Jeg har læst ”Sidste udkald for rejsende” af Jakob Kvist/Jørgen leth.
2023. 205 sider
Bog nr. 74 jeg
har læst i 2024.
Jeg
har den opfattelse, at enten er man for Jørgen Leth eller også er
man imod.
Jeg er for Jørgen Leth.
Så fik vi det sat på
plads.
Jørgen
Leth er blevet gammel, og han går og falder.
Jakob og Jørgen har
været venner i mange år, og nu mødes de for at se tilbage på
Jørgens kompromisløse liv.
”Kokkens datter” vil han ikke
snakke om, og så gør han det alligevel, for han vedstår sig sit
liv.
Også selv om det har kostet.
Jeg
hører Jørgen Leths karakteristiske stemme for mig, mens jeg
læser.
Jeg kender også hans måde at tale på og hans
ordvalg.
Jeg hører ham ganske tydeligt.
Han er i Danmark, fordi hans hus i Haiti blev ødelagt i det store jordskælv, så reelt er han hjemløs.
Om
svigt siger Jørgen Leth, da snakken falder på hans fravær overfor
datteren Karoline
S. 75. ”Jeg må vedkende mig det. Jeg er meget
flov over det. Jeg synes ikke, det er godt overhovedet.”
Og han har svigtet igen og igen.
Det ved han godt.
”En vej ud af tågen” af Kristian Leth venter på mig for enden af denne bog.
S.
90: ”Hvad betyder eftermæle?”
”Det betyder da noget. Jeg
vil gerne huskes for noget.”
Både
Jørgen Leth og jeg vil gerne have et ridderkors.
Mit ønske
hænger sammen med, at jeg så kan sige nej tak, mens Jørgen Leth
virkelig gerne vil have det.
Han higer efter ros.
(Det gør
alle vel?)
”Jeg er hele tiden bange for, at jeg kan degradere yderligere, men så længe det ikke er sket, er det godt nok, synes jeg.”
S. 130: ”Jørgen glæder sig over glæde og er ægte generøs i tanken.”
Anmelderne er lidt valne i deres bedømmelse af bogen.
Jeg
var ualmindelig glad for bogen, men jeg vil ikke give mig af med at
anbefale den til andre eller lade være.
Dertil er Jørgen Leth
for speciel.
Jeg
ved ikke, hvem der har fundet på bogens titel, men den er efter min
mening tæt på at være genial.
Jeg ville ønske, det var
min.
Jørgen Leth begriber ikke religion og tro, men alligevel
vælger han salmer til sin begravelse.
Man foreslår ham at vælge
”Det er i dag et vejr et solskinsvejr”, men den køber han
ikke.
”Nej, når man har ulejliget sig helt ind i kirken, så
skal det stramme til.
Så har man plukket sine sidste hyacinter.
Døden er en størrelse, man må håndtere med stramme seler.”
Jørgen
Leth var til koncert med Leonard Cohen.
Det nåede jeg ikke.
Men
jeg deler hans passion for Leonard Cohen.
Der er ikke mange
tekster af Cohen, som jeg tilfulde forstår, men alligevel har han
fulgt mig gennem hele mit voksenliv, og han har fyldt rigtig
meget.
Har jeg det lidt på samme måde med Jørgen leth?
”At sige verden ret farvel
i livets gry og livets kvæld
er lige tungt at nemme;
det lærtes aldrig her på jord
var, Jesus ej du i dit ord
hos
os, som du er hjemme.”
Grundtvig
Jeg har læst ”Happy Hour” af Anne-Sophie Lunding Sørensen..
2019. 252 sider
Bog nr. 73 jeg
har læst i 2024.
Dette
er tredje bind ud af tre i serien om Elvira, der er stærkt
overvægtig og arbejdssky.
Nåh ja, egentlig arbejdssky er hun
ikke, men hun vil ikke vide af kommunens aktiveringsprogrammer.
Hun
vil selv.
Desværre
er der en del, der ikke synes om det, hun sætter i gang.
Hun er i
gang med at opgradere sin bordelvirksomhed til noget mere
luksuspræget, og på den måde kan hun tjene flere penge.
Bind
1 i trilogien var rigtig morsomt, men efterhånden skinner det
alvorlige mere og mere igennem, så der er knap så meget humor i
”Happy hour”.
Det gør ikke bogen dårligere, bare
anderledes.
F. eks forlanger bydelens hårde drenge, at hun skal
betale beskyttelsespenge, og det har hun ikke meget lyst til.
