Jeg har læst ”Jens Petersens forlængede forår” af Cecilie Overby.

2019. 242 sider

Bog nr. 64 jeg har læst i 2024.

Vi starter med at tage afsked med Marie.
Det er lidt ubehageligt.

”Hun fulgte efter lyset. Og var væk.”

Vi bliver ladt tilbage med Jens, der er omkring 80 år gammel.
Han har lidt svært ved livet uden Marie.
Jeg ved ikke, om man kan sige, at han savner hende, men han er stadig fanget af deres rutiner, som hun tilsyneladende tvang igennem.
Man kan således ikke spise frikadeller på en hvilken som helst dag.
Eller have værktøj hvor som helst.
Osv.

Så slår han sin tå.
Han ender med at gå til lægen.
Den unge læge ser, at han har været der en del gange, siden Marie gik bort, og han giver ham antidepressiv medicin.
For tåen, tror Jens Peter.
På vej hjem møder han nabokonen Else og taler længere med hende, end Marie ville have fundet i orden.
Og Else dukker da også senere op med kager til kaffen.

Han mangler plaster og en proptrækker og han beslutter sig til at gå huset systematisk igennem.
(Den alvidende anmelder griber lige ind her og hvisker, at det ikke er tilfældigt at disse effekter ikke er at finde.)

Så finder han Maries dagbog, og man må nok sige, at hans liv forandrer sig for altid.

Man siger ofte, at tingene ikke altid er, som de ser ud til at være.
Det kommer virkelig til at passe her.

Marie voksede op i Himmerland mellem Hobro og Mariager.
Det er en egn, jeg kender ud og ind.
Det har slet ikke nogen betydning for bogen, men det er altid interessant at læse om steder man kender.(Hobro, Mariager, Hadsund, Nørager og Stenild)

Efter at have læst dagbogen beslutter Jens sig for at tage til Himmerland i sin bil.
Han har et par spørgsmål.

Da han forlader Himmerland igen er det på en flunkende ny racercykel.
Med klik-pedaler!
Tilbage i Hobro står der en bil med en bule og en parkeringsbøde.
Han er en hel del klogere, da han efter 4 dage ankommer til Birkerød.
Han har endda opnået at få en ny god ven på turen.
Ja, ja jeg ved det godt, men du er altså nødt til at læse bogen så.

Bogen er skrevet i et enkelt sprog, og man kunne da godt tænke sig, at den er mest interessant for læsere, der er ca på Jens´ alder.
Den er let at læse og skrider frem i god ro og orden, med de nødvendige pauser til at dykke ned i dagbogen.

Cecilie Overbye griber gerne i posen med de gamle tasketricks for at involvere læseren.

S. 149. ”Der var noget, som han havde læst, som han ikke kunne holde fast i

Hele tiden smuttede den dybere sammenhæng væk.”
Åh Jens, vi vil så gerne hjælpe dig. :-)

Trods det dystre emne er bogen holdt i en munter tone.
Jens´møde med Facebook og Internettet er ganske underholdende.
Han er ikke den første, der til sin undren oplever, at skærmen fyldes med russiske barmfagre damer, når man aktiverer et tilsyneladende uskyldigt link.

Alt i alt kan man godt sætte et forsigtigt V i rubrikken Feelgood efter at have oplevet Jens Petersens forlængede forår.

Jeg har læst ”Angst i en håndfuld støv” af John Ives.

1978. 299 sider

Bog nr. 63 jeg har læst i 2024.

Som hævn for sin anbringelse på statshospital efterlader indianeren Duggai fire psykiatere i ørkenen - uden vand, mad og tøj.

Den 27-årige Calvin Duggai på 27 år har været spærret inde på et statshospital i fem år for at have slået 5 mennesker ihjel ved at efterlade dem i ørkenen

Inden han forlader de 4 psykiatere brækker han benet på én af dem.

Og hvor er Duggai? Sidder han et sted og holder øje med dem?
Det er lige præcis, hvad han gør.
Han kunne have skudt dem alle med det samme, men det er ikke den slags hævn Duggai vil være tilfreds med.

Men den ene psykiater, Mackenzie er selv indianer og ved, hvordan man overlever.
Og så går der Robinson Crusoe i historien.
Det viser sig, at der er mange ting man kan gøre for at overleve i ørkenen.
F. eksempel skal man grave sig ned om dagen for at undgå solens stråler.
Man skal også holde øje med dyrene og lære af deres færden.
Men Duggai lurer konstant.

Hævnaktionen kommer også til en ende, men hvem der vinder og overlever kan naturligvis ikke afsløres her.

Det er en rigtig fin spændingsbog, som nok ikke efterlader varige minder hos læseren.

Forfatteren John Ives hedder i virkeligheden Brian Garfield. (1939)
Han er også af og til Alex Hawk og Brian Wynne.
Jeg har aldrig rigtig forstået, hvorfor nogle vælger at skrive under pseudonymer, og det gør mig altid lidt mistænksom.
Karen Blixen skrev ofte under pseudonym, for så kunne hun skrive lige hvad hun ville uden at skulle forklare, hvorfor hun skrev det.
Svend Åge Madsen skrev sammen med Lise Madsen under pseudonymet Marianne Kainsdatter for at undgå overeksponering.

Sylvia Plath, Søren Kierkegaard, H.C. Andersen, George Elliot, Lars Kepler, Merete Pryds Helle, Morten Søndergård, E.L. James og J.K. Rowling har alle skrevet under pseudonym.

Venlig hilsen

Hieronomus Kornmaaler.

Jeg har læst ”Steinbecks spøgelse” af Leif Davidsen.

2014. 446 sider

Bog nr. 62 jeg har læst i 2024.

Vi er mange, der sætter pris på John Steinbeck.

Leif Davidsen er én af dem.

Han beslutter sig for at køre i Steinbecks fodspor rundt i USA.
Det gjorde Steinbeck i 1960 og han beskrev turen i ”På rejse med Charley”
Davidsen har ikke nogen hund med, men til gengæld er hans hustru Ulla med på rejsen.
Bogen er en ”rigtig” rejsebeskrivelse.
Det er ikke en alternativ fiktiv historie.
Dette er den ægte vare.

Davidsen skriver løs af karsken bælg om Steinbeck og alt muligt andet.
Jeg vil anslå, at der står langt mere om ”alt muligt andet” end om Steinbeck.
Og det er egentlig fint nok for mig, omend det undrer mig lidt.
Efterhånden som historien skrider frem, bliver der mindre Steinbeck og mere Davidsen.
”Nu jeg har jer, skal I da også lige have den her historie med”, og det er da også spændende nok.

Leif Davidsen er en glimrende fortæller, og udover den aktuelle tur får vi historierne om hans barndom i Bogense og hans ophold som udvekslingsstudent i USA.

Han fortæller om sin barndoms skolebibliotek, hvor en ubehagelig skolebibliotekar ikke kunne holde ham væk.
Han var besat af bøgerne.
En beskrivelse jeg genkender fra mig selv.
Parret besøger også Hemingways fødested og gravsted.
Leif Davidsen holdt meget af Hemingway og indvier os gavmildt i den oplevelse.

Leif Davidsen drøner som sagt ud af den ene tangent efter den anden.

Han finder bl. a lejlighed til at henvise mig til den svenske forfatter Kerstin Ekman, og vi får historien om manden bag præsidenterne i Mount Rushmore, der minsandten stammer fra Børglum i Vendsyssel.

Politiken synes også, at Davidsen ryger ud af for mange tangenter.
Det bliver for meget, siger de.
På Berlingske er de lige så skeptiske og mener, at den forfatter der søges er...... Leif Davidsen.

Jyllandsposten er noget mere tilfreds:
”Det hele holdt i en afslappet, essayistisk tone, der bevidst dyrker skriftens karakter af "slow food" i en tid med mediernes dyrkelse af det flimrende og fragmenterede. ”

Davidsen kan godt lide Bruce Springsteen, og der er talrige citater strøet ud over værket.
Jeg er bekendt med at Springsteens tekster er meget meningsfulde, men jeg har aldrig rigtig studeret dem.

Den gode Leif Davidsen snakker hele tiden om mil.
Det er et godt gammelt dansk længdemål.

Men i USA bruger de altså miles.

På side 402 nævner han Jim Morrison fra The Doors, men kalder ham Morrisson.
Jeg vil bare hjælpe lidt Leif :-)

Jeg har selv været lidt rundt i USA, og har alt i alt været godt underholdt i selskab med Leif og Ulla, hvor billeder dog er en mangelvare.

Jeg har læst ”Fri mand” af Thomas Bo Larsen” (Michael Holbek)

2023. 339 sider

Bog nr. 61 jeg har læst i 2024.

Sprogligt og litterært er der ikke noget særligt at komme efter, så det er præcis, som det skal være, når det handler om en særdeles åbenhjertig biografi.
Michael Holbek er ret usynlig.

Men hvis vi anskuer bogen som en biografi, er der rigtig meget at komme efter.

Det er svært at forestille sig, at man kunne finde på at læse en biografi om en person, man overhovedet ikke kender.
Og hvor kender jeg så Thomas Bo Larsen fra?
De ”billeder” der stærkest trænger sig på er Thomas Bo Larsen i ”Festen” og senest i ”Druk”.

Jeg er selv lidt forundret over, at jeg ikke har syntes, at han var en københavnerflab, der bare var for meget.
Men sådan har det ikke været.
Han har været en vild og gal mand i min periferi, og jeg har altid fundet ham underholdende.

Det har nok altid ligget i kortene, at han var en tørstig sjæl, men at han kunne eliminere en dagsration på en flaske vodka, 2 liter papvin, nogle baner kokain + det løse, det maner godt nok til alvor.

En ting jeg var rigtig glad for, var den kærlighed, hvormed han behandlede sin datter Sally.
Som også udtaler sig i bogen.

Hvis man slår hende op, ser det ud til, at hun har klaret sig godt.

Han spiller alle mulige roller, og bl. a er han Onkel Anders i ”Far til fire”.
Nogle af os synes, at nutidens Far til fire er en gang skrammel, men hør hvad Thomas Bo Larsen siger.
S. 296: ”jeg abonnerer ikke på denne der fisefornemme indstilling, at nogle roller ikke skulle være fine nok til mig. Jeg er skuespiller, jeg får et job og jeg tjener penge.”

På samme måde har han det med reklamer.
Han er en hård mand :-)

Skulle man få lyst til at opleve ham i serien ”Bedrag” kan det stadig lade sig gøre.
dr.dk er din ven.

Jeg har ikke fået nogen litterær oplevelse ved at læse ”Fri mand”, men jeg har alligevel været rigtig glad for at læse bogen.
Jo mere jeg læste af bogen, jo bedre kom jeg til at synes om ham.
Hvis du har en lille flig af sympati for Thomas Bo Larsen, synes jeg, du skal læse bogen.
På hans vegne er jeg stolt af, at han holdt sig ædru i så mange år og har fået så meget ud af det han kan.
Det er ret sejt.

Sindsrobønnen.
Giv mig sindsro til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre.
Mod til at ændre de ting jeg kan.
Og visdom til at se forskellen.

AA indeholder 12 trin.
Trin 9 handler om, at man skal opsøge de mennesker, man har svigtet og sige undskyld, hvis det er muligt.

Thomas Bo Larsen tog til Indien, hvor han havde opført sig ganske forfærdeligt overfor en mand, der bare ville ham det bedste.

Anmelderne er rimelig godt tilfredse.
Berlingske kommer frem til 4/6 og konkluderer:
”Holbek og Larsen er et godt match.”

Robert 1997 for hovedrollen i ”De største helte”.

Thomas Bo Larsen kan godt lide Shu-bi-dua.
Det kan jeg bestemt også :-)

Jeg har læst ”Snydt ud af næsen” af Thomas Korsgaard.

2024. 330 sider

Bog nr. 60 jeg har læst i 2024.

Det første man lægger mærke til er, at bogen er skrevet med usædvanlig store typer.
Næsten som man ville gøre i en børnebog.
Men dette er ikke en børnebog.
Faktisk er den så langt fra at være en børnebog, som den kan være.

Det næste man lægger mærke til er, at bogen er usædvanlig velskrevet.
Det kan ikke undre, hvis man kender lidt til Thomas Korsgaard.

Og det synes jeg nok, at jeg gør.
Jeg tror nok, at jeg har læst det meste af, hvad han har skrevet, og det begynder at gå op for mig, at hans forfatterskab måske kunne bære overskriften ”elendighed”.

I første Mosebog taler Abraham med Herren om at spare Gomorra.
Det bliver færre og færre retfærdige Abraham skal finde for at spare byen, men de findes ikke.

På lignende vis søgte jeg efter noveller, der ikke var den rene elendighed.
Det lykkedes heller ikke.

Hvad er det du vil, Thomas Korsgaard?

Nu har du et stort publikum.
Du har succes, og du har penge nok.

Du behøver ikke at gå hen og blive som Finn Søeborg, men en smule optimisme ville ikke være af vejen.
For det kan da ikke passe, at der kommer mere elendighed, fordi det første solgte så godt?

En novelle er ofte præget af antydningens kunst.
Der mangler noget, og det skal vi selv digte.
I ”Sove igennem” er vi ikke med, når moderen finder Sarah, og i ”Snydt ud af næsen” er vi der heller ikke når Kevin kommer hjem og skal fortælle, hvem der har købt alle hans mærker.

Jeg er vant til at bo på landet, men jeg synes da aldrig, jeg har oplevet en lokalitet, hvor der er så mange ….. specielle individer, som der er i denne bog.

Det er lidt som Barnaby`s landsby Midsomer, hvor der simpelthen myrdes mennesker i en uendelighed.

Selv når jeg anstrenger mig har jeg svært ved at komme i tanker om et sted med så meget koncentreret elendighed som i denne bog.

