Dag 31 - 37

Dag 30. Lørdag den 3. juni 2023.
Hjardemål - Nykøbing Mors 51 km. Totalt 1488 km.

Den fine fredag, som jeg just har deponeret i banken, indeholdt faktisk et dramatisk element, som da lige skal nævnes.
Jeg blev solskoldet oven på venstre fod.
Den slags har det med at slå til med en vis forsinkelse, og sådan var det også her.
Det får vidtrækkende konsekvenser, da jeg på dagens rejse ser mig nødsaget til at bruge sokker.
Men det har vi skam også som lagervare.
Vi har også en enkelt sok, som troløst efterlod sin makker i selskab med et viskestykke og et par sko på en tidligere ”camp”.
Men jeg havde 2 par.
Engang var jeg med venner på en sejltur på en flod i Californien.
Vi for vild og fik grimme forbrændinger.
Vi var heller ikke opmærksomme på, at vi blev ramt dobbelt pga genskinnet fra vandet.
Jeg måtte søge lægehjælp, så hvis jeg i dette tilfælde kan nøjes med at tage sokker på, er det vist billigt sluppet.
Når jeg tænker efter, har jeg aldrig siden hørt fra de venner.

Hjardemål er et skønt navn, og det har også været et dejligt sted at være.
Jeg takker sjældent nej til en blød og god seng, og efter en god nats søvn ligger vejen videre åben for Elvira og Yours Truly.
Min gode vært har forklaret mig, hvilken rute jeg skal følge for at få den størst mulige naturoplevelse, og det lytter jeg naturligvis efter.
Ordet ”grusvej” poppede op i samtalen.
Og skærpede mine sanser.
Jeg er jo landevejsridder.
Men naturen skulle være spektakulær.

Efter endnu en dejlig kop kaffe, eller var det to, var det tid til at sige farvel til min gode vært.
Jeg bliver aldrig rigtig god til at sige farvel.
Jeg vil langt hellere kalde det noget andet.
På gensyn, see ya, vi ses snart igen.
Et eller andet, der ikke er farvel.

Nogle dage har man en fornemmelse af, at man er godt kørende.
Og denne dag var jeg så vældig tilfreds med mig selv.
”Flyvende” var et ord, der trængte sig på.
Tjuh hej, hvor det gik.
Det var en stille lørdag morgen uden nævneværdig trafik, og jeg gjorde mig umage med at finde ruten til dæmingen.
På et skilt læste jeg ”Dæmningen”, og da var det, at det gik op for mig, at jeg var på rette spor.
Man havde endda lagt en fin ny og glat asfalt, så det gik bare derudad.

Men alt har en ende, og troen på at man havde taget sig sammen og asfalteret grusstykket smuldrede, for der var den, grusvejen
Hmmmm.
Væk var farten, og vi listede af sted og undgik huller og revner, så godt vi kunne.
Og hvor lang er så den grusstrækning?
Her er jeg glad for at kunne levere pålidelige informationer, så du min ven ved, at du skal gennem 2,1 km med grus for at komme over dæmingen til Feggesundfærgen.

Jeg har en god ven, der tager til Australien for at køre mange hundrede kilometer på grusvej, og her sidder jeg og piver fordi jeg skal gennem 2,1 km med grus.
Verden er altså underfuld.

Men rent bortset fra det, så var det en vidunderlig tur,
Præcis lige så fantastisk som lovet.
En enorm naturoplevelse, som kun kan anbefales.
Og jeg forklarer gerne, hvordan du finder frem til Dæmningen.

Vi var heldige at finde en færge, hvor der netop var plads til os.
Hvis sandheden skal frem var vi de eneste passagerer.
Så er det vinget af.

Jeg havde fundet noget der lignede en smukt bagvej til Nykøbing, men Google Maps anbefalede den ikke som cykelrute.
Jeg funderede på, om der var indbygget fælder, men det så fint ud, så vi satsede hele butikken og kørte den vej.
Det var et klogt valg, for bortset fra at vi skulle klatre op ad en næsten lodret fjeldvæg, var der dejligt.
Vi er gode til at klatre.
Det var en smuk tur på ca 10 km, og derefter kom der et fuldstændig åbent stykke med kold modvind.
Vi var stadig godt kørende, men vi har aversion mod kold modvind.

Vi krydsede os frem og endte snart i forstæderne til Nykøbing, inden vi kørte ned til havnen.
Der er skaldyrsfestival, og hele byen stod på den anden ende.
Der var vildt mange mennesker i gaderne.
Jeg elsker skaldyr, men tanken om at være del af sådan et menneskemylder virkede ikke tillokkende.
I stedet sneg jeg mig gennem menneskemængderne hen til det sted, hvor mine værter bor.
Jeg nåede lige at snakke med dem, inden de drog til stadig for at være med til festivalen.
Min dag kommer til at gå med kontorarbejde etc.
Jeg har været nok ude i dag.
Og nu ved jeg godt, at du sidder og brænder for at få at vide, hvordan det går med mine frygtelige forbrændinger på venstre fod.
Oig jeg er glad for at kunne sige, at det går rigtig godt.
Det hjalp gevaldig med en blåstribet sok.

