og stærke kvinder.
Ingen har for alvor heldet med sig, men alligevel formår Steinbeck at skabe en historie, der ikke kun er deprimerende.
Det er en stille formaning om at at et samfund defineres af de mennesker, det består af.


Steinbecks personbeskrivelser er eminente.
Mageløse!
Jeg ser dalens beboere for mig, som var de bredt ud på et lærred.


”Barnet havde korte, buttede arme og lange leddeløse ben. Det store hoved sad helt nede mellem skuldrene, der var unormalt brede, Barnets fladtrykte ansigt i forbindelse med den ejendommelige krop bevirkede, at han ganske automatisk fik navnet Tulacerito, Lille Frø.”


Jeg ved, at John Steinbeck har læst H. C. Andersen, og kan man tænke sig, at han også har læst Johannes V. jensen?
Johannes V Jensen fik Nobelprisen i 1944 og John Steinbeck fik den i 1962.


”Tordenkalven” fra ”Himmerlandshistorier”:
”For at forstå hvordan han så ud, må man tænke sig en mand af kæmpemæssig vækst, der er blevet bukket sammen og skudt ind i hinanden som en kikkert. Kropstykket på Tordenkalven var bredere end det var langt og af en alens gennemsnit fra bryst til ryg. Hans arme var så lange, at de næsten nåede jorden.”


”Forude er der tusind liv, som vi kan leve, men når det kommer til stykket, vil det kun være et.”
John Steinbeck.

1) Intro

    2) Hajen med den fiktive formue, og datteren der gik til dans

    3) Tularecito, der graver efter dværge.

    4) Helen von Deventer og datteren Hilda. Hilda er psykisk syg. Hun får mareridt og finder på ting. De flytter til dalen.

    5) Historien om Junius Maltby og hans søn Robbie, der ikke går med sko.

    6) Om hvordan søstrene Lopez bliver velhavende ved at sælge Tortillas.

    7) Molly får arbejde som lærerinde. Hendes far spøger.

    8) Raymond med hønsene vil se en hængning. Og så alligevel ikke

    9) Burt Munroe med de negative forældre. Deres værelse ommøbleres efter 10 år.
    Til ingen nytte.

    De himmelske græsgange gør indtryk.
    Citater fra bogen:


Succes er ikke nøglen til lykke. Lykke er nøglen til succes.
Hvis du elsker, det du laver, bliver det succesfyldt.


Det bedste tidspunkt til at plante et træ er for 20 år siden.
Det næstbedste tidspunkt er nu.

Fremtiden tilhører, dem som tror på skønheden i deres drømme.

Dybet


Jeg har læst ”Dybet” af Michael Katz Krefeld.
Bog nr. 11 jeg har læst i 2024.
2016. 402 sider.

Dette er den 4. bog i serien om Ravn, ekspanseren fra Station City
Han er nu blevet tørlagt, efter at han blev forgiftet med organskade til følge i Bind 3.
Omdrejningspunkter her er 2 drenges mord og mishandling af en lille pige.
Jeg tænker, at MKK har taget udgangspunkt i den grufulde sag fra 1993, hvor britiske Jon Venables på 10 år myrder en 2 årig dreng sammen med sin kammerat Robert Thompson.
Den sag er langtfra glemt.
De 2 gerningsmænd er løsladt og tilbage i samfundet.
Det er ikke populært hos ofrets pårørende.
Thompson går under radaren, mens Jon Venables flere gange har været i konflikt med loven.

”Dybet” er nok den mest voldelige af de Ravn-bøger, jeg har læst.

Jeg frygtede lidt ,at MKK ville give helt los i beskrivelsen af mordet på den lille pige, men det gør han dog ikke.
MKK er god til at beskrive det hyggelige Christianshavn, hvor Ravn har sin husbåd.

Han er også god til inddrage sit sædvanlige persongalleri i handlingen.
Og i denne bog tager vi endda på en smuttur til Aalborg og Nordvestjylland.