Nogle af personerne går igen i novellerne, og det er en ret interessant ting.
Det er bl. a Aage Jørgensen og hans søn Kevin og Ejvind, der sidder på pengene.

Kære Thomas Korsgaard.
Næste gang vil jeg læse noget rigtig livsbekræftende.

Kan jeg anbefale bogen?
Tjah, han skriver eminent godt.
God fornøjelse.

Snak:
Theo har været på lejrskole og har fået smadret sine briller.
Theos far snakker med Kevins far.
Ikke nogen rar samtale.

Kanoudlejningen.
Kristoffer og Linette hygger sig ved åen. Han har været ædru næsten 4 måneder, og hun synes, han er kedelig. Snakken går om den kanoudlejning, de aldrig fik lavet.
Han roser sin ven Jesper for at have ”reddet” ham.
Ikke nogen god stemning.

Sove igennem
Mor vil gerne sove efter nattevagt.
Jonas og Sarah har lovet at være stille og forsøger at underholde sig selv.
Husets lejer har en ATV stående, som Jonas forsøger at starte trods Sarahs protester.
Hun kommer i klemme og ligger helt stille.
Jonas forsøger at lade som ingenting, skønt moderen begynder at lede efter hende.
Hun kommer nærmere til bygningen, hvor uheldet fandt sted.
Uha.

Brænde 1
Åge taler med Bent Kristiansen angående salg af noget brænde.
Da Bent finder ud af, hvem han taler med, skal han ikke have mere handlet.
Samtalen afbrydes.

Snydt ud af næsen.

Kevin, søn af Åge Jørgensen, er ude at sælge mærker.
Han kommer hen til et sted, hvor de kender ham.
Det ender med, at de køber alle hans mærker.
Han skal bare love at fortælle sin far, at han har været hos Henrik Rønbjerg Madsen.
Så ved Aage Jørgensen besked

Brænde II
Aage forsøger at købe et brændetårn.
Det kan han ikke.
Det lader til, at Aage tidligere har kørt ekspedientens søsters hund over.
Det er ikke glemt.

Rene.
Patrick er i gang med BR´s julekatalog, da det ringer på døren.
Det er en dame med en betjent og en mand med en værktøjskasse.
Patrick tror, de er der, fordi familien har vundet en konkurrence i varehuset.
Det har de så ikke.
Men det handler om manglende husleje til Ejvind.
Manden med værktøjskassen er låsesmed.

Moderen begynder at bære alt bohavet ud i haven.

Stedets eneste gæster.
Johannes og Oliver er på et romantisk ophold på en landevejskro.
Standarden er i rimelighed, og de de skal have det store kagebord, er der faktisk kun æblekage.
Servitricen Dagny bryder sammen og fortæller at ”Fatter” lige er druknet.
Hun har ét ønske til de to.
En god anmeldelse.

En dag fra eller til.
Niels Peter kan ikke starte bilen, da børnene skal køres i skole.
Han går hen til naboen Ejvind, der også er udlejer, for at få hjælp.
Hos Ejvind sidder også Niels Peters bankrådgiver, og det lykkes Niels Peter at få opsagt alle sine låneaftaler i en ophedet samtale.

Brænde III
Åge er ude i en skov for at fælde træer til brænde.
Kevin er også med.
*De kommer op og skændes og Åge lader Kevin blive tilbage i den iskolde skov.

Kræmmermarked.
Vi er en tur rundt på pladsen med Fars Ølbænk, stjålne bamser og en sandsigerske.
Ingen glæde at spore.

Kursus for madlavning for mandfolk.

Søren køber ind til afslutningen på sit 8 ugers madlavningskursus. Han har sin søn Marc denne uge, og han er med.
Søren læser dårligt, og Marc må hjælpe ham.
En dame i butikken fortæller, at Marc nemt kan få en skæv ryg.
Søren skælder ud.

Også denne scene kunne bære overskriften ”ren elendighed”.

300 sedler med et budskab.
Tanja og Leif holder på en parkeringsplads og venter på en god lejlighed til at sætte sedler under vinduesviskerne på parkerede biler.
De vil have solgt deres campingvogn
Stemningen er lidt trykket.

Bo og hans søn.
Tobias og hans far spiller dart i Bos garage.
Bo´s ”specielle” søn kommer til.
De 2 drenge går ud og finder en gammel campingvogn i haven.
Der går det helt galt.

Hårdt liv.
Alexander prøver at finde Mia i den butik, hvor hun arbejder.
De har tidligere boet sammen.
Han vil gerne have hende tilbage.

Spørg mig, hvorfor solen skinner.
Daniel har fødselsdag og kører i bus hjemad sammen med dem han har inviteret.

Men den ene efter den anden siger fra, skønt alt er planlagt hjemme hos ham.
Kun Aage Jørgensens søn Kevin er i nærheden.

Jeg har læst ”Fisk kan ikke tale” af Jens Østergaard og Flemming Højgaard Madsen.

2017. 390 sider

Bog nr. 59 jeg har læst i 2024.

Efter med stor fornøjelse at have læst Kim Blæsbjergs ”De bedste familier” fik jeg lyst til at læse den ”rigtige” historie om Cheminova.

Blæsbjergs personer er nok bygget på virkelige menneskers liv, men en roman er det under alle omstændigheder.
Hovedpersonen her er naturligvis Aage Hansen eller Rav-Aage, som han blev kaldt.
Cheminova blev flyttet fra Måløv til Vestjylland i 1953, og det var Aage, der for alvor fik øjnene op for den udledte gifts betydning for miljøet.
Det blev en svær kamp.
Mange havde noget i klemme, og rigtig mange blev trætte af den ihærdige fiskers protester.

Hvis man tør kæmpe for det man tror på, kan det have store konsekvenser, og den skæbne ramte Rav Aage.
Men han tøvede aldrig, selvom man fandt ham latterlig og irriterende.
”Det er vel nok et mavesår værd”, mente han.

På et tidspunkt bestemte han sig til at opgive sit fiskeri pga giftudslippet, men det var ikke en beslutning, han var lykkelig for.

I stedet besluttede han sig for at finde og bearbejde rav, havets guld.

Det er ikke så let at samle rav, som det måske lyder, men han havde lært teknikken som barn.

De to forfattere i ”Fisk kan ikke tale” stræber efter at komme hele vejen rundt, og derfor kan bogen virke en anelse ”tør” med sine mange videnskabelige analyser, men det skal jo også med.
”Arbejderen” skriver:
”Bogens store styrke er dens grundighed, men mangfoldigheden i temaerne og omfanget og forskelligheden i stoffet skaber barrierer for læsningen givetvis med en lille speciel interesseret læsekreds til følge.

Vel er bogen fint skrevet, men den er tung at læse, da den spænder over de mere lyriske beskrivelser af naturmennesket Rav-Aage til indførelsen i kemi, hvor vi undervises i Gerhard Schraders generelle strukturformel for nervegift og andre emner.”
Som tiden går fik flere og flere øjnene op, for hvad giften gjorde ved miljøet, og Aage endte med at få den anerkendelse, han havde fortjent.
Det betød meget for ham.

Giften er slet ikke væk, og Aages søn Bjarne kæmper videre.

DOF Nordjylland Skriver: (Dansk ornitologisk forening)

”Så lykkedes det far…..”, skriver Bjarne Hansen ”Nu ni år efter du forlod os, er bogen blevet færdig. Håber, du er tilfreds med den?”I sagens natur kan Aage ikke svare, men hvis anmelderen må være så fri at svare på Aages vegne, vil svaret uden tvivl have været et stort ja. I genren dokumentarlitteratur bør bogen have topkarakter. Undertiden er det en ren gyser. ”

Hvis du har haft fornøjelse af ”De bedste familier” synes jeg du skylder dig selv at læse ”Fisk kan ikke tale”.

Det kan fisk ikke, men det kunne Rav Aage.

”Arbejderen” skriver:
"Fisk kan ikke tale" er et grundigt og sobert værk. Bogen beskriver et meget vigtigt tidsrum i Danmarks historie strækkende sig fra før Anden Verdenskrig, hvor Cheminova grundlægges i 1938, over et millenniumskifte til Aage Hansens død i 2008, altså fra blind tro på industrisamfundets fremskridt til benhård kamp for et rent miljø.

Jeg har læst ”Vort mismods vinter” af John Steinbeck.

1961. 328 sider

Bog nr. 57 jeg har læst i 2024.
Steinbeck # 14 jeg har læst i 2024.

”Now is the winter of our discontent”.
Richard III af William Shakespeare.

Jeg har ofte store problemer med danske titler på udenlandske bøger.
Mange gange har forfatteren lagt ”store tanker” i deres valg af titler, som man ikke får med, når man oversætter.
Her er titlen et Shakespeare-citat, så der har ikke været tvivl om, at det skulle oversættes ganske nøjagtigt.

Ethan Hawley er en pæn mand.
Han bor i en lille by på østkysten sammen med sin kone Mary og deres 2 teenage børn.
Dette er i øvrigt den eneste af Steinbecks bøger, der foregår på Østkysten.
Ethan tror, at han kan leve et roligt, stille og lykkeligt liv med sit kommis-arbejde, men familien har ambitioner.
Ambitioner fordrer penge, som en kommis vanskeligt kan skaffe.
Hans familie ejede engang forretningen, hvor han nu er kommis.
Det er der ingen, der glemmer.

Hvor Steinbecks Cannery Row serie er præget af charme og humor, ligger der en mørk dyne af sortsyn over denne bog.
Jeg kom aldrig rigtig til at holde af Ethan.
Endskønt jeg selv har været kommis i 3 år.
Og været glad for det.
Man anser ham for at være den ærligste mand på jorden, men også han går og skumler med grumme planer.

Dette er den store finale, Steinbecks sidste roman, hvor det handler om moral.

Omstændighederne gør, at Ethan pludselig ejer købmandsforretningen.
Og hans søn Allen vinder en landsdækkende stilekonkurrence.
Eller gør han nu også det?
Mary er lykkelig, men endnu engang lærer vi, at tingene ofte ikke er, hvad de synes at være, og Ethan beslutter sig, med lommerne fyldt penge, til at tage den ultimative afsked med livet.

Hans datter medvirker indirekte til, at der åbner sig en vej tilbage for Ethan.

Jeg ville have været skuffet, hvis Steinbeck havde afsluttet sit imponerende forfatterskab med at lade sin hovedperson tage livet af sg selv.

Jeg har endnu ikke tilgivet Henning Mankell, der lader sin Kurt Wallander, sit barn gennem mange år, ende så alderdomssvækket, at han ikke kan kende sit eget barnebarn.

Jeg foretrækker at tro, at Ethan finder en vej tilbage.
Jeg spekulerer på, hvorfor dette blev Steinbecks sidste roman?
Var han træt? Var han mæt?

Denne roman blev udgivet året før Steinbeck fik Nobelprisen, og 8 år før han stemplede ud.

Den hører ikke til hans dårligste bøger, men kommer dog ikke i nærheden af ”Vredens druer”, Øst for Paradis” og de 3 Cannery Row bøger.
Og det er netop der, du kan starte, hvis du vil have det bedste fra Steinbecks pen.

Du kan se frem til 1969 sider fyldt med stor kunst.

”Vort mismods vinter” blev filmatiseret i 1983 med Donald Sutherland i rollen som Ethan.
Youtube er din ven.

”The Nobel committee stated that with ”The Winter of Our Discontent”, he had “resumed his position as an independent expounder of the truth, with an unbiased instinct for what is genuinely American.”

Jeg har læst ”Hvor jeg var barn, var der isbjørne” af Anne Knudsen

2024. 235 sider.
Bog nr. 56 jeg har læst i 2024.

Anne Knudsen er født i 1948.
Hun har masser af kasketter, og hun har skrevet en smuk og kærlig erindringsbog om sit liv i Grønland i 1950érne.
Det Grønland hun fortæller om, er der ikke mere.
Læserne forbavses og chokeres over, hvor barskt livet i Østgrønland i virkeligheden var.
Nøgternt set gik de rundt i evig livsfare.
Truslerne fra hunde, isbjørne og vejret forekommer ganske skræmmende, og forældrene havde et rigtig stort ansvar at tage på sig.

Hvis et lille barn falder indenfor rækkevidde af en flok slædehunde, vil det være fatalt.

Slædehunden er ikke sød.
Isbjørnene heller ikke.

Hvis hunde én gang havde angrebet mennesker, ville de gøre det igen.
Derfor kunne man dagen efter en ”episode” se de implicerede hunde hængt på rad og række dagen efter.

I de dage var der spiritusforbud i Østgrønland, hvor verden senere gik under i druk og socialt armod.
Der var masser af racisme, som ingen tog notits af.
Der var forskel på mennesker, og sådan var det bare.
Det gik over, og efterhånden lærte mange danskere om, hvor uønskede de i virkeligheden var.

En speciel ting ved Grønland var/er fraflytning.
Når man rejser er man væk.
De tilbageblevne kan stå med en fornemmelse af at have givet deres hjerteblod til vennerne, men nu er de væk.
Det er en af forklaringerne på, hvorfor det ikke er så simpelt at blive integreret i Grønland.
Grønlænderne synes, de har oplevet alt for tit, at folk forsvinder.
De har kun et hånligt fnys til overs for folk, der smutte efter 1 år.
Jeg var der ét år omkring 2010. :-(

Vi hører i bogen om Hans Hedtoft-katastrofen, den voldsomme Piteraq-storm og de mange isbjørne og deres betydning for livet der.

Anmelderne sætter forståeligt nok alle pris på Anne Knudsens præcise beskrivelser af sit barndomsliv.
Disse oplevelser skabte hende som menneske, og hun kan roligt være stolt over denne bog.

Man bliver lidt misundelig på Anne Knudsen, men man tænker også på, om man selv kunne have klaret en lignende situation.
Det var der nemlig ikke alle, der kunne.

