Muenchen
September 12, 2019
En lille nem tur på under 1,5 timer. Meget stille her sammenlignet med Kbhvn. Gratis hurtig WiFi og nemt at få strøm. Næste etape er på mere end 10 timer og bringer mig til Johannesburg. Botswana har samme tid som DK. Jeg forventer at få en god nats søvn. Her er 23 grader og i morgen ryger vi langt over de 30 grader

I Gabarone
september 13
Det var ikke nogen voldsomt strabadserende rejse for at komme til Botswana. Flyet fra München til Johannesburg var kun halvt fyldt, så jeg havde masser af plads.
Ingen jetlag fordi der ikke er nogen tidsforskel.
Sikkerhedsskontrollen var fredelig hele vejen.
Flyet til Gaborone var meget lille, og det var lufthavnen sandelig også.
Der var kun passagererne fra vores lille minifly.
Min bagage var skam også dukket op.
Jeg fik vekslet nogle Euro og fik fat på en taxi til de 16 km ind til byen.
Det kostede 125 pula, og det var vist rimeligt nok.
Vi fandt ret nemt min bolig, der ligger i et fredeligt kvarter.
Alt er brunt og afsvedent her. Der har ikke været regn i måneder, men de mener, den kommer i oktober.
Vi kom op på 33 grader, men det føltes ikke så slemt.
Min vært hedder Brian, og han er en flink mand. Jeg har booket gennem AirBnB. Foreløbig for 5 nætter, men jeg tager nok flere nætter her.
Det passer mig fint her.
Der er fælles bad og toilet, og jeg må bruge køkkenet.
Der er udmærket wifi.
Da jeg havde pakket ud, besluttede jeg mig til at gå en tur. Jeg havde lokaliseret en Mall et par kilometer fra huset.
Her er venstrekørsel, så man skal lige huske at kigge til den rigtige side.
Jeg fandt Mallén, der mere var en gade med småboder og gadekøkkener.
På intet tidspunkt så jeg andre hvide end mig selv, men det generer ikke mig, og det det synes heller ikke at genere de andre ?
Jeg satsede på det sikre her den første dag, da jeg investerede i noget spicy kylling, men jeg skal snart prøve de gadekøkkener.
Nu skal jeg have en god lang søvn, og så regner jeg med at besøge biblioteket i morgen.
Jeg vil gerne have fat på et bykort.
Jeg havde en plan om at få fat på en cykel, men endnu har jeg ikke set så meget som én cykel.
Jeg har fundet et par cykelforretninger, som jeg skal have kigget nærmere på.
Dagens vandring: 7 km. Totalt på turen 19 km

Masser af for lidt cykler
september 14, 2019
Søvnen er knap nok kommet på plads endnu, men det skal nok komme.
Temperaturen falder om natten, og det er næsten køligt om morgenen.
Denne dag sneg vi os igen op på 33 grader, og der er ikke et sekund, hvor en sky på himlen kan anes.
Jeg indrømmer, at der gled rigeligt med sodavand ned, og det er noget jeg skal arbejde med.
Jeg lagde fra land ved 10-tiden, og missionen var cykelforretning, boghandel og bibliotek.
Jeg nåede 2 ud af 3.
Nu kender jeg vejen, og så føles den kortere.
I løbet af dagen så jeg totalt 2 cykler og 3 hvide turister samt 2 tiggere.
I markedsgaden lod jeg mig friste af en kæmpestor hotdog, som var rigtig god.Jeg spurgte damen om jeg måtte tage nogle billeder.
Det måtte jeg bestemt ikke.
Det var skidt af en eller anden grund, men jeg kunne forstå, at det vat knap så galt, hvis jeg betalte for at tage billedet.
Næh tak.
Efter at jeg havde fortæret min hotdog spurgte hun så, om jeg ville tage et billede.
Jeg forklarede hende, at hvis det var så slemt, så sprang jeg over.
Den tyggede hun lidt på.
Så satte jeg kursen mod den cykelforretning, jeg havde fundet.
Der var stille, meget stille.
En kraftigt tatoveret ung mand hyggede sig med en gang heavy og var nok lidt irriteret over at en af de der kunder igen kom rendende.
Til sidst gik jeg hen til ham: “Lejer I cykler ud”.
Nej.
Så var samtalen li´som gået i stå.
Jeg kiggede lidt på lageret med brugte cykler.
Jeg fik opmærksomheden længe nok til at få at vide, at en udfaset bedstemorcykel kunne erhverves for 1600 Pula.
Så orkede han heller ikke mere.
Jeg lod handelstalentet hvile i fred, mens jeg funderede over, hvad man vil med en cykelforretning i en by uden cyklister.
Måske er han ansat til at sørge for, at det der irriterende cykleri ikke breder sig.
Tænk bare på København
Så vat det tid til kontrolbesøg i en boghandel.
Jeg spurgte simpelthen, om de havde bøger af Alexander MCall Smith.
Og det havde de skam.
En hylde fuld.
Et eksemplar koster 150 Pula, og nu har I jo allerede lært, at det svarer til 93 kr
Til slut købte jeg et Botswana simcard. Det var noget af en prøvelse. Damen ringede et sted hen, og en mand ville have en forfærdelig masse oplysninger, og også mit pasnummer.
Det vat altså bare et simkort.
Så var jeg også blevet træt, og med tasken fyldt med vand, traskede jeg hjem.
Jeg har ikke helt opgivet det der med cyklen. Der er flere forretninger, og det kan da ikke være værre end den første