Elvira har ikke gemt søfartsbogen for langt væk, for hvis det går efter planen, skal vi i morgen med Hvalpsundfærgen til Himmerland.
Elvira klarede turen i dag med bravour, og kan nu sige, at hun ikke har knækket sig på strækningen Frederikshavn – Nykøbing.
Det er nok værd at lægge mærke til.

Denne ekspedition hænger tæt sammen med min rejse til Tanzania til oktober.
På forsiden af hjemmesiden kan man evt, følge det link, hvor der står noget om 1500 km.
Der kan man bl. a læse noget om de kommende dagbøger fra det afrikanske eventyr.

Men indtil videre må vi sørge for at have det ualmindelig godt sammen og at lave noget fornuftigt hver eneste dag.
Så skal det nok gå.
Og det går da vist egentlig meget godt.

”Nord2023 gennemføres som et fundraising-projekt til fordel for fattige børn i Filippinerne og Tanzania i Samarbejde med Afro-Asia Educare.
Læs mere på bikingdane.dk hvor der er opdateringer med jævne mellemrum.

Dag 31. Søndag den 3. juni 2023.
Nykøbing Mors – Farsø: 50 km. Totalt 1538 km.
Farvel og tak til dejlige Mors.
Videre går det, og tjuh hej, hvor det stadig gik over stok og sten.
Flyvende, siger jeg bare.
Det er næsten for godt til at være sandt.
Første begivenhed var Sallingsundbroen, som jeg er dybt imponeret af.
På afstand.
For at komme op på den, skal man lige gennem en gang bjergkørsel, og så ligger den klar.
Jeg er ikke glad for at køre deroppe.
Der er højt ned, og stien er smal.
Nej, jeg er ikke tilpas.
Alle høje broer har folk, der vil springe, og tit er der rækværk og lignende.
Her vil det være nemt at springe, og det generer mig noget.
Men over kom jeg da.
Og dermed er vi på vores færd kommet til Sallingland.
”Dagen står høj over Limfjordens vande
Bredning og sund og krinklet vig!
Sallingland, Thyland og andre lande,
hilser hverandre med mågeskrig.”
Det blev en smuk tur gennem Salling.
Jeg holdt en pause, i Durup, hvor jeg besøgte kirken.
Jeg besøgte deres toilet, og tak for det.
De er altid åbne ved kirker.
Dernæst gik jeg en tur på kirkegården.
Det gør jeg ofte.
Jeg får en masse ud af se på sten og inskriptioner.
”Hvil i fred, lille Preben”.
Hvad mon der skete med ham?
Må jeg anbefale Assistens Kirkegård i København.
Der kan jeg gå rundt i timer.
Turen tilbage til hverdagen førte mig tilbage til Brugsen, hvor jeg hilste på en falckredder, der fulgte mine historier.
Den slags møder er jeg altid opløftet over.
I forgangne tider var der en fin bokseklub på egnen: BK Nordsalling.
Jeg så et skilt til deres lokaler, så de bokser stadig.
Durup ser ud til at være en fin lille by.
Når jeg skriver om de steder, jeg besøger, hører jeg ofte fra folk, der er vokset op netop der.
Jeg fornemmer tydeligt, at vi alle har et specielt forhold til vores fødeby.
Vi er lidt stolte af stedet, og vil gerne, at det er godt at være der.
Os, der er vild med Allan Olsen, kan numrene fra Jøwt næsten udenad.
Der finder vi også en sang om det blå hus, der ligger lidt isoleret i den ene ende af byen, og har et skilt i vinduet, der melder ”Open”.
Sådan et hus kom jeg også forbi.
Skiltet med ”Open” blinkede skam også her.
Tjah
You Tube er din ven.
Vi ventede ikke længe på færgen i Sundsøre.
Efter en flink lille tur nærmede vi os Hvalpsund, hvor jeg blev slået med stor undren.
Ved færgelejet stod der flere hundrede mennesker i våddragt.
De ventede på at komme ombord, så snart jeg havde fulgt Elvira i land.
Det viste sig, at de var i fuld gang med et Triathlon stævne, og færgen sejlede dem et stykke ud, hvorefter de skulle svømme 900 m til land.
Første gang jeg oplevede det.
Jeg dappede lidt rundt og kiggede, og undervejs passerede jeg en stor gruppe mennesker med knallerter på vej på tur.
En af dem kom hen til mig og ville hilse på.
Hun fulgte minsandten også med i mine skriverier.
2 gang på én dag. Lidt vildt.
Svømmerne kom i land og kastede sig på cyklerne.
Det glædede mig at se, at der var unge og gamle, små og store og tykke og tynde.
Et stævne for alle.
Det kan noget.
De skulle i første omgang samme sted hen som mig, men vi holdt ikke lige samme tempo.
Og nej, det var ikke Elvira, der satte tempoet.
Jeg kom til at tænke på engang, jeg var på cykeltur til Wales.
På vej hjem passerede jeg en indfaldsvej til London, hvor en masse motionscykler kørte forbi.
Jeg stod og kiggede lidt, inden jeg spurgte en af vagterne:
”Må jeg ikke være med?”
Han kiggede på min trailer og sagde: ”I need to make a phone call”.
Snart kom han tilbage, og så var jeg med i løbet.
Det viste sig at være fra London – Cambridge.
Jeg kom i mål i Cambridge og fik min medalje, inden jeg fortsatte min tur.
Sikke en historie.
Men denne dag lod jeg dem køre selv, for jeg var på vej til Ullits.
Jeg var blevet inviteret til at få en kop kaffe og en snak hos en af mine følgere, der bor der.
Det var enormt hyggeligt.
Og tak for kaffen.
Derfra var der kun få kilometer til min destination lidt udenfor Farsø, som jeg nemt fandt frem til.
Jeg hilste på min gode vært, der viste mig rundt.
Det viste sig at være en herlig have, med alt hvad jeg har brug for.
Og lidt til.
Jeg blev inviteret på kaffe og hvis sandheden skal frem lidt mere end kaffe.
Snakken gik, og vi kom langt omkring i vores samtale.
Hyggeligt.
Jeg fik arrangeret mig med et kontor, og ledsaget af fuglefløjt og lydene fra en elskovssyg hankat digter jeg løs.
For dagbogen skal jo ud.
På sådan en fin dag er det ret nemt at gennemføre planen om at have det så godt som muligt.
Vi skal nyde øjeblikket.
I morgen bliver jeg efter al sandsynlighed genforenet med mit viskestykke og den bortkomne sok.
Jeg ved ikke om jeg vil kendes ved skoene.
”Nord2023 gennemføres som et fundraising-projekt til fordel for fattige børn i Filippinerne og Tanzania i Samarbejde med Afro-Asia Educare.
Læs mere på bikingdane.dk hvor der er opdateringer med jævne mellemrum.

