Dag 3
Torsdag den 24. juni 1999.
Distance 250 km
Fra Mandal til Trældal ( 15 km nord for Narvik)

Det kunne have været en god dag. Det kunne også have været en nem dag.

Efter 2 -3 fjelde i går var der ingen djævlestigninger. Nuvel, der er stort set ikke en kilomer her i Norge, der ikke går op eller ned, så lidt stigninger er der altid.

Men ikke voldsomme.
Næh, hovedfjenden denne dag var regnen. Da vi onsdag aften sad og kiggede vejrudsigt på TV, lovede de lidt regn. Da jeg i et ærinde var ude kl. 03, væltede regnen ned, og det gjorde den altså også, da jeg startede kl. 6.

Der var en pause i vandpasserne på næsten 40 minutter omkring middagstid, men ellers væltede det ned konstant.

Hvis ikke Jens-Ole og Peter havde været der, var det absolut ikke blevet til de 250 km, det reelt blev til. De havde virkelig noget at se til. Allerede kort efter start indlagde vi små krisemøder, hvor vi vurderede situationen. Efter en hulens masse moralsk oprustning, og nogle madder gik det videre en 30-40 km.

- Hvis ikke man får lungebetændelse af det her, hvad får man det så af, tænkte jeg ved mig selv efter at jeg for 4 gang havde skiftet sokker.
Vi eksperimenterede med plastikposer på hænderne. Vi vurderede om kondensvandet udgjorde en større trussel end selve regnen. Plastposer på fødderne valgte jeg fra.
Til slut sagde jeg til mig selv, - Nu kan det også være lige meget og kørte bare.
En anden problematik var, at jeg sad stille ned ad fjeldene og derefter hurtigt kom til at fryse. Efterfølgende måtte jeg træde som en gal for at få en smule varme op ad fjeldene.

- Forklar mig lige igen, at det er for sjovs skyld, råbte jeg til Peter, der hylede efter mig, mens en vandsky fra en tysk turistbus fjernede den sidste tørre plet på mit tøj,
 - Vi er ude for at more os.

Kan man vente længe nok, kan man blive konge af Sverige, og da kilometertælleren rundede de 210 km havde jeg ventet så længe på at blive udfriet af pinslerne, at det var tid til at slå lejr.
Mine venner havde fundet en hytte, og der er kun 29 km derud, hævdede de. De glemte at nævne, at der var et besværligt fjeld og en hæslig tunnel på vejen. De var blevet enige om at skåne den gamle for den realitet.
Det var fornuftigt.
Langt om længe trillede jeg ind til hytten, der ligger smukt nede ved vandet med udsigt til Narvik.
Vi fik tøjet skyllet og hængt til tørre, og en øl blev stukket i hånden på mig.
Er det urimeligt, at man nyder en øl efter 250 km i regnvejr?
Næh, vel?
Peter var i "køkkenet" (en grill på verandaen) og fremtryllede pølser og kartofler.
Han har i øvrigt regnet ud, at med de penge vi giver i leje for hytten vil folkene være i stand til at investere i 9 agurker.
Vi har erfaret, at der bliver tørvejr i morgen.
Det er der nødt til at blive, for jeg er meget i tvivl om, hvor mange af den slags dage som i dag, der er kræfter til.

Jens-Ole og Peter skal da også have tid til at fiske
H.C. Andersen

Vandmand.

ER AGURKER SVARET PÅ EURO?
25. juni 1999.
Ideer om agurker

 Jeg ved det jo godt. I regnvejr er jernbaneskinner en katastrofe for cyklister. Derfor er det aldeles utilgiveligt, at jeg alligevel i Narvik Downtown kom skævt ind på dem og gik i asfalten med et brag.

Til alt held skete der ikke noget med hverken mand eller cykel. Lidt forslået og forskrækket bliver man jo altid, og det ville da være dybt åndssvagt om ekspeditionen Nord-Syd 99 var sluttet i en jernbaneoverskæring i Narvik. Sådan gik det heldigvis ikke.

Det er nødvendigt at bringe et dementi. Jeg berettede i går, at værdien af den hytte vi lejede, svarede til 9 agurker.

Peter har regnet lidt på det og fortæller nu, at det faktisk er mere korrekt med 7 agurker.