No country for McDonald
september 15, 2019
Jeg har ladet mig fortælle, at der ikke findes McDo i Botswana. Det kan man godt lige tænke over. I dag passerede jeg forresten KFC.
Når jeg er ude at rejse, kan jeg godt lide at tænke, at jeg ikke er på ferie. Jeg bor der. Sådan oplever jeg det med Filippinerne, og jeg er i gang med noget lignende her. Det lyder vist fjollet, men det giver mening for mig
Nu har jeg så fundet ud af, at BSW nærmest lukker ned om søndagen. Vi kan godt lide at slappe af efter en hård arbejdsuge, forklarede min vært. Det lyder egentlig meget fornuftigt.Og der var også vældig stille downtown.
Jeg er slet ikke færdig med mit cykel projekt. En fb-gruppe er på jagt, og jeg har 3 nye adresser at undersøge.
Jeg ser kun få, der ryger i det offentlige rum. Jeg ser kun få skod på gaden. Jeg ser ingen,der kæver bajere på en bænk. Derimod har jeg kigget på en fodboldkamp, der blev afviklet på en rød sandbane. OMG
Jeg har planer om en safari lørdag. Det bliver ca 15 km herfra. Det har jeg Store forventninger til.At dyrene i Afrika er sultne …
I morges fik jeg morgenmad på en halvfin restaurant. Jeg spurgte den behagelige unge mand, om han kendte Damernes Detektivbureau nr 1. Det gjorde han ikke. Han vidste heller ikke hvad Bush Tea var for noget. Jeg er ikke særlig overrasket.

Meanwhile in Botswana
september 16, 2019
Jeg er langtfra frisvømmer i WordPress, og så sent som i går “mistede” jeg en del guldkorn, og det er rigtig ærgerligt, netop fordi det var …..Guldkorn. Programmet kan en forfærdelig masse, som jeg måske, måske ikke får styr på engang.
Jeg må hele tiden anstrenge mig for at huske, hvor det lige er, at bilerne kommer farende fra. ……….Nåh hvad, det er jo almindeligt nu om stunder, at der er en masse problemer med Venstre.
Just a little joke of mine.
Jeg får oplyst, at der er omkring 17 % luftfugtighed i dag. Det lyder da helt vildt.
Ørkenagtigt?
Definitionen på en ørken er bl. a, at der falder under 250 mm nedbør om året.
Og så bliver der koldt om natten. Her falder temperaturerne også betragteligt om natten.
Jeg glemte at opdatere min vandreliste. Lørdag gik jeg 11 km og søndag blev det til 9 km, hvilket bringer totalen op på 38 km.
Denne fine dag kan jeg tilføje hele 14 km, så det nu hedder 52 km
Jeg har fået hold i ryggen. Sikkert af flysæderne. Det varer gerne nogle dage. Og det er møgirriterende.Det kan også være, at ryggen er slidt op. Nåh skidt pyt.
I dag prøvede jeg en del ny ting. Jeg havde fået at vide, at der var en cykelbiks i nærheden af lufthavnen. Det er ca 10 km fra byen, så jeg besluttede at prøve de offentlige transportmidler. Man stiller sig ved et busstop og så kommer der en van, der kører et sted hen.
Jeg fandt en, der kørte mod lufthaven. Det koster kun 4 pula for en tur.
Jeg kom hen til et kæmpestort indkøbscenter, hvor det efter en del besvær lykkedes mig at finde cyklerne.
Det var en virkelig flot shop, og jeg fik en snak med de flinke folk der. De havde desværre ingen lejecykler, men de gav mig adressen på et sted, hvor der måske var nogen.
De forklarede mig, at cykler her kun bruges af folk, der træner.
Ingen kunne drømme om at cykle til arbejde.

Jeg kiggede mig lidt omkring i en boghandel og så, at de simpelthen havde en turistbog om Danmark. Det havde jeg ikke ventet.
Og så endda kraftigt nedsat.