Link til dag 25 - 31

Dag 32. Mandag den 5. juni.
Farsø – Mjels (Støvring) : 58 km. Totalt
Jeg forlod min fine camp i Farsø uden at sige farvel.
Det havde jeg nemlig aftalt med min gode vært dagen i forvejen.
Jeg havde en alvorlig samtale med mit telt Hubba Hubba.
Jeg stoler ikke helt på hende.
Gennem tiderne har jeg knækket næsten lige så mange teltstænger, som jeg har knækket eger, og hun havde været lidt uartig.
Der var ikke noget knækket, men en af stængerne var hoppet ud af sit gevind og lod sig ikke umiddelbart genindsætte.
”Du kan vente dig”, sagde jeg og pakkede ned.
Og drak kaffe.
Vidunderlig morgen.
Lidt koldt, kun 9 grader, men stille, stille, stille.
Jeg nikkede tak til min gode sovende vært og kastede mig ud i morgentrafikken .
Der i øvrigt var ikke eksisterende.
Vi valgte vejen til byen med det herlige navn Svingelbjerg.
Videre listede vi ad smukke snoede og kuperede vej til Lerkenfeldt Gods.
Der er nu så kønt i Vesthimmerland.
Via Vognsild kom vi til Østrup, hvor den tidligere prof bokser Gert Bo jacobsen vist sælger dæk.
Vi følte os allerede dækket ind.
De fleste veje syntes at gå nord – syd, mens vi ville tage øst på.
Vi fandt en vej til Års, vi kunne bruge.
Vi kom til en ringvej, hvor man må sige, at der var meget lidt kønt.
Men den var effektiv og med en duelig cykelsti.
Den var lang.
Mere og mere formede der sig en tanke om McDo-kaffe i min krøllede hjerne, og pludselig var vi på vej til Haverslev.
Klokken var tidlig, men vi blev lukket ind, og snart dampede kaffen foran mig.
I McDo har de en kedelig vane, som ikke behager mig.
De gør rent med støjende maskiner og med støvsugere, mens kunderne indtager deres mad.
Det irriterer mig voldsomt.
Når jeg har købt kaffe, forbeholder jeg mig ret til at sidde i fred og ikke blive krænket af en Nilfisk.
Jeg skulle da mene, at andre firmaer gør rent om natten, men det er måske de unge ansatte, der svinger fejekosten, når der er ro i butikken.
Den gamle Cyklist synes ikke om det.
Nåh, livet gik videre, og snart kom jeg til mit ikke hus.
Der boede jeg adskillige år, inden jeg kom til at spilde 4000 l fyringsolie.
Og i stedet for mit hus var der så et 9 meter dybt hul i jorden.
Jeg stod lidt og kiggede og afspillede mange gode film i min indre biograf.
Jeg må huske at sige, at jeg endnu en dag følte mig flyvende.
Og den tid der er gået godt kommer jo ikke skidt igen.
Nu gjaldt det ringvejen omkring Støvring, hvor den sparsomme trafik fik mig ud på den glatte asfalt, og så fik den for alvor en spand kul.
Tjuhejsa min tøs, råbte jeg og slog med hovedet.
Men nu gik det fremad i skridtgang.
Jeg var kommet til den by lidt syd for Aalborg, hvor jeg boede og arbejdede mere end en menneskealder.
Jeg kommer der ikke ofte, og jeg kigger altid efter nogen, jeg kender, for det er altid dejligt at trykke et kendt ansigt i hånden.
Og der i en have ….
Kender jeg ikke den mand?
Jeg vendte kareten og holdt stille.
Er det Jørgen?
Jo, det var det da, sagde han tøvende.
Kan du kende mig?
Det gjorde han så ikke, men da jeg præsenterede mig, gjorde han det alligevel.
Vi snakkede lidt og et par kom forbi.
Dem kendte jeg også, og det hele gentog sig.
Det var faktisk hyggeligt med en lille snak.
Men de var altså kommet til at se lidt gamle ud.
Hmmm jeg synes faktisk at mit hår er blevet mere hvidt efter at jeg startede på eventyret med Elvira.
Hos mine venner startede vi sådan cirka med kaffe.
Derefter fiksede min ven problemet med stangen.
Han sagde noget om gevindforlænger, og den troede jeg da på.
Men med en produkt, der hedder Locktite, skulle Hubba Hubba være tilbage på sporet, og der vil blive slået hårdt ned på tumult og deslige fra den dames side.
Sidst på eftermiddagen havde vi en spændende og interessant tur ud i samfundet.
I nærheden af Suldrup bor der en flink mand, der samler på alt, hvad der kan samles på.
Jeg har flere gange besøgt ham, og det er næsten som at gå rundt i et eventyrrige.
Han har samlet hele sit liv, og han smider aldrig noget væk.
Men skal tænke sig godt om for at komme i tanker om noget, han ikke er leveringsdygtig i.
”Har du Anders And Nr. 1 1949” spurgte jeg.
Selvfølgelig sagde han og fandt et flot eksemplar frem.
Det er mange tusinde kroner værd, så vi handlede ikke.
Denne dag.
Bor du i nærheden af Suldrup, skal jeg gerne være behjælpelig med info.
Jeg ser frem til en hyggelig aften i gode venners selskab.
I morgen tidlig drager ekspeditionen videre til Ranum, hvor jeg huserede fra 1969 til 75.
Åh disse minder …..
Nu med Locktite.

