4600 km på 

Dag 1 - lørdag den 17.juni 2000

Så kom jeg i gang. Dagene op til afgangen var særdeles stressede og hektiske, og der blev som sædvanlig først styr på tingene i allersidste øjeblik.

Jeg vågnede allerede ved 5 tiden, hvor jeg skrev de sidste breve og opdaterede hjemmesiden. Ved 6.30 tiden var det tid til afgang. Herligt vejr var det. Solskin og medvind; 8 graders varme ved starten. Edel og Camilla blev så charmerede af vejret, at de fulgte med til Støvring. Der tog vi afsked, og jeg var helt alene på min færd.
At skulle sige farvel, når man drager ud på oplevelser er en meget speciel ting. Jeg tror nok, vi alle kigger efter hinanden indtil vi til sidst bliver til små sorte pletter i horisonten.
Det er slet ikke nogen nem situation for nogen af os.

Den første del af turen gik gennem den smukke Rold Skov til Hobro, hvor jeg fandt på at se, om min cykelven Lars Nielsen var hjemme. Det var han sandelig, og vi gik en kop kaffe og en cykelsnak.

Nu satte jeg kursen mod Fårvang, hvor jeg ubeskedent havde inviteret mig selv til frokost hos Erik Straarup, en anden af mine cykelvenner. Erik skal om en uges tid cykle fra Nordkapp til Gibraltar, så vi havde rigtig meget, der skulle vendes. Jeg var der nok det meste af et par timer, hvor vi nød en dejlig frokost. Erik fulgte mig lidt på vej og han førte os ud i et særdeles kuperet område. Jeg tror nok han spekulerede på, hvordan jeg skulle få slæbt mig selv og min ladning op over bjergene i Tyskland, Tjekkiet og Østrig. Vi skiltes i Sorring, og jeg forsatte mod Ry.

Hele tiden gik det op og ned, og efterhånden som dagen skred frem, kunne jeg da godt mærke, jeg havde bagage med.
Senere på dagen gik jeg over til at lege min leg med at køre 10 km ad gangen, og så holde en lille pause. Det virker aldeles glimrende.

Ved 18 tiden ramte jeg de 160 km, som jeg på den første del af turen har sat som daglig minimumsdistance.
Et informationsskilt lige uden for Vejle oplyste mig om, at der lige efter indkørslen til byen fandtes en campingplads, og jeg besluttede nu, at det var der ekspeditionens første dag skulle ende. Det viste sig at være en særdeles rolig trestjernet plads, hvor en overnatning koster 59 kr. En anelse dyrt, skulle jeg mene. Men sådan blev det altså. Uden for en hytte stod der nogle stole og jeg spurgte om jeg måtte låne én. Det kunne der naturligvis ikke være tale om forklarede manden. Hytten var lejet ud og man kunne da ikke have, at stolene sådan forsvandt. Næh, det ville da være forfærdeligt indrømmede jeg. (Næste morgen stod stolene stadig samme sted)

Der var ingen tekniske problemer på denne første dag. Der er lidt selvsving i fartøjet, som jeg lige skal vænne mig til, men det går. Der er kommet lidt fedt uf af bagnavets venstre side. Jeg lurer på hvorfor?
Der var medvind fra Ellidshøj til Hobro, men vinden vendte noget. Det var nu ikke noget alvorligt problem. Jeg har ikke mødt nogle spændende mennesker på min vej og heller ikke nogle sjove dyr.

Klokken er nu 19.44, og jeg kan nu benytte lejligheden til noget, jeg ikke har beskæftiget mig med i lang tid: Ligge på ryggen og slappe af. Det er egentlig ganske rart. Jeg regner med at gå tidligt til ro og køre tidligt i morgen. Alt i alt har det været en rigtig god dag.

Dag 2- Søndag den 18.juni 2000
Vejle Camping - Missunde (D) 162 km. Total 338km.

5.33: Så er teltet pakket. Der kom et par dråber lidt over fire, men nu er vejret ret godt. 9 grader, ingen vind. Duerne larmer, og jeg spiser boller med vand. Forude venter udkørslen fra Vejle med den frygtede bakke.

Det var rigtig underholdende at køre gennem Vejle omkring kl. 6. Det var jo søndag morgen og de unge mennesker var i fuld gang med at bære deres morgenbranderter hjem. Ret lystigt.

Bakken blev naturligvis også klaret. Der var vind, så snart jeg kom ud af Vejle og vel at mærke modvind. Den holdt ved de 106 km til Flensborg. Og der er altså ingen, der skal påstå, at det er festligt at cykle mellem Vejle og Flensborg. Det er faktisk ret kedeligt. Mine ben føltes noget tunge i dag, og der var en mindre skade i venstre lår. Jeg så et sjovt dyr ved Hoptrup. Det var en ilder, der galoperede over vejen.

Ved Haderslev mødte jeg en anden turcyklist. Det var en svensker ved navn Rune, der var på vej til Afrika. (!). Temmelig sejt, når man tager i betragtning, at han førte sig frem på en temmelig ordinær herrecykel. Vi slog følge og fik nogle gode timer sammen. I Flensborg gik vi sammen på Pizza Hut, hvor vi begge fik American Rib til DM 9.90. Derpå tog vi afsked, men lovede at holde hinanden orienterede om, hvad der videre skete.