Det uopklarede mord på Ravns kæreste Eva spøger hele tiden, og det er ikke svært at regne ud, at MKK vil opklare det for os, når vi engang kommer til det sidste bind i serien om Ravn.
MKK har lagt en plan, og han fortæller ikke umiddelbart alt, hvad han ved.
Han har i øvrigt også andre helte og heltinder, som jeg lige skal have kigget på.

Meget produktiv forfatter.

Månens gyldne bæger


Jeg har læst ”Månens gyldne bæger” af John Steinbeck.
Bog nr. 9 jeg har læst i 2024.
1929. 204 sider.

- Steinbeck kaldte sig skribent og ikke forfatter. (Writer/author)

Hvis ikke det var fordi jeg havde besluttet at læse Steinbecks samlede forfatterskab, ville jeg nok ikke have læst denne bog.
Men den hører også med.
Bag i mit eksemplar, der venligst er udlånt fra magasinet i Vejle By, sidder der en af de gamle stempelsedler, som nogle af os godt kan huske.
Og denne bog blev venligst udlånt første gang i november 1954.
Det er da lidt morsomt.
Det er hævet over enhver tvivl, at bogen kun befinder sig i magasinet, fordi forfatteren hedder Steinbeck.

Månens gyldne bæger blev afsluttet i 1925, men den blev efter 3 omskrivninger udgivet i 1929.
Meget af bogen skrev han, mens han en vinter var isoleret i et hus ved Lake Tahoe.
Det er en lidt romantisk sørøverhistorie om Kaptajn Henry Morgans liv.
Han var en grum fyr, og han blev værre og værre, som tiden gik.
Bogen er både racistisk og sexistisk, men kig nu lige lidt på udgivelsesåret.

Henry Morgan hærgede de spanske besiddelser i Caribien fra omkring 1650 op igennem 1660érne.
Han var drevet af 2 ting: Han ville have den smukke kvinde La Santa Roja, og så ville han erobre Panama (The cup of gold).

Vi møder Henry Morgan som dreng i Wales, og vi tager afsked med ham på hans dødsleje.
Jeg syntes bedst om de første dele af bogen.
Der er en forfærdelig masse snak og overflod af ord, som handlingen skrider frem.

Steinbeck var meget optaget af Kong Arthur og hans riddere, samt jagten på den hellige gral.
Grail of power, grail of love.
Og her er Panama city vel symbolet på den hellige gral.
Steinbeck besøgte i øvrigt Panama City som ung mand.

Månens gyldne bæger er mere en fantasy allegori end en historisk roman.

”A Life of Sir Henry Morgan, Buccaneer, with Occasional Reference to History".


Steinbeck identificerer sig måske ikke ganske med Henry Morgan, men han følte, at han indirekte genspejlede hans egen situation og fremskridt.

Morgan er selvcentreret og fjern.
Og når han virkelig er en gennemført ubehagelig person, hvad siger det så om Steinbecks syn på sig selv?


Det er egentlig ikke en dårlig bog men set i lyset af hans senere bøger fortjener den sin skæbne som den mindst læste og mindst værdsatte af hans bøger

Man kan have svært ved at forstå, at denne forfatter senere skrev ”Vredens druer” og ”Cannery row”.

Savnet


Jeg har læst ”Savnet” af Michael Katz Krefeld.
Bog nr. 6 jeg har læst i 2024.
2014. 367 sider.

”Savnet” er den 2. bog i serien med den tidligere kriminalbetjent Thomas Ravn.
Han er stadig tørstig, men knap så meget som i den første bog.

Vi møder den enlige regnskabchef Mogens Slotsholm, der stjæler en masse penge fra sin arbejdsplads, hvorefter han forsvinder sporløst.
Ravn kontaktes af hans søster, og efter nogen tøven går han med til at søge efter broderen.

Bogen har 2 spor. Vi er både i nutidens København og i Østberlin i 1989.
Her følger vi en Stasi-ansat, der udspionerer en familie.
Handlingen skifter mellem disse to spor, og man kan jo godt regne ud, at den forsvundne regnskabschefs skæbne har noget at gøre med Østtyskland.