Dag 33. Tirsdag den 6. juni.
Mjels (Støvring) - Ranum : 56 km. Totalt 1652 km.
Det var virkelig svært at komme ud af den bløde Mjels-seng.
Det var, som havde den en dragende virkning, jeg ikke kunne slippe.
Men så var det, jeg hørte kaffebrygningslyde fra køkkenet, så jeg fik mig stablet på benene og begav mig derud.
Det hjalp.
Når man har sovet inden døre er det naturligvis langt lettere at pakke sammen.
Det svære er at få det hele med.
Jeg gik flere runder for at være sikker.
Så kom der lidt krisestemning.
Mine fine og lidt berømte sko erklærede, at nu havde de været på tålt ophold i lang tid og nu agtede de at søge asyl.
Det kunne jeg jo ikke sige noget til.
Så meldte chefkokken sig og sagde, at han også havde tænkt sig at hoppe af.
Jeg blev så rystet af disse meldinger, at jeg så mig nødsaget til at tage noget mere kaffe.
Afskedens time kom.
Og væk var den gamle cyklist.
Fyldt med taknemlighed.
Og kaffe.
Vejret var nydeligt.
Lidt køligt fra morgenstunden med en frisk vind på næsen hele dagen.
Dagens første udfordring var de frygtede Guldbæk-bakker, men det klarede vi i stiv arm.
Jeg havde valgt at tage turen til Ranum gennem alle de små byer.
Det giver lidt afveksling på turen.
Udenfor Oslo står der et skilt med teksten Trondheim 540 km.
Det er jo næsten ikke til at klare.
På dagens rejse var der altid kun en 5-6 km mellem de små byer.
Det er ofte byer, hvor der har været forretninger før, men nu er der intet tilbage.
Guldbæk, Øster Hornum, Byrsted, Kirketerp, Veggerby, Vegger og Ejdrup.
Dagens største opgave viste sig at være bakken ved Ejdrup.
Den var både længere og stejlere, end jeg huskede den.
Den fortsatte lang tid efter, at jeg havde bedt den holde inde.
Men der var en præmie involveret efter den opstigning.
Jeg kørte op gennem bevoksning og træer, men på toppen åbnede det hele sig op og en fantastisk udsigt åbenbarede sig.
Og så var det tid til:
”Herfra hvor vi står …....”
Via Gatten, der er mest kendt nu for Larsens store golf-center kom jeg til Vilsted.
Jeg boede engang i nærheden af Vilsted, men det er sket store ændringer siden dengang.
Da var der flere bagere, en købmand og en slagter.
Vist også en brugsforening.
Nu er der kun kroen tilbage, og den så også lidt træt ud.
Ved indkørslen til Vilsted stod der et reklameskilt fra Brugsen i Overlade, der ligger 5 km derfra.
Men man har til gengæld etableret Vilsted sø, der er et helt fantastisk sted.
En virkelig naturperle.
Jeg holdt en lille pause der, og fik en snak med en venlig dame, der var henne for at kigge på nogle svaneunger.
Vi diskuterede om det hed unger eller ællinger.
Jeg mener unger.
Der var en del andre gæster, mens jeg var der.
Skønt at se naturområder, der bliver brugt.
Den venlige dame og jeg selv kunne sammen undre os over, hvad man får ud af at skære i borde og bænke og skrive dette og hint med en fed tusch på vægge og borde.
En cykeltur i Himmerland står for mig som noget helt specielt, og denne dag var særlig fin.
Vi brugte lidt mere strøm end normalt pga modvinden, men det har vi som lagervare.
Og endnu en gang brillerede Elvira med ikke at knække sig.
Det er helt vildt så godt det går, og hvor gode vi er.
Det er næsten for godt til at være sandt.
Jeg krydser alt hvad der skal krydses.
Jeg nærmede mig Ranum.
Her var mit liv fra 1969 til 1975.
Man kan roligt sige, at jeg aldrig rigtig ”er kommet over det” - på den gode måde.
Når jeg nærmer mig byen vælder minderne frem i en lind strøm.
Man skal være forsigtig med at udnævne en periode til at være den bedste i ens liv, men i dette tilfælde snerper det.
Jeg havde fået lov til at overnatte hos en god ven og hans ualmindelig søde kone.
Min ven og jeg startede sammen på HF i 1969, og det var nyt og spændende i hine tider.
Jeg var et lille forsigtigt Guds ord fra landet og kiggede måbende på, hvad der skete omkring mig.
En dag i en sangtime spurgte læreren Hr. G. om der var nogen, der kunne en sang.
Min ven meldte sig, og han rejste sig og sang uden tøven hele Sangen om Larsen.
Da blev jeg behørigt imponeret.
Jeg synes, det er ret fantastisk at vi mødes her 54 år siden.
Vi kørte en lille tur i omegnen i det fantastiske vejr.
Sikken dejlig dag vi har haft i dag.
Af hjertet tak.
I morgen krydser flygtningen sit spor.

Dag 34. Onsdag den 7. juni.
Ranum - Ulbjerg : 37 km. Totalt 1689 km.
Der var mange minder og mange historier vi fik vendt denne fine dag i Ranum.
Det var virkelig hyggeligt.
Af hjertet tak.
Men videre går det stadig væk.
”Hvor heldig er jeg, at jeg har noget, der gør det så svært at sige farvel”.
Peter Plys.