Elvira
får hjælp til at udvide forretningen af Uno.
Han sidder inde, og
han beder hende hjælpe med at holde lidt øje med hans datter
Josephine.
Det gør hun gerne, for hun er i bund og grund et godt
menneske.
I den forbindelse får hun også foretaget en omgang
”make over”.
Med overraskende godt resultat.
Hun
har også konstant sin bror Sixten at tænke på, og også
barndomsvennen Køster må hun forholde sig til.
Heldigvis har hun
gode gamle Henry, som hun altid kan falde tilbage på.
Jeg savner
lidt at få at vide, hvad der i første omgang fik ham til at besøge
klinikken.
Og vi har slet ikke fortalt noget om ”Tarzan”, den
store hund.
Jeg
erfarer, at der er lavet en TV-serie om de 3 bøger. Den kan ses på
Viaplay, som jeg ikke har adgang til.
Og jeg regner ikke med at
smide penge efter dem.
Jeg er naturligvis lidt nysgerrig, men
risikioen for at man har ødelagt de fine bøger er overhængende, så
det er ikke jordens undergang
Alt
i alt har det være en god oplevelse at møde Elvira.
Og jeg ved
nu, hvordan det er gået hende.
Jeg har vældig lyst til at
fortælle om historien om Elvira får en rigtig ”happy ending”,
men det gør man ikke i en anmeldelse.
Du skal selv i gang.
Og
det synes jeg helt klart du skal gøre.
Du har meget til gode.
”Litteratursiden”
udtrykker det rigtig godt i deres fine anmeldelse:
”Med
de tre romaner har forfatteren skabt en plads i litteraturen til en
kvinde, der måske ikke opfører sig som alle andre, men som har den
stærkeste retfærdighedssans i nyere dansk litteratur og som, især
her i bind tre, lukker læseren ind i det allerinderste til de
allermindste bange følelser.
”
Jeg har læst ”Happy Family” af Anne-Sophie Lunding Sørensen..
2018. 213 sider
Bog nr. 72 jeg
har læst i 2024.
Dette
er andet bind ud af tre i serien om Elvira, der er stærkt overvægtig
og arbejdssky.
Nu er hun blevet den, der lejer ud til de
prostituerede.
Det giver nye udfordringer.
Elvira er i bund og
grund et godt menneske, og hun forsøger også at hjælpe en kinesisk
dreng, Bao, der er kommet i kløerne på nogle bagmænd.
Hun er
også nødt til at bekymre sig om sin bror Sixten, der lige nu er
stoffri.
Hun er heldig, hun har Henry (Kluden), som synes at være
uendelig god mod hende.
Henry passer sin lille forretning og
tøffer ellers rundt og er god.
S. 166: ”Jeg har gullaschsuppe derhjemme. Og nybagt brød.”
Hun
er ikke sikker på, hvor hun har den gamle barndomsven Køster, der
både er politimand og kriminel.
Man
kan stadig ikke lade være med at holde af Elvira, der er så tilpas
med at være centrum i det lille forretningsimperium.
Men det er
ikke en ufarlig branche, og hun trues konstant af folk, der ikke vil
hende det godt.
Men hun er virkelig ukuelig.
S. 154: ”Denne her fine business er vel ikke ligefrem momsregistreret heller, vel? Din sagsbehandler ved sikkert heller ikke noget om den, vel?”
Bogen
er virkelig velskrevet.
Den er også spændende.
Man fornemmer,
at den barske verden gnaver sig ind på Elvira, der knap nok kan
overskue konsekvenserne af det, hun har startet.
Læseren
aner, at der ligger stor dramatik og venter i bind 3 i trilogien, og
efter at have læst de to første bind er man simpelthen nødt til at
vide besked med, om Elvira klarer sig.
Taber hun sig?
Beholder
hun Henry?
Kommer hun overens med Køster?
Får
hun sin pension?
Forbliver Sixten stoffri?
Der er masser af grunde til at kaste sig over ”Happy Family” og krydse alt hvad der kan ´krydses i håbet om, at den titel kommer til at holde stik.
S
187:
”Skal vi få lidt styr på det?”
Jeg har læst ”Happy Ending” af Anne-Sophie Lunding-Sørensen.
2016. 211 sider
Bog nr. 71 jeg
har læst i 2024.
Vi
er på arbejde sammen med Elvira.
Hun er telefonpasser i et bordel
og sørger for, at kunderne får de nødvendige informationer.