Det lykkedes mig at finde ud af Flensborg uden problemer, og der blev rigtig varmt, da jeg kørte kompasretningen sydøst. Der havde været rigtig koldt om morgenen, men nu blev det godt. Jeg fandt ud af, at der ligger en campingplads ved færgestedet Missunde. Den bestemte jeg mig til at tage. Jeg ankom lidt før 17 og konstaterede, at overnatningen var lige så dyr, som i Vejle. Så det er nok prisen.

Jeg sidder med udsigt over vandet og der er strålende sol og en herlig varme, omkring 21 grader Jeg føler mig lidt træt, så jeg vil gå tidligt til ro. Tænk om der kunne være sådan et vejr hver dag, men så heldig kan vel ikke være.

Dag 3- Mandag den 19.juni 2000

"In spite of ourselves we'll end up sitting on a rainbow"

Missunde - Salem 181 km. Total 519 km.

Jeg vågnede ved 5 tiden og havde noget hovedpine. Der var ret tæt tåge, og alt var fugtigt. Da jeg skulle bruge toilettet erfarede jeg, at der var lukket p.g.a. rengøring mellem 3.30 og 5.45. Så har man altså bare at holde sig. Humøret var lidt brugt, da jeg drog af sted i 12 graders varme.

I år kører jeg med en ethjulet trailer, Coz - Action packer fra Winther Cykler. Det skulle vise sig at blive et behageligt bekendtskab. Efter dag 28 af denne dagbog vil jeg i detaljer berette om mine oplevelser med traileren.

Efter 10-15 km fandt jeg en købmand, hvor jeg købte brød, banan og skinke. Så gik det igen. Jeg skulle med en færge ved Sehestedt. Det er over Nord Ost See Kanal, og det betyder, at passage er gratis, fordi "forhindringen" er menneskeskabt. Det tager vi også lige med.

Det blev en rigtig smuk tur, hvor jeg især nød turen til Plön. Jeg har været begejstret for naturen i det område, siden jeg var der på en i øvrigt forfærdelig militær øvelse i 1969. Vejene var rimelige det meste af dagen. Kun en enkelt gang bevægede jeg mig ud på noget, som man kun med stor velvilje kunne betegne som en vej. Til og med oplevede jeg i Moorgarten ved Lübeck, at det hele løb ud i en blind vej. Det er noget af det mest irriterende, der findes.

Efterhånden blev varmen og den evigt bagende sol et større og større problem. Jeg målte 32 grader i skyggen, men det er jo ikke der mit stakkels hoved befinder sig. Jeg mindede hele tiden mig selv om at huske at drikke rigeligt, hvilket underligt nok bliver sværere og sværere, som dagen skrider frem. Men det er altså tvingende nødvendigt.

Det meste af dagen kørte jeg mine 10 km ture. Det har vist sig at være enormt effektivt. Men det bliver ikke til mange km hver time. Konstant under 20. Men man er nødt til at vænne sig til, at sådan er det. Og som timerne går, løber der da også kilometer efter kilometer på.

I Krummsee spiste jeg aftensmad, kartoffelsalat og cola, det var bare godt. Jeg havde længe ikke kunnet finde en købmand.

Jeg bestemte mig til at "overstå" Ratzeburg denne dag, for ikke at skulle starte med at finde vej næste morgen. Inde i byen traf jeg en slidt tysker på min egen alder (ældre mand), der på det tidspunkt kun havde 45 km hjem efter en tur op gennem Sverige. På et tidspunkt, fortalte han, gad han simpelthen ikke mere, fordi der var så koldt. Aldrig havde han frosset så meget. men nu havde han også alvorlige problemer med varmen. Det synes jeg nu ikke, jeg for alvor har.

Sjove dyr: En rovfugl.
Skader: De der var fremme i går forsvandt af sig selv. Det var da pænt af dem.

Jeg befinder mig nu på en natur campingplads i Salem 5 km syd for Ratzeburg. Det er altså en underlig plads, for der er intet personale. En rar dame forklarede mig, at receptionen er åben mellem 11 og 12. Hun sagde, at jeg da bare kunne slå mit telt op. Det gjorde jeg så på en plads, der var så enorm, at den nemt kunne have huset en middelstor rock festival. Men nu var der bare lille mig.

Godt jeg har min lille radio. Når jeg om aftenen har puttet mig i mit telt og har tændt for den lille radio, føler jeg mig helt tryg og er ganske overbevist om, at ingen kan gøre mig noget ondt.

Klokken er nu 20.10, og jeg sidder ved et bord ved legepladsen. men der er ingen børn. En gang imellem går der et menneske forbi, men ellers er her helt stille, skønt der er mange campingvogne rundt omkring. Jeg synes, at jeg hurtigt er kommet over dagens varmeproblemer.

I morgen kører jeg til Zarrentin og Wittenberg. Det virker som et ret øde område, og det er i hvert fald let at finde vej det første stykke. I dag var det lidt besværligt, fordi jeg var så tæt på Lübeck.

I morgen rammer jeg det tidligere Østtyskland, hvor jeg kan forvente dårlige veje og masser af brosten.

Det går slet ikke med brosten.

Jeg regner med at ligge i posen kl. 9. Så falder jeg hurtigt i søvn og har intet besvær med at stå op kl. 5

Dag 4- Tirsdag den 20.juni 2000
Salem - Steckelsdorf 185 km. Total 704 km.

Det blev godt nok noget af en gyser.