Det finder Ravn også ud af, og sammen med søsteren rejser han til Berlin,

Bogen er en action-krimi tilsat lidt erotik, og der er ikke rigtig noget, der kommer bag på læseren.
Det er interessant at høre om Stasitidens Tyskland, og det er også spændende, om Ravn tager mest skade af den alkohol han konsumerer, eller de klø han tildeles.

MKK har lært noget af den første bog, og nr 2 er nok en anelse mere tilgængelig.

Der er tale om god gedigen underholdning, uden at vi føler, at vi befinder os på øverste krimi-hylde.
Ravn har lidt sjov med søsteren, og de intime detaljer virker ualmindelig klicheagtige.
Hun er ikke én, han beholder, så forfatteren har nok andre damer til ham i fremtidige bøger.

Ravn er stadig i sorg, efter at hans kone Eva blev myrdet et par år, før vi rejser med ham til Tyskland.
Morderen bliver ikke fundet, og man fornemmer at MKK ”gemmer” ham til senere i serien.
Stasi-sporet forekommer at være godt researchet og troværdigt beskrevet.
Handlingen kan forekomme lidt vidtløftig, man hvad pokker, det er jo en action-krimi

Forsiderne på bøgerne i serien er forbavsende ens, og ualmindelig kedelige.

Anmelderne er stort set på linje med min opfattelse af bogen.
Dog med en tendens til pil nedad.







Afsporet


Jeg har læst ”Afsporet” af Michael Katz Krefeld.
Bog nr. 3 jeg har læst i 2024.
2013. 322 sider.

Kriminalbetjent Thomas Ravnsholdt aka Ravn er i gang med en seriøs selvdestruktion, da vi møder ham.
Han er på sygeorlov efter at hans kæreste Eva blev myrdet under et hjemmerøveri.
Han bliver afbrudt i sin sørgen, da en god ven beder ham hjælpe med at finde en forsvundet pige.
Jagten fører ham ind i den stockholmske underverden og et spind af traficking, der ikke er et sted for sarte sjæle.
Sideløbende følger vi nogle af de kvindeskæbner, der findes i miljøet.
Det er ofte piger, der med falske løfter er lokket ind i en verden, de ikke kan undslippe fra,

Samtidig er en sadistisk seriemorder på fri fod.
Scenen er sat til en ganske voldelig actionkrimi.

Det er ikke nogen epokegørende bog.
MKK bruger de virkemidler, han har, og han har så vurderet, at udpenslet vold er anvendelig.

Ravn kan ikke holde ud at opholde sig i den lejlighed, han delte med Eva.
Han er mest i Christianshavns kanal, hvor han bor på en synkefærdig skude sammen med den morsomme hund Møffe.
Han opholder sig også en stor del af tiden på de lokale værtshuse, hvor han gør hvad han kan for at drikke hjernen ud.

Der er tale om en Noir-krimi, og jeg tænker nok, at MKK har læst Dan Turél og Jo Nesbø.

Mestrene Sjöwall og Wahlöö satte i 1965 standarden med at skrive deres legendariske 10 bind ”Roman om en forbrydelse”.
MKK har vist samme plan, men de to svenskere når han aldrig på højde med .

Anmelderne er stort set enige.
Vi har en godkendt spændingsroman med mangler hist og her og rigeligt med vold og ubehageligheder.
Hørte jeg ordet ”voldsporno” anvendt?


Jeg har læst ”Min morfars stemme” af Sissel Bergfjord.
Bog nr. 2 jeg har læst i 2024.
2006. 179 sider.


Der er en lavmælt og ret udramatisk bog.
Somme vil hævde, at der ingenting sker.
Kajsa er omkring de 30, og hun er på vej til et 3 ugers ophold i sin morfars hytte, der ligger afsides i Kilebygda i Norge.
Den debuterende forfatter er 34 år gammel.