Hun
hjælper også med alt det praktiske, der sker sådan et sted.
Bogen
er skrevet i 1. person og er holdt i en nøgtern og neutral
stil.
Elvira vil gerne have en varig pension, så hun kan tage sig
af sin stofafhængige bror Sixten.
Hun arbejder målrettet på at
ligne én, der har angst og hun har til lejligheden udviklet et
”akvarieblik”, som hun bruger, når hun bliver tilsagt.
Sixten
skylder 200.000 væk og det går hende på.
Elvira er også stærkt
overvægtig, og hun kæmper indædt for at holde vægten ved
lige.
Hun vejer omkring 150 kilo og æder som en hest.
En af pigerne på klinikken hedder (kalder sig) Candy, og en dag er hun væk.
Sammen
med en af kunderne, der kaldes Kluden, begynder Elvira at lede.
Her
slutter referatet af handlingen, men slutningen viser sig at være
noget anderledes, end jeg havde regnet med.
Det
er triste skæbner vi møder, men alligevel er bogen momentvis ganske
morsom.
Der er naturligvis en grund til, at Elviras skæbne har formet sig, som den har gjort, og den historie delagtiggøres vi i.
Det
er egentlig ikke svært at få sympati for Elvira, og man lukker
bogen i håb om, at hun får et godt liv.
Det ser ud til at, Anne-Sophie Lunding-Sørensen vil Elvira det godt, og således ender bogens titel med at blive tvetydig.
Jeg har udnyttet muligheden for at se, hvad der videre sker med Elvira, og ”Happy Hour” og ”Happy family” er allerede på vej til mig.
Og
da Anne-Sophie´s bog ”Sanatoriet” allerede står og venter i min
reol, man man godt sige at Anne-Sophie og Yours Truly er kommet i et
fast forhold.
Du
kan godt gå i gang med ”Happy ending”.
Det er ikke nogen
omfangsrig roman, så skaden er ikke så stor, hvis du går
sukkerkold, men jeg vurderer, at der er en god mulighed for, at du
vil synes om Elvira.
Anne-Sophie
Lunding-Sørensen:
”Passioneret forfatter og inspirerende
foredragsholder. Mester i at væve ord til magi og engagere publikum
med tankevækkende indsigter. ”
Jeg har læst
”Dobbeltgængeren” af Tess Gerritsen.
Engelsk titel: ”Body
double”
2005. 373 sider
Bog nr. 70 jeg
har læst i 2024.
Hver
gang jeg starter på en krimi-serie er det i håbet om, at jeg har en
åbenbaring i vente.
Sådan som det skete for mig med ”Roman om
en forbrydelse” eller med Mankells Kurt Wallander univers.
Det starter gerne lovende ud.
Her
møder vi retsmediciner Maura Isles, der oplever at en kvinde der
bliver skudt i nærheden ligner hende på en prik.
Det viser sig
at være hendes enæggede tvivlling, og efterforskningen går i
gang.
Det bliver en snørklet og lang efterforskning der udvikler
sig uventet.
Vi møder de to tvillingers mor, der er erklæret
skizofren og sidder inde for dobbeltmord.
Der er også
sidehistorier i fortid og nutid, der kan virke noget
forvirrende.
Stort set alle læsere jeg hører om er skræmte men
godt underholdt.
Vi
følger også Mattie Purvis, der er levende begravet.
Jeg ved
ikke/husker ikke hvem hun er men hun dukker op på side 71.
Chick
lit?
”Aldrig har nogen mand skænket mig så stor opmærksomhed
før”, tænker Maura på side 167, hvor hun deler 2 hummere med sin
kollega Rick Ballard, der også er fraskilt.
”Nu er jeg i gang med at læse chick-lit” tænker jeg, mens de 2 drikker øl til deres hummere.
En
lektørudtalelse forklarer mig at jeg er i gang med en veldrejet
krimi med sympatiske kvindelige hovedpersoner, der personligt kommer
i spil.
Jeg læser videre, mens jeg ærgrer mig over, at jeg er
startet med # 4 i serien.
Der er ikke færre end 13 bøger i
serien.
Jeg ved også at Sjöwahl og Wahlöö samt Mankells status
som ”De bedste” ikke er i farezonen.
Jeg
bliver orienteret om, at Maura er på nippet til at gå i seng med en
mand hun knap nok kender.
Så ringer telefonen :-)
Det er skønt at være forfatter, så kan man altid bar lade telefonen ringe.