Litteratursiden:
”Knudsen fortæller levende og engageret om sit liv på Grønland set med et barns øjne, men fortalt af en voksen. Bogen er meget velskrevet og yderst interessant læsning.”

De fleste gange siger man ”i Grønland”, og der er heller ikke noget, der hedder isbjerge.
Det hedder isfjelde.

De fleste danskere har et eller andet forhold til Grønland eller grønlændere.

I denne bog vil du høre ting om Grønland, som du med garanti ikke vidste.

Du kan læse bogen på grund af det, eller du kan nyde bogens smukke og præcise sprog.

Min anbefaling: Læs den!

”Hvor jeg var barn, var der isbjørne” vil med garanti gøre indtryk på dig.

Jeg har læst ”Dødsmoden” af Simon Holm Pedersen.

2023. 234 sider

Bog nr. 55 jeg har læst i 2024.

Bertil på ca 40 år flytter tilbage til sine forældre i Kvong ved Grindsted.
Hans mor siger, han skal i arbejde. Selv planlægger han at begå selvmord.

Han bliver besøgsven for Judith, en ældre dame fra byen.
Hun har kun ét ben og ønsker ikke nogen besøgsven.
Det passer Bertil fint, for han gider ikke være besøgsven.

På et tidspunkt stjæler Bertil sin mors bil. Han skal sammen med Judith hen til en klint, hvor de skal begrave asken af hendes ben.

Flere anmeldere mener, at bogen er ualmindelig morsom.

Det synes jeg ikke.
Bertil har nogle abortsøskende. Det er moderens fantasifostre, eller er det ham selv, der har konstrueret fantasitilværelser for dem.
Ikke nemt at konkurrere med for Bertil

Den ide er da lidt sjov

S. 223
”Lidt senere så jeg en parring i en hundelort. 2 møgbiller moslede rundt, det var en art, det var en art balletbrydning.”

Weekendavisen slutter sin blandede anmeldelse med at mene:

”Vi har fået en ny dansk prosaist, der skriver komplet og splintrende fantastisk. ”

Ok så.

Jeg har brugt en del tid på at finde frem til grunde til, at jeg skulle anbefale denne bog.
Det lykkedes ikke.

Jeg har læst ”Pippin den fjerdes korte regeringstid” af John Steinbeck.

1957. 182 sider

Bog nr. 54 jeg har læst i 2024.

Steinbeck # 13 jeg har læst i 2024.

Kære John Steinbeck.
Hvad har vi gang i, og hvor er vi på vej hen?

Det har tidligere vist sig, at de små bøger, som John Steinbeck barsler med mellem sine mesterværker kan være svært tilgængelige.
Det kan der naturligvis være mange grunde til, og man bør altid have for øje, at det kan skyldes læserens uformåenhed.

Omvendt kan man jo kun sige tingene som de er. Jeg forstår ikke ganske, hvad meningen er.

Her er vi i Paris, og denne læser har svært ved at følge med.

Det går rimeligt i begyndelsen, hvor vi møder amatørastronomen Pippin Héristal og hans hustru.
Og hans meget specielle og fremmelige datter.

Vi får en ganske morsom og venlig beskrivelse af deres liv og gøren og laden.

Nu begiver det sig således, at Frankrig ser sig nødsaget til at genindføre monarkiet, men det er svært at finde en egnet monark.
Det viser sig dog, at vores astronom har aner, der tillader ham at træde ind som konge af Frankrig. Han nedstammer simpelthen i lige linje fra Pippin den anden (ca 635 – 714).

Pippin er ikke meget for at få magt. Han vil hellere studere nattehimlen, men bliver forflyttet til Versailles, hvor der er koldt året rundt. Pippin er kun til pynt, så da han ikke alene begynder at interessere sig for folkets ve og vel, men tilmed beslutter sig for at benytte sin kongemagt til at skabe bedre kår, går det helt galt.

Steinbeck har tilsyneladende selv lidt svært ved at tage historien alvorligt, så han skriver løs af karsken bælg, og det udvikler sig til at blive ganske underholdende.

Kong Pippin flyder lidt modstræbende med det, der nu engang må ske. Han opdager bl. a at han som konge kan sige ”Hold mund” til sin hustru.
Så det gør han da.

På side 101 er kongen ved at være træt af at være konge: ”Jeg har næsten altid været rastløs og meget tit usikker. Det har aldrig før bekymret hende. Hun har altid modvirket det med sovser og små lækre desserter.”

Denne liste over de politiske partier i Frankrig, demonstrerer tydeligt, hvor seriøst Steinbeck behandlede emnet.
Han har grinet godt i skægget, da han slap vanviddet løs.

”De Konservative Radikale, De Radikale Konservative, Royalisterne, Højre Centrum, Venstre Centrum, De Kristne Ateister, De Kristne Kristne, De Kristne Kommunister, Proto-Kommunisterne, Neo-Kommunisterne, Socialisterne, Kommunisterne.

Kommunisterne var opdelt i:
Stalinister, Trotskister, Khrusjtjevniker, Bulganinianere.”

Og således blev John Steinbecks eneste politiske satire ”vinget af”.

Jeg har læst ”En dejlig torsdag” af John Steinbeck.

1954. 238 sider.

Bog nr. 53 jeg har læst i 2024.

Steinbeck # 13 jeg har læst i 2024

Efter 12 års forløb er vi tilbage i Cannery Row hos Doc, Mack og de andre gutter.

Vi lægger fra land med en yderst speciel og ganske genial prolog.
Mack udtaler, at han aldrig har været helt tilfreds med den der bog, Cannery Row, og han ville være glad for at give nogle gode råd til fyren, der skrev den.
Han ville f. eks gerne have en inddeling i kapitler med overskrifter, så han kunne blade frem og tilbage, hvis han skulle have genopfrisket noget.
Og hvis der skulle være noget kling-klang og guirlander (hooptedoodle) kunne det være i begyndelsen af bogen, så han kunne springe det over.

Noget kunne tyde på, at ham der fyren lyttede med, for nu får vi en oversigt over bogens 40 kapitler med beskrivelse af indholdet.

Og så kan vi lade eventyret begynde.
John Steinbeck når han er bedst.

S. 71.
”Det var ved at blive mørkt inde under cypressen, for mørkt til at læse. Hazel bedømte altid lyset efter, hvorvidt man kunne læse ved det eller ej, til trods for den kendsgerning, at han aldrig læste noget som helst.”

Dette er den 3. historie fra Cannery Row.
De 2 første var ”Dagdriverbanden” fra 1935 og ”Et mægtigt gilde” fra 1945.
Det er 3 lystige værker, som man kan vende tilbage til igen og igen.

Personerne er stort set de samme, og her møder vi igen marinebiologen Doc, som alle holder af.
De er så glade for ham, at de gerne vil fejre ham, og disse fester har været tæt på at ruinere ham, da de altid ender i kaos.

Nu kommer han hjem fra 2. verdenskrig, og han er ikke tilpas.

Han vil gerne forske og skrive en afhandling derom, men skønt blyanterne er spidsede, sker der ingenting.

Kvinden Suzy dukker op i Faunas bordel, og hun er en speciel dame.
Hun er heller ikke helt tilpas.

Nu går alle i gang med det arbejde, der må og skal laves, for at Doc kan få det godt igen.
De vil skaffe ham et hjem, en pige og et mikroskop.

Vi følger med i den brogede floks bestræbelser på at nå deres mål.
Om det lykkes finder du ud af ved at læse bogen.
Vi kan da godt afsløre, at Suzy ender med at flytte ind i den tomme kedel.

Personerne er enestående godt beskrevet.
Og ualmindelig morsomt.

Min anbefaling er, at du giver dig selv den oplevelse det er at læse de 3 ”Cannery Row” bøger

Jeg har læst ”Øst for Paradis” af John Steinbeck.
”East of Eden”
Bog nr. 52 jeg har læst i 2024.

Steinbeck # 12 jeg har læst i 2024.
1952 750 sider.

”Øst for Paradis” er på alle måder et monument i Litteraturhistorien.

Læserne på goodreads.com giver den karakteren 4.41 ud af 5.
Jeg mindes ikke at have set højere bedømmelse.

Selve titlen indikerer naturligvis, at Steinbeck har hentet inspiration i Det gamle Testamente.

Han har i øvrigt udtalt, at alt hvad han skrev inden denne bog ikke var andet end øvelser. Dette var hans ”Magnum opus” (hovedværk).
Han har beskrevet bogen som ”The first book”. Der er ingen tvivl om, at bibelen har været hans tro følgesvend, da han skrev bogen.

Om det så var hans bedste bog, kan naturligvis diskuteres. (Tortilla Flat? Vredens druer?)
Jeg hælder mest til ”Tortilla Flat”. (Dagdriverbanden).

Bogen er baseret på fortællingen om Kain og Abel, og den blev allerede tre år efter udgivelsen filmatiseret af Elia Kazan under samme titel med James Dean i en af sine få roller.
James Dean blev dræbt ved en trafikulykke den 30. september 1955. Jeg har tidligere passeret ulykkesstedet, der er tydeligt markeret.
Hvis man søger billeder fra ”Øst for Paradis” dukker der en voldsom mængde billeder op med James Dean.
Man får nærmest indtryk af, at han ”ejer” bogen.

Steinbeck fik Nobelprisen i litteratur i 1962 for sit realistiske og fantasifulde forfatterskab, der kombinerer solidarisk humor med dybfølt social indsigt.
Han skrev vidunderlige bøger, men samtidig havde han et rigtig lavt bundniveau.

Det er en ualmindelig omfangsrig roman, med et væld af personer.
Det er den længste af alle Steinbecks bøger.
Nogle af hovedpersonerne er Adam Trask og hans bror Charlie.
Vi følger livets gang hos familierne Hamilton og Trask.

Vi har Samuel, der repræsenterer den ultimative godhed og medmenneskelighed. Han kan rumme menneskers lidelser.

Og vi har Satan selv, i skikkelse af Cathy, der ikke på noget tidspunkt viser noget, der minder om menneskelige følelser.

362: Den alvidende fortæller. I skikkelse af drengen John (forfatteren selv), der er søn af Olive, som er en af døtrene i Hamilton familien: ”Hvad jeg skriver her, er sat sammen af erindringer og af det jeg ved er sandt.”

368: ”Tom kravlede ind i en bog og famlede sig vej gennem siderne, gravede tunneler som en muldvarp og kom op med bogen smurt ud over ansigt og hænder”.

En spændende biperson er den kloge kineser Lee, der er tjener i tvillingedrengene Cal og Arons hjem.
Han ved alt, men holder lav profil. Han ynder endda at tale pidgin-engelsk, selvom han taler et formfuldendt engelsk, når det passer ham.
Han er bindemiddel og formidler og er på alle måder ganske uundværlig.
På et tidspunkt sætter han sig selv fri, men der går ikke lang tid, før han vender tilbage igen.

Selvom der er talrige referencer til Bibelen , kan man sagtens læse den uden at have det gamle testamente ved sin side.

Dette er en stor litterær oplevelse, som enhver bogelsker bør unde sig selv.
Måske ender du med at være enig med Oprah Winfrey der har kaldt bogen den bedste, hun nogensinde har læst.

Jeg har læst ”Dem der ikke tier” af Peter Øvig Knudsen.

2023. 325 sider.
Bog nr. 51 jeg har læst i 2024.

Sjældent har en bog fået så massiv en omtale i forbindelse med udgivelsen, som det var tilfældet med Peter Øvig Knudsens ”Dem der ikke tier”.

Han er kendt som en yderst grundig researcher, og han har et virkelig godt ry.
Han har modtaget et væld af priser for sit arbejde.
Udover at være forfatter er han også journalist, hvor han bl. a har arbejdet på Ekstrabladet.
Han ynder at kalde sig selv ”Dokumentarist”.
Bogen har meget fokus på de overgreb, der fandt sted på Luthers Missions børnehjem Solgården i Tarm, og det vakte i særlig grad min interesse, da bygningerne findes få km fra min bopæl.
Overgrebene fandt sted fra 1949 – 76.

I 1978 blev der oprettet en efterskole på samme adresse.
De overgreb, der beskrives i bogen, stammer udelukkende fra børnehjemmets tid.

Det er voldsomme og grumme historier, vi præsenteres for.
Det er rystende at læse, hvordan det har været muligt at gemme sig bag en kristen og menneskekærlig facade, der medførte, at ingen troede på de historier, der trods alt kom frem.

Kristelig Dagblad kalder bogen: ”Gribende og uomgængelig dokumentar med høj litterær kvalitet.”

En af bogens hovedpersoner hedder Grethe Sørensen, og hun udgav i 2006 erindringsbogen ”Barndommens dal”. Hun var dengang 67 år.

Verden har fået øjnene op for Grethe Sørensens bog i forbindelse med ”Dem der ikke tier”.
Da jeg for nylig bestilte bogen, var der mere end 20 på ventelisten før mig.

Jeg har læst ”De bedste familier” af Kim Blæsbjerg.

2023. 565 sider.
Bog nr. 50 jeg har læst i 2024.

Denne omfangsrige bog vakte enorm opsigt ved udgivelsen.
Det er Kim Blæsbjergs syvende roman.
Den handler om virksomheden Cheminova, der i 1953 flyttede fra Sjælland til Lemvig-området.
Den handler også om en lang række af de mennesker, der lever i lyset, eller måske rettere i skyggen, af Cheminova.

Fabrikken skaffede penge og velstand til denne stille og afsides liggende egn, men der følger også forgiftninger og udledning af kemisk affald med i handelen.

Vi følger Niels, Jørn, Erik, Karin og Margrethe, hvis fabriksarbejder- og ingeniørfamilier knyttes sammen. Klasseforskellene og den spirende kvindefrigørelse får stor betydning.