Vejrmeldingen lød på 36 grader, så derfor valgte jeg at starte ukristeligt tidligt. Allerede 10 minutter over 4 besluttede jeg mig til at stå op. Jeg var ellers faldet sent i søvn, fordi en eller anden bonde insisterede på at spille højt musik til kl. 1.
Til gengæld kom jeg aldrig til at betale en Pfennig.

Det gik såmænd rigtig godt i starten, og jeg havde kørt 100 km allerede kl. 11. 30. Men så begyndte varmen for alvor at tage fat, og den blev netop så uhyggelig som forventet.
Jeg kørte på pæne veje først på dagen, men jeg løb ind i nogle af de forhadte "Strassenschäden" senere.

Og så kommer man altså ikke ud af stedet.

Der var egentlig totalt udsolgt ved 150 km i Havelberg, hvor der var en campingplads, men jeg valgte alligevel at fortsætte til 185 km til den næste campingplads ved Steckelsdorf. Det var nu ikke mere end lige til, det lod sig gøre. Da jeg kom til pladsen var der ingen i receptionen, men en flink dame sagde, at jeg bare kunne slå teltet op og betale DM 6 senere, evt. til hende.
Jeg lånte også en nøgle af hende, så jeg kunne få et bad. Ikke fordi jeg sådan trængte til det, men der er opstået tradition for, at man tvætter sig ved afslutningen på en lang cykeltur.
Så daffede jeg hen til en kiosk, de havde indrettet lige i nærheden, hvor jeg købte noget mad.

Ved siden af mit telt står der en stor parasol med bænke, og min nabo siger, at jeg godt må sidde der.
Jeg kunne egentlig godt havde brugt en sofa, for jeg føler mig temmelig devalueret lige nu. Min nabo forklarer glædestrålende, at det bliver endnu varmere i morgen og for øvrigt også de næste par dage.

Jeg kan måske lige i en parentes bemærke, at jeg taler tysk så godt, at jeg til enhver tid kan gøre mig forståelig.
Det grammatiske kan vist ikke stå for et nærmere eftersyn, men det er egentlig også helt og aldeles underordnet. Jeg sidder og kigger på ruten for i morgen, og jeg tror nok jeg vælger at undgå "Nebenstrassen" og i stedet søge de større veje for at undgå "Strassenschäden".

Dag 5 - Onsdag den 21.juni 2000
Steckelsdorf- Zesch am See: 178km. Total 882 km.

Det står helt klart, at det store problem denne dagbliver varmen. Klokken er nu 9.25, og der er allerede 29 grader i skyggen. Jeg har været på indkøb i Ziesar efter 55 km og har nu kørt 70 km. Jeg var nødt til at gå i pit, for jeg havde ikke fået nogen morgenmad.

Det viste sig, at jeg skulle helt over på den anden side af byen på brostensbelagte gader - det gik slet ikke. Jeg købte 1½ L citronvand og 2 L Ice Tea. Det holder nok til middag. Det ærgrer mig når jeg tænker på, at jeg i aftes var nødt til at betale DM 1.50 for et lille glas Ice Tea, hvor jeg i dag har betalt DM 1.95 for 2 L.
I det hele taget var det slet ikke nogen opløftende oplevelse at være gæst på Steckelsdorf camping. Der var sandbund, og en campingplads skal nu helst have græs. Jeg var så uheldig at min nabo havde en meget talende og også højttalende gæst helt til kl. 10. Der var også mange hunde der gøede. Jeg fatter det slet ikke. Hvis man vil holde hund, må man da sørge for at de holder kæft.

Jeg stod igen op lidt efter 4. Men det gjorde alle myggene også.
Jeg holder nu konsekvent mine 10 km stop. Så må vi se, hvor langt jeg kommer. Det er mig en kilde til stor undren, at jeg en morgen som denneer i stand til at starte forfra uden problemer. Når man tænker på, hvor smadret jeg var i går er det næsten ufatteligt. Når jeg tænker, efter lavede jeg ikke andet i går end at hvile.
Nåh, det går videre.

Det blev igen en rigtig varm dag, men der manglede den uhyggelige top fra i går. Og ud på dagen kom der enkelte skyer. Jeg bruger meget tid på at sikre mig, at der hele tiden er væske til rådighed. Ellers går det galt. Jeg køber gerne 3 l ad gangen, lidt forskelligt.

Der skete ikke noget særligt i dag. Det er bestemt ikke nogen underskøn natur lige her. Meget af vejen gik gennem skovområder, der er ligeså kedelige som dem i Sverige. Der var også en del brostensstrækninger og også elendige cykelstier og småveje. Jeg havde allerede tidligt besluttet at stoppe i Baruth, som jeg kom til allerede før 3. Det var tidligt, og det føltes næsten som en fridag.
En mand på en tankstation oplyste, at der lå en campingplads 5-6 km uden for byen. Det viste sig, at det nærmere var 15 km, hvoraf en mindre del var på forfærdelige brosten og en andel del var på sandvej, hvor jeg overhovedet ikke kan styre.
Men jeg fandt da pladsen og blev indlogeret lige ved siden af et ældre ægtepar, som tydeligt viste, at dette var deres liv. Deres vogn står her fast, de har en lille hund. De har deres egen græsplæne med blomsterbede. Der står også en lillebitte havenisse ved en lillebitte dam. Det er helt klart, at de hygger sig og er lykkelige.
Jeg tror nok, at jeg ville kede mig ihjel, men det er jo heller ikke min vogn.