Det er også en hjælpsom forfatter.
Se bare nedenfor:
S 238: ” ...pludselig gik dens betydning op for hende – en betydning der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende”.
Den
uvidende læser spekulerer som en rasende på, hvad det var der gik
op for hende.
Direkte fra håndbogen med taske tricks for
krimiforfattere.
Frygt
ikke.
Vi får styr på kvinden, der er levende begravet og Tess
Gerritsen kan sætte vand over til næste bind i serien.
Der er mange måder at læse på:
”Nej,
vel så,” nikker Knagsted.
”- men det har jo ikke noget at sige, når jeg bare
får mange gode
kommaer!”
Jeg har læst ”Pigen på billedet” af Heidi Amsinck.
2021. 365 sider
Bog nr. 69 jeg
har læst i 2024.
Hvorfor
læser jeg denne bog?
Jeg havde et ærinde på biblioteket.
Jeg
havde haft fat i nogle ”tunge” bøger og var på udkig efter
noget mere lystigt.
Forfatteren:
Heidi
Amsinck har siden 1992 boet og arbejdet i London og er i dag Global
Head of Content for en større britisk bank. I 2023 modtog hun Det
Danske Kriminalakademis Debutantpris.
Hun har skrevet flere Jensen-krimier.
Hun får et plus for
at have fundet på den serie, og jeg får et minus for at starte med
# 2 i serien.
3
ældre mennesker udsættes for overfald. Alle steder findes et
billede af en ung pige.
Det er en sag for Kriminalkommissær Henrik
Jungersen.
Og Jensen.
Hendes fornavn forbliver en hemmelighed.
Og
så er der Jensens assistent Gustav, som kan ligne en nørdet ung
mand.
Det er den ene af hans personaer, hvoraf den anden er
ungdomskriminel.
Det er smart at lade en ”efterforsker” have
en assistent.
Her kan den alvidende forfatter lade Jensen gennemgå
sagen for assistenten og skrive spørgsmål på post-it sedler.
I
virkeligheden har hun følt et behov for at orientere læserne.
Den
teknik kendes fra Sherlock Holmes (Watson) og Poirot (Hastings),
Jan-Bøgerne (Erling).
Godt gammelt taske-trick.
Heidi
Amsinck er leveringsdygtig i tør humor:
S 58: ”Hvem er I sagde
hun med høj skolelærerstemme?”
Som
læser vil man gerne kende de personer man læser om, og her bliver
vi velsignet med gode beskrivelser.
Henrik, Jensen og Gustav har
deres at slås med.
Som alle har.
Vi møder også Jensens mor,
der kalder sig Marion.
Hun er livskunstner eller måske rettere en
fortabt hippi, som bestemt ikke fører sig frem som en typisk
mor.
Man skal ikke langt hen i bogen, før man mærker, hvordan
den bliver mere og mere interessant.
Nøjagtig som det skal være
med en god krimi.
Men det holder ikke rigtigt.
Desværre
ramte jeg muren til sidst.
Jeg mistede overblikket.
Jeg kunne
ikke huske alle bogens personer, og hvordan de relaterede til
hinanden.
Jeg føler mig ikke kaldet til at påstå, at det er
bogens skyld.
Det kan sagtens være mig, der har været
ukoncentreret.
Jeg måtte læse slutningen flere gange, og det
hjalp da en del.
Men
jeg følte ikke, at jeg havde fuldstændig styr på, hvad der var
sket.
Eller følte interesse for at finde ud af det.
Der findes kun få anmeldelser af bogen.
I
en lektørudtalelse kan man læse:
”En
spændende krimi, der har, hvad en nordisk krimi bør have. Der er en
del personer at holde styr på, men alle tråde samles”
Jyllandsposten
er ikke begejstret:
”Men
holder man af konstellationen dumdristig journalistkvinde og
traumatiseret politiefterforsker - upolerede Jungersen er unægteligt
lidt af en prøvelse uden nogen forsonende momenter - er der en i
nogen grad forudsigelig læseoplevelse forude.
”
Jeg har givet Jensen fri nogle dage :-)
Jeg har læst ”På cykel gennem seks årtier” af Margrethe Auken.
2008. 229 sider
Bog nr. 68 jeg
har læst i 2024.
I
håndboldligaen har dommerne mulighed for at gå ud og gennemse
spillet på video.
Inden de går ud, skal de oplyse, hvad deres
første indskydelse er.
”Jeg tror, der er mål”.