Det er ikke nogen hemmelighed, at giften udledes, men den kloge tier og risikerer ikke noget ved at stikke næsen frem og påpege de åbenlyse problemer.

Vi følger familierne og er vidne til at de fejler og træffer fatale beslutninger, præcis som alle andre mennesker.

Kim Blæsbjerg er kendt for at inddrage personlige historier og historiske begivenheder, til fine fortællinger om kærlighed, familieliv og meget andet.

For at tydeliggøre, i hvilken tid handlingen foregår, drager han både musik og litteratur ind i historien.
Vi lytter til Raquel Rastenni og hendes Heksedans fra 1960, og vores venner læser Tage Skou Hansens ”De nøgne træer”(1957) og Soyas ”Sytten”.(1965)
Begge publikationer gør indtryk i de dage.

Intet tyder på, at Kim Blæsbjerg ikke har lavet grundig research.
I den grad det har været muligt.
Der er ingen tvivl om, at der stadig findes hemmeligheder i forbindelse med driften af Cheminova.
Måske fortsætter sagaen.

Anmelderne ser en medrivende fortælling, og Jyllandsposten markerer sig med usædvanlige 6/6.

Historien om Rav Aage og sønnen Bjarne.

https://www.nordicoceanwatch.dk/news-blog/historien-om-danmarks-frste-havaktivist-rav-aage

Jeg har lyst til at vide mere og har ”Fisk kan ikke tale: En fiskers kamp mod Cheminovas forurening” af Jens Østergaard og Flemming Højgaard Madsen i ordre.

Den handler om Aage Hansen aka Rav-Aage og hans kamp mod forureningen.

Hans søn fører kampen videre, og et besøg i hans ravbutik i Thyborøn kan varmt anbefales.

Han er en venlig mand og både underholdende og snakkesalig

Jeg har læst ”Størst af alt” af Malin Persson Giolito.

2016. 407 sider.
Bog nr. 49 jeg har læst i 2024.

17årige Maja Norsberg er varetægtsfængslet efter et skuddrama på hendes gymnasium.

Hendes bedste veninde og hendes kæreste er blevet dræbt.

Da vi som læsere bliver koblet på sagen tyder alt på, at Maja er skyldig.

Retssagen mod hende går i gang, og samtidig med, at vi følger den, ser vi tilbage i tiden til dengang mødet med Sebastian, søn af Sveriges rigeste mand, fandt sted.

Vi erfarer ret hurtigt, at Maja hader Sebastians far, uden at det i første omgang afsløres hvorfor.

Der er mange ord i bogen.
Også mange ord, som jeg ikke ville forvente af en 17 årig pige.
Jeg havde svært ved at bevare koncentrationen.
Det hele virkede noget konstrueret på mig.

Det er ikke en retssalsroman.

Men vi ender alligevel ud med at få en juridisk afgørelse på sagen.
Som naturligvis ikke afsløres her.

Bogens titel indeholder et postulat.
”Størst af alt er …
Hvad tror du det er?
Ok, jamen det var ikke rigtigt.

”Anna Malin Ulrika Persson Giolito er en svensk forfatter og advokat. Persson Giolito skrev den prisvindende bog Störst av allt, som har vundet priserne for bedste svenske kriminalroman i 2016.”.

Jeg tager naturligvis ovenstående til efteretning, men føler alligevel ikke trang til at læse mere af denne forfatter lige nu.

Og ved du hvad …... Der er så mange andre :-)

Jyllandsposten.
””Men tilbage står en svensk retssalskrimi og socialpsykologisk roman af betydelig kvalitet.”

God fornøjelse.

Jeg kom til at tænke på ….

Evelyn Waugh.
Hovedpersonen i ”Brideshead Revisited” hedder også Sebastian.
Måske ikke et tilfældigt navnesammenfald?

Mulig inspirationskilde? J.D. Sallinger: ”Forbandede ungdom”

Jeg har læst ”Jeg hører hvad du siger” af Katrine Marie Guldager.

2024. 199 sider.
Bog nr. 48 jeg har læst i 2024.

Vi er sammen med Marianne i tredje bind i Guldagers trilogi om vrede kvinder over 50.
De to første var ”Birgithe med th” og ”Endnu en dag i Guds skaberværk”.
De to første bind var af og til morsomme og underholdende, men det savner jeg helt i denne bog.
Den er mest trist.

Marianne er parterapeut og hendes voksne søn er blevet indlagt på den lukkede afdeling, og alle har det svært.

Hun forsøger at kommunikere med behandlerne, der synes at se hende som en del af problemet.
De taler rigtig dårligt sammen.
Det virker lidt Kafkask.

Jeg har selv med et nært familiemedlem været tæt på situationer, der minder om Mariannes.
Man bliver desperat og oplever tilværelsen som håbløs.
Der findes heldigvis masser af eksempler på mennesker, der er kommet ud til et liv på den anden side, selvom man i situationen ikke anser det for en mulighed.

Det går værre og værre med Mariannes parterapi, og det går generelt den vej, som hønsene skraber.
Hendes ven er taget på kærestetur til Norge, hvor hun pga alle problemerne ikke kunne deltage.
Intet synes at gå som det skal.

Samtidig går hun rundt med en mistanke om krænkende adfærd af hendes tidligere ven overfor sønnen.

Jeg synes da også, at det hele er lidt mere trøstesløst end i de andre bøger i trilogien.

Derfor er jeg også nødt til at sige til Katrine Marie Guldager, at jeg synes jeg har været tålmodig og har ”hørt hvad hun har sagt”, men nu har jeg brug for en lille pause.
Så den tilsyneladende store gruppe af vrede kvinder over 50, må finde et andet publikum end Yours Truly.
Jeg lover at vende tilbage senere og lægge øre til jeres fortrædeligheder, men lige nu er der ikke plads til mere.
Jeg anbefaler mig.

Jeg har læst ”Ondskabens ansigter” af Anders Otte Steinsager.

2022. 287 sider.
Bog nr. 47 jeg har læst i 2024.

Bogen portrætterer en række ”almindelige mennesker” der virkede under Nazi-Tysklands program, der gik ud på at eliminere sindslidende og handicappede.
Det blev anvendt fra Januar 1940 – august 1941.
Jeg har for nylig læst en dansk bog, der berettede om forsøg på at kurere sindslidende ved at give dem LSD.
Her afliver man dem simpelthen.

Det var omkring 120 mand, der blev udsendt til 3 udryddelseslejre.
Nogle lod sig gribe af den rå stemning, mens andre fik en lejlighed til at udleve deres sadistiske tendenser.
Det er barsk læsning, men det giver en et indblik i en verden, der for de fleste er ualmindelig svær at forstå.

Bogen synes grundigt researchet og gennemarbejdet.
Jyllandsposten mener:
”Den giver rystende, men værdifuld indsigt i, hvordan såkaldt almindelige mennesker på kort tid udviklede sig til massemordere.”

Det er i bund og grund uinteressante og ordinære mennesker, der på grund af deres tro på ”Partiet” bliver tilknyttet denne fabrik for medlidenhedsdrab.
Når de efter krigen bliver konfronteret med deres ugerninger er de fulde af historier om, hvor uvidende de var, og at de bare fulgte en ordre.

Bogen er delt i to, hvoraf den første del handler om nogle af de mænd og kvinder, der stod bag mordene på handicappede og sindslidende i krigens første periode.
Bogens anden del omhandler gerningsmænd og -kvinder i de tre udryddelseslejre til jøder, Treblinka, Belzec og Sobibor.

De grusomme beretninger er eksempler på, hvordan virkeligheden i visse tilfælde overtrumfer fantasien.

Svært at forstå, men det skete rent faktisk.

Der står ikke voldsomt meget om de enkelte personer.
Har man lyst til at læse mere og grundigere beskrivelser, kan man søge Stensagers bøger om den østrigske krigsforbryder Franz Stangl og den tyske kriminalkommissær Christian Wirth, der gik under navnet Christian den Grusomme.

Kunne det ske igen?
Det har man jo stor lyst til at afvise lige på stedet, men historien viser, at det sagtens vil kunne lade sig gøre.

Jeg har læst ”12 uhyggehistorier” af ”Poeten” Poul Sørensen.

1973. 155 sider.

Bog nr. 46 jeg har læst i 2024.

Jeg kan godt lade mig imponere af multitalenter.

Og det var Poul Sørensen i høj grad.

Han er mest kendt for sine tekster til sange og revyer.
Alle kender nogle af hans tekster.
Sikkert uden at vide det.

Det er den slags ting, der ikke kan læres.

Det skal man bare kunne.

Det kan synes simpelt og enkelt at skrive tekster, men det er det slet ikke.

12 uhyggehistorier er en række korte historier, hvor han sikkert har ladet sig inspirere af gamle engelske spøgelseshistorier.

Personerne i ”Bengalsk torden” hedder ikke Hansen og Petersen. De hedder Ernshawe og Myers.

Historierne er rigtig gode og ganske uhyggelige.

Min favorit er ”Gadespejlet”.

I et gammelt hus vil man i månelys kunne se i husets gadespejl, hvem der snart vil afgå ved døden.

Vores ven kigger, og det skulle han aldrig have gjort.

Poul Sørensen, Poeten, 1906-1973, havde siden 1928 arbejdet som en meget produktiv satiriker og viseforfatter i bl.a. ”Svikmøllen” og revyer; af hans mest kendte tekster kan nævnes "Dit Hjerte er i Fare, Andresen" (1936 til Osvald Helmuth) og "Solitudevej" (1953 til Elga Olga). Det gøres ikke bedre.

Prøv f. eks at lytte til teksten på Solitudevej. (youtube er din ven)

Poul Sørensen har også lavet "rigtig" lyrik, fx i kampdigtene April i Danmark (1942) og Europadigte (1947) og Vintervers(1956).

Helt barsk bliver han i Barske børnerim (1953) og Pessimistens psalmebog (1971) til sort humor. Poul Sørensen har desuden oversat bl.a. moderne amerikansk lyrik Heirinh Heines kærlighedsdigtning

Her er et par eksempler på de barske børnerim.
Man tænker: ”Det sagde du bare ikke”.

Men det gjorde han.
I ham boede tilsyneladende en trang til at gå til grænsen, og sikkert også overskride den af og til.

Jakobs Moder i sin Stue

vil ej se ham skyde Bue.

Jakob sigtede: Pling! Pling!

Nu ser Moder ingenting.

Alfred havde stablet grene

til Skt. Hansbaal helt alene.

Øverst som en Kusk på bukken

Sad livagtig Heksedukken

Far kom ud og fik det tændt,

baade Baal og heks blev brændt.

Luedans og flammespil....

Grebet så Familien til.

Alles Øjne havde Glans

under Sangen om Skt. Hans.

Slut. En sidste Lues blaffen.

Det var tid til aftenkaffen.

Pludselig fra Far det lød,

mens den allersidste Glød

søvnigt ulmede i Blæsten:

"Hvor er Bedstemor forresten"?

Carl tog Moders Læbestift

dyppede den godt i Gift;

Moders Læber lo saa røde…

Kolonialkommis’en døde

Jeg har læst ”Livsflammen” af John Steinbeck.

1950. 110 sider.
Bog nr. 45 jeg har læst i 2024.
Steinbeck # 11 jeg har læst i 2024.

Det var virkelig en besynderlig bog.
Den fik jeg ikke ret meget ud af.

Steinbeck beskriver den selv som et forsøg. I forordet til bogen skriver han selv:
”Livsflammen er mit 3. forsøg med en ny fortælleform – Romandramaet. Jeg ved ikke af, at andre nogensinde har arbejdet med det. To af mine tidligere bøger – ”Mus og mænd” og ”Månen er skjult” er frugter af samme bestræbelse.”

Tanken er, at man har en tekst, der er let at læse eller en kort roman, som kan opføres ved at man bruger den som dialog.
Blandet ind i dialogen finder vi så detaljer om både karaktererne og miljøet.

Den konklusion vi må drage utallige år efter at Livsflammen blev skrevet er, at Steinbecks metode ikke var god.
På den måde ødelægger man både roman og skuespil.

Bogen handler om en mand, der er uvidende om, at han ikke kan få børn.
Hans hustru bliver gravid med en anden mand, fordi hun vil give sin mand et barn.
Udover disse 3 personer optræder ”en gammel ven”.

Drømmen om barnet opleves i 3 scenarier, hvor personerne optræder i nye ”skikkelser”.

Cirkus, gården, a) havet og b)barnet.

”Alle vanskeligheder til trods er arbejdet med romandramaet absolut møjen værd”, fortsætter Steinbeck i forordet.

Det må jeg desværre erklære mig helt uenig i.

Sproget i bogen er højstemt og salvelsesfuldt, og dialogen er særdeles langtrukken.
Bogens problemstilling har jeg svært ved at hidse mig op over.

Jeg kan få øje på én eneste grund til at bogen har overlevet indtil 2024, og det er at forfatteren hedder John Steinbeck.

Men eftersom jeg er i gang med at fortære Steinbecks forfatterskab, måtte den en tur i min indkøbskurv

Næste uge vil jeg have glemt alt om ”Livsflammen”.
Kan ikke anbefales.

Og hvordan klarede ”Livsflammen” sig så som teaterstykke.
Wikipedia beretter:

Stykket gik i kort tid i New Haven, hvor Steinbeck undervejs strammede op på 2. akt, men alligevel blegnede tilliden til stykket.

Forestillingen flyttede til Boston, men anmeldelserne var forfærdelige og den blev kun opført 13 gange.
En af folkene bag stykket indrømmede senere, at han allerede vidste, at stykket var dødsdømt efter første opførelse.
Selvom forestillingen slog fejl var Stenbeck optimistisk og meddelte, at han stadig havde lyst til at arbejde med teaterproduktion.
Men på trods af optimismen gjorde Steinbeck dog ikke flere forsøg på at producere noget til teateret

Jeg har læst ”Evas øje” af Karin Fossum.