I morgen kommer jeg efter ca. 70 km til Peitz, hvor jeg lægger vejen forbi Friedrich Kuhlmann, der var tysk soldat i Ellidshøj i 1945. Han var indlogeret på min nabos gård, og han var sidste år på besøg i Ellidshøj. Jeg har hjulpet min nabo en smule med oversættelser og fandt ud af, at han bor lige på min rute til Tjekkiet. Jeg har skrevet et brev til ham, men ikke fået noget svar. Han ved måske ikke, at jeg kommer, og det er muligt, at han ikke er hjemme.

I går fik jeg gode nyheder hjemmefra. Edel havde fået et rigtig flot eksamensresultat. Hun var rigtig glad, og jeg er stolt af hende.

Man kan vel ikke sige, at der er sket de store ting hidtil på turen. Men nu kommer jeg til mere eksotiske egne, så nu kommer det. F. eks. kommer jeg i morgen til et område, hvor navnene skrives på polsk også (?). Det er da lidt eksotisk. Jeg vil gå ind og hvile mig i mit telt, og jeg regner med at følge planen med at starte tidligt i behagelige temperaturer. For resten kostet det DM 9 på campingpladsen. Det er nok godt nok.

FAKTABOKS

På denne ekspedition har jeg benytter et tunneltelt, Eureka Gossamer. Selve teltet vejer 1050 g, de 2 buer vejer 200 g og 9 pløkke vejer 110 g. I den højeste ende er det 67 cm. højt. Anskaffelsespris ca. 1000,- kr.
Det er 3. gang, jeg har benyttet dette telt på en lang rejse, og jeg har været meget tilfreds med det. Det er let og hurtigt at stille op, og i sammenpakket tilstand fylder det ikke meget. Men måske skulle man hellere beskrive det som en sovepose med tag på.

Teltet har fået et lille hul, og det bærer præg af slim, indvolde og blod fra utallige insekter og andet småkryb, der har været besjælet af stor trang til at overnatte sammen med mig.
Men selv om teltet nu er slidt, er det min ven, og vi har haft mange store oplevelser og drømt mange drømme samme

Dag 6 - Torsdag den 22 .juni 2000
Zesch am See - Halbendorf am see: 146 km. Total 1028 km.

Rent naturmæssigt var der bestemt heller ikke meget at falde i svime over denne dag. Der var kun ganske små stigninger og ellers mest skov. Som planlagt kom jeg af sted ved 5 tiden.
På det tidspunkt begyndte jeg at få ondt i ryggen og kunne faktisk ikke hvile mere. Så kan jeg lige så godt komme af sted. Jeg har 2 sovestillinger. På højre side og på ryggen. Af en eller anden grund kan jeg ikke ligge på venstre side.

Det var denne dag, hvor jeg skulle aflægge besøg hos Friedrich Kuhlmann. Desværre havde jeg om morgenen 14 km ind til Baruth, hvor jeg egentlig havde været aftenen før. Disse 2 x 14 km burde ikke høre med til turen og er irriterende. Varmen er igen voldsom, men måske knap så slem som dagen forinden.

Der viste sig at være 99 km til Peitz, som bestemt ikke ligger i naturskønne omgivelser. Det første man får øje på er rygende skorstene fra et kæmpestort kraftværk. I Peitz gik jeg ind på posthuset for at spørge om vej, men postdamen hævdede, at hun ikke var der fra byen og derfor ikke kunne hjælpe mig. Det syntes jeg var en særdeles interessant oplysning. Derimod var der en kunde, som vidste hvor E. Thälmann St. var, nemlig lige i nærheden. Udenfor mødte jeg en ældre dame på cykel, der sagde: "Følg mig". Der gjorde jeg naturligvis, og hun afleverede mig på adressen.

Jeg ringede på døren, noget spændt på, hvad der nu ville ske, men jeg fik en hjertelig modtagelse af Hr. og Fru Kuhlmann. De beklagede, at de ikke havde fået svaret på mit brev, men de havde været på kurophold i Polen og senere havde de faktisk glemt alt om mig. Og nu var jeg der jo. Jeg fik først et bad for at tage den værste stank og derefter et glas vand. Fru Kuhlmann lavede frokost, og imens snakkede vi om løst og fast. Jeg overbragte hilsener fra Ellidshøj, og vi kiggede på fotografier. De var et par usædvanlig behagelige mennesker. Når jeg stadig omtaler dem som Hr. og Fru Kuhlmann skyldes det, at man i Tyskland ikke umiddelbart kaster sig ud i at bruge hinandens fornavne. Tiltaleformerne er meget anderledes end dem, vi bruger i Danmark.
Vi kom også i samtalens løb lidt ind på de politiske forhold. De var på ingen måde begejstrede for de ændrede tilstande og snakkede faktisk om, at de nu var besat af Vesttyskland. De kunne fortælle om store forskelle mellem øst og vest, bl. a. på lønområdet, hvor folk fra det tidligere DDR nu fik 68 % af det vestfolk kunne opnå. I de gode gamle DDR-dage var der orden. Det var der ikke længere.
Jeg var der et par timer, inden rejsen gik videre. Det var et par timer i behagelig selskab som jeg var virkelig glad for. Jeg var virkelig godt tilpas, da jeg tog afsked med ægteparret Kuhlmann.