Hvis ikke
videoen afslører andet, er det den første indskydelse, de skal
vælge.
Jeg bruger
lidt samme teknik med denne bog.
Min første indskydelse er, at
Margrethe Auken er et godt og ærligt menneske.
Hvis ikke bogen
viser andet, vil jeg holde fast ved det.
Det vender vi tilbage
til.
”Fisk
kan ikke tale”, bogen om Cheminova inspirerede mig til at gribe fat
i denne bog.
Det var Margrethe Auken, der var præst, da Rav-Aage
blev begravet.
Det havde han selv ønsket.
Ordet ”cykel” i
titlen appellerer bestemt også til mig.
Det
er ikke en let bog at læse:
”Den nye teknologi knyttes til det
lokale, maglekildecentrifugen er et teknologisk gennembrud for
andelsmejerierne.”
Jeg
spekulerer på, hvordan man bestemmer sig til, hvilke typer en bog
skal sættes med.
Nu har jeg lige læst en bog af Thomas
Korsgaard, der var skrevet med særdeles store typer.
Samtidig er
han let at læse, så det går af sted med lynets hast.
Ikke
hos Margrethe Auken.
Typerne er små, og jeg læser ikke så
hurtigt, som jeg gerne ville.
Men prøv at læse sætningen herover med ordet maglekildecentrifugen.
Det
ord standser simpelthen fremdriften, og sådan er bogen ofte.
Jeg
må nødvendigvis sætte læsehastigheden ned.
Skriver
man, som man ”gør”, eller er det et valg?
Jeg er i tvivl.
Bogen skrider frem i kronologisk orden, og denne anmelder kæmper noget med at bevare koncentrationen.
Margrethe
Auken var f. eks modstander af Tidehvervsbevægelsen med de to
enæggede fætre Jesper Langballe og Søren Krarup i
spidsen.
”Tidehverv
opstod som en protest mod 1920'ernes sværmeriske dyrkelse af den
kyske, sunde ungdom og ”troens betydning for den, der vil frem i
verden”.
Jeg må indrømme, at jeg har mere end svært ved at
interessere mig for emnet, og jeg orker slet ikke at sætte mig
ordentligt ind i, hvad det går ud på.
S
120: ”De bilfri søndage der blev indført for at spare benzin,
blev overraskende populære og derfor stoppet”
S. 169: ”Da kom jeg i lære hos OOA, som hurtigt fandt vej til at gøre sig gældende for både folketing og regering.”
Så
er det jeg stopper op et sekund.
Nu har jeg læst 169 sider af
bogen, og umiddelbart ved jeg ikke/husker jeg ikke hvad OOA er.
Er
der noget galt med bogen, eller er der noget galt med mig?
Det tog så ikke lang tid at finde ud af, at det var ”Organisation til oplysning om Atomkraft”, men det fortæller alligevel lidt om mine vanskeligheder med bogen.
S178. Her er vi kommet til Cheminova og Rav-Aage, så her er jeg lidt på hjemmebane.
S.
182: ”Vandt vi Cheminiovasagen? Tjah. Vi vandt meget. Giftdepotet
ved Høfde 42 blev delvis fjernet, og Cheminova kom under vedvarende
kritisk opmærksomhed. Men de store giftdepoter inde på selve
Rønland er vist ikke blevet tømt endnu og meget andet er sikkert
også galt endnu.”
Vist??
Rav-Aage.
”Da
han døde i marts 2008, 85 år, gammel blev jeg ringet op i
Bruxelles. Det var hans bestemte ønske, at jeg skulle begrave ham.
Jeg blev meget stolt og fik møbleret rundt på min kalender, så jeg
kunne komme til Vestjylland og begrave den gamle hædersmand fra
Thyborøn Kirke”.
S. 195: ”Kirkens mund og mæle” udkom i 1992 og skabte voldsomt postyr.”
Jeg
må bryde sammen og tilstå, at jeg aldrig har hørt om det.
Det
er heller ikke noget, jeg føler trang til at sætte mig ind i.
Den
danske folkekirke har måttet klare sig i mange år uden mig, og jeg
synes, vi skal lade det blive ved det.
Sorry, Fru Auken.
S. 213: ”Fields umuliggør i øvrigt nu, at Ørestaden bliver en god by. Uden en masse mindre forretninger kan et levende bymiljø ikke blomstre. Byen kaldes da også Ødestaden”.
Ovenstående
demonstrerer meget godt mit problem med mange af de ting, jeg læser
i bogen.