Jeg fik prøvet minibussen, og jeg kom et stykke videre med cykelprojektet,
Jeg er 100 % sikker på, at der er mange, der ikke fatter, hvorfor det er så vigtigt for mig, men det er nu engang min verden.
Det var nemt at komme tilbage, for alle bilerne kørte ind til byen. I en boghandel fik jeg et bykort. Det kostede lidt dyrt, men nu har jeg det. Personalet var ret sløvt, og det lykkedes dem at irritere mig.
Det er normalt ikke svært.
Næste nye ting var mad fra et gadekøkken, som jeg købte af en ualmindelig sød traditionelt bygget dame.
Og så var der græskar, som Mma Ramotswe er så glad for.
Jeg glemte at spørge, om jeg måtte tage et billede af hende. Det gør jeg næste gang, for jeg kan godt lide at vende tilbage til en god oplevelse.
Hvis I sidder med spørgsmål angående nattelivet i Gaborone, så kigger I nok det forkerte sted, for jeg føler ikke den store trang til at udforske det område.
Ud på eftermiddagen bliver jeg gerne så ualmindelig træt, at jeg trasker hjem.
Der er sikkert gang i den et eller andet sted, og fred være med det.
Jeg har gode nyheder til mine kære læsere.
I morgen kommer der en solstrålehistorie fra den allerøverste hylde, og så vil jeg også udbrede mig lidt om drager.
På latin.
I kan såmænd godt begynde at glæde jer.
I må rigtig gerne kommentere. Det er så morsomt, at jeg skal godkende alle kommentarer, og jeg er naturligvis benhård, men retfærdig
Mentalt notat til mig selv:”Husk en anden gang at få lidt flere vandre-kilometer i benene før et eventyr. Når du går omkring 10 km om dagen uden at være ordentligt forberedt, vil det kunne mærkes

Hic sunt Dracones
september 17,
Oh Vandringsmand.
Mine ben ville gerne have en pause, så det blev kun til 6 km. gang. Totalen er nu 58 km
Jeg ville på biblioteket.
Det havde jeg store forventninger til.
Jeg vidste godt, hvor det lå, og fandt efter en tid indgangen.
Der var dødsstille derinde.
Og det var ikke fordi, der var tomt.
Først skulle jeg opgive navn og skrive under på noget.
Min rygsæk røg i et skab.
Jeg kom nu ind i et meget stort lokale, hvor der sad ca 70-80 mennesker og arbejdede.
I total tavshed.
Jeg sendte en venlig tanke til dagplejemødrene på Skjern Bibliotek.
Der var ingen bøger i det lokale.
De stod i det næste lokale.
Det var langt mindre og indeholdt 8-10 reoler med bøger.
Jeg fandt en opdeling af materialet, og det gik snart op for mig, at udvalget af engelsksproget skønlitteratur var yderst begrænset.
Stort set alle bøger havde en 20-30 år eller mere på bagen.
Jeg fandt “En sælgers død”, men det var ikke rigtig noget.
Jeg endte med at læse om Gabarone og Botswana i en ældgammel bog, hvor jeg bl. a kunne læse, at der var 200.000 indnyggere i byen.
Nu er der vist 600.000.
Man skal lære, så længe man har lever, og nu ved jeg, at bibliotekerne i Botswana mest er beregnet til at studere i.
Det der med udlånet kommer nok lidt senere.
Jeg skubbede forsigtigt min stol på plads og listede af.
Her findes drager
I gamle dage oplevede kartograferne undertiden store problemer med uudforskede områder på de kort, de skulle lave. Kortene blev ofte forsynet med hvide pletter og den oplysende tekst hic sunt dracones/her findes drager.
Jeg er skam blevet spurgt, om jeg har set nogle drager. Og nu har jeg mit bykort, der er helt uden hvide pletter og dragetekster. Dog har jeg set nogle firben, men de tæller vist ikke rigtigt med.
Gadesælgeren.
For et par dage siden var jeg på vej hjem fra byen, da jeg passerede en gadebod. Jeg er altid tørstig her, og den dag var ingen undtagelse.
Jeg havde nogle ting med hjem, bl a en plastpose med nogle varer.
Den satte jeg fra mig, mens jeg fandt nogle Pula frem, og så glemte jeg alt om den.
Senere på dagen fandt jeg ud af, at posen manglede.
Jeg regnede ud, hvor det var, jeg havde glemt den og gik derhen, men da havde de pakket sammen.
Dagen efter kom jeg forbi igen, og damen råbte mig an. Hun ville vide, om jeg havde købt cola dagen før, og om jeg havde glemt en pose.
Jeg bekræftede begge dele.
Nu gik hun lidt væk og fandt min pose, som hun gav til mig.
Jeg så lidt betuttet på hende.
Det var da dejligt at møde så ærligt en menneske, sagde jeg.
Hun forklarede mig, at hun ikke kunne drømme om at snyde sine kunder.
Jeg købte en ny cola, og jeg kan da godt afsløre, at jeg var noget rundhåndet med drikkepengene