Jeg satte kursen i retning af Viborg.
Den skal nok ligger derude et eller andet sted.
En historie fra min tid i Ranum, trængte sig på:
”Vi fester lidt rigeligt”, sagde en af mine venner.
”Du har ret”, nikkede jeg.
”Vi trænger til motion, lad os cykle en lang tur”, foreslog min ven.
Vi blev enige om, at den lange tur ville vi tage den næste dag.
Vi gjorde vore cykler klar, og forklarede til alle, der gad høre det, at nu tog vi på tur.
Vi vidste ikke, hvornår vi var tilæbge, men det kunne godt blive sent.
Næste morgen tog vi afsked med vores venner og bekendte og satte af sted.
Også i retning af Viborg.
Det gik strygende, virkelig strygende.
Efter 7 km kom vi til Trend kro.
Vi sagtnede farten.
”Vi kunne godt trænge til en forfriskning”, sagde min ven.
Snart sad vi bænket i krostuen med hver sin bajerske øl.
”Man føler sig som et helt nyt menneske”, sagde jeg.
”Det nye menneske skal da også have en øl”, mente min ven.
Jeg må være ærlig og sige, at vi ikke kom længere mod syd.
På et tidspunkt kørte vi tilbage mod Ranum.
Jeg husker, at min ven på et tidspunkt plukkede blomster, når han nu alligevel var i grøften, som han forklarede det.
Denne herlige onsdag nøjedes jeg med at smile til kroen, da jeg kørte videre.
Jeg havde besluttet mig for en kort dag.
Og jeg blev på den store vej der med sin glatte asfalt og en fin cykelstribe var en veritabel autostrada for Elvira og Yours Truly.
Jeg skæver stadig ned til baghjulet for at se, om det kører lige, og det gør det minsandten.
Det kunne godt tyde på at det med hjulet er et stunt, som Elvira har sat i søen, fordi hun ikke gad være i Sverige.
Vejret var fantastisk og jeg har det fint med, at det ikke har regnet i mange dage.
Når engang der kommer regn, vil det komme som en stor overraskelse, og jeg kan med garanti ikke finde mit regnslag
Mit mål var Ulbjerg, hvor jeg tidligere har været.
På landevejen ved Ulbjerg ligger der et cafeteria.
Jeg var lige forbi for at se, hvad de havde.
De havde lukket, havde de.
Man skulle da ellers tro, at der var kunder hele dagen.
Men det er der jo nok en fornuftig forklaring på.
Jeg fandt min have og blev budt velkommen af husets 5 hunde.
Og også af mine søde værter.
Hundene kunne kende mig, og det er da lidt imponerende.
Når jeg sidder her og skriver ligger der hunde sådan lidt over det hele.
Det er rigtig hyggelig.
Der var brev til mig fra det offentlige.
Den slags er jeg altid lidt nervøs for at modtage.
De ville fortælle mig, at min læge i Skjern er gået konkurs og lægehuset er lukket.
Jeg troede elelrs de tjente så mange penge, men der kan jeg så åbenbart godt tro om igen.
Jeg kan ikke huske, at jeg tidligere har hørt om en læge, der går konkurs.