Jeg ved ikke, om det er korrekt.
Jeg har ingen anelse
om, hvordan dette udsagn fra 2008 stemmer overens med realiteterne i
2024.
Jeg
synes aldrig, jeg har hørt om problemet før.
Og jeg ved heller
ikke, om jeg burde vide besked?
Hun
skriver også at en Letbane havde været langt bedre end Metroen.
Jeg
ved det ikke.
Men jeg er en ret flittig bruger af Metroen, som jeg
ikke har noget at udsætte på.
Derimod er jeg bekendt med, at der
er masser af problemer med de eksisterende letbaner.
Min
konklusion er stadig, at Fru Margrethe Auken er et godt og ærligt
menneske.
Jeg har ingen grund til at tro andet.
Jeg føler mig
utilstrækkelig efter at have læst hendes bog.
Jeg synes, den er
tør og kedelig.
Men når man slår hovedet mod en mur og der
lyder en hul lyd, så behøver det jo ikke at være muren, der er
hul.
Jeg var rigtig glad for hendes samarbejde med Rav-Aage.
Jeg fandt aldrig ud af, hvad meningen var med udtrykket ”På cykel” i titlen.
Jeg har læst ”Tove Ditlevsen var min Mormor” af Lise Munk Thygesen.
2023. 248 sider
Bog nr. 67 jeg
har læst i 2024.
Vi læser bogen i min fine læsegruppe, hvor jeg kunne fornemme, at nogle af de andre havde fået nok af Tove Ditlevsen.
Sådan havde
jeg det slet ikke.
Jeg syntes, det var spændende at høre fra
barnebarnet.
Jeg troede, det var en biografi, jeg skulle læse, men det er det da slet ikke.
Jeg har lidt
svært ved at sætte ord på, hvad det så er.
Bogen indeholder en gennemgang af alle de kvinder i familien, der kom før hende.
”Min Mormor,
min mor og jeg har det tilfælles, at vi er vokset op med en mor, der
ikke kunne være mor for os ...”
Det er vel det
Lise Munk Thygesen vil skrive sig ud af.
Jeg er nærmest
vokset op med Tove Ditlevsen.
I mit hjem fik vi Familiejournalen,
hvor hun havde sin brevkasse.
Det hedder vel
egentlig ”Familiejournal.”
Den læste jeg altid, uden at jeg
havde nogen anelse om, hvem skribenten var.
Svarene kunne være
meget usædvanlige, og det var muligvis det, der interesserede
mig.
Hun redigerede brevkassen fra 1956 – 76.
I 1956 var jeg
8 år gammel. Jeg husker ikke hvornår jeg begyndte at læse
brevkassen.
Jeg mener ikke, jeg diskuterede indholdet med nogen.
Jeg fandt den bare uhyre interessant.
Samtlige breve er udgivet i
bogform, hvis man skulle få lyst til at læse dem.
Jeg har læst
lidt fra det enorme værk, og jeg fyldes mere og mere med beundring
for, hvor meget sjæl, der ligger i den brevkasse.
Jeg fornemmer,
den har betydet en del for mig.
Bogens titel
er usædvanlig.
Normalt ville man finde på en eller anden poetisk
formulering, men den hedder bare ”Tove Ditlevsen var min Mormor”.
Det har været
svært at være Lise. Hvis samtalen faldt på Tove, blev Lise
reduceret til at være barnebarnet.
”...hvis hun (Tove) blev
bragt op, forsvandt jeg.”
Da Lise fyldte 13, blev hun i skolen
bedt om at læse op af Tove Ditlevsens ”Annelise - 13 år”.
S. 206. ”Jeg
er vokset op med selvmord”.
Det er lidt svært at forstå for
én, der ikke har haft selvmord i sit liv.
Hvor må det have fyldt
meget.
Moderen
Helle døde som 65 årig efter mange års misbrug.
Lise arvede
nogle ringbind, som hun var 13 år om at åbne.
Efter at have
læst denne bog indser jeg med lysende klarhed tydeligt, hvor stort
et ansvar forældre har for deres børn.
Jeg er ikke skuffet over
bogen.
Lise Munk Thygesens verden minder slet ikke om min, men det
er måske også med til at gøre den interessant for mig.
”Bøger er skadelige og gør dig sær, sagde hun (Alfrida) til Tove. ”
S. 155: ”Da jeg blev født var jeg voksen. Jeg blev talt til som en voksen, og jeg svarede voksent, så snart jeg fik et sprog, og det gjorde jeg tidligt.”