Min blog handler rigtig meget om Mma Ramotswe og hendes verden, og det bliver ikke mindre, kan jeg afsløre.
Denne lille episode er som taget ud af historien om Damernes Detektivbureau nr 1.
Kan det virkelig passe, tænkte jeg mange gange, når jeg læste om Botswana, og det ser det faktisk ud til, at det kan.
Sidste: Så fik jeg lov til at tage et billede af den søde dame.
Faders Vilje.
Det var min far, der startede det hele. Han var flittig gæst på biblioteket i Aabybro, og han kom hjem med Pelle Haleløs, som han læste for os.
Snart begyndte jeg selv at stave mig igennem bøgerne, og jeg fik den ene åbenbaring efter den anden.
Jeg var solgt.
Jeg husker endnu mit lånernummer i skolen.
Nr 511.
De andre grinede, når jeg slæbte stakke af bøger hjem, men jeg læste dem faktisk.
Mit liv blev fyldt med bøger, og sådan har det været lige siden.

Jeg har en rigtig god ven, som også elsker bøger.
Vi giver af og til hinanden tips om gode bøger.
En dag kom ham med en bog, som jeg aldrig havde set før: Damernes Detektiv Bureau nr 1.
En spøjs titel.
Og da gik jeg i gang.
Bøgerne skrider ualmindelig langsomt frem, og der er så mange gentagelser, at det virker helt eventyragtigt.
Utallige gange hører vi om den lille hvide varevogn, og utallige gange hører vi, at Mma Makutsi fik 97 % i maskinskrivning.
Men vi hører ikke de ting én gang for meget.
Vi arbejdede os stille og roligt gennem alle bøger, vist 13 stk.
Vi oplevede nærmest en følelse af tomhed, da vi var færdige.
Der må jeg ned, sagde jeg, og få dage efter havde jeg smidt penge efter en billet til Gaborone.
Man kan vist godt sige, at Damernes Detektivbureau nr 1 kom til at forandre mit liv.
Jeg forventer ikke, at andre får det samme ud af bekendtskabet med Precious Ramotswe,selv om jeg under alle at løbe ind i en litterær oplevelse. Men hvad med dig?
Har du læst en bog, der forandrede dit liv?
Det vil jeg rigtig gerne høre om

Dag 8. Onsdag den 18. september 2019
Vandret: 13 km. Totalt 71 km
Min ryg driller stadig, men er det ikke, som om det går lidt bedre? Det værste er, når jeg kravler ud af sengen om morgenen. Det kan ikke være et kønt syn.
Men efter et stykke tid har jeg så nogenlunde fået vredet kroppen hen i en position, der er til at holde ud.
Jeg har masser af varmecreme derhjemme, men kom det med på pakkelisten? Næ næ. Jeg tror, jeg smutter ind på et apotek, og ser, hvad de har på lager.