Vi har planer om at indforskrive en ladning agurker fra Danmark og betale os igennem Norge med dem.

-Hvor mange agurker skal du have for den hytte?
-Jeg plejer at få 10?
-Det er alt for meget. Jeg byder 8.

Også i dette rejsebrev skal vejret omtales. Dels er det meget vigtigt for os, hvordan vejret er, dels er det jo os, der suverænt bestemmer, hvad der skal stå i dagbogen, så nu kommer der lidt om vejret.

Det strintede lidt fra morgenstunden, men det blev ved truslerne. Og over middag blev der rigtig flot solskinsvejr.

Det blev til præcis 200 km i dag. At det ikke blev til mere skyldes, at vi måtte vente temmelig lang tid på færgen til Bognes.

Jeg var egentlig også temmelig mærket af gårsdagens strabadser. Og så har landskabet været vældig dramatisk det meste af dagen. Man skal kigge godt efter for at finde 500 m, hvor vejen går lige ud.

Mellem Bognes og Fauske er der vældig mange fjelde, der skal besejres, og dagen har budt på adskillige kilometerlange stigninger mellem 6 og 8 %.

Det er et forbavsende lavt gennemsnit, jeg kan holde i disse omgivelser. Men omvendt er jeg uhyre påpasselig med at forcere noget, for der venter altid et nyt fjeld lige om hjørnet. Og om det varer en time mere eller mindre er i den sidste ende ligegyldigt.

Ca. 10 km før fyraften kom Jens-Ole og fortalte, at der ventede en 5 km lang tunnel, hvor cykler ikke måtte køre p.g.a. gas. - Du kører i ledsagevognen, forklarede han. Alt andet vil være uforsvarligt. Jeg gav ham naturligvis ret, og vi fulgtes hen til starten på tunnelen, hvor jeg besluttede at smutte fra ham. Jeg valgte at satse på den farlige tunnel og dermed undgå et hul i turen.

Det var en led tur. Det gik opad hele tiden, men heldigvis var der ikke meget trafik, og jeg kom da igennem uden skaaaaaaaaaaaaaaaaaaader.

Peter og Jens-Ole har holdt lidt mere fri i dag. De har fundet et fantastisk sted her ca.65 km nord for Fauske. Det ligger ved en sø, hvor Peter ikke må fiske før første juli. Og vi kører i morgen tidlig!

Når jeg kigger ud af vinduet, kan jeg se et enormt højt sneklædt fjeld, der er badet i solskin.

Når jeg kigger lige frem, kan jeg se Peter og Jens-Ole stå og vaske op. Jeg burde bestemt gå hen og hjælpe dem.

I morgen når vi efter al sandsynlighed Saltfjeldet med polarcirklen. Som jeg husker det, er der en led opkørsel til fjeldet. Men når man først er deroppe, kører man faktisk på fjeldet i lang tid.

Hvis vejret er godt, kan det blive en fantastisk naturoplevelse, og hvis vejret er dårligt, kan det blive et mareridt.

Nu kommer jeg lige i tanker om, at vi netop har set vejrudsigten på norsk TV. I Mo i Rana, hvor vi vil være i morgen kommer der 24 grader.

Så der er lagt op til fest og farver.

Det er dejligt at være langturscyklist.

Holger C. Andersen.

 26. juni 1999.
Polarcirklen igen.
I dag var en speciel dag, fordi vi fik solen at se. Vi bevægede os i lige linie fra en hytte 85 km syd for Fauske til et vandrerhjem i Mo i Rana, hvor vi sidder nu godt stegte i kammen. Turen blev på 256 km, og det må vel være rimeligt. Jens-Ole kørte med på de første 35 km, og det var rart med lidt selskab.

Det der udtryk med den lige linie er nu nok en overdrivelse. Det bruger de ikke i Norge.

Udover solen oplevede vi i dag også det specielle, at vi passerede polarcirklen, der befinder sig på Saltfjeldet. Hvis vejret er godt er det et fantastisk smukt sted, og hvis der er dårligt vejr, kan det være forfærdeligt. Vi var begunstiget af det gode solskinsvejr, og havde en herlig stund deroppe.

- Var det en hård tur i dag, spurgte Peter, da jeg trillede ind til Vandrehjemmet i Mo i Rana? Tjah, alle ture over 200 km er da vist hårde, og mod slutningen af etapen blev solen da også et problem.