Det er ret grænseoverskridende for Kajsa at være der helt alene.
Hun tomler det sidste stykke med en mand, der hedder Egil.
Han er venlig, men hun forestiller sig alt muligt.
Generelt virker hun lidt paranoid.
Under ophold mener hun flere gange, at Egil kommer efter hende, men det er indbildning.
SB formår på enestående vis at give os stemningen i hytten.
Man kan næsten se, høre og lugte det samme som Kajsa.

Opholdet giver hende mange udfordringer.
Hun er konstant nervøs for,. at nogen skal komme efter hende.
På et tidspunkt skal hun skifte en gasflaske, men det magter hun ikke.
Efter 2 dage råber hun et par i kano an, og manden skifter for hende.

Inden hun tager af sted skal hun tømme toiletspanden i et hul, hun selv graver.
Den opgave tager næsten pippet fra hende, men hun klarer det.
Hendes morfar byggede hytten, og endte med at fryse ihjel der.

Hans ”ånd” er konstant i Kajsas bevidsthed.
Under krigen byggede han en radio ind i et gebis.
Dette gebis findes nu på et museum, hvor Kajsa til slut tager hen for at se det.
Hun vil gerne gratis ind, fordi hun kender ejeren af gebisset.

Under opholdet i huset gør hun en opdagelse, som hun ikke er sikker på, hvad hun skal gøre ved.
Vil du vide, hvad hun opdager, må du læse bogen.


Bogen er smuk og poetisk og bestemt værd at læse.

Den er letlæselig og let tilgængelig, men den giver rigtig meget tilbage.
Detaljen giver den stor styrke, og vi fornemmer klart morfars stemme.
Kan varmt anbefales.




Velkommen til læseåret 2024.

Målet ligger fast: Minimum 100 bøger, hvilket svarer til ca 32.000 sider.
John Steinbecks forfatterskab er på listen. Jeg har med stor fornøjelse læst de fleste af hans bøger, men nu gælder det hele striben.
Jeg har tidligere besøgt Monterey og Salinas, og jeg har gæstet Steinbeck museet i Salinas, Ca, så den ligger lige til højrebenet.

”Forude er der tusind liv, som vi kan leve, men når det kommer til stykket, vil det kun være et.”
John Steinbeck.

Jeg har læst ”Slænget og ulvetimen” af Kim Risør.
Bog nr. 1 jeg har læst i 2024.
2020. 199 sider.

Slænget holder til i Midtjylland og består af Dunner, Score-Kaj, Spørge-Jørgen og Pjevs.
Vi får nogle meget humoristiske beskrivelser af de 4 gutter, der domineres af Dunner, som egentlig hedder Gunner.
Personerne bliver dog aldrig andet end karrikaturer, selvom der er tale om ganske morsomme karrikaturer.
En ulv er set på egnen omkring Huleby, der godt kunne være Ulfborg, og nogle mener, at den skal pelses, mens andre mener, at den hører naturligt hjemme på egnen.
Inspirationen er let at få øje på.

Vore fire venner bliver impliceres i jagten, og hele historien bliver vendt på hovedet, da det viser sig at en schäferhund minder en del om en ulv.
Det er Dunner, med hænder som spader og en tendens til at uddele kindheste, der er den mest udfarende.
Også i ulvejagten, som måske ikke er en ulvejagt.

Bogen er sjovest i begyndelsen, hvor de fire gutter introduceres.
Senere bliver det hele til noget, der minder om en krimi, hvor der endda forekommer dødsfald.

Skal man have en dag (eller en ulv) slået ihjel med uforpligtigende humor, kan slænget da godt anbefales.
Det kan være en god ide at tage notater, for det er ikke en bog, der for evigt vil indprente sig i éns erindring.
Jeg forventer ikke, at denne bog kommer til at optræde på min liste med fantastiske læseoplevelser i 2024.
Så er vi i gang.


Her kommer en liste over de bøger, jeg har læst i 2023.
I 2022 blev det til mere end 100 bøger og et samlet sidetal på over 32.000.
Sådan bliver det ikke i 2023.
Og det er fint.