Jeg er så glad for min cykel
Jeg er kommet lidt videre med mine cykelplaner, og det ser ikke for godt ud.
Den fine cykelforretning gav mig et nummer, jeg kunne kontakte, og der er kommet svar tilbage om, at jeg godt kan leje en cykel.
De nævner også, at prisen er 395 Pula pr dag.
Altså ca 250 kr.
Det gør jeg bare ikke.
Nu har jeg så kontaktet en cykelklub. Det kan være de har en udfaset MTB, der trænger til at blive luftet.
Jeg meldte tilbage til cykeludlejerne, at det var for dyrt, og nu har de svaret tilbage, at der er discount, hvis man lejer for flere uger.
Med det udgangspunkt kan jeg ikke forestille mig at det vil ende ud med noget jeg kan kalde en fornuftig pris.
Safari
Så går det bedre med weekendens planer om safari. Jeg har en kontakt, der er i gang. Første oplysninger går ud på, at det koster 150 Pula pr person for en 2 timers køretur. Jeg vil så gerne se en flodhest, men jeg har ikke styr på hvilke skabninger, der drøner rundt i området.
Kreditkort.
Da jeg var dreng, boede jeg ca 20 km fra Aalborg, den store forjættede by.
Det var altid en oplevelse at komme der.
Vi købte sko i City (ballon) og tøj i Boston.
Jeg husker stadig, at jeg med stor interesse kiggede på de skilte, der sad på butikkerne: Diners, Americans Express, og hvad der nu ellers var. Jeg vidste ikke helt, hvad det var, men jeg mente nok, at det var noget attraktivt for de rige.
Tiden er gået og nu svinger jeg hjemmevant med mit Visa kort, så det nærmest bliver rødglødende, men rig er jeg nu aldrig blevet.
Jeg kan godt savne den troskyldige og naive tilgang til tingene, som vi havde som børn, og den der fantastiske evne til for alvor at kunne begejstres
Botanisk have.
Det lyder jo spændende, og det var hovedprogrammet denne dag. Stedet lå ca 4 – 5 km væk, og jeg ville gå derud.
Det forløb meget godt.
På vejen besøgte jeg en kunstudstilling som jeg fortæller om senere. Skiltningen til haven var mangelfuld, men med flere små afstikkere fandt jeg derhen.
Ved indgangen sad en ung mand.
Hos ham skulle jeg skrives i mandtal.
Et skilt bad mig følge den anviste sti, og det gjorde jeg så. Det havde jeg sikkert skrevet under på, at jeg ville.
Nu kommer så et af de vigtige spørgsmål: Kan der gro noget i en ørken uden vand?
Nej vel?
Og her var der ingen vanding.
Og derfor ikke noget der groede.
Jeg kan godt huske Disney’s Den levende Ørken, men jeg havde ikke rigtig mod på at blive der natten over og se om der kom liv.
Jeg gik rundt og så ikke noget der groede og ingen skilte der forklarede hvad der skulle have groet.Ekspeditionen var under 1000 m og dermed var Gaborone Botaniske Have vinget af.
Et besøg der ikke for alvor vil gå over i historien.
Højdepunktet var helt klart, da 2 vortesvin fes over stien lige foran mig.
Inden jeg gik videre fik jeg en sludder med den unge mand, og vi blev enige om, at det var er kedeligt job, han havde.

Jeg arbejder på, at forstå, hvordan man kommer rundt i byen.
Jeg har fundet ud af, at de Minivans, man bruger hedder Combi.
Der står numre og navne på dem, så det er muligt at finde ud af, hvor turen går hen.
På vej hjem fra Den blomstrende Have nuppede jeg en Combi.
Der er ikke megen plads, og kommer man ind forinden, er det svært at komme ud, især når man ikke ved, hvor man skal hen.
Folk kigger mildt interesseret på mig, når jeg kanter mig ind i vognen, og i dette tilfælde havde jeg regnet med, at den nok havde endestation et sted midt i byen.
Den endte ganske rigtigt ved Railway Mall, hvor der også er en slags Combistop.
Så ved jeg det.
Eftersom det kun koster 4 Pula for en tur, kan jeg sagtens bruge dem til at finde lidt ud af, hvilke skatte byen gemmer på.

Coming up: Jeg vil fortælle lidt om det spændende kunstmuseum, jeg besøgte i dag.
Der er en 3. cykelforetning, som jeg skal besøge.
Det er snart Safaritid.
Og så har jeg fostret en ualmindelig god ide.
Jeg må dog erkende, at jeg af og til står alene tilbage med begejstringen, når jeg løfter sløret for et nyt spændende tiltag.
Det skal dog ikke på nogen måde forhindre mig i at blive ved ?