Er det ikke det ene, så er det det andet.

Mit gamle fjæs er allerede kraftigt mærket af solens stråler, og konfrontationen med mit kontrafej efter en nats søvn bringer altid tanken frem om, at den mand da vist er fyldt 51!

Peter sidder netop nu og studerer ruten for i morgen. Vi skulle efter sigende ramme Korgfjeldet, med en 9 % stigning over 7 km. Det lyder da af noget.

Vi har fået en del breve via e-mail. Det er vi rigtig glade for. Bl. a. har vi fået brev fra nogle norske venner, der inviterer os indenfor. Det vil vi satse på, hvis det overhovedet er muligt.

Direkte adspurgt om hvad vi har oplevet i dag fortæller Peter, at han har været under vandet 3 gange….

Her indtræder der en mindre krise. Jens-Ole er meget oprevet, fordi han allerede for adskillige dage har været under vandet 2 gange. - Og det blev overhovedet ikke nævnt i dagbogen, siger han fortørnet. Men nu skulle det så være bragt på plads.

Peter fortæller videre, at besøget på polarcirkelen var en stor oplevelse.

Personlig er jeg virkelig glad for at bo i Mo i Rana, fordi denne by for mig har et poetisk skær over sig; berettiget eller ej.

Nu er vi her i hvert fald.

Vi diskuterer meget, om en computer har en sjæl. Diskussionen er opstået, fordi vores medbragte computer med jævne mellemrum foretager handlinger, som kunne skyldes en form for intelligens.

Bedst som Jens-Ole sidder og skriver i linie 18, vælger computeren at skrive i line 7. Det går ikke stille af, når de to tager en tørn.

I aftes slog den til igen. Peter havde digtet, hvad han selv beskriver som en hel A 4 side, og han var specielt tilfreds med den del af beretningen, hvor den yndige dame i receptionen omtales. Vi havde glædet os til at se, hvad han mente med det, da computeren pludselig gik i sort. Min teori er, at det var en lille detalje med manglende strøm, der foranledigede den til at handle så ondt.

I hvert fald måtte jeg trygle den om at starte igen; det gjorde den modstræbende, men først efter at havde slettet alt, hvad Peter havde skrevet.

Dette er skrevet søndag morgen klokken lidt i 5, fordi jeg lige skulle undersøge, om computeren var blevet god igen.
Jeg er spændt på at erfare, om Peter har taget skade på sin sjæl, når han om få minutter dukker op.

Jeg kan se på et flag udenfor, at det blæser. Jeg aner ikke, om jeg får medvind eller modvind. Derimod ved jeg, at min næse skal have sollotion faktor 12 i massevis.
Kogepladerne her i lejligheden er stået af, så vi skal nok have gasblusset frem.

Holger C. Andersen

Soldyrker.

27. juni 1999.
Får og Sardiner
Det kunne have været en nem dag. Det blev det nu ikke. Tilsyneladende er der ikke rigtig nogen af dagene der vil være nemme. Det hele startede i spøg-og-skæmt afdelingen med 40 km i medvind, inden vi ramlede ind i Korg-Fjeldet med dens imponerende 9 % over 9 km. Det er en utrolig personlig tilfredsstillelse, når man langt om længe står på toppen.

Vi var nu ikke alene på toppen. Vi slog os ned for at nyde en kop kaffe og blev straks angrebet af en fåremor samt hendes børn. Vi er blevet enige om, at hun også havde adoptivbørn, for så mange unger kan et enkelt får ikke have.

Taktikken for fåreflokken var klar: - nu skal vi have noget til føden. Og alt kunne tilsyneladende bruges. Vi fandt en del fornøjelse i at fodre det gamle får med sardiner. Til vores store forbavselse nød hun det.

Nu kom vi til det sjove. For der er jo altid en nedkørsel, der venter. Jeg er noget frygtsom, og det var vist meget godt, for spredt ud over nedkørslen befandt sig talrige fåreflokke. De gik præcis, hvor det passede dem og var egentlig ligeglade med, om vi kom drønende med 60 km i timen.

På vej ned af fjeldet mødet vi også en hermelin og et egern.