Broadchurch

Jeg har læst "Broadchurch" af Erin Kelly.
Bog nr. 12 jeg har læst i 2023.
2014. 376 sider.
Erin Kelly dækker over 2 forfattere.
Ganske usædvanligt er bogen skrevet efter en TV-serie.
Optakten virkede rigtig spændende men min interesse kølnedes lidt undervejs.
Der var voldsomt mange personer at holde styr på.
Personbeskrivelsen haltede noget. Bl. a bliver 2 11-årige drenge fremstillet alt for voksne i deres ord og udtryk.
Slutningen var ret overraskende.
Ok underholdende uden at være noget særligt.


Glem mig

Jeg har læst "Glem mig" af Alex Schulman,
Bog nr. 11 jeg har læst i 2023.
2016. 240 sider.
Dette er en ganske grufuld bog om alkoholisme og om en evig trang til forsoning.
Læseoplevelsen forstærkes af bevidsteheden om, at det er en sandfærdig beretning.
Når man udleverer sin barndom på denne måde kan man forvente, at det har store omkostninger.
Bogen er nem at læse og nem at forstå, og desværre sidder man tilbage med erkendelsen af, at det er en historie, men har hørt alt for mange gange før.
Og garanteret ikke sidste gang.


Fiona

Jeg har læst "Fiona" af Mary McGarry Morris,
Bog nr. 10 jeg har læst i 2023.
2000. 430 sider.

Fiona er noget af en mundfuld. Hun er først i 30érne og hun har aldrig kendt sin far.
Hendes mor forsvandt pludseligt.
Hun har et svært liv og laver utallige skandaler.
Jeg havde umådelig svært ved at komme i gang, og det var Ikke kun bogens skyld.
Til sidst fik jeg hul på bylden og var faktisk vældig tilfreds med slutningen.

Mørkt motiv af Louise Penny

Bog nr. 9 jeg har læst i 2023.
2020. 325 sider.
Jeg havde læst gode ord om Louise Pennys bøger.
Dette er første bind i en serie med Kriminalkommisær Gamache og hans opklaringsarbejde i Three Pines i Montreal i Canada.
Men det blev ikke nogen stor oplevelse for mig.
Sproget er flagrende, og det virker på mig, forfatteren vil så meget, men det lykkes ikke rigtig.
Der er mange personer, og jeg fik aldrig helt hold på bogen.
Jeg har ingen intentioner om at gå på jagt efter 2. bind i serien.
Lektørudtalelse:
"Man hygger sig med bogen, først og fremmest persongalleriet, som er alsidigt og genkendeligt. Pennys evne til skabe stemning – og stemningsbilleder ikke mindst – er bestemt ikke at undervurdere."
Der er 15 bøger i serien.
Jeg siger nej tak.

Hævn af Karen Møller Grothe

Bog nr. 8 jeg har læst i 2023.
2017. 432 sider.
Bogen var såmænd rigtig spændende, og jeg læse den ganske hurtigt.
Men helt begejstret blev jeg aldrig.
KMG benytter sig af en række velkendte krimi-kneb.
Hun lægger ud med en kryptisk prolog, hvis mening først kendes efter endt læsning.
Der er også en lille kærlighedshistorie, og vi får forskellige af personernes synsvinkler.
På side 282 finder vi endda en omgang unødvendigt kongerøgelse, præcis som de fleste elsker det.
Lidt historie ala de berømte Jan-bøger får vi også.
Det tæller også på plussiden at hun lader historien foregå på sin hjemegn.
Personbeskrivelserne er svage. Det er ikke nok at konkludere at chefen minder om Foyle.
Han mangler bare hatten.
Pænt håndværk, men der skal mere til for at havne på topscorerlisten med mine yndlingskrimiforfattere.