Thapong Visual Artscentre
september 19
Lille sky gik morgentur …..
Bare ikke i Gaborone
Vandring: 9 km. totalt 80 km
Mine fødder spurgte om vi kunne tage det lidt med ro denne dag.
Jeg mener, at jeg kan se frem til et fonuftigt fremtidigt samarbejde med mine fødder, så jeg sagde ok.
Derfor blev jagten på den 3. cykelforetning udskudt.
I stedet blev dagen til en jagt på penge, som jeg udbreder mig lidt om nedenfor.
Jeg sendte penge til mig selv gennem Worldremit, og det var ikke så simpelt at finde stedet, hvor jeg kunne hente pengene.
Min GPS bragte mig på afveje, men så har jeg da lært, at jeg ikke kan bruge den med få meters nøjagtighed.
Men kontoret blev fundet, og oplivet af den succes gav jeg mig selv en Combi-tur, hvor jeg kom til at sidde på forsædet.
Så går det langt nemmere.
Derefter trissede jeg tilbage igen, og efter at havde købt forskellige småting gik jeg hjem, og jeg gjorde fødderne opmærksomme på, at det var midt på eftermiddagen.
Den efterretning blev modtaget med tilfredshed.
Min værts bedstemor er her igen, og vi fik en lille sludder.
Hun ville gerne vide, hvordan jeg var tilfreds med hendes by, og den fik ikke for lidt med rosende ord
Men jeg er også ualmindelig godt tilfreds.
Det hele glider afsted i et roligt tempo. Det er bare dejligt.
Hjemme på værelset bruger jeg hver dag rigtig meget tid på at gøre det attraktivt for jer, mine kære følgere at være med i Botswana.
Vi husker jo alle de kloge ord: TTT: Ting tager tid.
Mit fjernsyn virker ikke, og det behøver det overhovedet ikke at gøre, mens jeg er her.
Thapong Visual Artcentre.
Bag den smukke titel gemmer der sig et spændende kunstmuseum, og en café hvis navn lyder rigtig bekendt. The No. 1 Ladies coffeehouse.
Jeg kom tilfældigt forbi og lod tankerne gå tilbage til det fantastiske Nolde- museum, jeg nylig besøgte.
Jeg så først noget moderne kunst, der var alt for avanceret for mig.
Jeg gik videre og kom til et rum, hvor 2 kunstnere var i gang med at arrangere deres billeder.
Jeg har det sådan, at jeg gerne vil se, om en kunstner virkelig kan male (en hest), inden jeg giver dem lov til at “klat mæ måling”, som Hausgaard ville have sagt det.
Disse 2 kunne godt male en hest.
Vi fik en hyggelig sludder, og jeg erfarede, at priserne spændte fra 100 Pula og op til 2500 Pula. Vist rimeligt nok
Lonely Planet tilbyder et arrangement, hvor man oplever Botswanas kultur. Sammen med folk fra mange lande, er man gæst i et privat hjem.
Her vil der være en buffet med lokal mad.
Man vil få forklaret, hvad man spiser, og mens man spiser alt hvad man kan, spilles der lokal musik.
Man får også mulighed for helt eller delvis at iføre sig lokal klædedragt for at gøre det så autentisk som muligt.
Hele showet koster 400 kr.
Det lyder alt sammen rigtig fint, og det er ikke en tanke, der er fremmed for mig.
Men jeg har en endnu bedre idé, når jeg selv skal sige det.
Det er alligevel ikke helt autentisk, når man arrangerer det på den måde. Jeg er helt med på, at det er ganske fantastisk at være gæst i et privat hjem, og det har jeg heldigvis haft lejlighed til i nogle af de mange lande, jeg har besøgt.
Jeg har bl. a fået Sushi i Japan, og jeg har spist kål i Polen, og det er vildt spændende.
Min plan her går ud på at få lov til at besøge min nye veninde, den ærlige gadesælger, og hendes familie.
Jeg har faktisk allerede haft følere ude, da jeg spurgte, hvad der er “nice Botswana food”.
Både hun og hendes mand havde masser af forslag, og var straks usikre på, om jeg nu kunne lide deres mad.
Jeg forklarede, at det var underordnet om jeg kunne lide det.
Det vigtigste var at få lov at smage. De er naturligvis ikke rige og jeg skal da betale maden.
Nu er ideen plantet, og det skal nok komme op igen, når jeg køber min daglige cola.
Ja de penge ...
Pula, kwarta, kroner.
Penge har vi altid brug for, hvor i verden vi end befinder os og hvad pengene nu hedder
Jeg var engang i Filippinerne, hvor Nets lukkede min konto, fordi de undrede sig over, hvorfor der blev handlet derfra.
Det var ualmindelig ubehageligt.
Pula kan ikke købes i Dk, så jeg havde euro og dollars med.
Sådan lige for at komme i gang.
Her I Botswana kan jeg tilsyneladende højst hæve 700 Pula i ATM og det er ikke nok.
Og så betaler jeg vist gebyr både her og hisset.
Så kommer vi til Plan B.
Jeg sender penge til mig selv.
I dette tilfælde gennem World Remit, som er hurtigt, let at finde ud af og helt pålideligt.
Første gang er lidt besværligt, men næste gang er man i systemet, og så tager det få sekunder.
Og så giver det sådan en dejlig fornemmelse at være god ved sig selv
I morgen bliver det nok Cykelforretningen.
På ventelisten står bl. a byens museum og et stort monument.
Og der dukker hele tiden nye ting frem