Dag 35. Torsdag den 8. juni.
Ulbjerg – Nr. Snede : 96 km. Totalt 1785 km.
For en gangs skyld fik jeg lejlighed til at sige farvel til mine værter.
Det var jeg glad for.
Hundene havde brug for deres morgensøvn, så de overlod til katten af danne afskedskomité.
Af hjertet tak for et dejligt ophold.
Jeg havde ca 20 km til Viborg, og den lå, hvor jeg havde forventet det.
Det er sådan set meget rart.
Det var den skønneste morgen, og jeg klistrede mig til de glatte cykelstriber ind mod Viborg.
I Skals søgte man at lokke mig væk med en sandsti, men den gik jeg ikke på.
Det så også ud til, at der havde været noget hestetrafik og sikkert også en del fjerkræ, så jeg blev på striben.
Jeg kender Viborg ret godt og kan sagtens finde rundt der.
Jeg koblede mig på Alhedestien lige før Hald Ege og fulgte den til Skelhøje.
Den første del havde fået noget rodbehandling og jeg hoppede og dansede, men det sidste stykke var godt.
Men man er lukket inde, og man skal kæmpe med bommene, og der er reelt for lidt plads til at passere modkørende.
Så det passede mig fint at komme ud i samfundet igen ved Skelhøje.
Der så jeg et hollandsk par på tandem, og dagen igennem mødte vi hinanden gentage gange.
Det endte da også med, at vi blev fine venner og byttede billeder.
Jeg er ikke sikker på, at jeg kunne/ville klare at køre tandem med nogen, men man bliver da ikke væk for hinanden.
Jeg har tit undret mig over, hvor turcyklisterne er.
Nu ved jeg det.
De er på hærvejen.
Jeg mødte rigtig mange denne dag.
Motorcyklister hilser på hinanden, men det kan vi turcyklister altså også
Elvira klarede sig så fint, at jeg besluttede at tilegne et lille poetisk stykke til hende.
”Med vinden ind fra agten
og alle klude sat
er der ikke én der kører langs hele Kattegat.
Der ka´ mål´ sig med Elvira
hun klarer hver og en,
og hun stikker ikke op for no´n
fra Møn til Skagens Gren.
Lidet tænkte jeg på at Hovmod ståt for fald, og Nemesis ventede tålmodigt længere fremme.
I gamle dage kørte jeg på A13 og kiggede på de små byer.
Nu kører jeg gennem de små byer og kigger på A 13, der var vores ledsager sådan lidt på afstand dagen igennem.
Vi kørte også på en såkaldt 2 minus 1 vej.
Jeg vidste ikke helt, hvad der forventedes af mig, så jeg gjorde som jeg plejer.
Men jeg kunne da se på skiltene at de gode lo og de onde græd.
Vi kørte på Grathe Hede og andre heder og H. C Andersen sang med os:
Heden, ja man tror det næppe,
men kom selv bese den lidt.
Lyngen er et pragtfuldt tæppe
Blomster myldre milevidt.
Skynd dig kom om føje år
heden som en kornmark står.
Google maps havde truet med meget stejle bakker, men fortalte ikke præcis hvor.
Men jeg havde regnet ud, at det nok var omkring Funder og Vrads.
Og som jeg dog fik ret.
Der er mange og de er lange, men vi kan godt.
Men så naturligvis var Fanden løs igen.
Pling.
Af cyklen og jo tak, en ny knækket eger, men i den gode side.
Forstår man ikke det med den gode side kan jeg oplyse, at man der kan skifte eger uden at fjerne kransen.