1995. 288 sider.
Bog nr. 44 jeg har læst i 2024.

Denne fine norske bog er egentlig en krimi uden at ville det.
Der er da et par mord, og der er også en politimand, der opklarer mordene, men der er ikke meget Beck eller Poirot over bogen.

Vi møder Eva Magnus, der er enlig mor.
Hun er kunstner, men oplever at det er svært at betale hverdagens regninger med usolgte kunstværker.

Nu møder hun sin barndomsveninde Marie Durban, som har klaret sig rigtig godt.
Hun afslører overfor Eva, at hun ernærer sig som luksusluder, og det er en tilværelse, hun er vældig glad for.
Hun inviterer Eva i byen, og de kommer på fine steder og spiser den bedste mad.
Marie spørger Eva, om det ikke var noget for hende.

Eva er mere end fristet, selv om hun vil være nødt til at overskride nogle grænser for at kunne gennemføre sådan en tilværelse.

Herfra udvikler tingene sig dramatisk, og pludselig står Kriminalinspektør Konrad Sejer med hele to drab, som han skal opklare.

Det er han rigtig god til, men vi hører ikke meget om, hvordan han kommer frem til sine resultater.
Karen Fossum er mest interesseret i psykologien bag de forbrydelser, hun beretter om.
Men han finder stille og roligt ud af det hele, og Eva Magnus bliver mere og mere interessant for hans efterforskning.
Sejer har en rolig og tillidsvækkende facon.

Under efterforskningen møder han en lille dreng, som han fatter sympati for.
Han inviterer ham på en køretur i politibilen – med sirene- og han ender med at give ham den kedeldragt, som han har ønsket sig.

Tempoet i bogen er så overkommeligt, at nogle nok ville kalde det stillestående, men det er faktisk befriende med en krimi, hvor man kan få sjælen med.
Synsvinklen skifter undervejs.
Nogle gange er vi med Sejer, men efterhånden følger vi Eva mere og mere.

Siden denne bog udkom har Karin Fossum skrevet yderligere 12 bøger med vores ven Konrad Sejer.
Jeg har tidligere læst nogle af dem (alle?), men jeg kunne sagtens finde på at finde ham frem igen.
”Elskede Poona” gjorde stort indtryk på mig, da jeg læse den.
Kan varmt anbefales.

Karin Fossum har modtaget flere priser for sine krimier. For ”Se dig ikke tilbage” modtog hun Rivertonprisen i 1996 og Glasnøglen for Skandinaviens bedste krimi i 1997. Hun modtog Brageprisen for ”Elskede Poona” i 2000. Hendes bøger er oversat til 25 sprog, og i 2008 blev hun tildelt Los Angeles Times Book Prize i genren mystery/thriller for ”Elskede Poona”

Jeg har læst ”Den virkelige verden” af Malene Ravn.

2023. 221 sider.
Bog nr. 43 jeg har læst i 2024.

Malene Ravn har skrevet en rigtig ubehagelig bog.
Den handler om LSD-skandalen, hvor der i 60´erne blev eksperimenteret med LSD-behandling af alvorligt psykisk syge på Frederiksberg Hospital.
Jeg har selv oplevet alvorlig psykisk sygdom i den nærmeste familie og ved, hvor ødelæggende det kan være for patienten selv og også for de pårørende.
Omkring 1970, da verden var fyldt med Peace and Love, fik jeg endda engang tilbudt LSD, som jeg heldigvis takkede nej til.
Men elektrochok og mange forskellige former for medicin optrådte i behandlingen.

Hovedpersonen i bogen er den ambitiøse læge Edith Christiansen, der villigt lader sig lede af den karismatiske overlæge Hartung.

Edith Christiansen er bygget over læge Ketty Kjærbye Kristensen, mens Hartung er inspireret af overlæge Einar Geert-Jørgensen.

Behandlingen går rigtig dårligt.
Der er mange bivirkninger, og patienterne oplever hallucinationer, men i mange tilfælde reagerer lægerne ved at forhøje doserne af LSD.

Litterært er der ikke tale om noget mesterværk.
Det er jo også lidt af en farlig øvelse at skrive en roman, der er inspireret af virkelige begivenheder af nyere dato.
Skandalen har også været behandlet i flere podcasts samt i TV2`s ”Det sindssyge eksperiment”.
Der spilles rollerne som de to læger af Søren Pilmark og Amalie Dollerup.

I samme udsendelse optræder Ketty Kjærbýe Kristenses datter og barnebarn.

I marts måned får jeg lejlighed til at høre Malene Ravn fortælle om bogen på bogmessen i Gentofte.

Jeg har læst ”Rutebil på afveje” af John Steinbeck.

1947. 272 sider.
Bog nr. 42 jeg har læst i 2024.
Steinbeck # 10 jeg har læst i 2024.

Jeg har set flere steder, at denne roman fulgte lige efter ”Vredens druer”, men i mine notater kommer ”Månen er skjult” 1942, ”Et mægtigt gilde” 1945 og ”Perlen” 1947 imellem?
Men under alle omstændigheder var det svært for Rutebilen at komme efter druerne.
Det er jo en noget anden liga.

Bogen var for mig meget flagrende og svær at få hold på ved rejsens start.
Den er et stykke nede i rækkerne på en liste over Steinbecks bedste bøger, men alligevel får man som læser lidt efter lidt et indblik i de forskellige personers liv.
Manden kan jo skrive!

Det er en broget flok, vi er på rejse med og lidt efter lidt kom de til live for mig
Vi følger personerne gennem 24 timer og lærer om deres drømme og forhåbninger.

Der er bl. a Ernest Horton, en spøg- og skæmthandler, der er leveringsdygtig i plastikfødder, der påmonteres så det ser ud til, at man har været ude for en ulykke.

Det velstående Pritchard-ægtepar, er der med deres datter Mildred.
Bernice Pritchard: ”Dette bliver en oplevelse, når det er forbi. Jeg kan næsten høre dig fortælle om det. Det bliver vel nok morsomt.
Ja det bliver det vel, havde Mr. Pritchard svaret

Juan, rutebilens ejer drømmer om at give pokker i det hele og stikke af til Mexico,

Hans hustru Alice drikker og er en smule ustabil,

Hans hjælper, teenageren ”Bumse”, der drømmer om at blive lige så meget mand som skuespillerne.
Og hvis man så bare ville lade være med at kalde ham ”Bumse”

Den mystiske frigjorte og smukke Camilla, som alle mændene er vilde med,

Den kværulerende olding Van Brundt,

Servitricen Norma, der har rykket teltpælene op i håbet om en karriere i Hollywood.

Efter at de er strandet første gang er de klar til at køre videre.
Juans hustru Alice bliver tilbage. Så snart hun er alene låser hun døren og går i gang med at drikke sig sanseløst beruset.
”Alice trak vejret dybt, og lod det så slippe ud i et vellystent suk. Dagen var hendes! Hun følte sig lykkelig og hemmelighedsfuld, og hun følte sig også syndig.”
Dernæst drikker hun, til hun styrter.
Steinbeck beskriver mageløst hendes totale deroute.

De kommer til en bro, der er truet af udslettelse i det voldsomme vejr.
Juan vælger at lade passagererne bestemme, om de skal forsøge sig med broen eller køre den ”gamle” og ukendte vej.

Efter lange diskussioner vælger de den gamle vej.
På vej op i bjergene er Juan træt af det hele, og han fremprovokerer en udskridning, så rutebilen ender med bagenden i grøften.

Hvad gør de nu?

Jamen, det får I ikke at vide af mig.
Jeg vil bare sige, at der bliver truffet nogle store beslutninger, der får stor betydning.
Du er simpelthen nødt til at tage på tur med rutebilen for at finde ud af, hvad der sker.

”Seks og tres kilometer syd for San Ysidoro ved en stor bred sydgående hovedvej i Kalifornien ligger der et vejkryds, som i nogle og firs år har båret navnet Rebel Corners.”

Sådan starter ”Rutebil på afveje” og min opfattelse af bogen har forandret sig meget, siden jeg læste den.
Jo mere jeg læste, jo mere lærte jeg om folkene i rutebilen og jo mere satte jeg pris på bogen.

Ham der Steinbeck, han kan altså noget :-

Jeg har læst ”Ondt blod” af John Carreyrou.

2018. 344 sider.
Bog nr. 41 jeg har læst i 2024.

”Ondt blod” er en sandfærdig historie fra det virkelige liv, og den er mere spændende end nogen krimi.
Den handler om svindel, snyd og bedrag for gigantiske summer.

Elisabeth Holmes har udviklet en revolutionerende ny måde at tage blodprøver på. Der skal kun få dråber blod til, for at man kan diagnosticere en lang række sygdomme.

Hun er en karismatisk dame, der af mange sammenlignes med Steve Jobs.
En sammenligning hun er helt tilfreds med.

Investorerne står i kø, og hurtigt får hun oparbejdet et imponerende forretningsimperium, som hun kalder Theranos.

Der er kun et lille problem.
Metoden virker ikke.

Men sådan en bagatel standser ikke Elisabeth Holmes, der kontrollerer alt sammen med sin næstkommanderende Sunny.
Hun fyrer alle medarbejdere, der siger hende imod.
Sammen lægger de to røgslør over alle forsøg på at afsløre dem.
De forfalsker alt hvad de kan, og man tror på dem.

Bogen beskriver hvordan bedrager vokser og vokser, indtil sæbeboblen til sidst brister.

Forfatteren er Wall Street Journal journalist, og han formår virkelig at få læserne med.
Bogen er velskrevet og let at følge med i.

Det er spændende at læse om den slags personer. Fra Danmark kan man nævne Stein Bagger og hans IT-factory, der bare var varm luft.
Det er imponerende at se, hvor mange ”kloge mennesker” Elisabeth Holmes kan føre bag lyset.
Hun kæmper til det sidste for at bevare illusionen, men til sidst ramler det.

Nogle gange når man læser en krimi kan man sidde med en fornemmelse af at den historie man læser er for langt ude.
Det er præcis den oplevelse man har, når man læser om Elisabeth.
Men det er altså den skinbarlige sandhed.

Retssagerne mod hende er stadig i gang, da denne bog går i trykken, men en simpel søgning afslører, hvor mange år hun fik i fængsel.
I november 2022 blev hun idømt 11 års fængsel.

”Forbes named Holmes the world's youngest self-made woman billionaire--worth $4.5 billion--in 2014, when she was 30 years old.”

Jeg har læst ”På rejse med pingviner” af Hazel Prior.

2020. 410 sider-
Bog nr. 40 jeg har læst i 2024.

Går du af og til i stå i din hverdag, fordi du kommer til at tænke på, hvordan verdens pingviner har det?
Jeg tænkte det nok.
Sådan har mange af os det.
Men nu er der håb.
Der er en frisk gammel dame på 85 +r, der vil tage dig med til pingvinland.
Jeg synes, du skal tage med hende.

Veronica McCreedy er 85 år gammel

Hun husker knap så godt, som hun gjorde før.
Hun bor på et herresæde i Skotland ved vandet, og hun har masser af penge.
Eileen hjælper hende tålmodigt, men hun er i hvert fald ikke nogen hjemmehjælper.
Hun finder ud af, at hun har et barnebarn, der hedder Patrick.
Hun arrangerer et møde med ham, og hun synes, han er forfærdelig.

Hazel Prior spreder en stemning af hygge, når hun skriver.
Det ville være nemt at gøre Patrick til et dumt svin, men i stedet virker han faktisk rigtig sød og eftertænksom.
Han har været meget igennem, men han gør hvad han kan for at behage Veronica. Han har endda købt ind til kagebagning, men får det ikke lige gjort i tide.
Læseren føler sig i rigtig godt selskab med Patrick.

Veronica synes ikke for alvor Patrick er værdig til at arve hendes mange penge.

Men så ser hun et tv-program om pingviner, og finder ud af, at de måske kunne få hendes støtte.
Men hun må lige undersøge sagen, og derfor vælger hun at rejse til pingvin-land.

Hun skriver til folkene på Antarktis og spørger om hun må komme.
Det må hun ikke, og så tager hun af sted.

Opholdet på Antarktis kommer til at medføre store omvæltninger for Veronica.

Lidt efter lidt bliver vi også indviet i, hvordan hendes liv har formet sig.
Det har ikke været noget nemt liv.
Hun mistede tidligt sine forældre i et luftangreb.

Hun blev passet af en forfærdelig tante.
Hun fik et barn med en italiensk krigsfange.

Barnet tog man fra hende.

På et tidspunkt bliver hun syg, og Patrick kommer også derned

Det er en sød og hjertevarm bog, hvor jeg havde det bedst med den første halvdel.
Det er en feel-good roman, men vi berører også tilværelsens mere alvorlige sider som f. eks ensomhed og demens.

Som ung mand blev jeg glad for Gerald Durrels mange bøger om dyr, som f. eks. ”My family and other animals”

Veronica eventyr er lidt i samme genre.

Folk og fæ på Antarktis. :-)

Jeg har læst ”Kaptajnen og Ann Barbara” af Ida Jessen.

2020. 498 sider.
Bog nr. 39 jeg har læst i 2024.

”Lektie” i min læsegruppe.

Vi kommer i gang efter en nydelig intro, hvor Kaptajn Ludvig von Kahlen gør sit indtog på heden.

Det er ikke ”Der kom en soldat marcherende hen ad landevejen” med venlig hilsen til H. C. Andersen, men lidt i samme boldgade.
”Så kommer to mennesker kørende i arbejdsvogn med en grå og en spættet hest for”

Kampen mod heden kan gå i gang.....