Mors dreng af Adrian Hughes

Bog nr. 7 jeg har læst i 2023.
2022. 345 sider.
Jeg har kendt Adrian Hughes fra medierne gennem mange år.
Han kunne godt opfattes som en anelse arrogant og "lidt for meget".
Han kom frem i medierne på en helt anden måde, da han i en podgast tog fat på sin families historie.
Det var især hans mor og hendes besynderlige afskedsbrev til sin børn, der optog ham.
Denne postcast blev af alle rost til skyerne.
I 2022 var jeg på en Bogmesse i Gentofte, hvor Adrian Hughes fortale om "Mors dreng".
Han var fantastisk.
Han ejede scenen.
Derfor måtte jeg læse bogen.
Man skal koncentrere sig, når man læser, og detaljerne er mangfoldige.
Det er modigt at skrive sådan en bog, men min konklusion er at han er sluppet  godt fra det.
Den er umådelig spændende og interessant, men dog ikke så meget som jeg havde forventet efter at have hørt ham.
Han er langt bedre, når han fortæller.
Anmelderne er lidt tøvende.
Politikeren roser også podcasten, men kalder bogen for alt for detaljeret.
Jyllandsposten:
"Forfatteren viser sig ikke kun at være mors dreng, men springer i sin første bog som 60-årig ud som en voksen mand, der tør se den nærmeste og til tider pinefulde sandhed i øjnene."

Morakker. Af Ellen Stampe.

Bog nr. 6 jeg har læst i 2023.
2012. 212 sider.
Det er historien om Hans Haahr og hans karriere indenfor politiet i Grønland og Danmark.
Det er en spændende og barsk beretning.
Man sidder tilbage med en anelse om, at begivenhederne er beskrevet lidt for ensidigt. Alt er set fra Hans Haahr side.
Han er en flittig og dygtig betjent, der har svært ved at se på de andres uduelighed og dovenskab.
Den slags giver fjender, men han kiler på.
Det får en ende, da han bliver dømt for at lække fortrolige oplysninger i tjenesten i Danmark.
Han ser ikke sig selv som korrupt og ordet Morakker betragter han nærmest som en ros.

Ned på fuld tid af Palle Reimann

Bog nr. 5 jeg har læst i 2023.
2022. 226 sider.
Albert er gymnasielærer, og det har han været i 25 år.
Han er yderst velmenende og kæmper for at stable noget, der minder om en undervisning på benene.
Hvis virkeligheden i danske gymnasier minder om, hvad der sker i denne bog, så ser det sort ud.
Bogen er ualmindelig morsom, og det kunne da godt være, at forfatteren har læst Finn Søeborg.

Udnyttet af Simom Häggström

Bog nr. 4 jeg har læst i 2023.
2022. 382 sider.
Vi befinder os i de mest barske kvarterer i Stockholm.
Der færdes dem der udnytter, de udnyttede og politiet, der skal holde styr på det hele.
Det er der kommet en ganske spændende og velskrevet bog ud af.
Vi følger en ung pige på 16, der er blevet indfanget af et netværk, der ynder at udnytte helt unge piger.
Hun bliver drevet så langt ud, at hun ender med at tage sit eget liv.
Forfatteren er selv politimand og ved hvad han taler om.
Bogens personer er godt beskrevet, og plottet virker (desværre) realistisk.
Det er en rå og brutal beretning, der fik mig til at tænke på den svenske bog 491.
Anmelderen på Litteratursiden trækker paralleller til Sjöwall og Wahlôô, og det er da rigtigt, at begge er socialrealistiske romaner.

Kriger uden maske

´Bog nr. 3 jeg har læst i 2023.
Sidste år havde jeg den store fornøjelse at høre Hanne Vibeke Holst fortælle om denne bog. Det var på en bogmesse i Gentofte.
Jeg har en svaghed for HVH´s bøger, og jeg blev ikke skuffet.
Det er en fantastisk - og enormt stor - bog.
Men interessen bevares til det sidste.
Kan varmt anbefales.

Væddeløber

Bog nr. 2 jeg har læst i 2023.
En rigtig fin bog, der opbygningsmæssigt ikke byder på noget usædvanligt.
Vi følger Matti Breschel og hans op- og nedture gennem hans cykelkarriere.
Vi lades ikke i tvivl om, at han har følt sig udfordret i forholdet til sin far.
Jeg har altid sat pris på Matte Breschel, og jeg følte mig godt underholdt med denne bog, og jeg hørte rigtig meget nyt om hans liv.