I skrivende
stund (ultimo april 2024) læser jeg om en ung pige, der er
forsvundet fra sit hjem.
Hun blev fundet bevidstløs i en skov,
men dog i live.
”Hun bakser med lysten til at leve”, udtaler
hendes far.
Tænk
at bakse med lysten til at leve.
Det er næsten ikke til at fatte
og næsten ikke til at bære, men det er man nødt til, for det
hænder.
Lise
Munk Thygesen har været i tvivl om, hvorvidt hun skulle publicere
Tove Ditlevsens afskedsbrev til Helle, hendes mor.
Brevet er
kommet med i bogen, og jeg vil bare nævne, at det er stærk læsning.
Et
af de sidste kapitler i bogen hedder ”Min mors hænder.”
Her
fortæller Lise om sin mors sidste dage, timer, minutter.
Kristeligt Dagblad:
Bogen
er ikke noget hævntogt. Den er derimod Thygesens grundige, begavede
og insisterende kærlige forsøg på at forstå ikke bare sin egen
mor, men hele sin slægt, der altså også rummer en af dansk
litteraturhistories store skikkelser.
Jeg har læst ”Reykjavik” af Raganar Jonasson.
2023. 332 sider
Bog nr. 66 jeg
har læst i 2024.
Allerførst
ser læseren, at bogen er dedikeret til Agathe Christie.
Så har
vi ligesom styr på genren.
Dernæst
får vi en personliste.
Det er en fin ting og især i dette
tilfælde, hvor de islandske navne volder visse vanskeligheder og kan
se noget ens ud … for en Vendelbo.
Det
er også værd at bemærke, at Ragnar Jonasson arbejdes sammen med
Katrin Jakobsdottir (Tidligere Statsminister.)
Vi har et Cold Case
mysterium.
Laura
er forsvundet.
Hun var 15 år gammel i 1956, da det skete.
Hun
arbejdede i huset hos Ottar og Olöf.
Den
unge politimand Kristjan Kristjansson er på sagen, uden at det
lykkes ham at løse mysteriet.
Det martrer ham gennem hele
karrieren.
Vi
er tilbage på sporet i 1966 og 1976.
Og i 1986 er vi igen på
eftersøgning.
Den unge journalist Valur er også optaget af
sagen.
Han opsøger alle, der kan hjælpe ham med
informationer.
Pludselig en dag får han en opringning.
Synsvinklen
i bogen skifter en del.
Også til personer i periferien.
S.
121: Valurs redaktørs kone siger om sin mand: ”Han havde været en
del mere livlig, da de mødtes – og også haft mere hår, og hun
forstod egentlig ikke helt, hvorfor de var blevet sammen.”
Jeg er lidt spændt på, om det senere i bogen åbenbares, hvad vi skal bruge den gode redaktørfrues udsagn til.
Jeg havde forventet, at vi ville pendle mellem 1956 og 1986, men vi bliver siddende i 86.
Valurs
søster er tvunget til at overtage eftersøgningen.
Hun graver
videre og spørger og får sig gnavet ind til sagens kerne.
Jeg
havde også forventet, at vi ville høre mere til den unge
politimand, der i 1986 ikke længere er så ung, men vi fornemmer at
han er træt og opbrugt, så han siver væk.
Forfatteren
(Forfatterne) har lidt en tendens til at inddrage personer i
handlingen, som ingen betydning har for historien.
Og det er jo
det, der sker i virkeligheden. Mennesker passerer forbi uafladeligt
uden at efterlade sig synlige indtryk. Men når de dukker op i en
krimi regner man med, at de er involverede.
Falske spor kan man
vel kalde dem.
Mod
slutningen sad jeg med en fornemmelse af at kæden var ved at springe
af, men vi holder os på sporet.
Jonasson kæmper bravt for at
lede mig på vildspor.
Og jeg havde ikke gættet whodunnit.
Jeg
var helt og aldeles indfanget af bogen.
Mest i begyndelsen.
Det er en rigtig flot krimi, der gerne vil være ”lidt anderledes”.
Bogen er i øvrigt totalt blottet for grumme og makabre beskrivelser.
Og det går da meget godt uden.
Gads
Forlag beretter:
”Hans bøger har solgt 1,5 millioner
eksemplarer verden over og udkommer i 32 lande. Bøgerne hyldes af
internationale kritikere, og The Sunday Times har udråbt ham til at
være en af verdens bedste krimiforfattere i dag.”