Von Kahlen får besøg af Landsddommer Frederik de Schinkel til Hald.
Han er voldelig og ekstrem ondskabsfuld. Han er også magtsyg og diktatorisk og en udfordring for kaptajnen.
Og for alle andre.
Han er én, som man uden tøven ville titulere som et ualmindelig dumt svin.
Kaptajnen bygger hus, men hans hjælper Christian Eriksen forsvinder i Viborg, hvor han søger en kvinde.

Vi bliver forsynet med små letlæselige sætninger. Handlingen skrider kronologisk frem.
I et roligt tempo.

Intet skurrer ved læsningen. Det er nemt at læse denne bog.
Uden at mase sig på formår Ida Jessen at fremmane personerne for os.
Og de kommer os ved.
Man mærker rigtig, hvor dygtigt Ida Jessen maler med sit sprog, når der kommer et brev at referere.

For så slår vi over i en helt anden stil.
Jeg noterer mig med stor tilfredshed, at Ida Jessen er meget fraværende i historien.
Personerne kan godt selv, og de har ikke brug for, at hun går ind og styrer begivenhederne.

Kaptajnen er meget på egen hånd, men han får Ann Barbara som husbestyrerinde og taterpigen Anmai Mus som hjælpere.
Det er et par herlige typer.
Ann Barbara ved, hvad hun vil og er i bund og grund et ejegodt menneske.

Anmai Mus er bogens morsomme islæt.
Fantastisk navn i øvrigt.
Og så snakker hun tater-sprog.

”Kan hun komme ind og sove med sig.
”Få se larven bette far”, siger hun.
”Ind i seng blev der sagt.”
”Du skal såmænd aldrig fortryde det, bette far”.

Ann Barbara gør sig usynlig, når der kommer folk, hun ikke synes om, men ellers styrer hun:
S. 282.
”Har vi mad i huset, spørger kaptajnen?

Vi har altid mad i huset, siger Ann Barbara.
Er der rent i kammeret?, spørger kaptajnen.
Der er altid rent i kammeret, svarer Ann Barbara.

Med tiden bliver han rigtig glad for de to.
Det gør læseren også.

Men da de er væk, bryder han ikke sammen.

Han bliver ved med at følge sine mål.

Han er for alvor en sej gut.

Skulle man skrive en rolleliste, så ville man nok skrive: Og i rollen som Heden har vi Heden.
Og det er en ganske frygtindgydende modstander.

Jeg bryder mig ikke om, at bogen på omslaget kaldes en ”Western”, og jeg bryder mig heller ikke meget om bogens titel.
Det lyder forkert for mig.
Egentlig burde man skåne sig selv for at læse anmeldelser, kommentarer og tekst fra smudsomslag inden læsning.
Det er jo ikke Ida Jessen, der kalder bogen en western, og derfor er det forstyrrende.

Bogen byder også på problemer, vi kender fra nutiden.
Vi har tyskerne, som indvandrere og taterne, som etnisk minoritetsgruppe.

Jeg var noget forundret over, hvordan Ida Jessen vælger at slutte historien.
Det skal naturligvis ikke beskrives her.

Men der sker vel ikke noget ved at nævne, at Frederik de Schinkel til Hald finder ud af, hvad milde kvinder kan finde på, hvis man presser dem nok.
Så kan han lære det.

”På sandjorderne havde hederne siden middelalderen indtaget skovens plads, således at man regner med, at hederne midt i 1700-årene dækkede ca. en tredjedel af Jyllands jord. I Vestjylland var der knap nok et træ at se. Til gengæld var der omkring 1950 kun ca. 2 % af hederne tilbage, hvoraf en stor del nu er fredede. Resten er blevet opdyrket eller plantet til med især nåletræsplantager. ”
Danmarkshistorien.dk

Heden, ja, man tror det næppe,
men kom selv, bese den lidt:
lyngen er et pragtfuldt tæppe,
blomster myldre milevidt.
Skynd dig, kom! om føje år
heden som en kornmark -
som en kornmark står.

H.C. Andersen 1859.

Ida Jessen har skrevet en fremragende bog, som jeg varmt kan anbefale.
Gør dig selv den tjeneste at kæmpe mod heden sammen med med Von Kahlen, Ann Barbara og Anmai Mus.

Jeg har læst ”Den glemte have” ”af Kate Morton.
Bog nr. 38 jeg har læst i 2024.
2008. 522 sider.

“Beneath the notebook she found the book of fairy tales. The cover was green cardboard, the writing gold: 'Magical Tales for Girls and Boys', by Eliza Makepeace. Cassandra repeated the author's name, enjoying the mysterious rustle against her lips

Når man får en bog i hænderne, kigger man lidt i den.
Man snuser til den og læser måske, hvad der står bag på den.
”Den glemte have” lyder som en rigtig lovende titel.

Jeg kendte intet til Kate Morton, da jeg fik denne bog anbefalet af en god bekendt, som var meget begejstret for den.
Jeg fandt ud af, at Kate Morton er fra Australien, og at hun havde haft voldsom stor succes med sine bøger.
”Den glemte have” er hendes anden bog.
Hun er fra 1976, og hun bor nu i London med sin familie.'Og så skriver hun bestsellers.
En bestseller er en bog, der sælger godt, men det er jo ikke nødvendigvis en god bog.

Fra den store og gode ordbog:

”Bestseller: betegnelse, lanceret i USA 1895, for en bog, som opnår højt oplag (i Danmark normalt over 10.000 eks.) og i en selvforstærkende proces kommer i nyoptryk og nyudgaver og evt. ender som "steadyseller" eller klassiker. ”

Og dermed har vi føjet ordet ”steadyseller” til det litterære vokabularium.

Bibliotekets salgstale.
”En 4-årig pige står i 1913 alene på kajen i Brisbane i Australien. Da hendes adoptivfar dør i 1975, begynder Nell jagten på sin dramatiske fortid, der leder hende til herregården Blackhurst i Cornwall.
Men det er barnebarnet Cassandra, som arver et forsømt lille hus med en skjult indemuret have på Blackhurst, der optrevler de dramatiske begivenheder, der går tilbage til begyndelsen af det 20. århundrede.”

Indenfor litteraturkritikken finder vi ”Mise en abyme (fr. ‘sat i afgrunden’).

Det betyder, at man finder en historie i historien.
Jeg er en hund efter eventyr, og udover, at hele denne bog er et eventyr, finder vi også nogle dejlige eventyr i eventyret.

Vi er med omkring 1913, hvor Nell kommer til Australien.
Vi er med omkring 1975, hvor Nell er i tilbage i Cornwall.

Vi er med omkring 2005, hvor Cassandra, Nell´s barnebarn er i Cornwall.

Vi springer ubesværet fra tidsalder til tidsalder og lader os indføre i en eventyrverden, med snobber og aristokater, der vil gå langt for at opnå det de vil.
Lidt rendyrket ondskab bliver vi såmænd også præsenteret for.

Hvordan gik det til, at den lille pige sad alene på kajen?
Det er den historie, der rulles ud.

Bogen er velskrevet. Kan være lidt sentimental, men det er umådelig interessant at følge ”opklaringen”.

Bogen er rigtig lang, og ikke overraskende præsenteres vi for et væld af personer.
Der er talrige skæbner, der skal passe sammen i begge ender, og der er tidslinjer, der skal stemme overens, men jeg synes, Fru Morton slipper godt fra det.
Usandsynligt er det vel nok, men nogle af os er villige til at gå langt for et godt eventyr.
Det er ”comfort reading”, når det er bedst.

På Goodreads.com har mere end 20.000 læsere tvunget bedømmelsen op på 4,5 ud af 5 stjerner.
Vi erindrer igen, at det siger noget om interessen, og ikke noget om kvaliteten.

Kate Morton er et godt bekendtskab, og hun har begået adskillige andre romaner, hvis man skulle komme til at savne hendes selskab.

Jeg har læst ”Perlen” ” af John Steinbeck.
Bog nr. 37 jeg har læst i 2024.
Steinbeck # 9 i 2024
1945. 107 sider.

Kino er en fattig perlefisker. Han bor sammen med Juana og deres lille søn.
Han håber på at finde en kæmpestor perle.

”Kino gled lidt nærmere, og under et lille fremspring af klippen så han en meget stor musling ligge helt for sig selv.”

Der er den.
Perlen over alle perler.

Da Kino har fundet sin perle, regner han med, at alle glæder sig på hans vegne.
Der tager han i den grad fejl,
Lægen, der afviste ham dagen før, regner nu nok med, at han kan finde en tid til ham.
Præsten prøver at huske, om ikke det var ham, der døbte Kinos barn.
Nyheden rammer som en steppebrand, og de handlende kigger efter, hvad de har på lager af ”ugangbart herretøj”.

”Nyheden nåede hurtigt tiggerne foran kirken, og den fik dem til at fnise af fryd, for de vidste, at ingen i verden giver almisser så rundhåndet som en fattig mand, der pludselig har haft heldet med sig.”

Og hvad drømmer Kino så om?
”Min søn skal åbne og læse bøger, og min søn skal skrive og vide, hvordan man bærer sig af med det.”

Det er imponerende at se, hvordan Steinbeck næsten kamæleonagtigt tilpasser sig de forskellige genrer.

Han kan være hylesjov i ”Tortilla Flat”, og han kan lufte sin sociale indignation, som det sker i ”Vredens druer”.
Han forsøgte endda at skrive digte, men det blev aldrig godt.

I denne lille og egentlig let forståelige novella fortæller han om det ydmyge mexicanske par Kino og Juana og deres lille barn, der bare ønsker at få drømmen om et bedre liv opfyldt.
Det får de ikke.
Så langt fra.
Men de møder grådighed, misundelse, forfølgelse og måske endda ondskab.

Utallige skoleklasser har gennem tiderne dissekeret ”Perlen”.
I den henseende ligger den lige til højrebenet.

”Kino og Juana gik gennem byen, som om den ikke var der.
Deres øjne så hverken til højre eller venstre, hverken op eller ned, men stirrede bare lige ud.”

”Hvad gik der egentlig galt”, vil læreren spørge.
”Kino og Juana fik deres højeste ønske opfyldt.
Hvad gik galt?

De fleste vil være klar over at der er en risiko ved at få opfyldt alle sine ønsker.
Men de fleste vil også gerne lade det komme an på en prøve.

Den italienske poet og forfatter, Arturo Graf, sagde, at hvis vi skal føle os trygge, motiverede og fredfyldte i vores liv, skal vi ønske lidt og forvente endnu mindre.

Jeg har læst ”Tørke” af Jane Harper.

2016. 356 sider
Bog nr. 36 jeg har læst i 2024.

Jeg smed penge efter bogen i en genbrugs i Downtown Vanløse, hvor jeg var havnet i et anfald af bogstav-abstinenser.
Bogen var ikke forsynet med nogen pris, og min noget tøvende reaktion på forslaget om 20 kr, fremprovokerede salgsprisen på en flad 10ér.
Til gengæld forklarede den rare dame mig, at det var en god bog, som hun selv havde læst.
(Genbrugser er fyldt med rare damer).
Omslaget var da også forsynet med et væld af rosende omtaler og superlativer.
Forfatteren var ukendt for mig, men derfor kunne det jo godt være en fantastisk bog.
Jeg kiggede lidt på anmeldelserne.
Der var bl. a en frkbogorm.dk som frejdigt erklærede, at bogen var ”en kæmpe oplevelse”.

Jeg slog bogormen op og fandt en blog, hvor bogormen ganske rigtigt havde skrevet ”En kæmpeoplevelse”.

Jeg er en hund efter kæmpeoplevelser, så jeg satte i gang.
Vi er i Australien, hvor der er tørke.
Her ved jeg nu, at alle siger ”mate” til alle.
En af de lokale bønder skyder sin familie og sig selv.
Eller gør han?

Nu vender politimanden Aaron Falk tilbage til egnen for at deltage i begravelsen, og han involveres i opklaringsarbejdet.
Og nu bliver hemmelighederne kaldt til live igen.
Med bevægende tyngde. (Forklaring følger).
Da han boede på egnen, blev han sat i forbindelse med en drukneulykke, og beboerne chikanerer ham, hvor han går og står.

Jeg må erkende, at den der kæmpe oplevelse lod vente på sig.
Jeg var dog hæmmet af at læse bogen på en rejse, og det går ud over koncentrationen.

Eksempelvis befandt jeg mig periodevis midt i læseprocessen i en togvogn, hvor en lille dreng og en endnu mindre pige dyrkede terrænløb i vognens midtergang til stor fryd for børnenes moder.
Jeg havde nok lidt sværere ved at nyde udfoldelserne.
Her arbejder vi os langsomt men sikkert hen til kategorien ”Sure gamle mænd”.

Det er en forening, hvor jeg er æresmedlem.

Sproget virker ordinært, og der er hele tiden flash back til de begivenheder, der gik forud for mordet.

Det viser sig, at jeg uforvarende har fået fat i bind 1 i en serie om den gode Falk.
Jyllandsposten kalder det en velfungerende og atmosfærefyldt krimi.
De slutter af med at kalde det en gedigen krimi efter klassisk model.
Og med sådan en melding kan jeg kun opfordre til, at man ser bort fra min forgæves men absolut heroiske jagt på en kæmpeoplevelse.
Jeg må nok lige have med, at Daily Mail kommer frem til at bogen er skrevet med præcision og bevægende tyngde.

Her er jeg noget hæmmet, eftersom jeg ikke er helt klar over hvad ”bevægende tyngde” er.
Men jeg fornemmer da, at det er et udtryk, der kan noget, og jeg vil helt sikkert komme til at bruge det en del.

Det forekommer mig, at Jane Harper blander sig for meget i handlingen.
Dette begreb kalder man i litteraturen ”Den alvidende forfatter”.
I et flashback lader hun den druknede pige Ellie sige til sig selv i en samtale med Falk: ”Du burde fortælle ham det”.
Ok, tænker man som læser. Der er lige noget der, vi bør være opmærksom på.