Cyklerne, cyklerne, cyklernes kor …
september 20
Dag 10. Fredag den 20. september 2019
Dagens kilometertal 10 km. Totalt 90 km.
Jeg er godt klar over, at I alle sammen spekulerer på, hvordan det går med mit hold i ryggen.
Nogen har sågar næsten spurgt til det.
Jeg er glad for at kunne sige, at det går støt fremad.
Jeg kan allerede ligge i sengen uden stok.
Sådan et hold gør altså umanerlig ondt.
Til gengæld kan jeg oplyse, at jeg har fået en lille ømhed på højre læg, og den skade står det enhver frit for at spørge til.
Det skal ikke komme an på det.
Biksen, der ikke var der.
Så fik jeg styr på den 3. Cykelbiks, som blev dagens hovedmål.
Adressen var i den sydlige udkant af byen ved noget, der hedder Game City Mall.
Jeg kom derud med 2x combi og mente nok, jeg havde styr på, hvor biksen var.
Det havde jeg også og så alligevel ikke.
Jeg fandt nemlig ud af, at forretningen var flyttet.
Og da jeg fandt ud af, hvor den var flyttet hen, gik det op for mig, at det var den selv samme forretning jeg besøgte tidligere ved Airport Junction.
Og de kunne ikke hjælpe mig.
Nu ser det sort ud.
Jeg kunne godt finde på at standse en cyklist på gaden og spørge, om jeg kunne leje hans cykel.
Problemet er, at der ikke er nogle cyklister at standse.
Jeg burde have været opmærksom på, at det var den samme cykelbiks, men nu fik jeg turen, og derfra hvor jeg stod havde jeg en imponerende udsigt til Kgale Hill.
Se dig lige for.
Det er for alvor svært at huske, hvor bilerne kommer fra. Jeg prøver virkelig. Der er heller ingen lys for fodgængerne, selvom der er overgange. Man må kigge efter bilernes trafiklys, men hvis der er flere baner, kan det være ret uoverskueligt. Man standser ikke ved striberne, fordi der står en stakkels dansk opdagelsesrejsende og tripper for at komme over.
Jeg har oplevet tilsvarende i London, hvor man endda ser skilte, der formaner turisterne om, hvilken retning, de skal kigge i.
Det kommer ikke til at ske her.
Getting around.
Jeg arbejder hårdt på at blive klogere på, hvordan man kommer rundt. Og jeg lærer lidt hver dag. Når man venter ved stoppestedet, er der en rigtig god anledning til at komme i snak med folk. Og de vil gerne hjælpe. Forsædet er det bedste, og ellers skal man ikke gemmes for langt væk.
Så har man combi-taxierne. Det virker på samme måde, men her koster det 5 Pula. Priserne her er generelt ikke lave, men transport er rørende billigt. Man kan også få taxi til special price, men det har jeg ikke prøvet endnu.
Så skulle det være safari-tid i morgen.
Det er ikke kommet helt på plads, men I ved, African Time ?

Mokolodi Nature Reserve
september 21, 2019
Dag 11 lørdag den 21. September 2019.
Gangvortegymnastik: 9 km. Total 99 km
AirBnB
Det er første gang jeg stifter bekendtskab med AirBnB, og det synes jeg er en rigtig spændende ting.
Der er utallige muligheder for overnatning her i Gabarone, men det er ikke særlig billigt.
AirBnB kan man få for en tredjedel af prisen. Jeg mener, jeg betaler 115 pr nat.
Det er naturligvis ikke luksus, men jeg kan godt lide det simple.
Men nu skal jeg alligevel flytte.
Jeg har booket få dage ad gangen for at have mulighed for noget andet. Jeg havde besluttet mig til at booke for en halv snes dage på det første sted, men den 25. September var optaget. Og kun den dag.
Det giver ingen mening at finde et sted for en enkelt nat og så vende tilbage. Så fantastisk er det altså heller ikke.
Så min søde vært Brian får altså én overnatning i stedet for de 10, jeg mindst havde planlagt.
Men det gør ikke så meget for mig. Det er helt spændende at flytte til en ny bydel
Jeg fandt ganske let et nyt sted, som jeg har booket for 3 dage. Hvis det er et godt sted, må jeg skynde mig at booke noget mere.
Huset ligger ca 6 km herfra, og det er stadig inde i byen.
Vild med dans.
Jeg følger naturligvis med i nyhederne, selv om jeg befinder mig i Botswana.
Nu ved jeg, hvem der er næstformand i venstre.
I min jagt på nyhederne, er det svært at undgå at læse om Vild med dans og lignende udsendelser.
Jeg har én gang set et afsnit af X-faktor, og det var fordi jeg kendte en af deltagerne lidt.
Ellers undgår jeg dem allesammen.
De er populære, og fred være med det.
Min indvending er, at det hele fremstilles, som om det betyder noget
Det har jeg det svært med.
Nåh, lad mig nu tage fat på dagens begivenheder inden jeg får rodet jeres kongehus ind i det ?
Kolomodi.
Dagen bød på et besøg i Kolomodi Naturreservat. Jeg havde selskab af en god ven, og det er jo altid rart.
Kolomodi ligger ca 15 km fra byen, og vi kørte derudaf med lokal bus.
Det er altid umådeligt interssant.
Vi stod af ved vejen, der ført hrn til Kolomodi og så et skilt der sagde 1,5 km. I 33 graders varme.
Uden skygge.
Heldigvis blv vi samlet op af en van, der kom forbi. Det er normalt at hjælpe hvis man kan.
Det kostede 150 pula at få en tur, men der var rabat, så det blev til 120 pula per person.
Inklusive en sodavand og en pose chips.
Sammen med os var en familie med 2 små børn.
Søde mennesker og velopdragne børn.
Vores guide fortalte, at det ikke var det bedste tidspunkt (14.00) pga varmen, men det var der ikke noget at gøre ved.
Han fortalte også, at det ville blive en rigtig ublid og hoppende tur.
Det må jeg nok sige.
Jeg frygtede at mine nyrer vill blive ryster løse.
Det varede et stykke tid, inden vi så en kanin, men den hørte ikke med til de vilde dyr.
I løbet af turen mødte vi impalera, gazeller og andre hjortedyr.
En masse vortesvin.
Og så mødte vi en noget sky giraf, og højdepunktet var, da vi kom hen til et par næsehorn.
Selv om vi ikke så vildt mange dyr, så var det alligevel en fantastisk tur.
Bushen er enestående smuk.
Vi så desværre ingen sort mamba, men de er der skam, forklarede guiden.
De kommer aldrig frem i så stærk en hede.
Jeg var rigtig godt tilfreds med turen, og da vi skulle hjem fik vi kørelejlighed med vores nye venner fra turen.
Det var vi rigtig glade for.
Jeg blev sat af ved en Mall, og købte noget, jeg troede var en pizza.
Mma Ramotswe lagde mærke til kvinden, der stod henne ved bluserne.
Hun havde en æske i hånden og tog noget op af den, der lignede Mopani orme.
“Mopani orme”, spurgte Mma Ramotswe.
Hun tilbød posen til Mma Ramotswe, som tog en af de tørrede træorme og puttede den i munden.
Det var en delikatesse, hun simpelthen ikke kunne modstå.
Min gode ven har lovet at tilberede nogle orme til mig næste lørdag.
Det glæder jeg mig til, eller noget