Vi tildeler hinanden point for at se sjove dyr og fører lange diskussioner om, hvor mange points de enkelte arter giver. Ved Nordkapp så jeg en odder, der klatrede op af en grøft. Jeg mener helt klart, det kan give 16 points. Jens-Ole hævder, at de fugle han ser er yderst sjældne og kan give mange points. Hvor mange points en elg giver er usikkert, for vi har ikke set nogen.

Efter 100 km gik Jens-Ole i pit, mens jeg fortsatte min ensomme færd. Vi spiste frokost ved 132 km og aftalte, at gutterne skulle køre til dagens mål, der burde etableres mellem 265 og 275 km. Ikke over 275 km bad jeg, for de sidste meter er "dyre".

Det var en temmelig kedelig og ensformig strækning gennem Namdalen, og mens jeg kørte udviklede der sig en solid modvind, som blev min trofaste følgesvend over ca. 140 km. Det trækker søm ud.

Peter og Jens-Ole havde lejet en dejlig lille hytte på Moa Camping og havde frikadeller/kødboller i ris klar, da jeg kom.

Det er vild luksus at blive opvartet på den måde.

Skaderne fra i går, der bestod af hold i nakken og en forstrakt muskel i høre inderlår, er i klar bedring. Til gengæld gør det temmelig ondt i venstre side af højre knæ.

Lad os håbe, det er væk i morgen.

I morgen er vi blevet til at besøge nogle norske venner, der bor i Kvål, 30 km syd for Trondheim.

Det er ikke nogen, vi kender, men det er mennesker, jeg har lært at kende via Internettet.

Det er et besøg, vi glæder os meget til.

Der er ca. 250 km til deres hjem, og det var en af grundene til, at dagens etape blev så ekstremt lang.

Jeg er meget spændt på, om vinden er lige så voldsom i morgen, for så kan det blive en temmelig barsk tur.

Holger C. Andersen.

28. juni 1999.
Anne-Lise og Torstein.
Dag 7 kom til at handle om Moa Camping til Kvål, en distance på 271 km.

Klokken er nu 22.45, og vi har lige tilbragt en herlig aften sammen med Anne-Lise og Torstein. De serverede en herlig middag for os. Kaffen nød vi på verandaen i et herligt vejr. Vi har erfaret, at det netop denne aften øsregner i Danmark. Det er jo lidt sjovt.

Igen i dag var det svært at finde ud af, hvordan vinden blæser. Torstein fortæller, at det er ganske almindeligt med disse skiftende vindretninger.

Det er nemmere i Danmark. Der passer vinden sit arbejde og blæser kun i den retning, den har fået besked på.

Inden jeg kom til Kvål, skulle jeg gennem Trondheim. Mage til cykelfjendtlig by skal man lede længe efter. Igen og igen kom man til skilte, der påbød, at "der måtte cykler ikke køre". Ikke tale om, at der var angivet nogle alternativer. Det måtte man selv finde ud af.

Da jeg èn gang for meget mødte det famøse skilt, fattede jeg en rask beslutning. Jeg stak fingeren i luften og fandt den rigtige retning, hvorefter jeg drønede ud ad motorvejen.

Mærkeligt nok var der ingen, der tudede; det er kanske ikke første gang en cyklist har taget loven i egen hånd.

Vejret i dag har været rigtig pænt. Over middag var det endda varmt. Desværre havde jeg glemt at deponere jakken i bilen, så jeg svedte bravt.

Mens jeg sled og slæbte, benyttede mine 2 medsammensvorne lejligheden til at lege turister i Trondheim. De aflagde bl. a. domkirken et besøg

Til slut i denne beretning kommer der en lille hilsen fra vort venlige værtspar.

Med venlig hilsen
Holger C. Andersen
Lovbryder.

Etter å ha fulgt med på hjemmesiden, var det hyggelig å få besøk av ekspedisjonen. Fortroppen ankom ca. kl. 18.00, og Holger kom syklende ca. en og en halv time etter. Vi har nå fått høre meget om reisen hit, og om mange opplevelser med sultne dyr og tunge nedoverbakker.
Det er jo enda mere interessant å høre fortellingene "live" enn å lese det i dagboken, selv om det også er spennende.
Vi håper turen fortsatt går godt, vi kommer til å følge med dere på internet.

Tusen takk for besøket. Hilsen Anne-Lise og Torstein.