På side 279 er hun der igen.”Senere ville han komme til at hade sig selv for det. Men i det øjeblik var han ligeglad.”
Den alvidende Jane Harper ved godt, hvad der vil ske.

På side 286 er tiden kommet til en smule romance. Ikke ganske uventet, hvis man spørger mig.
”Hun så op på ham med røde læber, der skiltes i et smil og åbenbarede hendes hvide tænder, og så kyssede de.”

Med sådan en bevægende tyngde kunne det være kopieret fra en lægeroman.
Men jeg kunne godt lide de der hvide tænder.

Jane Harper kan flere af de gamle tasketricks.
På side 308 er læseren blevet bekendt med morderens identitet, men så er det, at der kommer en tvivl i hendes sind, om hun nu har udtrykt sig klart nok.
Hun lader derfor morderen have en lang indre monolog omkring hele forbrydelsen.
Til glæde for tungnemme læsere.

Det er det samme tasketrick, som Agatha Christie mod slutningen af nogle bøger anvender, når hun lader Poirot forklare for alle de mistænkte, hvordan han fandt ud af det hele.

Og dermed er vi kommet til finalen.
Nu er vi jo blevet enige om, at vi har med en gedigen klassisk krimi at gøre, så morderen overgiver sig naturligvis ikke frivilligt.
Morderen, hvis identitet jeg ikke havde regnet ud, flygter og ender i en situation, hvor der skal foretages nogle valg, der kan få katastrofale følger.

Da der er styr på det tredobbelte drab, er der stadig den druknede pige tilbage.
Jane Harper løber tør for spalteplads, og vi får ikke denne sidste opklaring med.
Men man lader os forstå, at det er noget, der vil blive taget hånd om, og det er betryggende viden.

Goodreads.com er fyldt med positive anmeldelser af ”Tørke”
Det må jo siges at være en udmelding med bevægende tyngde.

Nåh ja, de fleste af dem.
F. eks mener Felicia:
”Vil du vide, hvad der er det bedste ved denne bog?
Jeg behøver ikke bekymre mig om at bruge penge på resten af serien.
Historien skrider så langsomt frem, at den er langsommere end min hund, når han skal gå fra bilen og hen til dyrlægens dør.......”

Jeg har læst ”Cannery Row”/ ”Et mægtigt gilde” af John Steinbeck.
Bog nr. 35 jeg har læst i 2024.

Steinbeck # 8 i 2024
1945. 176 sider.

Når man kigger tilbage på den læseoplevelse man har haft med ”Et mægtigt gilde” er det bare at stikke hånden ned i posen med superlativer.
Og så kunne man passende vælge ordet ”fremragende”.

Vi befinder os i Cannery Row.
Der bor en lang række skæve eksistenser.
Der er den kinesiske købmand, der sælger alt.
Der er restauranter, barer og bordeller og ungkarlehjemmet Palace, hvor bumserne holder til.
Der er også et par stykker, der bor i en gammel kedel.
Det er et fint sted at bo, men det lyder lidt voldsomt og hult, når man snorker.

Der er maleren Henri.
Han hedder ikke Henri. Han er heller ikke maler, og han har aldrig været i det Paris, han altid snakker om.
Der er manden, der er ved at bygge en båd. Han bliver aldrig færdig, for han er bange for havet.

Og så er der Doc. Han arbejder i det marinebiologiske laboratorium, og alle er enige om, at han er en flink fyr.
En gang, hvor han er bortrejst, beslutter bumserne med Mack i spidsen at arrangere en fest, der skal løbe af stablen, når han kommer hjem.
De mener, den skal holdes i laboratoriet.
Desværre kommer gutterne til at smage på drikkevarerne, og det ender med totalt kaos, hvor laboratoriet bliver smadret.

Doc bliver rasende, og gutterne bliver kede af det.
Hvordan kan de dog gøre det godt igen?

En af dem får en god ide.
De vil holde en fest mere.
Så er scenen sat.

Det er ikke meget af en handling, men det er egentlig ganske uinteressant.

”Gaden og miljøet er skrevet så sanseligt med masser af lyde, dufte, og farver, at lugten af fiskemel kan fornemmes, og jeg har aldrig tidligere læst så smuk en beskrivelse af en gammel rusten dampkedel, omgivet af blomster og planter, som endda bliver brugt til bolig.”
Litteratursiden.

S. 31 ”Mens han ledte efter spørgsmål stillede Doc ham et. Det kunne Hazel ikke lide, det betød at han skulle rode rundt i sin hjerne for at finde et svar, og at rode rundt i Hazels hjerne var som at vandre alene i et øde museum”

Hazel fik sit navn, fordi hans mor ikke lige havde set efter om han var en dreng eller en pige.

Da hun fandt ud af det, gad hun ikke lave navnet om.

S 40: Han har 3-4 kvindemennesker, sagde Jones, man kan altid se, når han har haft sådan en på besøg, for så trækker han gardinerne for og spiller en slags kirkemusik på grammofonen.

S. 94 : ”Doc holdt stadig af alt, hvad der var sandt, men han vidste, at det ikke var nogen almindelig udbredt kærlighed, og at sandheden kunne være en farlig elskerinde at vedkende sig.”

Heldige, heldige mig.
Jeg har slentret gennem Cannery Row.

Jeg kan varmt anbefale denne bog.
Somme hævder, at det er Steinbecks allerbedste bog.
Men det er en svær ting at afgøre, om en bog er god.
Det er svært (og uretfærdigt) at sammenligne ”Dagdriverbanden og ”En dejlig torsdag” med ”Vredens druer” og ”Øst for paradis”.
Men det er under alle omstændigheder en af hans sjoveste.

Med en lettere omskrivning af en gammel Tom Christensen anmeldelse føler jeg trang til at udbryde:
”Tænk at have Steinbeck til gode”.

Jeg har læst ”Månen er skjult” af John Steinbeck.
”The moon is down”.
Bog nr. 34 jeg har læst i 2024.
1942. 155 sider.

Steinbeck # 7 i 2024.

En lille by på kysten bliver indtaget af en fjendtlig styrke uden den store modstand.
Byen er vigtig, fordi den fungerer som havn for en stor kulmine.
Chefen for invasionsstyrken Oberst Lanser indlogerer sig sammen med sin stab hos Orden, byens demokratisk valgte borgmester.

Vi ved jo godt, at det er tyskerne, der angriber Norge, men det nævnes ikke direkte nogen steder.
Officererne har ikke typisk tyske navne, men ”Føreren” nævnes.
Også de lokale har neutrale navne.
Ordet ”englændere” nævnes.
Lidt pudsigt er det, at alle taler ubesværet med hinanden uden tolk.
Den slags kaldes ”kunstnerisk frihed”.

Bogen er udgivet i 1942, og den er ren og skær propaganda.
Og det er der bestemt ikke noget ondt i.

Den er skrevet for at støtte de allierede styrker i 2. verdenskrig.

De lokale er generelt ukuelige og beslutsomme.
De agter at holde ud og tage det, der rammer dem, med oprejst pande.
De er villige til at vælge de martyrier, der er nødvendige.
Og så venter de.
Deres evne til at vente driver modstanderne til vanvid.

Borgmester Orden, der fremstår som et symbol på den tavse men effektive modstand siger: ”Vort folk er invaderede, men jeg tror ikke, de er besejrede.”

Naturligvis er budskabet vigtigst i dette værk.
Sproget er enkelt og letforståeligt.
Steinbeck fortaber sig ikke i dybe beskrivelser af natur og personer, og der er rigtig meget letforståelig dialog.
Det simple sprog har ikke været nogen tilfældighed.
Det gjorde bogen let at oversætte, og den blev oversat mange gange under krigen og fordelt i Europa.
Det er sikkert heller ikke tilfældigt, at Norge ikke nævnes.
Steinbeck ønskede at fortælle, at denne skjulte modstand kunne findes hvor som helst

På National Steinbeck Center i Salinas findes en illegal oversættelse til dansk fra besættelsestiden af ”The Moon Is Down’.

Langsomt men sikkert rammes besættelsesstyrkerne af paranoia, og de begynder lidt efter lidt at krakelere.

”Således gik det til, at erobrerne blev bange for de erobrede, og deres nerver blev tyndslidte, og de skød på skygger om natten.”

Et par bombeflyvere smider dynamit pakket sammen med chokolade i blå pakker ned over byen.
Samtidig er der instruktioner om, hvordan man anvender disse bomber.

Besætterne forsøger at samle bomberne ind, men de spredes alligevel blandt borgerne.
De begynder at sprænge dem.
Mens bragene kommer nærmere og nærmere, tager besætterne borgmesteren og byens doktor til fange og truer med at straffe dem for befolkningens ulydighed.

Bogen, som var tænkt som et skuespil, er hurtigt læst, men den har stor gennemslagskraft.
Læseren bør hele tiden huske på, at den blev udgivet i 1942.
Vi sidder og kigger i det store bakspejl, men den mulighed havde Steinbeck jo ikke.
I det hele taget er det imponerende, hvor klart Steinbeck analyserede begivenhederne så tidligt i krigen.
I et anfald af kontrafaktisk historieskrivning kan man så fundere over, hvad der ville være sket, hvis tyskerne var kommet først med atombomben.

”Frie mænd kan ikke begynde en krig, men når den engang er begyndt kan de kæmpe selv i nederlaget. Flokmennesker, der følger en fører, kan ikke gøre det, og derfor bliver det altid flokmenneskene, som vinder kampene, og de frie mænd, som vinder krigene. ”

Besættelsesmagten fremstilles ikke som monstre. Vi bliver også indviet i deres tilværelse og deres udfordringer.

Steinbeck fungerede som krigskorrespondent i andet halvår af 1943. I 1946 modtog han Hakon VII Frihedskors som tak for den inspiration, ”Månen er skjult” havde bibragt den norske modstandskamp.

Månen behøver ikke at være skjult.
Læs du den bare.

Jeg har læst ”Mørke steder” af Gillian Flynn.

2009. 361 sider
Bog nr. 33 jeg har læst i 2024.
1959. 285 sider.

Gillian Flynn, født i 1971 er en amerikansk prisbelønnet krimidronning uden den store produktion bag sig.

Libby Day var 7 år, og eneste overlevende vidne, da hendes mor og to af hendes søstre bliver myrdet.
Hun flygter ud i det iskolde Kansas-vintervejr, hvor hun mister nogle fingre og tæer.
Hun udpeger sin bror Ben, som gerningsmand til mordene.

Vi kommer ind i historien 25 år senere. Libby har i den periode levet af de penge, som er blevet doneret til hende af folk, som fik medlidenhed med hendes skæbne, men nu er kassen tom.
De vil godt støtte en lille pige på 7 år, men der er ikke noget til en besynderlig kvinde på 30 +.

Nu bliver hun kontaktet af ”Mordklubben” der er en hemmelig, makaber forening, der er besat af spektakulære mordsager.
De vil betale hende for at tale med dem og svare på spørgsmål.
De vil også gerne købe effekter, der kan relateres til mordsagen.
Hun slår til, og så er vi i gang.

Dette er bog nr 2 af Gillian Flynn, der har modtaget talrige priser.

Det er ikke en bog, der vil sætte varige aftryk hos læseren.
Plottet er fængslende og vildt usandsynligt, men hva`, læser vi ikke for at blive underholdt her?

Gillian Flynn bruger det gamle tasketrick med at springe frem og tilbage i tiden.
Når vi er tilbage i tiden får vi begivenhederne ud fra skiftende synsvinkler.

Der er ikke nogen af personerne, der er behagelige bekendtskaber.
Vores ”heltinde” Libby er en doven kleptoman, og hendes far er noget af det væmmeligste, man kan forstille sig.

Sproget er ganske godt og præcist, og der går ikke lang tid inden man føler sig engageret i opklaringsarbejdet.
Vi møder en lang række farverige personer, der også optræder i besynderlige og skræmmende scenarier.

Alkohol og stoffer spiller en stor rolle for de medvirkende.
Lidt Satanisme kommer vi også forbi.

Libby Day er præget af begivenhederne. Hun fremstår skadet og uden ro i sin tilværelse.

Nu vi er i Kansas kan vi godt lige tage med, at det var der Truman Capote´s mord på Familien Clutter fandt sted (Med koldt Blod), og det var også der Troldmanden fra Oz huserede.
Nævner det bare :-)

”Vores” mord er mindst lige så blodigt som Capote´s.
Det er ikke nogen rar og hyggelig verden Gillian Flynn åbenbarer for os, men vi får da en slags opklaring af mysterierne.

Min anbefaling?
Få fat på Truman Capote.

Jeg har læst ”Småt brændbart” af Alberte Winding.
Bog nr. 32 jeg har læst i 2024.
2020 309 sider.

Vi er først en usikker 16 årig au pair i USA sammen med en kusine.

Denne bog er ikke som et digt. Den er snarere mildt berettende.
Den er kalejdoskopisk, men alligevel uendelig smukt skrevet.
Alberte maner tingene frem gennem sit sprog.
Man glider ubesværet gennem teksten.

Endnu en bog, der nærmest læser sig selv.

Hvis man havde valgt at kategorisere bogen som ”En ung pige fortæller om sit au pair ophold i USA” ville vi have været meget langt fra sandheden.
Det er ikke en rejsebeskrivelse på nogen måde.
Selvom man da sagtens kunne få lyst til at besøge Martha´s Vineyard i Connecticut.
Det pigen finder på øen er sit eget indre kaos, udtaler Alberte i et interview.

Bogens jeg-fortæller hedder måske Solvejg. Eller hedder hun Alberte?
Alberte er eminent til at fortælle os, hvad hun tror, tænker og føler.

Bogen er sentimental og vemodig.
Sammen med Alberte føler jeg mig sikker på, at det er den helt rigtige bog, jeg denne dag sidder med i hånden.