Zebra Way – Zebra Drive.
september 22,
Dag 12, søndag den 22. september 2019
Jeg fik gået 13 km, og så er totalen oppe på 112 km
“Hun fandt huset først på en hjørnegrund på Zebra Drive. Det var dyrt, og hun besluttede at tage et lån i noget af det, så hun også kunne få råd til at købe et andet sted til forretningen”.

Nu var dagen kommet, hvor jeg skulle besøge den gade, hvor Mma Ramotswe boede, og jeg skulle også se hendes hus.
Jeg ved jo godt,at alle personerne og for den sags skyld også selve Gabarone som vi kender det fra bogen, er fiktion.
Ikke desto mindre var det et specielt øjeblik for mig, da jeg drejede ned ad Zebra Way (Zebra Drive), og jeg forventede halvt om halvt at møde den lille skæve hvide varevogn ,men det skete dog ikke.
Zebra Way er en lille pæn vej for det bedre borgerskab.
Jeg fandt også frem til huset, hvor vi leger, at hun boede.
Men ingen inviterede på Red Bush the.
Hun var garanteret ude på en opgave, så naturligvis havde hun ikke tid til at være selskabelig.
Vi ses Mma Precious Ramotswe, mumlede jeg for mig selv, da jeg gik videre.
Langturscyklisten
Under besøget i Kolomodi Nature Reserve fik jeg øje på noget, der altid får mig til at vågne op.
En langturscyklist.
Jeg angreb uden tøven.
Jeg ser mig selv være på vej derude, og jeg må straks høre nærmere.
Ham her var en af de helt seje.
Han var engelsk/græsk, og han var på vej fra Cape Town til Ægypten.
Intet mindre.
Hverken udstyr eller cykel var fancy, men det er jo heller ikke det vigtigste. Det vigtigste foregår oppe i hovedet. Det ved jeg alt om ?
Når jeg forhåbentlig næste år cykler rundt oppe i Sverige, vil jeg elske, hvis et eller andet gammelt fjollehoved kommer hen og sludrer.
Vi snakkede længe om hans tur og blev enige om, at når han nu havde overlevet Sydafrika, var det værste overstået.
Da vi noget senere kørte ude i bushen mødte vi ham.
Han var ude at spadsere en lille tur .
I ride my bicycle to ride my bicycle
A Zen proverb about bicycling:
A Zen teacher saw five of his students returning from the market, riding their bicycles. When they arrived at the monastery and dismounted their bicycles, the teacher asked the students, "Why are you riding your bicycles?"
The first student said, "It is the bicycle that is carrying the sack of potatoes. I am glad that my back has escaped the pain of bearing the weight"