Ragnar Jónasson er forfatter til den isnende uhyggelige og poetiske trilogi om Hulda Hermannsdottir fra Reykjavik Politi. Serien er fortalt i omvendt kronologi. I MØRKET, som er første bind, møder vi den ældre Hulda, der skal løse sin sidste sag. I de næste bind bevæger vi os baglæns gennem hendes liv og politikarriere.”
Jeg har med begejstring læst Hulda-trilogien og ”Reykkjavik” slipper også væk med min varme anbefaling.
Jeg
må tilstå, at jeg aldrig fandt ud af, hvorfor Redaktørfruen
udtalte sig.
Det kan muligvis skyldes redaktørens hårfarve?
Jeg
elsker at være kryptisk, når jeg ved, at du er nødt til at læse
bogen for at finde ud af det der med hårfarven.
Jeg har læst ”Mikkelsens undergang” af Bjarne Wagner-Augustenborg.
2003. 88 sider
Bog nr. 65 jeg
har læst i 2024.
-
Forskrækket udbryder Kyllerylle
"Det
fille, det falle i
min hovedskalle".
Det giver stor opstandelse blandt dyrene,
der tror, at skoven vil falde og flygter i panik.
Det er hverken første eller sidste gang, at nogen tror, at jorden vil gå under.
Men der er bare ikke sket endnu.
Bjarne
Wagner-Augustenborg har gravet en historie frem om Profeten
Mikkelsen, der påstod, at jorden ville gå under den 1. marts
1943.
Men hvis man tilsluttede sig hans menighed kunne man komme
med på hans ark, der ville afgå fra et sted mellem Limfjordsbroerne
i Aalborg på vej mod Tusindårsriget.
Der
er faktisk mennesker, der skiller sig af med deres ejendele for at
komme med på arken.
Aviserne og bladene fik fat i historien, men
den gode Mikkelsen var menneskesky og svær at få fat i.
Og det
kan man da egentlig godt forstå.
Jo mere folk grinede, jo sværere
blev han at få i tale.
Han blev særlig populær i Ringsted, og flere fra denne by drog mod Aalborg.
Normalt skal man ikke afsløre for meget om en bogs handling i en anmeldelse, men jeg afslører alligevel her og nu at jorden ikke gik under den 1. marts 1943.
Så gjorde den gode Mikkelsen det, man altid gør i den situation.
Man
reviderer planen en anelse og kommer frem med en ny dato.
Det kan
man gøre nogen gange, inden man må finde på en anden forklaring.
Det
er ikke nogen omfangsrig bog, men jeg synes, det er en ualmindelig
interessant historie.
Man tror, det er løgn, men det er den
skinbarlige sandhed, og verden vil åbenbart bedrages.
Der er
måske en anelse for lidt kød på historien, men den gode forfatter
kæmper for at sikre sig stof.
Det er lige på grænsen til, at
der ikke kan blive en bog ud af det.
Jeg kommer fra
Aalborg-området og har nok en særlig interesse i historien af den
grund.
- En New Age-fortolkning af denne overgang er, at denne dato markerer starten på en tidsalder hvor jorden og dens beboere kan undergå en positiv fysisk eller spirituel transformation, og at 2012 kan markere begyndelsen på den nye æra.
1914, 1925, 1954, 1975 er alle år, der ifølge Jehovas Vidner skulle blive dommedag. Trods de falske forudseelser er der på verdensplan stadig omkring seks mio. medlemmer, der venter på det store Harmagedon. I en ny bog tager et tidligere medlem et endeligt opgør med bevægelsen.
Den 89-årige tv-prædikant og særling Harold Camping var ret overbevist om, at jorden ville gå under 21. maj 2011. Så sikker, at han brugte millioner af dollar på at prædike budskabet over for alle, der gad at høre på ham. Og det var der tilsyneladende flere der ville. Således solgte flere kristne familier alle deres ejendele og rejste rundt i verden for at prædike budskabet.
Sidste nyt: Jeg er blevet hvisket i øret, at du ikke skal indgå for mange aftaler i den kommende weekend. :-)
The
Eastern world, it is explodin'
Violence flarin', bullets
loadin'
You're old enough to kill but not for votin'
You don't
believe in war, but what's that gun you're totin'?
And even the
Jordan river has bodies floatin'
But
you tell me
Over and over and over again, my friend
How you
don't believe
We're on the eve of destruction
Barry
McGuire 1965