Ved afgangen var der 31 grader, så det fortsatte med hedebølgen. Jeg blev en anelse utilpas kort tid efter, at jeg var taget af sted, så det gik slet ikke stærkt. Jeg fandt ud af, at der lå en campingplads allerede omkring 150 km, så der ville jeg hen. Dermed kunne jeg også komme væk fra den store hovedvej, hvor der var lidt rigeligt med trafik.
Da jeg nærmede mig pladsen begyndte det at trække sammen til uvejr, men det lykkedes mig at blive registreret, inden det brød løs. En gevaldig tordenskylle blev det til, men det kølede kun lidt. Og straks efter var der lige så lummert igen. Op til 26 grader. Jeg fik en hurtig kina-menu til DM 7, hvor der faktisk var rigeligt med mad i. Nudler og salat med andekød. Et bad blev det skam også til. Uanset om behovet var til stede eller ej.

Klokken er nu 18.44, og det er solskin igen. Jeg sidder ved et bord, hvor en flok unge mennesker af alle køn har slået sig ned. De snakker om det unge mennesker, nu snakker om. Nogle af dem ser noget hårde ud, men jeg tror da nok, de er helt fredelige. De drikker øl og ryger cigaretter.
Jeg drikker kun øl.
Nu er der samlet 7 unge, så jeg går nok snart hen til mit lille telt, for de snakker noget højt, så jeg har svært ved at koncentrere mig.

Jeg har studeret kortene lidt, og jeg regner med at nå et lille stykke ind i Tjekkiet i morgen. Der skulle være 211 km til Vysoke Myto, så der skulle være gode muligheder for at finde en campingplads på den tjekkiske side. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg gør med tjekkisk valuta, men det finder jeg vel nok ud af.

FAKTABOKS

På mine rejser medbringer jeg alt, hvad jeg kan risikere at få brug for af værktøj. Det meste af det, kommer heldigvis aldrig i anvendelse.
Men hvis jeg efterlader et stykke værktøj hjemme, er det overvejende sansynligt, at jeg vil få brug for det.
Den samlede vægt er hele 2 kilo, men jeg synes ikke, det kan være mindre.

Bemærk at værktøjet er anbragt på et stykke tyndt grønt plastic, som jeg også har med. Det bruger jeg om natten som camouflage og beskyttelse mod regn og dug. Det kan bruges til mange andre ting. Det måler ca. 190 x 150 cm og vejer 250 g. En meget nytting ting.

Dag 7 - Fredag den 23 .juni 2000

Halbendorf am See - Liberec (CZ): 136 km. Total 1164 km.

"In spite of ourselves we'll end up sitting on a rainbow"

Klokken er 15.01 og der er nu indtruffet det, som er sket på alle de andre ture, jeg har foretaget.

Regnen er kommet.

Jeg er omkring 10 km inde i Tjekkiet og har kørt 116 km. Det er ikke blevet til så meget i dag. Først blev jeg forsinket af morgenregn allerede fra kl. 4, så jeg kom lidt senere af sted. Ca. 20-30 km før Zittau (Grænsebyen) begyndte der at komme nogle voldsomme stigninger, og selv om det er sjovere end alt det flade, så tager det altså både tid og kræfter. Jeg fik taget afsked med Tyskland for denne gang og forsøgte et par gange, inden jeg passerede grænsen, at skaffe tjekkiske penge.

Men den handel ville ingen bank kendes ved.

Derimod var der en vekselbod lige efter grænsen. Den så meget officiel ud, men jeg er sikkert alligevel blevet snydt.

Jeg fik 1349 CK for 300 danske kroner. Det vil sige at 1 kr. er ca. 4,50 CK.

Regnen vælter ned nu, men til alt held står jeg i ly i et busskur.

-Hovsa, der kom en svensk bil. Det er ikke dem, man ser flest af her.

Jeg oplevede at egnen 30-40 km før Zittau forekom fattigere og fattigere. Husene så slidte ud, og der var flere Trabier end nogensinde før. Jeg kom over grænsen uden nærmere kontrol. Det skuffede mig lidt. Jeg havde forventet en gennemgribende kontrol af min person og udstyr.

Hovsa, der kom en Trabi på CZ-plader.

Herfra er der 18 km til Liberec, der er den nærmeste store by. Derefter ligger der en række campingpladser i følge kortet, men nu må vi se, hvordan det hele udvikler sig. Det har været køligt og overskyet hele dagen, og det har betydet, at jeg har kunnet afblæse de talrige angreb på supermarkedernes hylder med læskedrikke.

Det står fast, at jeg ikke gider være gennemblødt i dag.

Men her er på den anden sidefor kedeligt at opholde sig i flere timer i træk.

Så blev kl. 15.14. Det er da meget interessant at vide, at det tog 13 minutter at skrive det kapitel.

Det regner stadig rigtig meget.

Det blev ikke til ret meget mere. Jeg stod i omkring 1½ time, og regnen væltede bare ned. Det viste sig, at der lå en kaserne lige ved, hvorfra soldaterne skulle på weekend. Jeg fordrev tiden med at iagttage, hvordan de lagde en "blaffe" taktik i små hold.

Hvor var de dog unge.

Til sidst begyndte jeg at blive meget kold, så der måtte ske et eller andet. Da regnen blev mindre voldsom, tog jeg af sted.

Det var ikke så behageligt.

I begyndelsen protesterede det højre knæ, men det kom da i gang. Der var meget vand på vejene, der var meget trafik og der var voldsomme op- og nedstigninger.