Det var det.
Festen er slut.
Vi kan ikke blive ved.
Hmmmm næste by er Vrads.
Cykelhandler`Næh!
Nørre Snede har en, der kalder sig cykelhulen.
Det er 20 km væk, og nu kører vi.
Det var forbavsende lidt, det kunne mærkes, men ikke godt at køre med knækket eger.
Vi havde faktisk en smuk og skøn tur ind til Nørre Snede, hvor vi fandt vejen med cykelhulen, og der lå …... ingenting.
Det stod vi lidt og tyggede på.
Der var kun en opløben teenager at spørge, og han vidste intet.
Jeg kunne se, at jeg var hvor jeg skulle være, men der var kun huse.
Så fandt jeg et telefonnummer.
Er det Cykelhulen, spurgte jeg, da en mand sagde hallo.
”Ja og nej”, sagde han.
Lukket.
Men der er en i Ejstrupholm.
Det viste sig at være 7 km fra Nr. Snede.
Jeg ringede og spurgte om jeg måtte komme næste morgen kl. 9.
Deal.
Jeg var 2 km fra min lejr, så efter at have shoppet lidt, kørte jeg derhen.
Jeg traf min ualmindelig søde vært, og jeg fandt hurtigt ud af, at her er alt, hvad jeg har brug for.
Og lidt til.
Plan H, eller hvad vi nu er kommet til, går ud på at jeg i morgen lader mine ting blive i lejren, og så kører jeg til Ejstrupholm.
Så må vi se.
Vi befinder os nu i de døende sekunder af den forlængede spilletid og vi kan kun gisne om, hvor meget tid dommeren har lagt til.
Jeg må hellere opdatere mit berømte billede med kaffekanden, inden det bliver for sent
”Nord2023 gennemføres som et fundraising-projekt til fordel for fattige børn i Filippinerne og Tanzania i Samarbejde med Afro-Asia Educare.
Læs mere på bikingdane.dk hvor der er opdateringer med jævne mellemrum.
Vi prøver alligevel at få en fin dag ud af det.
Særmelding.
Jeg fik på et tidspunkt en besked fra et venligt menneske i Give. Jeg har hmmmmmm bortkommet beskeden, og jeg vil gerne høre fra dig igen i dag.

Dag 36. Torsdag den 9. juni.
Nr. Snede – Et pænt sted i nærheden af Skjern : 69 km. Totalt 1854 km.

”Jeg er bange for, at det snart sker igen”, sagde cykelmekanikeren, mens han prøvende rykkede i egerne.
”Dine eger er 2.0, men du skulle nok prøve 2,34 eger.”

Jeg nikkede samtykkende, og da lød dommerens fløjte.
Kampen var slut.
Ikke mere overtid og ikke mere tillægstid.

Jeg var kørt de 8 km til Ejstrupholm for at få erstattet den knækkede eger.
Og det der med, at der er en god side, kan vi godt glemme alt om.
Det hele skal af, når man har skivebremser.
Mekanikeren var en hyggelig mand, og vi fik da en god snak.
Man kan jo lige så godt få noget ud af det.
Jeg havde efterladt al bagage og trailer hos min gode vært i Nr. Snede, så vi skulle tilbage igen.
Det var et skønt sted at være.
Hun gjorde en del ud af at beskytte mig mod udefra kommende angreb.
Først var det en Robert, der pludselig stod og gnavede i min presenning.
Ham sendte hun hjem.
Så havde en vandkanon direkte kurs mod mine ting, og den sendte hun også hjem.
Hun havde lovet mig rådyr, hvis jeg var stille.
Jeg var stille, men de kom ikke.