S. 116: ”Jeg hører senere, at han er blevet nykristen. Så er der i hvert fald en af os, der bliver holdt øje med.”

For meget?
For navlebeskuende?
For sentimental?

”Der er ikke nogen dag eller noget menneske, der kan splitte kærlighed ad, men der er et indre ur, tænker jeg , der tikker mod tolv, det klokkeslag, hvor fortiden, barndommen, dukker op og vil have sig selv tilbage.”

Da jeg læste de sidste sider i bogen, havde Alberte kørt mig i stilling til at være sådan én, der læser de sidste sider i en bog.

”Om natten orker jeg ikke så meget, men lytter til fuglene, indtil de også sover. De synger og synger, og jeg hvisker tilbage til dem, alt, hvad jeg kan huske af sange, der hører til på dette her sted.”

Jeg står klar til at tage imod, næste gang Alberte har noget til mig.

Jeg har læst ”Sælsomme historier” ”redigeret af Sigurd Hoel.
Bog nr. 31 jeg har læst i 2024.
1959. 285 sider.

Alle forlystelsesparker med respekt for sig selv skal have et spøgelsestog.
Så er det sagt.
For der er ikke noget som et godt gys ind imellem.
Eller hvad?
For der er jo mere mellem himmel og jord, end man går og tror.

Citatet kommer fra Shakespeares Hamlet.
Det er Hamlet, der siger det til Horatio.
Horatio er netop kommet hjem fra Tyskland og er blevet uddannet som protestantisk teolog. Han tror ikke på spøgelser og den slags, og Hamlets far har jo vist sig som spøgelse.
Så er det Hamlet siger, at der er mere mellem himmel og jord, end du tror – Horatio.

Gysergenren har udviklet sig fra hvad der bliver kaldt for gotisk litteratur. Det var i gotikken, at en del af gysets centrale elementer blev skabt. ”Slottet i Otranto”, skrevet af Horace Walpoles i 1764, er den første gotiske roman.

Jeg havde også fået lyst til at læse en gyserhistorie.
Spøgelseshistorie, om man vil.
Jeg tror naturligvis ikke på spøgelser, men det er sjovt at læse om dem.
Jeg bestilte ”Sælsomme historier.”

Gyser er en undergenre til litteratur og film.
Det er en fortælleform, der spænder bredt: fra den pirrende spænding og uhygge, over menneskets fascination af det ukendte og helt ud til decideret frygt eller rædsel.

Historien i gyseren handler ofte om ”noget ondt”, der er sluppet løs, og som på en eller anden måde forstyrrer samfundets fred.

”Halløj”, udbrød jeg, da jeg sad med bogen i hænderne.
”Dig kender jeg godt. Vi har været på eventyr sammen, da far var dreng.”

Bogen er en antologi, hvor man er rigtig godt underholdt.
Nogle historier er mere skræmmende end andre, men den værste af dem alle er ”Abehånden”.

Hvad du ønsker skal du få,
Jo tak, men det kommer med en pris.
Læs ”Abehånden” hvis du tør.

Jeg er også vild med Evelyn Waugh´s ”Manden der elskede Dickens.
Og ”De blindes land”

I forordet nævner Sigurd Hoel, at de har været på jagt efter gode noveller fra tilværelsens grænseområder, der hvor ”virkeligt” og uvirkeligt mødes.

I ”Abehånden starter vi med at ”ilden blussede klart i kaminen”.
Det er ren hygge.
Men det går over.
Så er der jo den abehånd, der kan opfylde 3 ønsker.
”Den bevægede sig” råbte han og stirrede gysende på tingesten, der lå på jorden.

Tiden er løbet fra en del af fortællingerne i antologien, men det var hyggeligt at genopfriske bekendtskabet.

Af berømte skræmmende forfattere kan nævnes Ray Bradbury, Edgar Alla Poe, Stephen King, Mary Shelley.
Og så har Poeten, Poul Sørensen overraskende nok skrevet en række rigtig ubehagelig noveller.
Dem har jeg i øvrigt i ordre. :-)

Jeg har læst ”Vredens druer” af John Steinbeck.
Bog nr. 30 jeg har læst i 2024.

Steinbeck # 8
1939. 615 sider.

Bogen udkom i 1939, og vakte enorm opsigt.
Med god grund.
I 1930érne er depressionen i fuld sving. Farmene tørrer ud i midtvesten og Familien Joad har måttet forlade deres ejendom, da banken har smidt dem ud og kørt over deres hus med en traktor.
De er fortrøstningsfulde, for de har set løbesedler, der lover gode lønninger i Californien.
I ånden ser de sig selv spise ferskener og druer, som de bare plukker ned.

De samler deres skrammel, det meste af deres skrammel, og så drager de mod vest.

Tom Joad, vores helt er netop løsladt på en prøveløsladelse, og må egentlig ikke forlade staten.
Han forsvarer familien, friheden og retfærdigheden med næb og kløer.
Han er ikke uden fejl, men man kommer til at holde af ham.

Tragedier og katastrofer hagler ned over dem på rejsen. Vejene er fyldt med tusinder af fallerede farmere uden penge i slidte og ældgamle køretøjer.
Alle er på vej mod paradiset i Californien.
Efterhånden som de nærmer sig Californien, når de første rygter om en anden virkelighed end den de troede på, dem.

De troede at gaderne var brolagte med guld.
De fandt ud af, at gaderne overhovedet ikke var brolagte.
De fandt også ud af, at det var dem selv, der skulle brolægge dem.

De fortsætter alligevel.
De synes ikke, de har noget valg.
De er opslugt af denne flodbølge af håbefulde rejsende.

I stedet for Paradisets Have finder de Helvede på jord.
De kæmper en forbitret kamp for at overleve.
Det samme gør tusinder og tusinder af andre tilrejsende.
Ikke alle overlever.

Steinbeck lavede grundig research for at han kunne blive i stand til at skrive ”Den store Bog”.
Det fyldte ham med vrede og chok.
I årene 1935 – 36 drog mere end 80.000 mennesker på rejse mod Californien, Det forjættede Land.
Hver og en af dem troede der ville være jord og arbejde til dem.
Steinbeck kunne ikke skrive med så stor vrede i sig.
Det tog ham 2 år at blive klar.

Bogen er rigtig nem at læse.
Det er en fængslende beretning, og bogen læser nærmest sig selv.
Det er, som var man selv med på rejsen fra Oklahoma til Californien.
Bogen er lang som et ondt år, men man ænser det ikke.
Handlingen skrider jævnt frem, men hvert andet kapitel bruger Steinbeck til at beskrive generelle samfundsforhold og de almene problemer man får ved at krydse landet på den måde, som familien her anvender.
I disse mindre kapitler er sproget helt anderledes end det, der fortæller om rejsen.
Disse små kapitler har ikke direkte forbindelse til handlingen.
Genial måde at belyse alle problemerne på.

Jeg må indrømme, at jeg sank en klump, da jeg læste slutningen.
Da blev jeg godt nok rørt.

"Vredens druer" blev efter udgivelsen i 1939 bandlyst i flere byer og stater i USA, blandt andet: Californien, St. Louis, Illionois, Buffalo, New York og mange flere.

Forretningsmænd, landmænd, lærere og forældre protesterede voldsomt

Alt sammen fordi det mentes, at sproget i bogen er for vulgært. Der var problemer med de religiøse temaer, sexuelle undertoner og kommunistisk propaganda.
Svært at få øje på disse ting i 2024.
På en rejse blev Steinbeck advaret mod at tage alene på hotel, og i det hele taget skulle han sørge for altid at have en ven ved sin side, hvor han færdedes.
Han spurgte hvorfor og fik at vide, at der var planlagt en voldtægtsanklage mod ham.

Af den dagbog, han førte, mens han arbejde på romanen, der skulle blive ”Vredens druer”, fremgår det tydeligt, hvor anspændt han kæmper for at ramme et skønlitterært anslag: ”Tænk. Tænk i aften og arbejd hårdere i morgen, men få noget søvn i nat. Brug for søvn,” skrev han den 22. juni 1938 i et tonefald præget af den tvivl og energi, der de år var hans kreative brændstof.

Vredens druer udkom den 14. april 1939, og i løbet af de mange år, der siden er gået, har den fået en Pulitzerpris, en National Book Award, en Tony-pris (for Broadway-dramatiseringen i 1990) og været stærkt medvirkende til, at forfatteren i 1962 blev tildelt en Nobelpris i litteratur.
Godt hjulpet på vej af John Fords succesfulde filmatisering fra 1940 med Henry Fonda i rollen som Tom Joad har romanen solgt mere end 14 millioner eksemplarer
Og et mesterværk er det minsandten.
Jeg gjorde mig selv den tjeneste at se filmen, efter at jeg havde læst bogen. (bibliotek.dk)
Filmen er tro mod oplægget uden at følge den slavisk.

Filmens "falske" arbejdstitel var Highway 66. Det skyldtes, at John Ford var nødt til at filme i Oklahoma, og Steinbecks roman var meget upopulær blandt mange af statens indbyggere. Romanen var blevet kritiseret, allerede da den udkom, især i Midtvesten.
Det anses stadig som én af de bedste film, der nogensinde er produceret.
Den var nomineret til 7 Oscars.
John Ford fik én for instruktionen, mens Jane Darwell modtog en Oskar for bedste kvindelige birolle.
Hun levede fra 1879 – 1967. Som en kuriositet kan nævnes, at hendes sidste optræden blev som fugledamen i Mary Poppins.

”Vredens druer” blev skrevet i løbet af 100 dage på en blanding af litterært raseri, ungdommelig energi og en voldsom social indignation, og da den udkom, hyldede de fleste anmeldere den for dens realisme og integritet.

”Når denne bog er færdig, er jeg ligeglad med, hvornår jeg dør, for så er mit hovedværk

skrevet.”

Hvis du på din træskoliste har noget, der minder om ”At læse en klassiker” synes jeg, du skal vælge ”Vredens druer”

Jeg har læst ”Mus og Mænd” af John Steinbeck.
Bog nr. 29 jeg har læst i 2024.
Steinbeck # 7
1937 132 sider.

Jeg har en klar formodning om, at rigtig mange mennesker kender til ”Mus og mænd”, mens jeg er i mere tvivl om, hvor mange, der har faktisk har læst bogen.
Der er sikkert også mange, der husker historien om Dirch Passer i rollen som Lennie.
Det var faktisk også en drøm, der bliver slået i smadder.
Efter 23 forestillinger trak Dirch Passer stikket.
Det var så den drøm.

George og Lennie er 2 omstrejfende landarbejdere med store drømme.

Lennie er enfoldig på grænsen til at være retarderet, mens George er trofast og intelligent.

De har en drøm om at tjene nok til, at de kan få deres eget lille hus på landet.

Lennie bliver aldrig træt af at høre George beskrive det liv, de skal have, når de får deres eget sted.
Han elsker at få fortalt fortællingen om ham selv, der går og samler lucerne sammen til de kaniner, han skal have.
”Du har hørt det så tit”, siger George.
”Fortæl det alligevel.”

Drømmen trues, fordi Lennie, der ikke kender sine egne enorme kræfter, elsker at røre ved bløde dyr og ting.
Ofte kommer han til at klemme dyrene ihjel.
Det er aldrig med vilje.
Det sker bare.

George kæmper for, at George ikke kommer helt galt af sted.

Det kan gå med mus og hundehvalpe, men da Lennie overfører sine kærtegn til farmerens kone, så går det helt galt.

I Danmark har vi romaner og noveller.
I engelsksprogede lande har man short story (noveller) og novel (Romaner).
Derudover har vi i midten Novella, og sådan én er ”Mus og mænd.”

Historien er mesterligt fortalt, og bogen er så kort, at man kan læse den på en eftermiddag.
Men det tager meget lang tid at glemme den.
Steinbeck beskriver drømmescenariet, så vi som læsere også føler, at det vil være fantastisk.
Tænk nu hvis de to fyre får deres eget.

Jeg kom til at tænke på Carson McCullers fantastiske ”Hjertet er en ensom vandrer” fra 1940, hvor vi møder den døvstumme John Singer, og hans gode ven Antonapoulos.
Antonapulos bliver anbragt på en institution efter at han begynder at udvise en afvigende adfærd.
McCullers kan godt have kendt til Steinbeck.

”Hvis George ikke vil have mig med ... så vil jeg gå bort. Så vil jeg gå bort ”

Lennie sagde sagte: »Nej, jeg har ikke glemt det, kan du bande på. Skjule mig i krattet og vente på George.« Han trak hatten dybt ned over øjnene.

”Mus og mænd” er en tragisk og rørende historie, som varmt kan anbefales.

”Og jeg skal passe kaninerne?”
”Og du skal passe kaninerne.”
Lennie lo af henrykkelse.
”Og vi skal leve af landets fedme?”
”Ja”.

Jeg har læst ”Dronning Gåsefod” af Anatole France.
Bog nr. 28 jeg har læst i 2024.
1893, 315 sider.

I Dronning Gåsefod bruger Anatole France 1700-tallets libertinere og filosofiske interesse og giver det hele en satirisk form.

Anatole France (1844 - 1924) blev født i i Saint-Cyr-sur-Loireved Tours i Frankrig.
Han blev tildelt Nobelprisen i litteratur i 1921.

I 1700-tallets Paris arbejder Jacques på sin fars restaurant, hvor han en dag møder en mærkelig abbed. Abbeden tilbyder Jacques kost og logi, hvis den unge dreng vil lade abbeden undervise sig i græsk, latin og kristendom.
Det lyder mærkeligt, men alligevel tager Jacques imod tilbuddet. Det viser sig imidlertid, at abbeden har en lettere aparte tilgang til kristendommen og samfundet som helhed. Sammen kommer de ud for lidt af hvert og møder de mest mærkværdige eksistenser.