Jeg kom dog efterhånden til den store by Liberec, hvor jeg straks efter indkørslen til byen, så et skilt for den verdensomspændende organisation "Zimmer frei". Jeg ringede på, og en yngre mand ville lige undersøge sagen. Efter lang tids venten kom han tilbage og sagde, at jeg kunne trække cyklen om bagved. Jeg syntes dog, jeg manglede en vigtig information, nemlig prisen på værelset, og han fortalte, at de kun havde et dobbeltværelse til DM 30. Jeg syntes, det lød lidt dyrt, og han virkede også lidt underlig, så jeg kørte videre.

Og få hundrede meter længere henne kom det næste skilt, men nu hed det "Privat Zimmer". Det prøvede jeg, med noget større held. En yngre dame fortalte, at det kostede DM 20 incl. morgenmad.

"Det snupper jeg", sagde jeg og fik sat cyklen ind i garagen.

Jeg blev vist ind i et nydeligt og rent værelse i kælderen med eget bad, toilet og TV. Jeg fik en nøgle til indgangen og fruen fortalte, at der lå et par restauranter lige ved. Vi aftalte, at jeg skulle have morgenmad kl. 7.

Jeg fik et hurtigt måltid på en af restauranterne. Først suppe og dernæst et kødspyd med pommes og diverse salater. Dertil 2 glas øl. Hele herligheden kosted 162 KC, hvilket er ca. 36 kr.

Her kan enhver da være med.

Tilbage på værelset så jeg en glimrende amatørkonkurrence på tjekkisk TV (Caruso), inden jeg gik til ro ved 22-tiden.

Mens jeg lå i min sovepose på campingpladsen i Halberdorf am See, skete der noget helt specielt.

Jeg lyttede til Radio Cottbus, da jeg pludselig blev præsenteret for noget musik, der næsten blev en åbenbaring for mig. Det var en præsentation af amerikaneren John Prine og hans venner, som jeg aldrig havde hørt om før.

"In spite of ourselves we'll end up sitting on a rainbow" var titlen på et af numrene.

Det var noget af det smukkeste, jeg længe havde hørt.

Det er så dejligt med poesi og sange, at man ikke nødvendigvis behøver at forklare og analysere hver lille detalje.

Følelser og stemninger kan gøre det.

Det står også frit for enhver at tolke denne sangtitel, som man vil. For mig er det bare smukt. Det er muligt, at jeg var særlig modtagelig ved den lejlighed, og det er muligt, at jeg ikke vil synes det er noget særligt næste gang, jeg hører denne sang.

Men mit møde med "In spite of ourselves we'll end up sitting on a rainbow" blev til noget ganske særligt.

FAKTABOKS

På turen medbragte jeg en sovepose (1100 g), et liggeunderlag (290 g, 8 mm) og en oppustelig hovedpude (200 g). Underlaget og hovedpuden fungerede helt efter hensigten, mens det var knap så godt med soveposen.

Jeg er efterfølgende kommet i tanker om, at der var en pose jeg købte i et supermarked et sted i Frankrig på min tur til Gibraltar i 1996, da den pose jeg havde med fik problemer med lynlåsen.

Denne pose er alt for kold, og den har ingen hætte og ingen ordentlig lukning foroven.

Den har været rigtig dårlig, og jeg skal personlig se til, at den ikke kommer med på flere rejser.

Dag 8- Lørdag den 24 .juni 2000

Liberec - Vysoke Myto : 154 km. Total 1318 km

"In spite of ourselves we'll end up sitting on a rainbow"

Klokken er nu præcis 7, og der er ikke kommet noget morgenmad endnu. Jeg sov rigtig godt, og det var skønt at sove i en rigtig seng igen. Dynen vejer nok omkring 8 kg. Den var bare vildt tung. Vejret ser lidt lusket ud. Men i dag skal jeg ende i Vysoke Myto, uanset hvor våd jeg end måtte blive. Jeg regner med at kunne køre herfra ved 8 tiden.

Morgenmaden blev leveret 2 minutter over 7. Den var rigtig udmærket. Den blev leveret på en lille bakke, som jeg kunne sidde og hygge mig med nede hos mig selv. Jeg var sulten, så det tog ikke lang tid at få den fjernet. Derefter vandrede jeg op til værtinden for at få afregnet. Jo, jeg havde hørt rigtigt. Jeg skulle betale DM 20 incl. morgenmad. Jeg gav hende DM 5 ekstra, som hun først ikke ville tage imod, men hun lod sig da overtale.

Og så ud af Liberec. Først gik det meget nemt, men så blev skiltene tvetydige og til sidst var jeg nødt til at spørge en flok vejarbejdere om vej. Det udviklede sig til at blive næsten som i Japan. Først hentede de én, så én mere o.s.v. indtil de endelig fik fat i én, som kunne tale tysk. Han viste mig den rigtige retning, og jeg kom af sted. Det gik langsomt, for der var nogle usædvanlige lede stigninger på vej ud af byen.

Pludselig blev jeg overhalet af en ung mand på racercykel med en stor rygsæk på nakken. Vi kom i snak, og det viste sig hurtigt, at han hed Filip og talte glimrende engelsk. Han skulle vise sig at blive min makker resten af dagen, fordi han skulle besøge sin bedstemoder i Hradec Kralov, en stor by med ca. 100.000 indbyggere, der ligger omkring 100 km fra det sted, hvor vi mødtes. Den by skulle jeg også passere. Vi snakkede lidt om, hvordan vi skulle gribe det an, og han foreslog, at vi fulgte de små veje, som han naturligvis kendte.