I Ejstrupholm står der en dame og varmer rumpen.
Hun burde slå sig sammen med Tollundmanden.
Dagen udviklede sig til at være den varmeste på turen, og det havde jeg det lidt stramt med.
Men hun varmer stadig rumpen.

Vi var lidt påvirkede af vores store beslutning, men også afklarede.
Det er uholdbart at fornemme, at man konstant sidder på en tikkende bombe.

Vi investerede i kylling og brød i Ejstrupholm.
Det var vores agt at indtage det, hvor der var pænt.
Vi fandt en hede, der var velegnet.
Planen gik ud på, at vi ville overnatte et pænt sted i nærheden af Skjern.
Der er mange smukke steder, og vi fik truffet vores valg.

Et sted, hvor jeg stod og forhandlede med Google Maps havde jeg en ubehagelig oplevelse.
En bil på tyske nummerplader (DU) holder hurtigt ind foran mig,
En trivelig dame med østeuropæisk udseende skynder sig ud.
På gebrokkent engelsk spørger hun om Apotek.
Samtidig vil hun give mig hånden, og også give mig en krammer.
Hendes hænder er overalt.
Jeg er totalt uforberedt. Jeg giver hende ikke hånden, og jeg viger tilbage for hendes krammer, mens jeg siger, at der ikke er apotek her.
Min taske står pivåben, og telefonen sidder i en åben holder på styret.
Først da de er væk, går det op for mig, at det sikkert var et trick.
Jer var vist heldig.

Denne allersidste lejraften vil vi bruge til intern evaluering af ekspeditionen.
I morgen tidlig sætter vi kursen mod Skjern, der ligger tæt på, hvor vi er.
I morgen kommer der en lille afslutning naturligvis med et digt, og så kan vi godt sige, at den gamle cyklist har været her.
The old Cowboy´s last song.
Og efter 37 dage på landevejen kunne det måske godt være tiltrængt med et lille hvil.

Nord2023 gennemføres som et fundraising-projekt til fordel for fattige børn i Filippinerne og Tanzania i Samarbejde med Afro-Asia Educa
Læs mere på bikingdane.dk hvor der er opdateringer med jævne mellemrum.

Dag 37. Omkring fredag/lørdag i omegnen af den 10. juni i det Herrens år 2023.
Svanholm Sø, et pænt sted i nærheden af Skjern - Skjern : 26 km. Totalt 1880 km.

Jeg havde fundet frem til, at den sidste overnatning skulle finde sted ved den smukke Svanholm Sø ved Sdr. Felding.
Det er en af de mest velfungerende shelterpladser, jeg har set.
Der er 4 sheltere, brænde, toilet, fiskesø, 2 ænder og strøm.
Det har mange fundet ud af, så der er ofte mange mennesker.
Når jeg siger mange, er det rigtig mange.
Det havde jeg så glemt.
Jeg var der i selskab med flere store grupper, og i alt var der flere hundrede mennesker.
Der var bl. a en skoleklasse med deres fædre.
De store drenge spillede bold til kl. 23, fædrene snakkede indtil kl 02.00 og kl 5 stod de mindste op for at lege.
Altså alt i alt en fuldstændig almindelig flok, som opførte sig rigtig pænt.
Jeg kom i tanker om, at jeg nok ville tidligt afsted på turens sidste dagsmarch.

Jeg valgte den smukke bagvej over Borris, som jeg varmt kan anbefale.
Det er ikke så mange sjove dyr jeg har set på min tur, så da jeg mødte et nysseligt føl, blev den fluks indlemmet i samlingen.
Jeg tog Broen over floden Skjern Å.
Jeg er vild med den å.
Og så var jeg hjemme efter mange dage på farten.
Jeg er vildt glad for at komme hjem, men det er en svær øvelse.
”Sjælen” kommer på mandag.

Og så siger vi tak for denne gang.
Det var det.
En særlig tak skal gå til sponsorerne, for et vigtigt delmål for ekspeditionen var jo at samle ind til fattige og dårligt stillede børn i Filippinerne og Tanzania.
Til oktober tager jeg på et 6 ugers ophold i Tanzania.
Sposorerne vil få indblik i, hvordan midlerne bliver anvendt, og I får også meddelelse om, hvordan I vil modtage rejsebrevene fra Ekspeditionen.

Indsamlingen slutter skam ikke med afslutningen på cykelturen.
Vores tilladelse varer meget længere.
Bl. a afholdes en Asian Fest i Åbenrå først i september
Læs mere på bikingdane.dk hvor der er opdateringer med jævne mellemrum.

Fowal å tak bette I
A ga jer hwa a ku gi.
Å tøt I et om mosekken.
Da war´t skåe
For no gikén.