Det syntes jeg lød, som en rigtig god ide, så jeg slog stort set hovedet fra, fordi bynavnene her er så fremmedartede for mig, at de er svære at huske. Filip blev lidt træt, som dagen skred frem, men vi havde en særdeles hyggelig dag sammen. Undervejs var vi i et supermarked, hvor jeg spurgte, om han ville gå ind og købe, hvad han selv bedst kunne lide og så doble det op. Jeg gav ham 50 KC, der svarer til 12 danske kroner. Han kom tilbage med en gevaldig masse lækre sager, som vi spiste lidt efter lidt. Det syntes jeg selv, var smart fundet på.

Vi var også på restaurant, hvor vi fik suppe. Jeg fik kaffe og Filip fik øl. Jeg drikker aldrig øl under en cykeltur. Selv om han kendte egnen, måtte han adskillige gange spørge om vej, men vi kom da frem. Inde i en skov punkterede Filip på baghjulet. Det voldte ham visse problemer at få skiftet.

Bl. a. var reserveslangen også defekt. Men vi fik da omsider hans cykel til at køre, men det viste sig snart, at han kørte på en "siver".Vi pumpede med kortere og kortere intervaller, for vi gad ikke skille cyklen ad igen.

Vi blev enige om, at hans bedstemor godt kunne give en kop kaffe, men det viste sig deværre, at hun ikke var hjemme.

Men Filip drønede op i lejligheden og lavede en kop til mig mens vi fortærede de sidste gode sager. Vi tog nu afsked med hinanden, men lovede at holde forbindelsen ved lige Det blev en dag, som jeg vil huske som en rigtig god og indholdsrig dag. Jeg bliver så glad, når jeg møder mennesker som Filip.

Så manglede der kun 30 km til Vysoke Myto. som ligger på den stærkt trafikerede hovedvej. Men det blev også klaret, og endelig kom jeg til byen. Jaroslav havde sendt mig et bykort, så det var nemt at finde derhen. Klokken var blevet 19.30, da jeg drejede ind foran huset og ringede med klokken.

Jaroslav kom straks ud, og vi hilste hjerteligt på hinanden for første gang, siden vi 5 år forinden mødtes på kajen i Oslo. Allerførst blev jeg vist til mit værelse på 1. sal. Det var rigtig nydeligt. I det hele taget er det et sødt lille hus, som jo naturligvis ikke er indrettet på en måde, der minder om dansk indendørsarkitektur. Jeg glemte at nævne, at jeg naturligvis også hilste på Ludmilla, Jaroslavs kone. Hun taler kun tjekkisk og siger ikke så meget. Jeg lurer lidt på, hvad hun egentlig siger til, at jeg kommer rendende. Hun lader til det meste af tiden at være travlt beskæftiget med husholdningen. Jeg fik et bad, og snart satte vi os til middagsbordet. Vi fik en kødret med kartofler. Rigtig lækkert. Vi startede med et glas hjemmelavet mælkebøttevin. Det smagte ikke så dårligt. Senere fik jeg også en øl og noget kaffe. Vi snakkede til omkring kl. 21.30, hvor vi blev enige om at gå til ro.

Jaroslav mente, at vi skulle tidligt op næste dag, fordi vi skulle på cykeltur. Han mente, at kl. 5 ville være passende. Jeg mente nu nok, at det kunne gå med 5.30. Det blev vi så enige om. Jeg fik en lys øl med op på mit værelse. Jeg faldt meget hurtigt i søvn i en ret hård seng med en afsindig tung dyne. Det synes at være skikken her.

FAKTABOKS

På turen anvendte jeg Panaracer Everride 700 X 25 C. Det var første gang jeg prøvede dem. Desuden medbragte jeg som reserve et foldedæk.

Disse dæk er gode og stabile. Man kan diskutere, hvor store dæk man skal bruge. Hvis de er for små, kan de let blive trykket i bund mod fælgen, og hvis de er for store kan man opleve, at cyklen "sejler".

Disse dæk var rigtig udmærkede. Hårde og stabile.

Fordækket: Ingen punkteringer. Efter 5000 km er der stadig masser af mønster tilbage.

Bagdækket: Bagdækket slides meget mere end fordækket, og allerede omkring 2000 km begyndte jeg at forvente den første punktering. Den kom omkring 3000 km.

Ved ca. 3500 km opdagede jeg, at slangen var på vej ud af siden af dækket. Det så ikke ud til, at det var blevet skåret. Det var ganske simpelthen blevet træt. Der var ikke noget at gøre, det måtte aflives.

Efter en kort andagt tog jeg afsked med dækket, vi havde trods alt oplevet en del sammen.

Jeg monterede foldedækket, der klarede resten af turen.

Det rigtige ville have været at bytte for- og bagdæk fx. ved 2500 km, men det er faktisk et stykke arbejde, det kræver en del at tage sig sammen til. Det går nok, tænker man, og lader dag efter dag gå.

Konklusionen er, at det var formidable dæk, men at det var for tidligt at bagdækket afgik ved døden.

Men vi kan jo allesammen blive trætte.

Trailer: Jeg havde 2 punkteringer på trailerens dæk. Det er ikke urimeligt. Man skal huske på, at man ikke kan se, hvad traileren kører igennem.

Trailerens dæk ser efter de 4600 km næsten ud som nyt.

Dag 9 - Søndag den 25 .juni 2000
Vysoke Myto - Castle Castolivice - Vysole Myto

155 km. Total 1473 km

"In spite of ourselves we'll end up sitting on a rainbow"

Han var der på slaget 5.30. Nu skulle der bare cykles.

Jeg var måske knap så opsat.

Det var rigtig koldt udenfor, kun 13 grader. Jaroslav var klædt om på et øjeblik. Da jeg kom til at kigge nærmere efter opdagede jeg, at der var noget slør i baghjulet. Jeg opdagede også, at det i det hele taget var blevet meget skævt. Men det var der slet ikke tid til at ordne, for nu kunne jeg mærke, at vi skulle af sted.

I begyndelsen var der forholdsvis fladt, og Jaroslav kørte meget konstant og determineret.

Han sidder rigtig flot og roligt på sin cykel. Han kører fantastisk flot i betragtning af, at han trods alt er en herre på 61 år.

Han har også kun ganske få kilo at slæbe op over bakkerne, og vi kom virkelig ud for mange stigninger.

"Middle hills" kaldte Jaroslav dem.

Vi snakker altså om stigninger på 6-8 % over 3-4 km. Nu havde jeg naturligvis også det handicap, at jeg kørte rundt med 2 bagagebærere og 2 tasker med et par kameraer. Og turen derned havde da også sat sine spor. Jeg aner ikke, hvor vi kørte hen.

Det klarede Jaroslav.Til min store overraskelse medbragte han ingen drikkeflasker. Han hævdede, at han aldrig drak noget, når han cyklede, uanset vejret. Det kunne jeg slet ikke leve med, og omkring 100 km var jeg nødt til at holde ind et sted og købe væske. Det blev til en underlig blåbær drik. Det hjalp noget. Jeg fik også 2 soft ice. Det var meningen, at Jaroslav skulle have den ene, men hans spiser heller aldrig på turene.

Op og ned gik det, til vi til sidst kom til et usædvanligt smukt slot, Castle Castolovice nær Kostelec efter 120 km. Der skulle vi ind.

Jaroslav fik øje på et skilt, der oplyste, at entreen var 50 KV. Det syntes, han var ret dyrt. Jeg spurgte, om han ville låse vores cykler sammen, og imens købte jeg et par billetter.

Der var en rundvisning, netop som vi kom, så vi smuttede med. Gad vide, hvad de øvrige pæne mennesker i selskabet tænkte ved synes af os - for slet ikke at tale om stanken. Det hele foregik på tjekkisk, men jeg fik udleveret en engelsk guide, som jeg ikke kunne læse, fordi jeg ingen briller havde med.

Men lidt fik jeg da ud af det.

Bagefter blev jeg enig om, at vi var sultne. Jeg insisterede på, at vi skulle gå ind i stedets restaurant, og jeg fik ham da overtalt. Det blev min omgang, og vi fik hver to sandwich, inden vi kørte hjem igen.

Vi havde 2 aftaler til om aftenen.

Kl. 18 fik vi besøg af Fru Hana Vouskova. Hun er min kontaktperson på den skole, vi skal besøge i morgen, og vi skal aftale programmet.

Det blev sat på plads, og en times tid senere fik vi besøg af Jan Tomesicek. Han er nogle år yngre end mig og tidligere langturscyklist. Bl. a. har ham kørt fra Sydafrika til Vysoke Myto, og det var derfor, han var kommet. Han skulle vise lysbilleder fra sin tur. Men vi skulle først vente, til det blev mørkt, så vi snakkede et godt stykke tid. Jan taler glimrende engelsk. Han bor ca. 10 km fra Jaroslav, og han kom på sin gamle "Afrika-cykel" med hele udstyret på ryggen.

Det blev en rigtig hyggelig og spændende aften. Vi så ca. 100 lysbilleder fra den enorme tur.

Det var rigtig godt. Omkring kl. 21.30 var vi alle dødtrætte, og Jan tog af sted igen.

FAKTABOKS

Gearing

Da jeg i 1995 kørte Ellidshøj-Nordkapp-Ellidshøj med et mindste gear der hed 42 x 24 troede jeg, at jeg kunne gå på vandet.

Nu er jeg heldigvis blevet en hel del klogere og har en klar fornemmelse af, hvilket gear man med fordel anvender på langture.

På denne tur brugte jeg 39/53 x 12-13-14-15-17-19-21-23-25

Det er heller ikke optimalt. Jeg ville gerne have haft et tandhjul med 27 tænder, som det mindste, men den dag der stod tandhjul på min indkøbsseddel, var det, hvad jeg lige kunne få.

Det er lidt morsomt med disse gear. Når man før en tur afprøver sine små gear, er det svært at lade være med at more sig lidt. Man har svært ved at begribe, hvornår man vil kunne få anvendelse for gear, der er så latterligt små.

Men når man på turene rammes af virkeligheden, får piben forbavsende hurtigt en anden lyd. Meget hurtigt finder man på de lange seje stigninger det allermindste gear frem, og af og til skæver man endda ned for at se, om ikke der skulle være vokset et mere frem.

Vi har da masser af hårde bakker i Danmark. Men de får ende igen. Når man i bjergene kigger op, mener man at kunne se enden på bakken. Man kan godt finde på at give den en ekstra sidste skalle. Alt for ofte går det imidlertid op for én, at bakken ikke slutter, hvor man troede. Næh, nej, den fortsætter bare. For folk, der ikke selv har prøvet det, kan det være svært at forstå, hvor uhyggelig lang en kilometer pludselig kan blive.

Men når man så endelig står på toppen...

Det er det hele værd.